Sag T-198/12

Forbundsrepublikken Tyskland

mod

Europa-Kommissionen

»Tilnærmelse af lovgivningerne – direktiv 2009/48/EF – sikkerhedskrav til legetøj – grænseværdierne for nitrosaminer, nitroserbare stoffer, bly, barium, arsen, antimon og kviksølv i legetøj – Kommissionens afgørelse om ikke fuldstændigt at godkende opretholdelsen af de nationale bestemmelser, der fraviger herfra – tidsbegrænset godkendelse – bevis for et højere beskyttelsesniveau for menneskers sundhed i de nationale bestemmelser«

Sammendrag – Rettens dom (Ottende Afdeling) af 14. maj 2014

1.      Annullationssøgsmål – sager anlagt af medlemsstaterne – sag anlagt til prøvelse af Kommissionens afgørelse om ikke fuldstændigt at godkende opretholdelsen af tidligere gældende og afvigende nationale bestemmelser – antagelse til realitetsbehandling ikke betinget af, at det godtgøres, at der foreligger en søgsmålsinteresse

(Art. 263 TEUF)

2.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – afgørelse, der er på linje med tidligere afgørelser – en udtrykkelig begrundelse alene nødvendig, såfremt en afgørelse går videre end hidtidig praksis – afgørelse inden for rammerne af den procedure, der er fastsat i artikel 114, stk. 4, TEUF – rækkevidde

(Art. 114, stk. 4, TEUF og art. 296, stk. 2, TEUF)

3.      Tilnærmelse af lovgivningerne – artikel 114 TEUF – procedure for godkendelse af nationale undtagelsesbestemmelser – anmodning om opretholdelse af tidligere gældende nationale bestemmelser – den anmodende medlemsstats mulighed for at basere sin ansøgning på en vurdering af risikoen for folkesundheden, der er anderledes end den, EU-lovgiver lagde til grund – forpligtelse til at godtgøre et beskyttelsesniveau for folkesundheden, der er højere end den harmoniserende EU-foranstaltning – forpligtelse til at overholde proportionalitetsprincippet

(Art. 114, stk. 4 og 6, TEUF)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 37 og 38)

2.      Såfremt en kommissionsafgørelse, der er på linje med fast beslutningspraksis, kan begrundes summarisk, navnlig ved henvisning til denne praksis, påhviler det, når afgørelsen går betydeligt længere end forudgående afgørelser, Kommissionen at fremstille sin argumentation udtrykkeligt. Hvad angår en afgørelse inden for rammerne af den procedure, der er fastsat i artikel 114, stk. 4, TEUF, er Kommissionens forpligtelse til at begrunde sin afgørelse i tilstrækkeligt omfang så meget desto mere vigtig, da kontradiktionsprincippet ikke finder anvendelse under den nævnte procedure.

Begrundelsen for en retsakt skal i denne henseende være logisk og må navnlig ikke indeholde selvmodsigelser, der gør det vanskeligt at forstå de underliggende motiver for denne retsakt. En selvmodsigelse i begrundelsen for en afgørelse udgør nemlig en tilsidesættelse af forpligtelsen i henhold til artikel 296, stk. 2, TEUF, som kan påvirke gyldigheden af den omhandlede retsakt, såfremt det godtgøres, at adressaten for retsakten på grund af selvmodsigelsen helt eller delvis er afskåret fra at gøre sig bekendt med den egentlige begrundelse for afgørelsen, og at der derfor ikke er nogen som helst retlig støtte for retsaktens konklusion eller dele heraf.

(jf. præmis 47-50)

3.      En medlemsstat kan basere en anmodning om at opholde sine tidligere gældende nationale bestemmelser på en risikovurdering af folkesundheden, der er forskellig fra den vurdering, EU-lovgiver lagde til grund i forbindelse med vedtagelsen af den harmoniseringsforanstaltning, som disse nationale bestemmelser fraviger. Det påhviler i denne sammenhæng den anmodende medlemsstat at godtgøre, at de nævnte nationale bestemmelser sikrer et beskyttelsesniveau for folkesundheden, der er højere end den harmoniserende EU-foranstaltning, og at bestemmelserne ikke rækker videre end det, der er nødvendigt for at nå dette mål.

Selv om den anmodende medlemsstat med henblik på at begrunde opretholdelsen af nationale bestemmelser kan påberåbe sig anderledes vurderinger af risikoen for folkesundheden, uden at de nødvendigvis er baseret på andre eller nye videnskabelige oplysninger, tilkommer det den at godtgøre, hvordan de beviser, der allerede er fremlagt for Kommissionen, er blevet vurderet fejlagtigt af denne og skal fortolkes anderledes af Unionens retsinstanser.

(jf. præmis 70, 92 og 100)