DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)
6. juli 2023 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – politisamarbejde og retligt samarbejde i straffesager – europæisk arrestordre – rammeafgørelse 2002/584/RIA – artikel 27 – retsforfølgning for en anden inden overgivelsen begået lovovertrædelse end den, der lå til grund for overgivelsen – anmodning om samtykke rettet til den fuldbyrdende judicielle myndighed – europæisk arrestordre udstedt af en medlemsstats anklagemyndighed, der ikke har egenskab af udstedende judiciel myndighed – konsekvenser for anmodningen om samtykke«
I sag C-142/22,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Supreme Court (øverste domstol, Irland) ved afgørelse af 25. februar 2022, indgået til Domstolen den 2. marts 2022, i sagen
OE
mod
Minister for Justice and Equality,
har
DOMSTOLEN (Anden Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, A. Prechal, og dommerne M.L. Arastey Sahún, F. Biltgen, N. Wahl og J. Passer (refererende dommer),
generaladvokat: J. Richard de la Tour,
justitssekretær: fuldmægtig C. Strömholm,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 14. december 2022,
efter at der er afgivet indlæg af:
– OE ved J. Byrne, SC, R. Farrell, SC, og solicitor B. O’Donoghue,
– Minister for Justice and Equality og Irland ved M. Browne, C. Hanselmann, A. Joyce og M. Lane, som befuldmægtigede, bistået af R. Kennedy, SC, og D. Breen, BL,
– den ungarske regering ved Zs. Biró-Tóth og M.Z. Fehér, som befuldmægtigede,
– den nederlandske regering ved M.K. Bulterman, A. Hanje og P. Huurnink, som befuldmægtigede,
– den polske regering ved B. Majczyna, som befuldmægtiget,
– Europa-Kommissionen ved S. Grünheid og J. Tomkin, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 9. marts 2023,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 27 i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (EFT 2002, L 190, s. 1, berigtiget i EUT 2020, L 326, s. 15).
2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem OE og Minister for Justice and Equality (justits- og ligestillingsminister, Irland) vedrørende en procedure om anmodning om samtykke, som de nederlandske judicielle myndigheder har rettet til de irske judicielle myndigheder med henblik på retsforfølgning i Nederlandene af OE for andre inden overgivelsen til de nederlandske judicielle myndigheder begåede lovovertrædelser end dem, for hvilke OE er overgivet.
Retsforskrifter
EU-retten
3 Artikel 1 i rammeafgørelse 2002/584 med overskriften »Definition af og pligten til at fuldbyrde en europæisk arrestordre« bestemmer følgende i stk. 1 og 2:
»1. Den europæiske arrestordre er en retsafgørelse truffet af en medlemsstat med det formål, at en anden medlemsstat anholder og overgiver en eftersøgt person med henblik på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.
2. Medlemsstaterne fuldbyrder enhver europæisk arrestordre på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i denne rammeafgørelse.«
4 Denne rammeafgørelses artikel 3 med overskriften »Obligatoriske grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre« fastsætter:
»Den judicielle myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat (i det følgende benævnt »den fuldbyrdende judicielle myndighed«) afslår at fuldbyrde en europæisk arrestordre i følgende tilfælde:
1) hvis den lovovertrædelse, der ligger til grund for den europæiske arrestordre, er omfattet af amnesti i den fuldbyrdende medlemsstat, og denne medlemsstat har kompetence til at retsforfølge lovovertrædelsen i medfør af sin egen strafferet
2) hvis det af de oplysninger, den fuldbyrdende judicielle myndighed er i besiddelse af, fremgår, at den eftersøgte person er blevet endeligt dømt for de samme handlinger af en anden medlemsstat, på betingelse af at sanktionen i tilfælde af domfældelse er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter domslandets lovgivning
3) hvis den person, der er omfattet af en europæisk arrestordre, efter den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning på grund af sin alder ikke kan gøres strafferetligt ansvarlig for de handlinger, der ligger til grund for den europæiske arrestordre.«
5 Rammeafgørelsens artikel 4 med overskriften »Fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre« bestemmer:
»Den fuldbyrdende judicielle myndighed kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre:
1) hvis det forhold, der ligger til grund for en europæisk arrestordre, i et af de tilfælde, der er nævnt i artikel 2, stk. 4, ikke udgør en lovovertrædelse efter den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning; for så vidt angår skatter, afgifter, told og valutahandel kan fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre dog ikke afslås med den begrundelse, at den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning ikke foreskriver opkrævning af samme type skatter og afgifter eller ikke indeholder samme type regler om skatter, afgifter, told og valutahandel som den udstedende medlemsstats lovgivning
2) hvis den person, der er omfattet af en europæisk arrestordre, allerede retsforfølges i den fuldbyrdende medlemsstat for det samme forhold som det, der ligger til grund for den europæiske arrestordre
3) hvis de judicielle myndigheder i den fuldbyrdende medlemsstat har besluttet enten ikke at indlede retsforfølgning for den lovovertrædelse, der ligger til grund for en europæisk arrestordre, eller at bringe retsforfølgningen til ophør, eller når den eftersøgte i en medlemsstat har været genstand for en endelig afgørelse for de samme forhold, som er til hinder for yderligere retsforfølgning
4) hvis der er indtrådt forældelse med hensyn til strafferetlig forfølgning eller fuldbyrdelse af straf i henhold til lovgivningen i den fuldbyrdende medlemsstat, og denne medlemsstat har jurisdiktionskompetence i medfør af sin egen strafferet
5) hvis det af de oplysninger, den fuldbyrdende judicielle myndighed er i besiddelse af, fremgår, at den eftersøgte person er blevet endeligt dømt for de samme forhold af et tredjeland, på betingelse af at sanktionen i tilfælde af domfældelse er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter domslandets lovgivning
6) hvis den europæiske arrestordre er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, og den eftersøgte opholder sig i, er statsborger i eller bosat i den fuldbyrdende medlemsstat, og denne medlemsstat forpligter sig til selv at fuldbyrde straffen eller den anden frihedsberøvende foranstaltning i henhold til sin nationale lovgivning
7) når den europæiske arrestordre omfatter lovovertrædelser, som:
a) efter den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning betragtes som begået helt eller delvis på denne medlemsstats territorium eller på et sted, der ligestilles hermed, eller
b) er begået uden for den udstedende medlemsstats territorium, og den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning ikke hjemler adgang til retsforfølgning for tilsvarende lovovertrædelser, når de er begået uden for den fuldbyrdende medlemsstats område.«
6 Samme rammeafgørelses artikel 6 med overskriften »Fastlæggelse af kompetente judicielle myndigheder« bestemmer i stk. 1 og 2:
»1. Den udstedende judicielle myndighed er den judicielle myndighed i den udstedende medlemsstat, der i henhold til denne medlemsstats lovgivning er kompetent til at udstede en europæisk arrestordre.
2. Den fuldbyrdende judicielle myndighed er den judicielle myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat, der i henhold til denne medlemsstats lovgivning er kompetent til at fuldbyrde en europæisk arrestordre.«
7 Artikel 8 i rammeafgørelse 2002/584 med overskriften »Den europæiske arrestordres indhold og form« nævner de oplysninger, som den europæiske arrestordre skal indeholde, og det sprog, som den skal oversættes til.
8 Denne rammeafgørelses kapitel 3 vedrørende »[v]irkninger af overgivelsen« indeholder bl.a. rammeafgørelsens artikel 27 med overskriften »Eventuel retsforfølgning for andre lovovertrædelser«, der har følgende ordlyd:
»1. Medlemsstaterne kan meddele Generalsekretariatet for Rådet [for Den Europæiske Union], at i forbindelserne med andre medlemsstater, der har givet samme meddelelse, formodes samtykke at være givet til retsforfølgning, idømmelse af straf eller tilbageholdelse med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom eller en anden frihedsberøvende foranstaltning for andre inden overgivelsen begåede lovovertrædelser end den, for hvilken den pågældende er overgivet, medmindre den fuldbyrdende judicielle myndighed i en konkret sag anfører andet i sin afgørelse om overgivelse.
2. Bortset fra de i stk. 1 og 3 omhandlede tilfælde kan en person, der er overgivet, ikke retsforfølges, idømmes straf eller på anden måde tilbageholdes for andre inden overgivelsen begåede lovovertrædelser end den, for hvilken den pågældende er overgivet.
3. Stk. 2 finder ikke anvendelse i følgende tilfælde:
[…]
g) hvis den fuldbyrdende judicielle myndighed, der har overgivet den pågældende, giver sit samtykke i henhold til stk. 4.
4. Anmodningen om samtykke skal indgives til den fuldbyrdende judicielle myndighed med de i artikel 8, stk. 1, omhandlede oplysninger og ledsaget af en oversættelse som anført i artikel 8, stk. 2. Samtykke skal gives, når den lovovertrædelse, for hvilken der er anmodet om samtykke, i sig selv giver anledning til overgivelse i henhold til rammeafgørelsens bestemmelser. Samtykke skal nægtes af de årsager, der er nævnt i artikel 3, og kan ellers kun nægtes af de årsager, der er nævnt i artikel 4. Afgørelsen skal træffes senest 30 dage efter modtagelse af anmodningen.
For så vidt angår de tilfælde, der er nævnt i artikel 5, skal den udstedende medlemsstat give de deri nævnte garantier.«
Irsk ret
9 Ved European Arrest Warrant Act 2003 (lov af 2003 om den europæiske arrestordre) blev rammeafgørelse 2002/584 gennemført i irsk ret.
10 Denne lovs section 2(1) fastsætter følgende i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen (herefter »loven af 2003«):
»I denne lov […],
[…]
forstås ved »udstedende judiciel myndighed« i forbindelse med en europæisk arrestordre den judicielle myndighed i den udstedende stat, som har udstedt den pågældende europæiske arrestordre
forstås ved »udstedende stat« i forbindelse med en europæisk arrestordre den medlemsstat […], hvis judicielle myndighed har udstedt den pågældende europæiske arrestordre
forstås ved »judiciel myndighed« den dommer, retsembedsmand eller anden person, som i henhold til den pågældende medlemsstats ret har beføjelse til at udføre opgaver, der er de samme som eller svarer til de opgaver, der udføres af en ret [i Irland] i henhold til section 33
[…]«
11 Section 22(7) i loven af 2003 har følgende ordlyd:
»High Court [(ret i første instans, Irland)] kan over for en person, der er overgivet til en udstedende medlemsstat i henhold til denne lov, give samtykke til
(a) retsforfølgning mod personen i den udstedende medlemsstat for en lovovertrædelse
(b) pålæggelse i den udstedende medlemsstat af en straf, herunder en frihedsberøvende straf, for en lovovertrædelse eller
(c) retsforfølgning eller tilbageholdelse af den pågældende i den udstedende medlemsstat med henblik på fuldbyrdelse af en straf eller en kendelse om frihedsberøvelse for en lovovertrædelse
efter skriftlig anmodning fra den udstedende medlemsstat herom.«
12 Ifølge nævnte lovs section 22(8) skal det i lovens section 22(7) omhandlede samtykke nægtes, hvis den pågældende lovovertrædelse er en lovovertrædelse, for hvilken en person i henhold til samme lovs Part 3 ikke kan overgives. Part 3 indeholder bestemmelser vedrørende grundlæggende rettigheder, korrespondance, dobbelt strafbarhed, retsforfølgning af den efterlyste person i medlemsstaten for de samme angivelige handlinger, den kriminelle lavalder, eksterritorialitet og retssager in absentia.
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
13 High Court (ret i første instans) modtog i sin egenskab af fuldbyrdende judiciel myndighed en anmodning om fuldbyrdelse af tre europæiske arrestordrer udstedt mod OE i 2016 i Nederlandene, hvoraf to var udstedt af anklagemyndigheden i Amsterdam og den tredje af den nederlandske nationale anklagemyndighed (herefter »de oprindelige europæiske arrestordrer«).
14 Ved en kendelse, som ikke blev kæret, besluttede High Court (ret i første instans) at overgive OE efter at have forkastet de af OE rejste indsigelser (herefter »kendelsen om overgivelse af 2017«). Det er ubestridt, at ingen af disse indsigelser vedrørte den omstændighed, at de oprindelige europæiske arrestordrer var blevet udstedt af anklagemyndigheder. Efter overgivelsen blev OE idømt en fængselsstraf på 18 år, som han nu afsoner i Nederlandene.
15 I 2019 indgav en undersøgelsesdommer i Amsterdam en anmodning om samtykke til High Court (ret i første instans) i henhold til artikel 27, stk. 3, litra g), og artikel 27, stk. 4, i rammeafgørelse 2002/584 og section 22(7) i loven af 2003 med henblik på at muliggøre retsforfølgning af OE for andre inden overgivelsen begåede lovovertrædelser end dem, der lå til grund for de oprindelige europæiske arrestordrer.
16 OE modsatte sig denne anmodning og gjorde herved gældende, at de oprindelige europæiske arrestordrer ikke var blevet gyldigt udstedt, eftersom de var blevet udstedt af anklagemyndigheder, dvs. af myndigheder, der ikke kunne anses for at være »judicielle myndigheder« som omhandlet i rammeafgørelse 2002/584. Ifølge OE var denne omstændighed til hinder for, at anmodningen om samtykke blev imødekommet.
17 Ved kendelse af 27. juli 2020 gav High Court (ret i første instans) det ønskede samtykke. Hvad navnlig angår argumentet om, at de oprindelige europæiske arrestordrer ikke var blevet gyldigt udstedt, fremhævede den, at kendelsen om overgivelse af 2017 havde retskraft. OE kærede denne kendelse til Court of Appeal (appeldomstol, Irland).
18 Den 27. maj 2021 forkastede Court of Appeal (appeldomstol) dette kæremål, idet den fandt, at den nationale processuelle regel om estoppel, som var til hinder for en anfægtelse af kendelsen om overgivelse af 2017, skulle finde anvendelse. I denne henseende henviste Court of Appeal (appeldomstol) bl.a. til Domstolens praksis, hvoraf det følger, at retsafgørelser, der er blevet endelige, efter at appelmulighederne er udnyttet, eller appelfristerne er udløbet, principielt ikke kan anfægtes.
19 Den anmodning om tilladelse til at appellere denne afgørelse fra Court of Appeal (appeldomstol), som OE indgav den 6. juli 2021, blev taget til følge ved den forelæggende rets afgørelse af 22. september 2021, henset til den omstændighed, at hovedsagen rejste spørgsmål af almen interesse.
20 OE har for denne ret medgivet, at kendelsen om overgivelse af 2017 har retskraft i irsk ret, og at EU-retten ikke kræver, at der skal være mulighed for at anfægte denne kendelse. Hvad angår de retlige betingelser for samtykkeproceduren, som har en selvstændig karakter, har OE imidlertid anført, at anmodningen om samtykke i henhold til section 22(7) i loven af 2003 skal hidrøre fra den »udstedende stat«, idet denne er defineret som den stat, hvis »judicielle myndighed« har udstedt den oprindelige europæiske arrestordre. For så vidt som det følger af dom af 27. maj 2019, OG og PI (Anklagemyndighederne i Lübeck og i Zwickau) (C-508/18 og C-82/19 PPU, EU:C:2019:456), og af 24. november 2020, Openbaar Ministerie (Dokumentfalsk) (C-510/19, EU:C:2020:953), at de anklagemyndigheder, der havde udstedt de oprindelige europæiske arrestordrer, ikke udgjorde »judicielle myndigheder« som omhandlet i rammeafgørelse 2002/584, kan Kongeriget Nederlandene ikke anses for at være en »udstedende stat« med henblik på samtykkeproceduren.
21 Justits- og ligestillingsministeren har som svar herpå gjort gældende, at ethvert spørgsmål, som måtte kunne være opstået vedrørende de nederlandske anklagemyndigheders mulighed for at handle som udstedende judicielle myndigheder i forbindelse med de oprindelige europæiske arrestordrer, skal anses for at være blevet endeligt afgjort i High Courts (ret i første instans) kendelse om overgivelse af 2017, og at princippet om estoppel finder anvendelse på denne endelige kendelse, således at det ikke længere er muligt at anfægte dette aspekt af denne kendelse.
22 Ifølge den forelæggende ret afhænger besvarelsen af spørgsmålet om, hvorvidt OE i forbindelse med en anmodning om samtykke i henhold til artikel 27, stk. 3, litra g), og artikel 27, stk. 4, i rammeafgørelse 2002/584 bør kunne påberåbe sig et argument om, at de oprindelige europæiske arrestordrer ikke blev udstedt af en »udstedende judiciel myndighed« som omhandlet i denne rammeafgørelses artikel 6, stk. 1, af den korrekte retlige kvalificering af forholdet mellem overgivelsesproceduren og samtykkeproceduren.
23 I det tilfælde, hvor disse to procedurer skal anses for at være særskilte og selvstændige, kan princippet om estoppel nemlig ikke finde anvendelse, således at enhver indsigelse, som rejses af den berørte person i forbindelse med anmodningen om overgivelse, kan påberåbes på ny i forbindelse med anmodningen om samtykke.
24 I det tilfælde, hvor disse procedurer skal anses for at være så tæt forbundne, at et spørgsmål, der er afgjort i afgørelsen om overgivelse, ikke længere kan drøftes med henblik på afgørelsen om samtykke, har OE derimod ikke ret til på dette sidste trin at fremføre et argument vedrørende den udstedende judicielle myndigheds status.
25 På denne baggrund har Supreme Court (øverste domstol, Irland) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal […] artikel 27 [i rammeafgørelse 2002/584] fortolkes således, at en afgørelse om at overgive en person skaber et retsforhold mellem den pågældende, den fuldbyrdende medlemsstat og den anmodende medlemsstat, således at ethvert spørgsmål, der anses for endeligt afgjort med denne afgørelse, også skal anses for afgjort i forhold til proceduren vedrørende anmodning om samtykke til retsforfølgning eller straf for andre lovovertrædelser?
2) Såfremt det første spørgsmål besvares med, at artikel 27 ikke kræver en sådan fortolkning, er en national procesregel i så fald i strid med effektivitetsprincippet, hvis den virker således, at den pågældende person i forbindelse med anmodningen om samtykke forhindres i at påberåbe sig en relevant dom afsagt af [Domstolen] i perioden efter afgørelsen om overgivelse?«
Retsforhandlingerne for Domstolen
26 Den forelæggende ret har anmodet om, at sagen undergives den præjudicielle hasteprocedure, der er fastsat i artikel 107 i Domstolens procesreglement, eller subsidiært den fremskyndede procedure i henhold til procesreglementets artikel 105, stk. 1. Til støtte for disse anmodninger har den bl.a. henvist til den omstændighed, at OE var frihedsberøvet i Nederlandene på tidspunktet for indgivelsen af anmodningen om præjudiciel afgørelse, og at de nederlandske myndigheder ønskede hurtigt at få afklaret deres retlige status.
27 Ved afgørelse af 15. marts 2022 besluttede Domstolen på forslag fra den refererende dommer og efter at have hørt generaladvokaten, at anmodningen om, at nærværende sag blev undergivet den præjudicielle hasteprocedure, ikke skulle tages til følge, idet de i procesreglementets artikel 107 fastsatte uopsættelighedsbetingelser ikke var opfyldt.
28 Den 23. marts 2022 besluttede Domstolens præsident, efter at have hørt den refererende dommer og generaladvokaten, at afslå anmodningen om, at nærværende sag blev undergivet den fremskyndede procedure.
29 Selv om OE i det foreliggende tilfælde på nuværende tidspunkt er frihedsberøvet, afhænger hans fortsatte frihedsberøvelse for det første ikke af Domstolens besvarelse af de præjudicielle spørgsmål, eftersom han afsoner en straf, som han er blevet endeligt idømt.
30 For det andet er den omstændighed, at den forelæggende ret eller de nationale myndigheder er forpligtet til at gøre deres yderste for at sikre en hurtig afgørelse af hovedsagen, ikke i sig selv tilstrækkelig til at begrunde anvendelsen af den fremskyndede procedure (jf. i denne retning kendelse afsagt af Domstolens præsident den 23.12.2015, Vilkas, C-640/15, EU:C:2015:862, præmis 8).
Om de præjudicielle spørgsmål
Det første spørgsmål
31 Med det første præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 27, stk. 3, litra g), og artikel 27, stk. 4, i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at den omstændighed, at en europæisk arrestordre, på grundlag af hvilken en person har været genstand for en afgørelse om overgivelse, er blevet udstedt af en myndighed, der ikke er en »udstedende judiciel myndighed« som omhandlet i denne rammeafgørelses artikel 6, stk. 1, er til hinder for, at den fuldbyrdende judicielle myndighed, som har fået forelagt en anmodning herom af en udstedende judiciel myndighed som omhandlet i nævnte artikel 6, stk. 1, efterfølgende giver sit samtykke til, at denne person retsforfølges, idømmes straf eller tilbageholdes for en anden inden overgivelsen begået lovovertrædelse end den, der lå til grund for overgivelsen.
32 For det første bemærkes, at den fortolkning, som Domstolen foretager af en EU-retlig regel under udøvelse af sin kompetence i henhold til artikel 267 TEUF, ifølge fast retspraksis belyser og præciserer betydningen og rækkevidden af den pågældende regel, således som den skal forstås og anvendes, henholdsvis burde have været forstået og anvendt fra sin ikrafttræden. Heraf følger, at den således fortolkede regel kan og skal anvendes af retten i forbindelse med retsforhold, der er stiftet og består, før der afsiges dom vedrørende fortolkningsanmodningen, såfremt betingelserne for at forelægge de kompetente domstole en tvist om anvendelsen af den nævnte regel i øvrigt er opfyldt (dom af 10.11.2016, Kovalkovas, C-477/16 PPU, EU:C:2016:861, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).
33 I præmis 70 i dom af 24. november 2020, Openbaar Ministerie (Dokumentfalsk) (C-510/19, EU:C:2020:953), fastslog Domstolen i denne henseende under henvisning til den lære, der følger af dom af 27. maj 2019, OG og PI (Anklagemyndighederne i Lübeck og i Zwickau) (C-508/18 og C-82/19 PPU, EU:C:2019:456), at anklagemyndigheden i en medlemsstat, der deltager i forvaltningen af retsplejen, men inden for rammerne af sin beslutningsbeføjelse kan modtage en individuel instruks fra den udøvende magt, ikke udgør en »fuldbyrdende judiciel myndighed« som omhandlet i artikel 6, stk. 2, artikel 27, stk. 3, litra g), og artikel 27, stk. 4, i rammeafgørelse 2002/584. I denne doms præmis 47 fremhævede Domstolen desuden, at status som og karakteren af de judicielle myndigheder, der er omhandlet i henholdsvis artikel 6, stk. 1, og artikel 6, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/584, således er de samme, selv om disse judicielle myndigheder udøver særskilte funktioner forbundet med dels udstedelsen af en europæisk arrestordre, dels fuldbyrdelsen af en sådan arrestordre.
34 Det følger af denne retspraksis, at europæiske arrestordrer, der i lighed med de i hovedsagen omhandlede er blevet udstedt af en medlemsstats anklagemyndighed, som inden for rammerne af sin beslutningsbeføjelse kan modtage en individuel instruks fra den udøvende magt, ikke udstedes i overensstemmelse med de krav, der følger af rammeafgørelse 2002/584.
35 Der skal imidlertid for det andet henvises til den betydning, som princippet om retskraft har i Unionens retsorden og i de nationale retsordener. Domstolen har nemlig allerede haft lejlighed til at præcisere, at såvel hensynet til at sikre en stabil retstilstand og stabile retlige relationer som retsplejehensyn gør det påkrævet, at retsafgørelser, der er blevet endelige, efter at de hjemlede appelmuligheder er udnyttet, eller efter at appelfristerne er udløbet, ikke længere kan anfægtes (dom af 26.1.2017, Banco Primus, C-421/14, EU:C:2017:60, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).
36 I det foreliggende tilfælde fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at OE ikke kærede kendelsen om overgivelse af 2017, og at han efter overgivelsen blev idømt en fængselsstraf i Nederlandene i medfør af en dom, der er blevet endelig. Uden at anfægte hverken den retskraft, der knytter sig til kendelsen om overgivelse af 2017, eller den retskraft, der knytter sig til den dom, der blev afsagt efter denne overgivelse som omhandlet i nærværende doms præmis 14, har OE gjort gældende, at det samtykke, der anmodes om i henhold til artikel 27, stk. 3, litra g), og artikel 27, stk. 4, i rammeafgørelse 2002/584, ikke kan gives i et tilfælde, hvor de europæiske arrestordrer, der gav anledning til overgivelsen, ikke er blevet udstedt i overensstemmelse med nævnte rammeafgørelse, således som det er tilfældet i hovedsagen. I denne sammenhæng har OE heller ikke rejst tvivl om status for den judicielle myndighed, der har indgivet denne anmodning om samtykke.
37 For det tredje har Domstolen allerede udtalt, at efter at den eftersøgte person er blevet anholdt og derefter overgivet til den udstedende medlemsstat, er den europæiske arrestordres retsvirkninger principielt ophørt, dog med forbehold af de virkninger af overgivelsen, som er udtrykkeligt fastsat i kapitel 3 i rammeafgørelse 2002/584 (dom af 13.1.2021, MM, C-414/20 PPU, EU:C:2021:4, præmis 77).
38 Blandt de virkninger af overgivelsen, der er fastsat i dette kapitel 3, indgår således en eventuel retsforfølgning for andre lovovertrædelser, med hensyn til hvilke betingelserne og de nærmere bestemmelser for gennemførelsen er fastsat i denne rammeafgørelses artikel 27.
39 Artikel 27, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/584 indeholder specialitetsreglen, hvorefter en person, der er overgivet, med undtagelse af de tilfælde, der er omhandlet i nævnte artikel 27, stk. 1 og 3, ikke kan retsforfølges, idømmes straf eller på anden måde tilbageholdes for andre inden overgivelsen begåede lovovertrædelser end den, for hvilken den pågældende er overgivet (jf. i denne retning dom af 24.9.2020, Generalbundesanwalt beim Bundesgerichtshof (Specialitetsprincippet), C‑195/20 PPU, EU:C:2020:749, præmis 36).
40 Denne regel kræver, at den udstedende medlemsstat, som ønsker at retsforfølge eller domfælde en person for en lovovertrædelse begået inden dennes overgivelse til fuldbyrdelse af en anden europæisk arrestordre end den lovovertrædelse, for hvilken den pågældende er overgivet, indhenter den fuldbyrdende medlemsstats samtykke for at undgå, at førstnævnte medlemsstat griber ind i de beføjelser, som den fuldbyrdende medlemsstat kunne udøve, og overskrider sine prærogativer over for den tiltalte (jf. i denne retning dom af 24.9.2020, Generalbundesanwalt beim Bundesgerichtshof (Specialitetsprincippet), C‑195/20 PPU, EU:C:2020:749, præmis 40).
41 Det er kun i de tilfælde, der er fastsat i artikel 27, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584, navnlig når der er givet samtykke i overensstemmelse med nævnte rammeafgørelses artikel 27, stk. 3, litra g), og artikel 27, stk. 4, at de judicielle myndigheder i den udstedende medlemsstat må retsforfølge eller dømme denne person for en anden lovovertrædelse end den, for hvilken den pågældende er overgivet (jf. i denne retning dom af 24.11.2020, Openbaar Ministerie (Dokumentfalsk), C-510/19, EU:C:2020:953, præmis 63).
42 På trods af den forbindelse, der således knytter gennemførelsen af artikel 27 i rammeafgørelse 2002/584 til den omstændighed, at der foreligger en europæisk arrestordre, der allerede er fuldbyrdet, har Domstolen imidlertid præciseret, at afgørelsen om at give det samtykke, der er fastsat i artikel 27, stk. 4, i rammeafgørelse 2002/584, er særskilt fra afgørelsen om fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre og udløser virkninger for den berørte person, der er særskilte fra virkningerne af sidstnævnte afgørelse (dom af 24.11.2020, Openbaar Ministerie (Dokumentfalsk), C-510/19, EU:C:2020:953, præmis 60, og af 26.10.2021, Openbaar Ministerie (Retten til at blive hørt af den fuldbyrdende judicielle myndighed), C-428/21 PPU og C-429/21 PPU, EU:C:2021:876, præmis 49).
43 Som generaladvokaten har anført i punkt 46 i forslaget til afgørelse, har afgørelsen om at give samtykke et selvstændigt formål og skal derfor træffes af den fuldbyrdende judicielle myndighed efter en undersøgelse, der er særskilt og selvstændig i forhold til den, som den europæiske arrestordre har givet anledning til.
44 I overensstemmelse med det, der er fastsat i artikel 27, stk. 4, i rammeafgørelse 2002/584, skal den fuldbyrdende judicielle myndighed nemlig efterprøve, om den anmodning om samtykke, som den har modtaget, er ledsaget af de oplysninger, der er omhandlet i rammeafgørelsens artikel 8, stk. 1, og af en oversættelse som anført i rammeafgørelsens artikel 8, stk. 2. Denne myndighed skal ligeledes kontrollere, om den lovovertrædelse, for hvilken der er anmodet om samtykke, i sig selv indebærer en pligt til overgivelse i medfør af rammeafgørelse 2002/584. Endelig skal den fuldbyrdende judicielle myndighed, henset til de obligatoriske eller fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse, der er nævnt i denne rammeafgørelses artikel 3 og 4, vurdere, om det kan tillades at udvide retsforfølgningen til andre lovovertrædelser end dem, for hvilke den pågældende person er blevet overgivet.
45 Det fremgår imidlertid ikke af ordlyden af disse bestemmelser, at en mangel, der berører en oprindelig europæisk arrestordre, kan forhindre den fuldbyrdende judicielle myndighed i at give det ønskede samtykke.
46 Som generaladvokaten har anført i punkt 51 i forslaget til afgørelse, ville enhver anden fortolkning af de nævnte bestemmelser desuden bringe målene med rammeafgørelse 2002/584 i fare.
47 Domstolen har nemlig allerede fastslået, at selv om denne rammeafgørelses artikel 27 og 28 indrømmer medlemsstaterne visse specifikke beføjelser under fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre, kan disse bestemmelser, for så vidt som de fastsætter undtagelser til det i denne rammeafgørelses artikel 1, stk. 2, indeholdte princip om gensidig anerkendelse, ikke fortolkes på en måde, der ville føre til en neutralisering af målet med nævnte rammeafgørelse, som er at lette og fremskynde overgivelsen mellem medlemsstaternes judicielle myndigheder i lyset af den gensidige tillid, der skal eksistere mellem disse (dom af 24.9.2020, Generalbundesanwalt beim Bundesgerichtshof (Specialitetsprincippet), C‑195/20 PPU, EU:C:2020:749, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).
48 En anerkendelse af, at de betingelser, hvorunder overgivelsen er blevet gennemført, kan gøres til genstand for en fornyet prøvelse i forbindelse med en anmodning om samtykke indgivet i henhold til artikel 27, stk. 3, litra g), og artikel 27, stk. 4, i rammeafgørelse 2002/584, ville således føre til en forsinkelse af afgørelsen om samtykke af andre grunde end dem, der er fastsat i nævnte stk. 4, hvilket ville være i strid med det krav om hurtighed, der ligger til grund for denne rammeafgørelse.
49 En sådan fornyet prøvelse ville desuden være uforenelig med retssikkerhedsprincippet, for så vidt som den kunne rejse tvivl om den endelige karakter af den retsafgørelse, hvorved der blev anordnet fuldbyrdelse af den omhandlede europæiske arrestordre, hvilket er i strid med princippet om retskraft, der er nævnt i nærværende doms præmis 35.
50 Eftersom det, således som det fremgår af nærværende doms præmis 13, 14 og 32-34, er ubestridt, at kendelsen om overgivelse af 2017 er blevet endelig på trods af den omstændighed, at den blev vedtaget som følge af de oprindelige europæiske arrestordrer, der er kendetegnet ved den omstændighed, at de er blevet udstedt af myndigheder, der ikke kan kvalificeres som »kompetente judicielle myndigheder« som omhandlet i artikel 6 i rammeafgørelse 2002/584, ville det desuden være paradoksalt som følge af denne omstændighed at rejse tvivl om det samtykke, der ligger til grund for hovedsagen, som for sin del følger af en anmodning indgivet af en sådan kompetent judiciel myndighed.
51 Endelig kan den fortolkning af artikel 27 i rammeafgørelse 2002/584, som er anlagt i nærværende doms præmis 45, fremme virkeliggørelsen af det mål om bekæmpelse af straffrihed, der ligeledes forfølges med denne rammeafgørelse (jf. i denne retning dom af 31.1.2023, Puig Gordi m.fl., C-158/21, EU:C:2023:57, præmis 141). Hvis en fuldbyrdende judiciel myndighed kunne nægte at give det samtykke, hvorom den anmodes i henhold til denne rammeafgørelses artikel 27, stk. 3, litra g), og artikel 27, stk. 4, af andre grunde end dem, der er fastsat i nævnte stk. 4, ville det nemlig være til skade for dette mål, eftersom de judicielle myndigheder i den udstedende medlemsstat ville blive forhindret i at kunne retsforfølge, dømme eller tilbageholde en person for andre inden overgivelsen begåede lovovertrædelser end den, for hvilken den pågældende blev overgivet.
52 Henset til det ovenstående skal det første præjudicielle spørgsmål besvares med, at artikel 27, stk. 3, litra g), og artikel 27, stk. 4, i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at den omstændighed, at en europæisk arrestordre, på grundlag af hvilken en person har været genstand for en afgørelse om overgivelse, er blevet udstedt af en myndighed, der ikke er en »udstedende judiciel myndighed« som omhandlet i denne rammeafgørelses artikel 6, stk. 1, ikke er til hinder for, at den fuldbyrdende judicielle myndighed, som har fået forelagt en anmodning herom af en udstedende judiciel myndighed som omhandlet i nævnte artikel 6, stk. 1, efterfølgende giver sit samtykke til, at denne person retsforfølges, idømmes straf eller tilbageholdes for en anden inden overgivelsen begået lovovertrædelse end den, der lå til grund for overgivelsen.
Det andet spørgsmål
53 Henset til besvarelsen af det første spørgsmål, er det ufornødent at besvare det andet spørgsmål.
Sagsomkostninger
54 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:
Artikel 27, stk. 3, litra g), og artikel 27, stk. 4, i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne
skal fortolkes således, at
den omstændighed, at en europæisk arrestordre, på grundlag af hvilken en person har været genstand for en afgørelse om overgivelse, er blevet udstedt af en myndighed, der ikke er en »udstedende judiciel myndighed« som omhandlet i denne rammeafgørelses artikel 6, stk. 1, ikke er til hinder for, at den fuldbyrdende judicielle myndighed, som har fået forelagt en anmodning herom af en udstedende judiciel myndighed som omhandlet i nævnte artikel 6, stk. 1, efterfølgende giver sit samtykke til, at denne person retsforfølges, idømmes straf eller tilbageholdes for en anden inden overgivelsen begået lovovertrædelse end den, der lå til grund for overgivelsen.
Underskrifter