Language of document : ECLI:EU:F:2014:243

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Første Afdeling)

11. november 2014

Sag F-52/11

Carlo De Nicola

mod

Den Europæiske Investeringsbank (EIB)

»Personalesag – ansatte ved EIB – psykisk chikane – undersøgelsesprocedure – undersøgelseskomitéens rapport – forkert definition af psykisk chikane – afgørelse truffet af præsidenten for EIB om ikke at imødekomme klagen – annullation – erstatningssøgsmål«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, hvorunder Carlo De Nicola i det væsentlige har nedlagt påstand dels om annullation af afgørelsen af 1. september 2010, hvorved præsidenten for Den Europæiske Investeringsbank (EIB eller herefter »Banken«) afslog hans klage over psykisk og »organisatorisk« chikane, dels om, at EIB tilpligtes at erstatte det tab, som han mener at have lidt som følge af nævnte chikane.

Udfald:      Afgørelsen af 1. september 2010, hvorved præsidenten for Den Europæiske Investeringsbank afslog Carlo De Nicolas klage over psykisk chikane, annulleres. EIB betaler Carlo De Nicola et beløb på 3 000 EUR. I øvrigt frifindes EIB. EIB bærer sine egne omkostninger og betaler de af Carlo De Nicola afholdte omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemandssager – Den Europæiske Investeringsbanks ansatte – akt, der indeholder et klagepunkt – begreb – forberedende akt – udtalelse fra undersøgelsesudvalget vedrørende chikane

(Den Europæiske Investeringsbanks adfærdskodeks, art. 3.6; Den Europæiske Investeringsbanks politik for værdighed på arbejdspladsen, pkt. 5.5)

2.      Tjenestemænd – Den Europæiske Investeringsbanks ansatte – psykisk chikane – begreb – skade på selvværdet og selvtilliden – intet krav om forsæt hos chikanøren

(Den Europæiske Investeringsbanks adfærdskodeks, art. 3.6.1; Den Europæiske Investeringsbanks politik for værdighed på arbejdspladsen, art. 2.1)

3.      Retslig procedure – stævning – formkrav – klar og præcis redegørelse for de påberåbte anbringender

[Personalerettens procesreglement, art. 35, stk. 1, litra e)]

1.      Kun de foranstaltninger, der har retligt bindende virkninger, som kan berøre sagsøgerens interesser direkte og umiddelbart gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling, udgør akter, der indeholder et klagepunkt. Når der er tale om retsakter eller afgørelser, hvis tilblivelse omfatter flere stadier, navnlig sådanne, som afslutter en intern procedure, er det i princippet kun foranstaltninger, som definitivt fastlægger administrationens standpunkt som afslutning på denne procedure, der udgør retsakter, der kan anfægtes, i modsætning til foreløbige foranstaltninger, der har til formål at forberede den endelige afgørelse. Akter, der er forberedende i forhold til en afgørelse, er ikke bebyrdende, og det er først i forbindelse med en sag anlagt til prøvelse af den afgørelse, der træffes som afslutning på proceduren, at en sagsøger kan gøre gældende, at de forudgående akter, der er snævert forbundne med afgørelsen, er retsstridige.

Udtalelsen fra Den Europæiske Investeringsbanks undersøgelsesudvalg, som er kompetent hvad angår politikken for værdighed på arbejdspladsen, udgør en forberedende retsakt til den endelige afgørelse, som træffes af præsidenten for EIB. Da udtalelsen fra nævnte udvalg følgelig ikke er en retsakt, der som sådan kan anfægtes, skal en påstand om annullation af denne forkastes.

Til gengæld kan ulovligheden af udtalelsen fra det nævnte udvalg påberåbes til støtte for en påstand om annullation af den endelige afgørelse, som træffes af præsidenten for EIB. Det følger nemlig af de interne bestemmelser benævnt »Politik for værdighed på arbejdspladsen«, som er vedtaget af EIB og omhandlet i artikel 3.6 i Bankens adfærdskodeks, at udtalelsen fra undersøgelsesudvalget udgør en væsentlig formalitet, hvis manglende overholdelse som følge af materielle eller processuelle uregelmæssigheder følgelig udgør en fejl, som gør den afgørelse, der træffes af Bankens præsident på grundlag af nævnte udtalelse, ulovlig.

(jf. præmis 142, 144 og 145)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: Dom D mod EIB, T-275/02, EU:T:2005:81, præmis 43-46 og den deri nævnte retspraksis

Personaleretten: Dom Donati mod ECB, F-63/09, EU:F:2012:193, præmis139

2.      I henhold til artikel 3.6.1 i Bankens adfærdskodeks er psykisk chikane defineret som en gentagelse, over en ret lang periode, af fjendtlige eller malplacerede ord, adfærd eller handlinger udtrykt eller udvist af en eller flere ansatte over for en anden ansat. I Bankens politik for værdighed på arbejdspladsen præciseres, at den omstændighed, at den pågældende adfærd er forsætlig eller ej, ikke er relevant. Det afgørende princip er, at chikanen og intimideringen er en uønsket og uacceptabel adfærd, som udgør et angreb på den persons selvværd og selvtillid, som er genstand for adfærden.

Det følger heraf, at der i forhold til Bankens interne bestemmelser foreligger psykisk chikane, som giver anledning til en pligt til bistand fra Bankens side, når chikanørens ord, adfærd eller handlinger objektivt, og således ved deres indhold, har medført et angreb på den persons selvværd og selvtillid, som har været genstand for adfærden i Banken.

En udtalelse fra undersøgelsesudvalget vedrørende psykisk chikane, som kræver, at en adfærd er forsætlig for at udgøre psykisk chikane, er ikke i overensstemmelse med disse bindende interne bestemmelser.

(jf. præmis 143, 149, 150 og 154)

Henvisning til:

Personaleretten: Dom CG mod EIB, F-103/11, EU:F:2014:185, præmis 69

3.      I henhold til artikel 35, stk. 1, litra e), i Personalerettens procesreglement skal stævningen indeholde søgsmålsgrundene og de faktiske og retlige anbringender, der gøres gældende. Disse angivelser skal være tilstrækkeligt klare og præcise til, at sagsøgte kan tilrettelægge sit forsvar, og til, at Personaleretten kan tage stilling til sagen, i givet fald uden yderligere oplysninger. Det er af retssikkerheds- og retsplejehensyn en forudsætning for, at et søgsmål kan antages til realitetsbehandling, at de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som dette støttes på, fremgår på en sammenhængende og forståelig måde af selve stævningen.

Det skal tilføjes, at advokatens væsentligste rolle som juridisk rådgiver netop er at påse, at påstandene i stævningen hviler på en retlig argumentation, der er tilstrækkeligt forståelig og sammenhængende, henset til den omstændighed, at den skriftlige procedure for Personaleretten principielt kun består af én skriftudveksling.

(jf. præmis 161 og 162)

Henvisning til:

Personaleretten: Dom AH mod Kommissionen, F-76/09, EU:F:2011:12, præmis 29 og 31 og den deri nævnte retspraksis