Language of document :

Sag anlagt den 7. januar 2010 - Al Saadi mod Kommissionen

(Sag T-4/10)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Faraj Faraj Al Saadi (Leicester, Det Forenede Kongerige) (ved barrister J. Jones, solicitor Mudassar Arani)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Annullation af Kommissionens forordning (EF) nr. 954/2009 af 13. oktober 2009 for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har ved dette søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF nedlagt påstand om annullation af Kommissionens forordning (EF) nr. 954/2009 af 13. oktober 2009 1 om 114. ændring af Rådets forordning (EF) nr. 881/2002 2 om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder, der har tilknytning til Usama bin Laden, Al-Qaida-organisationen og Taliban, hvorefter sagsøgeren blev opført på listen over personer og enheder, hvis midler og økonomiske ressourcer er indefrosne.

Sagsøgeren navns blev oprindeligt opført i bilag I til Rådets forordning (EF) nr. 881/2002 ved Kommissionens forordning (EF) nr. 2049/2003 af 20. november 2003 3, som senere blev afløst af Kommissionens forordning (EF) nr. 46/2008 af 18. januar 2008 4. Ved dom af 3. december 2009 i de forenede sager Hassan mod Rådet og Kommissionen (sag C-399/06 P) og Ayadi mod Rådet (sag C-403/06 P) 5 annullerede Den Europæiske Unions Domstol Rådets forordning (EF) nr. 881/2002, som ændret ved forordning (EF) nr. 46/2008 for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet fremsat følgende anbringender:

Sagsøgeren har for det første anført, at den anfægtede forordning tilsidesætter sagsøgerens ret til forsvar, herunder retten til at blive hørt og retten til effektiv domstolsbeskyttelse, og at den ikke i tilstrækkelig grad afhjælper overtrædelsen af disse rettigheder. Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at Kommissionen ikke har fremlagt beviser, som kan begrunde indefrysningen af sagsøgerens midler, og dermed forhindrer sagsøgeren i at forsvare sig hvad angår disse beviser.

Sagsøgeren har for det andet gjort gældende, at Kommissionen ikke har givet nogen overbevisende begrundelse for opretholdelsen af indefrysningen af sagsøgerens midler, hvilket er i strid med Kommissionens forpligtelse i henhold til artikel 296 TEUF.

Sagsøgeren har for det tredje anført, at Kommissionen har undladt at foretage en vurdering af alle de relevante faktiske omstændigheder og beviser med henblik på at træffe beslutning om vedtagelse af den anfægtede forordning og derved har foretaget en åbenbart urigtig vurdering. Sagsøgeren har endvidere anført, at han aldrig har været involveret nogen form for terrorvirksomhed, og at enhver form for økonomiske sanktioner eller forebyggende foranstaltninger over for ham er unødvendige.

Sagsøgeren har for det fjerde gjort gældende, at de tidsubegrænsede restriktioner af sagsøgerens ejendomsret, som følger af den anfægtede forordning, udgør en uforholdsmæssig og urimelig begrænsning af sagsøgerens ejendomsret, som ikke kan begrundes under henvisning til tungtvejende beviser.

____________

1 - Kommissionens forordning (EF) nr. 954/2009 af 13.10.2009 om 114. ændring af Rådets forordning (EF) nr. 881/2002 om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder, der har tilknytning til Usama bin Laden, Al-Qaida-organisationen og Taliban (EUT L 269, s. 20).

2 - Rådets forordning (EF) nr. 881/2002 af 27.5.2002 om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder, der har tilknytning til Usama bin Laden, Al-Qaida-organisationen og Taliban, og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 467/2001 om forbud mod udførsel af visse varer og tjenesteydelser til Afghanistan, om styrkelse af flyveforbuddet og om udvidelse af indefrysningen af midler og andre økonomiske ressourcer over for Taliban i Afghanistan (EFT L 139, s. 9).

3 - Kommissionens forordning (EF) nr. 2049/2003 af 20.11.2003 om femogtyvende ændring af Rådets forordning (EF) nr. 881/2002 om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder, der har tilknytning til Usama bin Laden, Al-Qaida-organisationen og Taliban, og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 467/2001 (EUT L 303, s. 20).

4 - Kommissionens forordning (EF) nr. 46/2008 af 18.1.2008 om 90. ændring af Rådets forordning (EF) nr. 881/2002 om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder, der har tilknytning til Usama bin Laden, Al-Qaida-organisationen og Taliban (EUT L 16, s. 11).

5 - Dom afsagt af Domstolen den 3.12.2009, Hassan mod Rådet og Kommissionen (sag C-399/06 P) og Ayadi mod Rådet (sag C-403/06 P), endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser.