Sag T-456/14

Association des fonctionnaires indépendants pour la défense de la fonction publique européenne (TAO-AFI)

og

Syndicat des fonctionnaires internationaux et européens – Section du Parlement européen (SFIE-PE)

mod

Europa-Parlamentet

og

Rådet for Den Europæiske Union

»Vederlag og pensioner til Unionens tjenestemænd og øvrige ansatte – årlig tilpasning – forordning (EU) nr. 422/2014 og forordning (EU) nr. 423/2014 – uregelmæssigheder i proceduren for vedtagelse af retsakter – manglende høring af fagforeningerne«

Sammendrag – Rettens dom (Ottende Afdeling) af 15. september 2016

1.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – forordning om tilpasning af vederlag og pensioner til tjenestemænd og øvrige ansatte i Den Europæiske Union – søgsmål anlagt af fagforeninger og faglige sammenslutninger, som har processuelle rettigheder i forbindelse med proceduren til vedtagelse af forordningen – formaliteten

(Art. 263, stk. 4, TEUF og art. 336 TEUF; tjenestemandsvedtægten, art. 9, stk. 3, 10b, 10c, 24b og 55, og bilag II, art. 1, og bilag XI, art. 3 og 10; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 422/2014 og nr. 423/2014)

2.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – søgsmål anlagt af en faglig sammenslutning, som skal forsvare og repræsentere sine medlemmer – formaliteten – betingelser

(Art. 263, stk. 4, TEUF)

3.      Institutionernes retsakter – direktiver – direktiv 2002/14 om indførelse af en generel ramme for information og høring af arbejdstagerne – direkte pålæggelse af forpligtelser for EU-institutionerne i deres i deres forhold til de ansatte – udelukket – mulighed for påberåbelse – rækkevidde

(Art. 288 TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/14)

4.      Proceduren for Retten – fremsættelse af nye anbringender under sagens behandling – anbringende, der fremsættes første gang i replikken – afvisning

[Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c), og art. 48, stk. 2]

5.      Proceduren for Retten – stævning – formkrav – kort fremstilling af søgsmålsgrundene – abstrakt opregning – afvisning

[Statutten for Domstolen, art. 21, stk. 1, og art. 53, stk. 1; Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c)]

6.      Annullationssøgsmål – anbringender – tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter – EU’s retsinstansers efterprøvelse af egen drift

(Art. 263 TEUF)

1.      En forordning fra Europa-Parlamentet og Rådet om tilpasning af vederlag og pensioner til tjenestemænd og øvrige ansatte i Den Europæiske Union samt af justeringskoefficienterne for disse vederlag og pensioner, vedtaget på grundlag af artikel 336 TEUF i henhold til den almindelige lovgivningsprocedure, henhører under kategorien af almengyldige retsakter, der har lovgivningsmæssig karakter, og i hvilken forbindelse et annullationssøgsmål, der er anlagt af fysiske eller juridiske personer i medfør artikel 263, stk. 4, TEUF kan antages til realitetsbehandling på betingelse af, at sagsøgeren er umiddelbart og individuelt berørt.

Hvad angår et søgsmål anlagt af fagforeninger og faglige sammenslutninger kan den omstændighed, at det tilkommer disse at udøve retten til information og høring vedrørende det forslag om tilpasning af vederlag og pensioner, som Kommissionen forelagde for Parlamentet og Rådet, og som førte til vedtagelsen af den nævnte forordning, ikke godtgøre, at de er direkte berørte af denne forordning. Den omstændighed, at en person på den ene eller anden måde deltager i den proces, som fører til vedtagelsen af en retsakt udstedt af Unionen, individualiserer nemlig udelukkende denne person for så vidt angår den pågældende retsakt, når den pågældende EU-lovgivning tilsikrer vedkommende visse processuelle garantier. Medmindre andet udtrykkelig er bestemt, kræver hverken proceduren for udarbejdelse af generelle retsakter eller disse retsakter, i medfør af EU-rettens almindelige grundsætninger, såsom retten til at blive hørt og informeret, imidlertid deltagelse af de berørte personer, da disses interesser anses for repræsenteret af de politiske instanser, som har til opgave at vedtage disse retsakter.

I denne henseende finder artikel 10 i bilag XI til vedtægten, der gør det muligt under visse betingelser at fravige den normale beregningsmetode for den årlige tilpasning af vederlag og pensioner, der er fastsat i artikel 3 i dette bilag, ikke anvendelse i forbindelse med den procedure, som førte til vedtagelsen af den pågældende forordning. Derfor kan sagsøgerne ikke påberåbe sig de processuelle rettigheder, der afledes af denne bestemmelse, med henblik på at godtgøre, at de har søgsmålskompetence. Dette gør sig ligeledes gældende for vedtægtens artikel 10a, vedtægtens artikel 9, stk. 3, artikel 1 i bilag II til vedtægten, vedtægtens artikel 24b og vedtægtens artikel 55. Den omstændighed, at fagforeningerne og de faglige sammenslutninger ikke kan aflede processuelle rettigheder af disse bestemmelser, udelukker imidlertid ikke, at de kan aflede sådanne rettigheder af andre EU-retlige bestemmelser, herunder vedtægten. Vedtægtens artikel 10b og 10c giver henholdsvis mulighed for, at Kommissionen kan høre de nævnte repræsentative faglige organisationer om forslag til ændringer af vedtægten, og at hver institution kan indgå aftaler om sit personale med disse repræsentative faglige organisationer. Den omstændighed, at sådanne aftaler ikke må medføre ændringer af vedtægten eller nogen budgetmæssige forpligtelser, ligesom de ikke må påvirke arbejdsgangen i den pågældende institution, og at de faglige organisationer, som undertegner sådanne aftaler, i udøvelsen af deres virke i hver institution er underlagt Personaleudvalgets vedtægtsmæssige beføjelser, er ikke i sig selv til hinder for, at disse aftaler anses for at have til formål at tillægge de nævnte organisationer processuelle garantier.

(jf. præmis 52-54, 69, 89, 95, 97-99, 101)

2.      Et annullationssøgsmål, der er anlagt af foreninger, uanset om der er tale om faglige organisationer eller sammenslutninger af faglige organisationer, kan antages til realitetsbehandling i tre tilfælde. der er anlagt af foreninger, uanset om der er tale om fagforeninger eller faglige sammenslutninger sammenslutninger af faglige organisationer, kan antages til realitetsbehandling i tre tilfælde. For det første, når en retsforskrift udtrykkeligt indrømmer faglige sammenslutninger en række processuelle rettigheder, for det andet, når sammenslutningen repræsenterer interesser hos dens medlemmer, som selv har søgsmålskompetence, og, for det tredje, når sammenslutningen er individualiseret, fordi dens egne interesser som sammenslutning er berørt, navnlig fordi dens forhandlerposition er blevet berørt ved den retsakt, som påstås annulleret.

Hvad angår berøringen af en sådan sammenslutnings egne interesser kan en organisation, hvis formål er at varetage en gruppe borgeres fælles interesser, ikke anses for umiddelbart og individuelt berørt af en retsakt, som påvirker denne gruppes interesser i almindelighed. I denne forbindelse gælder, at at den ene omstændighed, at disse repræsentative personaleorganisationer har deltaget i de forhandlinger, der har ført til vedtagelsen af den anfægtede retsakt, ikke er nok til at ændre karakteren af den søgsmålsret, som de kan have over for disse bestemmelser inden for rammerne af artikel 263 TEUF.

(jf. præmis 55, 57 og 58)

3.      Direktiver er rettet til medlemsstater og ikke til Unionens institutioner, og derfor kan bestemmelserne i direktiv 2002/14 om indførelse af en generel ramme for information og høring af arbejdstagerne i Det Europæiske Fællesskab følgelig ikke forstås således, at de som sådan pålægger institutionerne forpligtelser i deres forhold til de ansatte.

Imidlertid udelukker den omstændighed, at et direktiv ikke i sig selv binder institutionerne, dog ikke, at de regler eller principper, der er fastlagt i dette direktiv, kan påberåbes over for institutionerne, når de kun synes at være et specifikt udtryk for grundlæggende regler i traktaten og generelle principper, der forpligter de nævnte institutioner direkte. Et direktiv vil ligeledes kunne binde en institution, når denne, inden for rammerne af sin organisatoriske autonomi og inden for vedtægtens grænser, har til hensigt at gennemføre en særlig forpligtelse, ifølge et direktiv, eller i et tilfælde, hvor en intern akt med generel rækkevidde selv udtrykkeligt henviser til foranstaltninger, der er vedtaget af unionslovgiver i henhold til traktaterne. Endelig skal institutionerne i overensstemmelse med den loyalitetsforpligtelse, der påhviler dem, i forbindelse med deres adfærd som arbejdsgivere tage hensyn til de retlige bestemmelser, der er vedtaget på EU-niveau.

(jf. præmis 72-74)

4.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 148)

5.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 149)

6.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 151)