Language of document : ECLI:EU:T:2022:5

RETTENS DOM (Niende Afdeling)

12. januar 2022 (*)

»Regler for institutionerne – forstærket samarbejde om oprettelse af Den Europæiske Anklagemyndighed – forordning (EU) 2017/1939 – udpegelse af de europæiske anklagere ved Den Europæiske Anklagemyndighed – udpegelse af en af de kandidater, der er indstillet af Belgien – reglerne om udpegelse af europæiske anklagere«

I sag T-647/20,

Jean-Michel Verelst, Éghezée (Belgien), ved advokat C. Molitor,

sagsøger,

mod

Rådet for Den Europæiske Union ved K. Pleśniak, R. Meyer og K. Kouri, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

støttet af

Kongeriget Belgien ved C. Pochet, M. Van Regemorter og M. Jacobs, som befuldmægtigede,

intervenient,

angående et søgsmål støttet på artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1117 af 27. juli 2020 om udpegelse af europæiske anklagere ved Den Europæiske Anklagemyndighed (EUT 2020, L 244, s. 18), for så vidt som Yves van den Berge herved blev udpeget til europæisk anklager ved Den Europæiske Anklagemyndighed, og sagsøgerens ansøgning derved blev afslået,

har

RETTEN (Niende Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, J. Costeira, og dommerne M. Kancheva (refererende dommer) og T. Perišin,

justitssekretær: E. Coulon,

afsagt følgende

Dom

 Tvistens baggrund

1        Sagsøgeren, Jean-Michel Verelst, har siden 2010 gjort tjeneste som substitut du procureur du Roi de Bruxelles (stedfortrædende offentlig anklager i Bruxelles, Belgien) med skattesager som arbejdsområde. Endvidere har han været direktør for Organe central pour la saisie et la confiscation (det centrale kontor for beslaglæggelse og konfiskation) (herefter »OCSC«) inden for den belgiske anklagemyndighed siden den 2. januar 2017 efter at have været vicedirektør for kontoret siden december 2013.

2        Den 12. oktober 2017 vedtog Rådet for Den Europæiske Union forordning (EU) 2017/1939 om gennemførelse af et forstærket samarbejde om oprettelse af Den Europæiske Anklagemyndighed (EUT 2017, L 283, s. 1). Ved denne forordning oprettes Den Europæiske Anklagemyndighed som et EU-organ og fastsættes reglerne for dens funktion.

3        40. betragtning til forordning 2017/1939 har følgende ordlyd:

»Proceduren for udpegelse af den europæiske chefanklager og de europæiske anklagere bør sikre deres uafhængighed. Deres legitimitet bør afledes fra de EU-institutioner, der er involveret i udpegelsesproceduren. Kollegiet bør udpege stedfortræderne for den europæiske chefanklager blandt sine medlemmer.«

4        41. betragtning til forordning 2017/1939 er affattet således:

»Et udvælgelsespanel bør opstille en kort liste over kandidater til stillingen som europæisk chefanklager. Beføjelsen til at fastsætte de bestemmelser, der er gældende for panelet, og til at udpege dets medlemmer, bør tillægges Rådet på forslag af [Europa-]Kommissionen. En sådan gennemførelsesbeføjelse ville afspejle de specifikke beføjelser, der er tillagt Rådet i henhold til artikel 86 [TEUF], og afspejler [Den Europæiske Anklagemyndigheds] specifikke karakter, der forbliver fast forankret i de nationale retssystemer og samtidig er et EU-organ. [Den Europæiske Anklagemyndighed] vil handle inden for rammerne af sager, hvor de fleste andre aktører vil være nationale, såsom domstole, politi og andre retshåndhævende myndigheder, og Rådet har derfor en særlig interesse i at blive tæt inddraget i udpegelsesproceduren. Ved at tillægge Rådet disse beføjelser tages der også passende hensyn til den potentielt følsomme karakter af beslutningsbeføjelser med direkte konsekvenser for de nationale rets- og strafferetsplejestrukturer […]«

5        I henhold til artikel 16, stk. 1, i forordning 2017/1939 skal hver medlemsstat, som deltager i det forstærkede samarbejde om oprettelse af Den Europæiske Anklagemyndighed, indstille tre kandidater til stillingen som europæisk anklager blandt kandidater, som er aktive medlemmer af den relevante medlemsstats retsforfølgende myndigheder eller domstole, hvis uafhængighed er uomtvistelig, som besidder de nødvendige kvalifikationer for udpegelse til høje anklagemæssige eller judicielle funktioner i deres respektive medlemsstater, og som har relevant praktisk erfaring med nationale retssystemer, finansielle efterforskninger og med internationalt retligt samarbejde i straffesager.

6        Artikel 16, stk. 2, i forordning 2017/1939 bestemmer, at Rådet efter at have modtaget den begrundede udtalelse fra det i samme forordnings artikel 14, stk. 3, omhandlede udvælgelsespanel (herefter »udvælgelsespanelet«) udvælger og udpeger én af kandidaterne til hvervet som europæisk anklager i den pågældende medlemsstat, og at udvælgelsespanelets udtalelse er bindende for Rådet, hvis det finder, at en kandidat ikke opfylder betingelserne for udførelsen af opgaverne som europæisk anklager. Ifølge artikel 16, stk. 3, i forordning 2017/1939 udvælger og udpeger Rådet de europæiske anklagere for en seksårig periode, der ikke kan forlænges, med simpelt flertal, idet Rådet kan beslutte at forlænge mandatet med højst tre år ved udgangen af seksårsperioden.

7        I henhold til artikel 14, stk. 3, i forordning 2017/1939 fastsætter Rådet reglerne for udvælgelsespanelets funktion og vedtager en afgørelse om udpegelse af dets medlemmer på forslag af Europa-Kommissionen.

8        Den 13. juli 2018 vedtog Rådet gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/1696 om reglerne for det udvælgelsespanels funktionsmåde, der er omhandlet i artikel 14, stk. 3, i forordning 2017/1939 (EUT 2018, L 282, s. 8).

9        Bilaget til gennemførelsesafgørelse 2018/1696 har overskriften »Reglerne for udvælgelsespanelets funktionsmåde«. Ifølge punkt VI.2 i disse regler, som vedrører proceduren for udpegelse af europæiske anklagere, gennemgår udvælgelsespanelet efter at have modtaget de ansøgninger, som en medlemsstat har forelagt, disse under hensyntagen til de krav, der er fastsat i artikel 16, stk. 1, i forordning 2017/1939, og indkalder de indstillede kandidater, der skal møde personligt frem til samtalen. Det bestemmes i første afsnit i samme reglers punkt VII.2, at »[p]å grundlag af gennemgangen af ansøgningerne og forløbet af samtalerne afgiver udvælgelsespanelet en udtalelse om ansøgernes kvalifikationer til at udføre en europæisk anklagers opgaver og tilkendegiver udtrykkeligt, om en given ansøger opfylder betingelserne i artikel 16, stk. 1, i forordning […] 2017/1939«. Ifølge tredje afsnit i nævnte punkt VII.2 »rangordner [udvælgelsespanelet] ansøgerne i forhold til deres kvalifikationer og erfaring«, idet »[r]angordningen er udtryk for […] en prioritering og [ikke er] bindende for […] Rådet«.

10      Med henblik på udpegelsen af tre kandidater til stillingen som europæisk anklager som omhandlet i artikel 16, stk. 1, i forordning 2017/1939 offentliggjorde de belgiske myndigheder et stillingsopslag i Moniteur belge den 25. januar 2019, der blev besvaret af seks ansøgere, herunder sagsøgeren. Ansøgerne var til samtale ved det belgiske kollegium af offentlige anklagere og den belgiske føderale anklagemyndighed den 14. marts 2019. I sin udtalelse af 20. marts 2019 anførte kollegiet af offentlige anklagere om sagsøgerens ansøgning om stillingen som europæisk anklager, at »[sagsøgeren]s tidligere og nuværende opgaver, navnlig inden for bekæmpelse af økonomisk, finansiel og fiskal kriminalitet, og hans erfaring i forbindelse med administrationen af OCSC (europæiske opgaver – kontorer for inddragelse af aktiver – og internationale opgaver – CARIN) [udgjorde] aktiver med henblik på udførelsen af opgaverne som europæisk anklager ved Den Europæiske Anklagemyndighed«. Kollegiet anførte dog ligeledes, at »[sagsøgeren] ikke [havde] kunnet overbevise kollegiet om, at [han havde] en tilstrækkelig klar vision for den kommende Europæiske Anklagemyndigheds og [en medlemsstats europæiske] anklagers funktioner og opgaver«. Sammenfattende afgav kollegiet af offentlige anklagere om sagsøgeren »en forbeholden udtalelse med henblik på hvervet som europæisk anklager (på skalaen meget positiv – positiv – forbeholden – negativ)«.

11      Ved skrivelse af 11. april 2019 underrettede den belgiske justitsminister sagsøgeren om, at han den 29. marts 2019 i overensstemmelse med artikel 16, stk. 1, i forordning 2017/1939 havde indstillet tre kandidater til stillingen som europæisk anklager, heriblandt sagsøgeren, til formanden for udvælgelsespanelet.

12      Sagsøgeren var til samtale ved udvælgelsespanelet den 24. maj 2019.

13      Den 20. juni 2019 tilstillede udvælgelsespanelet Rådet sin begrundede udtalelse om de af Kongeriget Belgien indstillede kandidater til stillingen som europæisk anklager.

14      I udtalelsen anførte udvælgelsespanelet indledningsvis, at det på grundlag af gennemgangen af curriculum vitaerne og de motiverede ansøgninger samt de samtaler, der var blevet afholdt den 23. og den 24. maj 2019, var af den opfattelse, at de kandidater, som Kongeriget Belgien havde indstillet til stillingen som europæisk anklager, opfyldte de betingelser, der er fastsat i artikel 16, stk. 1, i forordning 2017/1939.

15      Endvidere anførte udvælgelsespanelet, at den havde rangordnet kandidaterne i henhold til en prioritering, hvori sagsøgeren var nr. 1 og Yves van den Berge nr. 3.

16      Med hensyn til sagsøgeren begrundede udvælgelsespanelet rangordningen på følgende måde:

»Blandt de foreslåede kandidater har panelet fundet, at [sagsøgeren] er den bedst egnede til at varetage stillingen som europæisk anklager i Den Europæiske Anklagemyndighed […] Ud over, at [sagsøgeren] er stedfortrædende offentlig anklager i Bruxelles, er han direktør for [OCSC] inden for Service public fédéral Justice de Belgique (den føderale offentlige retstjeneste i Belgien). Han har i løbet af sin karriere erhvervet en omfattende erfaring med efterforskning og retsforfølgning af grove finansielle forbrydelser, herunder hvidvask af penge og groft karruselsvig. Han har ligeledes erhvervet værdifuld erfaring inden for samarbejdet på det strafferetslige område. [Sagsøgeren] er medlem af styringsgruppen under og kontaktperson for Camden Assets Recovery Inter-Agency Network (Camden-nettet for kompetente myndigheder med hensyn til inddrivelse af aktiver) (CARIN) og deltager regelmæssigt i de arbejdsgrupper i [Unionen], som vedrører konfiskation af ulovligt erhvervede aktiver. [Sagsøgeren] har udvist betydelig evne til at arbejde i et multikulturelt miljø, herunder evne til at have med retssystemer at gøre, der er forskellige fra hans eget, og et grundigt kendskab til den retlige ramme for Unionens institutioner […] Han har desuden stor ledelseserfaring.

Under samtalen fremlagde [sagsøgeren] en strategisk vision for den europæiske anklagers rolle og funktion inden for Den Europæiske Anklagemyndighed og gav meget præcise svar på panelets spørgsmål. Han godtgjorde at have en fyldestgørende forståelse af forordning [2017/1939] og af de udfordringer, som Den Europæiske Anklagemyndighed ville kunne støde på, og foreslog gennemførlige løsninger af dem. Panelet værdsatte den vægt, [sagsøgeren] lagde på nødvendigheden af, at Den Europæiske Anklagemyndighed respekterer de grundlæggende og processuelle rettigheder under sagsbehandlingen. Panelet værdsatte i særdeleshed [sagsøgerens] særlige sagkundskab inden for konfiskation og tilbagesøgning af ulovligt erhvervede aktiver og hans pragmatiske holdning til løsningen af potentielle konflikter. Panelet er overbevist om, at [sagsøgeren] opfylder alle betingelser for at blive en effektiv europæisk anklager.«

17      Spørgsmålet om udvælgelse og udpegning af europæiske anklagere blev behandlet af medlemmerne af Rådet (retlige og indre anliggender) under seks på hinanden følgende møder i Rådets Gruppe vedrørende Retligt Samarbejde i Straffesager (herefter »COPEN-møderne«), som blev afholdt den 9. september, den 26. november og den 12. december 2019 samt den 1., den 20. og den 22. juli 2020.

18      Den 18. september 2019 tilstillede formandskabet for Rådet De Faste Repræsentanters Komité (Coreper) et dokument med overskriften »Opgaver og procedurer i forbindelse med udpegelse af europæiske anklagere«. Dokumentets punkt 8 havde følgende ordlyd:

»Det forberedende tekniske arbejde udføres af Rådets kompetente instanser (COPEN-arbejdsgruppen og/eller de medlemmer, som er ansvarlige for retlige og indre anliggender, afhængigt af tilfældet). Bedømmelsen foretages på grundlag af de begrundede udtalelser fra udvælgelsespanelet, idet der tages hensyn til prioriteringen i udvælgelsespanelets ikkeobligatoriske rangordning og til den omstændighed, at de på den korte liste opførte kandidaters meritter, erhvervsmæssige dygtighed og kvalifikationer allerede er blevet omhyggeligt vurderet af udvælgelsespanelet. Efter bedømmelsen fremsætter det kompetente rådsorgan forslag til europæiske anklagere og henstiller til [Coreper], at de udpeges. I overensstemmelse med artikel 16[, stk. 3 og 4,] i forordning [2017/1939] udvælger og udpeger Rådet med simpelt flertal af de deltagende medlemsstater de europæiske anklagere […]«

19      Under COPEN-mødet den 26. november 2019 anførte den belgiske delegation [fortroligt] (1).

20      Under COPEN-mødet den 12. december 2019 [fortroligt].

21      Den 27. februar 2020 tilstillede Kongeriget Belgien Rådet en skriftlig begrundelse for [fortroligt].

22      I denne skriftlige begrundelse anførte Kongeriget Belgien [fortroligt].

23      Kongeriget Belgien redegjorde derpå for kollegiet af offentlige anklageres og den føderale anklagemyndigheds standpunkt på følgende måde:

»[fortroligt

24      Endvidere gav Kongeriget Belgien følgende forklaring på, hvorfor det var af den opfattelse, at der i dette tilfælde burde tages hensyn til udtalelsen fra kollegiet af offentlige anklagere:

»[fortroligt

25      Kongeriget Belgien anførte ligeledes, at det »[fortroligt]«.

26      Sammenfattende anførte Kongeriget Belgien i sin skriftlige begrundelse, at »[fortroligt]«.

27      Under COPEN-mødet den 1. juli 2020 erindrede formandskabet for Rådet om, at [fortroligt].

28      Spørgsmålet om udvælgelse og udpegning af Kongeriget Belgiens europæiske anklager blev følgelig drøftet under mødet i Anticigruppen den 13. juli 2020.

29      Den 24. juli 2020 vedtog Coreper udkastet til afgørelse om udpegelse af de europæiske anklagere ved Den Europæiske Anklagemyndighed.

30      Den 27. juli 2020 vedtog Rådet gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1117 om udpegelse af de europæiske anklagere ved Den Europæiske Anklagemyndighed (EUT 2020, L 244, s. 18, herefter »den anfægtede afgørelse«).

31      Syvende og ottende betragtning til den anfægtede afgørelse er affattet som følger:

»(7)      Udvælgelsespanelet har udarbejdet de begrundede udtalelser og rangordningen for hver af de indstillede kandidater, som opfyldte betingelserne i artikel 16, stk. 1, i forordning (EU) 2017/1939, og forelagt dem for Rådet, som modtog dem den 29. maj, 20. juni, 11. oktober, 18. november og 10. december 2019 og den 16. juli 2020.

(8)      I henhold til [punkt VII.2], fjerde afsnit, i [reglerne for udvælgelsespanelets funktionsmåde] har udvælgelsespanelet rangordnet kandidaterne i forhold til deres kvalifikationer og erfaring. Rangordningen er udtryk for udvælgelsespanelets prioritering og er ikke bindende for Rådet.«

32      I 12. betragtning til den anfægtede afgørelse angav Rådet, at det havde vurderet kandidaternes respektive meritter under hensyntagen til de begrundede udtalelser fra udvælgelsespanelet. I 13. betragtning til afgørelsen præciserede Rådet, at det som følge af denne vurdering havde fulgt den ikkebindende prioritering, som udvælgelsespanelet havde angivet for alle de kandidater, som de deltagende medlemsstater havde indstillet, med undtagelse af de af Kongeriget Belgien, Republikken Bulgarien og Den Portugisiske Republik udpegede kandidater, for hvilke det havde baseret sig på en anderledes vurdering af kandidaternes meritter, som var blevet foretaget i de relevante forberedende organer i Rådet.

33      Den anfægtede afgørelses artikel 1 har følgende ordlyd:

»Følgende personer udpeges herved til europæiske anklagere ved [Den Europæiske Anklagemyndighed] som midlertidigt ansatte i lønklasse AD 13 for en seksårig periode, der ikke kan forlænges, fra den 29. juli 2020:

Yves van den Berge

[…]«

34      Ved skrivelse af 7. oktober 2020 underrettede Rådet sagsøgeren, på samme måde som alle de øvrige ikkeudpegede kandidater, om den anfægtede afgørelse og meddelte dem de relevante oplysninger om de grunde, som dets afgørelse om udpegelse af en anden kandidat, nærmere bestemt Yves van den Berge, byggede på.

35      Rådet anførte således [fortroligt].

36      Hvad dette angår anførte Rådet en række præciseringer. Det angav således [fortroligt].

37      Rådet anførte ligeledes [fortroligt].

38      Endvidere anførte Rådet [fortroligt].

39      I skrivelsen præciserede Rådet ligeledes [fortroligt].

40      Ved skrivelse af 19. oktober 2020 anmodede sagsøgeren Rådet om at fremlægge alle de dokumenter vedrørende udvælgelsesprocedurens forløb for ham, som angik sagsøgeren. Som svar på skrivelsen fremlagde Rådet den 25. november 2020 for sagsøgeren udvælgelsespanelets bedømmelse af hans ansøgning, Kongeriget Belgiens skriftlige begrundelse for, at det havde fraveget den prioritering, der af udvælgelsespanelet var blevet foretaget af de kandidater, som denne medlemsstat havde indstillet til stillingen som europæisk anklager, uddrag af referaterne af COPEN-møderne den 26. november 2019, den 12. december 2019 og den 1. juli 2020 for så vidt angår udvælgelsen af de kandidater, som den nævnte medlemsstat havde indstillet, Rådets dokument 12175/19 af 18. december 2019, hvori det fastlægges, hvilken intern procedure der skal følges i Rådet i forbindelse med udpegelsen af de europæiske anklagere, samt to andre dokumenter vedrørende Anticigruppens deltagelse i denne procedure.

 Retsforhandlinger og parternes påstande

41      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 21. oktober 2020 har sagsøgeren anlagt den foreliggende sag.

42      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 18. januar 2021 har Kongeriget Belgien fremsat anmodning om tilladelse til at intervenere i den foreliggende sag til støtte for Rådets påstande. Ved kendelse af 23. februar 2021 har formanden for Rettens Niende Afdeling tilladt denne intervention. Kongeriget Belgien har indgivet interventionsindlæg, og hovedparterne har inden for den fastsatte frist meddelt Retten, at de ikke har nogen bemærkninger hertil.

43      Den 26. januar 2021 har Rådet indgivet svarskrift til Rettens Justitskontor.

44      På begrundet anmodning derom indgivet af Rådet den 11. februar 2021 har Retten på grundlag af artikel 66 i dens procesreglement besluttet at udelade indholdet af Rådets skrivelse af 7. oktober 2020, som er bilagt stævningen, og af Rådets skrivelse af 25. november 2020 og bilagene hertil, som er vedføjet svarskriftet, i den offentlige version af den foreliggende dom.

45      Sagsøgeren og Rådet har indgivet replikken og duplikken henholdsvis den 12. marts og den 19. april 2021.

46      Efter at dommer Barna Berke afgik ved døden den 1. august 2021, har formanden for Niende Afdeling udpeget en anden dommer for at fuldstændiggøre afdelingen.

47      Som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til procesreglementets artikel 89 har Retten stillet parterne skriftlige spørgsmål. Parterne har besvaret disse spørgsmål inden for den fastsatte frist.

48      Retten (Niende Afdeling) har i medfør af procesreglementets artikel 106, stk. 3, besluttet at træffe afgørelse i sagen, uden at retsforhandlingerne omfatter en mundtlig del.

49      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som Yves van der Berge herved udpeges til europæisk anklager ved Den Europæiske Anklagemyndighed med virkning fra den 29. juli 2020.

–        Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

50      Rådet har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

–        Subsidiært opretholdes virkningerne af den anfægtede afgørelse i overensstemmelse med artikel 264, stk. 2, TEUF, indtil denne retsakt er blevet erstattet af en ny, behørigt vedtaget retsakt, dog ikke længere end 24 måneder fra det tidspunkt, hvor den af Unionens retsinstanser trufne afgørelse, som afgør den foreliggende sag endeligt, har opnået retskraft.

51      Kongeriget Belgien har nedlagt påstand om, at søgsmålet afvises.

 Retlige bemærkninger

52      Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren i det væsentlige fremsat tre anbringender. Det første anbringende vedrører, i det væsentlige, tilsidesættelse af reglerne for udpegelse af europæiske anklagere, navnlig de procedureregler, som er fastsat i artikel 14, stk. 3, og artikel 16, stk. 1-3, i forordning 2017/1939, af artikel 1 i gennemførelsesafgørelse 2018/1696, af punkt VI.2 og VII.2 i reglerne for udvælgelsespanelets funktion og af princippet om forbud mod forskelsbehandling. Det andet anbringende vedrører tilsidesættelse af begrundelsespligten, som er omhandlet i artikel 296 TEUF og fastsat i artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Det tredje anbringende vedrører tilsidesættelse af princippet om god forvaltning og af omsorgspligten samt et åbenbart urigtigt skøn.

 Det første anbringende: tilsidesættelse af bestemmelserne for proceduren for udpegelse af europæiske anklagere og af princippet om forbud mod forskelsbehandling

53      Det første anbringende består af to led.

 Det første anbringendes første led

54      Ved det første anbringendes første led har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at Rådet tilsidesatte bestemmelserne for proceduren for vedtagelse af den anfægtede afgørelse ved at foretage en sammenligning af de af Kongeriget Belgien indstillede tre kandidaters meritter på grundlag af udtalelsen fra denne medlemsstats kollegium af offentlige anklagere og føderale anklagemyndighed og ikke på grundlag af udvælgelsespanelets udtalelse.

55      Sagsøgeren har gjort gældende i denne henseende, at det fremgår af artikel 16 i forordning 2017/1939, at Rådet skal udvælge og udpege en af de tre kandidater, som er blevet indstillet af hver af de medlemsstater, der deltager i Den Europæiske Anklagemyndighed, efter at have modtaget udvælgelsespanelets begrundede udtalelse. Heraf følger, at Rådets udvælgelse af en af de pågældende tre kandidater nødvendigvis skal være baseret på udvælgelsespanelets udtalelse. Efter sagsøgerens opfattelse kan Rådet derfor ikke erstatte udvælgelsespanelets udtalelse med udtalelsen fra den berørte medlemsstat eller fra den kompetente nationale myndighed, hvis rolle er begrænset til at udpege tre kandidater, som opfylder de betingelser, der er fastsat i artikel 16, stk. 1, i forordning 2017/1939.

56      Rådet har efter sagsøgerens opfattelse selv bekræftet denne fortolkning af artikel 16 i forordning 2017/1939 i det interne dokument 12175/19 af 18. september 2019, som er vedføjet svarskriftet som bilag, og hvori det fastlægges, hvilken procedure der skal følges i Rådet i forbindelse med udpegelsen af europæiske anklagere.

57      Ifølge sagsøgeren fremgår det imidlertid af 13. betragtning til den anfægtede afgørelse, Rådets skrivelse af 7. oktober 2020 og de beviser, Rådet har fremlagt som bilag til svarskriftet, at Rådet i forbindelse med udpegelsen til stillingen som europæisk anklager af en kandidat indstillet af Kongeriget Belgien i strid med artikel 16 i forordning 2017/1939 så bort fra sammenligningen af de af denne medlemsstat indstillede kandidaters meritter, således som den var blevet foretaget af udvælgelsespanelet i dettes begrundede udtalelse, til fordel for en anden sammenligning af meritter, som ikke er foreskrevet i forordning 2017/1939, og som var blevet foretaget af organer uden bemyndigelse, eftersom det fulgte den udtalelse, som Belgiens kollegium af offentlige anklagere og føderale anklagemyndighed havde afgivet.

58      Rådet og Kongeriget Belgien har bestridt sagsøgerens argumenter.

59      Det bemærkes indledningsvis, at sagsøgeren ikke har bestridt forløbet af den procedure, som førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, som beskrevet i præmis 10-30 ovenfor.

60      Det bemærkes ligeledes, at sagsøgeren hverken har rejst indsigelse om lovligheden af artikel 16 eller af artikel 14 i forordning 2017/1939 eller af reglerne for udvælgelsespanelets funktion, men at han har gjort gældende, at Rådet i det foreliggende tilfælde tilsidesatte disse bestemmelser.

61      Hvad dette angår bemærkes med hensyn til bestemmelserne for den procedure, som førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, at Rådet ifølge artikel 16, stk. 2, i forordning 2017/1939 skal udvælge og udpege en af de tre kandidater, som er blevet indstillet af hver af de medlemsstater, der deltager i Den Europæiske Anklagemyndighed, til stillingen som europæisk anklager for den pågældende medlemsstat, efter at have modtaget udvælgelsespanelets begrundede udtalelse. Det foreskrives i samme bestemmelse, at hvis udvælgelsespanelet finder, at en kandidat ikke opfylder de fastsatte betingelser for udførelsen af opgaverne som europæisk anklager, er dets udtalelse bindende for Rådet.

62      Det bemærkes ligeledes, at det fremgår af artikel 16, stk. 3, i forordning 2017/1939, at »Rådet udvælger og udpeger de europæiske anklagere for en seksårig periode, der ikke kan forlænges, med simpelt flertal […]«.

63      Det eksakte indhold af den opgave, som udvælgelsespanelet er betroet, angives i reglerne for udvælgelsespanelets funktion.

64      I henhold til punkt VI.2 i reglerne for udvælgelsespanelets funktion skal panelet således gennemgå de indstillede kandidaters ansøgninger under hensyntagen til de krav, der er fastsat i artikel 16, stk. 1, i forordning 2017/1939, og afholde en samtale med kandidaterne, der herved skal møde personligt. I henhold til de samme reglers punkt VII.2, første afsnit, skal udvælgelsespanelet på grundlag af gennemgangen af ansøgningerne og forløbet af samtalerne afgive en begrundet udtalelse om ansøgernes kvalifikationer med henblik på at udføre en europæisk anklagers opgaver og udtrykkeligt tilkendegive, om en given ansøger opfylder eller ikke opfylder de betingelser, som er fastsat i artikel 16, stk. 1, i forordning 2017/1939. Ifølge punkt VII.2, andet afsnit, i reglerne for udvælgelsespanelets funktion skal panelet, »[s]åfremt indstillede kandidater ikke opfylder de [nævnte] betingelser […] gennem sit sekretariat [anmode] den berørte medlemsstat om at indstille et tilsvarende antal nye kandidater«. Endelig skal udvælgelsespanelet ifølge de samme funktionsreglers punkt VII.2, tredje afsnit, foretage en rangordning af ansøgerne i forhold til deres kvalifikationer og erfaring, som udtrykker en prioritering, og som ikke er bindende for Rådet.

65      Således som Rådet korrekt har påpeget, fremgår det af ovennævnte bestemmelser, at udvælgelsespanelet inden for rammerne af proceduren for udpegelse af europæiske anklagere har to forskellige opgaver. Den første opgave består i at affatte en begrundet udtalelse om kandidaternes kvalifikationer med hensyn til at udføre en europæisk anklagers opgaver og udtrykkeligt tilkendegive, om en given ansøger opfylder eller ikke opfylder de betingelser, som er fastsat i artikel 16, stk. 1, i forordning 2017/1939. Denne udtalelse, som afgives, efter at udvælgelsespanelet har gennemgået ansøgningerne og afholdt en personlig samtale med kandidaterne, er bindende for Rådet, hvis panelet finder, at en kandidat ikke opfylder betingelserne for at udføre opgaverne som europæisk anklager. I et sådant tilfælde skal udvælgelsespanelet anmode den berørte medlemsstat om at indstille en ny kandidat. Rådet, som i medfør af artikel 16, stk. 2, i forordning 2017/1939 først kan udvælge og udpege en af de tre kandidater, som den berørte medlemsstat har indstillet til stillingen som europæisk anklager, når den har modtaget udvælgelsespanelets begrundede udtalelse om de pågældende kandidaters kvalifikationer med hensyn til at udføre dette hverv, kan derfor først træffe en afgørelse i så henseende, når udvælgelsespanelet har afgivet en positiv udtalelse om tre kandidater, som den berørte medlemsstat har indstillet. Heraf følger, at panelets første opgave består i at sikre sig, at Rådet skal vælge mellem tre kandidater, som hvad deres kvalifikationer angår hver især opfylder betingelserne for at udføre hvervet som europæisk anklager.

66      Udvælgelsespanelets anden opgave består i at foretage en rangordning af de kandidater, som den berørte medlemsstat har indstillet, på grundlag af kandidaternes kvalifikationer og erfaringer, dvs. en sammenligning af kandidaternes meritter, som udtrykker en prioritering. Som nævnt i præmis 64 ovenfor bestemmes det udtrykkeligt i punkt VII.2, tredje afsnit, i reglerne for udvælgelsespanelets funktion, at denne rangordning ikke er bindende for Rådet. Heraf følger, at udvælgelsespanelets anden opgave består i at foretage en sammenligning, udelukkende i rådgivende øjemed, af de meritter, som de tre kandidater besidder, som den berørte medlemsstat har indstillet, og som opfylder betingelserne for at udføre opgaverne som europæisk anklager, idet Rådet i givet fald kan lægge denne sammenligning til grund for afgørelsen om udpegelse af en af kandidaterne til stillingen som europæisk anklager.

67      I det foreliggende tilfælde fremgår det af udvælgelsespanelets udtalelse af 20. juni 2020 vedrørende de tre af Kongeriget Belgien indstillede kandidater til stillingen som europæisk anklager, hvis indhold gengives i præmis 14-16 ovenfor, at panelet efter at have gennemgået kandidaternes ansøgninger og have afholdt en samtale med dem fandt, at de opfyldte de betingelser for at udføre opgaverne som europæisk anklager, som er fastsat i artikel 16, stk. 1, i forordning 2017/1939. Det fremgår ligeledes af udtalelsen, at udvælgelsespanelet foretog en rangordning på grundlag af en prioritering af kandidaterne, hvori sagsøgeren var placeret som nr. 1 og Yves van den Berge som nr. 3, og at denne prioritering var baseret på en sammenligning af kandidaternes kvalifikationer og erfaring.

68      Det fremgår endvidere af referaterne af forskellige COPEN-møder (jf. præmis 19, 20 og 27 ovenfor), at Kongeriget Belgiens delegation under gennemgangen af ansøgningerne om stillingerne som europæisk anklager angav [fortroligt].

69      Desuden fremgår det af 13. betragtning til den anfægtede afgørelse (jf. præmis 32 ovenfor) og af Rådets skrivelse af 7. oktober 2020 (jf. præmis 34-36 ovenfor), at Rådet med henblik på udpegelsen af Kongeriget Belgiens europæiske anklager ikke lagde den af udvælgelsespanelet foretagne rangordning til grund, men »en anderledes vurdering af [kandidaternes] meritter«. Det fremgår af de samme akter, at der ved denne sammenligning blev lagt særlig vægt på, at [fortroligt].

70      Det må således konstateres, at skønt udvælgelsespanelet faktisk efter den rangordning, der var blevet foretaget på grundlag af de kvalifikationer og den erfaring, som de tre kandidater besad, der var blevet indstillet til stillingen som europæisk anklager af Kongeriget Belgien, var af den opfattelse, at sagsøgeren var den kandidat, som var bedst egnet til at udføre de omhandlede opgaver, lagde Rådet en anden sammenligning af meritter, hvori udtalelsen fra kollegiet af offentlige anklagere, som de belgiske myndigheder havde tilstillet det, spillede en afgørende rolle, til grund for den anfægtede afgørelse.

71      Det bemærkes dels, som tidligere nævnt, at den rangordning, som udvælgelsespanelet har foretaget på grundlag af de kvalifikationer og den erfaring, som de kandidater besidder, som den pågældende medlemsstat har indstillet, ifølge punkt VII.2, tredje afsnit, i reglerne for udvælgelsespanelets funktion ikke er bindende for Rådet (jf. præmis 64 ovenfor).

72      Dels bemærkes, at hverken artikel 16, stk. 2 og 3, i forordning 2017/1939 eller reglerne for udvælgelsespanelets funktion er til hinder for, at Rådet, når det inden for rammerne af udøvelsen af de beføjelser, det tillægges i den nævnte artikel 16, stk. 2 og 3, skal træffe et valg mellem de tre kandidater, som en medlemsstat har indstillet, tager hensyn til de oplysninger, som de i Rådet repræsenterede medlemsstaters regeringer, eventuelt den berørte medlemsstat selv, måtte have meddelt det.

73      Heraf følger, at det er med urette, at sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse blev vedtaget i strid med de procedureregler, som vedtagelsen af afgørelsen er undergivet, navnlig artikel 14 og artikel 16 i forordning 2017/1939 samt punkt VI.2 og VII.2 i reglerne for udvælgelsespanelets funktion.

74      Det første anbringendes første led må følgelig forkastes.

 Det første anbringendes andet led

75      Ved det første anbringendes andet led har sagsøgeren gjort gældende, at Rådet tilsidesatte princippet om forbud mod forskelsbehandling ved at lægge en sammenligning af meritter foretaget af et organ, som ikke havde bemyndigelse dertil, til grund for sin afgørelse om udpegelse af europæiske anklagere for Kongeriget Belgien, Republikken Bulgarien og Den Portugisiske Republik, samtidig med at det for så vidt angår de øvrige medlemsstater, der deltager i Den Europæiske Anklagemyndighed, baserede den samme afgørelse om udpegelse på udvælgelsespanelets udtalelse i overensstemmelse med forordning 2017/1939.

76      Hvad dette angår bemærkes, at det almindelige princip om forbud mod forskelsbehandling eller om ligebehandling kun er tilsidesat, såfremt ensartede situationer behandles forskelligt, eller forskellige situationer behandles ens, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet (jf. dom af 5.12.2013, Solvay mod Kommissionen, C-455/11 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:796, præmis 77 og den deri nævnte retspraksis, og af 16.6.2021, Krajowa Izba Gospodarcza Chłodnictwa i Klimatyzacji mod Kommissionen, T-126/19, EU:T:2021:360, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

77      I det foreliggende tilfælde kan det, i modsætning til hvad sagsøgeren har gjort gældende, ikke udledes af den omstændighed, at Rådet ikke fulgte den rangordning, udvælgelsespanelet havde foretaget med henblik på udpegelse af europæiske anklagere for Kongeriget Belgien, Republikken Bulgarien og Den Portugisiske Republik, at det i den aktuelle sammenhæng lagde en sammenligning af meritter draget af et organ, som ikke havde bemyndigelse dertil, til grund for sin afgørelse i denne henseende.

78      Som tidligere nævnt fremgår det nemlig af bestemmelserne i forordning 2017/1939 og reglerne for udvælgelsespanelets funktion, at den rangordning, som udvælgelsespanelet har foretaget af de kandidater, som en medlemsstat, der deltager i Den Europæiske Anklagemyndighed, har indstillet, ikke er bindende for Rådet, og at det ved den sammenligning af kandidaternes meritter, som det i sidste instans tilkommer Rådet at foretage, kan tage hensyn til de oplysninger, som de i Rådet repræsenterede medlemsstater måtte have meddelt (jf. præmis 71 og 72 ovenfor).

79      Således som Rådet har gjort gældende, er den omstændighed, at anvendelsen af de i forordning 2017/1939 fastsatte procedureregler i visse tilfælde har ført til, at Rådet har fulgt den af udvælgelsespanelet foretagne rangordning, og i andre tilfælde ført til, at det har fraveget denne rangordning og lagt en anden sammenligning af meritter til grund for sin afgørelse, derfor ikke ensbetydende med, at visse kandidater er blevet behandlet på en diskriminerende måde.

80      Det første anbringendes andet led og dermed det første anbringende i det hele må følgelig forkastes.

 Det andet anbringende: tilsidesættelse af begrundelsespligten

81      Sagsøgeren har gjort gældende, at der i den anfægtede afgørelse, således som den blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, savnes en begrundelse for, at Rådet valgte at fravige den af udvælgelsespanelet foretagne prioritering og at lægge en anden sammenligning af meritter til grund, som var blevet foretaget i de forberedende organer i Rådet.

82      Ifølge sagsøgeren kan Rådets skrivelse af 7. oktober 2020 ikke råde bod på denne mangel på begrundelse. For det første er der nemlig tale om en begrundelse, som er blevet meddelt efterfølgende, og som derfor ikke findes i den anfægtede afgørelse, således som den blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende. Begrundelsen for en afgørelse, hvis formål netop er at redegøre for grundlaget for afgørelsen og at forklare det valg, Rådet har truffet ved at vedtage den, skal foreligge og kunne identificeres på det tidspunkt, hvor afgørelsen vedtages.

83      For det andet savner den begrundelse, som blev givet i den nævnte skrivelse, relevans, eftersom den strider imod den ordning for bedømmelse af ansøgningerne om stillingen som europæisk anklager, der er indført ved forordning 2017/1939. Sagsøgeren har hvad dette angår henvist til, at Rådet begrundede valget af den kandidat, som blev udpeget til europæisk anklager for Kongeriget Belgien, med, at [fortroligt]. Sagsøgeren har ligeledes i denne forbindelse henvist til, at Rådet begrundede sit valg med, at [fortroligt]. Efter sagsøgerens opfattelse kunne disse omstændigheder ikke begrunde, at Rådet gav en udtalelse fra en national myndighed forrang for den udtalelse, som det kompetente unionsorgan, nemlig udvælgelsespanelet, havde afgivet. Endvidere kan det med [fortroligt] forbundne kriterium ifølge sagsøgeren ikke begrunde, at den udpegede kandidats ansøgning blev foretrukket frem for sagsøgerens.

84      Rådet og Kongeriget Belgien har bestridt sagsøgerens argumenter.

85      Det bemærkes indledningsvis, at den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 296 TEUF, og artikel 41, stk. 2, litra c), i chartret om grundlæggende rettigheder, afhænger af karakteren af den pågældende retsakt og den sammenhæng, hvori den er vedtaget. Begrundelsen skal klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt retsakten, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning med henblik på at kunne forsvare deres rettigheder og kontrollere, om beslutningen er begrundet, og således at Unionens retsinstanser kan udøve deres prøvelsesret (jf. i denne retning dom af 11.6.2020, Kommissionen mod Di Bernardo, C-114/19 P, EU:C:2020:457, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

86      Det følger heraf, at begrundelsen i princippet skal meddeles den berørte part samtidig med den bebyrdende afgørelse, og at manglen på begrundelse ikke kan afhjælpes ved, at den berørte part får kendskab til begrundelsen for afgørelsen under sagen for Unionens retsinstanser (dom af 28.2.2008, Neirinck mod Kommissionen, C-17/07 P, EU:C:2008:134, præmis 50; jf. ligeledes dom af 11.6.2020, Kommissionen mod Di Bernardo, C-114/19 P, EU:C:2020:457, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).

87      I det foreliggende tilfælde bemærkes, at Rådet ved den anfægtede afgørelse udvalgte og udpegede en af de tre kandidater, som hver enkelt af de medlemsstater, der deltager i det forstærkede samarbejde om oprettelse af Den Europæiske Anklagemyndighed, havde indstillet til stillingen som europæisk anklager.

88      Det bemærkes dels, at en sådan afgørelse om udpegelse ikke kan betragtes som en almengyldig retsakt, eftersom den ikke tager sigte på generelt og abstrakt afgrænsede personkategorier, og eftersom alle de EU-borgere, der henhører under Den Europæiske Anklagemyndigheds kompetence, heller ikke kan betragtes som en sådan personkategori, som afgørelsen om udpegelse tager sigte på. I øvrigt ændrer den omstændighed, at den anfægtede afgørelse blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, ikke dens retlige form (jf. kendelse af 8.7.2021, Mendes de Almeida mod Rådet, T-75/21, ikke trykt i Sml., under appel, EU:T:2021:424, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).

89      Dels bemærkes, at afgørelsen om udpegelse af visse kandidater, som de medlemsstater, der deltager det forstærkede samarbejde om oprettelse af Den Europæiske Anklagemyndighed, har indstillet, til stillingen som europæisk anklager, er uløseligt forbundet med en implicit afgørelse om ikke at udpege de øvrige kandidater, som de pågældende medlemsstater har udpeget, til denne stilling (jf. kendelse af 8.7.2021, Mendes de Almeida mod Rådet, T-75/21, ikke trykt i Sml., under appel, EU:T:2021:424, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis).

90      Heraf følger, at den anfægtede afgørelse må betragtes som et kompleks af individuelle retsakter, der er bebyrdende for andre personer end deres adressater, nærmere bestemt de kandidater, som var blevet indstillet af de medlemsstater, som deltager i Den Europæiske Anklagemyndighed, og som Rådet ikke udpegede til europæisk anklager (jf. kendelse af 8.7.2021, Mendes de Almeida mod Rådet, T-75/21, ikke trykt i Sml., under appel, EU:T:2021:424, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).

91      Under hensyn til den retspraksis, hvortil der henvises i præmis 85 og 86 ovenfor, må det derfor fastslås, at begrundelsen for den anfægtede afgørelse i princippet skulle have været meddelt sagsøgeren samtidig med den anfægtede afgørelse, eftersom den implicit indeholdt en afgørelse om at afslå sagsøgerens ansøgning om stillingen som europæisk anklager for Kongeriget Belgien.

92      Hvad dette angår kan det konstateres, at den eneste begrundelse, som er indeholdt i den anfægtede afgørelse, således som den blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, findes i 13. betragtning til afgørelsen. Det angives nemlig heri, at »[f]or så vidt angår de kandidater, der var blevet indstillet af Belgien, Bulgarien og Portugal, har Rådet ikke fulgt udvælgelsespanelets ikkebindende prioritering ud fra en anderledes vurdering af disse kandidaters meritter, som blev foretaget i Rådets relevante forberedende organer«.

93      Sagsøgeren har gjort gældende, at denne begrundelse ikke gjorde det muligt for ham at forstå, hvorfor Rådet havde valgt at fravige den af udvælgelsespanelet foretagne prioritering, hvori han var betegnet som den af de af Kongeriget Belgien indstillede kandidater, der var bedst egnet til at udføre opgaverne som europæisk anklager. Efter sagsøgerens opfattelse var Rådet i betragtning af indholdet af udvælgelsespanelets udtalelse således forpligtet til at begrunde, hvorfor det havde besluttet at fravige denne prioritering.

94      Det bemærkes i denne forbindelse, at det ikke kræves, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en retsakts begrundelse opfylder kravene efter artikel 296 TEUF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (jf. dom af 6.9.2006, Portugal mod Kommissionen, C-88/03, EU:C:2006:511, præmis 88 og den deri nævnte retspraksis).

95      Således som det fastslås i præmis 66 ovenfor, fremgår det af punkt VII.2, tredje afsnit, i reglerne for udvælgelsespanelets funktion, at panelets rangordning af de tre kandidater, som Kongeriget Belgien havde indstillet til stillingen som europæisk anklager på grundlag af kandidaternes kvalifikationer og erfaringer, ikke var bindende for Rådet. Det stod derfor dette frit enten at gøre denne rangordning til sin eller at lægge en anden sammenligning af kandidaternes meritter til grund for sin afgørelse.

96      Det er følgelig med urette, at sagsøgeren har gjort gældende, at begrundelsen for den anfægtede afgørelse skulle have gjort det muligt for ham at forstå, hvorfor Rådet havde besluttet ikke at følge udvælgelsespanelets prioritering.

97      Det skal dog bemærkes – i modsætning til hvad Rådet har gjort gældende – at den begrundelse for den anfægtede afgørelse, som er indeholdt i 13. betragtning til afgørelsen, ikke i sig selv gør det muligt for hverken sagsøgeren eller Retten at forstå, hvorfor Rådet fandt, at ansøgningen fra den kandidat, som blev udpeget til stillingen som europæisk anklager for Kongeriget Belgien, udviste bedre meritter end sagsøgerens.

98      Rådets argument om, at det var muligt for sagsøgeren at forstå, hvorfor den udpegede kandidats ansøgning var blevet foretrukket frem for hans, fordi sagsøgeren havde modtaget såvel udtalelsen fra det belgiske kollegium af offentlige anklagere som udvælgelsespanelets udtalelse, for så vidt som disse dokumenter vedrørte sagsøgeren, kan ikke ændre ovenstående konstatering, eftersom den anfægtede afgørelse ikke indeholdt nogen oplysning om, at Rådet havde baseret afgørelsen på oplysninger fremlagt af Kongeriget Belgien om udtalelsen fra kollegiet af offentlige anklagere og udtalelsen fra den føderale anklagemyndighed om, hvilken kandidat der var bedst egnet til at udføre opgaverne som europæisk anklager.

99      Det må imidlertid fastslås, at Rådet i sin skrivelse af 7. oktober 2020, hvis indhold gengives i præmis 34-36 ovenfor, redegjorde tilstrækkeligt udførligt for, hvorfor det var af den opfattelse, at den udpegede kandidat var bedre egnet til at udføre opgaverne som europæisk anklager end de to øvrige kandidater.

100    Skønt det havde været ønskeligt, at sagsøgeren var blevet gjort bekendt med de supplerende grunde til, at hans ansøgning var blevet afslået, samtidig med, at den anfægtede afgørelse blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, må det følgelig fastslås, at det var muligt for sagsøgeren at gøre sig bekendt med disse grunde gennem Rådets skrivelse af 7. oktober 2020, dvs. før sagen blev anlagt, og at en sådan underretning i det foreliggende tilfælde gjorde det muligt for ham at vurdere, om afgørelsen var begrundet, og at forsvare sine rettigheder, hvilket de argumenter viser, som er blevet fremført til støtte for det tredje anbringende, der udtrykkeligt drejer sig om den begrundelse, som Rådet påberåbte sig i skrivelsen af 7. oktober 2020.

101    Heraf følger, at sagsøgeren ikke med føje kan gøre gældende i denne henseende, at begrundelsespligten, således som den klargøres i den retspraksis, hvortil der henvises i præmis 85 og 86 ovenfor, blev tilsidesat.

102    Endvidere bemærkes, at anbringendet om tilsidesættelse af artikel 296, stk. 2, TEUF adskiller sig fra anbringendet om et åbenbart urigtigt skøn. Hvad angår det førstnævnte anbringende, hvorved der er spørgsmål om manglende eller utilstrækkelig begrundelse, er dette et anbringende om, at der foreligger væsentlige formelle mangler i artikel 263 TEUF’s forstand, og et sådant anbringende angår grundlæggende principper, som Unionens retsinstanser skal tage under påkendelse af egen drift, mens det sidstnævnte anbringende, hvorved der er spørgsmål om lovligheden af en afgørelses indhold, er et anbringende om, at der er sket en overtrædelse af en retsregel vedrørende EUF-traktatens gennemførelse som forudsat i samme artikel 263 TEUF, og Unionens retsinstanser kan kun tage et sådant anbringende under påkendelse, såfremt sagsøgeren gør det gældende. Spørgsmålet om begrundelsespligten må således holdes adskilt fra spørgsmålet om rigtigheden af den begrundelse, der er anført i den anfægtede afgørelse (jf. i denne retning dom af 2.4.1998, Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, C-367/95 P, EU:C:1998:154, præmis 67).

103    De af sagsøgerens argumenter, hvorved denne har gjort gældende, at den begrundelse, Rådet anførte i skrivelsen af 7. oktober 2020, var i strid med den ved forordning 2017/1939 indførte ordning for bedømmelse af ansøgninger til en stilling som europæisk anklager, fordi Rådet gav udtalelsen fra det belgiske kollegium af offentlige anklagere forrang frem for udtalelsen fra udvælgelsespanelet, må derfor forkastes som uvirksomme, i den udstrækning de er fremført til støtte for et anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten.

104    Eftersom de pågældende argumenter for en stor del er sammenfaldende med de argumenter, sagsøgeren har fremført til støtte for det tredje anbringende, for så vidt som dette vedrører et åbenbart urigtigt skøn, behandles de under alle omstændigheder inden for rammerne af dette anbringende.

105    Heraf følger, at det andet anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten må forkastes.

 Det tredje anbringende: tilsidesættelse af princippet om god forvaltning og af omsorgspligten samt et åbenbart urigtigt skøn

106    Sagsøgeren har gjort gældende, at der i artikel 41, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder, inden for rammerne af retten til god forvaltning, fastsættes en ret til uvildig og retfærdig behandling. Ifølge sagsøgeren har dette princip for så vidt angår offentlig tjeneste, herunder navnlig udpegelse af eller indstilling til offentlige hverv eller stillinger, ført til, at der er opstået en omsorgspligt, som indebærer, at administrationen ved behandlingen af en sag, navnlig i tilfælde, hvor der gælder en beføjelse til at handle efter skøn, skal behandle alle de oplysninger, som forelægges den, objektivt. Sagsøgeren har anført, at Retten for EU-Personalesager har fastslået, at en institution ved i forbindelse med en ansættelsesprocedure ikke i praksis at have udøvet den skønsbeføjelse, som den rådede over, og i sagsøgerens interesse taget oplysninger i betragtning, der vedrørte dels de for ansættelser gældende regler, dels den pågældendes kvalifikationer og meritter, derved ikke havde udøvet sin skønsbeføjelse konkret og under hensyn til alle de for sagen relevante oplysninger og tilsidesat princippet om god forvaltning og omsorgspligten samt gjort sig skyldig i et åbenbart urigtigt skøn.

107    Eftersom, i det foreliggende tilfælde, Rådets afgørelse om udvælgelse og udpegelse af en af kandidaterne til stillingen som europæisk anklager for den berørte medlemsstat først kunne træffes, efter at Rådet havde modtaget udvælgelsespanelets begrundede udtalelse, og eftersom det var pålagt panelet at foretage en rangordning af kandidaterne ud fra deres kvalifikationer og erfaring, påhvilede det efter sagsøgerens opfattelse under alle omstændigheder Rådet at retfærdiggøre valget af en kandidat og udpegelsen af den pågældende ved at foretage en faktisk og konkret sammenligning af kandidaternes meritter, hvilket kunne ske enten ved, at Rådet henviste til udvælgelsespanelets udtalelse eller ved, at det selv foretog en sammenligning på grundlag af oplysningerne i denne udtalelse.

108    Endvidere har sagsøgeren gjort gældende, at Rådet var forpligtet til at basere sin afgørelse på en sammenligning af meritter, der byggede på objektive oplysninger, dvs. en sammenligning af ansøgningerne i forhold til de kvalifikationer, der kræves for at udføre opgaverne som europæisk anklager. Efter sagsøgerens opfattelse burde en sådan sammenligning af meritter i betragtning af udstrækningen af hans erhvervsmæssige erfaring inden for såvel efterforskning og retsforfølgning af finansielle forbrydelser som samarbejde på det strafferetslige område have foranlediget Rådet til at fastslå, at denne erfaring var relativt større end den udpegede kandidats, hvilket fremgår klart af udvælgelsespanelets udtalelse. Rådet foretog imidlertid ikke en sådan sammenligning af meritter, men begrænsede sig til at gentage oplysningerne i den skriftlige begrundelse, som de belgiske myndigheder havde fremlagt, og som vedrørte den valgte kandidats meritter, uden at sammenligne disse med de øvrige kandidaters, bl.a. sagsøgerens, meritter.

109    Sagsøgeren har desuden kritiseret Rådet for at have givet udtalelsen fra det belgiske kollegium af offentlige anklagere forrang frem for udtalelsen fra udvælgelsespanelet uden at tage stilling til sidstnævntes indhold og begrunde, hvorfor det fraveg den.

110    Endvidere har sagsøgeren hævdet, at der ikke er belæg i sagens akter for påstanden om, at det standpunkt, som kollegiet af offentlige anklagere og den føderale anklagemyndighed indtog, navnlig byggede på en generel bedømmelse af kandidaternes præstationer under hele deres karriere. Derimod havde udvælgelsespanelet ifølge sagsøgeren for hans vedkommende især baseret sin bedømmelse på de indstillede kandidaters karriereforløb, i hvilken forbindelse han i øvrigt, således som panelet fremhævede i sin udtalelse, havde kunnet påberåbe sig stor ledelseserfaring, hvilket ikke er tilfældet med hensyn til de to andre kandidater, som Kongeriget Belgien havde indstillet.

111    Sagsøgeren har ligeledes gjort gældende, at Rådets påstand i svarskriftet om, at det »navnlig lagde vægt på kandidaternes evner og erfaring i forbindelse med fastlæggelsen og samordningen af gennemførelsen af politikkerne på det strafferetlige område på centralt niveau i medlemsstaterne, herunder inden for det retslige samarbejde i straffesager, og deres evne til varetage et overordnet ansvar for samordning og kontrol«, ikke underbygges af sagens akter, og navnlig ikke af begrundelsen for den anfægtede afgørelse, og at påstanden i betragtning af sagsøgerens mere omfattende erhvervsmæssige erfaring på disse områder heller ikke kan begrunde, at den udpegede kandidat blev givet en fortrinsstilling.

112    Sagsøgeren har ligeledes gjort gældende, at Rådets påstand om, at det »noterede sig, at kollegiet af offentlige anklagere havde udtrykt ret væsentlige forbehold med hensyn til de øvrige to kandidater, som [Kongeriget] Belgien havde indstillet, herunder sagsøgeren«, ikke stemmer overens med det faktiske indhold af sagens akter. Sagsøgeren har nærmere anført, at det angives i punkt E i udtalelsen vedrørende denne, at »sagsøgerens tidligere og nuværende opgaver […], navnlig inden for bekæmpelse af økonomisk, finansiel og fiskal kriminalitet, og hans erfaring i forbindelse med administrationen af OCSC (europæiske opgaver – kontorer for inddragelse af aktiver – og internationale opgaver – CARIN) udgør aktiver med henblik på udførelsen af opgaverne som europæisk anklager ved Den Europæiske Anklagemyndighed«.

113    Endelig har sagsøgeren anført, at påstanden om, at han »ikke [havde] kunnet overbevise kollegiet om, at [han havde] en tilstrækkeligt klar vision om den kommende Europæiske Anklagemyndigheds og [en medlemsstats europæiske] anklagers funktioner og opgaver«, der ligeledes er indeholdt i samme udtalelses punkt E, skal anskues i en bredere sammenhæng, eftersom den netop hidrører fra en national myndighed, og i det mindste sammenholdes med den bedømmelse af sagsøgerens ansøgning, som udvælgelsespanelet foretog i sin begrundede udtalelse.

114    Rådet og Kongeriget Belgien har bestridt sagsøgerens argumenter.

115    Det bemærkes, at sagsøgeren har kritiseret Rådet for, at det med urette lagde oplysningerne i den skriftlige begrundelse, som de belgiske myndigheder havde fremlagt, til grund for den anfægtede afgørelse til støtte for den opfattelse, at udvælgelsespanelets prioritering skulle fraviges, skønt disse oplysninger kun vedrørte den udpegede kandidats meritter og ikke indeholdt nogen sammenligning af denne kandidats og de øvrige to kandidaters, herunder sagsøgerens, meritter. Sagsøgeren er endvidere af den opfattelse, at hans relativt større erhvervsmæssige erfaring i forhold til den udpegede kandidats burde have foranlediget Rådet til at anse ham som den kandidat, der var bedst til at bestride stillingen som europæisk anklager.

116    Hvad dette angår bemærkes, at en institution råder over et vidt skøn, når den bedømmer og sammenligner ansøgernes meritter i forbindelse med besættelsen af en stilling, og at bedømmelsens indhold ikke kun beror på de pågældendes kompetence og faglige egnethed, men også på deres karakter, optræden og personlighed i det hele taget (jf. dom af 3.2.2005, Mancini mod Kommissionen, T-137/03, EU:T:2005:33, præmis 97 og den deri nævnte retspraksis).

117    Dette gælder i særlig grad, når den stilling, der skal besættes, indebærer et stort ansvar (dom af 3.2.2005, Mancini mod Kommissionen, T-137/03, EU:T:2005:33, præmis 98).

118    Med hensyn til det foreliggende tilfælde bemærkes, at det bestemmes i artikel 9 i forordning 2017/1939, at de europæiske anklagere og den europæiske chefanklager i forening udgør Den Europæiske Anklagemyndigheds kollegium, som det påhviler at træffe afgørelser om strategiske anliggender, herunder fastlæggelse af myndighedens prioriteter og efterforsknings- og retsforfølgningspolitik (jf. 24. betragtning til forordningen), og om generelle spørgsmål i forbindelse med individuelle sager, navnlig med henblik på at sikre, at myndighedens politik for retsforfølgning er sammenhængende og effektiv i samtlige medlemsstater. Kollegiet vedtager Den Europæiske Anklagemyndigheds forretningsorden og andre afgørelser vedrørende den interne organisation og de forskellige administrative aspekter af myndighedens funktion.

119    Endvidere varetager de europæiske anklagere ifølge artikel 12, stk. 1, 3 og 5, i forordning 2017/1939 forskellige opgaver. De fører bl.a. tilsyn med den efterforskning og retsforfølgning, for hvilke de europæiske delegerede anklagere, som behandler den pågældende sag i deres oprindelsesmedlemsstat, er ansvarlige. De kan give instrukser til den europæiske delegerede anklager, der behandler en sag, og fungerer som forbindelsesled og informationskanaler mellem de permanente afdelinger og de europæiske delegerede anklagere i deres respektive oprindelsesmedlemsstater. De overvåger ligeledes gennemførelsen af Den Europæiske Anklagemyndigheds opgaver i deres respektive medlemsstater, bl.a. for at undgå kompetencekonflikter mellem de nationale myndigheder og Den Europæiske Anklagemyndighed. I modsætning til de europæiske delegerede anklagere er de europæiske anklagere ikke ansvarlige for at foretage efterforskning og retsforfølgning og for at indbringe sager for medlemsstaternes domstole.

120    Ydermere skal Den Europæiske Anklagemyndighed, på samme måde som de centrale myndigheder i medlemsstaterne, fungere som central myndighed i forbindelse med samarbejdet på grundlag af forskellige instrumenter til internationalt strafferetligt samarbejde, således som det bestemmes i artikel 104 i forordning 2017/1939 (jf. ligeledes 109. betragtning til forordningen).

121    Det følger heraf, at europæiske anklagere skal varetage et betydningsfuldt ansvarsområde, hvilket i øvrigt bekræftes af, at de indplaceres i lønklasse AD 13, der ifølge bilag I til vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union omfatter tjenesten som konsulent eller tilsvarende. Stillingen som europæisk anklager er således placeret mellem stillingen som direktør (AD 15 – AD 14) og stillingen som kontorchef eller tilsvarende (AD 9 – AD 14).

122    I overensstemmelse med den retspraksis, hvortil der henvises i præmis 116 og 117 ovenfor, har Rådet derfor et vidt skøn ved bedømmelsen og sammenligningen af de meritter, som kandidaterne til stillingen som europæisk anklager for en medlemsstat besidder.

123    Sagsøgerens argumenter skal derfor vurderes under hensyn til, at Rådets havde et vidt skøn.

124    Hvad for det første angår sagsøgerens argument om, at Rådet ikke foretog en sammenligning af de af Kongeriget Belgien indstillede tre kandidaters meritter, men kun lagde de oplysninger til grund, som denne medlemsstat havde fremlagt, og som udelukkende vedrørte den udpegede kandidats meritter, bemærkes, at de belgiske myndigheder i deres skriftlige begrundelse af 27. februar 2020 anførte over for Rådet, at [fortroligt].

125    Endvidere bemærkes, at Rådet i sin skrivelse af 7. oktober 2020, før det i detaljer redegjorde for den udpegede kandidats erhvervserfaring, anførte, at [fortroligt].

126    Det må derfor fastslås, at selv om begrundelsen for den anfægtede afgørelse, som suppleret med skrivelsen af 7. oktober 2020, ikke indeholder nogen detaljeret sammenlignende vurdering af alle de tre af Kongeriget Belgien indstillede kandidaters meritter, fremgår det ikke desto mindre af denne begrundelse, at Rådet var af den opfattelse, at den udpegede kandidats meritter, for hvilke der redegøres i den nævnte skrivelse, overgik de to andre kandidaters, herunder sagsøgerens, meritter.

127    Sagsøgerens argument om, at Rådet ikke lagde en sammenligning af de meritter til grund for den anfægtede afgørelse, som de tre kandidater besad, som Kongeriget Belgien havde indstillet til stillingen som europæisk anklager, må derfor forkastes.

128    Hvad for det andet angår sagsøgerens argument om, at Rådet med urette lagde udtalelsen fra det belgiske kollegium af offentlige anklagere til grund uden at sammenholde den med udtalelsen fra udvælgelsespanelet, er det tilstrækkeligt at bemærke, at udvælgelsespanelets rangordning af de af Kongeriget Belgien indstillede kandidater ikke var bindende for Rådet, således som det fastslås i præmis 64 ovenfor.

129    Med hensyn til, for det tredje, sagsøgerens argument om, at det var med urette, at Rådet anførte, at det belgiske kollegium af offentlige anklagere havde udtrykt væsentlige forbehold hvad sagsøgeren angår, bemærkes, at kollegiets udtalelse rent faktisk indeholder følgende positive vurdering: »[sagsøgerens] tidligere og nuværende opgaver […], navnlig inden for bekæmpelse af økonomisk, finansiel og fiskal kriminalitet, og hans erfaring i forbindelse med administrationen af OCSC (europæiske opgaver – kontorer for inddragelse af aktiver – og internationale opgaver – CARIN) udgør aktiver med henblik på udførelsen af opgaverne som europæisk anklager ved Den Europæiske Anklagemyndighed«. Det angives imidlertid i samme udtalelse, at »[sagsøgeren] ikke [havde] kunnet overbevise kollegiet om, at [han havde] en tilstrækkeligt klar vision om den kommende Europæiske Anklagemyndigheds og [en medlemsstats europæiske] anklagers funktioner og opgaver«. Endvidere skal det fremhæves, at kollegiet af offentlige anklagere som konklusion på sin udtalelse afgav »en forbeholden udtalelse med henblik på hvervet som europæisk anklager (på skalaen meget positiv – positiv – forbeholden – negativ)«. Rådet begik således ikke en fejl, da det i skrivelsen af 7. oktober 2020 angav, at kollegiet af offentlige anklager havde udtrykt væsentlige forbehold over for sagsøgerens ansøgning om stillingen som europæisk anklager.

130    Hvad for det fjerde angår sagsøgerens argument om, at hans erhvervsmæssige erfaring er mere omfattende end den udpegede kandidats, bemærkes, at [fortroligt], således som det fremgår af Rådets skrivelse af 7. oktober 2020. På denne baggrund kan, under hensyn til det vide skøn, som Rådet havde, den omstændighed, at sagsøgerens erhvervsmæssige erfaring på disse områder var mere omfattende end den udpegede kandidats, hvis den kan påvises, ikke godtgøre, at Rådet gjorde sig skyldigt i et åbenbart urigtigt skøn.

131    På baggrund af ovenstående betragtninger må det fastslås, at sagsøgeren ikke har påvist, at Rådet i det foreliggende tilfælde overskred grænserne for sit vide skøn, da det udvalgte og udpegede Yves van den Berge til stillingen som europæisk anklager.

132    Endvidere bemærkes, således som Rådet ligeledes har gjort, at den argumentation, sagsøgeren har fremført med henblik på at påvise, at Rådet angiveligt tilsidesatte princippet om god forvaltning og omsorgspligten, bygger på den forudsætning, at sagsøgerens ansøgning om stillingen som europæisk anklager nødvendigvis var blevet imødekommet, hvis Rådet i det foreliggende tilfælde havde overholdt de forpligtelser, der følger af disse principper. Denne argumentation er imidlertid sammenfaldende med de klagepunkter, som allerede er blevet forkastet, som sagsøgeren har fremført inden for rammerne af det andet anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten og inden for rammerne af nærværende anbringende, i den udstrækning det vedrører et åbenbart urigtigt skøn.

133    På denne baggrund må det tredje anbringende forkastes.

134    Under hensyn til ovenstående betragtninger i det hele må Rådet for Den Europæiske Union frifindes.

 Sagsomkostninger

135    Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren har tabt sagen, bør det pålægges denne at bære sine egne omkostninger og at betale de af Rådet afholdte omkostninger i overensstemmelse med dettes påstand herom.

136    I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, bærer medlemsstater, der er indtrådt i sagen, deres egne omkostninger. Kongeriget Belgien bør som følge heraf bære sin egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Niende Afdeling):

1)      Rådet for Den Europæiske Union frifindes.

2)      Jean-Michel Verelst bærer sine egne omkostninger og betaler de af Rådet afholdte omkostninger.

3)      Kongeriget Belgien bærer sine egne omkostninger.

Costeira

Kancheva

Perišin

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 12. januar 2022.

Underskrifter


*      Processprog: fransk.


1 –      Udeladte fortrolige oplysninger.