Language of document :

Sag anlagt den 4. marts 2013 - Deweerdt m.fl. mod Revisionsretten

(Sag T-132/13)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: Sonja Deweerdt (Rulles, Belgien), Didier Lebrun (Luxembourg, Luxembourg) og Margot Lietz (Mensdorf, Luxembourg) (ved advokaterne A. Coolen, J.-N. Louis, E. Marchal og D. Abreu Caldas)

Sagsøgt: Revisionsretten for Den Europæiske Union

Sagsøgernes påstande

Artikel 4 i forretningsordenen for Revisionsretten for Den Europæiske Union erklæres ulovlig, da den har den virkning at sikre straffrihed for et medlem, der har gjort sig skyldig i chikane.

Revisionsrettens afgørelse af 13. december 2012 om ikke at begære Domstolens afgørelse af, om S, der på daværende tidspunkt var medlem af Revisionsretten, ikke længere opfyldte de nødvendige betingelser, eller ikke længere iagttog de forpligtelser, der følger med hvervet, og for det tilfælde, at hendes mandat allerede var udløbet, erklære hendes ret til pension fortabt, annulleres.

Revisionsretten tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne anført fire anbringender.

Det første anbringende omhandler ulovligheden af artikel 4 i forretningsordenen for Revisionsretten for Den Europæiske Union, idet denne sikrer straffrihed for et medlem, der har gjort sig skyldig i chikane.

Det andet anbringende omhandler den omstændighed, at den anfægtede afgørelse er behæftet med en uoverensstemmelse, i det omfang Revisionsretten udtrykkeligt har anerkendt S's krænkelser, men har afvist at indbringe sagen for Domstolen.

Det tredje anbringende omhandler mangel på enhver relevant begrundelse, der gør det muligt for sagsøgerne at vurdere berettigelsen af den anfægtede afgørelse.

Det fjerde anbringende omhandler tilsidesættelse af princippet om den berettigede forventning samt retsmisbrug, i det omfang Revisionsretten først et år og en dag efter, at den eksterne undersøger har afgivet sin udtalelse, har undersøgt muligheden for at indbringe sagen vedrørende S for Domstolen.

____________