Appel iværksat den 14. april 2021 af Petr Fryč til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Anden Afdeling) den 11. februar 2021 i sag T-92/20, Fryč mod Kommissionen

(Sag C-239/21 P)

Processprog: tjekkisk

Parter

Appellant: Petr Fryč (ved advokátka Š. Oharková)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Sagen hjemvises til Retten, som ligeledes anmodes om at undersøge de argumenter, der er indeholdt i replikken af 2. oktober 2020, eftersom de var udeladt af den appellerede afgørelse fra Retten.

Såfremt sagen ikke hjemvises til Retten med henblik på fornyet undersøgelse fastslås det, at EU-institutionerne har begået en alvorlig tilsidesættelse af deres forpligtelser og har påført appellanten en skade, eftersom:

Europa-Kommissionen vedtog den generelle gruppefritagelsesforordning i en form, der bl.a. overskred grænserne for Kommissionens retlige beføjelser i henhold til traktaterne, der ikke sikrer overholdelse af de forfatningsmæssige principper om, at indgreb i konkurrencen, der påvirker det indre marked, kun undtagelsesvis må finde sted og skal begrundes, og der ulovligt tillod, at der blev indført statsstøtte i medfør af OPVI-programmet, som skadede den økonomiske virksomhed, som appellanten udøver.

Europa-Kommissionen ved afgørelse af 3. december 2007 vedtog det operationelle program, der tilsidesætter traktaterne og chartret, og undlod at offentliggøre denne afgørelse.

Europa-Kommissionen ikke handlede korrekt, da den behandlede appellantens klage, om at OPVI er ulovlig, for så vidt som den hverken undersøgte omstændighederne ved vedtagelsen og anvendelsen af OPVI-programmet eller gav en passende begrundelse for at afslå appellantens klage.

Retten afslog at realitetsbehandle påstanden om annullation af den generelle gruppefritagelsesforordning og afviste søgsmålet som åbenbart ugrundet, hvorved den tilsidesatte sin forfatningsmæssige forpligtelse til at overholde proportionalitetsprincippet og med en ensidig, unødvendigt formalistisk tilgang tilsidesatte appellantens forfatningsmæssige rettigheder til effektive retsmidler og en upartisk domstol.

Kommissionen tilpligtes inden for tre dage, fra dommen bliver endelig, at betale appellanten 4 800 000 EUR i skadeserstatning for ovennævnte.

Kommissionen tilpligtes at betale appellantens omkostninger til advokatbistand.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har fremsat følgende anbringender til støtte for appellen:

Det første appelanbringende er støttet på virkningerne af den nuværende statsstøtteordning, som skaber en unaturlig og skadelig ændring af hele økonomiens opbygning. Hele markedets funktion fordrejes således, og de økonomiske regler tilsidesættes, eftersom et godt resultat på markedet først og fremmest afhænger af muligheden for at modtage statsstøtte, som besluttes politisk og ikke på et retligt grundlag.

Det andet appelanbringende er støttet på Kommissionens manglende kontrol. Den offentlige støtteordning bliver således til et carte blanche for de organer, som gennemfører den, og som kan erklære et hvilket som helst nævnt eller senere udpeget område for foreneligt med det indre marked.

Det tredje appelanbringende vedrører et urigtigt skøn hvad angår begyndelsen af beregningen af forældelsesfristen for søgsmålet. Appellanten var overbevist om, at der inden for Den Europæiske Union findes en mekanisme, som sikrer, at Kommissionen vedvarende kontrollerer, om offentlig støtte, der ydes i overensstemmelse med artikel 107 TEUF, påvirker det indre marked, som det foreskrives i artikel 108, stk. 1, TEUF. Appellanten anmodede derfor Kommissionen om at undersøge situationen vedrørende statsstøtte ydet i Den Tjekkiske Republik inden for rammerne af OPVI-programmet. Kommissionen afviste denne anmodning, hvorfor appellanten konkluderede, at den i artikel 108 TEUF fastsatte kontrolordning ikke fungerer. Appellanten anså kun søgsmålet for Retten for en sidste klagemulighed, som ikke ville være nødvendig at anvende. Appellanten udviste mere end gennemsnitlig påpasselighed ved at underrette Kommissionen om de uregelmæssigheder, som forelå i forslaget om og gennemførelsen af OPVI-programmet, og det kan derfor bestemt ikke antages, at appellanten udviste passivitet, mens forældelsesfristen løb.

Det fjerde appelanbringende vedrører en uopsættelig retlig interesse. Uafhængigt af Rettens afgørelse af, om appellantens klage er forældet, er det appellantens opfattelse, at som følge af det forelagte spørgsmåls betydning ikke blot på nationalt plan, men for hele Europa, skal Domstolen tage stilling til, hvem der bærer ansvaret for en upassende europæisk politik på støtteområdet, dvs. om Den Europæiske Union eller en medlemsstat bærer ansvaret.

____________