Sag T-401/11 P-RENV-RX

(offentliggørelse i uddrag)

Stefano Missir Mamachi di Lusignano m.fl.

mod

Europa-Kommissionen

»Appel – personalesag – tjenestemænd – drab på en tjenestemand og dennes hustru – regel om overensstemmelse mellem ansøgning, klage og erstatningssøgsmål – pligt til at sikre beskyttelse af de ansatte i Unionens tjeneste – årsagsforbindelse – økonomisk skade – erstatningsansvar in solidum – hensyntagen til de i vedtægten fastsatte ydelser – ikke-økonomisk skade – en institutions ansvar i forbindelse med en afdød tjenestemands ikke-økonomiske skade – en institutions ansvar i forbindelse med den af en afdød tjenestemands ydelsesberettigede pårørende lidte ikke-økonomiske skade«

Sammendrag – Rettens dom (Appelafdelingen) af 7. december 2017

1.      Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – årsagsforbindelse – flere årsager til skaden – anvendelse af teorierne om adækvat årsagssammenhæng og om ækvivalente betingelser

(Art. 340, stk. 2, TEUF)

2.      Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – årsagsforbindelse – tredjemands drab af en tjenestemand, efter at dennes institution havde tilsidesat dens beskyttelsesforpligtelse – brud på årsagsforbindelsen som følge af tredjemands medvirken – foreligger ikke – institutionen kvalificeres som medskadevolder

(Art. 340, stk. 2, TEUF)

3.      Appel – anbringender – anbringende rettet mod overflødig præmis – anbringende uden betydning – ikke lagt til grund

(Art. 256, stk. 1, TEUF; statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1)

4.      Tjenestemænd – administrationens bistandspligt – anvendelsesområde – rækkevidde – grænser

(Tjenestemandsvedtægten, art. 24)

5.      Tjenestemandssager – Unionens retsinstansers kompetence – konstatering af en institutions ansvar in solidum for det tab, der er lidt af en tjenestemand – omfattet

(Art. 270 TEUF; tjenestemandsvedtægten, art. 24)

6.      Ansvar uden for kontraktforhold – tab – tab, der kan erstattes – tab forvoldt af flere ophavsmænd – medskadevolderes ansvar in solidum

(Art. 340, stk. 2, TEUF)

7.      Appel – anbringender – utilstrækkelig begrundelse – kriterier, som Personaleretten har lagt til grund med henblik på fastsættelsen af størrelsen af den godtgørelse, der ydes i erstatning for et tab – Rettens prøvelse

8.      Tjenestemænd – institutionernes ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – skade – ikke-økonomisk skade i forbindelse med de fysiske og psykiske lidelser, som en myrdet tjenestemand blev udsat for før sin død – uoprettelig skade

(Art. 340, stk. 2, TEUF)

9.      Tjenestemænd – institutionernes ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – skade – ikke-økonomisk skade, som de ydelsesberettigede pårørende efter en myrdet tjenestemand led som følge af den utilstrækkelige karakter af de i vedtægtsordningen fastsatte ydelser med henblik på at sikre erstatning af det tab, der er forvoldt disse – oprettelig skade – grænser

(Art. 340, stk. 2, TEUF)

10.    Ansvar uden for kontraktforhold – skade – skade, der kan erstattes – ikke-økonomisk skade forvoldt ved en nærtstående persons død – omfattet – opgørelse efter ret og billighed

(Art. 340, stk. 2, TEUF)

1.      I princippet kan der anvendes to kausalitetsteorier, når der er flere årsager til den samme skade, nemlig teorien om ækvivalente betingelser og teorien om adækvat årsagssammenhæng. I EU-retten er der en tendens til at lægge vægt på teorien om adækvat årsagssammenhæng. EU kan nemlig alene være ansvarlig for den skade, der er en tilstrækkelig direkte følge af den pågældende institutions retsstridige adfærd, og sagsøgeren skal godtgøre, at skaden ikke ville være indtrådt uden den begåede fejl, og at denne fejl er den afgørende årsag til den skade, der er lidt.

Når den adfærd, der foreholdes en institution, indgår i en mere omfattende proces, som tredjeparter har deltaget i, og når den umiddelbare årsag til den påståede skade er en af disse tredjeparters medvirken, påhviler det desuden Unionens retsinstanser at efterprøve, om denne medvirken var uundgåelig alene som følge af den foreholdte adfærd, eller om den tværtimod var udtryk for en selvstændig vilje. Hvis der er tale om en selvstændig vilje, tilkommer det retten at fastslå, at der ikke består nogen årsagsforbindelse. I øvrigt begrænser retspraksis vedrørende artikel 340, stk. 2, TEUF Unionens ansvar til skader, som er en direkte eller tilstrækkelig direkte følge af den pågældende institutions ulovlige adfærd, hvilket navnlig udelukker, at dette ansvar omfatter skader, som kun er en fjern følge af denne adfærd. I denne sammenhæng er den blotte omstændighed, at den ulovlige adfærd har udgjort en nødvendig betingelse for skadens opståen, således at forstå, at denne ikke ville være opstået, hvis ikke der var fulgt en sådan adfærd, ikke tilstrækkelig til at godtgøre en årsagsforbindelse.

Disse principper, som følger af retspraksis, udelukker imidlertid ikke kategorisk anvendelsen af teorien om ækvivalente betingelser og indebærer kun, at denne teori må afvises, hvis den fejl, som institutionen har begået, ligger fjernt fra skaden, og retten fastslår, at årsagsforbindelsen er blevet brudt. Hvis det omvendt antages, at skaden er en direkte eller tilstrækkelig direkte følge af institutionens fejl, og at denne fejl således ikke ligger så fjernt fra skaden, at årsagsforbindelsen er blevet brudt, kan Unionens retsinstanser bringe teorien om ækvivalente betingelser i anvendelse.

(jf. præmis 64 og 67-70)

2.      Hvis en institution gør sig skyldig i tilsidesættelse af en beskyttelsesforpligtelse, hvilket har bidraget til at forårsage den specifikke skade, som denne forpligtelse havde til formål at undgå, må det fastslås, at denne tilsidesættelse kan medvirke tilstrækkelig direkte til dens indtræden, selv om den ikke betragtes som den eneste årsag til skaden. Unionens retsinstanser kan således lægge til grund, at en tredjemands forudsigelige eller uforudsigelige handlinger ikke kan medføre eller har medført et brud på årsagsforbindelsen eller ikke udgør en omstændighed, der fritager institutionen fuldstændig for ansvar, da begge årsager, dvs. institutionens culpøse tilsidesættelse og tredjemands handlinger, har bidraget til, at den samme skade indtræder. Under disse omstændigheder skal institutionen – såfremt den begik en fejl i form af en tilsidesættelse af en beskyttelsesforpligtelse, der bidrog til at forårsage den specifikke skade, som denne forpligtelse havde til formål at undgå – anses for medskadevolder, selv om den ikke kan betragtes som hovedansvarlig for skaden.

(jf. præmis 72 og 84)

3.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 92)

4.      Forudsætningen for at anvende vedtægtens artikel 24 er, at tjenestemanden har lidt skade på baggrund af sin stilling eller sit hverv. Denne bestemmelse kan herefter ikke finde anvendelse i det tilfælde, hvor tjenestemanden ikke har lidt skade i forbindelse med udøvelsen af sit hverv.

(jf. præmis 106)

5.      Unionens retsinstanser har kompetence til at træffe afgørelse om en institutions ansvar, når den alene eller sammen med en tredjemand har forårsaget en skade på en tjenestemand. Ordlyden af vedtægtens artikel 24 viser nemlig, at karakteren af en tredjemands ansvar ikke berører den solidariske forpligtelse, som påhviler den institution, der er medskyldig i en skade på en tjenestemand i forbindelse med udøvelsen af hans hverv. Denne bestemmelse viser, at Unionens retsinstanser kan påkende tvister, som vedrører spørgsmålet om en institutions ansvar in solidum i forhold til en tredjemands handlinger, da karakteren af denne tredjemands ansvar ikke berører Unionens retsinstansers kompetence til at fastlægge en institutions ansvar in solidum.

(jf. præmis 113)

6.      Af medlemsstaternes retssystemer følger en almindelig fælles retsgrundsætning om, at den nationale ret pålægger personer, der er medskyldige i den samme skade, ansvar in solidum, da det må anses for rimeligt, at skadelidte for det første ikke skal fastlægge den del af skaden, som hver medskadevolder er ansvarlig for, og for det andet ikke skal bære risikoen for, at den medskadevolder, som der er anlagt sag mod, viser sig at være insolvent. Princippet om ansvar in solidum finder anvendelse på såvel økonomisk skade som ikke-økonomisk skade.

(jf. præmis 118 og 195)

7.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 129)

8.      Der følger ikke af medlemsstaternes retssystemer en almindelig fælles grundsætning, hvorefter en national ret under omstændigheder, hvor en tjenestemand, som udøver sit hverv i et tredjeland, blev myrdet i den lejlighed, der blev stillet til rådighed for ham, tilkender erstatning for en ikke-økonomisk skade i form af fysiske og psykiske lidelser, som den pågældende har været udsat for i forbindelse med sin egen død.

(jf. præmis 175 og 176)

9.      Af medlemsstaternes retssystemer følger en almindelig fælles retsgrundsætning, hvorefter eksistensen af en ordning, som sikrer, at der automatisk udbetales ydelser til en afdød tjenestemands ydelsesberettigede pårørende under omstændigheder, hvor en tjenestemand, som udøver sit hverv i et tredjeland, blev myrdet i den lejlighed, der blev stillet til rådighed for ham, ikke er til hinder for, at de ydelsesberettigede pårørende også modtager erstatning for deres ikke-økonomiske skade efter at have anlagt sag ved en national ret, fordi de mener, at der ikke er blevet ydet erstatning eller fuld erstatning for de skader, de har lidt, gennem den nævnte ordning. I denne henseende følger der også en almindelig fælles retsgrundsætning af medlemsstaternes retssystemer, hvorefter der ikke kan ydes dobbelt erstatning for den påførte ikke-økonomiske skade. Det tilkommer derfor den nationale ret at undersøge, i hvilket omfang en ordning, som sikrer automatisk udbetaling af ydelser, fuldt ud, delvist eller slet ikke dækker den ikke-økonomiske skade, som de ydelsesberettigede pårørende har lidt, før retten fastsætter erstatningen for denne skade.

(jf. præmis 194 og 195)

10.    Af medlemsstaternes retssystemer følger en almindelig fælles retsgrundsætning om, at de ydelsesberettigede pårørende og navnlig den afdødes børn og forældre har krav på erstatning for ikke-økonomisk skade i form af den psykiske smerte, der opstår ved en nærtstående persons død. Med hensyn til opgørelsen af den ikke-økonomiske skade kan Unionens retsinstanser ikke anvende de tabeller, der er udarbejdet af en enkelt medlemsstat. I denne henseende tilkommer det disse at fastsætte erstatningsbeløbet efter ret og billighed og at angive de kriterier, der er lagt til grund herfor.

(jf. præmis 198 og 200)