RETTENS DOM (Syvende Udvidede Afdeling)
23. november 2022 (*)
»Annullations- og erstatningssøgsmål – konkurrence – kartel – det europæiske marked for forspændingsstål – afgørelse om overtrædelse af artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 – udsættelse af forpligtelsen til at stille en bankgaranti – foreløbige betalinger i rater – dom om delvis annullation af afgørelsen og om fastsættelse af en bøde på et beløb, som er identisk med beløbet for den oprindeligt pålagte bøde – modregning af de foreløbige betalinger – morarenter – artikel 266, stk. 1, TEUF – ugrundet berigelse – tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, som tillægger borgerne rettigheder – tilbagesøgning af uretmæssigt udbetalte beløb – manglende lovhjemmel – ulovlighed«
I sag T-275/20,
Westfälische Drahtindustrie GmbH, Hamm (Tyskland),
Westfälische Drahtindustrie Verwaltungsgesellschaft mbH & Co. KG, Hamm,
Pampus Industriebeteiligungen GmbH & Co. KG, Iserlohn (Tyskland),
ved advokaterne O. Duys og N. Tkatchenko,
sagsøgere,
mod
Europa-Kommissionen ved P. Rossi og L. Mantl, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
har
RETTEN (Syvende Udvidede Afdeling),
under forhandlingerne sammensat af afdelingsformanden, R. da Silva Passos, og dommerne V. Valančius, I. Reine, L. Truchot og M. Sampol Pucurull (refererende dommer),
justitssekretær: E. Coulon,
på grundlag af den skriftlige forhandling og navnlig
– stævningen, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 11. maj 2020
– indsigelsen om, at sagen bør afvises, og at Retten savner kompetence, som Kommissionen i henhold til artikel 130 i Rettens procesreglement har fremsat i et særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 13. august 2020
– og kendelsen af 1. februar 2021, hvorved det blev bestemt, at indsigelsen skulle henskydes til afgørelse i forbindelse med sagens realitet,
under henvisning til, at ingen af parterne har anmodet om afholdelse af et retsmøde inden for fristen på tre uger efter, at det er forkyndt, at retsforhandlingernes skriftlige del er afsluttet, og efter i henhold til procesreglementets artikel 106, stk. 3, at have besluttet at træffe afgørelse i sagen, uden at retsforhandlingerne omfatter en mundtlig del,
afsagt følgende
Dom
1 Med deres søgsmål har sagsøgerne Westfälische Drahtindustrie GmbH (herefter »WDI«), Westfälische Drahtindustrie Verwaltungsgesellschaft mbH & Co. KG (herefter »WDV«) og Pampus Industriebeteiligungen GmbH & Co. KG (herefter »Pampus«) principalt nedlagt påstand om for det første, at Europa-Kommissionens skrivelse af 2. marts 2020, hvorved Kommissionen krævede, at de betalte et beløb på 12 236 931,69 EUR, som ifølge Kommissionen svarede til det endnu ubetalte beløb af den bøde, som de var blevet pålagt den 30. september 2010, annulleres på grundlag af artikel 263 TEUF, for det andet, at det fastslås, at denne bøde blev fuldstændigt betalt den 17. oktober 2019 med betalingen af et beløb på 18 149 636,24 EUR, og for det tredje, at Kommissionen tilpligtes at betale WDI et beløb på 1 633 085,17 EUR med tillæg af renter fra denne dato som følge af denne institutions ugrundede berigelse. Sagsøgerne har subsidiært nedlagt påstand om, at Kommissionen på grundlag af artikel 268 TEUF tilpligtes at betale dem et beløb på 12 236 931,69 EUR, som er det beløb, som Kommissionen har krævet af WDI, og et beløb svarende til det af denne institution for meget opkrævede beløb på 1 633 085,17 EUR med tillæg af renter fra den 17. oktober 2019, indtil det skyldige beløb er fuldstændigt tilbagebetalt.
I. Tvistens baggrund
2 Sagsøgerne er leverandører af forspændingsstål.
3 Ved afgørelse K(2010) 4387 endelig af 30. juni 2010 om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/38.344 – Forspændingsstål) (herefter »afgørelsen om forspændingsstål«) sanktionerede Kommissionen flere virksomheder, herunder sagsøgerne, for deres deltagelse i et kartel på markedet for forspændingsstål. Kommissionen pålagde WDI en bøde på 56 050 000 EUR. WDV og Pampus blev holdt ansvarlige in solidum for et beløb på henholdsvis 45 600 000 EUR og 15 485 000 EUR.
4 Denne sanktion blev pålagt ved artikel 2, stk. 1, nr. 8), i afgørelsen om forspændingsstål.
5 Under den administrative procedure havde sagsøgerne anmodet om bødenedsættelse på grund af manglende betalingsevne på grundlag af punkt 35 i retningslinjerne for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 (EUT 2006, C 210, s. 2, herefter »retningslinjerne af 2006«). Dette punkt bestemmer følgende:
»Under særlige omstændigheder kan Kommissionen, efter anmodning, tage hensyn til en virksomheds manglende betalingsevne i en given social og økonomisk kontekst. Kommissionen nedsætter ikke bøden, blot fordi den fastslår, at virksomheden befinder sig i en ugunstig eller tabsgivende økonomisk situation. Der kan kun ydes bødenedsættelse på grundlag af objektive beviser for, at en bøde, der pålægges i overensstemmelse med de foreliggende retningslinjer, ville medføre ubodelig skade for den pågældende virksomheds levedygtighed og gøre dens aktiver fuldstændig værdiløse.«
6 I afgørelsen om forspændingsstål imødekom Kommissionen ikke sagsøgernes anmodning om en ekstraordinær bødenedsættelse på grund af manglende betalingsevne.
7 Ved stævning registreret på Rettens Justitskontor den 14. september 2010 anlagde sagsøgerne et søgsmål med påstand om annullation og ændring af afgørelsen om forspændingsstål. Sagen blev registreret under sagsnr. T-393/10.
8 Ved afgørelse K(2010) 6676 endelig af 30. september 2010 (herefter »afgørelsen af 30. september 2010«) ændrede Kommissionen afgørelsen om forspændingsstål, navnlig artikel 2, stk. 1, nr. 8), med det formål at nedsætte de bøder, som visse virksomheder var blevet pålagt (herefter samlet »den omtvistede afgørelse«). WDI’s bøde blev således fastsat til 46 550 000 EUR. WDV og Pampus blev holdt ansvarlige in solidum for et beløb på henholdsvis 38 855 000 EUR og 15 485 000 EUR.
9 I afgørelsen af 30. september 2010 blev det fastslået, at de bøder, der var blevet pålagt ved artikel 2, stk. 1, nr. 8), i den omtvistede afgørelse, som en undtagelse fra artikel 2, stk. 2, i afgørelsen om forspændingsstål skulle betales inden for en frist på tre måneder fra datoen for meddelelse af afgørelsen af 30. september 2010, og at der ved udløbet af denne frist automatisk skulle betales renter med den af Den Europæiske Centralbank (ECB) anvendte gennemsnitlige rentesats for dens vigtigste genfinansieringstransaktioner på den første dag i den måned, hvor afgørelsen af 30. september 2010 blev vedtaget, forhøjet med 3,5 procentpoint. Det blev ligeledes fastsat, at såfremt en sanktioneret virksomhed anlagde et søgsmål, kunne virksomheden ved forfald dække bøden ved enten at stille en bankgaranti eller ved at betale bøden foreløbigt i henhold til artikel 85a, stk. 1, i Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002 af 23. december 2002 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT 2002, L 357, s. 1).
10 Den 3. december 2010 indgav sagsøgerne en begæring om foreløbige forholdsregler i sag T-393/10 til Rettens Justitskontor med henblik på i det væsentlige at opnå udsættelse af gennemførelsen af den omtvistede afgørelse, indtil der var afsagt dom i hovedsagen.
11 Ved skrivelse af 14. februar 2011 afviste generaldirektøren for Kommissionens generaldirektorat (GD) »Konkurrence« en ny anmodning fra sagsøgerne om bødenedsættelse på grund af deres betalingsevne (herefter »skrivelsen af 14. februar 2011«).
12 Ved kendelse af 13. april 2011, Westfälische Drahtindustrie m.fl. mod Kommissionen (T-393/10 R, herefter »kendelsen om foreløbige forholdsregler«, EU:T:2011:178), gav Rettens præsident sagsøgerne delvis medhold i deres begæring om foreløbige forholdsregler, idet forpligtelsen til at stille en bankgaranti til fordel for Kommissionen med henblik på at undgå en øjeblikkelig inddrivelse af bøderne blev udsat på den betingelse dels, at sagsøgerne foreløbigt betalte Kommissionen et beløb på 2 000 000 EUR inden den 30. juni 2011, dels, at de den 15. i hver måned betalte et beløb på 300 000 EUR fra den 15. juli 2011 og indtil videre, men senest indtil der blev afsagt dom i hovedsagen.
13 Ved dom af 15. juli 2015, Westfälische Drahtindustrie m.fl. mod Kommissionen (T-393/10, herefter »dommen af 15. juli 2015«, EU:T:2015:515), fastslog Retten, at Kommissionen ikke havde begået en fejl, da den i den omtvistede afgørelse i forhold til sagsøgerne fastslog, at der forelå en overtrædelse af artikel 101 TEUF.
14 Retten annullerede imidlertid den omtvistede afgørelse, for så vidt som den pålagde sagsøgerne en bøde, samt skrivelsen af 14. februar 2011 med den begrundelse, at Kommissionen havde begået fejl ved vurderingen af deres betalingsevne.
15 Under udøvelsen af sin fulde prøvelsesret pålagde Retten sagsøgerne at betale en bøde, der var identisk med den bøde, som de var blevet pålagt ved den omtvistede afgørelse, hvilket fremgik af konklusionen i dommen af 15. juli 2015.
16 Denne konklusion lyder som følger:
»1) Det er ufornødent at træffe afgørelse med hensyn til den bødenedsættelse, som [WDI] og [WDV] er blevet indrømmet i […] afgørelse[n] […] af 30. september 2010.
2) Artikel 2, [stk. 1,] nr. 8), i [den omtvistede] afgørelse […] annulleres.
3) Skrivelse […] af 14. februar 2011 annulleres.
4) [WDI], [WDV] og Pampus […] pålægges en bøde på 15 485 000 EUR in solidum.
5) [WDI] og [WDV] pålægges en bøde på 23 370 000 EUR in solidum.
6) [WDI] pålægges en bøde på 7 695 000 EUR.
7) I øvrigt frifindes Europa-Kommissionen.
8) [WDI], [WDV] og Pampus […] bærer halvdelen af deres egne omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler. Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler halvdelen af omkostningerne afholdt af [WDI], [WDV] og Pampus […], herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler.«
17 Til opfyldelse af kendelsen om foreløbige forholdsregler havde WDI foreløbigt betalt Kommissionen et samlet beløb på 16 400 000 EUR i perioden fra den 29. juni 2011 til den 16. juni 2015.
18 Efter afsigelsen af dommen af 15. juli 2015 tog sagsøgernes advokater kontakt til Kommissionens GD »Budget« for at nå frem til en mindelig aftale om en tidsplan for betaling af de bøder, der er fastsat i domskonklusionens punkt 4-6. Der opstod da uenighed om, fra hvilken dato der skulle påløbe renter på disse bøder. Sagsøgerne var nemlig af den opfattelse, at renterne skulle begynde at løbe fra afsigelsen af dommen af 15. juli 2015, mens der ifølge GD »Budget« skulle betales renter fra den dato, der fulgte af den omtvistede afgørelses artikel 2, stk. 2 og 3, dvs. for sagsøgernes vedkommende inden for en frist på tre måneder fra meddelelsen af afgørelsen af 30. september 2010. Denne holdning fremgik af en e-mail fra GD »Budget« af 12. august 2015 som svar på en e-mail fra sagsøgernes repræsentant af 5. august 2015 og blev gentaget på et møde mellem Kommissionen og WDI den 4. september 2015.
19 Den 17. november 2015 sendte WDI Kommissionen et forslag til en plan for betaling af bøden i rater indtil den 15. december 2029 med månedlige betalinger på 300 000 EUR og med morarenter fra den 15. januar 2011, beregnet med en rentesats på 4,5%.
20 Den 27. november 2015 tilstillede Kommissionen WDI en plan for betaling af bøden i rater indtil den 15. marts 2030. Denne plan var ligeledes baseret på månedlige betalinger på 300 000 EUR og tog udgangspunkt deri, at fordringen var forfaldet den 4. januar 2011 og skulle tillægges morarenter på 4,5%.
21 Sagsøgerne appellerede dommen af 15. juli 2015, idet de bl.a. anfægtede, at Retten under udøvelsen af dens fulde prøvelsesret havde taget hensyn til deres betalingsevne i 2015 og ikke i 2010. Denne appel blev forkastet ved kendelse af 7. juli 2016, Westfälische Drahtindustrie og Pampus Industriebeteiligungen mod Kommissionen (C-523/15 P, EU:C:2016:541).
22 Efter appellens forkastelse anmodede sagsøgerne Retten om at fortolke dommen af 15. juli 2015 således, at der skulle betales renter af det i denne dom pålagte bødebeløb fra afsigelsen af denne dom. Subsidiært anmodede sagsøgerne Retten om at berigtige eller supplere denne dom ved at præcisere den dato, hvorfra renterne begyndte at løbe.
23 Ved kendelse af 17. maj 2018, Westfälische Drahtindustrie m.fl. mod Kommissionen (T-393/10 INTP, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:293), afviste Retten disse anmodninger. Hvad angår anmodningen om en fortolkning bemærkede Retten, at anmodningen for at kunne antages til realitetsbehandling skulle vedrøre et punkt, der var blevet afgjort i den dom, der skulle fortolkes. Spørgsmålet om, hvornår de morarenter, der skulle betales i tilfælde af udskudt betaling af de bøder, som sagsøgerne var blevet pålagt, skulle begynde at løbe, var imidlertid ikke blevet behandlet i dommen af 15. juli 2015. Ifølge Retten havde sagsøgernes anmodning til formål at få en udtalelse om konsekvenserne af dommen af 15. juli 2015, hvilket ikke var omfattet af en anmodning om fortolkning indgivet på grundlag af artikel 168, stk. 1, i Rettens procesreglement. De to øvrige anmodninger blev anset for at være fremsat for sent.
24 Den 16. oktober 2019 meddelte WDI Kommissionen dels, at virksomheden allerede havde betalt 31 700 000 EUR, dels, at den havde til hensigt at betale den resterende del af den skyldige bøde omgående i form af hovedstol og renter, som den anslog til 18 149 636,24 EUR. Ved denne beregning havde WDI medregnet de renter, der var forfaldet fra og med den 15. oktober 2015, dvs. tre måneder efter afsigelsen af dommen af 15. juli 2015, og anvendt en rentesats på 3,48%.
25 Den 17. oktober 2019 overførte WDI det nævnte beløb på 18 149 636,24 EUR til Kommissionens bankkonto, hvorefter det samlede beløb, der siden den 29. juni 2011 var blevet betalt af bøden, beløb sig til 49 849 636,24 EUR.
26 Ved skrivelse af 2. marts 2020 (herefter »den anfægtede retsakt«) meddelte Kommissionen, at den ikke var enig i den holdning, som WDI havde givet udtryk for i sin skrivelse af 16. oktober 2019. Kommissionen anførte, at renterne i overensstemmelse med de kriterier, der var fastsat i dom af 14. juli 1995, CB mod Kommissionen (T-275/94, EU:T:1995:141), ikke var begyndt at løbe fra afsigelsen af dommen af 15. juli 2015, men fra den dato, der var fastsat i den omtvistede afgørelse, nemlig den 4. januar 2011, og med en rentesats på 4,5%. Kommissionen opfordrede derfor WDI til at betale den et beløb på 12 236 931,69 EUR svarende til det endnu ubetalte beløb, idet den tog udgangspunkt i valørdatoen den 31. marts 2020.
II. Parternes påstande
27 Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande i stævningen:
– Den anfægtede retsakt annulleres.
– Som følge heraf fastslås det, at Kommissionen skulle modregne de betalinger, som WDI havde foretaget i perioden fra den 29. juni 2011 til den 16. juni 2015 (16 400 000 EUR), med tillæg af herpå påløbne renter i denne periode (1 420 610 EUR), altså et samlet beløb på 17 820 610 EUR, i den af Retten under dennes udøvelse af sin fulde prøvelsesret i dommen af 15. juli 2015 pålagte bøde med virkning fra denne dato, og at denne bøde dermed allerede er fuldstændigt betalt med WDI’s betaling af 17. oktober 2019 på 18 149 636,24 EUR.
– Kommissionen tilpligtes at betale WDI et beløb på 1 633 085,17 EUR med tillæg af renter fra den 17. oktober 2019, indtil det skyldige beløb er fuldstændigt betalt.
– Subsidiært, såfremt Retten ikke giver sagsøgerne medhold i de tre første påstande, tilpligtes Den Europæiske Union, repræsenteret af Kommissionen, dels at betale sagsøgerne en erstatning svarende til det i den anfægtede retsakt krævede beløb, dvs. 12 236 931,69 EUR, dels at betale WDI et beløb på 1 633 085,17 EUR med tillæg af renter fra den 17. oktober 2019, indtil det skyldige beløb er fuldstændigt betalt.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
28 Sagsøgerne har i deres bemærkninger vedrørende indsigelsen om, at sagen bør afvises, og at Retten savner kompetence, nedlagt følgende påstande:
– Der afsiges dom efter de i stævningen nedlagte påstande ved en udeblivelsesdom i henhold til procesreglementets artikel 123.
– Subsidiært forkastes indsigelsen om, at sagen bør afvises, og at Retten savner kompetence.
– Mere subsidiært henskydes denne indsigelse til afgørelse i forbindelse med sagens realitet.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
29 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Principalt afvises sagen, subsidiært frifindelse.
– Sagsøgerne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
III. Retlige bemærkninger
A. Sagsøgernes anmodning om, at Retten afsiger dom efter deres påstande i en udeblivelsesdom
30 Sagsøgerne har i deres bemærkninger vedrørende indsigelsen om, at sagen bør afvises, og at Retten savner kompetence, anmodet Retten om at afsige dom efter deres påstande i en udeblivelsesdom i overensstemmelse med procesreglementets artikel 123, da Kommissionen har indgivet sin indsigelse efter fristens udløb.
31 I denne forbindelse har sagsøgerne anført, at Retten ved skrivelse af 26. maj 2020 meddelte dem, at stævningen var blevet forkyndt for Kommissionen. Under disse omstændigheder udløb fristen for at indgive indsigelsen om, at sagen bør afvises, og at Retten savner kompetence, den 5. august 2020. Indsigelsen blev imidlertid først indgivet den 13. august 2020.
32 Procesreglementets artikel 123, stk. 1, bestemmer, at såfremt Retten fastslår, at en sagsøgt, som er lovligt indstævnt, ikke har svaret på stævningen i de foreskrevne former og inden for den frist, der er fastsat i dette reglements artikel 81, dog med forbehold af bestemmelserne i artikel 45, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, kan sagsøgeren anmode om, at Retten afsiger dom efter sagsøgerens påstande.
33 Det følger af procesreglementets artikel 81, sammenholdt med artikel 130, stk. 1, at en indsigelse om, at sagen bør afvises, eller at Retten savner kompetence, som sagsøgte har indgivet i et særskilt dokument, skal fremsættes inden to måneder efter stævningens forkyndelse. I henhold til samme reglements artikel 60 forlænges denne frist med en fast afstandsfrist på ti dage.
34 Artikel 6, stk. 2, i Rettens afgørelse af 11. juli 2018 om indlevering og forkyndelse af procesdokumenter via applikationen e-Curia (EUT 2018, L 240, s. 72) fastsætter, at de forkyndelsesmodtagere, som er omhandlet i denne afgørelse, underrettes pr. e-mail om enhver forkyndelse, som sendes til dem via systemet e-Curia. Artikel 6, stk. 3, præciserer, at et procesdokument er forkyndt på det tidspunkt, hvor modtageren (repræsentanten eller assistenten) anmoder om adgang til dokumentet i systemet e-Curia. Anmodes der ikke om adgang, anses dokumentet i øvrigt for forkyndt syv dage efter fremsendelsen af den e-mail, hvorved modtageren underrettes om, at der er sendt en forkyndelse til vedkommende.
35 Da Kommissionen i den foreliggende sag har indgivet indsigelsen om, at sagen bør afvises, og at Retten savner kompetence, inden for den fastsatte frist, har Retten ikke opfordret sagsøgerne til i overensstemmelse med procesreglementets artikel 123, stk. 1, at fremsætte bemærkninger vedrørende muligheden for at afsige dom efter deres påstande i en udeblivelsesdom.
36 Som det fremgår af e-Curia-rapporten, har justitskontoret ved e-mail af 2. juni 2020 underrettet sagsøgerne om, at den i denne doms præmis 31 nævnte skrivelse af 26. maj 2020 var blevet forkyndt via denne applikation. Ved e-mail af 2. juni 2020 har justitskontoret ligeledes underrettet Kommissionen om, at der via applikationen e-Curia var blevet fremsendt en skrivelse, som ligeledes var dateret den 26. maj 2020, hvorved stævningen og bilagene hertil blev forkyndt. Kommissionen fik adgang til disse dokumenter via systemet e-Curia den 3. juni 2020. Den frist på to måneder og ti dage, som Kommissionen havde til rådighed til at indgive formalitetsindsigelsen og indsigelsen om manglende kompetence, begyndte at løbe på denne dato i overensstemmelse med artikel 6, stk. 3, i Rettens kendelse af 11. juli 2018 om indgivelse og forkyndelse af processkrifter i henhold til stævning e Curia (jf. præmis 34 ovenfor). Da disse indsigelser blev indgivet den 13. august 2020, er fristen derfor overholdt.
37 Det følger heraf, at sagsøgernes anmodning om, at Retten afsiger dom efter deres påstande i en udeblivelsesdom, skal afvises.
B. Sagens genstand
38 Sagen vedrører et krav om annullation, et krav om fastslåelse og et krav om betaling i forbindelse med en ugrundet berigelse samt subsidiært et krav om erstatning for det tab, der er lidt som følge af Kommissionens ulovlige adfærd. Disse krav er fremsat i sagsøgernes fire første påstande, som er nævnt i denne doms præmis 27.
39 Ved sagsøgernes fire påstande er det lagt til grund, at Retten ved dommen af 15. juli 2015 for det første annullerede den bøde, som Kommissionen havde pålagt ved den omtvistede afgørelse, ex tunc. Denne annullation gav sagsøgerne en fordring svarende til det beløb, som de havde betalt foreløbigt i perioden fra den 29. juni 2011 til den 16. juni 2015 til opfyldelse af kendelsen om foreløbige forholdsregler (16 400 000 EUR) med tillæg af renter (1 420 610 EUR). Disse renter er skyldige i henhold til dom af 12. februar 2019, Printeos mod Kommissionen (T-201/17, EU:T:2019:81). For det andet fastsatte Retten en ny, selvstændig bøde med virkning fra datoen for afsigelsen af dommen af 15. juli 2015. Sagsøgerne har betegnet sidstnævnte bøde som den »retslige bøde« i modsætning til »den annullerede bøde« af 2010.
40 Sagsøgernes første påstand om annullation vedrører den anfægtede retsakt, hvorved Kommissionen opfordrede sagsøgerne til at betale den et beløb på 12 236 931,69 EUR, som ifølge Kommissionen svarede til det endnu ubetalte bødebeløb, idet den tog udgangspunkt i valørdatoen den 31. marts 2020.
41 Med sagsøgernes anden påstand om fastslåelse tilsigtes det, at Retten fastslår, at Kommissionen til opfyldelse af dommen af 15. juli 2015 skulle modregne de betalinger, som WDI havde foretaget i perioden fra den 29. juni 2011 til den 16. juni 2015 (16 400 000 EUR) med tillæg af renter (1 420 610 EUR), i den af Retten fastsatte bøde, og at bøden dermed var blevet fuldstændigt betalt den 17. oktober 2019 med WDI’s betaling af et beløb på 18 149 636,24 EUR.
42 Sagsøgernes tredje påstand vedrørende ugrundet berigelse tilsigter, at Kommissionen tilbagebetaler et beløb på 1 633 085,17 EUR med tillæg af renter fra den 17. oktober 2019 til WDI.
43 Dette krav skyldes en regnefejl, som sagsøgerne hævder at have begået i deres tidligere krav til Kommissionen.
44 WDI havde nemlig i sin e-mail af 5. august 2015 og i sin skrivelse af 16. oktober 2019 alene anmodet Kommissionen om at modregne det beløb i bøden, der var betalt til opfyldelse af kendelsen om foreløbige forholdsregler (dvs. 16 400 000 EUR), uden at tillægge de renter, der var påløbet i perioden fra den 29. juni 2011 til den 16. juni 2015 (1 420 610 EUR), samt renters rente fra den 15. juli 2015. Ifølge sagsøgerne var det beløb, som de den 17. oktober 2019 manglede at betale af den »retslige bøde«, i overensstemmelse med en ny beregning af 7. maj 2020, som de har fremlagt for Retten, og under hensyntagen til disse renter kun på 16 516 551,07 EUR og ikke på 18 149 636,24 EUR, således som det var blevet beregnet den 16. oktober 2019, hvilket har medført en overopkrævning på 1 633 085,17 EUR til fordel for Kommissionen.
45 Endelig tilsigter den fjerde påstand om erstatning, der er fremsat subsidiært i forhold til de tre øvrige påstande, at Retten tilpligter Kommissionen at erstatte det tab, der angiveligt er lidt i forbindelse med opfyldelsen af dommen af 15. juli 2015, med et beløb svarende til det, som Kommissionen opkrævede i den anfægtede retsakt (12 236 931,69 EUR), og det beløb, som denne institution opkrævede for meget den 17. oktober 2019 (1 633 085,17 EUR), med tillæg af renter fra denne dato. Ifølge sagsøgerne udgør den fejlagtige opfyldelse af dommen af 15. juli 2015 en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af de forpligtelser, som Kommissionen er pålagt i henhold til artikel 266, stk. 1, TEUF. Den lidte skade svarer til det tab, der er opstået som følge af kravet om det beløb, der med urette blev opkrævet til opfyldelse af denne dom.
46 Det følger heraf, at der er en sammenhæng mellem den anden til den fjerde påstand som nævnt i denne doms præmis 27.
47 Et af de forhold, der ønskes fastslået i den anden påstand, nemlig Kommissionens forpligtelse til i forbindelse med opfyldelsen af dommen af 15. juli 2015 at modregne ikke blot de beløb, som WDI havde betalt foreløbigt i perioden fra den 29. juni 2011 til den 16. juni 2015, men også de herpå påløbne renter i det endnu ubetalte bødebeløb, ligger således til grund for det krav om tilbagebetaling af et beløb på 1 633 085,17 EUR med tillæg af renter fra den 17. oktober 2019, der er indeholdt i den tredje påstand.
48 Hvad angår den tredje påstand skal det bemærkes, at et søgsmål støttet på ugrundet berigelse ikke henhører under ordningen for ansvar uden for kontrakt i egentlig forstand, der forudsætter, at en række betingelser skal være opfyldt vedrørende den retsstridige adfærd, der foreholdes Unionen, det eventuelle tab samt årsagssammenhængen mellem denne adfærd og det påberåbte tab. Det adskiller sig fra søgsmål indledt i henhold til nævnte ordning, idet der ikke stilles krav om bevis for en retsstridig adfærd fra sagsøgtes side, og end ikke, at der ganske enkelt er tale om en adfærd, men alene kræves bevis for en berigelse hos sagsøgte uden gyldigt juridisk grundlag og et tab for sagsøgeren, der er forbundet med nævnte berigelse (jf. dom af 16.12.2008, Masdar (UK) mod Kommissionen, C-47/07 P, EU:C:2008:726, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).
49 På trods af disse kendetegn kan muligheden for at indlede et søgsmål støttet på ugrundet berigelse mod Unionen imidlertid ikke nægtes borgerne alene med den begrundelse, at EUF-traktaten ikke udtrykkeligt foreskriver en søgsmålsadgang for denne type søgsmål. En fortolkning af artikel 268 TEUF og af artikel 340, stk. 2, TEUF, der udelukker denne mulighed, vil føre til et resultat, der er i strid med princippet om effektiv domstolsbeskyttelse (jf. i denne retning dom af 9.7.2020, Den Tjekkiske Republik mod Kommissionen, C-575/18 P, EU:C:2020:530, præmis 82 og den deri nævnte retspraksis).
50 I den foreliggende sag kan det, som Kommissionen har medgivet i svarskriftet, fastslås, at den tredje og den fjerde påstand indeholder erstatningskrav støttet på artikel 268 TEUF og artikel 340, stk. 2, TEUF. I begge disse påstande kræves der et beløb på 1 633 085,17 EUR med tillæg af renter fra den 17. oktober 2019.
51 Henset til den sammenhæng mellem den anden til den fjerde påstand, der allerede er fastslået i denne doms præmis 46-50, og den omstændighed, at der – således som det fremgår af denne doms præmis 40 og 45 – ligeledes er en sammenhæng mellem den annullationspåstand, der er omhandlet i den første påstand, og en del af den erstatningspåstand, der er omhandlet i den fjerde påstand, finder Retten, at der af hensyn til en forsvarlig retspleje i første omgang skal foretages en samlet prøvelse af den anden til den fjerde påstand, som omhandlet i denne doms præmis 27, vedrørende de konsekvenser, der skal drages af dommen af 15. juli 2015.
52 Dernæst vil Retten prøve sagsøgernes første påstand om annullation af den anfægtede retsakt.
C. Sagsøgernes anden, tredje og fjerde påstand vedrørende de konsekvenser, der skal drages af dommen af 15. juli 2015
1. Formaliteten og Rettens kompetence
53 Kommissionen har gjort gældende, at sagsøgernes anden til fjerde påstand ikke kan antages til realitetsbehandling, og at Retten savner kompetence til at træffe afgørelse om den anden påstand.
54 Hvad angår den anden påstand har Kommissionen gjort gældende, at den – ud over den omstændighed, at den i strid med procesreglementets artikel 76, litra d), ikke er baseret på nogen »rets- eller procedureregel« – tager sigte på Rettens afsigelse af en anerkendelsesdom, som efter annullationen af den anfægtede retsakt pålægger Kommissionen at modregne de beløb, der er betalt før dommen af 15. juli 2015, med tillæg af renter i de i domskonklusionen angivne bøder.
55 I denne henseende er det tilstrækkeligt at fastslå, at der ikke findes noget retsmiddel i Unionens tvistemålssystem, som gør det muligt for Retten at tage stilling i form af en generel udtalelse eller principerklæring (jf. dom af 21.3.2012, Fulmen og Mahmoudian mod Rådet, T-439/10 og T-440/10, EU:T:2012:142, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis). Inden for rammerne af den retlige kontrol, der bygger på artikel 263 TEUF, har Retten i øvrigt ikke kompetence til at rette påbud til Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer (jf. kendelse af 26.10.1995, Pevasa og Inpesca mod Kommissionen, C-199/94 P og C-200/94 P, EU:C:1995:360, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis; jf. ligeledes i denne retning dom af 25.9.2018, Sverige mod Kommissionen, T-260/16, EU:T:2018:597, præmis 104 og den deri nævnte retspraksis).
56 Det følger heraf, at den anden påstand må afvises på grund af manglende kompetence.
57 Hvad angår den tredje og den fjerde påstand er Kommissionen af den opfattelse, at de ikke kan antages til realitetsbehandling, eftersom de har til formål at anfægte en retsakt, der er blevet endelig, nemlig den omtvistede afgørelse. Ifølge Kommissionen ønsker sagsøgerne med disse påstande at opnå tilbagebetaling af beløb, som allerede var skyldige i medfør af den bøde, der blev pålagt ved den omtvistede afgørelse, hvis størrelse efterfølgende blev bekræftet ved dommen af 15. juli 2015.
58 I sit svar på et skriftligt spørgsmål fra Retten har Kommissionen ikke anført, at den tredje og den fjerde påstand har til formål at anfægte andre retsakter, som Kommissionen har vedtaget, og som ville være blevet endelige, hvis ikke der var blevet anlagt et søgsmål. Ifølge Kommissionen udgør alle de e-mails og skrivelser, som den sendte til sagsøgerne umiddelbart efter dommen af 15. juli 2015, nemlig ikke retsakter, der kan anfægtes på grundlag af artikel 263, stk. 4, TEUF, eftersom der er tale om retsakter til gennemførelse af den omtvistede afgørelse.
59 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at sagsøgerne med deres fjerde påstand ikke tilsigter at rejse tvivl om den omtvistede afgørelse, men at opnå erstatning for det tab, der er forårsaget som følge af en angiveligt fejlagtig opfyldelse af dommen af 15. juli 2015.
60 Det skal imidlertid bemærkes, at et erstatningssøgsmål i henhold til artikel 268 TEUF kan anlægges, såfremt Kommissionen eller dens ansatte har begået en fejl i forbindelse med gennemførelsen af en afgørelse fra Retten (jf. i denne retning kendelse af 17.5.2018, Westfälische Drahtindustrie m.fl. mod Kommissionen, T-393/10 INTP, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:293, præmis 21).
61 Den omstændighed, at der i den foreliggende sag foreligger forudgående udvekslinger mellem Kommissionen og sagsøgerne vedrørende opfyldelsen af dommen af 15. juli 2015, er i øvrigt ikke til hinder for, at der kan anlægges et erstatningssøgsmål på grundlag af artikel 268 TEUF og artikel 340, stk. 2, TEUF.
62 Som det fremgår af denne doms præmis 44 og 45, er det erstatningskrav, som sagsøgerne har fremsat i den fjerde påstand, større end det, som Kommissionen afviste i sin e-mail af 12. august 2015. Sidstnævnte krav tog ikke hensyn til de renter, der var påløbet beløbet på 16 400 000 EUR i perioden fra den 29. juni 2011 til den 16. juni 2015. Selv hvis denne e-mail kunne have været genstand for et søgsmål på grundlag af artikel 263, stk. 4, TEUF, hvilket Kommissionen har bestridt, ville annullationen af denne retsakt derfor ikke have ført til samme resultat som det, der er genstand for det erstatningskrav, der er blevet fremsat for Retten (jf. i denne retning dom af 5.9.2019, Den Europæiske Union mod Guardian Europe og Guardian Europe mod Den Europæiske Union, C-447/17 P og C-479/17 P, EU:C:2019:672, præmis 49-64).
63 Den tredje påstand har ligeledes karakter af et erstatningskrav (jf. denne doms præmis 49 og 50). Den har ikke til formål at anfægte en retsakt fra Kommissionen, der er blevet endelig, men at gøre opmærksom på, at denne institution ikke har nogen lovhjemmel for opkrævningen af en overbetaling på 1 633 085,17 EUR. Dette for meget opkrævede beløb kan forklares med en fejl begået af WDI den 17. oktober 2019, da virksomheden beregnede det endnu ubetalte beløb af den omtvistede bøde uden at tage hensyn til de renter, der var påløbet beløbet på 16 400 000 EUR i perioden fra den 29. juni 2011 til den 16. juni 2015.
64 Den tredje og den fjerde påstand kan derfor antages til realitetsbehandling.
65 Det følger af det ovenstående, at Kommissionens indsigelse alene kan tages til følge for så vidt angår sagsøgernes anden påstand.
2. Realiteten
66 Retten finder det af hensyn til en forsvarlig retspleje begrundet først at prøve sagsøgernes fjerde påstand vedrørende et erstatningskrav støttet på Kommissionens ulovlige adfærd, inden den prøver den tredje påstand om, at Kommissionen har opnået en ugrundet berigelse.
a) Erstatningspåstanden, der er støttet på Kommissionens ulovlige adfærd
67 Det skal indledningsvis bemærkes, at Unionens ansvar uden for kontraktforhold forudsætter, at tre kumulative betingelser er opfyldt, nemlig at den bestemmelse, der er tilsidesat, har til formål at tillægge borgerne rettigheder, og at tilsidesættelsen er tilstrækkelig kvalificeret, at det er godtgjort, at der foreligger et virkeligt tab, og endelig, at der er en direkte årsagsforbindelse mellem retsaktens ophavsmands tilsidesættelse af sin forpligtelse og de skadelidtes tab (jf. i denne retning dom af 4.7.2000, Bergaderm og Goupil mod Kommissionen, C-352/98 P, EU:C:2000:361, præmis 39-42, og af 6.9.2018, Klein mod Kommissionen, C-346/17 P, EU:C:2018:679, præmis 60 og 61 og den deri nævnte retspraksis). Når en EU-institution råder over et stærkt begrænset eller intet skøn, kan selve den omstændighed, at der er begået en overtrædelse af EU-retten, være tilstrækkelig til, at der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af denne ret, som kan medføre, at Unionen ifalder ansvar uden for kontraktforhold (jf. dom af 20.1.2021, Kommissionen mod Printeos, C-301/19 P, EU:C:2021:39, præmis 103 og den deri nævnte retspraksis).
68 Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen ikke har opfyldt dommen af 15. juli 2015 korrekt, hvilket udgør en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af de forpligtelser, som Kommissionen er pålagt i henhold til artikel 266, stk. 1, TEUF. Det lidte tab, som påstås erstattet, svarer til det beløb, som Kommissionen krævede i den anfægtede retsakt, dvs. 12 236 931,69 EUR, og det af denne institution den 17. oktober 2019 for meget opkrævede beløb, dvs. 1 633 085,17 EUR med tillæg af renter fra denne dato.
69 Sagsøgerne har til støtte for deres erstatningspåstand, som er støttet på Kommissionens ulovlige adfærd, i det væsentlige fremsat fire anbringender.
70 Inden for rammerne af det første anbringende om en tilsidesættelse af artikel 266, stk. 1, TEUF har sagsøgerne gjort gældende, at den bøde, som de var blevet pålagt ved den omtvistede afgørelse, blev annulleret ex tunc ved dommen af 15. juli 2015 og erstattet af en »retslig bøde«, der først forfaldt til betaling på datoen for afsigelsen af denne dom.
71 Med det andet anbringende har sagsøgerne i det væsentlige gjort gældende, at de beløb, der til opfyldelse af kendelsen om foreløbige forholdsregler var blevet betalt foreløbigt i perioden fra den 29. juni 2011 til den 16. juni 2015, i medfør af dommen af 15. juli 2015 og som følge af annullationen ex tunc af den oprindeligt pålagte bøde ikke skulle betales, og at WDI var berettiget til tilbagebetaling af disse beløb med tillæg af renter svarende til denne periode. Da den annullerede bøde blev erstattet af den »retslige bøde«, burde disse beløb være blevet modregnet i betalingen af sidstnævnte bøde i 2015. Sagsøgerne har inden for rammerne af dette anbringende gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af ikke blot artikel 266, stk. 1, TEUF, men ligeledes af artikel 98, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 af 18. juli 2018 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget, om ændring af forordning (EU) nr. 1296/2013, (EU) nr. 1301/2013, (EU) nr. 1303/2013, (EU) nr. 1304/2013, (EU) nr. 1309/2013, (EU) nr. 1316/2013, (EU) nr. 223/2014, (EU) nr. 283/2014 og afgørelse nr. 541/2014/EU og om ophævelse af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (EUT 2018, L 193, s. 1).
72 Sagsøgerne har inden for rammerne af det tredje anbringende gjort gældende, at den af Kommissionen påberåbte forpligtelse til at betale morarenter fra den 4. januar 2011 udgør en tilsidesættelse af artikel 266, stk. 1, TEUF samt af artikel 99, stk. 4, og artikel 98, stk. 1, første afsnit, litra b), i forordning 2018/1046. Bøden forfaldt nemlig først til betaling den 15. juli 2015.
73 Det fjerde anbringende, der ligeledes vedrører en tilsidesættelse af artikel 266, stk. 1, TEUF og artikel 99, stk. 4, litra b), i forordning 2018/1046, vedrører den af Kommissionen fastsatte rentesats, som svarer til den, der blev fastsat i afgørelsen af 30. september 2010. Ifølge sagsøgerne burde der have været fastsat en ny og lavere rentesats for den »retslige bøde«, beregnet på grundlag af den af ECB i august 2015 fastsatte gennemsnitlige rentesats for dens vigtigste genfinansieringstransaktioner.
74 Det skal indledningsvis bemærkes, at de konsekvenser af dommen af 15. juli 2015, som sagsøgerne har påberåbt sig inden for rammerne af det andet til det fjerde anbringende, kun kan drages, hvis antagelsen i det første anbringende er korrekt.
75 Alle de af sagsøgerne påtalte ulovligheder tager udgangspunkt i den antagelse, at den bøde, der blev pålagt ved den omtvistede afgørelse, ikke blev »opretholdt« eller »tiltrådt« af Retten, men blev annulleret og erstattet af en »retslig bøde«.
76 Denne antagelse følger af det første anbringende, som vedrører virkningerne af annullationen ved dommen af 15. juli 2015 af den bøde, der blev pålagt ved den omtvistede afgørelse, hvilke virkninger ikke blev bragt til ophør, da Retten under udøvelsen af sin fulde prøvelsesret fastsatte en bøde på det samme beløb.
77 Retten bemærker i øvrigt, at sagsøgerne inden for rammerne af det andet og det tredje anbringende har fremført visse argumenter til støtte for antagelsen i det første anbringende. Disse argumenter vil ligeledes blive behandlet i det følgende sammen med det første anbringende.
1) Det første anbringende om manglende hensyntagen til virkningerne af annullationen ved dommen af 15. juli 2015 af den bøde, der var blevet pålagt ved den omtvistede afgørelse
78 Sagsøgerne har til støtte for det første anbringende gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 266, stk. 1, TEUF efter afsigelsen af dommen af 15. juli 2015, hvorved den bøde, der var blevet pålagt ved den omtvistede afgørelse, blev annulleret. Disse forpligtelser følger af såvel domskonklusionen som af de præmisser, der ligger til grund herfor.
79 Hvad for det første angår konklusionen i dommen af 15. juli 2015 blev den bøde, der blev pålagt ved den omtvistede afgørelses artikel 2, stk. 1, nr. 8), annulleret, uden at Retten besluttede at begrænse de tidsmæssige virkninger af en sådan annullation. Den omtvistede afgørelses artikel 2, stk. 1, nr. 8), kan således ikke længere danne grundlag for en fordring.
80 Sagsøgerne blev herefter ifølge dommen af 15. juli 2015 »pålagt« en ny bøde, som er identisk med den bøde, der blev pålagt ved den omtvistede afgørelses artikel 2, stk. 1, nr. 8). Der er tale om en ny, selvstændig afgørelse, som blev truffet efter annullationen af den oprindelige bøde, og som ikke berører denne annullation.
81 Endelig tilpligtede Retten Kommissionen at bære sine egne omkostninger og betale halvdelen af de omkostninger, som sagsøgerne havde afholdt, herunder i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler. Denne dom viser, at sagsøgernes søgsmål bar frugt, idet den annullerede bøde nødvendigvis blev erstattet af den »retslige bøde« på grund af den fastslåede ulovlighed. Den holdning, som Kommissionen forfægter, indebærer, at sagsøgerne dømmes to gange, hvilket er i strid med princippet ne bis in idem.
82 Hvad for det andet angår præmisserne i dommen af 15. juli 2015 har sagsøgerne indledningsvis gjort gældende, at Retten utvetydigt fastslog, at Kommissionen hverken i 2010 eller 2011 var berettiget til at pålægge dem en bøde.
83 Dernæst har sagsøgerne gjort gældende, at Retten under udøvelsen af sin fulde prøvelsesret og i modsætning til situationen i den sag, der gav anledning til dom af 14. juli 1995, CB mod Kommissionen (T-275/94, EU:T:1995:141), ikke havde til hensigt at »bestemme«, at den annullerede bøde, som Kommissionen havde pålagt, »skulle føres videre«.
84 Henvisningen i præmis 335 i dommen af 15. juli 2015 til »den situation, som foreligger på det tidspunkt, hvor den træffer sin afgørelse«, understreger den uafhængige og selvstændige karakter af den »retslige bøde«, som Retten fastsatte.
85 Sagsøgerne har i øvrigt bemærket, at Retten i præmis 346 i dommen af 15. juli 2015 fastslog, at efter den foreløbige betaling af mere end 15 000 000 EUR vedrørte »spørgsmålet, om deres finansielle situation [gjorde] det muligt for dem at betale bøden, […] nu kun et beløb, som [udgjorde] ca. to tredjedele af det beløb, som WDI oprindeligt blev pålagt at betale«, dvs. 46 550 000 EUR. Dette viser, at Retten tog udgangspunkt i princippet om direkte modregning af de foreløbigt betalte beløb i den »retslige bøde«, som den pålagde, og udelukkede, at der skulle betales renter med tilbagevirkende kraft fra den 4. januar 2011.
86 Det fremgår ligeledes af præmis 356 i dommen af 15. juli 2015, at bøden ikke blev anset for forfalden til betaling før den 15. juli 2015. Sagsøgerne har således gjort gældende, at Retten i denne præmis bemærkede, at det delvise medhold i deres begæring om foreløbige forholdsregler »bevirke[de], at forfaldstiden for betalingen af det samlede bødebeløb [var] blevet udsat indtil afsigelsen af [dommen]«.
87 Det fremgår endvidere af kendelse af 17. maj 2018, Westfälische Drahtindustrie m.fl. mod Kommissionen (T-393/10 INTP, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:293), at Retten ikke havde undersøgt spørgsmålet om renter i dommen af 15. juli 2015, hvilket bekræfter, at de ikke skulle betales som følge af annullationen af den bøde, der var blevet pålagt ved den omtvistede afgørelse.
88 Endelig har sagsøgerne som svar på et skriftligt spørgsmål fra Retten gjort gældende, at Retten i dommen af 15. juli 2015 ikke havde foretaget reformatio in pejus. Tværtimod er den ændring af bødens størrelse, som Domstolen henviste til i præmis 42 i kendelse af 7. juli 2016, Westfälische Drahtindustrie og Pampus Industriebeteiligungen mod Kommissionen (C-523/15 P, EU:C:2016:541), nødvendigvis til deres fordel.
89 Kommissionen har bestridt sagsøgernes argumenter.
90 Det skal i denne henseende bemærkes, at den beføjelse, Kommissionen i medfør af artikel 23, stk. 2, litra a), i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i [artikel 101] og [102 TEUF] (EFT 2003, L 1, s. 1) har til at pålægge bøder ved beslutning, indebærer en beføjelse til at stille krav om morarenter, når bøderne ikke betales inden for den i beslutningen fastsatte frist (jf. analogt dom af 14.7.1995, CB mod Kommissionen, T-275/94, EU:T:1995:141, præmis 81). I henhold til artikel 299 TEUF kan denne beslutning tvangsfuldbyrdes.
91 Artikel 2, stk. 2 og 3, i den omtvistede afgørelse fastsatte, at bøderne skulle betales inden for en frist på tre måneder fra datoen for meddelelse, og at der ved udløbet af denne frist automatisk skulle betales renter med den af ECB anvendte gennemsnitlige rentesats for dens vigtigste genfinansieringstransaktioner på den første dag i den måned, hvor den pågældende afgørelse blev vedtaget, forhøjet med 3,5 procentpoint. Artikel 2, stk. 4, i den omtvistede afgørelse fastsatte, at såfremt en sanktioneret virksomhed anlagde et søgsmål, kunne virksomheden ved forfald dække bøden ved enten at stille en bankgaranti eller ved at betale bøden foreløbigt.
92 Idet sagsøgerne bl.a. anførte, at deres betalingsevne ikke gjorde det muligt for dem at betale den bøde, der var blevet pålagt ved den omtvistede afgørelse, indgav de i henhold til artikel 278 TEUF en begæring om udsættelse af gennemførelsen af denne afgørelse til Retten.
93 I kendelsen om foreløbige forholdsregler gav Rettens præsident kun delvis medhold i denne begæring. Retten udsatte nemlig kun gennemførelsen af sagsøgernes forpligtelse til at stille en bankgaranti til fordel for Kommissionen med henblik på at undgå en øjeblikkelig inddrivelse af bøderne på den betingelse, at sagsøgerne betalte Kommissionen et beløb på 2 000 000 EUR inden den 30. juni 2011 og den 15. i hver måned betalte et beløb på 300 000 EUR fra den 15. juli 2011 og indtil videre, men senest indtil der blev afsagt dom i hovedsagen.
94 Udsættelsen af forpligtelsen til at stille en bankgaranti indebar ikke en udsættelse af fordringens forfald, idet der fortsat påløb renter på fordringen (jf. i denne retning kendelse af 15.12.1999, DSR-Senator Lines mod Kommissionen, T-191/98 RII, EU:T:1999:332, præmis 46).
95 Ved dommen af 15. juli 2015 annullerede Retten i domskonklusionens punkt 2 først artikel 2, stk. 1, nr. 8), i den omtvistede afgørelse, hvorved sagsøgerne blev pålagt en bøde på 46 550 000 EUR, og den »pålagde« dem dernæst i konklusionens punkt 4-6 at betale en identisk bøde. Retten fastslog nemlig på grundlag af de oplysninger, som parterne havde fremlagt vedrørende sagsøgernes økonomiske situation, således som den havde udviklet sig efter vedtagelsen af den omtvistede afgørelse, at sagsøgerne ikke med rette kunne hævde, at de skulle indrømmes en bødenedsættelse på grund af deres manglende betalingsevne af grunde, som svarede til dem, som er anført i punkt 35 i retningslinjerne af 2006.
96 Som det fremgår af kendelse af 17. maj 2018, Westfälische Drahtindustrie m.fl. mod Kommissionen (T-393/10 INTP, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:293, præmis 14), var spørgsmålet om, hvornår de morarenter, der skulle betales af bøden, skulle begynde at løbe, ikke genstand for nogen udveksling mellem parterne under retssagen, og det blev ikke udtrykkeligt behandlet i dommen af 15. juli 2015, hverken i dommens præmisser eller i domskonklusionen.
97 Da spørgsmålet om renter ikke blev udtrykkeligt behandlet i dommen af 15. juli 2015, skal det afgøres, om det kan udledes af denne dom, at den af Retten fastsatte bøde retligt adskilte sig fra den, som Kommissionen pålagde i den omtvistede afgørelse.
98 Det skal fremhæves, at det allerede af ordlyden af artikel 31 i forordning nr. 1/2003 følger, at den fulde prøvelsesret, der er tillagt Unionens retsinstanser på konkurrenceområdet, og som giver dem adgang til at ophæve, nedsætte eller forhøje den af Kommissionen pålagte bøde, gælder for og er begrænset til den bøde, Kommissionen oprindeligt har pålagt. Den af Unionens retsinstanser fastsatte bøde udgør således ikke en ny bøde, der er retligt forskellig fra den bøde, som Kommissionen pålagde (jf. i denne retning dom af 14.7.1995, CB mod Kommissionen, T-275/94, EU:T:1995:141, præmis 58 og 60).
99 Når Unionens retsinstanser sætter deres egen vurdering i stedet for Kommissionens og nedsætter bøden under udøvelsen af deres fulde prøvelsesret, erstatter de i Kommissionens afgørelse det beløb, der oprindeligt blev fastsat i denne afgørelse, med det beløb, som følger af deres egen vurdering. Kommissionens afgørelse må derfor på grund af den af Unionens retsinstanser afsagte doms erstatningseffekt stedse anses for at have været den, der følger af Unionens retsinstansers vurdering (jf. i denne retning dom af 14.7.1995, CB mod Kommissionen, T-275/94, EU:T:1995:141, præmis 60-65 og 85-87).
100 I dommen af 15. juli 2015 annullerede Retten først den omtvistede afgørelse, for så vidt som den fastsatte størrelsen af den bøde, som sagsøgerne var blevet pålagt, og dernæst fastsatte den under udøvelsen af sin fulde prøvelsesret denne bøde til det samme beløb.
101 Domstolen har i denne henseende fastslået, at selv om Rettens udøvelse af sin prøvelse af lovligheden af den anfægtede afgørelse medførte annullation af afgørelsen, i det omfang Kommissionen pålagde appellanterne en bøde, indebærer denne prøvelse på ingen måde, at Retten af denne grund var frataget muligheden for at udøve sin fulde prøvelsesret (kendelse af 7.7.2016, Westfälische Drahtindustrie og Pampus Industriebeteiligungen mod Kommissionen, C-523/15 P, EU:C:2016:541, præmis 38). Domstolen har endvidere bemærket, at den omstændighed, at Retten i sidste ende vurderede, at det var passende at fastsætte en bøde, der størrelsesmæssigt svarede til den, der var fastsat i den anfægtede afgørelse, er uden betydning for lovligheden af udøvelsen af dens fulde prøvelsesret (jf. i denne retning kendelse af 7.7.2016, Westfälische Drahtindustrie og Pampus Industriebeteiligungen mod Kommissionen, C-523/15 P, EU:C:2016:541, præmis 40).
102 Den omstændighed, at Retten i dommen af 15. juli 2015 udøvede sin fulde prøvelsesret ved fastsættelsen af bødens størrelse til det samme beløb som det, som Kommissionen havde fastsat i den omtvistede afgørelse, er således ikke til hinder for anvendelsen af de principper, der er nævnt i denne doms præmis 98 og 99. I den foreliggende sag kunne Kommissionen således med rette hævde, at eftersom den af Retten fastsatte bøde ikke var en ny bøde, forfaldt den til betaling den 4. januar 2011.
103 De af sagsøgerne fremførte argumenter rejser ikke tvivl om denne vurdering.
104 For det første annullerede Retten ganske vist i punkt 2 i konklusionen i dommen af 15. juli 2015 artikel 2, stk. 1, nr. 8), i den omtvistede afgørelse, hvorved sagsøgerne blev pålagt en bøde, hvilket ikke var tilfældet i konklusionen i dom af 23. februar 1994, CB og Europay mod Kommissionen (T-39/92 og T-40/92, EU:T:1994:20), hvor bøden blot blev fastsat til et lavere beløb, uden at den bøde, som Kommissionen oprindeligt havde pålagt, først blev annulleret.
105 En erstatningseffekt svarende til den, der er omhandlet i denne doms præmis 99, er imidlertid allerede blevet anerkendt i forbindelse med en domskonklusion, hvori Retten først annullerede det beløb, for hvilket et moderselskab blev holdt solidarisk ansvarligt til betaling af en af Kommissionen pålagt bøde, for derefter igen at fastsætte dette beløb under udøvelsen af sin fulde prøvelsesret (jf. i denne retning dom af 12.5.2016, Trioplast Industrier mod Kommissionen, T-669/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:285, præmis 15 og 56-62).
106 Det skal i øvrigt bemærkes, at i modsætning til det, som sagsøgerne har gjort gældende, er annullationen af den bøde, der var blevet pålagt ved den omtvistede afgørelse, ikke begrundet med, at Kommissionen hverken i 2010 eller 2011 var berettiget til at pålægge sagsøgerne en bøde på grund af deres manglende betalingsevne på dette tidspunkt.
107 Retten begrænsede sig nemlig i forbindelse med sin prøvelse til at fastslå, at Kommissionen havde begået fejl ved vurderingen af sagsøgernes betalingsevne, uden at anføre, at de ikke kunne pålægges nogen bøde i 2010 og 2011. Retten drog heller ikke andre konsekvenser af denne ulovlighed end annullationen af artikel 2, stk. 1, nr. 8), i den omtvistede afgørelse, og at det var begrundet, at den på sagsøgernes begæring udøvede sin fulde prøvelsesret. Dette fremgår klart af præmis 324 og 332 i dommen af 15. juli 2015.
108 I forbindelse med Rettens egen undersøgelse af sagsøgernes betalingsevne i 2015 fastslog den i præmis 346 i dommen af 15. juli 2015, at sagsøgerne på grundlag af den foreløbige betalingsplan, der var fastsat i kendelsen om foreløbige forholdsregler, allerede havde været i stand til at betale et beløb på mere end 15 000 000 EUR siden 2011.
109 Retten fastslog derfor i dommen af 15. juli 2015, at sagsøgerne i modsætning til det af sagsøgerne hævdede havde en vis betalingsevne i 2010 og 2011.
110 Det følger heraf, at de konsekvenser, som sagsøgerne har draget af Rettens annullation af artikel 2, stk. 1, nr. 8), i den omtvistede afgørelse, er ugrundede.
111 Hvad for det andet angår anvendelsen af udtrykket »pålægges« i punkt 4-6 i konklusionen i dommen af 15. juli 2015 fremgår det af fast retspraksis, at en doms konklusion skal forstås på grundlag af de præmisser, der har ført til den, og som danner det fornødne grundlag for den i den forstand, at de er nødvendige, når det skal afgøres, hvad konklusionen helt præcis går ud på (jf. dom af 14.7.1995, CB mod Kommissionen, T-275/94, EU:T:1995:141, præmis 62 og den deri nævnte retspraksis).
112 Som Domstolen allerede har fastslået, fremgår det således i den foreliggende sag tilstrækkeligt klart af præmisserne i dommen af 15. juli 2015, at Retten udøvede sin fulde prøvelsesret (jf. i denne retning kendelse af 7.7.2016, Westfälische Drahtindustrie og Pampus Industriebeteiligungen mod Kommissionen, C-523/15 P, EU:C:2016:541, præmis 41).
113 Som anført i denne doms præmis 99 foretog Retten under udøvelsen af sin fulde prøvelsesret en ændring med tilbagevirkende kraft af den omtvistede afgørelse.
114 Følgelig kan udtrykket »pålægges« i konklusionen i dommen af 15. juli 2015 ikke tillægges den betydning, som sagsøgerne har tilskrevet det.
115 For det tredje kan det ikke udledes af præmis 335, 346 og 356 i dommen af 15. juli 2015, at Retten begrænsede den tilbagevirkende kraft af den ændring, der blev foretaget af den omtvistede afgørelse.
116 Hvad for det første angår henvisningen i præmis 335 i dommen af 15. juli 2015 til sagsøgernes betalingsevne på det tidspunkt, hvor Retten traf afgørelse, er det allerede blevet fastslået, at Retten under udøvelsen af sin fulde prøvelsesret har mulighed for at tage hensyn til forhold fra tiden efter Kommissionens beslutning, uden at dette bevirker, at den af Retten fastsatte bøde retligt bliver forskellig fra den bøde, Kommissionen har pålagt (jf. i denne retning dom af 14.7.1995, CB mod Kommissionen, T-275/94, EU:T:1995:141, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis).
117 Hvad for det andet angår den vurdering, der fremgår af præmis 346 i dommen af 15. juli 2015, hvorefter det bødebeløb, som endnu ikke var betalt på denne dato, udgjorde »ca. to tredjedele« af det beløb, som Kommissionen oprindeligt havde pålagt, vedrørte de beløb, som Retten havde lagt til grund i sin beregning, ganske vist kun bødernes hovedstol.
118 Retten har imidlertid allerede fastslået, at en sådan vurdering ikke udgør en stillingtagen til det tidspunkt, hvor de renter, som sagsøgerne skylder, begynder at løbe (kendelse af 17.5.2018, Westfälische Drahtindustrie m.fl. mod Kommissionen, T-393/10 INTP, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:293, præmis 17).
119 I modsætning til det, som sagsøgerne har gjort gældende, rejser en sådan vurdering desuden ikke tvivl om den tilbagevirkende kraft af Rettens udøvelse af sin fulde prøvelsesret, jf. denne doms præmis 99.
120 I præmis 346 i dommen af 15. juli 2015 begrænsede Retten sig nemlig til at fastslå, at sagsøgerne allerede på denne dato havde betalt et beløb på mere end 15 000 000 EUR til opfyldelse af kendelsen om foreløbige forholdsregler, hvilket udgjorde ca. en tredjedel af den bøde, der var blevet pålagt i 2010 (46 550 000 EUR).
121 Da Retten undersøgte sagsøgernes betalingsevne, kunne den ikke se bort fra den foreløbige delvise betaling af bøden under udøvelsen af sin fulde prøvelsesret. Den blotte vurdering af størrelsen af det endnu ubetalte beløb, udtrykt i hovedstol, på det tidspunkt, hvor Retten traf afgørelse, indebærer ikke, at Kommissionen til opfyldelse af dommen af 15. juli 2015 skulle modregne de foreløbigt betalte beløb med tillæg af renter i en angivelig »retslig bøde« pålagt af Retten, som retligt set var forskellig fra den bøde, som Kommissionen havde pålagt.
122 Hvad for det tredje angår præmis 356 i dommen af 15. juli 2015 rejser den heller ikke tvivl om, at der skulle betales renter af det af Retten fastsatte bødebeløb fra den 4. januar 2011.
123 I præmis 356 i dommen af 15. juli 2015 begrænsede Retten sig nemlig til at svare på et af sagsøgernes argumenter om en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet. I denne forbindelse anførte Retten, at sagsøgernes anlæggelse af et søgsmål til prøvelse af den omtvistede afgørelse og den omstændighed, at de havde fået delvis medhold i deres begæring om foreløbige forholdsregler, bevirkede, at forfaldstiden for betalingen af det samlede bødebeløb blev udsat indtil afsigelsen af denne dom, hvilket ikke var tilfældet for andre virksomheder, som ikke havde anlagt søgsmål.
124 Som anført i denne doms præmis 92 og 93 traf Rettens præsident i kendelsen om foreløbige forholdsregler alene afgørelse om at udsætte gennemførelsen af sagsøgernes forpligtelse til at stille en bankgaranti til fordel for Kommissionen med henblik på at undgå en øjeblikkelig inddrivelse af bøderne, idet Rettens præsident selv opstillede en plan for foreløbig betaling, som var til sagsøgernes fordel, og som senest løb, indtil der var blevet afsagt dom i hovedsagen. Som anført i denne doms præmis 94 indebar udsættelsen af forpligtelsen til at stille en bankgaranti ikke en udsættelse af fordringens forfald, idet der fortsat påløb morarenter under retssagen.
125 Endelig blev Kommissionen for det fjerde pålagt at betale halvdelen af de omkostninger, som sagsøgerne havde afholdt, i henhold til procesreglementets artikel 134, stk. 3, hvilket skyldtes, at artikel 2, stk. 1, nr. 8), i den omtvistede afgørelse blev annulleret.
126 Som anført i denne doms præmis 104-110 er de konsekvenser, som sagsøgerne har draget af denne annullation, imidlertid ugrundede.
127 Det er i øvrigt allerede blevet fastslået, at når Retten under udøvelsen af sin fulde prøvelsesret opretholder en del af bødebeløbet, udgør forpligtelsen til at betale morarenter ab initio ikke en sanktion, som pålægges ud over den af Kommissionen oprindeligt pålagte bøde, og som udgør en hindring for søgsmålsretten. Såvel den omstændighed, at bøden retligt ikke skifter karakter, fordi den ændres af Unionens retsinstanser, som princippet om, at søgsmål ikke har opsættende virkning, er til hinder for, at Kommissionen fritager den virksomhed, som ikke har betalt denne bøde omgående, og hvis påstande delvis er blevet taget til følge, fra den forpligtelse, den har til med virkning fra forfaldstiden af den af Kommissionen pålagte bøde at betale renter af den af Unionens retsinstanser fastsatte bøde (jf. i denne retning dom af 14.7.1995, CB mod Kommissionen, T-275/94, EU:T:1995:141, præmis 86 og 87).
128 Det følger af det ovenstående, at det første anbringende skal forkastes.
2) Det andet til det fjerde anbringende om konsekvenserne af annullationen af den bøde, som blev pålagt ved den omtvistede afgørelse
129 Som anført i denne doms præmis 74 og 75 tager det andet til det fjerde anbringende udgangspunkt i den antagelse i det første anbringende, hvorefter den bøde, som Kommissionen pålagde, blev annulleret og erstattet af en »retslig bøde«.
130 Da denne antagelse er blevet afvist i forbindelse med behandlingen af det første anbringende, er det andet til det fjerde anbringende ugrundede og skal derfor forkastes.
3) Konklusion
131 Da de af sagsøgerne fremsatte anbringender er ugrundede, skal det konkluderes, at der ikke foreligger ulovlighed ej heller en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af de forpligtelser, som Kommissionen er pålagt i henhold til artikel 266, stk. 1, TEUF, samt at sagsøgernes fjerde påstand skal afvises, uden at det er nødvendigt at tage stilling til de øvrige betingelser for Unionens ansvar uden for kontraktforhold, der er nævnt i denne doms præmis 67.
b) Påstanden om ugrundet berigelse
132 Sagsøgerne har som det tredje nedlagt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale et beløb på 1 633 085,17 EUR med tillæg af renter fra den 17. oktober 2019 tilbage til WDI som følge af Kommissionens ugrundede berigelse.
133 Denne berigelse skyldes en regnefejl, som sagsøgerne begik, da WDI den 17. oktober 2019 betalte et beløb på 18 149 636,24 EUR til Kommissionen uden at tage hensyn til de renter, der var påløbet beløbet på 16 400 000 EUR i perioden fra den 29. juni 2011 til den 16. juni 2015.
134 Kommissionen har bestridt sagsøgernes argumenter.
135 Som Kommissionen har fremhævet, er de argumenter, som sagsøgerne har påberåbt sig til støtte for deres påstand om, at Kommissionen skal dømmes for ugrundet berigelse, blot en gentagelse af de argumenter, der allerede er fremført til støtte for den fjerde påstand, som blev prøvet og afvist i denne doms præmis 67-131, og som er støttet på Kommissionens angiveligt ulovlige adfærd.
136 Det fremgår af begrundelsen for afvisning af den fjerde påstand, at Kommissionen ikke har opkrævet et beløb på 1 633 085,17 EUR for meget.
137 Det følger heraf, at sagsøgernes tredje påstand er ugrundet og derfor ligeledes skal afvises.
D. Sagsøgernes første påstand om annullation af den anfægtede retsakt
138 Med den første påstand har sagsøgerne nedlagt påstand om annullation af den anfægtede retsakt, hvorved Kommissionen opfordrede WDI til at betale den et beløb på 12 236 931,69 EUR, som ifølge Kommissionen svarede til det endnu ubetalte beløb af fordringen, idet den tog udgangspunkt i valørdatoen den 31. marts 2020.
139 Sagsøgerne har til støtte for denne påstand påberåbt sig de fire anbringender, der er undersøgt i denne doms præmis 78-130, samt et femte anbringende om tilsidesættelse af artikel 266, stk. 1, TEUF og af princippet om god forvaltningsskik. I forbindelse med dette sidste anbringende har sagsøgerne gentaget de argumenter, der allerede er blevet fremført til støtte for de fire første anbringender.
140 Kommissionen har gjort gældende, at den første påstand ikke kan antages til realitetsbehandling. Den anfægtede retsakt er blot en ajourføring af den oprindelige debetnota af 2010. Retsakten udgør ikke et grundlag for en ny fordring mod sagsøgerne, men et påkrav som omhandlet i artikel 103, stk. 2, i forordning 2018/1046. Dommen af 15. juli 2015 pålægger ikke nye bøder og berører ikke spørgsmålet om morarenter. Denne dom begrænser sig til at annullere den omtvistede afgørelses artikel 2, stk. 1, nr. 8). Derimod er afgørelsens artikel 2, stk. 3, om betaling af morarenter uændret og finder derfor fuld anvendelse. Da den anfægtede retsakt er forberedende og rent bekræftende, kan den ikke gøres til genstand for et søgsmål.
141 Som det fremgår af denne doms præmis 128 og 130, er sagsøgernes fire første anbringender ugrundede og skal forkastes. Da det femte anbringende er støttet på de samme argumenter, skal det ligeledes forkastes.
142 Under disse omstændigheder må sagsøgernes første påstand afvises som ugrundet, uden at det er nødvendigt at undersøge den formalitetsindsigelse, som Kommissionen har rejst i denne forbindelse.
IV. Sagsomkostninger
143 I henhold til procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgerne har tabt sagen, pålægges det dem at bære deres egne omkostninger og betale de af Kommissionen afholdte omkostninger i overensstemmelse med dennes påstand.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Syvende Udvidede Afdeling):
1) Europa-Kommissionen frifindes.
2) Westfälische Drahtindustrie GmbH, Westfälische Drahtindustrie Verwaltungsgesellschaft mbH & Co. KG og Pampus Industriebeteiligungen GmbH & Co. KG betaler sagsomkostningerne.
da Silva Passos | Valančius | Reine |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 23. november 2022.
Underskrifter
Indhold