Appel iværksat den 30. november 2023 af Soudal NV til prøvelse af dom afsagt af Retten (Anden Udvidede Afdeling) den 20. september 2023 i sagerne T-201/16, T-335/16, T-357/16 og T-369/16, Soudal m.fl. mod Kommissionen
(Sag C-137/23 P)
Processprog: Hollandsk
Parter
Appellant: Soudal NV (ved: advocaat H. Viaene)
Den anden part i sagen: Europa-Kommissionen
Appellanten har nedlagt følgende påstande
Rettens dom ophæves, den omtvistede afgørelse annulleres, og Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne såvel for Retten som for Domstolen, alternativt annulleres pålægget om tilbagesøgning i den omtvistede afgørelses artikel 2, såfremt Domstolen blot tager det tredje anbringende til følge, og Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne såvel for Retten som for Domstolen.1
Subsidiært, såfremt Domstolen giver appellanten medhold i sine anbringender, men finder, at sagen endnu ikke er moden til påkendelse, fordi Retten ikke har taget stilling til den sekundære argumentation vedrørende armslængdeprincippet, hjemviser Domstolen sagen til Retten, udelukkende for så vidt angår den sekundære argumentation vedrørende selektivitet, og afgørelsen om sagsomkostningerne i sagen for Retten og sagen for Domstolen udsættes, i hvilken forbindelse Domstolen endvidere ligeledes tager det tredje anbringende til følge og i det mindste allerede annullerer pålægget om tilbagesøgning i den omtvistede afgørelses artikel 2.
Anbringender og væsentligste argumenter
Det første anbringende vedrører flere retlige og faktiske fejl, idet Retten fastslog, at Kommissionen havde fastlagt referencesystemet korrekt, og at det var med rette, at den fastslog, at der forelå afvigelser fra referencesystemet. Dette anbringende er inddelt i tre led. Hvert enkelt af led, såfremt de tiltrædes af Domstolen, er tilstrækkeligt til, at den appellerede dom må ophæves, og dermed også den omtvistede afgørelse annulleres.
Det første led: med det første led vil appellanten påvise, at den appellerede dom skal ophæves, fordi Retten har søgt at fastlægge referencesystemet på grundlag af retlige fejl og en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder.
Det andet led: med det andet led vil appellanten godtgøre, at Retten begik en retlig fejl og gengav belgisk ret urigtigt ved at fastslå, at artikel 185, stk. 2, litra b), i CIR 92 kun tillader en negativ regulering i Belgien, når en skattemyndighed i et andet land foretager en positiv eller tilsvarende regulering.1
Det tredje led: med det tredje led vil appellanten påvise, at Rettens konstateringer er behæftet med retlige fejl og en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder ved at anføre, at artikel 185, stk. 2, litra b), i CIR 92 ikke gør det muligt at foretage justeringer med henvisning til en »hypotetisk fortjeneste«.
Det andet anbringende vedrører Rettens tilsidesættelse af statuttens artikel 61, samt flere retlige og faktiske fejl, for så vidt som den fastslog, at Kommissionen med føje havde kvalificeret ordningen som selektiv. Appellanten vil i denne forbindelse påvise, at de tre scenarier, der viser den angivelige selektivitet, ikke stemmer overens med virkeligheden. Såfremt Domstolen tager de tre scenarier til følge, vil der ikke være tale om selektivitet, og den appellerede dom må ophæves og den omtvistede afgørelse annulleres.
Det tredje anbringende vedrører den omstændighed, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at pålægget om tilbagesøgning af støtten ikke er i strid med retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.
____________
1Kommissionens afgørelse af 11.1.2016 om skattefritagelse for overskydende fortjeneste, statsstøtteordning SA.37667 (2015/C) (ex 2015/NN) iværksat af Kongeriget Belgien (EUT 2016, L 260, s. 61).
1 Wetboek van de inkomstenbelastingen 1992 (indkomstskatteloven af 1992).