Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Svea Hovrätt, Patent- och marknadsöverdomstolen (Sverige) den 21. september 2023 – Mio AB, Mio e-handel AB og Mio Försäljning AB mod Galleri Mikael & Thomas Asplund Aktiebolag

(Sag C-580/23, Mio m.fl.)

Processprog: svensk

Den forelæggende ret

Svea Hovrätt, Patent- och marknadsöverdomstolen

Parter i hovedsagen

Appellanter: Mio AB, Mio e-handel AB och Mio Försäljning AB

Appelindstævnt: Galleri Mikael & Thomas Asplund Aktiebolag

Præjudicielle spørgsmål

1.    Hvordan skal undersøgelsen i forbindelse med vurderingen af, om en brugskunstgenstand fortjener omfattende ophavsretlig beskyttelse som et værk som omhandlet i artikel 2-4 i direktiv 2001/29/EF 1 , foregå – og hvilke faktorer skal eller bør tages i betragtning – ved besvarelsen af spørgsmålet om, hvorvidt genstanden afspejler ophavsmandens personlighed ved at udtrykke dennes frie og kreative valg? Spørgsmålet er i denne forbindelse især, om originalitetstesten skal fokusere på faktorer, der vedrører den kreative proces og ophavsmandens redegørelse for de faktiske valg, som han eller hun har truffet i forbindelse med skabelsen af genstanden, eller på faktorer, der vedrører selve genstanden og slutresultatet af den kreative proces, og om genstanden i sig selv er udtryk for en kunstnerisk virksomhed.

2.    Hvad betyder det for svaret på spørgsmål 1 og spørgsmålet om, hvorvidt en brugskunstgenstand afspejler ophavsmandens personlighed ved at udtrykke dennes frie og kreative valg, at

a)    genstanden består af elementer, der findes i den almindelige designbestand?

b)    genstanden bygger videre på og udgør en variation af et tidligere kendt design eller en igangværende designtrend?

c)    identiske eller lignende genstande er skabt før eller - uafhængigt af og uden kendskab til den genstand, der ønskes beskyttet som et værk - efter skabelsen af den pågældende genstand?

3.    Hvordan skal vurderingen af ligheden foretages - og hvilken lighed er påkrævet – ved undersøgelsen af, om en angiveligt krænkende brugskunstgenstand falder inden for et værks beskyttelsesområde og krænker den eneret til værket, som i henhold til artikel 2-4 i direktiv 2001/29/EF tilkommer ophavsmanden? Spørgsmålet er i denne forbindelse især, om undersøgelsen skal lægge vægt på, om værket er genkendeligt i den angiveligt krænkende genstand, eller om denne genstand giver det samme helhedsindtryk som værket, eller hvad undersøgelsen ellers skal lægge vægt på.

4.    Hvilken betydning har følgende for svaret på spørgsmål 3 og for spørgsmålet om, hvorvidt en angiveligt krænkende brugskunstgenstand falder inden for et værks beskyttelsesomfang og krænker eneretten til værket:

a)    værkets grad af originalitet i relation til værkets beskyttelsesomfang?

b)    den omstændighed, at værket og den angiveligt krænkende brugskunstgenstand består af bestanddele, der genfindes i den almindelige designbestand eller bygger videre på og udgør variationer af tidligere kendt design eller en igangværende designtrend?

c)    den omstændighed, at andre identiske eller lignende genstande er blevet skabt før eller - uafhængigt af og uden kendskab til værket - efter skabelsen af værket?

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22.5.2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet (EFT 2001, L 167, s. 10).