Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

DOMSTOLENS DOM

(Store Afdeling)

af 26. april 2005

i sag C-376/02, Stichting "Goed Wonen" mod Staatssecretaris van Financiën (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Hoge Raad der Nederlanden) (1)

(Omsætningsafgift - det fælles merværdiafgiftssystem- artikel 17 i sjette direktiv 77/388/EØF - fradrag for indgående afgift - ændring af den nationale lovgivning - tilbagevirkende kraft - princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet)

(Processprog: nederlandsk)

I sag C-376/02, angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandene) ved afgørelse af 18. oktober 2002, indgået til Domstolen den 21. oktober 2002, i sagen Stichting "Goed Wonen" mod Staatssecretaris van Financiën, har Domstolen (Store Afdeling), sammensat af præsidenten, V. Skouris, afdelingsformændene P. Jann, C.W.A. Timmermans, A. Rosas (refererende dommer), R. Silva de Lapuerta og A. Borg Barthet, samt dommerne N. Colneric, S. von Bahr, J.N. Cunha Rodrigues, P. Kūris, E. Juhász, G. Arestis og M. Ilešič; generaladvokat: A. Tizzano; justitssekretær: ekspeditionssekretær M.-F. Contet, den 26. april 2005 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

Princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet er ikke til hinder for, at en medlemsstat undtagelsesvis, og for at undgå, at de skattekonstruktioner, der har til formål at minimere momsbyrden, og som en lovændring netop skal bekæmpe, anvendes i vidt omfang under lovgivningsproceduren, giver loven virkning med tilbagevirkende kraft, når de erhvervsdrivende, der foretager økonomiske transaktioner som dem, der er omfattet af loven, under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende er blevet advaret om den forestående udstedelse af denne lov og om den påtænkte tilbagevirkende kraft, således at de har kunnet forstå konsekvenserne af den påtænkte lovændring for de transaktioner, som de foretager.

Når loven fritager en økonomisk transaktion vedrørende en fast ejendom, der tidligere var underkastet moms, kan den have til virkning, at en momsberigtigelse, der foretages, fordi retten til fradrag for moms, der er erlagt for leveringen af en fast ejendom, blev udøvet på det tidspunkt, hvor den faste ejendom blev anvendt til en transaktion, der på det tidspunkt ansås for afgiftspligtig, ophæves.

____________

1 - ) EFT C 7 af 11.1.2003.