Language of document : ECLI:EU:T:2021:587

RETTENS DOM (Femte Afdeling)

15. september 2021 (*)

»EU-varemærker – ugyldighedssag – EU-figurmærket PALLADIUM HOTELS & RESORTS – betingelser for en ugyldighedsbegærings antagelse til realitetsbehandling – artikel 53, stk. 4, i forordning (EF) nr. 207/2009 (nu artikel 60, stk. 4, i forordning (EU) 2017/1001) – artikel 56, stk. 3, i forordning nr. 207/2009 (nu artikel 63, stk. 3, i forordning 2017/1001)«

I sag T-207/20,

Residencial Palladium, SL, Ibiza (Spanien), ved advokat D. Solana Giménez,

sagsøger,

mod

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) ved J. Crespo Carrillo, som befuldmægtiget,

sagsøgt,

den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten:

Palladium Gestión, SL, Ibiza, som har fået tilladelse til at indtræde i sagen i stedet for Fiesta Hotels & Resorts, SL, ved advokat J. Rojo García-Lajara,

angående et søgsmål til prøvelse af afgørelse truffet den 12. februar 2020 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 231/2019-4) vedrørende en ugyldighedssag mellem Residencial Palladium og Fiesta Hotels & Resorts,

har

RETTEN (Femte Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, D. Spielmann, og dommerne O. Spineanu-Matei (refererende dommer) og R. Mastroianni,

justitssekretær: E. Coulon,

under henvisning til stævningen, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 17. april 2020,

under henvisning til EUIPO’s svarskrift, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 16. juli 2020,

under henvisning til intervenientens svarskrift, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 7. august 2020,

under henvisning til kendelsen af 22. marts 2021 med godkendelse af en udskiftning af parter,

under henvisning til foranstaltningen med henblik på sagens tilrettelæggelse af 23. marts 2021 og svarene fra EUIPO og intervenienten, der blev indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den 8. og den 6. april 2021,

og under henvisning til, at ingen af parterne har anmodet om afholdelse af retsmøde inden for fristen på tre uger efter, at det er forkyndt, at retsforhandlingernes skriftlige del er afsluttet, og at Retten i henhold til artikel 106, stk. 3, i Rettens procesreglement har besluttet at træffe afgørelse, uden at retsforhandlingerne omfatter en mundtlig del,

afsagt følgende

Dom

 Sagens baggrund

1        Den 30. oktober 2002 indgav den retlige forgænger, Fiesta Hotels & Resorts, SL, som intervenienten Palladium Gestión, SL, har fået tilladelse til at indtræde i sagen i stedet for, en ansøgning om registrering af et EU-varemærke til Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker (EFT 1994, L 11, s. 1), med senere ændringer (erstattet af Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EU-varemærker (EUT 2009, L 78, s. 1), med senere ændringer, nu selv erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14.6.2017 om EU-varemærker (EUT 2017, L 154, s. 1)).

2        Varemærket, der blev ansøgt registreret, var følgende figurtegn:

Image not found

3        De tjenesteydelser, som varemærkeansøgningen vedrørte, henhører under klasse 43 i Nicearrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret, og svarer til følgende beskrivelse: »Tilvejebringelse af mad og drikke; værelsesudlejning«.

4        Den 26. september 2005 blev det ansøgte varemærke registreret under nr. 2915304. Det er blevet fornyet indtil den 30. oktober 2022.

5        Den 2. marts 2006 indgav Residencial Palladium, SA, en begæring til EUIPO om, at det anfægtede varemærke blev erklæret ugyldigt for alle de tjenesteydelser, for hvilke det var blevet registreret (ugyldighedssag 1544C) (herefter »den første ugyldighedsbegæring«).

6        De ugyldighedsgrunde, der blev påberåbt til støtte for denne begæring, var dem, der er omhandlet i artikel 52, stk. 1, litra a) og c), i forordning nr. 40/94 [efterfølgende artikel 53, stk. 1, litra a) og c), i forordning nr. 207/2009, nu artikel 60, stk. 1, litra a) og c), i forordning 2017/1001].

7        Den 27. marts 2006 blev EUIPO anmodet om at overdrage registreringen af det anfægtede varemærke til fordel for intervenientens retlige forgænger, som modtog meddelelse om denne overdragelse den 3. april 2006.

8        Den 18. april 2006 meddelte Residencial Palladium – inden for den fastsatte frist for at afhjælpe visse konstaterede mangler – EUIPO, at selskabet trak den første ugyldighedsbegæring tilbage.

9        Ved afgørelse af 26. april 2006 afsluttede annullationsafdelingen ugyldighedssag 1544C.

10      Som følge af en ændring af selskabsformen blev Residencial Palladium til sagsøgeren i nærværende sag, Residencial Palladium, SL.

11      Den 20. juni 2017 indgav sagsøgeren en begæring til EUIPO om, at det anfægtede varemærke blev erklæret ugyldigt for alle de tjenesteydelser, for hvilke det var blevet registreret (ugyldighedssag 15119C) (herefter »den anden ugyldighedsbegæring«).

12      De ugyldighedsgrunde, der blev påberåbt til støtte for den anden ugyldighedsbegæring, var dem, der er omhandlet i dels artikel 51, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94 [efterfølgende artikel 52, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009, nu artikel 59, stk. 1, litra b), i forordning 2017/1001], for så vidt som EU-varemærket var blevet registreret i ond tro, dels artikel 52, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94.

13      Ved afgørelse af 30. november 2018 afslog annullationsafdelingen den anden ugyldighedsbegæring med den begrundelse, at den ikke var støttet på artikel 59, stk. 1, litra b), i forordning 2017/1001 og ikke kunne antages til realitetsbehandling, for så vidt som den vedrørte den grund, som er fastsat i artikel 60, stk. 1, litra c), i forordning 2017/1001. I sidstnævnte henseende fandt annullationsafdelingen i det væsentlige, at sagsøgeren i henhold til artikel 60, stk. 4, i forordning 2017/1001 ikke kunne indgive en ny ugyldighedsbegæring under henvisning til andre ældre rettigheder, som selskabet kunne have påberåbt sig til støtte for den første ugyldighedsbegæring.

14      Den 29. marts 2019 indgav sagsøgeren i henhold til artikel 66-71 i forordning 2017/1001 en klage til EUIPO over annullationsafdelingens afgørelse og præciserede, at selskabet ikke anfægtede afslaget på sin begæring, for så vidt som den var støttet på artikel 52, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009.

15      Ved afgørelse af 12. februar 2020 (herefter »den anfægtede afgørelse«) afslog Fjerde Appelkammer ved EUIPO sagsøgerens klage. Hvad angik rækkevidden af klagen anførte appelkammeret, at denne alene tilsigtede at vurdere, om annullationsafdelingen med rette havde fastslået, at ugyldighedsbegæringen ikke kunne antages til realitetsbehandling ved anvendelse af artikel 60, stk. 4, i forordning 2017/1001. Efter at have henvist til denne bestemmelses ordlyd udledte appelkammeret heraf, at en ugyldighedsbegæring ikke kunne antages til realitetsbehandling, når to betingelser var opfyldt, nemlig dels når indgiveren af ugyldighedsbegæringen tidligere havde indgivet en ugyldighedsbegæring mod det samme EU-varemærke, dels når den nye ugyldighedsbegæring var støttet på den samme ældre rettighed eller på en anden rettighed end den, der udgjorde grundlaget for den oprindelige ugyldighedsbegæring, når denne rettighed gyldigt kunne have været gjort gældende i forbindelse med denne oprindelige begæring. Da appelkammeret fandt, at disse betingelser var opfyldt i det foreliggende tilfælde, afviste den ugyldighedsbegæringen.

 Påstande

16      Sagsøgeren har i det væsentlige nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse annulleres.

–        EUIPO tilpligtes at gå videre med behandlingen af ugyldighedsbegæringen.

–        EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

17      EUIPO har nedlagt følgende påstande:

–        Såfremt Retten måtte nå frem til, at appelkammeret med rette fortolkede artikel 60, stk. 4, i forordning 2017/1001 efter sin ordlyd, frifindes EUIPO, og sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

–        Såfremt Retten måtte nå frem til, at appelkammeret anlagde en forkert fortolkning af artikel 60, stk. 4, i forordning 2017/1001 ved at undlade at tage hensyn til denne bestemmelses ratio legis efter en teleologisk fortolkning, annulleres den anfægtede afgørelse, og EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

18      Intervenienten har i det væsentlige nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

 Retlige bemærkninger

 Rettens kompetence til at behandle sagsøgerens anden påstand

19      Med sin anden påstand har sagsøgeren anmodet Retten om at tilpligte EUIPO at gå videre med behandlingen af den anden ugyldighedsbegæring. Det er i denne forbindelse tilstrækkeligt at bemærke, at Retten ikke har kompetence til at meddele påbud over for Den Europæiske Unions institutioner, organer og agenturer (jf. i denne retning kendelse af 26.10.1995, Pevasa og Inpesca mod Kommissionen, C-199/94 P og C-200/94 P, EU:C:1995:360, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis; jf. ligeledes i denne retning dom af 25.9.2018, Sverige mod Kommissionen, T-260/16, EU:T:2018:597, præmis 104 og den deri nævnte retspraksis).

20      Det følger heraf, at sagsøgerens anden påstand, hvormed denne har anmodet Retten om at meddele EUIPO et påbud, skal forkastes, idet den er anlagt for en retsinstans, der ikke har kompetence til at træffe afgørelse herom.

 Realiteten

21      Indledningsvis bemærkes, at henset til datoen for indgivelsen af den omhandlede registreringsansøgning, dvs. den 30. oktober 2002, som er afgørende for bestemmelsen af den anvendelige materielle ret, er de faktiske omstændigheder i det foreliggende tilfælde reguleret af de materielle bestemmelser i forordning nr. 40/94, med senere ændringer (jf. i denne retning kendelse af 5.10.2004, Alcon mod KHIM, C-192/03 P, EU:C:2004:587, præmis 39 og 40, og dom af 23.4.2020, Gugler France mod Gugler og EUIPO, C-736/18 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2020:308, præmis 3 og den deri nævnte retspraksis). Det bemærkes derfor med hensyn til de materielle regler i det foreliggende tilfælde, at de henvisninger, som appelkammeret har foretaget i den anfægtede afgørelse, som sagsøgeren har foretaget i den fremførte argumentation, og som EUIPO og intervenienten har foretaget til artikel 8, stk. 4, og til artikel 60, stk. 1, litra c), i forordning 2017/1001, skal forstås som henvisninger til henholdsvis artikel 8, stk. 4, og artikel 52, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94, med senere ændringer, med samme indhold.

22      Desuden bemærkes, at for så vidt som processuelle regler ifølge fast retspraksis almindeligvis antages at finde anvendelse fra deres ikrafttrædelsestidspunkt (jf. dom af 11.12.2012, Kommissionen mod Spanien, C-610/10, EU:C:2012:781, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis), reguleres tvisten af de processuelle bestemmelser i forordning nr. 207/2009, med senere ændringer, og bestemmelserne i forordning 2017/1001. Det bemærkes derfor med hensyn til procedurereglerne i det foreliggende tilfælde, at de henvisninger, som appelkammeret har foretaget i den anfægtede afgørelse, som sagsøgeren har foretaget i den fremførte argumentation, og som EUIPO og intervenienten har foretaget til artikel 60, stk. 4, og til artikel 63, stk. 3, i forordning 2017/1001, skal forstås som henvisninger til henholdsvis artikel 53, stk. 4, med samme indhold, og artikel 56, stk. 3, i forordning nr. 207/2009, med senere ændringer, med samme indhold.

23      Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet fremsat et enkelt anbringende, der i det væsentlige vedrører en tilsidesættelse af artikel 53, stk. 4, i forordning nr. 207/2009.

24      Sagsøgeren har gjort gældende, at appelkammeret begik en retlig fejl ved fortolkningen af artikel 53, stk. 4, i forordning nr. 207/2009, som medførte, at det med urette afviste den anden ugyldighedsbegæring i medfør af denne bestemmelse. Indledningsvis har sagsøgeren redegjort for grundene til, at selskabet indgav begæringen, og det har henvist til EU-retspraksis vedrørende de rettigheder, som det har til ordet »palladium«.

25      EUIPO er af den opfattelse, at sagsøgerens redegørelse vedrørende domme fra Unionens retsinstanser om en tidligere sag mellem de samme parter er irrelevant i det foreliggende tilfælde. EUIPO har endvidere anført, at kontoret henholder sig til Rettens skøn med henblik på at afgøre, om appelkammeret med urette anlagde en ordlydsfortolkning af artikel 53, stk. 4, i forordning nr. 207/2009, frem for en teleologisk fortolkning af bestemmelsen.

26      Intervenienten har anfægtet sagsøgerens argumentation. Intervenienten har først præciseret, at de domme, som sagsøgeren indledningsvis har henvist til, vedrører sager, der ikke omhandler det anfægtede varemærke. Dernæst er det ifølge intervenienten ikke muligt at konkludere, at det påberåbte tegn inden den 30. oktober 2002 var genstand for en tilstrækkelig reel brug i Spanien. Den anden ugyldighedsbegæring er desuden underlagt en absolut forældelse, og det anfægtede varemærke er blevet uanfægteligt på grund af flere handlinger fra sagsøgerens side. Endelig er intervenienten af den opfattelse, at artikel 53, stk. 4, i forordning nr. 207/2009 finder anvendelse i den foreliggende sag.

27      Det skal fastslås, at selv om sagsøgeren finder det nødvendigt at redegøre for de grunde, der førte denne til at indgive den anden ugyldighedsbegæring og at citere Unionens retspraksis vedrørende de rettigheder, som sagsøgeren har til ordet »palladium«, har sagsøgeren ikke i denne forbindelse fremført noget argument til støtte for det eneste fremsatte anbringende. Under alle omstændigheder er disse betragtninger irrelevante i den foreliggende sag. Som intervenienten har anført, vedrører de domme, som sagsøgeren har nævnt, ikke sager om det anfægtede varemærke, og det er, som EUIPO har gjort gældende, med henblik på anvendelsen af artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 40/94 og samme forordnings artikel 52, stk. 1, litra c), tilstrækkeligt, at de krav, der er fastsat i disse bestemmelser, er opfyldt, og ingen af bestemmelserne kræver, at den påberåbte ældre ikke-registrerede rettighed tidligere er blevet anerkendt af Unionens retsinstanser. Anvendelsen af artikel 53, stk. 4, i forordning nr. 207/2009 afhænger derfor ikke af, om der foreligger en sådan anerkendelse.

28      Endvidere skal intervenientens argument, hvormed denne har gjort gældende, at det ikke var muligt at konkludere, at det påberåbte ældre tegn før den 30. oktober 2002 var genstand for en reel brug i Spanien, som ikke kun var lokal, og som var tilstrækkeligt omfattende til at annullere registreringen af et EU-varemærke, forkastes. Dette argument vedrører nemlig behandlingen af realiteten med hensyn til den anden ugyldighedsbegæring og ikke behandlingen af spørgsmålet, om den kunne antages til realitetsbehandling. Af samme grund skal intervenientens argumenter, hvormed denne har gjort gældende, at den anden ugyldighedsbegæring er underlagt en »absolut forældelse«, og at de handlinger, hvorved sagsøgeren udtrykkeligt har givet afkald på den første ugyldighedsbegæring vedrørende det anfægtede varemærke og efterfølgende har overdraget ejendomsretten til en international registrering, medfører, at denne og det anfægtede varemærke »ikke kan anfægtes«, ligeledes forkastes.

29      Hvad angår sagsøgerens argument om, at appelkammeret med urette anvendte artikel 53, stk. 4, i forordning nr. 207/2009 i den foreliggende sag, skal det bemærkes, at parterne er uenige om dels fortolkningen af denne bestemmelse og dens samspil med samme forordnings artikel 56, stk. 3, dels dens anvendelse i det foreliggende tilfælde.

 Fortolkningen af artikel 53, stk. 4, i forordning nr. 207/2009 og dens samspil med samme forordnings artikel 56, stk. 3

30      Det bemærkes, at i henhold til artikel 53, stk. 4 i forordning nr. 207/2009 kan indehaveren af en af de i artikel 53, stk. 1 eller 2, omhandlede rettigheder, som tidligere har begæret EU-varemærket erklæret ugyldigt eller fremsat modkrav under en sag om varemærkekrænkelse, ikke indgive en ny begæring om ugyldighed eller fremsætte modkrav under henvisning til en anden af disse rettigheder, som han kunne have påberåbt sig til støtte for sin første begæring eller det første modkrav.

31      I henhold til artikel 56, stk. 3, i forordning nr. 207/2009 skal en begæring om et varemærkes fortabelse eller ugyldighed afvises, såfremt EUIPO eller en EU-varemærkedomstol omhandlet i samme forordnings artikel 95 har truffet materiel afgørelse i en sag vedrørende det samme spørgsmål mellem de samme parter, og EUIPO’s eller den pågældende domstols afgørelse vedrørende den pågældende begæring har fået retskraft.

32      I den anfægtede afgørelse fandt appelkammeret, at den anden ugyldighedsbegæring skulle afvises i henhold til artikel 53, stk. 4, i forordning nr. 207/2009. Efter at have gengivet ordlyden af denne bestemmelse udledte appelkammeret heraf, at en ugyldighedsbegæring måtte afvises, når to betingelser var opfyldt som i det foreliggende tilfælde.

33      Appelkammeret anførte, at den første betingelse var, at indgiveren af ugyldighedsbegæringen tidligere havde indgivet en ugyldighedsbegæring vedrørende det samme EU-varemærke, hvilket parterne ikke har bestridt.

34      Ifølge appelkammeret er den anden betingelse, at den nye ugyldighedsbegæring er støttet på den samme ældre rettighed eller på en anden rettighed end den, der udgjorde grundlaget for den oprindelige ugyldighedsbegæring, selv om den gyldigt kunne have været påberåbt i forbindelse med denne oprindelige begæring. Appelkammeret fandt, at det fulgte heraf, at når der ikke kunne indgives en ny begæring om ugyldighed på grundlag af ældre rettigheder, som ikke udgjorde grundlaget for en oprindelig ugyldighedsbegæring, kunne den i endnu mindre grad indgives på grundlag af den ret, som denne oprindelige begæring var støttet på. Denne regel er baseret på tanken om, at indehaveren af et EU-varemærke efter at have fået medhold i en første ugyldighedssag, skal sikres, at det nævnte varemærke ikke på ny kan anfægtes af den samme indgiver af ugyldighedsbegæringen. Appelkammeret bemærkede desuden i det væsentlige, at til forskel fra artikel 56, stk. 3, i forordning nr. 207/2009 præciserede samme forordnings artikel 53, stk. 4, ikke, at det, for at den kunne finde anvendelse, var nødvendigt, at EUIPO havde truffet en materiel afgørelse vedrørende den oprindelige ugyldighedsbegæring. Appelkammeret fandt, at den manglende klarhed af sidstnævnte bestemmelse i denne henseende ikke syntes at være udtryk for en simpel undladelse fra lovgivers side, men snarere for et bevidst valg.

35      Sagsøgeren og intervenienten er enige om, at det skal lægges til grund, at anvendelsen af artikel 53, stk. 4, i forordning nr. 207/2009 i modsætning til samme forordnings artikel 56, stk. 3, ikke afhænger af, om der foreligger en materiel afgørelse vedrørende den oprindelige ugyldighedsbegæring. Sagsøgeren har imidlertid bestridt, at artikel 53, stk. 4, i forordning nr. 207/2009 finder anvendelse, både når den rettighed, der påberåbes til støtte for den nye ugyldighedsbegæring, allerede er blevet påberåbt i den første ugyldighedsbegæring, og når den ikke er blevet påberåbt, således som appelkammeret fandt.

36      EUIPO har foreslået to fortolkninger af artikel 53, stk. 4, i forordning nr. 207/2009, som fører til modstridende konklusioner i det foreliggende tilfælde. Ifølge EUIPO afhænger anvendelsen af denne bestemmelse i henhold til en ordlydsfortolkning ikke af, at der foreligger en materiel afgørelse vedrørende den oprindelige ugyldighedsbegæring, selv om den efter en teleologisk fortolkning ville være afhængig heraf. I dette andet tilfælde finder artikel 53, stk. 4, i forordning nr. 207/2009 således udelukkende anvendelse som et nødvendigt supplement til samme forordnings artikel 56, stk. 3, alt efter om den oprindelige ugyldighedsbegæring og den nye ugyldighedsbegæring er støttet på den eller de samme ældre rettigheder eller ej.

37      Det skal indledningsvis bemærkes, således som EUIPO har fremhævet, at artikel 53, stk. 4, i forordning nr. 207/2009 ikke har været genstand for en fortolkning i retspraksis.

38      Det skal dernæst fastslås, at diskussionen mellem parterne i det væsentlige koncentrerer sig om to spørgsmål, som dels er nødvendigheden af, at der træffes en materiel afgørelse vedrørende den oprindelige ugyldighedsbegæring, navnlig henset til ordlyden af artikel 56, stk. 3, i forordning nr. 207/2009, dels den betydning, der skal tillægges den omstændighed, at ugyldighedsbegæringerne er støttet på den eller de samme ældre rettigheder eller ej.

39      Det skal i denne forbindelse bemærkes, at fortolkningen af artikel 53, stk. 4, i forordning nr. 207/2009 og dens samspil med samme forordnings artikel 56, stk. 3, indebærer, at der, således som sagsøgeren og EUIPO har gjort gældende, skal sondres mellem ugyldighedsbegæringer, der er støttet på den eller de samme ældre rettigheder, som er nævnt i artikel 53, stk. 1 eller 2, i forordning nr. 207/2009, og ugyldighedsbegæringer, der støttes på forskellige ældre rettigheder.

–       Ugyldighedsbegæringer, der er støttet på den samme ældre rettighed

40      Som det blev anført i præmis 31 ovenfor, skal en begæring om varemærkets fortabelse eller ugyldighed afvises i henhold til artikel 56, stk. 3, i forordning nr. 207/2009, hvis bl.a. EUIPO har truffet materiel afgørelse i en sag vedrørende det samme spørgsmål mellem de samme parter, og denne afgørelse har fået retskraft.

41      Artikel 56, stk. 3, i forordning nr. 207/2009 omhandler således den situation, hvor en ny ugyldighedsbegæring støttes på den eller de samme ældre rettigheder som den eller de ældre rettigheder, der blev påberåbt til støtte for en oprindelig ugyldighedsbegæring.

42      Det skal endvidere bemærkes, at for så vidt som det følger af ordlyden af artikel 56, stk. 3, i forordning nr. 207/2009, at afvisningen indebærer, at der er blevet truffet en materiel afgørelse, og at denne er blevet endelig, skal en ny ugyldighedsbegæring ikke afvises, bl.a. når den oprindelige begæring om ugyldighed er blevet afvist, eller når den er blevet trukket tilbage, inden afgørelsen vedrørende denne begæring er blevet endelig.

–       Ugyldighedsbegæringer, der er støttet på forskellige ældre rettigheder

43      Henset til ordlyden af artikel 53, stk. 4, i forordning nr. 207/2009, der er gengivet i præmis 30 ovenfor, kan indgiveren af en ugyldighedsbegæring ikke indgive en ny begæring på grundlag af en ældre rettighed, der er nævnt i samme forordnings artikel 53, stk. 1 eller 2, som denne kunne have påberåbt sig til støtte for sin oprindelige ugyldighedsbegæring. Som EUIPO har gjort gældende i forbindelse med sin ordlydsfortolkning af artikel 53, stk. 4, i forordning nr. 207/2009 – ligesom intervenienten har gjort det – vil en sådan ny begæring ikke kunne antages til realitetsbehandling, uanset om sagen vedrørende den oprindelige ugyldighedsbegæring for det første er afsluttet eller verserende, og for det andet – som appelkammeret fastslog (den anfægtede afgørelses punkt 33) – har eller ikke har været genstand for en materiel afgørelse.

44      Betingelsen om, at der skal foreligge en materiel afgørelse, fremgår nemlig ikke af ordlyden af artikel 53, stk. 4, i forordning nr. 207/2009, og henset til formålet med denne bestemmelse kan en sådan betingelse ikke pålægges. I modsat fald ville mulighederne for, at en indehaver af flere ældre rettigheder indgiver ugyldighedsbegæringer, blive utilbørligt udvidet. Denne ville på grundlag af sådanne rettigheder kunne indgive flere på hinanden følgende ugyldighedsbegæringer mod det samme EU-varemærke, hvilket ville være i strid med formålet med denne bestemmelse, som er at forhindre, at en indgiver af en ugyldighedsbegæring indgiver særskilte begæringer, der er støttet på den pågældendes forskellige ældre rettigheder, som er nævnt i artikel 53, stk. 1 og 2, i forordning nr. 207/2009, hvis disse kunne påberåbes på tidspunktet for indgivelsen af den oprindelige ugyldighedsbegæring. Den af EUIPO foreslåede teleologiske fortolkning kan derfor ikke tiltrædes.

45      Det følger desuden af formålet med artikel 53, stk. 4, i forordning nr. 207/2009, at denne bestemmelse finder anvendelse, selv hvis den oprindelige ugyldighedsbegæring er blevet trukket tilbage eller afvist, idet den blotte indgivelse af en oprindelig begæring er tilstrækkelig.

46      Derimod skal appelkammerets fortolkning, som intervenienten har støttet, og hvorefter artikel 53, stk. 4, i forordning nr. 207/2009 ikke kun finder anvendelse, når indehaveren af en ældre rettighed, der er nævnt i samme forordnings artikel 53, stk. 1 eller 2, indgav en oprindelig begæring om ugyldighed støttet på en anden ældre rettighed end den, som den nye ugyldighedsbegæring er støttet på, men også når disse ugyldighedsbegæringer støttes på den samme ældre rettighed, forkastes. I denne henseende fandt appelkammeret, at når der ikke kunne indgives en ny ugyldighedsbegæring på grundlag af ældre rettigheder, som ikke udgjorde grundlaget for en oprindelig ugyldighedsbegæring, kunne den i endnu mindre grad indgives på grundlag af den ret, som denne oprindelige begæring var støttet på. En sådan fortolkning kan imidlertid ikke tiltrædes. For det første er den i strid med lovgivers ønske og den klare ordlyd af artikel 53, stk. 4, i forordning nr. 207/2009, som alene nævner forskellige ældre rettigheder og ikke den samme rettighed. For det andet ville den medføre, at samme forordnings artikel 56, stk. 3, ville miste sin effektive virkning, og den ville være i modstrid med ordlyden af bestemmelsen. Ifølge denne fortolkning vil en ugyldighedsbegæring, som støttes på den samme ældre rettighed, der er nævnt i artikel 53, stk. 1 og 2, i forordning nr. 207/2009, som også ligger til grund for en oprindelig ugyldighedsbegæring, måtte afvises, selv om den ikke har været genstand for en materiel afgørelse, der er blevet endelig.

–       Samspillet mellem artikel 53, stk. 4, og artikel 56, stk. 3 i forordning nr. 207/2009

47      Det følger af alt det ovenstående, at når den samme ældre rettighed, der er omhandlet i artikel 53, stk. 1 eller 2, i forordning nr. 207/2009, påberåbes til støtte for en ny ugyldighedsbegæring, finder samme forordnings artikel 56, stk. 3, anvendelse. Den nye ugyldighedsbegæring kan ikke antages til realitetsbehandling, hvis den vedrører det samme spørgsmål mellem de samme parter som den oprindelige begæring, der har været genstand for en materiel afgørelse, som er blevet endelig.

48      Når en ældre rettighed som omhandlet i artikel 53, stk. 1 eller 2, i forordning nr. 207/2009 derimod påberåbes til støtte for en ny ugyldighedsbegæring, selv om den kunne have været påberåbt som grundlag for den oprindelige ugyldighedsbegæring og ikke er blevet påberåbt, finder artikel 53, stk. 4, i forordning nr. 207/2009 anvendelse. Den nye ugyldighedsbegæring må følgelig afvises.

49      Det følger heraf, at appelkammeret begik en retlig fejl ved at fastslå, at artikel 53, stk. 4, i forordning nr. 207/2009 fandt anvendelse, både når en anden ældre rettighed og den samme ældre rettighed blev påberåbt til støtte for en ny ugyldighedsbegæring (den anfægtede afgørelses punkt 23 og 24).

50      Denne retlige fejl kan kun medføre en annullation af den anfægtede afgørelse, hvis den første og den anden begæring om ugyldighed var støttet på den eller de samme ældre rettigheder, der er omhandlet i artikel 53, stk. 1 eller 2, i forordning nr. 207/2009.

 Spørgsmålet om, hvorvidt artikel 53, stk. 4, i forordning nr. 207/2009 finder anvendelse i det foreliggende tilfælde

51      Det skal bemærkes, at parterne ikke har bestridt, at de juridiske personer, der har indgivet den første og den anden ugyldighedsbegæring, var identiske, således at den første betingelse i artikel 53, stk. 4, i forordning nr. 207/2009, der er nævnt i præmis 33 ovenfor, var opfyldt i det foreliggende tilfælde, således som appelkammeret fandt.

52      Hvad angår den anden betingelse i artikel 53, stk. 4, i forordning nr. 207/2009, der er nævnt i præmis 34 ovenfor, anførte appelkammeret, at der i det foreliggende tilfælde dels ikke forelå oplysninger i sagsakterne, der gjorde det muligt at udlede, at de to erhvervsmæssigt anvendte tegn, som sagsøgeren havde gjort krav på i den anden ugyldighedsbegæring, var blevet erhvervet efter datoen for indgivelsen af den første ugyldighedsbegæring, dels at sagsøgeren ikke havde fremført noget argument i denne henseende. Appelkammeret konkluderede, at annullationsafdelingen med rette havde fundet, at artikel 53, stk. 4, i forordning nr. 207/2009 fandt anvendelse i det foreliggende tilfælde, selv om der ikke var truffet en materiel afgørelse vedrørende den første ugyldighedsbegæring.

53      Sagsøgeren og intervenienten er uenige om, hvorvidt den anden betingelse, der er nævnt i præmis 34 ovenfor, er opfyldt i den foreliggende sag. Sagsøgeren har gjort gældende, at den første ugyldighedsbegæring er en retlig nullitet, hvilket EUIPO og intervenienten har bestridt. Sagsøgeren har desuden gjort gældende, at den ældre rettighed, der er påberåbt til støtte for den anden ugyldighedsbegæring, allerede var blevet påberåbt til støtte for den første ugyldighedsbegæring, hvilket intervenienten har bestridt, idet EUIPO ikke udtrykkeligt har taget stilling til dette punkt i svarskriftet.

–       Den første ugyldighedsbegæring

54      Det skal indledningsvis bemærkes, således som EUIPO og intervenienten har gjort gældende, at sagsøgeren med urette har gjort gældende, at den første ugyldighedsbegæring er en retlig nullitet. For så vidt som sagsøgeren har gjort gældende, at den første ugyldighedsbegæring i overensstemmelse med artikel 15 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/625 af 5. marts 2018 om supplerende regler til forordning 2017/1001 og om ophævelse af delegeret forordning (EU) 2017/1430 (EUT 2018, L 104, s. 1) skal anses for ikke at være indgivet, skal det nemlig fastslås, at denne artikel ikke fandt anvendelse på tidspunktet for indgivelsen af denne begæring. Under alle omstændigheder ansås en ugyldighedsbegæring i henhold til stk. 2 i den dagældende bestemmelse, dvs. regel 39 i Kommissionens forordning (EF) nr. 2868/95 af 13. december 1995 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 40/94 (EFT 1995, L 303, s. 1), for ikke at være indgivet, hvis de fastsatte gebyrer ikke var blevet betalt, og ikke, hvis den blev trukket tilbage, og det samme gælder i henhold til artikel 15, stk. 1, i delegeret forordning 2018/625. Som EUIPO har anført, var den første ugyldighedsbegæring desuden genstand for en afgørelse truffet af annullationsafdelingen den 26. april 2006, efter at sagsøgeren havde hævet sagen.

55      Det skal dernæst fastslås, at den første ugyldighedsbegæring blev antaget til realitetsbehandling. Selv om annullationsafdelingen i sin meddelelse af 17. marts 2006 havde anført, at denne begæring skulle berigtiges for at kunne antages til realitetsbehandling, anførte den nemlig – i modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende – i sin afgørelse af 26. april 2006, da den erklærede sagen for afsluttet, efter at sagsøgeren havde hævet sagen, at ugyldighedsbegæringen kunne antages til realitetsbehandling.

56      Selv om det ikke kan lægges til grund, at den første ugyldighedsbegæring har været genstand for en materiel afgørelse, der er blevet endelig, hvilket ingen af parterne i øvrigt har gjort gældende, kan den første ugyldighedsbegæring derfor ikke anses for at være en retlig nullitet.

–       De rettigheder, der er påberåbt til støtte for den første og den anden ugyldighedsbegæring

57      Det skal fastslås, at sagsøgeren og intervenienten i deres skriftlige indlæg for Retten er uenige om, hvorvidt den eller de ældre rettigheder, der er påberåbt til støtte for den første og den anden ugyldighedsbegæring, er identiske. Sagsøgeren har gjort gældende, at den samme ældre rettighed, nemlig tegnet Grand Hotel Palladium, er blevet påberåbt som grundlag for disse to begæringer. Intervenienten har derimod anfægtet, at det uregistrerede handelsnavn Grand Hotel Palladium er blevet påberåbt i forbindelse med den første ugyldighedsbegæring, og den har anført, at denne begæring var støttet på tre nationale varemærker og på firmanavnet Residencial Palladium, SA. Endelig har EUIPO ikke i svarskriftet udtalt sig udtrykkeligt om dette spørgsmål.

58      I den anfægtede afgørelse anførte appelkammeret, at den første ugyldighedsbegæring var støttet på to ældre nationale varemærker og på to erhvervsmæssigt anvendte tegn, som ikke kun havde lokal betydning (den anfægtede afgørelses punkt 2 og 3), og at den anden ugyldighedsbegæring var støttet på to erhvervsmæssigt anvendte tegn, som ikke kun havde lokal betydning (den anfægtede afgørelses punkt 8). Appelkammeret beskrev dog hverken de rettigheder, der blev påberåbt til støtte for hver af de to begæringer, eller – navnlig for så vidt angår de erhvervsmæssigt anvendte tegn – præciserede nærmere bestemt deres art og ordbestanddele.

59      Hvad angår den første ugyldighedsbegæring fremgår det i øvrigt af EUIPO’s administrative sagsakter vedrørende nærværende sag, at sagsøgeren angav at støtte denne første begæring på et erhvervsmæssigt anvendt tegn, som ikke kun havde lokal betydning, og på tre ældre nationale varemærker. Sagsøgeren præciserede således, at disse varemærker var de spanske varemærker nr. 94047 og nr. 2503994 samt det italienske varemærke nr. 597136. Hvad angår det påberåbte tegn afkrydsede sagsøgeren rubrikken »selskabets navn«, og nævnte »ordmærket Residencial Palladium«, og i den del, der var forbeholdt forklaringerne, præciserede sagsøgeren, at selskabets virksomhed var driften af hotellet Grand Hotel Palladium, og endelig forklarede sagsøgeren på følgende side, at selskabets navn ikke kun havde lokal betydning, og at dennes hotel Grand Hotel Palladium var meget kendt.

60      Hvad angår den anden ugyldighedsbegæring fremgår det desuden af EUIPO’s administrative sagsakter vedrørende nærværende sag, at sagsøgeren til støtte for denne begæring påberåbte sig et erhvervsmæssigt anvendt tegn, som ikke kun havde lokal betydning. Sagsøgeren afkrydsede rubrikkerne for »handelsnavn« og »virksomhedsnavn« og nævnte tegnet Grand Hotel Palladium og anførte derefter i sine forklaringer, at denne brugte handelsnavnet Grand Hotel Palladium.

61      Af det ovenstående følger det for det første, at den anfægtede afgørelse ikke gør det muligt på en tilstrækkelig klar og præcis måde at identificere de ældre rettigheder, der er påberåbt til støtte for den første og den anden ugyldighedsbegæring, for det andet, at det ikke kan godtgøres, at appelkammerets erklæringer i denne henseende er i overensstemmelse med de oplysninger, der fremgår af de administrative sagsakter i sagen for EUIPO, og for det tredje kan det hverken forstås eller udledes af appelkammerets konstateringer, hvorvidt den anden ugyldighedsbegæring var støttet på den eller de samme ældre rettigheder som dem, der var påberåbt til støtte for den første ugyldighedsbegæring. En sådan præcisering er imidlertid påkrævet for at afgøre, om appelkammerets retlige fejl har konsekvenser i den foreliggende sag (jf. præmis 50 ovenfor).

62      Henset til disse utilstrækkeligheder og unøjagtigheder i den anfægtede afgørelses begrundelse, som er nævnt i præmis 61 ovenfor, skal det bemærkes, at retten til god forvaltning i overensstemmelse med artikel 41, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder bl.a. indebærer en pligt for forvaltningen til at begrunde sine beslutninger. Denne pligt, som ligeledes følger af artikel 94 i forordning 2017/1001, har det dobbelte formål dels at gøre det muligt for de berørte personer at få kendskab til begrundelsen for den trufne foranstaltning, således at de kan forsvare deres rettigheder, dels at gøre det muligt for Unionens retsinstanser at efterprøve den omhandlede afgørelses lovlighed (jf. i denne retning dom af 10.5.2012, Rubinstein og L’Oréal mod KHIM, C-100/11 P, EU:C:2012:285, præmis 111, og af 17.3.2016, Naazneen Investments mod KHIM, C-252/15 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:178, præmis 29).

63      Denne pligt har samme rækkevidde som den, der følger af artikel 296, stk. 2, TEUF, hvorefter begrundelsen klart og utvetydigt skal angive de betragtninger, som den, der har udstedt retsakten, har lagt til grund, uden at det er nødvendigt, at denne begrundelse angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en retsakts begrundelse opfylder de nævnte krav, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes i forhold til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (jf. i denne retning dom af 21.10.2004, KWS Saat mod KHIM, C-447/02 P, EU:C:2004:649, præmis 63-65, og kendelse af 14.4.2016, KS Sports mod EUIPO, C-480/15 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:266, præmis 32).

64      Konstateringen af en manglende eller utilstrækkelig begrundelse falder ind under begrebet væsentlige formelle mangler som omhandlet i artikel 263 TEUF og udgør et anbringende, der angår grundlæggende retsprincipper, som Unionens retsinstanser skal tage stilling til ex officio (dom af 2.4.1998, Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, C-367/95 P, EU:C:1998:154, præmis 67).

65      Under disse omstændigheder har Retten i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 62-64 ovenfor, besluttet af egen drift at undersøge, om appelkammeret har overholdt sin begrundelsespligt, og den har opfordret parterne til inden for rammerne af en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til artikel 89 i Rettens procesreglement at udtale sig skriftligt om dette spørgsmål. Navnlig er sagsøgeren og EUIPO blevet opfordret til præcist at angive den eller de ældre rettigheder, som den første og den anden ugyldighedsbegæring var støttet på, idet intervenienten havde udtalt sig om dette spørgsmål i svarskriftet. Parterne er endvidere blevet anmodet om at fremsætte deres bemærkninger til Rettens eventuelle påkendelse af egen drift af appelkammerets tilsidesættelse af begrundelsespligten, der er fastsat i artikel 94 i forordning 2017/1001. I denne henseende blev de opfordret til at angive, om de var af den opfattelse, at den anfægtede afgørelse gjorde det muligt dels at identificere de ældre rettigheder, der var påberåbt til støtte for den første og den anden ugyldighedsbegæring, dels at afgøre, om den eller de rettigheder, der var påberåbt til støtte for den anden ugyldighedsbegæring, var blevet påberåbt til støtte for den første ugyldighedsbegæring.

66      Det bemærkes, at sagsøgeren ikke har besvaret Rettens spørgsmål inden for den fastsatte frist.

67      Som svar på Rettens første spørgsmål har EUIPO præciseret, at alle de af sagsøgeren påberåbte rettigheder var blevet erhvervet inden indgivelsen af den første ugyldighedsbegæring. EUIPO har anført, at denne begæring var støttet på tre nationale varemærker, nemlig de spanske varemærker nr. 94047 og nr. 2503994, der blev registreret henholdsvis den 16. maj 2001 og den 1. maj 2003, og det italienske varemærke nr. 597136, der blev registreret den 4. maj 1993, samt virksomhedsnavnet Residencial Palladium. EUIPO har endvidere anført, at den anden ugyldighedsbegæring var støttet på det »ikke-registrerede handelsnavn og virksomhedsnavn« Grand Hotel Palladium. Det skal således fastslås, at de rettigheder, som EUIPO har anført, i det væsentlige svarer til dem, der er nævnt af intervenientens retlige forgænger i svarskriftet.

68      Som svar på Rettens andet spørgsmål skal det indledningsvis bemærkes, at selv om EUIPO anerkender en fejlagtig angivelse i den anfægtede afgørelse vedrørende de rettigheder, der blev påberåbt i den første ugyldighedsbegæring, og medgiver, at kontoret kunne have været mere udtrykkelig for så vidt angår den rettighed, der blev påberåbt i den anden ugyldighedsbegæring, idet kontoret mere generelt også gør en stiltiende begrundelse af den anfægtede begrundelse gældende, er EUIPO og intervenienten af den opfattelse, at denne afgørelse er tilstrækkeligt begrundet, og at den gør det muligt at afgøre, om den eller de rettigheder, der er påberåbt til støtte for den anden ugyldighedsbegæring, blev påberåbt til støtte for den første ugyldighedsbegæring. Det skal ikke desto mindre konstateres, at EUIPO og intervenienten har diametralt modsatte opfattelser af den anfægtede afgørelse i sidstnævnte henseende. EUIPO er nemlig af den opfattelse, at den anfægtede afgørelse gør det muligt at fastslå, at den rettighed, som den anden ugyldighedsbegæring er støttet på, ikke var blevet påberåbt til støtte for den første ugyldighedsbegæring. Intervenienten er derimod af den opfattelse, at det fremgår af den anfægtede afgørelse, at de rettigheder, der er påberåbt til støtte for den anden ugyldighedsbegæring, allerede er blevet påberåbt til støtte for den første ugyldighedsbegæring.

69      Det bemærkes nærmere bestemt for det første, at EUIPO for så vidt angår den første ugyldighedsbegæring har medgivet, at appelkammeret med urette anførte, at det bl.a. var støttet på to tegn, der var anvendt erhvervsmæssigt.

70      Hvad angår den anden ugyldighedsbegæring har EUIPO medgivet, at appelkammeret kunne have været mere eksplicit med hensyn til de påberåbte ældre rettigheder, men kontoret har gjort gældende, at det eneste spørgsmål, som sagsøgeren stillede for appelkammeret, var, om artikel 53, stk. 4, i forordning nr. 207/2009 fandt anvendelse på den anden ugyldighedsbegæring i mangel af en materiel afgørelse vedrørende den første ugyldighedsbegæring. Det skal imidlertid fastslås, at det af EUIPO anførte er fejlagtigt. Appelkammeret anførte nemlig i den anfægtede afgørelses punkt 14, at den første ugyldighedsbegæring ifølge sagsøgeren allerede var støttet på tegnet Grand Hotel Palladium, og i den anfægtede afgørelses punkt 16, at intervenientens retlige forgænger bestred dette argument fra sagsøgeren.

71      Det skal desuden bemærkes, at appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 23 anførte, at en ugyldighedsbegæring i henhold til artikel 53, stk. 4, i forordning nr. 207/2009 ikke kunne antages til realitetsbehandling, bl.a. når den »var støttet på den samme ældre rettighed eller en anden rettighed end den, der udgjorde grundlaget for [den oprindelige] [begæring] om ugyldighed, og at denne gyldigt kunne have været påberåbt«. Appelkammeret tilføjede i den anfægtede afgørelses punkt 24, at »når det ikke [var] muligt at indgive en ny ugyldighedsbegæring på grundlag af andre ældre rettigheder, som ikke udgjorde grundlaget for den første ugyldighedsbegæring, k[unne] den i endnu mindre grad indgives på grundlag af den samme rettighed, der allerede fandtes i den første sag«. Det følger heraf, at appelkammeret fandt, at det ikke var nødvendigt at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt den eller de ældre rettigheder, der var påberåbt til støtte for den anden ugyldighedsbegæring, ligeledes havde tjent som grundlag for den første ugyldighedsbegæring, og ikke, at dette spørgsmål ikke var blevet drøftet i den foreliggende sag.

72      Hvad angår den anfægtede afgørelses punkt 10, 13 og 19, som EUIPO har henvist til, indeholder disse punkter ingen identifikation af et tegn, der er påberåbt til støtte for en af de to ugyldighedsbegæringer. Det fremgår endvidere af punkt 10 og punkt 19, at de i det væsentlige vedrører ordlyden af artikel 53, stk. 4, i forordning nr. 207/2009, uden at det kan udledes heraf, om den eller de rettigheder, der lå til grund for den anden ugyldighedsbegæring, var blevet påberåbt til støtte for den første ugyldighedsbegæring, navnlig henset til den anfægtede afgørelses upræcise karakter hvad angår identifikationen af disse rettigheder og til appelkammerets betragtninger i den nævnte afgørelses punkt 23 og 24.

73      Endelig har EUIPO gjort gældende, at for så vidt som appelkammeret stadfæstede annullationsafdelingens afgørelse i sin helhed, er denne afgørelse og dens begrundelse en del af den sammenhæng, hvori den anfægtede afgørelse blev truffet. EUIPO har heraf konkluderet, at den nævnte afgørelse og denne sammenhæng gør det muligt at identificere de ældre rettigheder, der er påberåbt til støtte for den første og den anden ugyldighedsbegæring, og at fastslå, at den eller de rettigheder, der er påberåbt til støtte for den anden ugyldighedsbegæring, ikke var blevet påberåbt i den første ugyldighedsbegæring. Henset til det ovenstående, dvs. unøjagtighederne med hensyn til de rettigheder, der blev påberåbt i forbindelse med de to ugyldighedsbegæringer, uenigheden mellem parterne om den omstændighed, at det tegn, der blev påberåbt til støtte for den anden ugyldighedsbegæring, allerede var blevet påberåbt i forbindelse med den første ugyldighedsbegæring, og appelkammerets vurdering, hvorefter det i det væsentlige var uden betydning at afgøre denne uenighed (jf. præmis 69-72 ovenfor), kan det ikke antages, at begrundelsen for annullationsafdelingens afgørelse kan afhjælpe manglerne og unøjagtighederne i den anfægtede afgørelses begrundelse.

74      Hvad for det andet angår den første ugyldighedsbegæring anførte appelkammeret ifølge intervenienten, at de påberåbte rettigheder bl.a. var to tegn, der var anvendt erhvervsmæssigt. Det fremgår af den nævnte begæring, at sagsøgeren identificerede disse to tegn som værende Residencial Palladium og Grand Hotel Palladium. Hvad angår den anden ugyldighedsbegæring er intervenienten af den opfattelse, at de ældre rettigheder er klart identificeret i den anfægtede afgørelse, hvoraf det fremgår, at sagsøgeren har påberåbt sig et handelsnavn, Grand Hotel Palladium, og et selskabsnavn, Residencial Palladium.

75      Det skal fastslås dels, at intervenienten således har fremhævet, at de rettigheder, der er gjort gældende til støtte for hver af ugyldighedsbegæringerne, ikke er klart og præcist identificeret i den anfægtede afgørelse, dels, at intervenientens opfattelse af de påberåbte rettigheder adskiller sig fra den forståelse, som EUIPO gav udtryk for i sit svar på Rettens spørgsmål.

76      Intervenienten er endvidere af den opfattelse, at det fremgår af den anfægtede afgørelse, at appelkammeret i modsætning til, hvad EUIPO har gjort gældende, fandt, at de rettigheder, der var påberåbt i den anden ugyldighedsbegæring, var blevet påberåbt til støtte for den første ugyldighedsbegæring.

77      Det må derfor fastslås, at på grund af manglerne i den anfægtede afgørelses begrundelse, der er redegjort for i præmis 61 ovenfor, og som bekræftes af EUIPO’s og intervenientens modstridende opfattelser af den anfægtede afgørelse med hensyn til appelkammerets betragtninger vedrørende de rettigheder, der er påberåbt til støtte for hver af ugyldighedsbegæringerne, fremgår det ikke tilstrækkeligt klart og præcist af den anfægtede afgørelse, hvilke rettigheder der er tale om, og om appelkammeret fandt, at den eller de rettigheder, der var påberåbt til støtte for den anden ugyldighedsbegæring, var blevet påberåbt i den første ugyldighedsbegæring.

78      Følgelig skal sagsøgerens første påstand tages til følge, og den anfægtede afgørelse skal annulleres, for så vidt som appelkammeret har tilsidesat den begrundelsespligt, der påhviler det i henhold til artikel 94 i forordning 2017/1001, idet det ikke klart og præcist har identificeret de ældre rettigheder, der er påberåbt til støtte for den første og den anden ugyldighedsbegæring, og således ikke har gjort det muligt for Unionens retsinstanser at vurdere konsekvenserne af den retlige fejl, som appelkammeret har begået for så vidt angår lovligheden af den anfægtede afgørelse. I øvrigt frifindes EUIPO.

 Sagsomkostninger

79      Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. EUIPO har i det væsentlige tabt sagen og pålægges derfor at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med sagsøgerens påstand herom.

80      Da intervenienten desuden i det væsentlige har tabt sagen, bør denne bære sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Femte Afdeling):

1)      Afgørelsen, der blev truffet den 12. februar 2020 af Fjerde Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 231/2019-4), annulleres.

2)      I øvrigt frifindes EUIPO.

3)      EUIPO bærer sine egne omkostninger og betaler de af Residencial Palladium, SL afholdte omkostninger.

4)      Palladium Gestión, SL bærer sine egne omkostninger.

Spielmann

Spineanu-Matei

Mastroianni

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 15. september 2021.

Underskrifter


*      Processprog: spansk.