Sag T-487/11

(offentliggørelse i uddrag)

Banco Privado Português, SA

og

Massa Insolvente do Banco Privado Português, SA

mod

Europa-Kommissionen

»Statsstøtte – finanssektoren – statsgaranti i tilknytning til et banklån – støtte, der har til formål at afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi – artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF – afgørelse, der erklærer en støtte uforenelig med det indre marked – rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder – overensstemmelse med Kommissionens meddelelser om støtte til den finansielle sektor i forbindelse med finanskrisen – berettiget forventning – begrundelsespligt«

Sammendrag – Rettens dom (Fjerde Afdeling) af 12. december 2014

1.      Statsstøtte – begreb – retlig karakter – fortolkning på grundlag af objektive elementer – domstolsprøvelse – rækkevidde

(Art. 107, stk. 1, TEUF)

2.      Statsstøtte – begreb – en stats tildeling af en fordel ved hjælp af statsmidler – fordele, der medfører en formindskelse af statsbudgettet eller en risiko for en sådan formindskelse– garanti stillet af staten – omfattet

(Art. 107, stk. 1, TEUF)

3.      Statsstøtte – påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne – konkurrencebegrænsning – bedømmelseskriterier

(Art. 107, stk. 1, TEUF)

4.      Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte, der kan anses for forenelig med det indre marked – støtte, der har til formål at afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi – Kommissionens skøn – domstolsprøvelse – grænser

[Art. 107, stk. 3, litra b), TEUF]

5.      Statsstøtte – afgørelse fra Kommissionen, der fastslår, at støtte er uforenelig med det indre marked, og anordner tilbagesøgning heraf – fastlæggelse af medlemsstatens forpligtelser – tilbagesøgningsforpligtelse – rækkevidde – garanti stillet af staten – tilbagebetaling af den økonomiske fordel

(Art. 108, stk. 2, første afsnit, TEUF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 14, stk. 1)

6.      Statsstøtte – tilbagesøgning af en ulovlig støtte – beregning af det beløb, der skal tilbagesøges – støtte, der tildeles i form af en individuel garanti – fastlæggelsen af støtteelementet i fravær af en markedspris for den omhandlede garanti – forpligtelse til at beregne støtteelementet på samme måde som subventionsækvivalenten ved et lån på lempelige vilkår

(Art. 108, stk. 2, første afsnit, TEUF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 14, stk. 1; Kommissionens meddelelse 2008/C 155/02)

7.      Statsstøtte – tilbagesøgning af en ulovlig støtte – modtagerens eventuelle berettigede forventning – beskyttelse – betingelser og grænser

(Art. 108, stk. 2, første afsnit, TEUF)

8.      EU-retten – principper – ligebehandling – objektivt berettiget forskellig behandling – bedømmelseskriterier

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 46)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 50-52)

3.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 60-62)

4.      Den undtagelse, der er fastsat i artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF, og begrebet »alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi« skal fortolkes strengt. Kommissionen har ved gennemførelsen af denne bestemmelse et vidt skøn ved vurderingen af de økonomiske og sociale faktorer, der kommer i betragtning på fællesskabsplan. EUʼs retsinstanser kan ved kontrollen med, hvorvidt denne beføjelse udøves retmæssigt, ikke erstatte de kompetente myndigheders skøn med sit eget, men skal begrænse sig til at vurdere, om skønnet er åbenbart urigtigt, eller om det er behæftet med magtfordrejning.

Kommissionen kan ikke kritiseres for at have anlagt et åbenbart urigtigt skøn eller for at have overskredet grænserne for sin vide skønsbeføjelse i henhold til artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF, således som reguleret i meddelelsen med overskriften »Statsstøttereglernes anvendelse på foranstaltninger truffet over for pengeinstitutter i forbindelse med den aktuelle globale finanskrise«, eller endog for ulovligt at have fraveget de regler, som den har pålagt sig selv, når den loyalt har fulgt reglerne i nævnte meddelelse for at erklære den omhandlede støtte uforenelig med det indre marked.

(jf. præmis 83 og 91)

5.      Det fremgår af artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 659/1999, som har til formål at gennemføre artikel 108, stk. 2, første afsnit, TEUF, at Kommissionen i negative beslutninger om ulovlig støtte bestemmer, at den pågældende medlemsstat skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at kræve støtten tilbagebetalt fra støttemodtageren, undtagen når en sådan tilbagebetaling vil være i modstrid med et generelt princip i EU-lovgivningen. Ophævelse af en ulovlig støtte gennem tilbagesøgning af støtten er den logiske konsekvens af, at støtten er fundet ulovlig. Den medlemsstat, som en afgørelse om tilbagesøgning af ulovlig støtte er rettet til, er dermed forpligtet til at træffe alle fornødne foranstaltninger til sikring af afgørelsens gennemførelse. Den berørte stat skal i denne henseende nå frem til en effektiv tilbagesøgning af de skyldige beløb.

Denne forpligtelse til tilbagesøgning har til formål at genoprette situationen på markedet før tildelingen af støtten. Tilbagesøgningen af de støttebeløb, der er uforenelige med det indre marked, tilsigter herved mere præcist at fjerne den konkurrencefordrejning, som er forårsaget af den konkurrencefordel, som modtageren af denne støtte har opnået på markedet i forhold til sine konkurrenter, ved at genoprette den situation, som bestod inden udbetalingen af denne støtte.

Punkt 15 og punkt 25, litra a) og c), i rammebestemmelserne for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder, hvis generelle principper finder anvendelse i medfør af punkt 10 i meddelelsen om pengeinstitutter, tager hverken stilling til formålet med en anordning om tilbagesøgning, den materielle eller tidsmæssige rækkevidde heraf eller fremgangsmåden ved en sådan anordning.

Idet punkt 15 og 25 i rammebestemmelserne for redning og omstrukturering begrænser muligheden for at godkende redningsstøtte »i form af lånegarantier eller lån« til støtte, der er »midlertidig og reversibel«, beror disse bestemmelser imidlertid på den generelle forudsætning, at enhver støtte, der tildeles foreløbigt som redningsstøtte, uanset i hvilken form, skal tilbagebetales, når betingelserne for den foreløbige godkendelse heraf ikke længere er opfyldt. Denne fortolkning svarer til den reversible karakter af og ånden bag redningsstøtten, der alene tilsigter at gøre det muligt for den kriseramte virksomhed at komme igennem en kort kriseperiode, hvorefter det enten er lykkedes at genoprette virksomheden, hvilket indebærer en forpligtelse til at tilbagebetale støtten, eller den præsenterer en omstruktureringsplan eller afviklingsplan. I tilfælde af en statsgaranti kræver dette princip nødvendigvis tilbagebetaling af den økonomiske fordel, som nævnte garanti indebærer for den begunstigede i den periode, hvor den er udstedt, eftersom en ophævelse heraf alene med virkning ex nunc ikke er tilstrækkelig i denne henseende og endvidere er i strid med begrebet tilbagesøgning.

(jf. præmis 97, 98, 101 og 102)

6.      På statsstøtteområdet følger det af punkt 4.2 i Kommissionens meddelelse om anvendelsen af artikel 87 EF og 88 EF på statsstøtte i form af garantier, at hvis Kommissionen konkluderer, at der ikke findes en markedspris for den omhandlede garanti, er den forpligtet til at beregne støtteelementet »på samme måde som subventionsækvivalenten ved et lån på lempelige vilkår«, uden at Kommissionen som følge af en selvpålagt begrænsning af dens skønsbeføjelse kan fravige denne forpligtelse eller beregningsmetode.

(jf. præmis 109)

7.      På området for tilbagesøgning af statsstøtte kan der, henset til, at Kommissionens kontrol med statsstøtte er obligatorisk, i princippet ikke hos støttemodtagerne bestå en berettiget forventning om, at en støtte, de har modtaget, er lovlig, medmindre den er blevet ydet under iagttagelse af den i artikel 108 TEUF fastlagte procedure, idet en påpasselig erhvervsdrivende normalt må være i stand til at forvisse sig om, at denne procedure er blevet fulgt. Når en støtte gennemføres, uden at Kommissionen på forhånd får underretning herom, således at den er ulovlig i henhold til artikel 108, stk. 3, TEUF, kan støttemodtageren navnlig ikke på dette tidspunkt have en berettiget forventning om, at støtten er lovligt ydet.

I denne forbindelse er den omstændighed, at en afgørelse, der godkender en redningsforanstaltning, som tager sigte på at holde et insolvent pengeinstitut gående, ikke udtrykkeligt omtaler muligheden for, at støtten senere erklæres uforenelig med det indre marked, hvilket kan give anledning til en tilbagesøgning ex tunc af den tildelte fordel, ikke i sig selv tilstrækkelig til at danne grundlag for sådanne berettigede forventninger, når Kommissionens efterfølgende tilgang overholdt de relevante regler om den midlertidige og reversible karakter af redningsstøtte, og beslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure utvetydigt angiver, at såfremt der ikke blev præsenteret en omstruktureringsplan for det insolvente pengeinstitut, kunne den foreløbige godkendelse af den omhandlede støtte, som blev meddelt i en afgørelse, der godkender en redningsforanstaltning, som tager sigte på at holde det insolvente pengeinstitut gående, ikke opretholdes eller videreføres i den afgørelse, der skal træffes ved afslutningen af den administrative procedure.

Desuden kan støttemodtagerens argument om, at den omstændighed, at der ikke er blevet præsenteret en omstruktureringsplan, alene skyldes medlemsstaten, heller ikke tiltrædes. Selv om det lægges til grund, at dette er tilfældet, og uanset af hvilken grund en sådan plan ikke er blevet præsenteret for Kommissionen, kan denne institution således ikke holdes ansvarlig for den manglende omstruktureringsplan eller for at have givet anledning til nogen form for berettigede forventninger for støttemodtageren i denne sammenhæng, navnlig når den har iværksat alle passende foranstaltninger for at foranledige medlemsstaten til at fremlægge en omstruktureringsplan snarest muligt.

Argumentet om, at anordningen af tilbagesøgningen udgør en »sanktion« i forhold til støttemodtageren, der væsentligt vil skade dennes investorer og kreditorer, er ligeledes irrelevant og under alle omstændigheder åbenbart retligt ugrundet. En anordning om tilbagesøgning af en ulovlig støtte udgør således ikke en sanktion i streng forstand, men har alene til formål at genoprette den situation, der bestod, før støtten blev tildelt.

Endvidere kan modtageren af en støtte i princippet ikke have en berettiget forventning om, at en støtte er lovlig, når denne støtte er blevet tildelt under tilsidesættelse af forpligtelsen til forudgående anmeldelse til Kommissionen og af forbuddet mod gennemførelse af den nævnte støtte i henhold til artikel 108, stk. 3, TEUF og dermed er ulovlig.

Endelig kan medlemsstaternes forpligtelse til at tilbagesøge støtte, der er ulovlig og uforenelig med det indre marked, ikke begrænses eller drages i tvivl af den omstændighed, at modtageren er insolvent.

(jf. præmis 125, 129, 130 og 132-134)

8.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 139)