Language of document :

Appel iværksat den 18. februar 2011 af Det Europæiske Erhvervsuddannelsesinstitut (ETF) til prøvelse af Personalerettens dom af 9. december 2010 i sag F-87/08, Schuerings mod ETF

(Sag T-107/11 P)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Det Europæiske Erhvervsuddannelsesinstitut (ETF) (ved advokat L. Levi)

Den anden part i appelsagen: Gisela Schuerings (Nice, Frankrig)

Appellantens påstande

Appellanten har nedlagt følgende påstande:

EU-Personalerettens dom af 9. december 2010 i sag F-87/08 ophæves.

Følgelig frifindes sagsøgte i første instans og

Gisela Schuerings tilpligtes at betale sagens omkostninger ved begge instanser.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har til støtte for appellen fremført fire anbringender.

1.    Det første anbringende er, at Personaleretten har tilsidesat begreberne tjenestens interesse og stillingens interesse samt artikel 2 og artikel 47 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union og begrundelsespligten, når Personaleretten i den anfægtede doms præmis 62 fandt, at "før et agentur afskediger en ansat med en kontrakt på ubestemt tid med den begrundelse, at de opgaver, som den ansatte varetog, er blevet afskaffet eller overført til en anden enhed, er det pågældende agentur forpligtet til at undersøge, om den ansatte kan overføres til en anden eksisterende stilling eller til en stilling, som i en nær fremtid oprettes efterfølgende bl.a. som følge af tildeling af nye kompetencer til det pågældende agentur".

2.    Det andet anbringende er, at der er sket tilsidesættelse af principperne om proportionalitet og om retssikkerhed, når Personaleretten i den appellerede doms præmis 63 fandt, at administrationen ved undersøgelsen af mulighederne for forflyttelse skal "afveje tjenestens interesse, som fordrer ansættelse af den mest egnede person i den eksisterende stilling eller i den stilling, som skal oprettes i en nær fremtid, med interessen hos den ansatte, som påtænkes afskediget. Med henblik herpå skal administrationen tage hensyn til [...] forskellige kriterier, herunder stillingens krav henset til den ansattes kvalifikationer og potentiale, [...] samt den ansattes alder, anciennitet i tjenesten og det antal år, som den ansatte mangler at bidrage, før han er pensionsberettiget".

3.    Det tredje anbringende er, at der er sket tilsidesættelse af reglerne om non ultra vires og non ultra petita samt af de processuelle regler i forbindelse med kontradiktionsprincippet, for så vidt som Personaleretten:

    - baserede sig på en argumentation, der ikke havde udspundet sig mellem parterne

    - tiltrådte et anbringende, som var forskelligt fra de af Gisela Schuerings påberåbte anbringender

    - pålagde ETF at genansætte Gisela Schuerings, selvom sidstnævnte ikke havde nedlagt påstand om genansættelse.

4.    Det fjerde anbringende er, at der er sket tilsidesættelse af artikel 266 TEUF og af begrundelsespligten, for så vidt som Personaleretten har tilsidesat den beføjelse, som er tillagt ETF i forbindelse med gennemførelsen af en annullationsdom, samt fast retspraksis på området, ved at påbyde genansættelse af den pågældende i stedet for en økonomisk godtgørelse i tilfælde af annullation af afgørelsen om afskedigelse.

____________