Appel iværksat den 28. februar 2012 af Willem Stols til prøvelse af Personalerettens dom af 13. december 2011 i sag F-51/08 RENV, Stols mod Rådet

(Sag T-95/12 P)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Willem Stols (Halsteren, Nederlandene) (ved advokaterne S. Rodrigues, A. Blot og C. Bernard-Glanz)

Den anden part i appelsagen: Rådet for Den Europæiske Union

Appellantens påstande

Appellen antages til realitetsbehandling.

Dom afsagt af Personaleretten (Første Afdeling) den 13. december 2011 i sag F-51/08 RENV ophæves.

Der gives appellanten medhold i de påstande, som han nedlagde i førsteinstans.

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne ved begge instanser.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for appellen har appellanten fremsat følgende anbringender.

Første anbringende vedrørende den omstændighed, at Personaleretten ved gennemgangen af det første anbringende, som han havde fremsat i første instans vedrørende en tilsidesættelse af artikel 45, stk. 1, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union og vedrørende et åbenbart fejlskøn, tilsidesatte EU-retten, idet den

anvendte et kriterium, der ikke er fastsat i vedtægtens artikel 45, stk. 1 (jf. den appellerede doms præmis 46 og 47)

begrundede dommen på en utilstrækkelig måde og rejste tvivl om inddelingen i to ansættelsesgrupper som omhandlet i vedtægtens artikel 5 (jf. den appellerede doms præmis 52-54) og

behæftede sin begrundelse med en materiel unøjagtighed og misforstod sprogkriteriet i vedtægtens artikel 45, stk. 1 (jf. den appellerede doms præmis 50 og 51).

Andet anbringende vedrørende den omstændighed, at Personaleretten ved gennemgangen af det andet anbringende vedrørende en tilsidesættelse af vedtægtens artikel 59, stk. 1, og princippet om forbud mod forskelsbehandling drog en konklusion, der nødvendigvis hvilede på en retlig fejl, for så vidt som den forkastede det andet anbringende som irrelevant, fordi der ikke var ført bevis for det første anbringende, selv om den havde begået flere retlige fejl, da den konkluderede, at der ikke var ført bevis for det første anbringende (jf. den appellerede doms præmis 59 og 60).

____________