Sag anlagt den 27. september 2013 – Izsák og Dabis mod-Kommissionen
(Sag T-529/13)
Processprog: ungarsk
Parter
Sagsøgere: Izsák Balázs-Árpád (Marosvásárhely, Rumænien) og Dabis Attila (Budapest, Ungarn) (ved advokat Judit Tordáné Petneházy)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgernes påstande
Europa-Kommissionens afgørelse K(2013) 4975 endelig af 25. juli 2013, hvorved der blev givet afslag på registrering af et forslag til borgerinitiativ med overskriften »Samhørighedspolitik for ligestilling af regionerne og bevarelse af de regionale kulturer «
Kommissionen forpligtes til at registrere de ovennævnte forslag til borgerinitiativ og træffe alle de nødvendige retlige foranstaltninger.
Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne anført følgende anbringender:
Første anbringende vedrørende tilsidesættelse af artikel 4, stk. 2, i forordning (EU) nr. 211/2011 1
I forbindelse med det første anbringende har sagsøgerne gjort gældende, at deres forslag opfylder alle de betingelser, som kræves for at blive registreret. Sagsøgerne er i øvrigt af den opfattelse, at Kommissionens synspunkt om, at forslaget til borgerinitiativ ligger åbenlyst uden for rammerne af Kommissionens beføjelser til at forelægge et forslag til EU-retsakt i henhold til traktaterne, er ugrundet. Ifølge sagsøgerne henhører forslaget til initiativ under kompetenceområdet i artikel 4, stk. 2, litra c), TEUF (Økonomisk, social og territorial samhørighed).
Andet anbringende vedrørende tilsidesættelse af artikel 174, stk. 3, TEUF
I forbindelse med dette anbringende har sagsøgerne gjort gældende, at listen over ulemper, på grundlag af hvilke en region skal have særlig opmærksomhed, som opregnet i artikel 174, stk. 3, TEUF, i modsætning til hvad Kommissionen har gjort gældende, ikke er udtømmende, men blot angiver eksempler.
Tredje anbringende vedrørende tilsidesættelse af artikel 174 TEUF og af forordning (EF) nr. 1059/2003 2
Sagsøgerne har endvidere anført, at EU’s samhørighedspolitik finder anvendelse på de regioner, som har de nationale, lingvistiske og kulturelle kendetegn, der under alle omstændigheder henhører under kategorien »berørte regioner«, som anført i artikel 174 TEUF, idet kultur i henhold til den afledte EU-ret er et vigtigt element i den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed. Dette understøttes ifølge sagsøgerne af artikel 3, stk. 5, i forordning nr. 1059/2003 og tiende betragtning til samme forordning.
Fjerde anbringende vedrørende tilsidesættelse af artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 211/2011 og af artikel 167 TEUF
Sagsøgerne har anført, at initiativets ophavsmænd, i modsætning til hvad Kommissionen har gjort gældende, ikke var forpligtet til at angive den retlige hjemmel for forslaget, men de har i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 211/2011 anført de bestemmelser i traktaten, som de har fundet relevante i forhold til den foreslåede foranstaltning. I øvrigt bidrager Unionen i henhold til artikel 167 TEUF til, at medlemsstaternes kulturer kan udfolde sig, idet den respekterer den nationale og regionale mangfoldighed.
Femte anbringende vedrørende tilsidesættelse af artikel 19, stk. 1, TEUF
Sagsøgerne er af den opfattelse, at det er med urette, at Kommissionen har anført i den anfægtede afgørelse, at skønt EU-institutionerne er forpligtede til at respektere den rige kulturelle og sproglige mangfoldighed og afholde sig fra enhver forskelsbehandling af minoriteterne, udgør ingen af disse bestemmelser imidlertid en retlig hjemmel for nogen foranstaltninger fra disse institutioners side. Ifølge sagsøgerne er dette synspunkt navnlig i strid med artikel 19, stk. 1, TEUF.
Sjette anbringende vedrørende tilsidesættelse af artikel 174, stk. 2, TEUF
Ifølge sagsøgerne har Kommissionen misforstået initiativforslaget, idet den har anført, at forbedringen af minoriteternes situation ikke kan betragtes som medvirkende til en formindskelse af forskellene mellem de forskellige områders udviklingsniveauer og forbedre situationen for de mindst begunstigede områder, som anført i artikel 174, stk. 2, TEUF. Sagsøgerne har gjort gældende, at initiativets ophavsmænd ikke har foreslået at forbedre situationen for de nationale minoriteter, men at sørge for, at EU’s samhørighedspolitik ikke kan anvendes til at eliminere eller svække regionernes nationale, lingvistiske og kulturelle kendetegn, og at Unionens økonomiske metoder og mål ikke bliver politiske instrumenter, der – om end indirekte – går imod disse minoriteter.
________________________1 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 211/2011 af 16.2.2011 om borgerinitiativer (EUT L 65, s. 1).
2 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1059/2003 af 26.5.2003 om indførelse af en fælles nomenklatur for regionale enheder (EUT L 154, s. 1).