Sag T-712/20
Škoda Investement a.s.
mod
Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret
Rettens dom (Tiende Afdeling) af 13. oktober 2021
»EU-varemærker – indsigelsessag – ansøgning om EU-figurmærke, der gengiver en figur bestående af en pil med en vinge – det ældre EU-figurmærke, der gengiver en figur bestående af en pil med en vinge – relativ registreringshindring – indsigelsen delvist forkastet – begrænsning af rækkevidden af indsigelsen i forbindelse med sagen for appelkammeret – delvis tilbagetagelse af indsigelsen – appelkammerets påkendelse ex officio – forbud mod at træffe afgørelse ultra petita«
1. EU-varemærke – klagesag – klage over en afgørelse fra kontorets indsigelsesafdeling – afgørelse fra appelkammeret, der går ud over genstanden for indsigelsessagen – ulovlighed
[Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1001, art. 47, stk. 5, første punktum, art. 68, stk. 1, art. 71, stk. 1, første punktum, og art. 95, stk. 1; Kommissionens forordning 2018/625, art. 21, stk. 1, litra e)]
(jf. præmis 22 og 23)
2. EU-varemærke – klagesag – klage over en afgørelse fra kontorets indsigelsesafdeling – appelkammerets prøvelse – rækkevidde – prøvelse ex officio af anbringender vedrørende væsentlige formforskrifter – lovlighed – grænser – forbud mod annullation, der går ud over det, der er nedlagt påstand om
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1001, art. 95, stk. 1; Kommissionens forordning 2018/625, art. 27, stk. 2)
(jf. præmis 24-27)
Resumé
Škoda Auto a.s. ansøgte ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) om registrering af et EU-figurmærke, der gengiver en pil med vinger. Sagsøgeren, Škoda Investment a.s., rejste indsigelse mod registreringen af dette varemærke for alle de omhandlede varer og tjenesteydelser.
Indsigelsesafdelingen ved EUIPO afviste denne indsigelse. Sagsøgeren påklagede denne afgørelse og nedlagde i den skriftlige begrundelse for klagen påstand om delvis annullation, for så vidt som den alene angik visse varer og tjenesteydelser.
Appelkammeret ved EUIPO udledte heraf, at sagsøgeren havde trukket sin klage tilbage for de andre varer og tjenesteydelser, der var omfattet af det ansøgte varemærke. Denne delvise tilbagetagelse bevirkede, at de varer og tjenesteydelser, der ikke var nævnt i det nævnte svarskrift, ikke længere var en del af indsigelsessagen, og at afvisningen af indsigelsen var blevet endelig for så vidt angik disse varer og tjenesteydelser. Følgelig annullerede appelkammeret delvist indsigelsesafdelingens afgørelse for de anfægtede varer og tjenesteydelser og hjemviste sagen hertil med henblik på at fortsætte behandlingen vedrørende disse varer og tjenesteydelser.
I sin dom frifandt Retten EUIPO og præciserede omfanget af den efterprøvelse, som EUIPO’s appelkamre skal foretage i en indsigelsessag. Retten anvendte i denne sammenhæng den retspraksis, som er fastlagt inden for rammerne af en sag for Unionens retsinstanser vedrørende forholdet mellem de anbringender, der er rejst ex officio, og påstandene i et søgsmål (1).
Rettens bemærkninger
Retten bemærkede indledningsvis, at appelkammeret inden for rammerne af en klage vedrørende en relativ registreringshindring for et varemærke, der er indgivet til prøvelse af en afgørelse truffet af indsigelsesafdelingen, ikke kan træffe afgørelse ud over genstanden for den klage, der er indbragt for det (2). På samme måde som for Den Europæiske Unions retsinstanser kan appelkammeret således kun, inden for rammerne af ordningen for legalitetsprøvelse, annullere indsigelsesafdelingens afgørelse inden for rammerne af de påstande, som en klager har formuleret i sin klage.
Retten fastslog følgelig, at appelkammeret ex officio skal prøve anbringender vedrørende retlige spørgsmål, som ikke er blevet rejst af parterne, men som vedrører væsentlige formforskrifter, f.eks. reglerne for antagelse af en indsigelse (3). Denne kompetence indebærer imidlertid på ingen måde, at appelkammeret har kompetence til ex officio at ændre de påstande, som en sagsøger har formuleret i den klage, der er indbragt for kammeret, eftersom en sådan tilgang ikke tager hensyn til sondringen mellem anbringender og påstande, idet de sidstnævnte definerer klagens grænser. Ved ex officio at efterprøve et anbringende vedrørende en væsentlig formforskrift går appelkammeret således ikke ud over rammerne for den sag, som er indbragt for det, og det tilsidesætter på ingen måde procedurereglerne vedrørende sagens genstand. Det ville imidlertid forholde sig anderledes, hvis dette kammer efter en materiel undersøgelse af den retsakt, som det er forelagt, på grundlag af et anbringende, som det ex officio har efterprøvet, traf afgørelse om en annullation, der går ud over det, der fremgår af de påstande, som er nedlagt for det, med den begrundelse, at en sådan annullation er nødvendig for at afhjælpe den ulovlighed, som blev fastslået ex officio i forbindelse med nævnte analyse.
Endelig konkluderede Retten, at sagsøgeren i det foreliggende tilfælde ikke med rette kunne gøre gældende, at appelkammeret burde have annulleret indsigelsesafdelingens afgørelse i sin helhed, idet dette ville have medført, at det traf afgørelse ud over sagens genstand, således som den var blevet fastlagt af sagsøgeren selv.