Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

KENDELSE AFSAGT AF PRÆSIDENTEN FOR RETTEN I FØRSTE INSTANS

den 7. juli 2004

i sag T-37/04 R, Região autónoma dos Açores mod Rådet for Den Europæiske Union.

(Særlige rettergangsformer- fiskeri - Rådets forordning (EF) nr. 1954/2003 - anmodning om delvis udsættelse af gennemførelse samt andre foreløbige forholdsregler - formaliteten - uopsættelighed - intervention)

(Processprog: engelsk)

I sag T-37/04 R, Região autónoma dos Açores, ved solicitors M. Renouf, S. Crosby og C. Bryant og barrister H. Mercer, mod Rådet for Den Europæiske Union (befuldmægtigede: J. Monteiro og F. Florindo Gijón), støttet af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (befuldmægtigede: T. van Rijn og B. Doherty, og med valgt adresse i Luxembourg) og af Kongeriget Spanien (befuldmægtigede: N. Diaz Abad og E. Braquehais Conesa, og med valgt adresse i Luxembourg), angående en påstand om delvis udsættelse af gennemførelsen af Rådets forordning (EF) nr. 1954/2003 af 4. november 2003 om forvaltning af fiskeriindsatsen for så vidt angår visse fiskerizoner og visse fiskeressourcer i EF, om ændring af forordning (EØF) nr. 2847/93 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 685/95 og (EF) nr. 2027/95 (EFT L 289, s. 1) for så vidt som den vedrører Azorernes farvande, og navnlig dens artikel 3, artikel 5, stk. 1, artikel 11, artikel 13, litra b), artikel 15 og dens bilag, og/eller alle andre foranstaltninger, der findes egnede, har Rettens præsident den 7. juli 2004 afsagt kendelse, hvis konklusion lyder således:

Det tillades Porto de Abrigo - Organização de Produtores da Pesca CRL og GÊ-Questa - Associação de Defesa do Ambiente at intervenere til støtte for sagsøgerens påstande.

WWF - World Wide for Nature and Seas at Risk's anmodning om intervention tages ikke til følge.

Anmodningen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.

Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

____________