FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

P. MENGOZZI

fremsat den 12. juli 2018 (1)

Sag C-221/17

M.G. Tjebbes,

G.J.M. Koopman,

E. Saleh Abady,

L. Duboux

mod

Minister van Buitenlandse Zaken

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Nederlandene))

»Præjudiciel forelæggelse – unionsborgerskab – artikel 20 TEUF – artikel 7 og 24 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – statsborgerskab i en medlemsstat og i et tredjeland – fortabelse af statsborgerskab i en medlemsstat på grund af en periode med uafbrudt ophold uden for Unionen i ti år – samme statsborgerskab inden for familien – barnets tarv«

I.      Indledning

1.        Denne anmodning om præjudiciel afgørelse, der er indgivet af Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Nederlandene), vedrører fortolkningen af artikel 20 TEUF og 21 TEUF og artikel 7 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

2.        Den forelæggende ret er nærmere bestemt i tvivl om den skønsmargen, som medlemsstaterne råder over ved fastlæggelsen af betingelserne for fortabelse af statsborgerskab. Domstolen har allerede undersøgt denne problemstilling i dom af 2. marts 2010, Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104), der imidlertid vedrørte en helt anden retlig og faktisk sammenhæng.

3.        I den foreliggende sag er spørgsmålet i det væsentlige, om artikel 20 TEUF er til hinder for bestemmelser i en national lovgivning, der foreskriver, at en myndig statsborger, der også har et andet statsborgerskab, fortaber sit statsborgerskab i en medlemsstat, med den begrundelse, at han i en uafbrudt periode på mere end ti år har haft bopæl i et tredjeland. Der er endvidere forelagt et spørgsmål om, hvorvidt unionsborgerskabet og hensynet til barnets tarv er til hinder for, at en medlemsstat foreskriver, at den pågældende statsborgers barn samtidig fortaber sit statsborgerskab i denne samme medlemsstat.

4.        Som jeg vil redegøre for i dette forslag til afgørelse, er det kun det andet spørgsmål, der efter min opfattelse skal besvares bekræftende. Hvad angår det første spørgsmål er der ikke grundlag for at se bort fra de kriterier, som den nationale lovgiver har valgt, og som ligger til grund for fortabelsen af unionsborgerskabet, i forbindelse med undersøgelsen af, om en sådan lovgivning bl.a. er forenelig med proportionalitetsprincippet. Overholdelsen af dette princip kræver efter min opfattelse navnlig hverken, at der foretages en undersøgelse af, hvilke indirekte følger anvendelsen af denne lovgivning vil medføre for hver enkelt berørte persons situation, eller af de konkrete omstændigheder i hvert enkelt tilfælde, der ikke har nogen sammenhæng med det kriterium for tilknytning til den berørte medlemsstat, som den nationale lovgiver har valgt. Denne løsning er i lighed med det standpunkt, som den græske regering argumenterede for i retsmødet for Domstolen, den eneste løsning, der efter min opfattelse gør det muligt at sikre respekten for medlemsstaternes kompetence til at fastlægge betingelserne for erhvervelse og fortabelse af statsborgerskab og at indtage en konsekvent holdning til rækkevidden af prøvelsen af, om en national foranstaltning, der medfører fortabelse af unionsborgerskabet, er forholdsmæssig i henhold til EU-retten.

II.    De faktiske og retlige omstændigheder og det præjudicielle spørgsmål

5.        Det præjudicielle spørgsmål, som er blevet forelagt Domstolen, er blevet rejst i forbindelse med tvister mellem M.G. Tjebbes, G.J.M. Koopman, E. Saleh Abady og L. Duboux, på den ene side, og Minister van Buitenlandse Zaken (udenrigsministeren, Nederlandene, herefter »ministeren«), på den anden side, der vedrører sidstnævntes afgørelse om ikke at behandle deres ansøgninger om fornyelse af deres nationale pas med den begrundelse, at disse personer, der har bevaret statsborgerskab i de tredjelande, på hvis respektive områder de opholder sig, har fortabt deres nederlandske statsborgerskab i henhold til bestemmelserne i Rijkswet op het Nederlanderschap (lov om nederlandsk statsborgerskab).

6.        Det fremgår nemlig af de retlige omstændigheder, som den forelæggende ret har redegjort for, at artikel 15, stk. 1, litra c), i lov om nederlandsk statsborgerskab, bestemmer, at en myndig person fortaber sit nederlandske statsborgerskab, såfremt den pågældende også har udenlandsk statsborgerskab, og såfremt den pågældende fra myndighedsalderen i en uafbrudt periode på ti år med besiddelse af begge statsborgerskaber har haft sin hovedbopæl uden for Nederlandene og de områder, som EU-traktaten finder anvendelse på. Den samme lovs artikel 16, stk. 1, litra d), bestemmer, at en mindreårig fortaber sit nederlandske statsborgerskab, såfremt den pågældendes fader eller moder fortaber det nederlandske statsborgerskab i henhold til bl.a. den nævnte lovs artikel 15, stk. 1, litra c).

7.        I henhold til artikel IV i Rijkswet van 21 december 2000 tot wijziging Rijkswet op het Nederlanderschap (verkrijging, verlening en verlies van het Nederlanderschap) (lov af 2.12.2000 om ændring af lov om nederlandsk statsborgerskab (erhvervelse, tildeling og fortabelse af nederlandsk statsborgerskab)) begynder den tiårsperiode, der er fastsat i artikel 15, stk. 1, litra c), i lov om nederlandsk statsborgerskab, ikke at løbe før den 1. april 2003.

8.        Det fremgår endvidere af de forklaringer, som den forelæggende ret har givet, at den frist, der er fastsat i artikel 15, stk. 1, i lov om nederlandsk statsborgerskab, afbrydes i henhold til denne lovs artikel 15, stk. 3, såfremt den pågældende i en periode på mere end et år har haft sin hovedbopæl i Nederlandene eller i de områder, som EU-traktaten finder anvendelse på. Det fremgår endvidere af denne lovs artikel 15, stk. 4, at fristen afbrydes, såfremt den pågældende ansøger om udstedelse af en erklæring om besiddelse af nederlandsk statsborgerskab, et rejsedokument (pas) eller et nederlandsk identitetskort som omhandlet i Paspoortwet (den nederlandske lov om pas). En ny frist på ti år begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor et af disse dokumenter udstedes.

9.        I henhold til artikel 6, stk. 1, litra f), i lov om nederlandsk statsborgerskab har en myndig nederlandsk statsborger, der har fortabt det nederlandske statsborgerskab, i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 15, stk. 1, litra c), i lov om nederlandsk statsborgerskab, mulighed for at generhverve dette statsborgerskab ved at tage ophold i mindst et år i Nederlandene eller i en anden del af Kongeriget (2) og ved forinden at have opnået en opholdstilladelse på ubestemt tid.

10.      Den forelæggende ret har i øvrigt i det væsentlige anført, at loven om nederlandsk statsborgerskab indgår i sammenhæng med de internationale forpligtelser, som Kongeriget Nederlandene har påtaget sig. Konventionen om begrænsning af statsløshed, der blev indgået i New York den 30. august 1961, og som trådte i kraft den 13. december 1975 (3) (herefter »konventionen om begrænsning af statsløshed«), bestemmer således i artikel 7, stk. 3, at medmindre andet følger af bl.a. stk. 4 i denne artikel, fortaber en statsborger ikke sit statsborgerskab på grund af, at han udrejser fra det land, hvori han er statsborger, og tager ophold i udlandet, såfremt han derved ville blive statsløs. Det fremgår af denne konventions artikel 7, stk. 4, at en naturaliseret person kan fortabe sit statsborgerskab som følge af bopæl i udlandet i en periode, der dog skal være på mindst syv på hinanden følgende år. Det fremgår endvidere af artikel 7, stk. 1, litra e), i den europæiske konvention om statsborgerskab, der blev undertegnet i Strasbourg den 6. november 1997, vedtaget inden for rammerne af Europarådet og trådte i kraft den 1. marts 2000 (4) (herefter »den europæiske konvention om statsborgerskab«), at statsborgerskab kan fortabes ex lege, når der ikke foreligger et reelt tilknytningsforhold mellem den kontraherende stat og en statsborger med bopæl i udlandet. Det fremgår endvidere af denne konventions artikel 7, stk. 2, at en kontraherende stat kan foreskrive, at børn, hvis forældre fortaber deres statsborgerskab, også fortaber deres statsborgerskab, medmindre den ene af forældrene fortsat besidder det.

11.      Det fremgår af de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for tvisterne i hovedsagen, at M.G. Tjebbes indtil den 31. marts 2013 på grund af slægtskab har haft nederlandsk og canadisk statsborgerskab, at G.J.M. Koopman siden sin fødsel har haft nederlandsk statsborgerskab og har erhvervet schweizisk statsborgerskab ved ægteskab, og at E. Saleh Abady har iransk statsborgerskab og har erhvervet nederlandsk statsborgerskab ved naturalisation. Den 1. april 2013 havde M.G. Tjebbes haft bopæl i Canada, J.M. Koopman i Schweiz og E. Saleh Abady i Iran i mere end ti år. De var alle myndige på dette tidspunkt.

12.      Efter at de pågældende havde indgivet ansøgninger om fornyelse af deres respektive pas, afviste ministeren at behandle disse ansøgninger med den begrundelse, at disse tre personer havde fortabt deres nederlandske statsborgerskab i henhold til artikel 15, stk. 1, litra c), i lov om nederlandsk statsborgerskab. Ministeren anførte, at de alle havde haft deres hovedbopæl i en uafbrudt periode på mindst ti år uden for Nederlandene eller de områder, som EU-traktaten finder anvendelse på. Ministeren fastslog, at hver enkelt af dem havde et andet statsborgerskab, og at de i denne periode ikke havde fået udstedt nederlandske rejsedokumenter, nederlandske identitetskort eller erklæringer om besiddelse af nederlandsk statsborgerskab.

13.      Hvad angår L. Duboux, der den 1. april 2013 var den mindreårige datter af J.M. Koopman, og som havde nederlandsk og schweizisk statsborgerskab, afslog ministeren endvidere hendes ansøgning om pas med den begrundelse, at eftersom hendes mor på dette tidspunkt havde fortabt sit nederlandske statsborgerskab, havde hun selv mistet sit nederlandske statsborgerskab i henhold til denne lovs artikel 16, stk. 1, litra d).

14.      Sagsøgerne i hovedsagen har anlagt fire separate sager ved rechtbank Den Haag (retten i første instans i Haag, Nederlandene) til prøvelse af ministerens afgørelser. Ved særskilte domme frifandt rechtbank Den Haag (retten i første instans i Haag) ministeren i sagerne anlagt af M.G. Tjebbes, G.J.M. Koopman og E. Saleh Abady, mens denne ret gav medhold i den af L. Duboux anlagte sag og annullerede ministerens afgørelse vedrørende hende, idet den samtidig bestemte, at dens virkninger fortsat var gyldige. Sagsøgerne i hovedsagen iværksatte derfor hver især appel til prøvelse af disse domme ved Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager).

15.      Den forelæggende ret har anført, at den er blevet forelagt et spørgsmål om, hvorvidt fortabelsen ex lege af det nederlandske statsborgerskab er forenelig med EU-retten, herunder navnlig artikel 20 TEUF og 21 TEUF, sammenholdt med dom af 2. marts 2010, Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104). Den forelæggende ret er nemlig af den opfattelse, at disse artikler finder anvendelse, uanset om fortabelsen af unionsborgerskabet skyldes, at statsborgerskabet i en EU-medlemsstat fortabes ex lege eller som følge af en individuel afgørelse, således som det var tilfældet i dom Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104).

16.      Den forelæggende ret er imidlertid af den opfattelse, at den måde, hvorpå der skal foretages en undersøgelse af forholdsmæssigheden i situationer som dem, der er omhandlet i hovedsagen, ikke følger af dom Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104). I denne forbindelse opstår spørgsmålet om, hvorvidt der kan foretages en generel undersøgelse af, om en national lovgivning, der medfører, at statsborgerskab fortabes ex lege, er forenelig med proportionalitetsprincippet, eller om dette princip nødvendigvis indebærer, at hvert enkelt tilfælde skal tages i betragtning.

17.      Hvad angår den situation, som myndige personer befinder sig i, er den forelæggende ret af den opfattelse, at der findes overbevisende argumenter for at fastslå, at artikel 15, stk. 1, litra c), i lov om nederlandsk statsborgerskab er forenelig med proportionalitetsprincippet og dermed forenelig med artikel 20 TEUF og 21 TEUF. Først og fremmest viser tilblivelseshistorien bag artikel 15, stk. 1, litra c), i lov om nederlandsk statsborgerskab, at den nationale lovgiver ønskede at bidrage til en »international lovgivning«, der havde til formål at fjerne eller mindske statsløshed og dobbelte statsborgerskaber, og som ville være forenelig med artikel 7 i den europæiske konvention om statsborgerskab.

18.      Den forelæggende ret har anført, at artikel 15, stk. 1, litra c), i lov om nederlandsk statsborgerskab fastsætter en frist på ti år, før det nederlandske statsborgerskab fortabes, idet denne frist gør det muligt at antage, at de berørte ikke længere har en tilknytning eller ikke udelukkende har en meget tæt tilknytning til Nederlandene og dermed til Unionen. Det nederlandske statsborgerskab kan endvidere meget nemt bevares, idet fristen på ti år afbrydes, når den berørte i løbet af denne periode og i mindst et år uden afbrydelse har haft bopæl i Nederlandene eller i Den Europæiske Union eller har opnået en erklæring om besiddelse af nederlandsk statsborgerskab, et identitetskort eller et nederlandsk rejsedokument som omhandlet i den nederlandske lov om pas. Den forelæggende ret har i øvrigt anført, at enhver, der opfylder betingelserne for at være omfattet af en »mulighed« som omhandlet i artikel 6 i lov om nederlandsk statsborgerskab, vil have ret til at generhverve nederlandsk statsborgerskab.

19.      Endelig, selv om det er muligt at gøre chartrets artikel 7 gældende, der vedrører privat- og familielivet, er den forelæggende ret af den opfattelse, at den nederlandske lovgiver ikke synes at have handlet vilkårligt ved at vedtage artikel 15, stk. 1, litra c), i lov om nederlandsk statsborgerskab. Det er imidlertid den forelæggende rets opfattelse, at det, såfremt det ikke er udelukket, at en undersøgelse af foreneligheden med proportionalitetsprincippet kræver, at der foretages en undersøgelse af hvert enkelt tilfælde, ikke er sikkert, at en generel retlig ordning, såsom loven om nederlandsk statsborgerskab, er forenelig med artikel 20 TEUF og 21 TEUF.

20.      Hvad angår den situation, som mindreårige personer befinder sig i, har den forelæggende ret oplyst, at artikel 16, stk. 1, litra d), i lov om nederlandsk statsborgerskab afspejler den nationale lovgivers opfattelse af, at det er vigtigt at have det samme statsborgerskab inden for familien. Den forelæggende ret har i lyset af dom Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104) ikke mulighed for at vurdere, om dette element udgør en grund til at fratage den berørte person statsborgerskabet ex lege. Den forelæggende ret ønsker endvidere oplyst, om det er forholdsmæssigt at fratage en mindreårig unionsborgerskabet og de rettigheder, der knyttet dertil, udelukkende for at sikre det samme statsborgerskab inden for familien. Den forelæggende ret har endelig anført, at den mindreårige kun har ringe indflydelse på spørgsmålet om bevarelsen af det nederlandske statsborgerskab, og at muligheden for at afbryde fristerne eller for bl.a. at få udstedt en erklæring om besiddelse af nederlandsk statsborgerskab, ikke udgør en undtagelsesgrund for mindreårige. Det fremgår således ikke klart, at artikel 16, stk. 1, litra d), i lov om nederlandsk statsborgerskab er forenelig med proportionalitetsprincippet.

21.      Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) har derfor besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 20 [TEUF] og 21 [TEUF], særligt i lyset af [chartrets] artikel 7 […], fortolkes således, at disse bestemmelser, fordi der mangler en individuel efterprøvelse i forhold til proportionalitetsprincippet af følgerne af fortabelse af statsborgerskab for den berørte parts situation i EU-retlig henseende, er til hinder for en lovbestemt ordning som den i hovedsagen omhandlede, hvori det bestemmes:

1)      at en myndig person, der også har statsborgerskab i et tredjeland, ex lege mister statsborgerskabet i sin medlemsstat og hermed unionsborgerskabet, fordi vedkommende uden afbrydelse i en periode på ti år har haft sin hovedbopæl i udlandet og uden for Den Europæiske Union, selv om der er muligheder for at afbryde tiårsfristen

2)      at en mindreårig person under visse omstændigheder ex lege mister statsborgerskabet i sin medlemsstat og hermed unionsborgerskabet, fordi forældrene har mistet deres statsborgerskab som omhandlet i punkt [1] ovenfor?«

22.      Sagsøgerne i hovedsagen, den nederlandske regering, Irland og den græske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg om dette spørgsmål. M.G. Tjebbes, den nederlandske og den græske regering samt Kommissionen afgav endvidere mundtlige indlæg i retsmødet den 24. april 2018, idet de andre berørte parter ikke var repræsenteret i retsmødet.

III. Bedømmelse

23.      Før jeg i lyset af Domstolens konstateringer i dom Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104) undersøger det forelagte spørgsmål om, hvorvidt fortabelsen af statsborgerskab for myndige nederlandske statsborgere (afsnit B) og for mindreårige (afsnit C) er forenelig med artikel 20 TEUF, er det efter min opfattelse vigtigt, først og fremmest, og selv om dette ikke er blevet anfægtet af de berørte parter, at undersøge, om EU-retten finder anvendelse, og om Domstolen har kompetence til at besvare det forelagte præjudicielle spørgsmål (afsnit A). Endelig vil jeg kort behandle den nederlandske regerings anmodning, som blev fremsat i retsmødet, om, at Domstolen foretager en tidsmæssig begrænsning af virkningerne af den dom, der skal afsiges, i det tilfælde, hvor den måtte fastslå, at de relevante bestemmelser i den nederlandske lov om statsborgerskab ikke er forenelige med artikel 20 TEUF (afsnit D).

A.      Om anvendelsen af EU-retten og Domstolens kompetence til at besvare det forelagte præjudicielle spørgsmål

24.      Som jeg allerede har nævnt, har ingen af de berørte parter anfægtet, at EU-retten finder anvendelse. Der kan imidlertid i denne henseende opstå en vis tvivl. For det første skal det nemlig bemærkes, at de i hovedsagen anfægtede afgørelser ikke vedrører fratagelse af det nederlandske statsborgerskab og dermed af sagsøgerne i hovedsagens unionsborgerskab, men afslag på at udstede nederlandske pas med den begrundelse, at disse personer ikke længere har statsborgerskab i Kongeriget Nederlandene. For det andet følger det af den redegørelse, som den forelæggende ret har givet vedrørende de faktiske omstændigheder, at sagsøgerne i hovedsagen alle har bopæl i tredjelande, idet de med stor sandsynlighed ikke har gjort brug af deres ret til fri bevægelighed inden for Unionen.

25.      Der kan imidlertid efter min opfattelse ses bort fra denne tvivl.

26.      Hvad angår det første punkt, er det ganske vist muligt at anlægge det synspunkt, at hovedsagen ikke har nogen tilknytning til EU-retten, idet den forelæggende ret udelukkende skal tage stilling til lovligheden af ministerens afgørelse om afslag på at udstede pas til de tredjelandsstatsborger, der har ansøgt herom, og som allerede har fortabt deres nederlandske statsborgerskab og derfor har mistet deres unionsborgerskab.

27.      Det fremgår imidlertid af forelæggelsesafgørelsen, at en sådan argumentation, som ministeren i øvrigt synes at have argumenteret for, i henhold til den nationale lovgivning vil have den virkning, at sagsøgerne i hovedsagen fratages ethvert effektivt retsmiddel til prøvelse af ministerens konstatering af, at de ikke længere havde nederlandsk statsborgerskab på det tidspunkt, hvor ansøgningerne om fornyelse af deres pas blev indgivet. Det fremgår nemlig, at de kompetente nederlandske myndigheder ikke har truffet andre afgørelser om fratagelse af dette statsborgerskab i forhold til dem. Dette er baggrunden for, at den forelæggende ret, der som nævnt er en ret i sidste instans, er af den opfattelse, at det er nødvendigt, at den tager stilling til, om ministerens afslag på at udstede de ansøgte pas med føje kunne begrundes i den forudsætning, at sagsøgerne i hovedsagen alle havde fortabt det nederlandske statsborgerskab (og dermed unionsborgerskabet) på det tidspunkt, hvor ministeren traf afgørelse, og om denne konstatering, der blev foretaget i henhold til artikel 15, stk. 1, litra c), og artikel 16, stk. 1, litra d), i lov om nederlandsk statsborgerskab, var forenelig med EU-retten, og navnlig proportionalitetsprincippet, som fastlagt i dom Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104).

28.      Det fremgår derfor klart af det standpunkt, som den forelæggende ret har indtaget, at sagsøgerne i hovedsagen ikke endeligt har fortabt det unionsborgerskab, der tildeles ved artikel 20 TEUF, men at de befinder sig i en situation, der kan medføre fortabelse af denne status.

29.      Som det fremgår af dom Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104, præmis 42), er en sådan situation efter sin natur og sine konsekvenser omfattet af EU-retten.

30.      Hvad angår det andet punkt synes den omstændighed, at sagsøgerne i hovedsagen alle har bopæl i et tredjeland, og at de ikke har udøvet deres ret til fri bevægelighed inden for Unionen, efter min opfattelse ikke at medføre andre konsekvenser.

31.      Artikel 20, stk. 1, TEUF tillægger enhver person, der er statsborger i en medlemsstat, unionsborgerskab. Domstolen har gentagne gange fastslået, at unionsborgerskabets formål er at skabe den grundlæggende status for medlemsstaternes statsborgere (5).

32.      Domstolen har fortolket denne bestemmelse i situationer, hvor det fremgik, at det eneste tilknytningspunkt til EU-retten var deres status som borgere i Unionen.

33.      Domstolen fastslog således allerede i dom af 2. oktober 2003, Garcia Avello (C-148/02, EU:C:2003:539, præmis 13 og 27), at situationen for børn, der var statsborgere i to medlemsstater, og som var født på den ene af disse medlemsstaters område, hvor de opholdt sig lovligt, uden på noget tidspunkt at have gjort brug af deres ret til fri bevægelighed, havde tilknytning til EU-retten.

34.      I dom Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104) undersøgte Domstolen, i modsætning til generaladvokaten (6), endvidere ikke, om der bestod en sammenhæng mellem tilbagekaldelsen af Janko Rottmanns naturalisation og hans udøvelse af retten til at færdes i Unionen. Domstolen nåede nemlig i præmis 42 i dom Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104) til den konstatering, at der forelå en sådan tilknytning til EU-retten med den begrundelse, at »situationen for en unionsborger, der ligesom [Janko Rottmann] konfronteres med en beslutning om tilbagekaldelse af en naturalisation, der er vedtaget af en medlemsstats myndigheder, og hvorved den pågældende efter at have mistet sit oprindelige statsborgerskab i en anden medlemsstat sættes i en situation, der kan medføre fortabelse af den status, der tildeles ved artikel 17 EF [nu artikel 20 TEUF] og af de dertil knyttede rettigheder, efter sin natur og sine konsekvenser er omfattet af EU-retten«.

35.      Det skal endvidere bemærkes, at Domstolen siden afsigelsen af dom af 8. marts 2011, Ruiz Zambrano (C-34/09, EU:C:2011:124, præmis 42), har anerkendt, at der foreligger en tilknytning til EU-retten, og at artikel 20 TEUF finder anvendelse på situationen for en medlemsstats statsborgere, der ikke har gjort brug af deres ret til bevægelighed, når disse på grund af en afgørelse fra den nævnte medlemsstat er blevet frataget den effektive nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, som de er tildelt ved deres status som unionsborgere.

36.      Det er korrekt, at sagsøgerne i hovedsagen i det foreliggende tilfælde og i modsætning til de ovenfor nævnte sager allerede havde bopæl i et tredjeland.

37.      Denne omstændighed indebærer imidlertid efter min opfattelse ikke, at situationerne i hovedsagen falder uden for EU-rettens anvendelsesområde.

38.      Statussen som unionsborger er nemlig ikke forbeholdt medlemsstaternes statsborgere, der har bopæl i, eller som opholder sig på Unionen område. Dette bekræftes efter min opfattelse helt utvetydigt af artikel 20, stk. 2, litra c), TEUF, hvoraf fremgår, at enhver unionsborger har ret til beskyttelse hos enhver medlemsstats diplomatiske og konsulære myndigheder i tredjelande, hvor den medlemsstat, som de er statsborgere i, ikke er repræsenteret.

39.      Jeg bemærker imidlertid, at artikel 15, stk. 1, litra c), og artikel 16, stk. 1, litra d), i lov om nederlandsk statsborgerskab indebærer, at de nederlandske statsborgere, der har bopæl i et tredjeland, og som opfylder de andre betingelser, der er fastsat i disse artikler, mister selve statussen som unionsborger og dermed muligheden for faktisk eller potentielt at gøre brug af samtlige de rettigheder, der er forbundet med denne status.

40.      Det ville i øvrigt efter min opfattelse være paradoksalt, såfremt Domstolen måtte fastslå, at EU-retten ikke finder anvendelse i hovedsagen, idet den i hovedsagen omhandlede situation er det eneste tilfælde, hvor bopæl uden for Nederlandene medfører fortabelse af unionsborgerskabet. For det første finder loven om nederlandsk statsborgerskab nemlig ikke anvendelse på nederlandske statsborgere, der har et andet statsborgerskab, og som selv i mere end ti år har haft bopæl på en EU-medlemsstats område. For det andet, selv om det er korrekt, at artikel 15, stk. 1, litra c), og artikel 16, stk. 1, litra d), i lov om nederlandsk statsborgerskab finder anvendelse på nederlandske statsborgere, der også er statsborgere i en anden medlemsstat, og som i en uafbrudt periode på mere end ti år har haft bopæl i et tredjeland, således som den nederlandske regering bekræftede i retsmødet, er følgerne af at fortabe det nederlandske statsborgerskab ikke de samme, fordi disse statsborgere i princippet fortsat er unionsborgere som følge af, at de har bevaret deres statsborgerskab i den anden medlemsstat (7).

41.      På baggrund af disse betragtninger er det min opfattelse, at EU-retten finder anvendelse på situationerne i hovedsagen, idet medlemsstaterne fortsat har kompetence til at fastlægge betingelserne for erhvervelse og fortabelse af statsborgerskab under overholdelse af EU-retten (8).

42.      Jeg tilføjer i denne forbindelse, at besvarelsen af det spørgsmål, som den forelæggende ret har forelagt, kun skal baseres på artikel 20 TEUF og ikke også på en fortolkning af artikel 21 TEUF. Da hovedsagen specifikt vedrører spørgsmålet om fortabelse af unionsborgerskabet, og da sagsøgerne i hovedsagen ikke har gjort brug af retten til fri bevægelighed inden for Unionen, er en fortolkning af artikel 21 TEUF efter min opfattelse nemlig ikke direkte relevant og vil desuden føre til et andet svar end det, der følger af fortolkningen af alene artikel 20 TEUF. Denne tilgang synes også at kunne udledes af dom af 30. juni 2016, NA (C-115/15, EU:C:2016:487), af 13. september 2016, Rendón Marín (C-165/14, EU:C:2016:675), og af 10. maj 2017, Chavez-Vilchez m.fl. (C-133/15, EU:C:2017:354, præmis 49 og 57), hvori Domstolen besvarede de forelagte spørgsmål i lyset af artikel 20 TEUF, idet de omhandlede situationer, der vedrørte unionsborgere, ikke var omfattet af anvendelsesområdet for artikel 21 TEUF (9).

43.      Afslutningsvis skal det bemærkes, at den omstændighed, at artikel 20 TEUF og dermed EU-retten finder anvendelse i hovedsagen, nødvendigvis indebærer, at sagsøgerne i hovedsagen kan påberåbe sig de grundlæggende rettigheder, der er fastsat i chartret, nemlig retten til respekt for privatliv og familieliv, der er fastsat i chartrets artikel 7, og som den forelæggende ret har henvist til, og, for så vidt angår L. Duboux, de rettigheder, der er tillagt børn i henhold til chartrets artikel 24. Som jeg allerede har redegjort for i tidligere forslag til afgørelse, kan de i chartret fastsatte grundlæggende rettigheder, hvis overholdelse skal iagttages af enhver myndighed i medlemsstaterne, som handler inden for rammerne af EU-retten, gøres gældende af adressaterne for de retsakter, der vedtages af en sådan myndighed, uafhængigt af ethvert territorialt kriterium (10).

44.      I lighed med, hvad Domstolen fastslog i dom Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104, præmis 46), er det derfor min opfattelse, at den skal besvare det af den forelæggende ret forelagte spørgsmål, der vedrører de omstændigheder, hvorunder unionsborgere som følge af, at de fortaber deres statsborgerskab i en medlemsstat, mister deres unionsborgerskab, og dermed fratages de rettigheder, der er knyttet hertil.

45.      Jeg vil nu behandle det første led i det af den forelæggende ret forelagte spørgsmål om fortabelse af statsborgerskab for myndige nederlandske statsborgere.

B.      Om foreneligheden af den fortabelse af statsborgerskab for myndige nederlandske statsborgere, der er fastsat i artikel 15, stk. 1, litra c), i lov om nederlandsk statsborgerskab, med artikel 20 TEUF og chartrets artikel 7

46.      Den forelæggende ret ønsker med den første del af det præjudicielle spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om artikel 20 TEUF i lyset af dom af 2. marts 2010, Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104), skal fortolkes således, at den er til hinder for artikel 15, stk. 1, litra c), i lov om nederlandsk statsborgerskab, dvs. for så vidt angår myndige personer.

47.      Jeg erindrer om, at Domstolen i dom Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104) bl.a. fastslog princippet om, at en afgørelse om tilbagekaldelse af naturalisation i forhold til en statsborger i en medlemsstat kan underkastes en domstolsprøvelse i henhold til EU-retten.

48.      Domstolen undersøgte i første omgang i præmis 50-54 i dom Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104) nærmere bestemt, om afgørelsen om tilbagekaldelse af naturalisation forfulgte et beskyttelsesværdigt formål, nemlig i det foreliggende tilfælde fortabelse af statsborgerskab på grund af svigagtige forhold fra den berørtes side på tidspunktet for erhvervelsen af statsborgerskabet. Domstolen udtalte i denne forbindelse, at det er lovligt, at en medlemsstat ønsker at beskytte det særlige solidaritets- og loyalitetsforhold mellem sig selv og dens borgere og den gensidige sammenhæng mellem rettigheder og pligter, der er grundlaget for statsborgerskabstilknytningen. Domstolen begrundede denne konklusion om, at en sådan foranstaltning er lovlig, ved at henvise til det generelle folkeretlige princip om, at ingen vilkårligt kan berøves sin nationalitet, og de relevante bestemmelser i konventionen om begrænsning af statsløshed og de relevante bestemmelser i den europæiske konvention om statsborgerskab. Domstolen fastslog i denne doms præmis 54, at denne konklusion i princippet forbliver gyldig, når tilbagekaldelsen af statsborgerskabet i den berørte medlemsstat har til virkning, at unionsborgerskabet fortabes.

49.      Domstolen forsynede i anden omgang denne principkonstatering med en begrænsning – og det er denne begrænsning, der har givet anledning til den forelæggende rets tvivl – nemlig at den afgørelse om tilbagekaldelse af naturalisation, der var genstand for sag Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104), skulle overholde proportionalitetsprincippet, »for så vidt angår virkningerne heraf for den berørte persons situation i forhold til EU-retten« (11)eller under »hensyn til de ^{eventuelle virkninger}, denne beslutning har for den berørte person og i givet fald for hans familiemedlemmer, for så vidt angår fortabelsen af de rettigheder, enhver unionsborger nyder godt af« (12).

50.      Selv om det er vanskeligt at vurdere rækkevidden af den prøvelse, der er foretaget i præmis 55-58 i dom Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104), således som jeg vil redegøre nærmere for nedenfor i dette forslag til afgørelse, er det imidlertid min opfattelse, at det i overensstemmelse med den argumentation, som Domstolen fulgte i denne dom, med henblik på at afgøre, om en medlemsstats tilbagekaldelse af statsborgerskab, som medfører, at den berørte fortaber sit unionsborgerskab, er forenelig med artikel 20 TEUF, er nødvendigt først at undersøge, om det hensyn, der ligger til grund for denne foranstaltning, udgør et formål af almen interesse, og derefter at foretage en prøvelse af, om proportionalitetsprincippet er overholdt.

1.      Om det formål af almen interesse, der forfølges med artikel 15, stk. 1, litra c), i lov om nederlandsk statsborgerskab

51.      For at sikre, at den fortabelse af statsborgerskab, der er fastsat i artikel 15, stk. 1, litra c), i lov om nederlandsk statsborgerskab, er forenelig med EU-retten, er det nødvendigt, at den forfølger et formål af almen interesse, hvilket indebærer, at fortabelsen er egnet til at nå det forfulgte formål, og at den fratagelse, som denne artikel medfører, ikke kan anses for en vilkårlig handling (13).

52.      Jeg bemærker, at artikel 15, stk. 1, litra c), i lov om nederlandsk statsborgerskab foreskriver, at enhver nederlandsk statsborger, der også har statsborgerskab i en anden stat, og som i en uafbrudt periode på mindst ti år har haft bopæl uden for Nederlandene og de områder, som EU-traktaten finder anvendelse på, fortaber sit statsborgerskab ex lege.

53.      Jeg er i denne forbindelse først og fremmest fuldt ud enig i det standpunkt, som den nederlandske regering har argumenteret for, hvoraf det nærmere bestemt fremgår, at en medlemsstat under udøvelsen af sin kompetence til at fastlægge betingelserne for erhvervelse og fortabelse af statsborgerskab har mulighed for at tage udgangspunkt i den antagelse, at statsborgerskabet er udtryk for, at der består en reel tilknytning mellem denne medlemsstat og dens statsborgere.

54.      Jeg er endvidere af den opfattelse, at det ikke er urimeligt, at en national lovgiver blandt de forskellige faktorer, der kan afspejle, at denne reelle tilknytning er fortabt, vælger den omstændighed, at denne medlemsstats statsborgere har haft deres sædvanlige bopæl på et tredjelands område i en tilstrækkeligt lang periode.

55.      Det skal i denne forbindelse bemærkes, at et sådant valg er accepteret på internationalt plan. Det fremgår nemlig af artikel 7, stk. 4, i konventionen om begrænsning af statsløshed, at en person kan fortabe sit statsborgerskab som følge af, at han har haft et længere ophold i udlandet, medmindre denne fortabelse af statsborgerskab vil medføre, at han bliver statsløs. Det fremgår endvidere af artikel 7, stk. 1, litra e), i den europæiske konvention om statsborgerskab, at statsborgerskabet kan fortabes ex lege, når der ikke foreligger et reelt tilknytningsforhold mellem staten og en statsborger med fast bopæl i udlandet. Det fremgår af den forklarende rapport til denne konvention, at denne bestemmelse har til formål at give den stat, der måtte ønske dette, mulighed for at forhindre, at dens statsborgere, der i længere tid har haft bopæl i udlandet, bevarer deres statsborgerskab i denne stat, fordi tilknytningen til denne stat ikke længere består, eller fordi den er blevet erstattet af en tilknytning til et andet land, når der som i den foreliggende sag er tale om personer, der har dobbelt statsborgerskab, og når der derfor ikke foreligger risiko for, at de pågældende bliver statsløse (14).

56.      Artikel 15, stk. 1, litra c), i lov om nederlandsk statsborgerskab er endvidere baseret på et enkelt kriterium om manglende tilknytning til Unionens område, der er uafhængigt af det andet statsborgerskab, som de nederlandske statsborgere måtte have. Som den nederlandske regering bekræftede i retsmødet, er nemlig såvel de nederlandske statsborgere, der har dobbelt statsborgerskab i et tredjeland, som dem, der har dobbelt statsborgerskab i en anden medlemsstat, omfattet af den fortabelse ex lege, der er fastsat i artikel 15, stk. 1, litra c), i lov om nederlandsk statsborgerskab, når de opfylder kriteriet om at have haft bopæl på et tredjelands område i en uafbrudt periode på ti år.

57.      Endelig, som den forelæggende ret har bemærket, indeholder sagsakterne ingen oplysninger, der viser, at den fratagelse af statsborgerskab, der er fastsat i artikel 15, stk. 1, litra c), i lov om nederlandsk statsborgerskab, udgør en vilkårlig foranstaltning.

58.      Uden på dette tidspunkt i argumentationen at foretage en undersøgelse af, om det er forholdsmæssigt at fratage en nederlandsk statsborger, der har dobbelt statsborgerskab, sit statsborgerskab med den begrundelse, at han har haft bopæl i et tredjeland i en periode på mere end ti år, forekommer denne varighed ikke at være uforholdsmæssig kort. Ingen af de berørte parter har i øvrigt anfægtet denne frist. Det skal i øvrigt bemærkes, at loven om ændring af lov om nederlandsk statsborgerskab uanset den af sagsøgerne i hovedsagen fremsatte kritik af de mangler, der kendetegnede de forudgående oplysninger om denne lovgivning, som de havde adgang til, blev vedtaget i 2000 og trådte i kraft tre år senere. Jeg er derfor af den opfattelse, at den var tilstrækkeligt forudsigelig. Den foreliggende sag viser endvidere i tilstrækkelig grad, at den fratagelse af statsborgerskab, der er fastsat i artikel 15, stk. 1, litra c), i lov om nederlandsk statsborgerskab, er undergivet domstolsprøvelse.

59.      Jeg er derfor af den opfattelse, at den fratagelse af statsborgerskab, der er fastsat i artikel 15, stk. 1, litra c), i lov om nederlandsk statsborgerskab forfølger et legitimt formål.

2.      Om forholdsmæssigheden af artikel 15, stk. 1, litra c), i lov om nederlandsk statsborgerskab

60.      Det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at den forelæggende ret nærmere bestemt ønsker oplyst, om den kan nøjes med at undersøge, om betingelserne for at anvende artikel 15, stk. 1, litra c), i lov om nederlandsk statsborgerskab er opfyldt, eller om den i medfør af proportionalitetsprincippet, således som Domstolen har fortolket dette princip i dom Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104, præmis 55-58), derudover har pligt til at tage hensyn til de individuelle omstændigheder i hvert enkelt tilfælde, som kan godtgøre, at der består et reelt tilknytningsforhold til den berørte medlemsstat, således som sagsøgerne i hovedsagen har hævdet.

61.      Sagsøgerne i hovedsagen synes med andre ord at være af den opfattelse, at dom Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104) generelt indebærer et krav om, at den nationale ret uafhængigt af det tilknytningskriterium, som en medlemsstats lovgiver har valgt med henblik på at tildele eller tilbagekalde statsborgerskab i denne medlemsstat, skal undersøge alle de individuelle omstændigheder i hvert enkelt tilfælde, der er egnede til at godtgøre, at der fortsat består et reelt tilknytningsforhold til den nævnte medlemsstat, der giver den berørte mulighed for at bevare statsborgerskab i denne medlemsstat.

62.      Jeg er ikke enig i dette standpunkt.

63.      Først og fremmest ser jeg på det principielle plan intet til hinder for, at en bestemmelse i en medlemsstats lovgivning, der har generel karakter, efter at der er foretaget en prøvelse af forholdsmæssigheden i henhold til EU-retten, kan vise sig at være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.

64.      I denne forbindelse og uden at foregive at være udtømmende vil jeg begrænse mig til at henvise til dom af 6. oktober 2015, Delvigne (C-650/13, EU:C:2015:648), der vedrørte anvendelsen af en national lovgivning, som indebar, at en unionsborger, der var idømt en strafferetlig sanktion, automatisk mistede sin valgret ved valget til Europa-Parlamentet.

65.      Efter at have fastslået, at situationen i denne sag var omfattet af anvendelsesområdet for EU-retten, accepterede Domstolen at efterprøve, om frakendelsen af stemmeretten var i overensstemmelse med den ret, der er sikret ved chartrets artikel 39, stk. 2, og navnlig om denne frakendelse var i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, således som dette er fastsat i chartrets artikel 52, stk. 1.

66.      Domstolen fastslog i forbindelse med prøvelsen af, om en begrænsning af stemmeretten var forholdsmæssig, for det første, at den nævnte begrænsning var forholdsmæssig, idet den tog hensyn til arten og grovheden af den forbrydelse, der var begået, samt til straffens varighed, og idet den udtalte, at frakendelsen af retten til at stemme i henhold til den omhandlede nationale lovgivning kun fandt anvendelse på de personer, der på grundlag af en forbrydelse var idømt en frihedsstraf på mindst fem år og op til livsvarigt fængsel. For det andet præciserede Domstolen, at den nationale lovgivning udtrykkeligt gav mulighed for, at personer, der var idømt straf, kunne anmode om og opnå en ophævelse af den straf, der bestod i en forringelse af borgerrettighederne, der indebar en frakendelse af stemmeretten. Domstolen konkluderede på denne baggrund, at den omhandlede nationale lovgivning ikke var strid med proportionalitetsprincippet, og fastslog, at chartrets artikel 39, stk. 2, ikke var til hinder for denne lovgivning, der uden videre udelukkede den kategori af unionsborgere, som Thierry Delvigne tilhørte, fra valgret og valgbarhed ved valg til Europa-Parlamentet.

67.      Det kan derfor af denne sag udledes, at en undersøgelse af, om en national lovgivning er forholdsmæssig, ikke forudsætter, at denne undersøgelse foretages i lyset af de individuelle omstændigheder i hvert enkelt tilfælde, der gør det muligt ikke at anvende den begrænsning, der er fastsat i denne lovgivning. Domstolen begrænsede sig i denne forbindelse til at bemærke, at Thierry Delvigne opfyldte betingelserne for, at den nationale lovgivning kunne finde anvendelse, dvs. at han var idømt en frihedsstraf på mindst 5 år og op til livsvarigt fængsel, uden at foretage en yderligere vurdering af, om begrænsningen af stemmeretten stod i forhold til den individuelle straf (12 år), som Thierry Delvigne var blevet idømt, eller endog at tage hensyn til eventuelle formildende omstændigheder, der måtte kendetegne den situation, som denne person befandt sig i.

68.      Den prøvelse af, om proportionalitetsprincippet er overholdt, der er foretaget i dom Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104), kan til trods for, at der ubestrideligt består uklarhed med hensyn til rækkevidden af denne dom, efter min opfattelse ikke afkræfte denne tilgang.

69.      Jeg bemærker indledningsvis, at det ikke i nogen af de i dom Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104) anførte præmisser nævnes, at der skal tages hensyn til samtlige omstændigheder i hvert enkelt tilfælde med henblik på at undersøge, om en afgørelse om tilbagekaldelse af naturalisation som den, der er omhandlet i denne sag, er forholdsmæssig.

70.      Det er korrekt, at Domstolen tre gange i denne doms præmis 54, 55 og 56, første punktum, har henvist til de følger, som denne afgørelse har for den berørte person.

71.      Forholdet mellem disse tre præmisser i dom Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104) er efter min opfattelse ikke særlig let at forstå.

72.      I denne doms præmis 54 omtales nemlig den umiddelbare følge for den berørte person af, at statsborgerskabet tilbagekaldes, dvs. fortabelse af unionsborgerskabet, hvilket synes forståeligt og logisk, mens den nævnte doms præmis 55 og 56, første punktum, til gengæld synes at omhandle andre former for mere indirekte eller blot »eventuelle« følger, der adskiller sig fra den følge, der består i fortabelse af unionsborgerskabet, som den nationale ret skulle tage hensyn til i forbindelse med undersøgelsen af, om afgørelsen om tilbagekaldelse af naturalisation var forholdsmæssig, og endvidere i lyset af den generelle EU-ret, og ikke blot artikel 20 TEUF.

73.      Medmindre jeg tager fejl, var den eneste anden direkte følge – ud over fortabelsen af unionsborgerskabet – af den tilbagekaldelse af naturalisation, der var genstand for de af den forelæggende ret forelagte spørgsmål i sag Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104), og som åbenbart langt fra var hypotetisk, risikoen for, at den berørte blev statsløs.

74.      Hvad angår disse to direkte følger af afgørelsen om tilbagekaldelse af naturalisation i sag Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104) anførte Domstolen ikke andre betragtninger, der kunne antyde, at denne afgørelse ikke var forholdsmæssig. Domstolen fastslog nemlig i præmis 57 i dom Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104), at en medlemsstat, hvis statsborgerskab er erhvervet på svigagtig vis, ikke kunne anses for forpligtet til i henhold til artikel 20 TEUF at afholde sig fra at tilbagekalde naturalisationen af den ene grund, at den berørte person ikke havde generhvervet statsborgerskab i hjemmedlemsstaten og dermed heller ikke unionsborgerskabet. Domstolen overlod det endvidere i samme doms præmis 58 overraskende nok til den nationale ret selv at fastlægge rækkevidden af proportionalitetsprincippet, idet Domstolen anførte, at det tilkom denne ret at vurdere, »om overholdelsen af proportionalitetsprincippet kræver, at den berørte person, før en sådan beslutning om tilbagekaldelse af en naturalisation får virkning, gives en passende frist til at forsøge at generhverve statsborgerskab i hjemmedlemsstaten« (15).

75.      Det er derfor vanskeligt at forstå, hvilken anden følge eller hvilke andre følger for den berørtes situation den nationale ret skulle tage hensyn til i forbindelse med undersøgelsen af, om den i sag Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104) omhandlede afgørelse om tilbagekaldelse af naturalisation var forholdsmæssig, hvis selv de direkte følger af denne afgørelse ikke kunne medføre, at de tyske myndigheder skulle afholde sig fra at træffe den nævnte afgørelse.

76.      Det er korrekt, at det er absolut muligt at forestille sig, at afgørelsen om tilbagekaldelse af naturalisation, der medfører fortabelse af unionsborgerskab, kan have mange forskellige følger for den situation, som den berørte eller dennes familiemedlemmer befinder sig i, således som Domstolen anførte i præmis 56, første punktum, i dom Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104). Det er bl.a. muligt, at fortabelsen af unionsborgerskabet kan medføre en afbrydelse eller fortabelse af udbetalingen af sociale ydelser til den berørte. Fortabelse af unionsborgerskabet kan endvidere medføre, at den berørte ikke længere kan påberåbe sig en ret til ophold på den berørte medlemsstats område eller i visse tilfælde på Unionens område. Hvis den berørte selv har børn, der har statsborgerskab i den nævnte medlemsstat, og som den pågældende har eneforældremyndighed over, kan børnene befinde sig i en situation som den, der var genstand for sag Ruiz Zambrano (C-34/09, EU:C:2011:124).

77.      Disse følger er imidlertid ikke et resultat af afgørelsen om tilbagekaldelse af naturalisation af den berørte, men af de efterfølgende administrative afgørelser, der muligvis bliver truffet, og som under alle omstændigheder kan gøres til genstand for domstolsprøvelse og i givet fald genstand for en prøvelse af forholdsmæssigheden, herunder i forhold til EU-retten.

78.      Jeg har derfor vanskeligt ved at se, hvorfor den nationale ret, for hvilken en sag er anlagt, i forbindelse med en undersøgelse af, om afgørelsen om tilbagekaldelse af naturalisationen i henhold til EU-retten var forholdsmæssig, skal tage hensyn til sådanne indirekte eller endog hypotetiske følger, når disse følger under alle omstændigheder ikke kan føre til, at denne ret annullerer en sådan afgørelse eller fastslår, at de nationale myndigheder burde have afholdt sig fra at træffe denne afgørelse.

79.      For at vende tilbage til et af de eksempler, der er nævnt ovenfor, indebærer den omstændighed, at den berørte, der står over for at fortabe sit unionsborgerskab, og den pågældendes familiemedlemmer, der selv er unionsborgere, befinder sig i en situation som den, der var genstand for sag Ruiz Zambrano (C-34/09, EU:C:2011:124), således ikke, at den berørte medlemsstat i forhold til den pågældende skal afholde sig fra at træffe afgørelse om tilbagekaldelse af den pågældendes statsborgerskab, men snarere at den skal sikre sig, at den berørte fortsat kan opholde sig på Unionens område som familiemedlem til unionsborgere.

80.      Et af følgende to forhold gør sig derfor gældende: Enten bliver en afgørelse om tilbagekaldelse af statsborgerskab »neutraliseret« som følge af den fortabelse af unionsborgerskabet, som den medfører – hvilket ganske vist giver anledning til en række vanskeligheder med hensyn til den supplerende karakter, som denne status har i forhold til statsborgerskabet i medlemsstaterne, således som dette er fastsat i artikel 9 TEU og artikel 20, stk. 1, TEUF (16), men som efter min opfattelse ikke er umulig (17) ‐ eller også bliver en sådan afgørelse ikke »neutraliseret« som følge af fortabelsen af unionsborgerskabet, men i så fald har jeg vanskeligt ved at forstå, hvorledes de indirekte, subsidiære eller endog hypotetiske følger for den berørtes situation, som er mindre indgribende end fortabelsen af denne grundlæggende status og de dertil knyttede rettigheder, kan medføre, at det ikke er muligt at træffe afgørelse om tilbagekaldelse af statsborgerskab.

81.      Det er vigtigt, at Domstolen ikke misforstår min argumentation. Det er langt fra min hensigt at fritage medlemsstaterne fra at foretage en prøvelse af forholdsmæssigheden af en afgørelse om tilbagekaldelse af statsborgerskab eller af en foranstaltning som den i hovedsagen omhandlede, hvorved det fastslås, at en statsborger i en medlemsstat har fortabt sit statsborgerskab, hvilket medfører fortabelse af unionsborgerskabet.

82.      Denne prøvelse skal imidlertid efter min opfattelse og i henhold til retspraksis begrænses til en undersøgelse af, om den omhandlede nationale foranstaltning, der har den direkte følge, at unionsborgerskabet fortabes, er egnet til at sikre det formål af almen interesse, som forfølges dermed, og at dette formål ikke kan nås ved mindre indgribende foranstaltninger, dvs. at den omhandlede foranstaltning ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det nævnte formål af almen interesse (18).

83.      Præmis 59 i og domskonklusionen til dom Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104), der i generelle vendinger gør spørgsmålet om, hvorvidt en afgørelse om tilbagekaldelse af naturalisation er forenelig med EU-retten, og navnlig artikel 17 EF (nu artikel 20 TEUF), betinget af, at »proportionalitetsprincippet« er overholdt, bekræfter denne fortolkning.

84.      Den prøvelse af forholdsmæssigheden, som Domstolen opfordrede den nationale ret til at foretage i dom Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104), omfatter under alle omstændigheder efter min opfattelse ikke en undersøgelse af samtlige de omstændigheder, der kendetegner hvert enkelt individuelle tilfælde, der til trods for, at betingelserne for at anvende den nationale lovgivning, som ligger til grund for tilbagekaldelsen af statsborgerskab, er opfyldt, kan godtgøre, at det reelle tilknytningsforhold til den berørte medlemsstat fortsat består.

85.      Hvis der i denne forbindelse på dette stadie udelukkende tages hensyn til de elementer, der udtrykkeligt er opregnet i præmis 56, andet punktum, i dom Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104), skal jeg bemærke, at Domstolen opfordrede den nationale ret til bl.a. at undersøge, om fortabelsen af de rettigheder, som enhver unionsboger er tillagt, »står i et rimeligt forhold til lovovertrædelsens grovhed, hvor lang tid der er forløbet mellem beslutningen om naturalisation og beslutningen om tilbagekaldelse, og den pågældendes mulighed for at generhverve sit oprindelige statsborgerskab«.

86.      Selv om det andet punktum i præmis 56 i dom Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104) har en generel ordlyd, er det klart, at de elementer, som Domstolen henviste til, og som den forelæggende ret skulle undersøge, ikke nødvendigvis kan overføres på samtlige de situationer, hvor der er tale om fortabelse af statsborgerskab i en medlemsstat eller af unionsborgerskabet. Prøvelsen af forholdsmæssigheden skal navnlig foretages på grundlag af den begrundelse, der ligger til grund for tilbagekaldelsen af statsborgerskabet og unionsborgerskabet.

87.      Når dette er sagt, støtter undersøgelsen af de tre elementer, der er nævnt i præmis 56, andet punktum, i dom Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104), efter min opfattelse ikke den af sagsøgerne i hovedsagen fremsatte argumentation om, at der i forbindelse med undersøgelsen af, om en national foranstaltning, hvorved en person fratages sit statsborgerskab i en medlemsstat, er forholdsmæssig, skal tages hensyn til samtlige omstændigheder i hvert enkelt tilfælde.

88.      Dette er klart tilfældet for så vidt angår opfordringen til den nationale ret om at undersøge, om fortabelsen af de rettigheder, der er knyttet til unionsborgerskabet, stod »i et rimeligt forhold til lovovertrædelsens grovhed«. Undersøgelsen af dette element, der vedrører den begrundelse (svigagtige forhold), der lå til grund for afgørelsen om tilbagekaldelse af naturalisation i sag Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104), kræver udelukkende, at det undersøges, om der består en sammenhæng mellem fortabelsen af de rettigheder, der er knyttet til unionsborgerskabet, og den tilstrækkeligt alvorlige karakter af den overtrædelse, som den berørte har begået, hvilket fuldt ud kan foretages in abstracto og derfor ikke kræver en konkret undersøgelse (19). I det helt ekstreme tilfælde – og jeg håber, at der er tale om et rent hypotetisk tilfælde – hvor lovgivningen i en medlemsstat foreskriver, at naturalisationen af en person tilbagekaldes, og hvor dette har den følge, at den pågældende fortaber unionsborgerskabet som følge af en overtrædelse af færdselsloven, kommer denne foranstaltnings manglende forholdsmæssighed til udtryk ved den manglende sammenhæng mellem den begåede overtrædelses ringe grovhed og den dramatiske følge, der består i fortabelse af unionsborgerskabet. En sådan prøvelse gør det ikke på nogen måde nødvendigt at tage hensyn til den enkeltes individuelle situation.

89.      Dette er uden tvivl også tilfældet for den nationale rets undersøgelse af spørgsmålet om, hvorvidt den berørte, der er blevet frataget sit statsborgerskab i en medlemsstat, har »mulighed for at generhverve sit oprindelige statsborgerskab«. En sådan undersøgelse kan uden vanskeligheder foretages udelukkende med hensyn til de muligheder, der er fastsat i de relevante nationale bestemmelser, uden at det er nødvendigt at foretage en undersøgelse af den pågældendes personlige situation. Det er i øvrigt interessant at bemærke, at selv om denne passus i dom Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104) indgår i en præmis, der henviser til den betydning, som unionsborgerskabet er tillagt i den primære ret, tog Domstolen hverken stilling til den pågældendes behov for at bevare denne status (20) eller den omstændighed, at den pågældende faktisk kunne generhverve sit oprindelige statsborgerskab, idet der i det foreliggende tilfælde var tale om statsborgerskab i Østrig, hvilket i sag Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104) ville have sikret, at sagsøgeren havde mulighed for at generhverve unionsborgerskabet (21).

90.      Dette er efter min opfattelse også tilfældet for den undersøgelse, som Domstolen i præmis 56, andet punktum, i dom Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104), opfordrede til at foretage af, »hvor lang tid der er forløbet mellem beslutningen om naturalisation og beslutningen om tilbagekaldelse«, selv om jeg må medgive, at dette er mere usikkert. Denne prøvelse, som den forelæggende blev opfordret til at foretage, giver anledning til tvivl med hensyn til, hvilke følger denne ret skulle tillægge den tid, der var forløbet. Det er nemlig ikke klart, om den forløbne tid som sådan kunne have været til hinder for selve vedtagelsen af afgørelsen om tilbagekaldelse af statsborgerskabet, eller om den i lyset af omstændighederne i sag Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104) eventuelt kun kan få betydning for, om denne afgørelse har tilbagevirkende kraft eller ikke. I sag Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104) var det tidsrum, der forløb mellem afgørelsen om naturalisation og afgørelsen om tilbagekaldelse, næsten halvandet år. Det fremgik endvidere af den relevante tyske lovgivning, at en administrativ retsakt, der var opnået ved svig, i princippet skulle tilbagekaldes med tilbagevirkende kraft (22), hvorved der blev overladt en skønsmargen til den nationale ret, for hvilken sagen var anlagt, som gjorde det muligt at tage hensyn til visse elementer, der vedrørte den adfærd, som den berørte havde udvist i den periode, der var forløbet, og administrationens adfærd og navnlig den manglende omhu, som den havde udvist i forhold til at fastslå eksistensen af de svigagtige forhold. Domstolen gav imidlertid ikke en klar præcisering, der giver anledning til antage, at den forløbne tid kan »neutralisere« den svigagtige erhvervelse af statsborgerskab, og dermed vedtagelsen af afgørelsen om tilbagekaldelse af naturalisation med tilbagevirkende kraft. Det fremgår med andre ord på ingen måde af dom Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104), at den nationale ret blev opfordret til at undersøge, om den berørte til trods for den svigagtige adfærd, som den pågældende havde udvist, på grundlag af de konkrete omstændigheder og i løbet af den periode, der var forløbet mellem afgørelsen om naturalisation og afgørelsen om tilbagekaldelse heraf, havde etableret et tilstrækkeligt tilknytningsforhold til Forbundsrepublikken Tyskland, således at det ikke var muligt at tilbagekalde naturalisationen.

91.      Når der henses til domme Delvigne (C-650/13, EU:C:2015:648) og Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104) er det derfor min opfattelse, at prøvelsen i hovedsagen af, om artikel 15, stk. 1, litra c), i lov om nederlandsk statsborgerskab er forholdsmæssig, skal foretages in abstracto og under alle omstændigheder uafhængigt af de følger og individuelle omstændigheder, der kan indebære, at de betingelser for fortabelse af statsborgerskab, som den nederlandske lovgiver har valgt, ikke finder anvendelse.

92.      Jeg vil nu undersøge, om artikel 15, stk. 1, litra c), i lov om nederlandsk statsborgerskab er forholdsmæssig.

93.      I denne forbindelse er det for det første vigtigt at bemærke, at anvendelsen af den nævnte artikel ikke nødvendigvis indebærer, at unionsborgerskabet fortabes. Som jeg allerede har anført, gælder den fortabelse af det nederlandske statsborgerskab, som er foreskrevet i denne artikel, nemlig også for de statsborgere i Kongeriget Nederlandene, der også er statsborgere i en anden medlemsstat, og som har deres bopæl i et tredjeland. Disse personer bevarer unionsborgerskabet, selv om de fortaber det nederlandske statsborgerskab.

94.      For det andet foreskriver artikel 15, stk. 4, i lov om nederlandsk statsborgerskab, således som den forelæggende ret har anført, flere muligheder for at afbryde den frist på ti års uafbrudt bopæl i et tredjeland, som kan bringes i anvendelse ved enkelte skridt. Denne frist afbrydes nemlig, og dermed begynder en ny tiårsfrist at løbe til fordel for den berørte, når den pågældende har fået udstedt en erklæring om besiddelse af nederlandsk statsborgerskab, et rejsedokument (et pas) eller et nederlandsk identitetskort.

95.      Den berørte kan, såfremt den pågældende får udstedt et af disse dokumenter, på eget initiativ undgå at fortabe det nederlandske statsborgerskab og i givet fald også unionsborgerskabet.

96.      Når der ses bort fra spørgsmålet om fortabelse af statsborgerskab, forekommer det langt fra urimeligt og uforholdsmæssigt at kræve, at en statsborger i en medlemsstat fornyr gyldigheden af et pas eller et nationalt identitetskort, fra det tidspunkt, hvor et af disse dokumenter udløber (23).

97.      Denne konstatering gør sig så meget desto mere gældende, når den pågældende har haft bopæl i en sammenhængende periode i et tredjeland, hvor tilknytningen til oprindelsesmedlemsstaten risikerer at blive udvandet. Det er nemlig i hver enkelt persons interesse at råde over gyldige identitetsdokumenter og/eller rejsedokumenter, hvilket gælder så meget desto mere, når udstedelsen af et af disse dokumenter giver den pågældende mulighed for at bevare sit statsborgerskab og dermed også unionsborgerskabet.

98.      Når en nederlandsk statsborger inden for den periode på ti års uafbrudt bopæl i et tredjeland ansøger om udstedelse af et af de tre dokumenter, der er nævnt i artikel 15, stk. 4, i lov om nederlandsk statsborgerskab, har den nederlandske lovgiver forudsat, at denne statsborger ønsker at bevare en reel tilknytning til Nederlandene.

99.      Når den berørte person til gengæld undlader at tage et af de skridt, der har til formål at få udstedt et af disse dokumenter i den uafbrudte periode på ti år, hvor den pågældende har haft bopæl i et tredjeland, der er fastsat i denne lovs artikel 15, stk. 1, litra c), har den nederlandske lovgiver formodet, at denne tilknytning er bortfaldet (24).

100. Sådanne formodninger synes ikke at gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det af den nederlandske lovgiver forfulgte formål.

101. For det tredje er fortabelsen af det nederlandske statsborgerskab ex lege og i givet fald af unionsborgerskabet ikke uigenkaldelig. Det fremgår nemlig af artikel 6, stk. 1, litra f), i lov om nederlandsk statsborgerskab, at når en person fortaber sit nederlandske statsborgerskab, kan den pågældende på ny opnå dette statsborgerskab på mere lempelige betingelser end en statsborger, der ikke tidligere har haft nederlandsk statsborgerskab. Jeg er i lighed med, hvad Domstolen anførte i præmis 56, andet punktum, i dom Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104), og den undersøgelse af, om proportionalitetsprincippet var overholdt, som Domstolen foretog i dom af 6. oktober 2015, Delvigne (C-650/13, EU:C:2015:648), af den opfattelse, at muligheden for at generhverve de rettigheder, der er knyttet til unionsborgerskabet, indgår i spørgsmålet om, hvorvidt den i den foreliggende sag omhandlede nationale lovgivning er forholdsmæssig.

102. Jeg bemærker, at ingen af de tre myndige sagsøgere i den foreliggende sag har bestridt den omstændighed, at de opfylder betingelserne for at anvende artikel 15, stk. 1, litra c), i lov om nederlandsk statsborgerskab, og at de derfor står til at fortabe deres nederlandske statsborgerskab og dermed deres unionsborgerskab som følge af, at de ikke har statsborgerskab i en anden medlemsstat (25).

103. Det fremgår nemlig af de oplysninger, som den forelæggende ret har fremlagt, at sagsøgerne i hovedsagen meget overraskende ventede mellem seks og ti år, før de ansøgte om fornyelse af deres pas, idet de alle sammen indgav deres ansøgning om fornyelse i løbet af 2014, selv om det følger af artikel 15, stk. 1, litra c), i lov om nederlandsk statsborgerskab, at de alle havde mistet deres nederlandske statsborgerskab i foråret 2013.

104. Som jeg tidligere har anført, har sagsøgerne i hovedsagen kritiseret den omstændighed, at loven om nederlandsk statsborgerskab forbyder de nationale retter at tage hensyn til de individuelle omstændigheder, der kan godtgøre, at de har bevaret en reel tilknytning til Nederlandene, til trods for det af den nederlandske lovgiver valgte kriterium, der er fastsat i artikel 15, stk. 1, litra c), i lov om nederlandsk statsborgerskab. Sagsøgerne i hovedsagen er med andre ord af den opfattelse, at proportionalitetsprincippet kræver, at den nationale ret tager hensyn ikke blot til de individuelle omstændigheder, der indgår som led i undersøgelsen af, om betingelserne for at anvende artikel 15, stk. 1, litra c), i lov om nederlandsk statsborgerskab er opfyldt, men også og især de individuelle omstændigheder, der vedrører andre tilknytningsfaktorer, som er udtryk for, at det reelle tilknytningsforhold til Nederlandene er bevaret, såsom evnen til at tale nederlandsk, den fortsatte familiemæssige og/eller følelsesmæssige tilknytning til denne medlemsstat og udøvelsen af stemmeret ved nederlandske valg.

105. Selv om denne argumentation synes overbevisende, og uden at der tages hensyn til drøftelsen om rækkevidden af domme Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104) og Delvigne (C-650/13, EU:C:2015:648), har denne argumentation efter min opfattelse særdeles problematiske følger, navnlig for fordelingen af kompetencerne mellem medlemsstaterne og Unionen.

106. Selv om denne argumentation foregiver at fordre en undersøgelse af, om det EU-retlige proportionalitetsprincip er overholdt, svarer denne argumentation nemlig i sidste ende til at pålægge den nationale ret ikke at anvende det kriterium, der fører til fortabelse af statsborgerskab, som den nationale lovgiver har valgt i overensstemmelse med international ret og uden at tilsidesætte EU-retten, og i stedet at anvende kriterier for tilknytning til den berørte medlemsstat, der ganske vist er fuldt ud mulige ud fra et teoretisk synspunkt eller ud fra en anden medlemsstats synspunkt, men som den nationale lovgiver ikke har anset for relevante i forhold til at godtgøre, at der består en reel tilknytning til den berørte medlemsstat.

107. Det skal imidlertid erindres, at medlemsstaterne ifølge retspraksis har kompetence til at fastsætte betingelserne for erhvervelse og fortabelse af statsborgerskab, og at unionsborgerskabet i henhold til artikel 9 TEU og artikel 20, stk. 1, TEUF er et supplement til det nationale statsborgerskab og ikke træder i stedet for dette. Såfremt den af sagsøgerne i hovedsagen fremsatte argumentation tages til følge, vil dette endvidere indebære, at Unionen tilsidesætter den pligt til at respektere medlemsstaternes nationale identitet, der er fastsat i artikel 4, stk. 2 TEU, i hvilken sammenhæng sammensætningen af det nationale samfund klart udgør et væsentligt element (26).

108. Som jeg allerede har anført, kan dom Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104) heller ikke støtte den af sagsøgerne i hovedsagen anførte argumentation. Denne dom kan nemlig efter min opfattelse ikke fortolkes således, at den nationale ret har pligt til i forbindelse med undersøgelsen af, om proportionalitetsprincippet er overholdt, at efterprøve, om det er muligt at udelukke, at der træffes afgørelse om tilbagekaldelse af statsborgerskabet i en medlemsstat på grundlag af det formål af almen interesse, der forfølges med den nationale lovgivning, når der henses til de omstændigheder, der kendetegner den berørtes situation, og som er udtryk for, at der fortsat består et reelt tilknytningsforhold til den berørte medlemsstat, uafhængigt af på hvilket grundlag denne afgørelse af truffet.

109. Jeg bemærker endvidere i denne forbindelse, at det ikke er udelukket, at en national foranstaltning, der forfølger et formål af almen interesse, er nødvendig og forholdsmæssig, blot fordi en medlemsstat har valgt en beskyttelsesordning, der er forskellig fra den, en anden medlemsstat har indført (27), eller fordi der findes andre mulige foranstaltninger, der kunne tænkes at nå dette formål, men som den nationale lovgiver af den ene eller den anden grund har besluttet ikke er tilstrækkelige til at sikre virkeliggørelsen af dette formål.

110. Hvis den argumentation, som sagsøgerne i hovedsagen har anført i den foreliggende sag, måtte blive taget til følge, vil dette endvidere indebære, at den nationale ret uden nærmere præciseringer fra den nationale lovgivers side skal tage stilling til, hvilke kriterier for tilknytning til den berørte medlemsstat der er relevante, samt hvilken intensitet og hvilken styrke disse skal tillægges.

111. Såfremt det eksempelvis antages, at evnen til at anvende det nederlandske sprog er valgt som et relevant kriterium, hvorledes skal den nationale ret da tage hensyn til den omstændighed, at M.G. Tjebbes i sit skriftlige indlæg har anført, at hun ikke taler flydende nederlandsk, og i givet fald foretage en afvejning af dette kriterium i forhold til det antal rejser, som hun har foretaget mellem Canada og Nederlandene i de seneste år, eller i givet fald i forhold til den familiemæssige tilknytning, hvis omfang ikke er blevet præciseret, som hun har bevaret til denne medlemsstat?

112. Hvad angår den situation, som G.J.M. Koopman befinder sig i, idet hun har anført, at hun såvel mundtligt som skriftligt behersker nederlandsk fuldt ud, skal den nationale ret da også tage hensyn til dette element og i bekræftende fald, hvilken betydning skal den tillægge dette element, når der henses til, at G.J.M. Koopman har oplyst, at hendes søn, der blev myndig før foråret 2013, i modsætning til G.J.M. Koopman har iværksat skridt for at kunne bevare sit nederlandske statsborgerskab?

113. Såfremt det kræves, at de nationale retter foretager en sådan vurdering, vil dette føre til retsusikkerhed for den enkelte. Jeg er under alle omstændigheder af den opfattelse, at hvis Domstolen i modsætning til, hvad jeg foreslår, måtte tage sagsøgerne i hovedsagens argumentation til følge, bør Domstolen selv fastlægge rækkevidden af proportionalitetsprincippet og dermed over for den forelæggende ret anføre de relevante kriterier for tilknytning til den berørte medlemsstat, som denne medlemsstat skal lægge vægt på, og som den har pligt til at sikre er opfyldt i hver enkelt af i de i hovedsagen omhandlede situationer.

114. Jeg kan ikke opfordre Domstolen til at følge en sådan linje, for så vidt som den gør indgreb i medlemsstaternes kompetence til at fastlægge betingelserne for fortabelse af statsborgerskab.

115. På baggrund af samtlige disse betragtninger er det min opfattelse, at artikel 15, stk. 1, litra c), i lov om nederlandsk statsborgerskab ikke tilsidesætter proportionalitetsprincippet, således som dette beskyttes i EU-retten.

116. Endelig svækkes denne konklusion ikke af den omstændighed, at det er nødvendigt at sikre enhver retten til respekt for privatliv og familieliv i henhold til chartrets artikel 7.

117. Anvendelsen af artikel 15, stk. 1, litra c), i lov om nederlandsk statsborgerskab fratager nemlig ikke på nogen måde de nederlandske statsborgere, der har mistet deres nederlandske statsborgerskab, og som i givet fald har mistet unionsborgerskabet, muligheden for at udøve retten til privatliv og familieliv. Disse statsborgere har især fortsat ret til at opholde sig på området for det tredjeland, hvori de er statsborgere, at rejse og færdes frit på grundlag af de rejsedokumenter, som dette tredjeland har udstedt, og at indrejse på enhver anden stats område, herunder EU-medlemsstater, med de begrænsninger, der følger af lovgivningen om udlændinges indrejse. Disse personer kan endvidere fortsat fuldt ud udøve retten til familieliv, uden at de risikerer at blive pålagt at forlade området for det tredjeland, hvori de har bopæl. Denne vurdering gør sig gældende i alle situationer. Det er med andre ord ikke nødvendigt at foretage en konkret undersøgelse af, hvilken indvirkning fortabelsen af statsborgerskabet og i givet fald fortabelsen af unionsborgerskabet vil have på hver enkelt berørte persons individuelle situation.

118. Jeg foreslår derfor at besvare den første del af det af den forelæggende ret forelagte spørgsmål således, at artikel 20 TEUF og chartrets artikel 7 ikke er til hinder for en lovbestemmelse, såsom artikel 15, stk. 1, litra c), og artikel 15, stk. 4, i lov om nederlandsk statsborgerskab, hvorefter en myndig person, der også har statsborgerskab i et tredjeland, ex lege mister statsborgerskabet i sin medlemsstat og dermed unionsborgerskabet, fordi vedkommende uden afbrydelse i en periode på ti år har haft sin hovedbopæl i udlandet og uden for Den Europæiske Union.

C.      Om foreneligheden af den fortabelse af statsborgerskab for mindreårige nederlandske statsborgere, der er fastsat i artikel 16, stk. 1, litra d), i lov om nederlandsk statsborgerskab, med artikel 20 TEUF og chartrets artikel 24

119. Den anden del af det præjudicielle spørgsmål, som den forelæggende ret har forelagt, vedrører den fortabelse af statsborgerskab, der gælder for mindreårige nederlandske statsborgere, og som er fastsat i artikel 16, stk. 1, litra d), i lov om nederlandsk statsborgerskab, og angår i hovedsagen udelukkende den situation, som L. Duboux, der er datter af G.J.M. Koopman, befinder sig i. Det skal i lighed med undersøgelsen af den nævnte lovs artikel 15, stk. 1, litra c), undersøges, om den fortabelse af statsborgerskab, der er fastsat i denne lovs artikel 16, stk. 1, litra d), forfølger et formål af almen interesse og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette formål.

1.      Om det formål af almen interesse, der forfølges med artikel 16, stk. 1, litra d), i lov om nederlandsk statsborgerskab

120. Det fremgår af artikel 16, stk. 1, litra d), i lov om nederlandsk statsborgerskab, at en mindreårig mister sit nederlandske statsborgerskab, såfremt en af den pågældendes forældre mister dette statsborgerskab i henhold til den nævnte lovs artikel 15, stk. 1, litra c), medmindre den mindreårige derved bliver statsløs, således som den forelæggende ret har oplyst (28).

121. Hvad angår det formål af almen interesse, der forfølges med artikel 16, stk. 1, litra d), i lov om nederlandsk statsborgerskab, har den forelæggende ret anført, at det fremgår af tilblivelseshistorien bag denne bestemmelse, at den har til formål at genetablere en situation, hvor hele familien har det samme statsborgerskab.

122. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at artikel 16, stk. 1, litra d), i lov om nederlandsk statsborgerskab er inspireret af artikel 7, stk. 2, i den europæiske konvention om statsborgerskab, der bestemmer, at en kontraherende stat kan fastsætte bestemmelse om, at børn, hvis forældre fortaber deres statsborgerskab, ligeledes fortaber dette statsborgerskab (29). I tredje betragtning til den anden protokol om ændring af den (europæiske) konvention om begrænsning af tilfælde af dobbelt statsborgerskab og værnepligt for personer med dobbelt statsborgerskab, der blev undertegnet den 2. februar 1993 (30), anføres i øvrigt en opfordring til at sikre det samme statsborgerskab inden for familien.

123. Det er korrekt, at der selv på internationalt plan er rejst tvivl om legitimiteten af et sådant formål med henvisning til behovet for at sikre, at mindreårige kan påberåbe sig processuelle og materielle rettigheder, der er uafhængige af deres forældre (31).

124. Den nederlandske regering har, uden at gå så langt som til at anerkende eksistensen af sådanne rettigheder, flere gange i det skriftlige indlæg, som den har indgivet i den foreliggende sag, anført, at formålet med at sikre det samme statsborgerskab inden for familien omfatter en hensyntagen til barnets tarv i lighed med, hvad der er tilfældet i forbindelse med anvendelsen af artikel 7, stk. 2, i den europæiske konvention om statsborgerskab (32). Denne regering har tilføjet, at den nationale lovgiver i øvrigt tog hensyn til barnets tarv, der er fastsat i chartrets artikel 24, stk. 2 (33), da den i artikel 16, stk. 2, i lov om nederlandsk statsborgerskab fastsatte et vist antal undtagelser til fortabelsen af statsborgerskab, når der er tale om mindreårige.

125. Jeg er enig i den nederlandske regerings standpunkt, hvorefter kriteriet om at sikre det samme statsborgerskab inden for familien nødvendigvis skal omfatte en hensyntagen til barnets tarv. Denne hensyntagen er så meget desto mere vigtig, når en mindreårig ved at fortabe sit nederlandske statsborgerskab også risikerer at miste sit unionsborgerskab.

126. Når der henses til disse betragtninger, udgør formålet om at sikre eller genetablere en situation, hvor hele familien har det samme statsborgerskab under hensyntagen til barnets tarv, efter min opfattelse et legitimt formål, der i princippet kan begrunde, at en mindreårig fortaber sit statsborgerskab i en medlemsstat, idet denne fortabelse i sig selv kan medføre fortabelse af unionsborgerskabet.

127. Det skal imidlertid undersøges, om den foranstaltning, som den nederlandske lovgiver har fastsat med henblik på at nå dette formål, er forenelig med proportionalitetsprincippet.

2.      Om forholdsmæssigheden af artikel 16, stk. 1, litra d), i lov om nederlandsk statsborgerskab

128. Den nederlandske regering er af den opfattelse, at den omstændighed, at der tages hensyn til barnets tarv, når der er tale om en unionsborger, ikke indebærer, at fortabelsen af det nederlandske statsborgerskab, der medfører fortabelse af unionsborgerskabet, aldrig vil kunne forekomme. Den nederlandske regering har nærmere bestemt tilføjet, at det er rimeligt at formode, at et barn, når dets forælder mister sin reelle tilknytning til Nederlandene, i princippet ikke længere har en reel tilknytning til denne medlemsstat. Dette argument forklarer, hvorfor mindreårige i princippet automatisk fortaber deres statsborgerskab, medmindre de opfylder de undtagelser, der er fastsat i artikel 16, stk. 2, i lov om nederlandsk statsborgerskab.

129. Jeg finder ikke denne argumentationslinje overbevisende.

130. Det er korrekt, at der ikke er tale om at anfægte, at hensynet til barnets tarv, når der er tale om en unionsborger, principielt kan være til hinder for, at den pågældende fortaber sit statsborgerskab i en medlemsstat og dermed sit unionsborgerskab.

131. Jeg skal imidlertid for det første bemærke, at den nederlandske lovgiver har taget udgangspunkt i den formodning, at det ud over de undtagelsestilfælde, som denne lovgiver selv har fastsat, altid er i overensstemmelse med hensynet til barnets tarv, at hele familien har det samme statsborgerskab.

132. For det andet synes den nederlandske lovgiver ikke på nogen måde at have taget hensyn til den omstændighed, at mindreårige unionsborgere har en selvstændig ret til denne status. Det er imidlertid klart, at unionsborgerskabet ikke er forbeholdt myndige personer, og at mindreårige ikke er andenrangs-unionsborgere (34). Mindreårige har i det væsentlige de samme rettigheder, der følger af denne status, uanset at udøvelsen af disse rettigheder generelt er afhængig af de personer, der udøver forældremyndigheden. Mindreårige har derfor ikke et unionsborgerskab, der er afledt af det unionsborgerskab, der tilkommer deres forældre, som selv er unionsborgere, men har en selvstændig ret til unionsborgerskabet.

133. Det er min opfattelse, at mindreåriges selvstændige ret til unionsborgerskab samt behovet for at tage hensyn til barnets tarv indebærer, at mindreårige statsborgere i en medlemsstat, der i forbindelse med anvendelsen af lovgivningen i denne medlemsstat, fortaber deres statsborgerskab og deres unionsborgerskab, har de samme processuelle og materielle rettigheder som dem, der er tillagt myndige personer.

134. Som den forelæggende ret har bemærket, har de børn, der er unionsborgere, i modsætning til myndige personer imidlertid ikke mulighed for at foregribe fortabelsen af statsborgerskab ved at ansøge om de dokumenter, der er omhandlet i artikel 15, stk. 4, i lov om nederlandsk statsborgerskab.

135. Det er ganske vist korrekt, at forælderen, der er nederlandsk statsborger, har mulighed for at iværksætte sådanne skridt.

136. De skridt, der foretages på barnets vegne, er imidlertid systematisk betinget af, at forældrene på deres egne vegne har mulighed for at iværksætte tilsvarende skridt. Såfremt dette ikke er muligt, medfører den omstændighed, at forælderen fortaber sit statsborgerskab, at barnet automatisk fortaber sit statsborgerskab.

137. En forælder, der er unionsborger, og som kun til sit barn, der er unionsborger, har ansøgt om og opnået en fornyelse af et pas i 2012, dvs. før den 1. april 2013, men som efter dette tidspunkt har fortabt det nederlandske statsborgerskab, vil således opleve, at den pågældendes barn også og automatisk fortaber dette statsborgerskab og unionsborgerskabet med virkning fra denne dato, selv om dette barn formelt har et pas, der er udstedt af de nederlandske myndigheder for en periode på fem år, dvs. indtil 2017, hvilket også kan give anledning til den antagelse, af dette barn er omfattet af virkningerne af den handling, der afbryder den tiårsfrist, som er fastsat i artikel 15, stk. 4, i lov om nederlandsk statsborgerskab, dvs. indtil 2022, og at barnet derfor kan bevare det nederlandske statsborgerskab og unionsborgerskabet i det mindste indtil denne dato.

138. Det er helt sikkert ikke utænkeligt, at en sådan situation kan opstå.

139. Det er nemlig fuldt ud tænkeligt, at en nederlandsk statsborger, der er forælder til en mindreårig nederlandsk person, der er unionsborger, og i givet fald med den mindreåriges samtykke, før udløbet af tiårsfristen kan være af den opfattelse, at det er i det pågældendes barns interesse at bevare det nederlandske statsborgerskab og dermed unionsborgerskabet, inden den berørte forælder selv har pligt til at forny sit pas eller sit identitetskort for at bevare sit eget statsborgerskab.

140. Det er i øvrigt også muligt, at den mindreårige af forskellige grunde har bopæl et andet sted end hos sine forældre enten i EU eller i Nederlandene.

141. For det første foreskriver ingen af de i loven om nederlandsk statsborgerskab indeholdte bestemmelser, at det er udelukket, at en mindreårig i sådanne situationer automatisk fortaber sit nederlandske statsborgerskab som følge af, at den pågældendes forælder fortaber sit statsborgerskab, selv om hensynet til barnets tarv, når barnet er unionsborger, kan tilsige dette.

142. Som den forelæggende ret har præciseret, og som jeg har nævnt, finder artikel 15, stk. 3 og 4, i lov om nederlandsk statsborgerskab, der gør det muligt at afbryde fristen på ti års bopæl i et tredjeland, nemlig kun anvendelse på myndige personer. Selv om den nederlandske lovgiver har anerkendt, at formålet om at sikre det samme statsborgerskab inden for familien er genstand for undtagelser, finder ingen af de undtagelsestilfælde, der er fastsat i artikel 16, stk. 2, i lov om nederlandsk statsborgerskab, endvidere anvendelse på de ovenfor anførte situationer.

143. For det andet har den nederlandske lovgiver ved ikke at tage hensyn til denne form for situationer lagt til grund, at unionsborgerskabet for en mindreårig automatisk er knyttet til en myndig persons statsborgerskab, bortset fra visse undtagelsestilfælde, der er fastsat i artikel 16, stk. 2, i lov om nederlandsk statsborgerskab.

144. De foranstaltninger, der er mindre indgribende i hensynet til barnets tarv og i barnets unionsborgerskab, kan efter min opfattelse bl.a. bestå i en generalklausul, der giver den nationale ret mulighed for at tage hensyn til det nævnte tarv og det nævnte unionsborgerskab i alle de tilfælde, hvor de relevante bestemmelser i loven om nederlandsk statsborgerskab finder anvendelse og/eller en mulighed for, at nederlandske statsborgere kan tage skridt til at afbryde tiårsfristen udelukkende i forhold til deres børn, der er nederlandske statsborgere og unionsborgere.

145. Den omstændighed, at et barn, når det er blevet myndigt, kan generhverve nederlandsk statsborgerskab på visse betingelser, kan endvidere ikke i sig selv kompensere for den omstændighed, at denne person, mens den pågældende var mindreårig, ikke på noget tidspunkt burde have fortabt det omhandlede statsborgerskab, såfremt der var blevet taget behørigt hensyn til barnets tarv og dets unionsborgerskab.

146. Jeg er derfor af den opfattelse, at den nederlandske lovgiver er gået ud over, hvad der er nødvendigt for at nå formålet om at sikre det samme statsborgerskab inden for familien under hensyntagen til barnets tarv, idet den ikke har fastsat bestemmelse om, at der skal tages hensyn til barnets tarv, når der er tale om en unionsborger, i forbindelse med enhver afgørelse, der kan føre til, at dette barn fortaber sit unionsborgerskab, bortset fra visse undtagelsestilfælde, der er fastsat i artikel 16, stk. 2, i lov om nederlandsk statsborgerskab.

147. Denne konklusion, der respekterer den nationale lovgivers principielle kompetence til at fastlægge betingelserne for fortabelse af statsborgerskab, er naturligvis ikke i strid med den konklusion, som jeg foreslår at drage for så vidt angår myndige personer. Der er nemlig her ikke tale om at tilsidesætte det kriterium for fortabelse af den berørte medlemsstats statsborgerskab, som den nationale lovgiver har valgt, ved at anvende et alternativt kriterium, som denne lovgiver ikke har valgt, men blot at efterprøve, om de foranstaltninger, som denne lovgiver har vedtaget for at nå det formål, som den ønsker at forfølge, ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette formål.

148. For at foretage denne prøvelse er det med andre ord ikke nødvendigt at tage hensyn til hverken de individuelle omstændigheder, der kan godtgøre, at den berørte person har bevaret et tilknytningsforhold til den berørte medlemsstat på grundlag af et kriterium, som den nationale lovgiver ikke har valgt, og som gør det muligt ikke at anvende det kriterium, som denne nationale lovgiver har valgt inden for rammerne af sin kompetence til at fastlægge betingelserne for fortabelse af statsborgerskab, eller de eventuelle konkrete og individuelle følger, som fortabelsen af unionsborgerskabet medfører (35).

149. På baggrund af disse betragtninger foreslår jeg at besvare den anden del af det af den forelæggende ret forelagte spørgsmål således, at artikel 20 TEUF og chartrets artikel 24 er til hinder for en lovbestemmelse, såsom artikel 16, stk. 1, litra d), og artikel 16, stk. 2, i lov om nederlandsk statsborgerskab, hvorefter en mindreårig person ex lege mister sit statsborgerskab i en medlemsstat og dermed unionsborgerskabet, fordi forældrene har mistet deres statsborgerskab, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

D.      Om begrænsning af de tidsmæssige virkninger af Domstolens dom

150. Den nederlandske regering anmodede i retsmødet om en begrænsning af dommens tidsmæssige virkninger, såfremt Domstolen måtte fastslå, at artikel 15, stk. 1, litra c), og artikel 16, stk. 1, litra d), i lov om nederlandsk statsborgerskab ikke er forholdsmæssige.

151. Selv om Domstolen måtte nå til en sådan konklusion, skal denne anmodning efter min opfattelse ikke tages til følge.

152. Det skal erindres, at for at der kan træffes bestemmelse om en sådan begrænsning, skal to hovedbetingelser være opfyldt, nemlig at de berørte parter skal være i god tro, og at der skal være fare for alvorlige forstyrrelser (36).

153. Det fremgår nærmere bestemt af Domstolens praksis, at de økonomiske følger, som en præjudiciel dom kan få for en medlemsstat, ikke i sig selv kan begrunde en begrænsning af dommens tidsmæssige virkninger.

154. Domstolen har således kun truffet en sådan bestemmelse under ganske bestemte omstændigheder, hvor der ellers var risiko for alvorlige økonomiske følger, navnlig fordi der var stiftet mange retsforhold i god tro i henhold til de pågældende retsforskrifter, som blev anset for at være lovligt i kraft, og fordi det fremgik, at borgerne og de nationale myndigheder var blevet tilskyndet til at følge en adfærd, som ikke var i overensstemmelse med EU-retten, på grund af en objektiv og betydelig usikkerhed vedrørende de EU-retlige bestemmelsers rækkevidde, en usikkerhed, som de øvrige medlemsstater eller Kommissionen eventuelt selv havde bidraget til med den af dem fulgte adfærd (37).

155. Den nederlandske regering har til støtte for anmodningen ikke fremlagt noget bevis for, at det vil medføre alvorlige forstyrrelser og have alvorlige økonomiske følger, såfremt Domstolen måtte fastslå, at de i hovedsagen omhandlede lovbestemmelser ikke er forenelige med EU-retten. Denne regering har således begrænset sig til kortfattet at anføre, at et stort antal nederlandske statsborgere over en lang årrække har fortabt deres nederlandske statsborgerskab, uden at angive den mindste omstændighed, der gør det muligt at fastlægge, hvor mange personer der er tale om, og hvilke forstyrrelser og eventuelle økonomiske følger det ville have for Nederlandene, at de berørte personer generhverver nederlandsk statsborgerskab.

156. Jeg foreslår derfor i alle tilfælde, at den nederlandske regerings anmodning om, at Domstolen begrænser dommens tidmæssige virkninger, ikke tages til følge.

IV.    Forslag til afgørelse

157. På baggrund af samtlige de ovenfor anførte betragtninger foreslår jeg at besvare den af Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Nederlandene) forelagte anmodning om præjudiciel afgørelse som følger:

»1)      Artikel 20 TEUF og artikel 7 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en lovbestemmelse, såsom artikel 15, stk. 1, litra c), og artikel 15, stk. 4, i Rijkswet op het Nederlanderschap (lov om nederlandsk statsborgerskab), hvorefter en myndig person, der også har statsborgerskab i et tredjeland, ex lege mister statsborgerskabet i en medlemsstat og dermed unionsborgerskabet, fordi vedkommende uden afbrydelse i en periode på ti år har haft sin hovedbopæl i udlandet og uden for Den Europæiske Union.

2)      Artikel 20 TEUF og artikel 24 i chartret om grundlæggende rettigheder skal fortolkes således, at de er til hinder for en lovbestemmelse, såsom artikel 16, stk. 1, litra d), og artikel 16, stk. 2, i lov om nederlandsk statsborgerskab, hvorefter en mindreårig person, der også har statsborgerskab i et tredjeland, ex lege mister sit statsborgerskab i en medlemsstat og dermed unionsborgerskabet, fordi den mindreåriges forælder har mistet sit statsborgerskab, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.«

1 –      Originalsprog: fransk.

2 –      Dette udtryk omfatter De Nederlandske Antillers område.

3 –      United Nations Treaty Series, bind989, s. 175. Kongeriget Nederlandene ratificerede konventionen om begrænsning af statsløshed den 13.5.1985.

4 –      STE nr. 166 Kongeriget Nederlandene ratificerede denne konvention den 21.3.2001, og den trådte i kraft på denne medlemsstats område den 1.7.2001.

5 –      Jf. dom af 20.9.2001, Grzelczyk (C-184/99, EU:C:2001:458, præmis 31), af 17.9.2002, Baumbast og R (C-413/99, EU:C:2002:493, præmis 82), af 19.10.2004, Zhu og Chen (C-200/02, EU:C:2004:639, præmis 25), af 2.3.2010, Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104, præmis 43), af 8.3.2011, Ruiz Zambrano (C-34/09, EU:C:2011:124, præmis 41), og af 13.9.2016, Rendón Marín (C-165/14, EU:C:2016:675, præmis 69).

6 –      Jf. punkt 13 i generaladvokat Poiares Maduros forslag til afgørelse Rottmann (C-135/08, EU:C:2009:588).

7 –      Forudsat naturligvis, at lovgivningen i den anden medlemsstat ikke fuldt ud er identisk med loven om nederlandsk statsborgerskab, idet der i dette tilfælde opstår en risiko for, at disse personer bliver statsløse. Denne risiko synes imidlertid ikke realistisk.

8 –      Jf. i denne retning dom af 2.3.2010, Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104, præmis 39 og 45).

9 –      Dette synes også at fremgå af dom Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104), hvori Domstolen udelukkende anlagde en fortolkning af artikel 17 EF (nu artikel 20 TEUF), selv om den var blevet forelagt et generelt spørgsmål om fortolkning af »fællesskabsretten«, hvilket kunne have givet den anledning til at lade artikel 18 EF (nu artikel 21 TEUF) indgå i sin besvarelse.

10 –      Jf. især punkt 89 i mit forslag til afgørelse X og X (C-638/16 PPU, EU:C:2017:93).

11 –      Dom Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104, præmis 55) (min fremhævelse).

12 –      Dom Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104, præmis 56) (min fremhævelse).

13 –      Jf. i denne retning dom af 2.3.2010, Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104, præmis 51-54).

14 –      Jf. punkt 70 i den forklarende rapport til den europæiske konvention om statsborgerskab (tilgængelig på følgende adresse: https://rm.coe.int/16800cce80).

15 –      Min fremhævelse. Efter Domstolens opfattelse indebærer proportionalitetsprincippet derfor ikke, at der indføres en procedure, der har til formål at forhindre fortabelse af unionsborgerskabet, og heller ikke, at proceduren for fortabelse af naturalisation udsættes, indtil den berørte faktisk har generhvervet sit oprindelige statsborgerskab, som dermed giver ham mulighed for at bevare unionsborgerskabet.

16 –      Det erindres, at artikel 9, sidste punktum, TEU og artikel 20, stk. 1, TEUF begge fastsætter, at »[u]nionsborgerskabet er et supplement til det nationale statsborgerskab og træder ikke i stedet for dette«.

17 –      Enten som følge af en begrundelse, der er ulovlig i henhold til EU-retten, eller som følge af, at den nationale foranstaltning ikke er forholdsmæssig, således som jeg foreslår at fastslå med hensyn til spørgsmålet om anvendelsen af artikel 16, stk. 1, litra d), i lov om nederlandsk statsborgerskab på mindreårige, jf. punkt 128-149 i dette forslag til afgørelse.

18 –      Jf. i denne retning dom af 22.12.2010, Sayn-Wittgenstein (C-208/09, EU:C:2010:806, præmis 90 og 93), og af 2.6.2016, Bogendorff von Wolffersdorff (C-438/14, EU:C:2016:401, præmis 72 og 74).

19 –      I lighed med den prøvelse, som Domstolen foretog i dom af 6.10.2015, Delvigne (C-650/13, EU:C:2015:648).

20 –      Og heller ikke nødvendigheden af at undgå, at den berørte bliver statsløs: jf. bl.a. i denne retning S. Marinai, Perdita della cittadinanza e diritti fondamentali: profili internazionalistici ed europei, Giuffrè, Milano, 2017, s. 162.

21 –      Dette bekræftes, således som jeg allerede har anført, af præmis 57 og 58 i dom Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104).

22 –      Jf. dom Rottmann (C-135/08, EU:C:2010:104, præmis 8).

23 –      Det samme gør sig gældende for udstedelse af en erklæring om besiddelse af nederlandsk statsborgerskab, som den berørte uden at flytte sig kan ansøge om ved hjælp af en formular, der er tilgængelig på den nederlandske regerings websted.

24 –      Det bemærkes, at det af punkt 71 i den forklarende rapport til den europæiske konvention om statsborgerskab desuden fremgår, at den omstændighed, at der bl.a. ikke er ansøgt om identitets- eller rejsedokumenter, eller at der ikke er fremsat en erklæring, der giver udtryk for et ønske om at bevare statsborgerskabet i den kontraherende stat, kan udgøre et bevis for, at der ikke på nogen måde består et reelt tilknytningsforhold til en kontraherende stat.

25 –      Dette forudsætter selvfølgelig, at den nationale ret ud fra de omstændigheder, der kendetegner situationen for hver enkelt af de tre sagsøgere i hovedsagen, har sikret sig, at betingelserne for at anvende artikel 15, stk. 1, litra c), i lov om nederlandsk statsborgerskab er opfyldt. I denne forbindelse kan der efter min opfattelse ikke herske tvivl om, at hvis ministeren eksempelvis i et konkret tilfælde ikke havde taget hensyn til en handling, der afbryder tiårsfristen, burde den nationale ret have annulleret afgørelsen om afslag på at udstede det pas, der var ansøgt om, på grund af, at kriterierne i artikel 15, stk. 1, litra c), i lov om nederlandsk statsborgerskab ikke var opfyldt. Såfremt en person godtgør, at vedkommende ikke har haft mulighed for at ansøge om fornyelse af sit pas inden for en rimelig frist, efter at gyldigheden af den pågældendes tidligere pas er udløbet, eller at ansøge om udstedelse af et af to andre dokumenter, der gør det muligt at afbryde den tiårsfrist, der er fastsat i artikel 15, stk. 1, litra c), i lov om nederlandsk statsborgerskab, skal den nationale ret undersøge denne situation. Eftersom ingen er forpligtet til at gøre det umulige, skal den nationale ret på baggrund af de beviser, som den berørte har fremlagt, nemlig sikre sig, at vedkommendes argument om, at det ikke har været muligt at få udstedt de dokumenter, der er nævnt i artikel 15, stk. 1, litra c), i lov om nederlandsk statsborgerskab, faktisk er begrundet.

26 –      Jf. i denne retning generaladvokat Poiares Maduros forslag til afgørelse Rottmann (C-135/08, EU:C:2009:588, punkt 25).

27 –      Jf. i denne retning dom af 2.6.2016, Bogendorff von Wolffersdorff (C-438/14, EU:C:2016:401, præmis 73 og den deri nævnte retspraksis).

28 –      I henhold til artikel 14, stk. 6, i lov om nederlandsk statsborgerskab.

29 –      Det bemærkes endvidere, at artikel 6 i konventionen om begrænsning af statsløshed ikke indeholder et forbud mod dette kriterium for fortabelse af mindreåriges statsborgerskab.

30 –      STE nr. 149. Denne konvention er kun blevet ratificeret af to stater, nemlig Den Italienske Republik og Kongeriget Nederlandene.

31 –      Jf. bl.a. den af Fuchs-Mair og Staudigl udarbejdede rapport med overskriften »Convention européenne sur la nationalité – bonnes pratiques pour les enfants«, 3. europæiske konference om statsborgerskab, afholdt i Strasbourg, den 11. og 12.10.2004 (doc. CJ-S-NAT (2008) 2).

32 –      Jf. punkt 75 den forklarende rapport til den europæiske konvention om statsborgerskab, hvoraf det fremgår, at »de kontraherende stater i forbindelse med anvendelsen af [denne konventions artikel 7, stk. 2] i alle tilfælde bør lade sig lede af hensynet til barnets tarv«.

33 –      Det erindres, at chartrets artikel 24, stk. 2, foreskriver, at i alle handlinger vedrørende børn, uanset om de udføres af offentlige myndigheder eller private institutioner, skal barnets tarv komme i første række. Domstolen har gentagne gange fastslået, at den sikrer overholdelsen af forpligtelsen til at tage hensyn til barnets tarv, som anerkendes i chartrets artikel 24, stk. 2, jf. bl.a. dom af 13.9.2016, Rendón Marín (C-165/14, EU:C:2016:675, præmis 76-78), og af 10.5.2017, Chavez-Vilchez m.fl. (C-133/15, EU:C:2017:354, præmis 60).

34 –      Den retspraksis, der bl.a. følger af dom af 8.3.2011, Ruiz Zambrano (C-34/09, EU:C:2011:124), udgør en særlig god illustration heraf.

35 –      Uanset om det er korrekt, som L. Duboux har hævdet, at fortabelsen af det nederlandske statsborgerskab og unionsborgerskabet vil forhindre hende i at gennemføre sine studier i Den Europæiske Union, fordi schweiziske statsborgere ikke har ret til at modtage Erasmus-støtte, er denne omstændighed efter min opfattelse således ikke på nogen måde relevant i forbindelse med undersøgelsen af, om artikel 16, stk. 1, litra d), i lov om nederlandsk statsborgerskab er forholdsmæssig.

36 –      Jf. dom af 19.10.2017, Paper Consult (C-101/16, EU:C:2017:775, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis).

37 –      Jf. i denne retning dom af 19.10.2017, Paper Consult (C-101/16, EU:C:2017:775, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis).