DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling)
30. januar 2024 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – direktiv 2010/13/EU – audiovisuelle medietjenester – artikel 23, stk. 1 og 2 – maksimale sendetider for TV-reklame – undtagelser – begrebet »annonceringer, som [TV]-spredningsforetagendet foretager i forbindelse med egne programmer« – et sådant foretagendes annonceringer med henblik på at fremme programmer fra en radiostation, der tilhører den samme TV-koncern som dette foretagende«
I sag C-255/21,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Italien) ved afgørelse af 25. marts 2021, indgået til Domstolen den 21. april 2021, i sagen
Reti Televisive Italiane SpA (RTI)
mod
Autorità per le Garanzie nelle Comunicazioni (AGCOM),
procesdeltagere:
Elemedia SpA,
Radio Dimensione Suono SpA,
RTL 102,500 Hit Radio Srl,
har
DOMSTOLEN (Tredje Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, K. Jürimäe, og dommerne N. Piçarra (refererende dommer), M. Safjan, N. Jääskinen og M. Gavalec,
generaladvokat: J. Kokott,
justitssekretær: fuldmægtig C. Di Bella,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 14. september 2022,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Reti Televisive Italiane SpA (RTI) ved avvocati F. Lepri, M. Molino og G. Rossi,
– Elemedia SpA, Radio Dimensione Suono SpA og RTL 102,500 Hit Radio Srl ved avvocato F. Di Ciommo,
– den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato R. Guizzi,
– den polske regering ved B. Majczyna, som befuldmægtiget,
– Europa-Kommissionen ved G. Braun og L. Malferrari, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 13. juli 2023,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 23, stk. 1, og artikel 23, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU af 10. marts 2010 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (»direktiv om audiovisuelle medietjenester«) (EUT 2010, L 95, s. 1, berigtiget i EUT 2010, L 263, s. 15) og af 43. betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1808 af 14. november 2018 (EUT 2018, L 303, s. 69), der ændrede det førstnævnte direktiv, men som ikke finder anvendelse ratione temporis på tvisten i hovedsagen.
2 Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Reti Televisive Italiane SpA (RTI) og Autorità per le garanzie nelle comunicazioni (AGCOM) (tilsynsmyndigheden for kommunikation, Italien) vedrørende lovligheden af tre afgørelser fra denne myndighed, hvorved RTI blev pålagt sanktioner for den af TV-stationerne Canale 5, Italia 1 og Rete 4 begåede tilsidesættelse af den italienske lovgivning om maksimale sendetider for TV-reklame.
Retsforskrifter
EU-retten
Direktiv 2010/13
3 Følgende er anført i 23., 25., 87., 96. og 97. betragtning til direktiv 2010/13:
»(23) I dette direktiv bør udtrykket »audiovisuel« henvise til levende billeder med eller uden lyd, herunder således stumfilm, men ikke lydtransmission eller radiotjenester. [...]
[...]
(25) Begrebet »redaktionelt ansvar« er afgørende for definitionen af medietjenesteudbyderens rolle og dermed for definitionen af audiovisuelle medietjenester. Medlemsstaterne kan specificere yderligere aspekter af definitionen »redaktionelt ansvar«, navnlig begrebet »effektiv kontrol«, når de vedtager gennemførelsesforanstaltninger til dette direktiv. [...]
[...]
(87) En 20%-grænse for [TV]-reklame- og teleshoppingindslag pr. klokketime, også gældende i prime time, bør fastsættes. Ved [TV]-reklameindslag bør forstås [TV]-reklamer i henhold til artikel 1, stk. 1, litra i), af en varighed på højst 12 minutter.
[...]
(96) Det er nødvendigt at præcisere, at selvpromoverende aktiviteter er en særlig form for reklame, hvorved [TV]-spredningsforetagendet fremmer sine egne produkter, tjenesteydelser, programmer eller kanaler. Navnlig skal trailers, der består af uddrag af programmer, betragtes som programmer.
(97) Den daglige sendetid, der tildeles [TV]-spredningsforetagendets meddelelser vedrørende egne programmer og heraf direkte afledte supplerende produkter eller public service-meddelelser og vederlagsfrie indslag til fordel for velgørenhed, bør ikke medregnes i den maksimale sendetid pr. dag eller pr. time, der kan tildeles reklame og teleshopping.«
4 Dette direktivs artikel 1, stk. 1, indeholder følgende definitioner:
»[...]
a) »audiovisuel medietjeneste«:
i) en tjeneste som defineret i artikel 56 [TEUF] og 57 [TEUF], som en medietjenesteudbyder har det redaktionelle ansvar for, og hvis hovedformål er at udbyde informerende, underholdende eller oplysende programmer til offentligheden via elektroniske kommunikationsnet [...]
ii) audiovisuel kommerciel kommunikation
b) »program«: et sæt levende billeder med eller uden lyd, der udgør en individuel del inden for en programflade eller et katalog udarbejdet af en medietjenesteudbyder, og hvis form og indhold kan sammenlignes med form og indhold af [TV]-spredning. Programmer kan eksempelvis være film af spillefilmslængde, sportsbegivenheder, sitcom-serier, dokumentarprogrammer, børneprogrammer og [TV]-drama
c) »redaktionelt ansvar«: udøvelse af effektiv kontrol over både udvælgelsen af programmer og deres tilrettelæggelse, enten i en kronologisk programflade, såfremt der er tale om fjernsynsudsendelser, eller i et katalog, såfremt der er tale om on-demand audiovisuelle medietjenester. Redaktionelt ansvar indebærer ikke nødvendigvis et juridisk ansvar i henhold til national lovgivning med hensyn til indholdet eller de udbudte tjenester
d) »medietjenesteudbyder«: den fysiske eller juridiske person, der har det redaktionelle ansvar for valget af audiovisuelt indhold i den audiovisuelle medietjeneste og bestemmer, hvordan det tilrettelægges
e) »[TV]-spredning« eller »fjernsynsudsendelser« (det vil sige en lineær audiovisuel medietjeneste): en audiovisuel medietjeneste, der udbydes af en medietjenesteudbyder med henblik på samtidig modtagelse af programmer på basis af en programflade
f) »[TV]-spredningsforetagende«: en medietjenesteudbyder af fjernsynsudsendelser
[...]
h) »audiovisuel kommerciel kommunikation«: billeder med eller uden lyd, som har til formål direkte eller indirekte at fremme afsætningen af varer eller tjenesteydelser eller promovere et image for en fysisk eller juridisk person, der udøver økonomisk virksomhed. Sådanne billeder følger med eller er indeholdt i et program mod betaling eller anden modydelse eller med selvpromoverende formål. Audiovisuel kommerciel kommunikation omfatter bl.a. [TV]-reklamer, sponsorering, teleshopping og produktplacering
i) »[TV]-reklame«: enhver meddelelse uanset form, som udsendes enten mod betaling eller anden modydelse eller med selvpromoverende formål af et offentligt eller privat foretagende eller en juridisk person i forbindelse med handel, industri, håndværk eller liberale erhverv for at promovere levering mod betaling af varer eller tjenesteydelser, herunder fast ejendom, rettigheder og forpligtelser
[...]«
5 Artikel 23 i direktiv 2010/13 fastsætter:
»1. [TV]-reklame- eller teleshoppingindslag må ikke fylde mere end 20% af en given klokketime.
2. Annonceringer, som [TV]-spredningsforetagendet foretager i forbindelse med egne programmer og produkter med direkte tilknytning til disse programmer, samt sponsorannonceringer og produktplaceringer er ikke omfattet af stk. 1.«
Direktiv 2018/1808
6 Følgende fremgår af 43. betragtning til direktiv 2018/1808:
»Den sendetid, der tildeles TV-spredningsforetagendets annonceringer i forbindelse med egne programmer og produkter med direkte tilknytning til disse programmer eller public service-meddelelser og vederlagsfrie indslag til fordel for velgørenhed, med undtagelse af de omkostninger, der afholdes i forbindelse med transmission af sådanne indslag, bør ikke medregnes i den maksimale sendetid, der kan tildeles TV-reklame og teleshopping. Endvidere indgår mange TV-spredningsforetagender i større TV-koncerner og foretager annonceringer med relation til ikke blot deres egne programmer og produkter med direkte tilknytning til disse programmer, men også til programmer og audiovisuelle medietjenester fra andre enheder, der tilhører den samme TV-koncern. Den sendetid, der tildeles sådanne annonceringer, bør heller ikke medregnes i den maksimale sendetid, som må afsættes til TV-reklame og teleshopping.«
7 I henhold til dette direktivs artikel 1, nr. 21), affattes artikel 23 i direktiv 2010/13 således:
»1. Andelen af TV-reklame- eller teleshoppingindslag i perioden mellem kl. 06.00 og 18.00 må ikke fylde mere end 20% af den pågældende periode. Andelen af TV-reklame- eller teleshoppingindslag i perioden mellem kl. 18.00 og 24.00 må ikke fylde mere end 20% af den pågældende periode.
2. Stk. 1 finder ikke anvendelse på:
a) annonceringer, som TV-spredningsforetagendet foretager i forbindelse med egne programmer og produkter med direkte tilknytning til disse programmer eller med programmer og audiovisuelle medietjenester fra andre enheder, der tilhører den samme TV-koncern
b) sponsorannonceringer
c) produktplaceringer
d) neutrale rammer mellem redaktionelt indhold og TV-reklamer eller teleshoppingindslag og mellem individuelle indslag.«
Italiensk ret
8 Artikel 38, stk. 2 og 6, i decreto legislativo n. 177 – Testo unico dei servizi di media audiovisivi e radiofonici (lovdekret nr. 177 om de konsoliderede bestemmelser vedrørende audiovisuelle og radio-medietjenester) af 31. juli 2005 (GURI nr. 208 af 7.9.2005, almindeligt tillæg nr. 150) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »lovdekret nr. 177/2005«), bestemmer:
»2. For selskaber, der udbyder frit tilgængeligt TV – herunder analogt – bortset fra indehaveren af koncession til udsendelse af public service-TV, må landsdækkende udsendelse af reklameindslag ikke overskride 15% af den daglige programflade og 18% af en given klokketime, idet en eventuel overskridelse, der under alle omstændigheder højst må udgøre 2% i løbet af en time, skal udlignes i den foregående eller efterfølgende time. [...]
[...]
6. Annonceringer, som TV-spredningsforetagender, herunder analoge, foretager i forbindelse med egne programmer og produkter med direkte tilknytning til disse programmer, samt sponsorannonceringer og produktplaceringer er ikke omfattet af bestemmelserne i stk. 2-5.«
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
9 RTI er et italiensk selskab, der udbyder landsdækkende audiovisuelle medietjenester gennem dets TV-stationer Canale 5, Italia 1 og Rete 4. Selskabet ejer 80% af Monradio Srl, som driver radiostationen R101, mens de øvrige 20% ejes af et andet selskab, der som RTI hører til Mediaset-koncernen.
10 Ved tre afgørelser af 19. december 2017, forkyndt den 8. januar 2018, som hver især vedrørte stationerne Canale 5, Italia 1 og Rete 4, pålagde AGCOM RTI sanktioner for tilsidesættelse af artikel 38, stk. 2, i lovdekret nr. 177/2005. AGCOM tog hensyn til radiostationen R101’s reklamemeddelelser, udsendt af TV-stationerne Canale 5, Italia 1 og Rete 4, med henblik på at beregne sendetiderne for TV-reklame.
11 RTI anlagde tre søgsmål til prøvelse af disse afgørelser ved Tribunale Amministrativo Regionale per il Lazio (den regionale forvaltningsdomstol for Lazio, Italien). Selskabet gjorde gældende, at radiostationen R101’s reklamemeddelelser skulle betragtes som annonceringer i forbindelse med »egne programmer« som omhandlet i artikel 38, stk. 6, i lovdekret nr. 177/2005 og derfor skulle udelukkes fra beregningen af sendetiderne for TV-reklame.
12 Ved afgørelser af 16. april 2019 forkastede Tribunale Amministrativo Regionale per il Lazio (den regionale forvaltningsdomstol for Lazio) disse søgsmål med den begrundelse, at annonceringer i forbindelse med et radiospredningsforetagendes udsendelser ikke kan være annonceringer i forbindelse med et TV-spredningsforetagendes »egne udsendelser«, herunder heller ikke som i nærværende sag, hvor de to omhandlede foretagender hører til samme koncern.
13 RTI har iværksat appel ved den forelæggende ret, Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Italien), og gjort gældende, at der, for så vidt som selskabet tilhører den samme koncern som radiostationen R101, skal tages hensyn til mediekoncernen som økonomisk enhed, uafhængigt af de forskellige juridiske personer med henblik på beregningen af de maksimale reklameperioder og dermed anvendelsen af artikel 38, stk. 6, i lovdekret nr. 177/2005.
14 RTI har tilføjet, at denne fortolkning bekræftes af den ændring, der ved direktiv 2018/1808 blev foretaget af artikel 23, stk. 2, litra a), i direktiv 2010/13. Da denne ændring tager hensyn til praksis med »tværmedial« reklame for egne programmer mellem tjenester, som nu er meget udbredt, bør der tages hensyn hertil ved fortolkningen af den tidligere gældende ret, selv om direktiv 2018/1808, der trådte i kraft den 18. december 2018, ikke finder anvendelse ratione temporis.
15 Den forelæggende ret, der har konstateret, at tvisten i hovedsagen vedrører lovligheden af, at et TV-spredningsforetagende, der er moderselskabet, reklamerer for programmer fra et radiospredningsforetagende, der er datterselskab heri, og ikke udøvelsen af kontrollen inden for den således oprettede koncern, fremhæver således, at de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for tvisten, indtrådte inden ændringen af direktiv 2010/13 ved direktiv 2018/1808.
16 Denne ret er i øvrigt af den opfattelse, at den af RTI anlagte fortolkning af de nationale bestemmelser, navnlig de EU-retlige bestemmelser, ikke er den eneste mulige. Den modsatte fortolkning, som både AGCOM og Tribunale amministrativo regionale per il Lazio (den regionale forvaltningsdomstol for Lazio) har anlagt, synes ifølge den forelæggende ret »ikke at være åbenbart urimelig«, eftersom den knytter sig til ordlyden af lovdekret nr. 177/2005, der gengiver de bestemmelser i direktiv 2010/13, som finder anvendelse ratione temporis, og ikke er i strid med de konkurrencebegrænsende faktorer, der kan følge af den af RTI anlagte fortolkning i forhold til de TV-spredningsforetagender, som ikke er tilknyttet TV-spredningsforetagender eller audiovisuelle medietjenester.
17 På denne baggrund har Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Kan en fortolkning af national ret – under hensyn til EU-rettens regler om begrænsning af reklamesendetiden og under hensyn til den betydning, som [EU-retten] generelt tillægger begrebet koncern eller en enkelt økonomisk enhed, som fremgår af talrige kilder i konkurrenceretten (af relevans for dette tilfælde er 43. betragtning til direktiv [2018/1808] og den nye affattelse af artikel 23 i direktiv [2010/13]) – på trods af den sondring, der følger af national italiensk lovgivning i medfør af artikel 5, stk. 1, litra b), i lovdekret [nr. 177/2005], mellem TV- og radiostationer – anses for at være forenelig med EU-retten, når denne fortolkning bevirker, at det af artikel 1, stk. 1, litra a), i [dette] lovdekret [...] udledes, at konvergensprocessen mellem de forskellige former for kommunikation (elektronisk kommunikation, skriftlige udgivelser, herunder digitale, og internet i alle afskygninger) navnlig gælder mellem udbydere af TV- og radiomedier, især når de allerede indgår i indbyrdes forbundne virksomhedssammenslutninger, og at [denne proces] generelt finder anvendelse med de deraf følgende konsekvenser for fortolkningen af [det nævnte lovdekrets] artikel 38, stk. 6, således at spredningsforetagendet også kan være koncernen som økonomisk enhed, eller kan der, efter de nævnte EU-retlige principper, og under hensyn til, at området for forbud mod reklamesendetid er selvstændigt i forhold til konkurrenceretten, ikke – i perioden før 2018 – tillægges koncerner og nævnte konvergensproces og den såkaldte tværmedialitet nogen betydning, idet alene det enkelte spredningsforetagende skal tages i betragtning ved beregningen af reklametidsindekset, selv om den pågældende enhed er tilknyttet en koncern (også fordi denne omstændighed alene nævnes i den konsoliderede udgave af artikel 23 i direktiv [2010/13], som følger af vedtagelsen af direktiv [2018/1808])?
2) Kan det af begrebet »medietjenesteudbyder i en koncern« (eller med appellantens ordvalg: forlagskoncern) – henset til ovennævnte EU-retlige principper om koncerner og virksomheder som en enkelt økonomisk enhed, når henses til forbuddet mod at overskride grænserne for reklamesendetiden og i betragtning af den senere affattelse af nævnte artikel 23 – på trods af den nævnte sondring for så vidt angår tilladelser, også udledes af den konkurrenceretlige ramme om [det integrerede kommunikationssystem], som fremgår af artikel 43 i lovdekret [nr. 177/2005], at koncerninterne, tværmediale reklamebeskeder ikke medregnes i grænserne for reklamesendetiden i medfør af artikel 38, stk. 6, i lovdekret [nr. 177/2005], eller er en sådan fortolkning udelukket for perioden før 2018, eftersom konkurrenceretten på TV-området er selvstændig i forhold til reglerne om begrænsning af reklamesendetiden?
3) Er den nye affattelse af artikel 23, stk. 2, litra a), i direktiv [2010/13] en anerkendelse af et allerede eksisterende princip i konkurrenceretten om koncerners generelle betydning, eller er der tale om en fornyelse? [...] Er der i det førstnævnte tilfælde tale om en retlig virkelighed, der allerede er taget højde for i EU-retten – som dermed ligeledes kan omfatte det foreliggende tilfælde, som tidsmæssigt ligger forud for den nye affattelse, og påvirke [den nationale tilsynsmyndigheds] fortolkning, idet denne under alle omstændigheder forpligtes til at anerkende begrebet koncernforbundet »medietjenesteudbyder« – eller er denne fornyelse i sidstnævnte tilfælde til hinder for, at der lægges vægt på virksomhedssammenslutninger i situationer, der er opstået inden indførelsen heraf, eftersom bestemmelsen ikke finder anvendelse ratione temporis, henset til, at der er tale om en ny bestemmelse?
4) Under alle omstændigheder og ud over tilladelsesordningen i artikel 5 i lovdekret [nr. 177/2005] og den nye affattelse af artikel 23, der blev indført i 2018 – dvs. såfremt denne nye bestemmelse ikke blot anerkender et eksisterende princip, men er udtryk for en fornyelse som omhandlet i det tredje spørgsmål – er de indbyrdes radio-TV-forhold, henset til den generelle og tværgående karakter af begreberne økonomisk enhed og koncern, generelt inden for konkurrenceretten nøglen til fortolkning af de grænser for reklamesendetiden, der i det mindste implicit er fastsat i forhold til virksomhedssammenslutninger (eller nærmere bestemt i forhold [til] kontrolforholdene mellem virksomhederne i koncernen) og til disse virksomheders funktionelle enhed, således at reklame for koncerninterne TV- og radioprogrammer [(o.a.: denne sætning er ufuldstændig på italiensk)], eller er disse integrationsforhold omvendt uden betydning for grænserne for reklamesendetiden […], og skal de »egne« programmer som omhandlet i artikel 23 (i den oprindelige affattelse) således anses for at være de programmer, som alene tilhører det spredningsforetagende, der reklamerer for disse, og ikke koncernen som helhed, for så vidt som denne [artikel 23] er en selvstændig bestemmelse, som ikke giver mulighed for en systematisk fortolkning, der udvider bestemmelsen til koncerner forstået som en enkelt økonomisk enhed? [...]
5) Skal artikel 23 i sin oprindelige affattelse – selv i det tilfælde, hvor denne bestemmelse ikke skal fortolkes som en bestemmelse, der henhører under konkurrenceretten – under alle omstændigheder forstås som en tilskyndelsesbestemmelse, der beskriver de særlige kendetegn ved reklamer, som udelukkende er oplysende og ikke tilsigter at overbevise nogen om at købe andre varer og tjenesteydelser end de programmer, der reklameres for, og skal denne bestemmelse dermed anses for at være udelukket fra anvendelsesområdet for bestemmelserne vedrørende reklametid, hvorved den for virksomheder i samme koncern finder anvendelse på al integreret, tværmedial reklame, eller skal denne bestemmelse forstås som en fravigelse af eller undtagelse til beregningen af reklamesendetiden og dermed fortolkes indskrænkende?«
Om de præjudicielle spørgsmål
18 Med spørgsmålene, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 23, stk. 2, i direktiv 2010/13 skal fortolkes således, at begrebet »annonceringer, som [TV]-spredningsforetagendet foretager i forbindelse med egne programmer« omfatter reklamemeddelelser, der foretages af et sådant foretagende for en radiostation, der tilhører den samme koncern som dette foretagende.
19 Det fremgår af artikel 23, stk. 1, i direktiv 2010/13, at »[TV]-reklame- eller teleshoppingindslag [ikke må] fylde mere end 20% af en given klokketime«. I henhold til denne artikel 23, stk. 2, er bl.a. »annonceringer, som [TV]-spredningsforetagendet foretager i forbindelse med egne programmer« ikke omfattet af dette stk. 1. Disse annonceringer er derfor ikke underlagt den grænse, der er fastsat i den nævnte artikel 23, stk. 1.
20 Med henblik på at afgøre, om annonceringer foretaget af et TV-spredningsforetagende, der ejer størsteparten af aktiekapitalen i denne radiostation, er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 23, stk. 2, i direktiv 2010/13, skal det i første række undersøges, om der skal sondres mellem på den ene side annonceringer, der tilskynder til køb af et produkt eller en tjenesteydelse, og på den anden side neutrale annonceringer, der udelukkende har til formål at informere om programmer og af denne grund ikke er omfattet af begrebet »[TV]-reklame« i denne bestemmelses forstand og derfor er udelukket fra anvendelsesområdet for dette direktivs bestemmelser om TV-reklame eller teleshopping.
21 Begrebet »[TV]-reklameindslag«, som artikel 23, stk. 1, i direktiv 2010/13 medregner i den pågældende andel af sendetiden for TV-reklamer, defineres, som det fremgår af 87. betragtning til dette direktiv, med henvisning til begrebet »[TV]-reklame« som omhandlet i det nævnte direktivs artikel 1, stk. 1, litra i). I henhold til ordlyden af denne sidstnævnte bestemmelse omfatter TV-reklamer »enhver meddelelse uanset form, som udsendes enten mod betaling eller anden modydelse eller med selvpromoverende formål af et offentligt eller privat foretagende eller en juridisk person i forbindelse med handel, industri, håndværk eller liberale erhverv for at promovere levering mod betaling af varer eller tjenesteydelser«.
22 I denne henseende præciseres det i 96. betragtning til direktiv 2010/13, at selvpromoverende aktiviteter er en særlig form for reklame, hvorved TV-spredningsforetagendet navnlig fremmer sine egne produkter, tjenesteydelser, programmer eller kanaler. Selvpromovering er følgelig reguleret af bestemmelserne i dette direktiv om TV-reklame eller teleshopping.
23 I overensstemmelse med artikel 1, stk. 1, litra h), i det samme direktiv er TV-reklamer således en af formerne for »audiovisuel kommerciel kommunikation«, forstået som »billeder med eller uden lyd, som har til formål direkte eller indirekte at fremme afsætningen af varer eller tjenesteydelser eller promovere et image for en fysisk eller juridisk person, der udøver økonomisk virksomhed«, og som »følger med eller er indeholdt i et program mod betaling eller anden modydelse eller med selvpromoverende formål«.
24 Det følger af en samlet læsning af disse bestemmelser, at selv om direktiv 2010/13 definerer TV-reklamer under hensyntagen til det pågældende billede eller den pågældende meddelelse i reklameøjemed, er dette ikke tilfældet for den oplysende karakter af det pågældende billede eller den pågældende meddelelse.
25 Det følger heraf, at TV-reklamer, herunder når de er neutrale og med rent oplysende karakter, der vedrører et TV-spredningsforetagendes programmer eller udsendelser, udgør »[TV]-reklame« som omhandlet i artikel 1, stk. 1, litra i), i direktiv 2010/13, når de sigter mod, at seerne skal se disse programmer, og dermed mod levering af tjenesteydelser mod vederlag.
26 Disse annonceringer er derfor underlagt de grænser for sendetiderne for TV-reklame, der er fastsat i dette direktivs artikel 23, stk. 1, medmindre de kan kvalificeres som »annonceringer, som [TV]-spredningsforetagendet foretager i forbindelse med egne programmer« som omhandlet i denne artikels stk. 2.
27 Med henblik på en sådan kvalificering skal det i anden række undersøges, om en radiostations programmer, der er genstand for annonceringer, som et TV-spredningsforetagende foretager, udgør »programmer« som omhandlet i artikel 23, stk. 2, i direktiv 2010/13.
28 Det fremgår af dette direktivs artikel 1, stk. 1, litra b), at begrebet »program« omfatter »et sæt levende billeder med eller uden lyd, der udgør en individuel del inden for en programflade eller et katalog udarbejdet af en medietjenesteudbyder, og hvis form og indhold kan sammenlignes med form og indhold af [TV]-spredning«.
29 Begrebet »[TV]-spredning« eller »fjernsynsudsendelser« er defineret i det nævnte direktivs artikel 1, stk. 1, litra e), som »en audiovisuel medietjeneste, der udbydes af en medietjenesteudbyder med henblik på samtidig modtagelse af programmer på basis af en programflade«, mens begrebet »audiovisuel medietjeneste« i henhold til denne artikel 1, stk. 1, litra a), nr. i), omfatter en »tjeneste [...] hvis hovedformål er at udbyde informerende, underholdende eller oplysende programmer«.
30 Det følger af ordene »levende billeder med eller uden lyd«, »[TV]«, »audiovisuelle« og »modtagelse«, der anvendes i disse definitioner, navnlig sammenholdt med 23. betragtning til direktiv 2010/13, at dette direktiv udelukker radiospredningstjenester, der normalt består af udsendelser eller programmer med lydindhold og derfor uden billeder, herunder når disse udsendelser eller programmer er ledsaget af uadskillelige sekundære audiovisuelle elementer, fra dets anvendelsesområde (jf. analogt dom af 21.10.2015, New Media Online, C-347/14, EU:C:2015:709, præmis 34 og 37).
31 En fortolkning som den af RTI anlagte, hvorefter TV-annonceringer vedrørende en radiostations udsendelser eller programmer normalt er omfattet af artikel 23, stk. 2, i direktiv 2010/13, ville, således som generaladvokaten har anført i punkt 52 i forslaget til afgørelse, indebære en ulovlig udvidelse af dette direktivs anvendelsesområde ud over, hvad der er tilladt i henhold til ordlyden af direktivets bestemmelser. En sådan fortolkning kan desuden føre til konkurrenceforvridninger til skade for aktører på markedet for radiomedietjenester, som ikke indgår i TV-koncerner.
32 I tilfælde af, at de annonceringer, som foretages, udgør programmer som omhandlet i artikel 23, stk. 2, i direktiv 2010/13, skal det i tredje række undersøges, om disse annonceringer, som anført af RTI, hvor det TV-spredningsforetagende, som foretager annonceringerne, sammen med radiostationen tilhører den samme koncern og udgør en virksomhed som en økonomisk enhed, kan kvalificeres som »annonceringer, som [TV]-spredningsforetagendet foretager i forbindelse med egne programmer« som omhandlet i artikel 23, stk. 2, i direktiv 2010/13.
33 Det fremgår af artikel 1, stk. 1, litra f), i direktiv 2010/13, at et »[TV]-spredningsforetagende« er »en medietjenesteudbyder af fjernsynsudsendelser«. En »medietjenesteudbyder« er i dette direktivs artikel 1, stk. 1, litra d), defineret som »den fysiske eller juridiske person, der har det redaktionelle ansvar for valget af audiovisuelt indhold i den audiovisuelle medietjeneste og bestemmer, hvordan det tilrettelægges«.
34 Hertil kommer, at det i medfør af det nævnte direktivs artikel 1, stk. 1, litra a), nr. i), fastsættes, at en »audiovisuel medietjeneste« er »en tjeneste [...], som en medietjenesteudbyder har det redaktionelle ansvar for«. Det præciseres i 25. betragtning til det samme direktiv, at begrebet redaktionelt ansvar er afgørende for definitionen af medietjenesteudbyderens rolle og dermed for definitionen af audiovisuelle medietjenester.
35 Som generaladvokaten har fremhævet i punkt 66 og 67 i forslaget til afgørelse, følger det af disse bestemmelser, at der med henblik på at forstå det i artikel 23, stk. 2, i direktiv 2010/13 omhandlede udtryk »egne programmer« ikke som i konkurrenceretten eller udbudsretten skal tages hensyn til de retlige og organisatoriske forbindelser mellem virksomhederne, som begrunder en gensidig tilskrivelse af handlinger og kapaciteter inden for den virksomhedsmæssige enhed, men snarere til det redaktionelle ansvar for de pågældende programmer.
36 En sådan tilgang støttes af det formål, der forfølges med denne artikel 23, om at beskytte seerne i deres egenskab af forbrugere mod overdreven reklame. De regler om sendetid for TV-reklamer, som er fastsat i direktiv 2010/13, har nemlig til formål at sikre en afbalanceret beskyttelse af på den ene side TV-radiospredningsforetagendernes og annoncørernes finansielle interesser og på den anden side seernes interesser (jf. i denne retning dom af 18.7.2013, Sky Italia, C-234/12, EU:C:2013:496, præmis 17 og 18).
37 Det følger heraf, at de regler om maksimal sendetid for udsendelse af reklamer pr. klokketime, der er fastsat ved dette direktiv, indgår i en selvstændig retlig ramme og er omfattet af en logik og af målsætninger, som er særskilte både i forhold til formålet med konkurrencereglerne og reglerne for udbudsretten.
38 De kriterier, der finder anvendelse ved fastlæggelsen af de fysiske eller juridiske personer, der har det redaktionelle ansvar for et program, følger således af artikel 1, stk. 1, litra c), i direktiv 2010/13. Denne bestemmelse definerer begrebet »redaktionelt ansvar« som »udøvelse af effektiv kontrol over både udvælgelsen af programmer og deres tilrettelæggelse, enten i en kronologisk programflade, såfremt der er tale om fjernsynsudsendelser, eller i et katalog, såfremt der er tale om on-demand audiovisuelle medietjenester«. Det skal navnlig efterprøves, om den berørte person har kompetence til endeligt at beslutte det audiovisuelle tilbud som sådan, hvilket forudsætter, at den pågældende har rådighed over tilstrækkelige materielle og menneskelige ressourcer til at kunne påtage sig et sådant ansvar (jf. i denne retning dom af 4.7.2019, Baltic Media Alliance, C-622/17, EU:C:2019:566, præmis 40 og 43).
39 Det følger heraf, at for at programmer fra en radiostation, som hører til den samme koncern som det pågældende TV-spredningsforetagende, kan kvalificeres som dette foretagendes »egne« programmer som omhandlet i artikel 23, stk. 2, i direktiv 2010/13, skal det nævnte foretagende have det redaktionelle ansvar for de pågældende programmer i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i dette direktivs artikel 1, stk. 1, litra c). Dette ansvar kan derfor ikke alene støttes på de økonomiske, organisatoriske og juridiske forbindelser mellem et TV-spredningsforetagende og et radiospredningsforetagende inden for den samme koncern.
40 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal de forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 23, stk. 2, i direktiv 2010/13 skal fortolkes således, at begrebet »annonceringer, som [TV]-spredningsforetagendet foretager i forbindelse med egne programmer« ikke omfatter reklamemeddelelser, der foretages af et TV-spredningsforetagende for en radiostation, der tilhører den samme koncern som dette TV-spredningsforetagende, medmindre, for det første, de programmer, der er genstand for disse reklamemeddelelser, er audiovisuelle medietjenester som omhandlet i dette direktivs artikel 1, stk. 1, litra a), hvilket indebærer, at de kan adskilles fra denne radiostations hovedaktivitet, og, for det andet, det nævnte TV-spredningsforetagende har »det redaktionelle ansvar« herfor i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i det nævnte direktivs artikel 1, stk. 1, litra c).
Sagsomkostninger
41 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:
Artikel 23, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU af 10. marts 2010 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (»direktiv om audiovisuelle medietjenester«)
skal fortolkes således, at
begrebet »annonceringer, som [TV]-spredningsforetagendet foretager i forbindelse med egne programmer« ikke omfatter reklamemeddelelser, der foretages af et TV-spredningsforetagende for en radiostation, der tilhører den samme koncern som dette TV-spredningsforetagende, medmindre, for det første, de programmer, der er genstand for disse reklamemeddelelser, er audiovisuelle medietjenester som omhandlet i dette direktivs artikel 1, stk. 1, litra a), hvilket indebærer, at de kan adskilles fra denne radiostations hovedaktivitet, og, for det andet, det nævnte TV-spredningsforetagende har »det redaktionelle ansvar« herfor i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i det nævnte direktivs artikel 1, stk. 1, litra c).
Underskrifter