RETTENS DOM (Fjerde Afdeling)

12. december 2014 (*)

»Statsstøtte – finanssektoren – statsgaranti i tilknytning til et banklån – støtte, der har til formål at afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi – artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF – afgørelse, der erklærer en støtte uforenelig med det indre marked – rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder – overensstemmelse med Kommissionens meddelelser om støtte til den finansielle sektor i forbindelse med finanskrisen – berettiget forventning – begrundelsespligt«

I sag T-487/11,

Banco Privado Português, SA, Lissabon (Portugal),

Massa Insolvente do Banco Privado Português, SA, Lissabon,

ved advokaterne C. Fernández Vicién, F. Pereira Coutinho, M. Esperança Pina, T. Mafalda Santos, R. Leandro Vasconcelos og A. Kéri,

sagsøgere,

mod

Europa-Kommissionen ved L. Flynn og M. Afonso, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

angående en påstand om annullation af Kommissionens afgørelse 2011/346/EU af 20. juli 2010 om statsstøtte C 33/09 (ex NN 57/09, ex CP 191/09) iværksat af Portugal i form af en statsgaranti til fordel for BPP (EUT 2011 L 159, s. 95),

har

RETTEN (Fjerde Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, M. Prek, og dommerne I. Labucka og V. Kreuschitz (refererende dommer),

justitssekretær: ekspeditionssekretær J. Palacio González,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 14. marts 2014,

afsagt følgende

Dom (1)

 Tvistens baggrund

1       Banco Privado Português, SA (herefter »BPP«), er et pengeinstitut med hjemsted i Lissabon (Portugal), der udbyder tjenester inden for private banking, corporate advisor og private equity i Portugal, Spanien og i mindre omfang Brasilien og Sydafrika. BPPʼs kunder består bl.a. af private og institutionelle investorer, herunder fem selvejende landmandssparekasser, en postsparbank, en række pensionsfonde og forsikringsselskaber. BPPʼs aktier er ikke børsnoterede. De samlede aktiver på BPPʼs balance beløb sig den 30. juni 2008 til 2,9 mia. EUR og tegner sig dermed for mindre end 1% af de samlede aktiver i den portugisiske banksektor. BPPʼs kapitalandele ejes 100% af koncernen Privado Holding SGPS (sociedade gestora de participações sociais), SA (herefter »holdingselskabet«).

2       BPP kom fra september 2008 i likviditetsproblemer på grund af forværringen af den globale økonomiske situation. BPP meddelte således den 24. november 2008 den portugisiske centralbank, at den risikerede ikke at være i stand til at betale sine udeståender. Den portugisiske centralbank besluttede fra den 1. december 2008 bl.a. at »fritage BPP i en periode på tre måneder for punktvis overholdelse af allerede indgåede forpligtelser, navnlig i forbindelse med private banking, i det omfang dette forekommer nødvendigt for en omstrukturering og sanering af banken«.

3       De portugisiske myndigheder besluttede ved note 31268 A/2008 af 1. december 2008, offentliggjort i Diário da República, anden serie, nr. 235, af 4. december 2008, at udstede BPP en statsgaranti i medfør af lov nr. 112/97 af 16. september 1997, dvs. uden tilknytning til den portugisiske garantiordning, der er indført med lov nr. 60 A/2008 af 20. oktober 2008, og som blev godkendt af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved beslutning C(2008) 6527 af 29. oktober 2009 vedrørende statsstøtte NN 60/08 tildelt af Portugal – Garantiordning for kreditinstitutter i Portugal (EUT 2009 C 9, p. 2). Denne statsgaranti blev meddelt den 5. december 2008 og havde til formål at garantere et lån på 450 mio. EUR, som BPP skulle ydes af et konsortium af seks portugisiske banker, dvs. Banco Comercial Português, SA, Caixa Geral de Depósitos, SA, Banco Espírito Santo, SA, Banco BPI, SA, Banco Santander Totta, SA, og Caixa Central – Caixa Central de Crédito Agrícola Mútuo, CRL (herefter »kreditorbankerne«). I overensstemmelse med de relevante klausuler i låneaftalerne og statsgarantien var det lånte beløb udelukkende bestemt for at dække de af BPPʼs passiver, der var opført på bankens balance den 24. november 2008, og det måtte kun anvendes til at tilbagebetale indlånere og andre kreditorer og ikke til at dække de øvrige datterselskaber i holdingselskabets gæld. Lånets løbetid var begrænset til en periode på seks måneder, der kunne forlænges til en periode på maksimalt 24 måneder. Rentesatsen var fastsat til Euribor forhøjet med 100 basispoint. Statsgarantiens forrentning blev fastsat til 20 basispoints under hensyntagen til de modgarantier, som BPP havde stillet.

4       BPP oprettede i medfør af en aftale om sikkerhedsstillelse, der blev indgået den 5. december 2008 mellem BPP, den portugisiske stat og Banco de Portugal, et krav med forrang i forhold til forskellige af bankens aktiver, herunder værdipapirer og løsøre, samt et pant med første prioritet i anlægsaktiver tilhørende holdingselskabets datterselskaber som modgarantier til den portugisiske stat. Værdien af disse modgarantier blev på dette tidspunkt anslået til 672 mio. EUR, mens Banco de Portugal den 7. maj 2010 vurderede denne værdi til 582 mio. EUR.

5       Den 5. december 2008 anmeldte de portugisiske myndigheder statsgarantien til BPP til Kommissionen.

6       Kommissionen besluttede ved beslutning C(2009) 1892 endelig af 13. marts 2009 vedrørende statsstøtte NN 71/08 – Portugal, Auxílio estatal ao Banco Privado Português – BPP (EUT C 174, s. 1, herefter »beslutningen af 13. marts 2009«) som hasteforanstaltning ikke at gøre indsigelse mod udstedelsen af en statsgaranti til BPP med den begrundelse, at den var forenelig med det indre marked i overensstemmelse med artikel 87, stk. 3, litra b), EF.

7       De portugisiske myndigheder forlængede ved note 13364-A/2009, offentliggjort i Diário da República, anden serie, nr. 109 af 5. juni 2009, den omhandlede statsgaranti med seks måneder. De orienterede Kommissionen herom ved e-mail af 23. juni 2009 uden formelt at anmelde denne forlængelse i henhold til artikel 88, stk. 3, EF.

8       Den 23. december 2008, den 12. januar 2009, den 19. februar 2009, den 24. april 2009 og den 10. juli 2009 fremlagde BPP saneringsplaner for Banco de Portugal, hvoraf ingen blev anmeldt til Kommissionen af de portugisiske myndigheder.

[udelades]

10     Ved skrivelse af 23. juni 2009 til Kommissionen angav de portugisiske myndigheder, at forlængelsen af statsgarantien med seks måneder havde til formål at gøre det muligt for BPP at afslutte en omstrukturerings- og saneringsplan samt, inden for et kort tidsrum, at præsentere en konkret løsning for at sikre sine kunders interesser, navnlig dem, som havde investeret i et produkt med garanteret udbytte.

11     Den 15. juli 2009 opfordrede Kommissionen de portugisiske myndigheder til snarest muligt at præsentere omstruktureringsplanen for BPP, selv en foreløbig plan, idet Kommissionen bemærkede, at den omhandlede støtte siden den 6. juni 2009 blev anset for ulovlig. Da Kommissionen ikke havde modtaget et svar fra de portugisiske myndigheder, fremsendte den en rykkerskrivelse af 6. oktober 2009 i henhold til artikel 5, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af […] artikel [88 EF] (EFT L 83, s. 1).

12     Kommissionen indledte ved beslutning af 10. november 2009 og en skrivelse af samme dato til Den Portugisiske Republik den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 88, stk. 2, EF vedrørende udstedelsen af en statsgaranti til BPP og opfordrede de berørte parter til at fremsætte deres bemærkninger (EUT C 56, s. 10, herefter »indledningsbeslutningen«). Kommissionen fremsatte ved indledningsbeslutningen endvidere krav over for Den Portugisiske Republik i henhold til artikel 10, stk. 3, i forordning nr. 659/1999 om at præsentere BPPʼs omstruktureringsplan inden for en frist på 30 dage, regnet fra modtagelsen af Kommissionens skrivelse, dvs. inden den 22. december 2009.

[udelades]

14     Den 3. december 2009 orienterede de portugisiske myndigheder Kommissionen om forlængelsen af statsgarantien i seks måneder, dvs. til den 5. juni 2010, under henvisning til, at »en umiddelbar forstyrrelse af BPP’s aktiviteter klart ville underminere den løsning, der var under overvejelse«, og at »kreditorbankerne havde accepteret en forlænget løbetid på lånet på seks måneder uden at ændre de gældende vilkår og uden yderligere finansiering på betingelse af, at den tilsvarende statsgaranti også blev forlænget«. Denne forlængelse af statsgarantien indtrådte ved note 26556-B/2009, offentliggjort i Diário da República, anden serie, nr. 236 af 7. december 2009, uden at de portugisiske myndigheder formelt anmeldte forlængelsen til Kommissionen i henhold til artikel 108, stk. 3, TEUF.

15     De portugisiske myndigheder fremkom ved et dokument, der blev sendt til Kommissionen den 25. februar 2010, med oplysninger, der ifølge nævnte myndigheder skulle tjene som et grundlag for en løsning af de problemer, som var forårsaget af BPP med hensyn til en stor del af bankens kunder, nemlig de kunder, der havde investeret i produktet »Absolut Afkast«, hvilket blandt andre foranstaltninger gav anledning til oprettelsen af en Fundo Especial de Investimento (FEI) (særlig investeringsfond).

16     De portugisiske myndigheder gentog i samme dokument, blandt de påtænkte foranstaltninger med henblik på at finde en løsning til fordel for BPPʼs kunder, behovet for at udstede og forlænge statsgarantien til BPP, idet finansieringen af BPP udgjorde et nødvendigt instrument i en kort periode for at opretholde bankens virke for at gøre det muligt at foretage en fremtidig rentabilitetsundersøgelse og for at stabilisere det nationale finanssystem. I dette dokument fremhævede de portugisiske myndigheder endvidere, at statsgarantien alene havde til formål at sætte BPP i stand til at præsentere en omstruktureringsplan og i sidste ende at gennemføre en løsning, der havde til formål at sikre beskyttelsen af bankens investorer. Endelig beskrev de portugisiske myndigheder i dette dokument indholdet af planerne for omstrukturering og sanering af BPP af 12. januar, af »27. april« og af 10. juni 2009 og Banco de Portugals og den portugisiske regerings afvisning af nævnte planer.

17     Ved beslutning af 15. april 2010, der trådte i kraft den 16. april 2010 kl. 12, inddrog Banco de Portugal BPPʼs licens til at drive bankvirksomhed, da det ikke var muligt at omstrukturere eller rekapitalisere banken.

18     Den 21. april 2010 anmodede kreditorbankerne om gennemførelse af statsgarantien, og den 7. maj 2010 tilbagebetalte den portugisiske stat det fulde beløb af det lån, der var genstand for denne garanti.

19     Den 22. april 2010 fremsatte Banco de Portugal begæring om indledning af en afvikling af BPP (sag 519/10.5TYLSB) ved handelsretten i Lissabon, i medfør af artikel 8, stk. 2, i lovdekret nr. 199/2006 af 25. oktober 2006, og foreslog, at der blev udpeget en kurator for afviklingen. Ved kendelse af 23. april 2010 besluttede handelsretten i Lissabon at indlede afviklingen, idet den udpegede en afviklingskommission og fastsatte en frist på 30 dage til at anmelde fordringer.

20     Den 20. juli 2010 vedtog Kommissionen afgørelse 2011/346/EU om statsstøtte C 33/09 (ex NN 57/09, CP 191/09) iværksat af Portugal i form af en statsgaranti til fordel for BPP (EUT 2011 L 159, s. 95, herefter »den anfægtede afgørelse«), der erklærede denne støtte uforenelig med det indre marked (artikel 1) og pålagde Den Portugisiske Republik at sikre en øjeblikkelig og effektiv tilbagesøgning heraf (artikel 2 og 3).

[udelades]

22     Ved skrivelse af 23. februar 2011 anerkendte afviklingskommissionen på anmodning fra de portugisiske myndigheder den portugisiske stats fordring svarende til størrelsen på det lån, hvori sidstnævnte var indtrådt ved subrogation.

Retsforhandlingerne og parternes påstande

23     Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 9. september 2011 har BPP og Massa Insolvente do Banco Privado Português, SA (herefter samlet »sagsøgeren«), anlagt det foreliggende søgsmål.

24     Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse annulleres.

–        Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelse, i det omfang den erklærer den omhandlede støtte for ulovlig og uforenelig med det indre marked for perioden fra den 5. december 2008 til den 5. juni 2009.

–        Mere subsidiært annulleres den anfægtede afgørelse, i det omfang den anordner tilbagesøgning af den omhandlede støtte.

–        Mest subsidiært annulleres den anfægtede afgørelse, i det omfang den anordner tilbagesøgning af den omhandlede støtte for perioden fra den 5. december 2008 til den 5. juni 2009.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

[udelades]

29     Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse for den primære påstand og de subsidiære påstande.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

[udelades]

32     Da sammensætningen af Rettens afdelinger er blevet ændret, er den refererende dommer blevet tilknyttet Fjerde Afdeling, og den foreliggende sag er følgelig blevet henvist til denne afdeling.

33     På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Fjerde Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling.

34     Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret mundtlige spørgsmål fra Retten under retsmødet den 14. marts 2014. Sagsøgeren har under retsmødet på et mundtligt spørgsmål fra Retten accepteret Rettens afgørelse om at lade svarskriftet indgå i sagens akter til trods for, at dette blev indgivet for sent, hvilket er blevet tilført retsbogen.

Retlige bemærkninger

Sammenfatning af annullationsanbringenderne

35     Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet påberåbt sig syv anbringender.

[udelades]

43     I overensstemmelse med opbygningen af bestemmelserne i artikel 107 TEUF finder Retten det nødvendigt, at det tredje anbringende om en åbenbart urigtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder og en tilsidesættelse af begrebet statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF behandles først. Dernæst behandles det andet anbringende, der omhandler en tilsidesættelse af den undtagelsesbestemmelse, der er fastsat i artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF, samt det fjerde til det syvende anbringende, og først til sidst behandles det første anbringende om en manglende begrundelse.

 Det tredje anbringende om en åbenbart urigtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder og en tilsidesættelse af begrebet statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF

 Indledende bemærkninger

44     Det er sagsøgerens opfattelse, at selv om Kommissionen råder over en bred »skøns«-beføjelse i medfør af artikel 107, stk. 1, TEUF, har den ikke desto mindre en forpligtelse til at undersøge alle relevante forhold i en sag omhyggelig og upartisk. Kommissionen er således forpligtet til at foretage en korrekt analyse af situationen på markedet, stillingen for støttemodtageren og dennes konkurrenter på dette marked samt vilkårene for samhandelen mellem medlemsstater og »angive den fordel, som [støtte]foranstaltningen indebar for samhandelen« i forhold til de faktiske og retlige omstændigheder, der forelå på tidspunktet for vedtagelsen af dens afgørelse. I den foreliggende sag har Kommissionen foretaget en urigtig juridisk kvalificering af de faktiske omstændigheder, og den har ikke taget hensyn til den omstændighed, at BPP ikke siden den 24. november 2008 har drevet virksomhed svarende til formålet med banken, eller til den omstændighed, at statsgarantien udelukkende havde til formål at afhjælpe visse passiver, der lå forud for ydelsen af nævnte garanti. Kommissionen har således dels set bort fra den omstændighed, at BPP fra denne dato ikke længere var en konkurrent til andre kreditinstitutter, selv om Kommissionen ved at fastslå, at BPP »kunne […] have indtrådt på markedet på ny med kort varsel«, selv har medgivet, at BPP ikke længere drev virksomhed på markedet. Dels har Kommissionen ikke taget hensyn til den omstændighed, at statsgarantien udelukkende havde til formål at afhjælpe visse passiver, der var blevet opført på BPPʼs balance den 24. november 2008, og at den kun kunne anvendes til at tilbagebetale indlånere og andre kreditorer og ikke til at drive virksomhed på markedet eller til at dække de øvrige datterselskaber i holdingselskabets gæld eller dække ikke-økonomiske forpligtelser og heller ikke til andre finansielle aktiviteter eller tjenester, der udføres direkte eller indirekte af BPP. Udstedelsen af den nævnte garanti tjente således ikke til at gøre det muligt for BPP at udøve en sædvanlig aktivitet for et kreditinstitut på markedet i egenskab af aktuel eller potentiel konkurrent, og den kunne heller ikke give banken en fordel, der forstyrrede konkurrencen i forhold til de øvrige kreditinstitutter eller påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. 72. betragtning til den anfægtede afgørelse bekræfter denne konklusion, idet Kommissionen heri har anført, at afviklingen af BPP godtgjorde, at der ikke forelå nogen fordrejning af konkurrencevilkårene.

[udelades]

46     Hvad angår sagsøgerens argument om, at »Kommissionen råder over en bred skønsbeføjelse« i medfør af artikel 107, stk. 1, TEUF, er det tilstrækkeligt at bemærke, at dette argument er åbenbart i strid med fast retspraksis, hvori det anerkendes, at begrebet statsstøtte har en retlig karakter og skal fortolkes på grundlag af objektive elementer, således at Den Europæiske Unions retsinstanser kan gennemføre en fuldstændig efterprøvelse af, om en foranstaltning henhører under artikel 107, stk. 1, TEUF, og at Kommissionen, med forbehold for undtagelser, ikke råder over en skønsbeføjelse i denne henseende (jf. i denne retning Domstolens dom af 22.12.2008, sag C-487/06 P, British Aggregates mod Kommissionen, Sml. I, s. 10515, præmis 111-113). Dette argument må dermed forkastes.

47     Det skal ikke desto mindre efterprøves, om Kommissionens bedømmelser vedrørende spørgsmålet, om der foreligger statsstøtte, som de fremgår af 56.-60. betragtning til den anfægtede afgørelse, er behæftet med faktiske eller retlige fejl, idet sagsøgerens argumentation, for så vidt som denne henviser til en »urigtig juridisk kvalificering af de faktiske omstændigheder«, skal opfattes som en henvisning til såvel kriteriet om en fordel som kriteriet om påvirkning af samhandelen mellem medlemsstater og fordrejning af konkurrencevilkårene som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

48     Det skal herefter bedømmes som et første skridt, om Kommissionen i den anfægtede afgørelse korrekt har kvalificeret statsgarantien som en støtteforanstaltning, der giver BPP en økonomisk fordel.

 Om der foreligger en økonomisk fordel for BPP

49     Det hedder i artikel 107, stk. 1, i TEUF, at bortset fra de i traktaterne hjemlede undtagelser er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med det indre marked, i det omfang den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.

50     Heraf følger, at kun de fordele, som direkte eller indirekte ydes ved hjælp af statsmidler eller udgør en ekstra byrde for staten, skal betragtes som støtte i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 107, stk. 1, TEUF. Det fremgår nemlig af selve denne bestemmelses ordlyd og af bestemmelserne om fremgangsmåden i artikel 108 TEUF, at fordele, der indrømmes ved hjælp af andre midler end statsmidler, ikke er omfattet af de pågældende bestemmelsers anvendelsesområde (Domstolens dom af 19.3.2013, forenede sager C-399/10 P og C-401/10 P, Bouygues og Bouygues Télécom mod Kommissionen m.fl., EU:C:2013:175, præmis 99 og den deri nævnte retspraksis).

51     Indgreb, der under forskellige former letter de byrder, som normalt belaster en virksomheds budget, og derved, uden at være tilskud i ordets egentlige forstand, er af samme art og har tilsvarende virkninger, anses bl.a. for støtte, idet statslige indgreb i artikel 107, stk. 1, TEUF defineres i kraft af deres virkninger (jf. i denne retning dom Bouygues og Bouygues Télécom mod Kommissionen m.fl., nævnt ovenfor i præmis 50, præmis 101 og 102 og den deri nævnte retspraksis).

52     Endvidere kan et statsligt indgreb både stille de virksomheder, som det finder anvendelse på, i en bedre situation end andre og skabe en tilstrækkeligt konkret risiko for, at der i fremtiden vil opstå en ekstra byrde for staten, som kan belaste statsmidlerne. Fordele, der er tillagt i form af en statsgaranti, kan især indebære en ekstra byrde for staten (jf. i denne retning dom Bouygues og Bouygues Télécom mod Kommissionen m.fl., nævnt ovenfor i præmis 50, præmis 106 og 107 og den deri nævnte retspraksis).

53     Hvad angår kvalifikationen af statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF i det foreliggende tilfælde skal bemærkes, at Kommissionen i 24. betragtning til beslutningen af 13. marts 2009 i det væsentlige har fundet, at BPP takket være statsgarantien havde opnået en finansiering, som banken ikke ville have været i stand til at opnå på markedet, og at den for så vidt havde fået tildelt en økonomisk fordel, der styrkede dens stilling i forhold til dens konkurrenter førte til konkurrencefordrejning og påvirkede samhandelen mellem medlemsstater. I 38. betragtning til nævnte beslutning har Kommissionen i det væsentlige præciseret, at en præmie på 20 basispoint er lavere end den præmie, der finder anvendelse i medfør af ECBʼs anbefaling af 20. oktober 2008, som angiver en præmie på 50 basispoint for garantier, der tillægges solvente banker i en periode, der er begrænset til et år. I 39. betragtning til samme beslutning har Kommissionen bl.a. tilføjet, at »[u]anset den store værdi af den stillede sikkerhed var forrentningen af statsgarantien fortsat lavere end det, der i almindelighed ville blive anset for hensigtsmæssigt for kriseramte banker«.

[udelades]

55     Det fremgår klart af de ovennævnte betragtninger, at Kommissionen siden beslutningen af 13. marts 2009 foretog en fast og konsekvent bedømmelse af statsgarantien i dennes egenskab af statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, og at den i 59. betragtning til den anfægtede afgørelse har besvaret de portugisiske myndigheders argument, som sagsøgeren i det væsentlige har gentaget i forbindelse med denne sag, om, at BPP havde indstillet sine aktiviteter på markedet fra den 1. december 2008.

56     Hvad angår spørgsmålet, om der foreligger en fordel, skal det fremhæves, at sagsøgeren ikke i forbindelse med det foreliggende anbringende eller i forbindelse med de øvrige anbringender, som sagsøgeren har fremført til støtte for søgsmålet, har bestridt Kommissionens bedømmelse, hvorefter, for det første, BPP uden statsgarantien, dvs. under »normale« markedsforhold, ikke ville have været i stand til at opnå lånet under de fordelagtige finansielle vilkår, som kreditorbankerne gik med til, for det andet, at forrentningen af statsgarantien som sådan var betydeligt lavere end det, der i almindelighed ville blive anset for hensigtsmæssigt for kriseramte banker (jf. 57. betragtning til den anfægtede afgørelse). Sagsøgeren har heller ikke bestridt, at denne økonomiske fordel blev finansieret ved hjælp af statsmidler, idet sidstnævnte kriterium var opfyldt senest efter den portugisiske stats tilbagebetaling af lånet til kreditorbankerne til gennemførelse af statsgarantien (jf. 56. betragtning in fine til den anfægtede afgørelse).

57     Sagsøgeren har således alene bestridt, at tildelingen af denne fordel var forbundet med en af BPP udøvet konkurrencemæssig aktivitet på markedet i forhold til andre pengeinstitutter. Selv om det antages, at dette anbringende måtte kunne tiltrædes, har det imidlertid ingen betydning for kvalificeringen af statsgarantien som en fordel.

58     Kommissionen har følgelig med rette konkluderet i den anfægtede afgørelse, at BPP havde draget fordel af statsmidler.

 Om kriterierne om økonomisk aktivitet, påvirkning af samhandelen mellem medlemsstater og fordrejning af konkurrencevilkårene

59     Hvad angår argumentet om, at BPP fra den 24. november 2008 ikke længere var aktiv på markedet i egenskab af aktuel eller potentiel konkurrent til andre pengeinstitutter, skal det for det første bemærkes, at sagsøgeren ikke på dette stadie har bestridt, at BPP bevarede sin status som virksomhed som omhandlet i artikel 107 TEUF, idet banken fortsat udøvede en økonomisk aktivitet, om end i begrænset omfang (jf. i denne retning Domstolens dom af 3.3.2011, sag C-437/09, AG2R Prévoyance, Sml. I, s. 973, præmis 41 og 42 og den deri nævnte retspraksis, og Rettens dom af 12.9.2013, sag T-347/09, Tyskland mod Kommissionen, præmis 25 og 26 og den deri nævnte retspraksis).

60     Hvad for det andet angår kriteriet om påvirkning af samhandelen mellem medlemsstater er det fastslået, at når en støtte, der er ydet af en medlemsstat, styrker en virksomheds stilling i forhold til andre virksomheder, som den konkurrerer med i samhandelen inden for Fællesskabet, må det antages, at denne samhandel påvirkes af støtten. Den omstændighed, at en økonomisk sektor, såsom sektoren for finansielle tjenester, har været genstand for en omfattende liberalisering på fællesskabsplan, der har forstærket den konkurrence, som allerede kunne følge af den frie bevægelighed for kapital, er i denne henseende tilstrækkelig med henblik på redegørelsen for den faktiske eller potentielle virkning af støtten for konkurrencen såvel som for støttens påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne (jf. i denne retning Domstolens dom af 10.1.2006, sag C-222/04, Cassa di Risparmio di Firenze m.fl., Sml. I, s. 289, præmis 141, 142 og 145, første led, og den deri nævnte retspraksis).

61     For det tredje vedrørende kriteriet om fordrejning af konkurrencevilkårene skal det bemærkes, at støtte, der skal frigøre en virksomhed for omkostninger, som den normalt ville skulle bære inden for dens almindelige drift eller dens sædvanlige aktiviteter, i princippet fordrejer konkurrencevilkårene (Domstolens dom af 30.4.2009, sag C-494/06 P, Kommissionen mod Italien og Wam, Sml. I, s. 3639, præmis 54; jf. i denne retning Domstolens dom af 19.9.2000, sag C-156/98, Tyskland mod Kommissionen, Sml. I, s. 6857, præmis 30).

62     For det fjerde fremgår det af fast retspraksis, at Kommissionen med henblik på kvalificeringen af en statslig foranstaltning ikke skal godtgøre, at støtten reelt påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne og faktisk fordrejer konkurrencen, men alene skal undersøge, om denne støtte kan påvirke denne samhandel og fordreje konkurrencen (jf. i denne retning Domstolens dom af 9.6.2011, forenede sager C-71/09 P, C-73/09 P og C-76/09 P, Comitato »Venezia vuole vivere« m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 4727, præmis 134).

63     I det foreliggende tilfælde fik BPP først inddraget sin licens til at drive bankvirksomhed den 16. april 2010, og afviklingen af BPP blev først påbegyndt den 22. og 23. april 2008. Mellem den 24. november 2008 og de ovennævnte datoer fortsatte banken således sine aktiviteter på markedet. BPP udgjorde dermed ved udstedelsen af garantien ikke blot en begunstiget »virksomhed« som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, men banken udøvede i denne periode ligeledes en, idet mindste begrænset, erhvervsaktivitet, der bestod i at udbyde eller forvalte visse finansielle produkter eller tjenester, hvilken forvaltning kunne fortsættes som følge af lånet og statsgarantien.

64     Sagsøgeren har i denne henseende ikke kunnet godtgøre, at BPP ikke udøvede en sådan erhvervsaktivitet.

65     For det første besluttede den portugisiske centralbank den 1. december 2008 bl.a. at »fritage BPP i en periode på tre måneder for punktvis overholdelse af allerede indgåede forpligtelser, navnlig i forbindelse med private banking, i det omfang dette forekommer nødvendigt for en omstrukturering og sanering af banken«, hvilket nødvendigvis indebærer, at banken fortsat var til stede på markedet i den omhandlede periode.

66     For det andet havde såvel lånekontrakten som kontrakten om statsgarantien, som blev godkendt ved note 31268-A/2008 af 1. december 2008, til formål at dække de af BPPʼs passiver, der var opført på bankens balance den 24. november 2008, og til at tilbagebetale de indlånere og andre kreditorer, der havde givet sig til kende på dette tidspunkt. Da problemet med finansieringen af denne gæld således var blevet løst foreløbigt, indikerer denne omstændighed i sig selv, at BPP i et vist omfang kunne fortsætte sin erhvervsaktivitet.

67     For det tredje er det ubestridt, at BPP mellem den 23. december 2008 og den 10. juli 2009 forelagde flere omstruktureringsplaner for Banco de Portugal, som denne ikke godkendte, hvorfor de portugisiske myndigheder ikke anmeldte nogen af dem til Kommissionen (jf. præmis 8 ovenfor). Disse omstruktureringsplaner kan imidlertid kun have haft som deres endelige formål at sanere og genoprette BPP, således at banken fuldt ud kunne genoptage sin erhvervsaktivitet. Der skal i denne henseende ligeledes først og fremmest henvises til punkt 2, 30 og 31 i meddelelse fra Kommissionen om »Statsstøttereglernes anvendelse på foranstaltninger truffet over for pengeinstitutter i forbindelse med den aktuelle globale finanskrise« (EUT 2008 C 270, s. 8, herefter »meddelelsen om pengeinstitutter«), der indfører en forbindelse mellem omstruktureringen og genoprettelsen af rentabiliteten for de berørte pengeinstitutter, derefter til punkt 4 i meddelelse fra Kommissionen om genoprettelse af rentabiliteten i finanssektoren under den nuværende krise og [om] vurdering af omstruktureringsforanstaltninger på grundlag af statsstøttereglerne (EUT 2009 C 195, s. 9) og endelig til punkt 17 i Kommissionens meddelelse »Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder« (EUT 2004 C 244, s. 2, herefter »rammebestemmelserne for redning og omstrukturering«). Kommissionen har ligeledes med rette anført, at de portugisiske myndigheders skrivelse af 23. juni 2009 samt det dokument, som de nævnte myndigheder fremsendte til Kommissionen den 25. februar 2010, bekræftede, at nævnte myndigheder havde kædet udstedelsen og forlængelsen af statsgarantien sammen med bl.a. behovet for at sætte BPP i stand til at udarbejde en omstruktureringsplan og dermed foreløbigt at bevare sin tilstedeværelse på markedet.

68     For det fjerde, som det fremgår af punkt 15 i rammebestemmelserne for redning og omstrukturering, hvis generelle principper er erklæret anvendelige i medfør af punkt 10 i meddelelsen om pengeinstitutter, er redningsstøtte, såsom statsgarantier, i sagens natur alene en midlertidig og reversibel form for bistand, som er begrænset til en periode på højst seks måneder, og som »[…] først og fremmest [tjener] til at gøre det muligt at holde liv i en kriseramt virksomhed i den periode, der er nødvendig for at udarbejde en omstrukturerings- eller [afviklings]plan«. Punkt 30 i meddelelsen om pengeinstitutter fastsætter endvidere, at »[i] de tilfælde, hvor garantiordningen udløses for et pengeinstitut, må det kræves, at denne redningsforanstaltning, der tager sigte på at holde det insolvente institut gående […], følges op med, at der tages skridt til at omstrukturere eller afvikle pengeinstituttet«, som indebærer, »at der for pengeinstitutter, for hvilke garantien er blevet udløst, skal foretages anmeldelse af en omstrukturerings- eller afviklingsplan«. I overensstemmelse med disse principper tilsigter statsgarantien, som godkendt i beslutningen af 13. marts 2009 for en periode på seks måneder, i det foreliggende tilfælde hovedsageligt, om ikke udelukkende, at opretholde BPPʼs erhvervsaktivitet midlertidigt, indtil de portugisiske myndigheder fremlægger den planlagte omstruktureringsplan.

69     Ingen af de argumenter, som sagsøgeren har fremført, kan godtgøre, at BPP ikke fortsatte erhvervsaktiviteten indtil den 16. april 2010, den dato, hvor bankens licens til at drive bankvirksomhed faktisk blev inddraget.

[udelades]

72     Henset til ovenstående betragtninger må sagsøgerens argument om, at BPP siden den 24. november 2008 ikke længere udøvede en erhvervsaktivitet, således at banken ikke var omfattet af artikel 107, stk. 1, TEUF, forkastes, idet Kommissionen har godtgjort i den anfægtede afgørelse, at BPP på dette stadie udgjorde en virksomhed, der udøvede en sådan erhvervsaktivitet, om end i begrænset omfang, og var begunstiget af en økonomisk fordel.

73     Det følger endvidere af det ovenstående, at henset til den retspraksis, der er nævnt ovenfor i præmis 60-62, kan sagsøgeren ikke gøre gældende, at tildelingen af den omhandlede fordel ikke kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje konkurrencen. Idet den omhandlede støtte satte BPP i stand til at forfølge sin erhvervsaktivitet i en vis periode og i et vist omfang, styrkede denne støtte således bankens økonomiske stilling i forhold til de øvrige konkurrerende virksomheder i samhandelen inden for Fællesskabet, og den befriede foreløbigt banken for omkostninger – nemlig høje finansieringsomkostninger for at efterkomme dens betalingsforpligtelser – som den normalt skulle have afholdt i forbindelse med den løbende forvaltning af sin formue eller sine daglige erhvervsaktiviteter.

74     For så vidt som sagsøgeren endelig har anført, at det selvmodsigende fremgår af 72. betragtning til den anfægtede afgørelse, at der ikke var tale om konkurrencefordrejning, er det tilstrækkeligt at bemærke, at denne betragtning alene henviser til den fremtidige situation for BPP efter inddragelsen af dennes licens til at drive bankvirksomhed og afviklingen af banken, hvilket foranledigede Kommissionen til at konkludere, i overensstemmelse med dens forudgående bedømmelse af situationen, således som den var før nævnte inddragelse, at der for fremtiden »ikke er nogen risiko for […] fordrejning af konkurrencevilkårene i tilknytning til BPP«.

75     Følgelig skal det tredje anbringende i det hele forkastes som ugrundet.

 Det andet anbringende om en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF

 Gengivelse af parternes argumenter

76     Den anfægtede afgørelse tager hverken hensyn til den omstændighed, at statsgarantien opfylder de undtagelsesbetingelser, der er fastsat i artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF, idet nævnte garanti havde til formål »at afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi« bl.a. i den periode, der løb fra den 5. juni 2009 til den 15. april 2010, eller de forenelighedskriterier, der er præciseret i meddelelsen om pengeinstitutter under afsnittet »3. Garantier for pengeinstitutters forpligtelser«. Sagsøgeren har i denne henseende i det væsentlige præciseret, at den sammenhæng, hvori Kommissionen har godkendt statsgarantien ved sin beslutning af 13. marts 2009, ikke blev ændret og fortsatte indtil den 15. april 2010. Denne foranstaltning fortsatte således med at være begrundet, og forlængelsen heraf var endog en forudsætning for at kontrollere den systemiske risiko, der var forbundet med BPPʼs eventuelle konkurs. Kommissionen har imidlertid tilsidesat artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF, idet den har set bort fra dette aspekt og har undladt at tage stilling til, om den omhandlede angivelige støtte er forenelig med det indre marked.

[udelades]

 Gengivelse af beslutningen af 13. marts 2009

[udelades]

 Gengivelse af indholdet af den anfægtede afgørelse

[udelades]

 Bedømmelse

82     Sagsøgeren har med det foreliggende anbringende i det væsentlige kritiseret Kommissionen for ikke at have opretholdt sin oprindelige bedømmelse, som den fremgik af beslutningen af 13. marts 2009, i den anfægtede afgørelse hvad angår den omhandlede støttes forenelighed med det indre marked i henhold til artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF og de kriterier, der fremgår af meddelelsen om pengeinstitutter, selv om forlængelsen af statsgarantien, hvis vilkår og betingelser ikke er blevet ændret, var nødvendig for »at afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i [den portugisiske] økonomi«. Det skal således bedømmes, om Kommissionen herved har anlagt et åbenbart urigtigt skøn eller begået en retlig fejl ved anvendelsen af artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF.

83     Det skal indledningsvis dels bemærkes, at den undtagelse, der er fastsat i artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF, og begrebet »alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi« skal fortolkes strengt (jf. i denne retning Domstolens dom af 30.9.2003, forenede sager C-57/00 P og C-61/00 P, Freistaat Sachsen m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 9975, præmis 98). Dels har Kommissionen ved gennemførelsen af denne bestemmelse et vidt skøn ved vurderingen af de økonomiske og sociale faktorer, der kommer i betragtning på fællesskabsplan. EUʼs retsinstanser kan ved kontrollen med, hvorvidt denne beføjelse udøves retmæssigt, ikke erstatte de kompetente myndigheders skøn med sit eget, men skal begrænse sig til at vurdere, om skønnet er åbenbart urigtigt, eller om det er behæftet med magtfordrejning (jf. i denne retning analogt Domstolens dom af 15.12.2005, sag C-148/04, Unicredito Italiano, Sml. I, s. 11137, præmis 71, og dommen i sagen Comitato »Venezia vuole vivere« m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 62, præmis 176).

84     Det skal dernæst bemærkes, at det er ubestridt mellem parterne, at beslutningen af 13. marts 2009 alene indeholdt en foreløbig og uopsættelig bedømmelse af foreneligheden af den omhandlede støtte med det indre marked, og at Kommissionens godkendelse var klart tidsmæssigt begrænset og forudsatte, at de portugisiske myndigheder opfyldte deres tilsagn om at præsentere en omstruktureringsplan for BPP inden for en frist på seks måneder, dvs. inden den 5. juni 2009. Endvidere er det udtrykkeligt taget til efterretning i den anfægtede afgørelse, at de portugisiske myndigheder har givet tilsagn om at anmelde enhver forlængelse af statsgarantien ud over den oprindelige periode på seks måneder, der var omfattet af den foreløbige godkendelse, til Kommissionen (jf. 39., 41. og 44. betragtning til beslutningen af 13. marts 2009). I denne sammenhæng er det uden betydning, at disse vigtige elementer kun findes i nævnte beslutnings præmisser og ikke i dens konklusion, der er begrænset til at angive beslutningen om ikke at gøre indsigelse, idet denne konklusion skal læses sammen med nævnte præmisser (jf. i denne retnings Rettens kendelse af 30. april 2007, sag T-387/04, EnBW Energie Baden-Württemberg mod Kommissionen, Sml. II, s. 1195, præmis 127 og den deri nævnte retspraksis).

85     Det skal præciseres, at Kommissionen i 31. og 32. betragtning til beslutningen af 13. marts 2009 støttede sig til meddelelsen om pengeinstitutter, som i punkt 10 henviser til de generelle principper i rammebestemmelserne for redning og omstrukturering. I nævnte meddelelses punkt 30 kræves det i det væsentlige ganske vist hvad angår anvendelsen af en garantiordning i individuelle tilfælde, at redningsforanstaltningen, der tager sigte på at holde det insolvente pengeinstitut gående, følges op med, at der tages skridt til at omstrukturere eller afvikle pengeinstituttet, hvilket indebærer, at der anmeldes en omstruktureringsplan med henblik på at sikre, at pengeinstituttets rentabilitet genoprettes på lang sigt, eller en plan for dets afvikling. Det fremgår endvidere af punkt 10 i samme meddelelse, sammenholdt med punkt 15 i rammebestemmelserne for redning og omstrukturering, at ekstraordinære redningsforanstaltninger, såsom en statsgaranti, i princippet ikke må have en varighed på over seks måneder. Det fremgår desuden af punkt 25, litra a) og c), i nævnte rammebestemmelser, at redningsstøtte i form af garanti skal »ophæves senest [efter] seks måneder« og »ved anmeldelsen være ledsaget af et tilsagn fra medlemsstaten om senest seks måneder efter godkendelsen af redningsstøtteforanstaltningen at tilsende Kommissionen en omstruktureringsplan eller en [afviklings]plan eller dokumentation for, […] at garantien er ophævet«. I samme rammebestemmelsers punkt 28 og 29 er det dels præciseret, at »Kommissionen […] under alle omstændigheder [kan] beslutte at indlede proceduren […], hvis den finder, at […] garantien er blevet misbrugt, eller at den manglende tilbagebetaling af støtten efter udløbet af fristen på seks måneder ikke længere kan berettiges«, dels, at »[g]odkendelsen af redningsstøtte [ikke nødvendigvis] betyder […], at tildeling af støtte som led i en omstruktureringsplan vil blive godkendt efterfølgende. Sidstnævnte støtte skal vurderes særskilt«.

86     Desuden har sagsøgeren ikke rejst tvivl om Kommissionens kompetence til i medfør af artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF at begrænse godkendelsen tidsmæssigt og forudsætte, at det tilsagn, som medlemsstaten har givet i henhold til meddelelsen om pengeinstitutter og rammebestemmelserne for redning og omstrukturering, opfyldes, og sagsøgeren har heller ikke stillet spørgsmålstegn ved den omstændighed, at de portugisiske myndigheder i det foreliggende tilfælde faktisk har givet et tilsagn som beskrevet i beslutningen af 13. marts 2009.

87     For det første fremgår det således af det ovenstående, at Kommissionen i 31. og 32. betragtning til beslutningen af 13. marts 2009 loyalt har fulgt de relevante kriterier, der er fastsat i dens meddelelse om pengeinstitutter, sammenholdt med rammebestemmelserne for redning og omstrukturering, da den tidsmæssige begrænsning og de betingelser, som Kommissionens foreløbige godkendelse var underlagt, beror på en anvendelse af nævnte meddelelse.

88     For det andet må det fastslås, at Kommissionen med rette indtog det standpunkt i den anfægtede afgørelse, at fra den 5. juni 2009 var de relevante kriterier for den foreløbige godkendelse af den omhandlede støtte, som blev meddelt i beslutningen af 13. marts 2009, ikke længere opfyldt, eftersom de portugisiske myndigheder i strid med deres tilsagn dels – selv efter udløbet af den i denne henseende fastsatte frist – undlod at præsentere en omstruktureringsplan for BPP, dels forlængede statsgarantien to gange ud over den maksimale frist på seks måneder som godkendt ved denne beslutning og ved meddelelsen om pengeinstitutter, sammenholdt med rammebestemmelserne for redning og omstrukturering, uden formelt at anmelde disse forlængelser til Kommissionen.

89     For det tredje hvad angår bedømmelsen af den omhandlede støttes forenelighed med artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF skal det bemærkes, at Kommissionen allerede i 39. betragtning til beslutningen af 13. marts 2009 i det væsentlige havde lagt til grund dels, at uanset den store værdi af den stillede sikkerhed var forrentningen af statsgarantien lavere end det, der i almindelighed ville blive anset for hensigtsmæssigt for kriseramte banker, dels, at den kun i særlige tilfælde kunne acceptere en sådan forrentning som hensigtsmæssig, for så vidt som den sikrer, at BPP overlever i en kort redningsperiode, og alene under den betingelse, at der præsenteres en omstruktureringsplan inden for en frist på seks måneder. Denne bedømmelse svarer til de krav, der er fastsat i punkt 30 i meddelelsen om pengeinstitutter, sammenholdt med punkt 15 og 25 i rammebestemmelserne for redning og omstrukturering, hvorefter redningsstøtte kun kan være foreløbig og reversibel, begrænset til en periode på seks måneder og fulgt op af en præsentation af en omstruktureringsplan eller en afviklingsplan, eller dokumentation for, at lånet er blevet fuldstændig tilbagebetalt, og, i tilfælde af en statsgaranti, at garantien er ophævet. Det er endvidere i overensstemmelse med disse betragtninger, at Kommissionen i 71. betragtning til den anfægtede afgørelse har bemærket, at forrentningen af statsgarantien var lavere end det sædvanlige niveau, som kræves i meddelelsen om pengeinstitutter, for at en støtte kan anses for forenelig med det indre marked, og at Kommissionens godkendelse af denne forretning i beslutningen af 13. marts 2009 var underlagt betingelsen om, at der blev præsenteret en omstruktureringsplan eller en afviklingsplan.

90     Det fremgår ligeledes af de ovenstående betragtninger, at sagsøgeren ikke med føje kan anføre, at den sammenhæng, hvori Kommissionen foreløbigt havde godkendt statsgarantien ved beslutningen af 13. marts 2009, ikke har ændret sig og forblev gældende indtil den 15. april 2010.

91     Endelig kan sagsøgeren ikke kritisere Kommissionen for at have anlagt et åbenbart urigtigt skøn eller for at have overskredet grænserne for sin vide skønsbeføjelse i henhold til artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF, således som reguleret i meddelelsen om pengeinstitutter, eller endog for ulovligt at have fraveget de regler, som den har pålagt sig selv i denne henseende (jf. Domstolens dom af 11.9.2008, forenede sager C-75/05 P og C-80/05 P, Tyskland m.fl. mod Kronofrance, Sml. I, s. 6619, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis), idet Kommissionen i det foreliggende tilfælde loyalt har fulgt reglerne i nævnte meddelelse for at erklære den omhandlede støtte uforenelig med det indre marked.

92     Kommissionen har således uden at anlægge et åbenbart urigtigt skøn eller at begå en retlig fejl ved anvendelsen af artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF konkluderet, at statsgarantien og forlængelsen heraf ud over den 5. juni 2009 skulle erklæres uforenelige med det indre marked, idet der ikke var blevet præsenteret en sådan omstruktureringsplan eller afviklingsplan.

93     Det foreliggende anbringende skal følgelig forkastes som ugrundet.

 Det fjerde anbringende om en tilsidesættelse af artikel 108, stk. 2, TEUF

94     I forbindelse med det foreliggende anbringende har sagsøgeren for det første i det væsentlige kritiseret Kommissionen for at have set bort fra den omstændighed, at statsgarantien ikke medførte en økonomisk fordel for BPP, som kunne begrunde en anordning om tilbagesøgning. Udstedelsen af denne garanti medførte således hverken mindre tab for BPP eller en ændring af den finansielt ustabile situation, som banken befandt sig i. Tilbagesøgningsanordningen var ikke tilpasset det hovedformål, der skal forfølges, dvs. at fjerne konkurrencefordrejninger, som er forårsaget af den opnåede økonomiske fordel. Den anfægtede afgørelse tilsidesætter således artikel 108, stk. 2, TEUF.

95     Det er tilstrækkeligt at henvise til de betragtninger, der er anført ovenfor i præmis 56-58, for at konkludere, at dette første led af det fjerde anbringende må forkastes som ugrundet. For så vidt som sagsøgeren har tilføjet, at udstedelsen af statsgarantien hverken medførte mindre tab for BPP eller en ændring af den finansielt ustabile situation, som banken befandt sig i, er dette argument irrelevant. Dels var det udelukkende takket være nævnte garanti, at BPP var i stand til at opnå lånet under de fordelagtige finansielle vilkår, som kreditorbankerne gik med til, dels var forrentningen af denne garanti betydeligt lavere end det, der i almindelighed ville blive anset for hensigtsmæssigt for kriseramte banker (jf. 57. betragtning til den anfægtede afgørelse og præmis 89 ovenfor), hvorved denne konstatering reelt ikke er blevet bestridt af sagsøgeren.

96     For de andet har sagsøgeren principalt gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat artikel 108, stk. 2, TEUF, idet den af udelukkende proceduremæssige grunde har anordnet tilbagesøgning af den omhandlede støtte, dvs. på grund af det forhold, at der ikke blev præsenteret en omstruktureringsplan og foretaget anmeldelse af forlængelserne af statsgarantien. Den anfægtede afgørelse tilsidesætter således »princippet om materiel retfærdighed, proportionalitetsprincippet og princippet om et passende vederlag«. Sagsøgeren har subsidiært kritiseret Kommissionen for ulovligt at have anordnet tilbagesøgning for perioden fra den 5. december 2008 til den 5. juni 2009, selv om BPP ved beslutningen af 13. marts 2009 havde fået godkendt den nævnte støtte for denne periode.

97     Hvad angår det principale klagepunkt i dette andet led skal det bemærkes, at det fremgår af artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 659/1999, som har til formål at gennemføre artikel 108, stk. 2, første afsnit, TEUF, at Kommissionen i negative beslutninger om ulovlig støtte bestemmer, at den pågældende medlemsstat skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at kræve støtten tilbagebetalt fra støttemodtageren, undtagen når en sådan tilbagebetaling vil være i modstrid med et generelt princip i EU-lovgivningen. Ifølge fast retspraksis er en ophævelse af en ulovlig støtte gennem tilbagesøgning af støtten endvidere den logiske konsekvens af, at støtten er fundet ulovlig. Den medlemsstat, som en afgørelse om tilbagesøgning af ulovlig støtte er rettet til, er dermed forpligtet til at træffe alle fornødne foranstaltninger til sikring af afgørelsens gennemførelse. Den berørte stat skal i denne henseende nå frem til en effektiv tilbagesøgning af de skyldige beløb (jf. Domstolens dom af 29.3.2012, sag C-243/10, Kommissionen mod Italien, EU:C:2012:182, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

98     Desuden har denne forpligtelse til tilbagesøgning til formål at genoprette situationen på markedet før tildelingen af støtten. Tilbagesøgningen af de støttebeløb, der er uforenelige med det indre marked, tilsigter herved mere præcist at fjerne den konkurrencefordrejning, som er forårsaget af den konkurrencefordel, som modtageren af denne støtte har opnået på markedet i forhold til sine konkurrenter, ved at genoprette den situation, som bestod inden udbetalingen af denne støtte (jf. i denne retning Domstolens dom af 4.4.1995, sag C-348/93, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 673, præmis 27, og af 17.11.2011, sag C-496/09, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 11483, præmis 61). Disse principper er ligeledes nævnt i punkt 13 og 14 i Kommissionens meddelelse med overskriften »Mod en effektiv gennemførelse af Kommissionens beslutninger, som pålægger en medlemsstat at tilbagesøge ulovlig og uforenelig statsstøtte« (EUT 2007 C 272, s. 4).

99     Henset til disse principper og den omstændighed, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde korrekt har konkluderet i den anfægtede afgørelse, at der forelå statsstøtte, som var uforenelig med det indre marked og dermed ulovlig, skal det bemærkes, at Kommissionen med rette har pålagt den portugisiske stat at tilbagesøge den omhandlede støtte, herunder den fordel, der var forbundet med udstedelsen af statsgarantien. Som der blev redegjort for ovenfor i præmis 56, 73 og 95, var BPP takket være udstedelsen af den nævnte garanti begunstiget af en økonomisk fordel, der kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje konkurrencen, hvilket gør det berettiget at bestemme, at banken skulle fratages denne konkurrencefordel for at genoprette den situation på markedet, som bestod inden udbetalingen af nævnte støtte. Sagsøgeren principale klagepunkt om, at Kommissionen udelukkende af proceduremæssige grunde har anordnet tilbagesøgning af den omhandlede støtte, er således ugrundet og skal forkastes.

100   Hvad angår det subsidiære spørgsmål, om Kommissionen var berettiget til at anordne tilbagesøgning af den økonomiske fordel, der følger af statsgarantien i perioden fra den 5. december 2008 til den 5. juni 2009 (jf. 71. og 85. betragtning til den anfægtede afgørelse) som omfattet af den foreløbige godkendelse i beslutningen af 13. marts 2009, skal der indledningsvis henvises til de betragtninger, der er anført ovenfor i præmis 88 og 89.

101   Det skal i denne henseende præciseres, at punkt 15 og punkt 25, litra a) og c), i rammebestemmelserne for redning og omstrukturering, hvis generelle principper finder anvendelse i medfør af punkt 10 i meddelelsen om pengeinstitutter, hverken tager stilling til formålet med en anordning om tilbagesøgning, den materielle eller tidsmæssige rækkevidde heraf eller fremgangsmåden ved en sådan anordning. Punkt 25, litra a) og c), i disse rammebestemmelser begrænser sig således til at beskrive betingelserne for en eventuel godkendelse af redningsstøtte. Det fastsættes i medfør af bestemmelser, der er indeholdt i disse rammebestemmelsers punkt 25, litra a), at efter den maksimale frist på seks måneder gælder i princippet, at »ethvert lån skal tilbagebetales, og enhver garanti skal ophæves«, og der kræves i henhold til samme rammebestemmelsers punkt 25, litra c), »dokumentation for, at lånet er blevet fuldstændig tilbagebetalt, og/eller at garantien er ophævet«. Nævnte punkt 25 definerer dermed hverken den fordel, som er forbundet med ydelsen af et sådant lån eller udstedelsen af en sådan garanti, og som kan være genstand for en anordning om tilbagebetaling, eller den måde, hvorpå tilbagebetalingsbeløbet skal beregnes, idet dette hvad angår garantier er omfattet af punkt 4.2 i [Kommissionens] meddelelse [om anvendelsen af […] artikel 87 [EF] og 88 [EF] på statsstøtte i form af garantier (EUT C 155, s. 10, herefter »garantimeddelelsen«)] samt af Kommissionens meddelelse af 19. januar 2008 om revision af metoden for fastsættelse af referencesatsen og kalkulationsrenten (EUT C 14, s. 6, herefter »meddelelse om fastsættelse af referencesatsen«).

102   Idet punkt 15 og 25 i rammebestemmelserne for redning og omstrukturering begrænser muligheden for at godkende redningsstøtte »i form af lånegarantier eller lån« til støtte, der er »midlertidig og reversibel«, beror disse bestemmelser imidlertid på den generelle forudsætning, at enhver støtte, der tildeles foreløbigt som redningsstøtte, uanset i hvilken form, skal tilbagebetales, når betingelserne for den foreløbige godkendelse heraf ikke længere er opfyldt. Denne fortolkning svarer til den reversible karakter af og ånden bag redningsstøtten, der alene tilsigter at gøre det muligt for den kriseramte virksomhed at komme igennem en kort kriseperiode, hvorefter det enten er lykkedes at genoprette virksomheden, hvilket indebærer en forpligtelse til at tilbagebetale støtten, eller den præsenterer en omstruktureringsplan eller afviklingsplan. I tilfælde af en statsgaranti kræver dette princip nødvendigvis tilbagebetaling af den økonomiske fordel, som nævnte garanti indebærer for den begunstigede i den periode, hvor den er udstedt, eftersom en ophævelse heraf alene med virkning ex nunc ikke er tilstrækkelig i denne henseende og endvidere er i strid med begrebet tilbagesøgning som beskrevet ovenfor i præmis 97 og 98.

103   Eftersom de portugisiske myndigheder i det foreliggende tilfælde ikke har opfyldt deres tilsagn i henhold til beslutningen af 13. marts 2009, som beror på en loyal og konsekvent anvendelse af punkt 30 i meddelelsen om pengeinstitutter, sammenholdt med punkt 15 og 25 i rammebestemmelserne for redning og omstrukturering, var Kommissionen berettiget til at inkludere denne periode i anordningen om tilbagesøgning med henblik på en fuldstændig tilbagebetaling af den tildelte fordel.

104   Sagsøgeren kan således ikke kritisere Kommissionen for at have tilsidesat artikel 108, stk. 2, TEUF ved at anordne tilbagesøgning af den fordel, der er forbundet med udstedelsen af statsgarantien, for så vidt som den omfattede perioden fra den 5. december 2008 til den 5. juni 2009.

105   Det subsidiære klagepunkt under dette andet led må derfor ligeledes forkastes.

106   For det tredje hvad angår beregningen af det beløb, der skal tilbagesøges, har sagsøgeren kritiseret Kommissionen for bl.a. i 82. betragtning til den anfægtede afgørelse at have set bort fra, for det første, punkt 4.2 i garantimeddelelsen, for det andet, de vilkår for forrentningen, der er fastsat i den særlige garantiordning for kreditinstitutter med hjemsted i Portugal i medfør af den portugisiske lov nr. 60-A/2008 af 20. oktober 2008 som gennemført ved bekendtgørelse nr. 1219-A/2008 af 23. oktober 2008 som godkendt ved beslutning C(2008) 6527, og for det tredje, de »spreads« (spænd), der blev praktiseret i Portugal mellem december 2008 og april 2010 for nye lånetransaktioner, der blev foretaget af nationale pengeinstitutter.

107   Sagsøgeren har hvad angår det første klagepunkt præciseret, at de kriterier, der fremgår af punkt 4.2 i garantimeddelelsen, svarer til et »hovedkriterium« og et »underordnet kriterium«. Kommissionen burde således ikke have beregnet størrelsen af den angivelige støtte ved at basere sig på »forskellen mellem den teoretiske markedsrente og den rente, der er opnået som følge af statsgarantien, efter fradrag af eventuelle betalte præmier«, da der forelå sammenlignelige elementer på markedet, som ikke var blevet analyseret.

108   Det skal i denne henseende bemærkes, at punkt 4.2 i garantimeddelelsen bestemmer, at »[i] forbindelse med en individuel garanti bør subventionsækvivalenten beregnes som differencen mellem garantiens markedspris og den faktisk betalte pris«. Dette punkt præciserer følgende:

»Når garantier for den pågældende type transaktion ikke forekommer på markedet, foreligger der ikke nogen markedspris for garantien. I så fald bør støtteelementet beregnes på samme måde som subventionsækvivalenten ved et lån på lempelige vilkår, nemlig som differencen mellem den markedsrente, virksomheden skulle have betalt uden garantien, og den rente, der er opnået som følge af statsgarantien, efter fradrag af eventuelle betalte præmier. Hvis der ikke foreligger nogen markedsrentesats, og medlemsstaten i stedet ønsker at anvende referencesatsen, understreger Kommissionen, at betingelserne i meddelelsen om referencesatserne […] gælder ved beregningen af støtteintensiteten i forbindelse med en individuel garanti. Det betyder, at man må være særlig opmærksom på tillægget til basissatsen, for at der kan tages hensyn til den særlige risikoprofil i forbindelse med den pågældende transaktion, den virksomhed, der har fået garantien, og sikkerhedsstillelsen.«

109   Det følger af disse bestemmelser, at hvis Kommissionen konkluderer, at der ikke findes en markedspris for den omhandlede garanti, er den forpligtet til at beregne støtteelementet »på samme måde som subventionsækvivalenten ved et lån på lempelige vilkår«, uden at Kommissionen som følge af en selvpålagt begrænsning af dens skønsbeføjelse (jf. den ovenfor i præmis 91 nævnte retspraksis) kan fravige denne forpligtelse eller beregningsmetode.

110   Det fremgår imidlertid af ordlyden af 81. og 82. betragtning til den anfægtede afgørelse, at uanset den korrekte henvisning til garantimeddelelsen, som er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, og som finder anvendelse i det foreliggende tilfælde, har Kommissionen fejlagtigt nævnt bestemmelserne i sin foregående meddelelse »om anvendelsen af […] artikel 87 [EF] og 88 [EF] angående statsstøtte i form af garantier« (EFT 2000 C 71, s. 14) og navnlig dennes punkt 3.2, første afsnit, hvoraf fremgår, at »[s]ubventionsækvivalenten for en lånegaranti i et givet år kan […] beregnes på samme måde som subventionsækvivalenten for et lån på bedre vilkår end markedsvilkårene, idet rentetilskuddet repræsenterer forskellen mellem markedsrenten og den rente, der er opnået takket være statsgarantien, efter at eventuelle betalte præmier er blevet fratrukket […]«. I 82. betragtning til den anfægtede afgørelse har Kommissionen således i det væsentlige bemærket, at det ikke var muligt at fastlægge en markedspris for en rimelig forrentning af statsgarantien, således at der skulle fastsættes en rimelig referenceværdi. Kommissionen har uden at henvise til sin absolutte og ubetingede forpligtelse, der er nævnt ovenfor i præmis 108, præciseret følgende:

»Som fastlagt i første afsnit i punkt 3.2 [i garantimeddelelsen] kan »subventionsækvivalenten« for en lånegaranti i et givet år beregnes på samme måde som subventionsækvivalenten for et lån på lempelige vilkår. I så fald kan støtteelementet beregnes som forskellen mellem den teoretiske markedsrente og den rente, der er opnået som følge af statsgarantien, efter fradrag af eventuelle betalte præmier.«

111   Det må imidlertid fastslås, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde har valgt den metode til beregning af størrelsen af den økonomiske fordel af den omhandlede garanti, som den under alle omstændigheder burde have valgt i henhold til punkt 4.2 i garantimeddelelsen, dvs. metoden til beregning af subventionsækvivalenten for et lån på lempelige vilkår. Under disse omstændigheder kan den omstændighed, at der fejlagtigt er citeret bestemmelser, der henhører under den foregående meddelelse, og at ordet »kan« er anvendt i stedet for »bør«, ikke medføre, at den i den anfægtede afgørelse valgte tilgang er fejlbehæftet.

112   Det første klagepunkt må således forkastes, for så vidt som der hermed påberåbes en tilsidesættelse af punkt 4.2 i garantimeddelelsen, idet det skal undersøges i forbindelse med det andet og det tredje klagepunkt, om der foreligger eventuelle sammenlignelige elementer på markedet til fastlæggelse af statsgarantiens markedspris.

113   Sagsøgeren har med det andet og det tredje klagepunkt kritiseret Kommissionen for hverken at have taget hensyn til den forrentning, der er fastsat i den særlige garantiordning for kreditinstitutter med hjemsted i Portugal, og som blev godkendt ved Kommissionens beslutning C(2008) 6527, eller de »spreads«, der blev praktiseret i Portugal mellem december 2008 og april 2010 for nye lånetransaktioner, som blev ydet af nationale pengeinstitutter, og som var betydeligt lavere end de satser, der fremgår af den anfægtede afgørelse med hensyn til den store værdi af den ydede sikkerhed.

114   Hvad angår det andet klagepunkt er det tilstrækkeligt at konstatere, som Kommissionen har gjort gældende, at denne særlige ordning alene omhandler portugisiske pengeinstitutter, som opfyldte solvenskriterierne i den omhandlede lov, hvilket blev taget i betragtning i den nævnte kommissionsafgørelses punkt 39. Det var derfor med rette, at Kommissionen fastslog, at et pengeinstitut i krise på randen af konkurs, såsom BPP, da statsgarantien blev stillet, ikke kunne være omfattet af den nævnte særlige ordning og dermed drage fordel af de rentesatser, der var fastsat i ordningen. Kommissionen kunne under alle omstændigheder ligeledes med rette lægge til grund, at forretningssatsen i henhold til den nævnte særlige ordning pr. definition ikke svarede til markedsvilkårene.

115   Hvad angår det tredje klagepunkt om, at Kommissionen burde have taget hensyn til de »spreads«, som blev praktiseret i Portugal mellem december 2008 og april 2010, dvs. markedssatserne, må det fastslås, at henset til BPPʼs finansielle situation på det tidspunkt, hvor den omhandlede garanti blev udstedt, var Kommissionen berettiget til at fastslå, at det var meget lidt sandsynligt, at BPP ville være i stand til at opnå et banklån på markedet uden indgriben fra den portugisiske stats side, og at det var umuligt at fastlægge en markedspris for en rimelig forrentning af statsgarantien (81. og 82. betragtning til den anfægtede afgørelse). De omstændigheder, der blev lagt til grund for udstedelsen af den nævnte garanti, navnlig for det første BPPʼs finansielle vanskeligheder, der krævede, at Banco de Portugal indvilligede i en midlertidig betalingsfritagelse, for det andet den betydelige mængde kapital, der var nødvendig for at bevare BPP på markedet, nemlig 450 mio. EUR, og for det tredje krisen på de nationale, europæiske og internationale finansmarkeder, var af en sådan karakter, at Kommissionen uden at begå en fejl kunne konkludere, at BPP til trods for omfanget af den stillede sikkerhed ikke ville have været i stand til at opnå en sammenlignelig garanti på markedet for finansiel støtte af en sådan størrelse. Kommissionen var således berettiget til i overensstemmelse med punkt 4.2 i garantimeddelelsen at basere sig på metoden til beregning af subventionsækvivalenten for et lån på lempelige vilkår.

116   Under disse omstændigheder må dette anbringende forkastes i det hele som ugrundet.

 Det femte anbringende om en tilsidesættelse af retten til »god administration«

[udelades]

 Det sjette anbringende om en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

122   Sagsøgeren har med det foreliggende anbringende i det væsentlige anført, at retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er til hinder for, at der anordnes tilbagesøgning af den omhandlede støtte i det mindste hvad angår den tilbagesøgning, der er anordnet for perioden fra den 5. december 2008 til den 5. juni 2009, som er omfattet af den godkendelse, der blev meddelt i beslutningen af 13. marts 2009. BPP kunne ifølge sagsøgeren legitimt antage dels, at proceduren »ville følge sin lovlige gang«, dels, subsidiært, at statsgarantien var forenelig med det indre marked i denne periode.

[udelades]

124   Det skal indledningsvis præciseres, at sagsøgerens ræsonnement i forbindelse med det foreliggende anbringende alene er baseret på argumenter, som tilsigter at gøre gældende, at sagsøgerens angivelige forventninger eller begrundede forhåbninger ikke er blevet virkeliggjort, og ikke, at der foreligger en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet som fortolket i retspraksis (Domstolens dom af 29.4.2004, sag C-17/01, Sudholz, Sml. I, s. 4243, præmis 34, og af 7.6.2005, sag C-17/03, VEMW m.fl., Sml. I, s. 4983, præmis 80). Analysen skal derfor begrænses til den angivelige tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

125   Dette princip beskytter enhver retsundergiven i forbindelse med begrundede forventninger, som en institution, et organ, et kontor eller et agentur under Unionen ved at afgive præcise løfter har givet anledning til. Sådanne løfter skal, uanset under hvilken form de er afgivet, være præcise, ubetingede og samstemmende (jf. i denne retning Domstolens dom af 16.12.2010, sag C-537/08 P, Kahla Thüringen Porzellan mod Kommissionen, Sml. I, s. 12917, præmis 63, og af 13.6.2013, forenede sager C-630/11 P – C-633/11 P, HGA m.fl. mod Kommissionen, EU:C:2013:387, præmis 132). Hertil kommer, at når der henses til, at Kommissionens kontrol med statsstøtte er obligatorisk, kan der følgelig i princippet ikke hos støttemodtagerne bestå en berettiget forventning om, at en støtte, de har modtaget, er lovlig, medmindre den er blevet ydet under iagttagelse af den i artikel 108 TEUF fastlagte procedure, idet en påpasselig erhvervsdrivende normalt må være i stand til at forvisse sig om, at denne procedure er blevet fulgt. Når en støtte gennemføres, uden at Kommissionen på forhånd får underretning herom, således at den er ulovlig i henhold til artikel 108, stk. 3, TEUF, kan støttemodtageren navnlig ikke på dette tidspunkt have en berettiget forventning om, at støtten er lovligt ydet (jf. i denne retning Domstolens dom af 8.12.2011, sag C-81/10 P, France Télécom mod Kommissionen, EU:C:2011:811, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).

126   Det er i lyset af disse principper, der er fastlagt i retspraksis, at det skal efterprøves, om de forskellige klagepunkter og argumenter, som sagsøgeren har fremført til støtte for det foreliggende anbringende, er velbegrundede.

127   For det første har sagsøgeren ikke anført, at Kommissionen på noget tidspunkt under den administrative procedure har afgivet præcise løfter over for denne, der kunne give anledning til begrundede forventninger for sagsøgeren. Som det således allerede er anført i præmis 119 ovenfor, vedrørte beslutningen af 13. marts 2009 alene en foreløbig og uopsættelig bedømmelse af foreneligheden af den omhandlede støtte med det indre marked, der forudsatte, at de portugisiske myndigheder opfyldte deres tilsagn om at præsentere en omstruktureringsplan for BPP inden for en frist på seks måneder, dvs. inden den 5. juni 2009, og om at anmelde enhver forlængelse af statsgarantien ud over den oprindelige periode på seks måneder til Kommissionen. Desuden fremgår det allerede af en samlet læsning af 39., 41. og 44. betragtning til beslutningen af 13. marts 2009 – som sagsøgeren ikke har bestridt, at BPP havde kendskab til under den administrative procedure – samt af punkt 8-10 i indledningsbeslutningen (jf. præmis 12 ovenfor), at BPP ikke kunne have berettigede forventninger om, at den omhandlede støtte blev erklæret forenelig med det indre marked ved afslutningen af nævnte procedure.

128   For det andet hvad angår den tid, der forløb mellem vedtagelsen af beslutningen af 13. marts 2009 og vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, har sagsøgeren ikke gjort noget argument gældende, der kan godtgøre, at det nævnte tidsrum var urimeligt eller kunne skabe berettigede forventninger for BPP. Tværtimod har Kommissionen i det foreliggende tilfælde den 15. juli 2009 og den 6. oktober 2009, dvs. kort efter udløbet af fristen den 5. juni 2009, mindet de portugisiske myndigheder om nødvendigheden af at præsentere en omstruktureringsplan for BPP (jf. præmis 11 ovenfor). Det var desuden kun en måned før, at Kommissionen den 10. november 2009 vedtog indledningsbeslutningen – der ganske vist først blev offentliggjort i EU-Tidende den 6. marts 2010 – med angivelse af de grunde, som dens tvivl om statsgarantiens forenelighed med det indre marked beroede på (punkt 8-10 i indledningsbeslutningen). Desuden angav Kommissionen i nævnte beslutnings punkt 9 klart, at den uden en omstruktureringsplan ikke kunne »bedømme, om den statsgaranti, der var blevet udstedt den 5. december 2008, og forlængelsen heraf den 5. juni 2009 [var] forenelig med [det indre] marked såvel med hensyn til varigheden som forrentningen«. Endelig blev denne beslutning kombineret med et påbud til de portugisiske myndigheder om at præsentere en omstruktureringsplan for BPP inden den 22. december 2009 (jf. præmis 12 ovenfor), hvorved sagsøgeren heller ikke har anført, at BPP ikke havde kendskab hertil på det pågældende tidspunkt.

129   Det følger heraf, at Kommissionen i indledningsbeslutningen har rejst tvivl om, at statsgarantien var forenelig med det indre marked i hele den omhandlede periode, herunder perioden fra den 5. december 2008 til den 5. juni 2009, på grundlag af de grunde, der fremgår af præmis 127 ovenfor. Under disse omstændigheder kan sagsøgeren ikke påberåbe sig, at en periode på 15 måneder mellem beslutningen af 13. marts 2009 og tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse kan begrunde berettigede forventninger om, at Kommissionen alligevel vil erklære den omhandlede støtte forenelig med det indre marked. I denne henseende er den omstændighed, at beslutningen af 13. marts 2009 ikke udtrykkeligt omtaler muligheden for, at støtten senere erklæres uforenelig med det indre marked, hvilket kan give anledning til en tilbagesøgning ex tunc af den tildelte fordel, ikke i sig selv tilstrækkelig til at danne grundlag for sådanne berettigede forventninger, idet Kommissionens efterfølgende tilgang overholdt de relevante regler, som er nævnt i præmis 85, 101 og 102 ovenfor, og idet indledningsbeslutningen utvetydigt angav, at såfremt der ikke blev præsenteret en omstruktureringsplan for BPP, kunne den foreløbige godkendelse af den omhandlede støtte, som blev meddelt i beslutningen af 13. marts 2009, ikke opretholdes eller videreføres i den afgørelse, der skulle træffes ved afslutningen af den administrative procedure.

130   For det tredje skal sagsøgerens argument om, at den omstændighed, at der ikke er blevet præsenteret en omstruktureringsplan for BPP, alene skyldes de portugisiske myndigheder, forkastes som ugrundet og under alle omstændigheder som irrelevant. Selv om det lægges til grund, at dette er tilfældet, og uanset af hvilken grund en sådan plan ikke er blevet præsenteret for Kommissionen, kan denne institution således ikke holdes ansvarlig for den manglende omstruktureringsplan eller for at have givet anledning til nogen form for berettigede forventninger for BPP i denne sammenhæng. Tværtimod har Kommissionen, som det fremgår af præmis 128 ovenfor, efter fristen den 5. juni 2009 iværksat alle passende foranstaltninger for at foranledige de portugisiske myndigheder til at fremlægge en omstruktureringsplan for BPP snarest muligt.

131   For det fjerde hvad angår argumentet om, at Kommissionen i kraft af sin tidligere beslutningspraksis med hensyn til andre pengeinstitutter, der er berørt af finanskrisen, har givet anledning til en berettiget forventning for BPP om, at den omhandlede støtte i sidste ende ville blive erklæret forenelig med det indre marked, er det tilstrækkeligt at konstatere, at sagsøgeren hverken har anført eller godtgjort, at Kommissionen i disse andre sager har stået over for en situation, der var sammenlignelig med den, der ligger til grund for den foreliggende sag. Endvidere har sagsøgeren ikke modsagt Kommissionens udsagn om, at medlemsstaterne i disse andre sager har præsenteret omstruktureringsplaner eller afviklingsplaner for de berørte pengeinstitutter. For så vidt som sagsøgeren i denne sammenhæng har til hensigt at gøre gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet til skade for sagsøgeren, vil der under alle omstændigheder blive fokuseret på dette aspekt i forbindelse med det syvende anbringende om en tilsidesættelse af retten til en »retfærdig behandling« (jf. præmis 136-143 nedenfor).

132   For det femte er sagsøgerens argument om, at anordningen af tilbagesøgningen udgør en »sanktion« i forhold til BPP, der væsentligt vil skade bankens investorer og kreditorer, irrelevant og under alle omstændigheder åbenbart retligt ugrundet. Det fremgår således af fast retspraksis, at en anordning om tilbagesøgning af en ulovlig støtte ikke udgør en sanktion i streng forstand, men alene har til formål at genoprette den situation, der bestod, før støtten blev tildelt (jf. i denne retning Domstolens dom af 24.9.2002, forenede sager C-74/00 P og C-75/00 P, Falck SpA og Acciaierie di Bolzano SpA mod Kommissionen, Sml. I, s. 7869, præmis 178-182, og Rettens dom af 9.9.2009, forenede sager T-230/01 – T-232/01 og T-267/01 – T-269/01, Diputación Foral de Álava m.fl., ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 377). Hertil kommer, at sagsøgeren ikke har forklaret, om og i hvilket omfang kvalifikationen af en anordning om tilbagesøgning som en »sanktion« kan influere på rækkevidden af den beskyttelse, som BPP kunne have opnået i henhold til princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, eftersom de relevante kriterier for anvendelsen af dette princip ikke er opfyldt i det foreliggende tilfælde.

133   For det sjette er det, henset til de betragtninger, der fremgår af præmis 89 og 99 ovenfor, med urette, at sagsøgeren har anført, at den anfægtede afgørelse alene har anordnet tilbagesøgning af proceduremæssige grunde. Desuden kan modtagerne af en støtte i princippet ikke have en berettiget forventning om, at en støtte er lovlig, når denne støtte, som den gentagne forlængelse af statsgarantien i det foreliggende tilfælde, er blevet tildelt under tilsidesættelse af forpligtelsen til forudgående anmeldelse til Kommissionen og af forbuddet mod gennemførelse af den nævnte støtte i henhold til artikel 108, stk. 3, TEUF og dermed er ulovlig (jf. i denne retning dommen i sagen France Télécom mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 125, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).

134   Endelig er det med rette, at Kommissionen har anført, at medlemsstaternes forpligtelse til at tilbagesøge støtte, der er ulovlig og uforenelig med det indre marked, ikke begrænses eller drages i tvivl af den omstændighed, at modtageren er insolvent (Domstolens dom af 14.9.1994, sag C-42/93, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 4175, præmis 33).

135   Under disse omstændigheder skal det foreliggende anbringende forkastes som delvist ugrundet, delvist irrelevant.

 Det syvende anbringende om en tilsidesættelse af retten til en »retfærdig behandling«

136   Sagsøgeren har til støtte for det foreliggende anbringende påberåbt sig flere afgørelser på området for støtte, der er tildelt pengeinstitutter, og som Kommissionen har vedtaget i forbindelse med finanskrisen. Sagsøgeren har i det væsentlige udledt heraf, at BPP er blevet udsat for forskelsbehandling eller er blevet behandlet uretfærdigt. Ifølge sagsøgeren har Kommissionen navnlig i afgørelse 2012/660/EU af 27. marts 2012 om de foranstaltninger SA.26909 (2011/C), som Portugal har gennemført i forbindelse med omstruktureringen af Banco Português de Negócios (BPN) (EUT L 301, s. 1), udvist en større »tolerance« over for de portugisiske myndigheder end i den foreliggende sag, selv om, for det første, de to omhandlede foranstaltninger var blevet anmeldt næsten samtidigt, for det andet, de portugisiske myndigheder i BPNʼs tilfælde ligeledes havde været forsinkede med præsentationen af en omstruktureringsplan, og for det tredje, støtteforanstaltningerne til fordel for BPN, herunder en statsgaranti, havde været »af væsentlig større økonomisk betydning«.

[udelades]

138   Henset til sagsøgerens argumentation, der er sammenfattet i præmis 136 ovenfor, skal det foreliggende argument forstås som omhandlende en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet.

139   Ifølge det generelle ligebehandlingsprincip, der er et generelt princip i EU-retten, må ensartede situationer ikke behandles forskelligt og forskellige situationer ikke behandles ens, medmindre forskelsbehandlingen er objektivt begrundet. Spørgsmålet om den ensartede karakter af forskellige situationer skal vurderes under hensyn til alle de forhold, som kendetegner dem. Disse omstændigheder skal navnlig fastlægges og vurderes på grundlag af indholdet af og formålet med den EU-retsakt, der indfører en forskellig behandling. Endvidere skal der tages hensyn til de principper, der gælder inden for det område, som den pågældende retsakt henhører under, og de formål, der forfølges på det pågældende område (Domstolens dom af 16.12.2008, sag C-127/07, Arcelor Atlantique og Lorraine m.fl., Sml. I, s. 9895, præmis 23, 25 og 26 og den deri nævnte retspraksis, og af 12.5.2011, sag C-176/09, Luxembourg mod Parlamentet og Kommissionen, Sml. I, s. 3727, præmis 31 og 32).

140   Det skal således efterprøves, om sagsøgeren i tilstrækkeligt omfang har godtgjort, at de situationer, der lå til grund for andre afgørelser, som Kommissionen har vedtaget i forbindelse med finanskrisen, var i det mindste sammenlignelige med den situation, der lå til grund for den anfægtede afgørelse.

141   Hvad navnlig angår spørgsmålet, om den situation, der lå til grund for afgørelsen vedrørende BPN, er sammenlignelig med den situation, der var genstand for den anfægtede afgørelse, er de faktiske omstændigheder, som sagsøgeren har henvist til, ikke tilstrækkelige til at underbygge, at BPN og BPP befandt sig i en sammenlignelig situation med henblik på anvendelsen af ligebehandlingsprincippet, idet den mere eller mindre samtidige anmeldelse af de støtteforanstaltninger, som de portugisiske myndigheder agtede at indføre til fordel for disse to banker, ikke i sig selv er afgørende i denne henseende. Dels fremgår det således af 9.-14. betragtning til afgørelsen vedrørende BPN, at de portugisiske myndigheder til forskel fra den foreliggende sag faktisk havde fremlagt en omstruktureringsplan for BPN for Kommissionen, ganske vist forsinket og ved efterfølgende at fremsende supplerende oplysninger til denne plan på Kommissionens anmodning. Dels havde Kommissionen i BPNʼs tilfælde ved indledningsbeslutning af 24. oktober 2011 (EUT C 371, s. 14 og 15) indledt den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF, dog ikke af den grund, at der helt manglede en omstruktureringsplan, men med den begrundelse, at den oprindeligt præsenterede omstruktureringsplan var blevet forældet som følge af salget af BPN, og at Kommissionen senere skulle bedømme en ændret plan. Henset til, at den omstændighed, at de portugisiske myndigheder ikke havde præsenteret en omstruktureringsplan for BPP, var afgørende for konklusionen om, at den omhandlede støtte var uforenelig med det indre marked (jf. bl.a. 71. betragtning til den anfægtede afgørelse), begrundede disse afgørende forskelle i situationen for henholdsvis BPN og BPP imidlertid i sig selv konklusionen om, at de nævnte situationer ikke var sammenlignelige, og at ligebehandlingsprincippet, som sagsøgeren har påberåbt sig, dermed ikke kunne finde anvendelse i det foreliggende tilfælde.

142   Hvad angår de andre afgørelser, som sagsøgeren har påberåbt sig, er det tilstrækkeligt at konstatere, at sagsøgeren har undladt at anføre præciseringer, der gør det muligt at bedømme, om de omhandlede situationer er sammenlignelige, således at denne argumentation ikke kan tiltrædes af de grunde, der er anført i præmis 131 ovenfor.

143   Følgelig må det foreliggende anbringende forkastes som ugrundet i sin helhed.

 Det første anbringende om en manglende begrundelse

[udelades]

162   Det fremgår af samtlige ovenfor anførte betragtninger, at søgsmålet bør forkastes i det hele, uden at det er nødvendigt at behandle sagsøgerens begæring om, at Kommissionen som en foranstaltning med henblik på bevisoptagelsen i medfør af procesreglementets artikel 65 tilpligtes at tilføre sagens akter en fuldstændig udgave af det dokument, der er fremlagt som bilag B.2 til svarskriftet, herunder visse akter vedlagt dette dokument.

 Sagens omkostninger

163   I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom.

164   Da sagsøgeren har tabt sagen, bør det pålægges sagsøgeren at bære sine egne omkostninger og betale Kommissionens omkostninger i overensstemmelse med dennes påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Fjerde Afdeling):

1)      Søgsmålet forkastes.

2)      Banco Privado Português, SA, og Massa Insolvente do Banco Privado Português, SA, bærer deres egne omkostninger og betaler Europa-Kommissionens omkostninger.

Prek Labucka Kreuschitz

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 12. december 2014.

Underskrifter

Indhold

Tvistens baggrund

Det tredje anbringende om en åbenbart urigtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder og en tilsidesættelse af begrebet statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF

Indledende bemærkninger

Om der foreligger en økonomisk fordel for BPP

Om kriterierne om økonomisk aktivitet, påvirkning af samhandelen mellem medlemsstater og fordrejning af konkurrencevilkårene

Det andet anbringende om en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF

Gengivelse af parternes argumenter

Gengivelse af beslutningen af 13. marts 2009

Gengivelse af indholdet af den anfægtede afgørelse

Bedømmelse

Det fjerde anbringende om en tilsidesættelse af artikel 108, stk. 2, TEUF

Det femte anbringende om en tilsidesættelse af retten til »god administration«

Det sjette anbringende om en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

Det syvende anbringende om en tilsidesættelse af retten til en »retfærdig behandling«

Det første anbringende om en manglende begrundelse

Sagens omkostninger

* Processprog: portugisisk.

1 – Der gengives kun de præmisser i denne dom, som Retten finder det relevant at offentliggøre.