RETTENS DOM (Ottende Udvidede Afdeling)

1. marts 2023 (*)

»Toldunion – forordning (EU) nr. 952/2013 – fastsættelse af ikkepræferenceoprindelsen for visse motorcykler fremstillet af Harley Davidson – Kommissionens gennemførelsesafgørelse, hvorved der anmodes om tilbagekaldelse af afgørelser vedrørende bindende oprindelsesoplysninger vedtaget af nationale toldmyndigheder – begrebet »bearbejdning eller forarbejdning, som ikke er økonomisk berettiget« – ret til at blive hørt«

I sag T-324/21,

Harley Davidson Europe Ltd, Oxford (Det Forenede Kongerige),

Neovia Logistics Services International, Vilvoorde (Belgien),

ved advokaterne O. van Baelen og G. Lebrun samt T. Lyons, KC,

sagsøgere,

mod

Europa-Kommissionen ved F. Clotuche-Duvieusart og M. Kocjan, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

har

RETTEN (Ottende Udvidede Afdeling),

sammensat under rådslagningen af afdelingsformanden, S. Papasavvas, og dommerne J. Svenningsen, M. Jaeger, C. Mac Eochaidh (refererende dommer) og T. Pynnä,

justitssekretær: fuldmægtig I. Kurme,

på grundlag af den skriftlige forhandling og

efter retsmødet den 21. september 2022,

afsagt følgende

Dom

1        Med dette søgsmål, der er anlagt på grundlag af artikel 263 TEUF, har sagsøgerne, Harley Davidson Europe Ltd (herefter sammen med den koncern, som selskabet tilhører, »Harley Davidson«) og Neovia Logistics Services International (herefter »Neovia«), nedlagt påstand om annullation af Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/563 af 31. marts 2021 om gyldigheden af visse afgørelser vedrørende bindende oprindelsesoplysninger (EUT 2021, L 119, s. 117, herefter »den anfægtede afgørelse«), der er rettet til Kongeriget Belgien. Ved denne afgørelse anmodede Europa-Kommissionen om tilbagekaldelse af to afgørelser vedrørende bindende oprindelsesoplysninger (herefter »BOO-afgørelserne«), der var truffet til fordel for Neovia på vegne af Harley Davidson, om import til Den Europæiske Union via Belgien af visse kategorier af motorcykler fremstillet af Harley Davidson i Thailand.

I.      Retsforskrifter

2        I henhold til artikel 1 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen (EUT 2013, L 269, s. 1, herefter »toldkodeksen«) indføres ved denne forordning en EU-toldkodeks, som fastlægger de almindelige regler og procedurer, der gælder for varer, der føres ind i eller ud af Unionens toldområde.

3        Toldkodeksens afsnit II med overskriften »Faktorer, på grundlag af hvilke import- eller eksportafgifter og andre foranstaltninger, der er fastsat som led i varehandelen, finder anvendelse« fastsætter bl.a. regler for fastsættelse af varers oprindelse, som bl.a. tjener til at fastsætte importafgifterne og de øvrige foranstaltninger, der finder anvendelse på en given vare.

4        Det fremgår navnlig af toldkodeksens artikel 56, stk. 1, som er indeholdt i nævnte afsnit II, at import- og eksportafgifter, der skal betales, baseres på den fælles toldtarif, og at andre foranstaltninger, der er fastsat ved særlige EU-bestemmelser vedrørende varehandelen, finder anvendelse i overensstemmelse med varernes tarifering i tariffen, hvor det er relevant.

A.      Varers oprindelse

5        Toldkodeksen fastsætter tre kategorier af regler for fastsættelse af varers oprindelse, nemlig regler for varers ikkepræferenceoprindelse, regler for varers præferenceoprindelse og regler for fastsættelsen af nærmere angivne varers oprindelse.

6        Navnlig bestemmer toldkodeksens artikel 59, at artikel 60 og 61 indeholder regler for fastsættelse af varers ikkepræferenceoprindelse i forbindelse med anvendelse af for det første den fælles toldtarif med undtagelse af de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 56, stk. 2, litra d) og e), for det andet andre foranstaltninger end toldmæssige, der er fastsat i særlige EU-bestemmelser, som gælder for varehandelen, og for det tredje andre EU-foranstaltninger vedrørende varers oprindelse.

7        Toldkodeksens artikel 60 om varers erhvervelse af ikkepræferenceoprindelsesstatus bestemmer således:

»1.      Varer, der er fuldt ud fremstillet i et enkelt land eller område, anses for at have oprindelse i dette land eller område.

2.      Varer, ved hvis fremstilling der er involveret mere end ét land eller område, anses for at have oprindelse i det land eller område, hvor den sidste væsentlige og økonomisk berettigede bearbejdning eller forarbejdning har fundet sted, når denne er foretaget i en dertil udstyret virksomhed og har ført til fremstilling af et nyt produkt eller udgør et vigtigt trin i fremstillingen.«

8        I henhold til toldkodeksens artikel 62 tillægges Kommissionen beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 284, som fastsætter reglerne for, hvornår varer, for hvilke der kræves fastsættelse af ikkepræferenceoprindelse med henblik på anvendelse af de i artikel 59 omhandlede foranstaltninger, anses for at være fuldt ud fremstillet i et enkelt land eller område eller for at have undergået den sidste, væsentlige, og økonomisk berettigede bearbejdning eller forarbejdning, når denne er foretaget i en dertil udstyret virksomhed og har ført til fremstilling af et nyt produkt eller udgør et vigtigt trin i fremstillingen, i et land eller område, i overensstemmelse med artikel 60.

9        Kommissionen vedtog i denne forbindelse Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/2446 af 28. juli 2015 til supplering af forordning nr. 952/2013 med nærmere regler angående visse bestemmelser i EU-toldkodeksen (EUT 2015, L 343, s. 1, herefter »den delegerede retsakt til toldkodeksen«).

10      Artikel 33 i den delegerede retsakt til toldkodeksen indeholder præciseringer om bearbejdning eller forarbejdning, som ikke er økonomisk berettiget. Denne artikel lyder som følger:

»Enhver bearbejdning eller forarbejdning, som gennemføres i et andet land eller territorium, anses for ikke at være økonomisk berettiget, hvis det på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger fastslås, at formålet med behandlingen har været at undgå anvendelsen af de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 59 i [toldkodeksen, som vedrører anvendelsen af den fælles toldtarif og andre EU-foranstaltninger, toldmæssige eller ikketoldmæssige, vedrørende oprindelsen af varer, der indføres i EU].

[…]«

B.      Afgørelser om oprindelse

11      Toldkodeksens artikel 33 om afgørelser vedrørende bindende oplysninger bestemmer:

»1.      Toldmyndighederne træffer efter ansøgning afgørelser vedrørende bindende tariferingsoplysninger (»BTO-afgørelser«) eller afgørelser vedrørende bindende oprindelsesoplysninger (»BOO-afgørelser«).

[…]

3.      BTO- og BOO-afgørelser er gyldige i tre år regnet fra den dato, fra hvilken afgørelsen har virkning.

[…]«

12      Artikel 19 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447 af 24. november 2015 om gennemførelsesbestemmelser til visse bestemmelser i forordning nr. 952/2013 (EUT 2015, L 343, s. 558) indfører en udveksling af data vedrørende BOO-afgørelser og bestemmer navnlig i stk. 1, at »[t]oldmyndighederne tilsender kvartalsvis Kommissionen de relevante oplysninger om BOO-afgørelser«, som de har vedtaget.

13      Toldkodeksens artikel 34, stk. 11, fastsætter:

»Kommissionen kan vedtage afgørelser, hvori medlemsstater anmodes om at tilbagekalde BTO- eller BOO-afgørelser for at sikre en korrekt og ensartet tarifering eller ensartet bestemmelse af varers oprindelse.«

14      Toldkodeksens artikel 37, stk. 2, bestemmer bl.a., at Kommissionen ved gennemførelsesretsakter, som vedtages efter rådgivningsproceduren i toldkodeksens artikel 285, stk. 2, vedtager de afgørelser, hvori medlemsstater anmodes om at tilbagekalde BOO-afgørelser.

15      Det fremgår af disse bestemmelser, at de nationale toldmyndigheder skematisk, efter anmodning fra importører, der ønsker at opnå sikkerhed med hensyn til fortolkningen af reglerne om fastlæggelse af ikkepræferenceoprindelsen for varer, der importeres til EU, kan træffe afgørelser, der officielt anerkender de nævnte varers geografiske oprindelse. Endvidere kan Kommissionen, som regelmæssigt underrettes herom af disse myndigheder, hvis den efterfølgende finder, at toldmyndighedernes fastsættelse af oprindelsen ikke er korrekt, anmode dem om at tilbagekalde de trufne afgørelser.

C.      Handelspolitiske foranstaltninger

16      I henhold til toldkodeksens artikel 5, nr. 36), er »handelspolitiske foranstaltninger« ikketoldmæssige foranstaltninger, der som led i den fælles handelspolitik er fastlagt i form af EU-bestemmelser, som gælder for international varehandel.

17      I denne forbindelse vedtog EU-lovgiver forordning (EU) nr. 654/2014 af 15. maj 2014 om udøvelsen af Unionens rettigheder for så vidt angår anvendelsen og håndhævelsen af internationale handelsregler og om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 3286/94 om fastsættelse af fællesskabsprocedurer på området for den fælles handelspolitik med henblik på at sikre udøvelsen af Fællesskabets rettigheder i henhold til internationale handelsregler, navnlig regler fastlagt i Verdenshandelsorganisationens regi (EUT 2014, L 189, s. 50).

18      I henhold til artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 654/2014 vedtager Kommissionen, hvor tiltag er nødvendige for at beskytte Unionens interesser i de i artikel 3 omhandlede tilfælde, gennemførelsesretsakter, der fastsætter passende handelspolitiske foranstaltninger.

19      På grundlag af forordning nr. 654/2014, og navnlig dennes artikel 4, stk. 1, vedtog Kommissionen nærmere bestemt gennemførelsesforordning (EU) 2018/886 af 20. juni 2018 om visse handelspolitiske foranstaltninger vedrørende visse produkter med oprindelse i Amerikas Forenede Stater og om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2018/724 (EUT 2018, L 158, s. 5).

II.    Tvistens baggrund

20      I juni 2018 indførte Amerikas Forenede Staters regering tillægstold på 25% og 10% for henholdsvis import af stål og import af aluminium fra EU (herefter »told, der blev pålagt i henhold til section 232 i lov af 1962 om en udvidelse af handelen«) med henblik på at fremme og øge den nationale produktion af disse produkter.

21      Som svar på indførelsen af den told, der blev pålagt i henhold til section 232 i lov af 1962 om en udvidelse af handelen, vedtog Kommissionen den 20. juni 2018 forordning 2018/886, i henhold til hvilken import af produkter, der har oprindelse i USA, og som er opført i bilag I og II til denne forordning, pålægges tillægstold.

22      Ifølge artikel 2, litra a), i og bilag I til forordning 2018/886 blev det fastsat, at de produkter, der svarede til nomenklaturkode 8711 50 00, dvs. »[m]otorcykler […] [m]ed forbrændingsmotor med stempel og slagvolumen over 800 cm³«, i den første fase skulle pålægges tillægstold på 25% med virkning fra den 22. juni 2018.

23      I henhold til artikel 2, litra b), i og bilag II til forordning 2018/886, som ligeledes vedrørte produkter svarende til nomenklaturkode 8711 50 00, skulle disse produkter i den anden fase pålægges tillægstold på 25%, i det væsentlige fra senest den 1. juni 2021.

24      Efter offentliggørelsen af forordning 2018/886 i Den Europæiske Unions Tidende blev Harley Davidson, der er et amerikansk selskab specialiseret i bygning af motorcykler, således informeret om, at selskabets produkter, der importeres til EU fra USA, ud over den konventionelle toldsats på 6% blev pålagt tillægstold på 25% med virkning fra den 22. juni 2018 og derefter yderligere 25% fra senest den 1. juni 2021, dvs. en samlet sats på 31% for selskabets motorcykler fra den 22. juni 2018 og derefter på 56% fra senest den 1. juni 2021.

25      Den 25. juni 2018 fremlagde Harley Davidson ved hjælp af en 8-K-formular (Form 8-K Current Report, herefter »8-K-formular«) en rapport for Securities and Exchange Commission (USA’s nationale værdipapirkommission, herefter »SEC«). Denne 8-K-formular havde til formål at informere selskabets aktionærer om anvendelsen af den tillægstold, der er nævnt i nærværende doms præmis 24, og om dens konsekvenser for selskabets aktiviteter. I formularen meddelte Harley Davidson, at selskabet havde til hensigt at flytte produktionen af visse motorcykler bestemt til EU’s marked fra USA til selskabets internationale faciliteter i et andet land med henblik på at undgå de omhandlede foranstaltninger under EU’s handelspolitik.

26      I 8-K-formularen anførte Harley Davidson navnlig følgende:

»Den Europæiske Union har indført told på forskellige produkter fremstillet i USA, herunder Harley Davidson-motorcykler. Denne told, der trådte i kraft den 22. juni 2018, er blevet pålagt som svar på den told, som USA har pålagt stål og aluminium, der eksporteres fra [EU] til USA.

Følgelig er [Unionens] told på Harley Davidson-motorcykler, der eksporteres fra USA, steget fra 6% til 31%. Harley Davidson vurderer, at denne told vil medføre en ekstraomkostning på ca. 2 200 [amerikanske dollars (USD)] pr. motorcykel, der eksporteres fra USA til [EU].

[…]

For at imødegå de betydelige omkostninger, der er forbundet med denne toldbyrde på lang sigt, vil Harley Davidson iværksætte en plan, der har til formål at flytte produktionen af motorcykler bestemt til [EU] fra USA til selskabets internationale faciliteter for at undgå toldbyrden. Harley Davidson regner med, at produktionsforøgelsen på de internationale fabrikker vil kræve yderligere investeringer og kan tage mindst 9-18 måneder at gennemføre fuldt ud.«

27      Efter offentliggørelsen af 8-K-formularen valgte Harley Davidson sin fabrik i Thailand som produktionssted for visse af selskabets motorcykler, der er bestemt til EU-markedet.

28      Harley Davidson ønskede at opnå sikkerhed med hensyn til fastlæggelsen af oprindelseslandet for de motorcykler, der fremstilles på selskabets fabrik i Thailand, og som er bestemt til EU-markedet. Harley Davidson og Neovia, som er et mellemled, der yder selskabet logistisk bistand i forbindelse med dets import af motorcykler til EU via Belgien, indgav således sammen den 25. januar 2019 to første formelle anmodninger til de belgiske toldmyndigheder om BOO-afgørelser vedrørende to familier af motorcykler. Der er senere blevet indgivet tre andre anmodninger om BOO-afgørelser vedrørende tre andre familier af motorcykler.

29      Den 31. januar 2019 deltog de belgiske myndigheder i et møde med Kommissionen angående de anmodninger om BOO-afgørelser, der vedrørte import til EU af to familier af motorcykler, som var samlet på Harley Davidson-fabrikken i Thailand. Efter dette møde afgav Kommissionen en uformel udtalelse, i henhold til hvilken kriteriet om økonomisk berettigelse som omhandlet i artikel 33 i den delegerede retsakt til toldkodeksen muligvis ikke var opfyldt på grund af oplysningerne i 8-K-formularen.

30      De belgiske myndigheder anmodede om en drøftelse med medlemsstaterne om anvendelsen af artikel 33 i den delegerede retsakt til toldkodeksen, hvilken drøftelse fandt sted på mødet i Toldekspertgruppens afdeling vedrørende »Oprindelse« den 8. april 2019. På dette møde forklarede de belgiske myndigheder, at samlingen af visse motorcykler fremstillet af Harley Davidson var blevet flyttet til et andet land, og at denne flytning havde fundet sted efter indførelsen af tillægstold på varer med oprindelse i det tidligere produktionsland, dvs. USA. I referatet fra dette møde er det nævnt, at »visse repræsentanter bekræftede, at oprindelsen på grundlag af de foreliggende oplysninger [skulle] fastlægges i henhold til artikel 33 i den delegerede retsakt til toldkodeksen, mens andre repræsentanter ikke var af denne opfattelse. [Kommissionen] finder, at artikel 33 kan finde anvendelse, navnlig fordi producenten i offentlige udtalelser har anført, at formålet med at flytte aktiviteterne var at undgå, at foranstaltningerne blev bragt i anvendelse i Unionen«. På trods af de belgiske myndigheders anmodninger har Kommissionen imidlertid aldrig afgivet nogen formel udtalelse vedrørende anvendelsen af artikel 33 i den delegerede retsakt til toldkodeksen på de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag.

31      Den 24. juni 2019 traf de belgiske toldmyndigheder i henhold til toldkodeksens artikel 33, stk. 1, to BOO-afgørelser, hvorved de anerkendte og attesterede, at visse kategorier af Harley Davidson-motorcykler, der blev importeret til EU, og som svarede til de to familier af motorcykler, der er nævnt i denne doms præmis 28, havde oprindelse i Thailand. De tre andre anmodninger om BOO-afgørelser, der ligeledes er nævnt i denne doms præmis 28, blev efterfølgende behandlet på samme måde af de belgiske toldmyndigheder.

32      De belgiske toldmyndigheder underrettede Kommissionen om de omhandlede BOO-afgørelser den 21. august 2019.

33      Den 5. oktober 2020 meddelte Kommissionen de belgiske myndigheder, at den havde til hensigt at anmode dem om at tilbagekalde de to første BOO-afgørelser. Den 13. november 2020 svarede de belgiske myndigheder Kommissionen, at de modsatte sig en sådan anmodning om tilbagekaldelse.

34      Den 22. december 2020 indledte Kommissionen en formel procedure med henblik på vedtagelsen af den anfægtede afgørelse. Den 5. marts 2021 forelagde Kommissionen ved skriftlig procedure udkastet til den anfægtede afgørelse for alle de nationale delegationer i Toldkodeksudvalgets afdeling for »Oprindelse« inden for rammerne af rådgivningsproceduren. Fire medlemsstater fremsatte bemærkninger til udkastet til den anfægtede afgørelse og gjorde indsigelse mod den holdning, som Kommissionen havde givet udtryk for i udkastet.

35      Den 29. marts 2021 sendte Kommissionen en sammenfattende note til Toldkodeksudvalgets afdeling for »Oprindelse«, hvori den anførte, at de 23 medlemsstater, der ikke havde taget stilling, stiltiende havde tiltrådt udkastet til den anfægtede afgørelse.

36      Den 31. marts 2021 vedtog Kommissionen den anfægtede afgørelse, som den meddelte Kongeriget Belgien den 6. april 2021, og som dagen efter blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, idet den anmodede de belgiske myndigheder om at tilbagekalde de to første BOO-afgørelser.

37      Kommissionen anførte følgende i den anfægtede afgørelse:

»(6)      Efter offentliggørelsen af Den Europæiske Unions handelspolitiske foranstaltninger meddelte [Harley Davidson] ved hjælp af en 8-K-formular […] der blev forelagt [SEC] den 25. juni 2018, sin plan om at flytte produktionen af visse motorcykler bestemt til EU’s marked fra USA til sine internationale faciliteter i et andet land for at undgå Den Europæiske Unions handelspolitiske foranstaltninger.

(7)      Selv om flytningen af produktionen ikke nødvendigvis alene har til formål at omgå de handelspolitiske foranstaltninger, er betingelserne i artikel 33, stk. 1, i [den delegerede retsakt til toldkodeksen] opfyldt på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger. Den forarbejdning eller bearbejdning, der er gennemført i det sidste produktionsland, anses derfor ikke for at være økonomisk berettiget. […]

(9)      Eftersom bestemmelsen af ikkepræferenceoprindelsen for de motorcykler, der er omfattet af de i bilaget omhandlede BOO-afgørelser, ikke er baseret på reglen i artikel 33, stk. 3, i [den delegerede retsakt til toldkodeksen], finder Kommissionen, at denne bestemmelse af ikkepræferenceoprindelse er uforenelig med [toldkodeksens] artikel 60, stk. 2, sammenholdt med artikel 33 i [den delegerede retsakt til toldkodeksen].«

38      Efter vedtagelsen af den anfægtede afgørelse meddelte de belgiske myndigheder ved skrivelse af 16. april 2021 rettet til Neovia sagsøgerne, at de tilbagekaldte de fem BOO-afgørelser, der var blevet truffet vedrørende import til EU af de motorcykler, som Harley Davidson fremstillede i Thailand.

III. Parternes påstande

39      Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse annulleres.

–        EU-toldmyndighederne gives retningslinjer for, hvorledes de skal drage de relevante konsekvenser af dommen, og hvordan de skal handle for at give den virkning.

–        De foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse eller bevisoptagelse, som Retten finder passende, træffes.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

40      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgerne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

IV.    Retlige bemærkninger

A.      Rettens kompetence

41      Kommissionen har gjort gældende, at sagsøgernes anden påstand ikke kan antages til realitetsbehandling.

42      Sagsøgerne er ikke desto mindre af den opfattelse, at det kan være nyttigt at give retningslinjer for, hvorledes dommen skal opfyldes.

43      I denne henseende er det tilstrækkeligt at bemærke, at Retten inden for rammerne af den retlige kontrol, der bygger på artikel 263 TEUF, ikke har kompetence til at rette påbud til Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer, uanset om sådanne påbud vedrører den nærmere opfyldelse af Rettens domme (kendelse af 22.9.2016, Gaki mod Kommissionen, C-130/16 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:731, præmis 14, og af 19.7.2016, Trajektna luka Split mod Kommissionen, T-169/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:441, præmis 13).

44      Det følger heraf, at den anden påstand må afvises på grund af manglende kompetence.

B.      Realiteten

45      Sagsøgerne har fremsat seks anbringender til støtte for deres søgsmål.

46      Retten finder det hensigtsmæssigt at undersøge det tredje anbringende og derefter det fjerde, det første, det andet, det femte og det sjette anbringende.

1.      Det tredje anbringende om misbrug af tilbagekaldelsesbeføjelsen, idet anvendelsen heraf er støttet på en ukorrekt fortolkning og anvendelse af artikel 33 i den delegerede retsakt til toldkodeksen

47      Med det tredje anbringende har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionen har begået en retlig fejl ved fortolkningen af artikel 33 i den delegerede retsakt til toldkodeksen.

48      Sagsøgerne har navnlig gjort gældende, at det i de tidligere udgaver af bestemmelsen var fastsat, at kriteriet om økonomisk berettigelse ikke var opfyldt, når en transaktions formål »udelukkende« var unddragelse, og at de forskellige sprogversioner af artikel 33 i den delegerede retsakt til toldkodeksen altid henviser til »et formål« i ental, hvilket i det mindste må forstås som et »enkelt fremherskende formål« eller et »hovedformål«. De har tilføjet, at Domstolens praksis har bekræftet, at enhver anden begrundelse for en transaktion, der ikke er forbundet med unddragelse, er tilstrækkelig til, at kriteriet om økonomisk berettigelse er opfyldt. I denne henseende har de bl.a. påberåbt sig dom af 13. december 1989, Brother International (C-26/88, EU:C:1989:637), hvori Domstolen fastslog, at »den omstændighed, at samlingen [blev flyttet] fra det land, hvor fremstillingen af enkeltdelene [foregik], til et andet land, hvori allerede eksisterende produktionsanlæg [blev udnyttet], ikke i sig selv [begrundede] en formodning om, at denne flytning udelukkende [skete] med det formål at omgå gældende retsforskrifter«. Ifølge sagsøgerne har Kommissionen imidlertid ikke givet dem lejlighed til at bevise, at der foreligger andre formål, og der er intet, der gør det muligt at vide, om Kommissionen undersøgte de oplysninger, som de gav de belgiske myndigheder med henblik på at godtgøre, at kriteriet om økonomisk berettigelse var opfyldt.

49      Hvad angår dette sidstnævnte aspekt har sagsøgerne gjort gældende, at Harley Davidsons beslutning om at fremstille motorcykler bestemt til EU-markedet i Thailand var baseret på en række solide og legitime kommercielle faktorer og ikke var en kunstig beslutning, hvis hovedformål var at undgå tillægstolden.

50      Sagsøgerne har ligeledes sammenlignet begrebet »undgåelse« som omhandlet i artikel 33 i den delegerede retsakt til toldkodeksen med begreberne »unddragelse«, »misbrug«, »manipulering« og »omgåelse« som præciseret i retspraksis. Sagsøgerne har således under henvisning til forskellige domme fra Domstolen, hvori disse begreber er blevet behandlet og præciseret, navnlig inden for skattelovgivningen og antidumpinglovgivningen, gjort gældende, at selv om Harley Davidsons fremstilling i Thailand af motorcykler bestemt til EU primært havde til formål at undgå tillægstolden, skulle det undersøges, om ikke der fandtes et andet legitimt kommercielt formål med flytningen, hvilket Kommissionen ikke gjorde. Sagsøgerne har endvidere ved en analogislutning anført, at Domstolen gentagne gange har bekræftet, at en erhvervsdrivende på EU-markedet har en stor grad af frihed og f.eks. har ret til at strukturere sin virksomhed på en sådan måde, at dens skattemæssige forpligtelser begrænses.

51      Sagsøgerne er således af den opfattelse, at den måde, hvorpå Kommissionen anvendte artikel 33 i den delegerede retsakt til toldkodeksen, ændrede kriteriet om økonomisk berettigelse og lavede et oprindeligt objektivt kriterium om til et subjektivt kriterium. Ifølge sagsøgerne har Kommissionens fortolkning ændret formålet med toldkodeksens artikel 60, stk. 2, med den konsekvens, at oprindelsen ikke længere skal fastslås på grundlag af objektive elementer, nemlig transaktionens art, men på grundlag af subjektive elementer, nemlig producentens ræsonnement eller motiver. Vurderingen af »formålet« med en flytning bør imidlertid bygge på en objektiv analyse af elementerne og af den sammenhæng, hvori selve transaktionen indgår, hvilken analyse Kommissionen ikke foretog.

52      Kommissionen har bestridt denne argumentation.

53      I den foreliggende sag skal det efterprøves, om Kommissionen begik en retlig fejl ved vedtagelsen af den anfægtede afgørelse på grundlag af artikel 33 i den delegerede retsakt til toldkodeksen, idet den fandt, at flytningen til Thailand af fremstillingen af visse kategorier af Harley Davidson-motorcykler bestemt til EU-markedet ikke kunne anses for »økonomisk berettiget«, eftersom den efter denne institutions opfattelse havde til formål at undgå Unionens handelspolitiske foranstaltninger, der fra 2018 var blevet iværksat over for produkter med oprindelse i USA.

54      I denne henseende bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at der ved fortolkningen af EU-retlige bestemmelser ikke blot skal tages hensyn til disses ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori de indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som de udgør en del af. En EU-retlig bestemmelses tilblivelse kan ligeledes give relevante elementer med henblik på dens fortolkning (jf. dom af 2.9.2021, CRCAM, C-337/20, EU:C:2021:671, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

55      I henhold til toldkodeksens artikel 60, stk. 2, gælder det (jf. denne doms præmis 7), at for at et land eller område skal kunne anses for at være varernes oprindelsessted med henblik på anvendelsen af EU-foranstaltningerne vedrørende de importerede varers oprindelse, skal navnlig den sidste væsentlige bearbejdning eller forarbejdning have fundet sted på dette sted, og den skal være »økonomisk berettige[t]«.

56      I artikel 33 i den delegerede retsakt til toldkodeksen med overskriften »Bearbejdning eller forarbejdning, som ikke er økonomisk berettiget« præciseres det i stk. 1, at »[e]nhver bearbejdning eller forarbejdning, som gennemføres i et andet land eller territorium, anses for ikke at være økonomisk berettiget, hvis det på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger fastslås, at formålet med behandlingen har været at undgå anvendelsen af [EU-]foranstaltninger« vedrørende varernes oprindelse.

57      Det følger således for det første af ordlyden af artikel 33 i den delegerede retsakt til toldkodeksen, navnlig af anvendelsen af udtrykket »anses for« i nævnte artikel, at Kommissionen og EU-toldmyndighederne under visse omstændigheder, nemlig når formålet med en given behandling har været at undgå anvendelsen af de foranstaltninger, der er omhandlet i toldkodeksens artikel 59, må fastslå, at betingelsen om økonomisk berettigelse ikke kan være opfyldt.

58      Hvad for det andet netop angår anvendelsen af udtrykket »formålet med behandlingen har været at undgå« i artikel 33 i den delegerede retsakt til toldkodeksen finder Retten, at anvendelsen af begrebet »formål« i ental i situationer, hvor en given flytning har haft flere formål, skal forstås som en henvisning til idéen om et »primært formål« eller »fremherskende« formål. Det er dermed muligt, at dette formål ikke er det eneste, men det skal være afgørende for valget af at flytte produktionen til et andet land eller område.

59      Det fremgår af artikel 33 i den delegerede retsakt til toldkodeksen, og navnlig af henvisningen til de »foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 59« i toldkodeksen, sammenholdt med 21. betragtning til den delegerede retsakt til toldkodeksen og det konsoliderede udkast til delegeret retsakt fremlagt af Kommissionen forud for vedtagelsen af den delegerede retsakt til toldkodeksen, at artikel 33 i den delegerede retsakt til toldkodeksen finder anvendelse, når EU har vedtaget handelspolitiske foranstaltninger. Disse handelspolitiske foranstaltninger kan bestå i toldmæssige foranstaltninger som dem, der er vedtaget i den foreliggende sag, dvs. tillægstold på visse varer med oprindelse i USA indført ved forordning 2018/886 i henhold til artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 654/2014.

60      Artikel 33 i den delegerede retsakt til toldkodeksen har således til formål at sikre den fulde gennemførelse af EU-handelspolitiske foranstaltninger ved at forhindre, at de varer, der er omfattet af sådanne foranstaltninger, erhverver en ny oprindelsesstatus, når det primære eller fremherskende formål med en transaktion, såsom en flytning af produktionen til et andet land eller område, var at undgå anvendelsen af de nævnte foranstaltninger.

61      Endelig henviser anvendelsen af udtrykket »på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger« i artikel 33 i den delegerede retsakt til toldkodeksen til de faktiske oplysninger, som den myndighed, der har til opgave at kontrollere, om formålet med en flytning har været at undgå anvendelsen af EU-foranstaltninger vedrørende varernes oprindelse, råder over.

62      Det følger af det ovenstående, at artikel 33 i den delegerede retsakt til toldkodeksen skal fortolkes således, at hvis det på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger viser sig, at det primære eller fremherskende formål med en flytning har været at undgå anvendelsen af EU-handelspolitiske foranstaltninger, må denne transaktion anses for principielt ikke at kunne være økonomisk berettiget.

63      Det påhviler derfor den pågældende erhvervsdrivende at føre bevis for, at det primære eller fremherskende formål med en flytning ikke på det tidspunkt, hvor beslutningen herom blev truffet, var at undgå anvendelsen af EU-handelspolitiske foranstaltninger. Et sådant bevis adskiller sig fra en efterfølgende søgen efter flytningens økonomiske berettigelse eller økonomiske rationalitet. Hvis beviset for, at det primære eller fremherskende formål med en flytning ikke var at undgå anvendelsen af handelspolitiske foranstaltninger, kunne føres ved den blotte påvisning af, at der forelå en økonomisk berettigelse, ville dette fratage artikel 33 i den delegerede retsakt til toldkodeksen enhver effektiv virkning.

64      I den foreliggende sag fremgår det af sagsakterne, at de foreliggende faktiske oplysninger som omhandlet i artikel 33 i den delegerede retsakt til toldkodeksen er de oplysninger, som Harley Davidson anførte i 8-K-formularen, som er gengivet i denne doms præmis 26, og de oplysninger, som sagsøgerne forelagde de belgiske toldmyndigheder til støtte for deres anmodninger om BOO-afgørelser.

65      Hvad angår de oplysninger, der blev forelagt de belgiske toldmyndigheder, har sagsøgerne anført, at de i efteråret 2018 fremlagde en sammenfatning af de forskellige grunde til, at produktionen i Thailand efter deres opfattelse var »økonomisk berettiget«, som de den 26. marts 2019, dvs. ni måneder efter offentliggørelsen af 8-K-formularen, supplerede med yderligere forklaringer.

66      Det fremgår af analysen af disse dokumenter, der er fremlagt som bilag i nærværende sag, at de blev udarbejdet af sagsøgerne i forbindelse med deres skriftveksling med de belgiske toldmyndigheder med henblik på at opnå BOO-afgørelser, der anerkendte, at de af Harley Davidson fremstillede motorcykler, som var bestemt til EU-markedet, havde thailandsk oprindelse. Denne skriftveksling startede i september 2018, dvs. flere måneder efter offentliggørelsen af 8-K-formularen, hvori den omhandlede flytning var blevet offentliggjort. Disse dokumenter, som hverken blev udfærdiget før eller samtidig med 8-K-formularen, og som er udarbejdet med det ene formål at få de belgiske toldmyndigheder til at anerkende, at de af Harley Davidson fremstillede motorcykler havde thailandsk oprindelse, gør det ikke muligt at drage afgørende konklusioner med hensyn til, om der faktisk forelå en beslutning om at flytte fremstillingen af motorcykler bestemt til EU-markedet til Thailand forud for indførelsen af tillægstolden (jf. denne doms præmis 21), som var baseret på et fuldkomment rationelt økonomisk ræsonnement, der var uafhængigt af indførelsen af den nævnte tillægstold.

67      Det følger heraf, at det på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger, dvs. Harley Davidsons egne oplysninger i 8-K-formularen, er for at »imødegå de betydelige omkostninger, der er forbundet med [den] toldbyrde[, som indførelsen af tillægstold medfører,] på lang sigt[, at] Harley Davidson [har iværksat] en plan, der har til formål at flytte produktionen af motorcykler bestemt til [EU] fra USA til selskabets internationale faciliteter«. Det fremgår således af 8-K-formularen, at indførelsen af tillægstolden var den udløsende faktor bag offentliggørelsen af den omhandlede beslutning om at flytte. Sagsøgerne har i øvrigt i retsmødet som svar på et spørgsmål fra Retten erkendt, at den nævnte tillægstolds ikrafttræden havde »fremskyndet« beslutningen om at flytte produktionen bestemt til EU-markedet til Thailand.

68      Desuden har sagsøgerne hverken i oplysningerne fra deres skriftveksling med de belgiske toldmyndigheder, i de skriftlige indlæg, der er indgivet i forbindelse med den foreliggende sag, eller i deres svar på Rettens spørgsmål i retsmødet kunnet godtgøre, at beslutningen om at flytte produktionen af Harley Davidson-motorcykler bestemt til EU-markedet til Thailand blev truffet forud for ikrafttrædelsen af forordning 2018/886 eller indgik i en global strategi, der specifikt havde til formål at reducere produktionsomkostningerne for motorcykler bestemt til EU-markedet ved at flytte denne produktion til Asien. Sagsøgerne har allerhøjst fremsat vage og abstrakte argumenter om, at Harley Davidson igennem flere år har fulgt en strategi, der har til formål at øge virksomhedens kommercielle tilstedeværelse uden for USA, idet de har underbygget disse argumenter med dokumenter adresseret til SEC, hvoraf det alene uden nærmere præciseringer fremgår, at den internationale vækst i det væsentlige var en del af virksomhedens langsigtede globale strategi.

69      Sagsøgerne har ikke fremlagt dokumenter, såsom kopier af beslutninger truffet af Harley Davidsons bestyrelse, der godtgør, at den specifikke beslutning om at flytte produktionen af motorcykler bestemt til EU-markedet til Thailand blev truffet forud for indførelsen af den omhandlede tillægstold. Tværtimod fremgår det af et af de dokumenter, som sagsøgerne har fremlagt, som er nævnt i denne doms præmis 68, og som er dateret den 28. februar 2019 og adresseret til SEC, at produktionen af motorcykler på fabrikken i Thailand først begyndte i 2018, og at denne produktion i hvert fald indtil den 31. december 2018 udelukkende var bestemt til visse asiatiske markeder og ikke til EU-markedet.

70      Det kan under alle omstændigheder blot konstateres, at Harley Davidson, idet selskabet i 8-K-formularen alene angav, at det ved at flytte produktionen ønskede at »undgå den toldbyrde«, der skyldtes tillægstoldens ikrafttræden, havde som primært eller fremherskende formål at undgå anvendelsen af disse handelspolitiske foranstaltninger. Det fremgår klart af 8-K-formularens genstand og indhold, at denne, som er dateret den 25. juni 2018, blev offentliggjort som en umiddelbar reaktion på offentliggørelsen af forordning 2018/886, blot fem dage efter denne offentliggørelse og tre dage efter dens ikrafttræden. Retten konstaterer, at der er et tidsmæssigt sammenfald mellem ikrafttrædelsen af forordning 2018/886 og offentliggørelsen af den omhandlede flytning. Et sådant tidsmæssigt sammenfald kan ifølge retspraksis begrunde en formodning om, at en flytning udelukkende har til formål at undgå anvendelsen af handelspolitiske foranstaltninger (jf. i denne retning dom af 13.12.1989, Brother International, C-26/88, EU:C:1989:637, præmis 29).

71      Det fremgår ligeledes af retspraksis, at når der er et sådant tidsmæssigt sammenfald, må den pågældende erhvervsdrivende godtgøre en anden begrundelse for at flytte fremstillingen til det land, hvortil produktionen er blevet flyttet, end ønsket om at omgå følgerne af gældende forskrifter (jf. i denne retning dom af 13.12.1989, Brother International, C-26/88, EU:C:1989:637, præmis 29). Som anført i denne doms præmis 65-68 har sagsøgerne imidlertid ikke været i stand til at godtgøre, at der forud for eller samtidig med offentliggørelsen af beslutningen om at flytte produktionen til Thailand forelå saglige grunde, som kunne bekræfte det anførte om, at der kunne have været en anden begrundelse for denne flytning end ønsket om at omgå følgerne af indførelsen af tillægstolden.

72      Det fremgår således, at indførelsen af tillægstolden var den udløsende faktor bag den omhandlede beslutning om at flytte, hvilket påvises ved offentliggørelsen af 8-K-formularen, og at denne beslutning, henset til sammenhængen, i det mindste primært eller i fremherskende grad udsprang af et ønske om at undgå den økonomiske byrde, der var forbundet med denne told.

73      Det følger heraf, at Kommissionen ikke begik en fejl ved at konkludere, at det primære formål med denne flytning var at undgå den handelspolitiske foranstaltning, som tillægstolden udgjorde.

74      Følgelig er hele sagsøgernes argumentation vedrørende den omhandlede flytnings økonomiske berettigelse uvirksom, for så vidt som det ikke var Kommissionens opgave at søge efter en sådan begrundelse i den foreliggende sag. Det samme gælder sagsøgernes argumentation vedrørende den reelle og væsentlige karakter af produktionsaktiviteterne i Thailand.

75      Hvad angår sagsøgernes argument om, at Kommissionen har ændret et oprindeligt objektivt kriterium til et subjektivt kriterium, er det tilstrækkeligt at bemærke, at konstateringen i den anfægtede afgørelse af, at produktionen i det mindste primært var blevet flyttet til Thailand for at undgå anvendelsen af Unionens handelspolitiske foranstaltninger, er en konstatering, der er baseret på objektive beviser. I denne henseende var Kommissionen i forbindelse med sin undersøgelse af Harley Davidsons adfærd med henblik på at påvise en eventuel omgåelse af de nævnte handelspolitiske foranstaltninger nemlig forpligtet til at støtte sig på alle relevante foreliggende faktiske oplysninger. I denne sammenhæng har Kommissionen kunnet foranlediges til at vurdere denne virksomheds strategi. I denne forbindelse var Kommissionen berettiget til at henvise til subjektive faktorer, nemlig de motiver, der lå til grund for den pågældende strategi, for så vidt som disse faktorer klart, utvetydigt og objektivt fremgik af 8-K-formularen. I modsætning til det af sagsøgerne anførte kunne det forhold, at der var et ønske om at omgå de omhandlede handelspolitiske foranstaltninger, således udgøre en af de objektive faktiske omstændigheder, der kunne tages i betragtning ved afgørelsen af, om der forelå en sådan omgåelse.

76      Det følger af det ovenstående, at det tredje anbringende må forkastes.

2.      Det fjerde anbringende om, at artikel 33 i den delegerede retsakt til toldkodeksen er ulovlig

77      Inden for rammerne af det fjerde anbringende har sagsøgerne gjort gældende, at artikel 33 i den delegerede retsakt til toldkodeksen er ulovlig, for så vidt som den går ud over rammerne for en lovgivning, der i henhold til artikel 290 TEUF kan vedtages ved en delegeret retsakt, og idet den tilsidesætter retssikkerhedsprincippet og proportionalitetsprincippet.

a)      Det fjerde anbringendes første led om en tilsidesættelse af artikel 290 TEUF

78      Sagsøgerne har gjort gældende, at uanset hvilken fortolkning der skal anlægges af artikel 33 i den delegerede retsakt til toldkodeksen, overskrider denne bestemmelse grænserne for lovgivning i henhold til delegation. I denne henseende har de i det væsentlige gjort gældende, at kriteriet om »økonomisk berettigelse« ikke kan anses for et kriterium, der præciserer, hvorledes en materiel bestemmelse skal anvendes, men at der derimod er tale om en grundlæggende regel for fastsættelse af oprindelse. Reglen i artikel 33 i den delegerede retsakt til toldkodeksen burde som sådan være at finde i den primære ret sammen med toldkodeksens artikel 60, stk. 2, som indeholder hovedreglen for fastsættelse af oprindelsen for varer, der bearbejdes i mere end ét land.

79      Kommissionen har bestridt denne argumentation.

80      Den mulighed for at delegere beføjelser, der er fastsat i artikel 290 TEUF, tilsigter at gøre det muligt for lovgiver at koncentrere sig om en lovgivnings væsentlige elementer samt om ikkevæsentlige elementer, som den anser det for hensigtsmæssigt at lovgive om, samtidig med, at den betror Kommissionen den opgave at »supplere« visse ikkevæsentlige elementer i den vedtagne lovgivningsmæssige retsakt eller at »ændre« sådanne elementer inden for rammerne af den beføjelse, der er blevet tillagt Kommissionen (jf. dom af 11.5.2017, Dyson mod Kommissionen, C-44/16 P, EU:C:2017:357, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis).

81      Heraf følger, at de væsentlige regler på det omhandlede område skal vedtages i den grundlæggende retsforskrift og ikke kan gøres til genstand for en delegation (jf. dom af 11.5.2017, Dyson mod Kommissionen, C-44/16 P, EU:C:2017:357, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).

82      Det fremgår af retspraksis, at de væsentlige elementer i en grundlæggende retsforskrift er dem, hvis vedtagelse kræver et politisk valg, som det hører under EU-lovgivers egen kompetence at træffe (jf. dom af 11.5.2017, Dyson mod Kommissionen, C-44/16 P, EU:C:2017:357, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).

83      Identificeringen af de elementer på et område, der skal kvalificeres som væsentlige, skal baseres på objektive forhold, som gør det muligt at foretage en domstolsprøvelse, og kræver, at det pågældende områdes kendetegn og særtræk tages i betragtning (jf. dom af 11.5.2017, Dyson mod Kommissionen, C-44/16 P, EU:C:2017:357, præmis 62 og den deri nævnte retspraksis).

84      I den foreliggende sag fastsætter toldkodeksens artikel 60 regler for fastsættelse af varers ikkepræferenceoprindelse, hvilke regler varierer alt efter, om varerne er fremstillet i et enkelt land eller område, eller om der ved deres fremstilling er involveret mere end ét land eller område. Disse to kategorier af regler er fastsat i henholdsvis stk. 1 og stk. 2 i denne artikel 60.

85      Den foreliggende sag vedrører udelukkende den anden kategori af regler.

86      Desuden vedtog Kommissionen hvad angår denne anden kategori af regler artikel 33 i den delegerede retsakt til toldkodeksen i henhold til de beføjelser, der er fastsat i toldkodeksens artikel 62, sammenholdt med toldkodeksens artikel 284. Denne artikel 62 tillægger således denne institution beføjelser til at vedtage delegerede retsakter med henblik på i det væsentlige at fastsætte reglerne for gennemførelse af de betingelser, der er fastsat i toldkodeksens artikel 60, stk. 2.

87      Henset til toldkodeksens generelle opbygning følger det heraf, at betingelsen om økonomisk berettigelse, som undersøges i den foreliggende sag, er fastsat i selve toldkodeksen og blot udgør en af de betingelser, der er fastsat i en af reglerne om erhvervelse af ikkepræferenceoprindelsesstatus.

88      Hvad i denne sammenhæng angår rækkevidden af den delegation, som Kommissionen indrømmes ved toldkodeksens artikel 62, hvorved Kommissionen tillægges beføjelser til at »fastsætte« regler, bemyndiger denne bestemmelse Kommissionen til at »supplere« toldkodeksen som omhandlet i artikel 290 TEUF. Selv om Kommissionen således ikke i henhold til denne artikel er bemyndiget til at ændre elementer, som allerede er fastsat i toldkodeksen, er den derimod bemyndiget til at supplere toldkodeksen ved at udvikle elementer, som ikke er blevet fastlagt af lovgiver, idet den fortsat er forpligtet til at overholde toldkodeksens bestemmelser.

89      Hvis det antages, at reglerne om fastsættelse af oprindelse udgør væsentlige elementer i toldkodeksen, har artikel 33 i den delegerede retsakt til toldkodeksen således alene til formål at supplere toldkodeksens artikel 60 med en række præciseringer. Det kan derfor ikke antages, at denne artikel 33 overskrider grænserne for den delegation, som Kommissionen er blevet meddelt ved toldkodeksens artikel 62, eller at den ændrer en væsentlig regel i toldkodeksen.

90      For så vidt som artikel 33 i den delegerede retsakt til toldkodeksen, således som det fremgår af 21. betragtning til den delegerede retsakt til toldkodeksen, udelukkende har til formål at sikre den effektive anvendelse af handelspolitiske foranstaltninger, der er indført i henhold til andre EU-retlige bestemmelser, skal det endvidere fastslås, at vedtagelsen af denne artikel ikke som sådan har krævet et politisk valg, som det hører under EU-lovgivers egen kompetence at træffe.

91      Det følger af det ovenstående, at det fjerde anbringendes første led må forkastes.

b)      Det fjerde anbringendes andet led om en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og proportionalitetsprincippet

92      Sagsøgerne har gjort gældende, at indførelsen af en så væsentlig ændring af det retlige kriterium om »økonomisk berettigelse« ved en delegeret retsakt er uforenelig med de generelle principper i EU-retten, navnlig retssikkerhedsprincippet og proportionalitetsprincippet.

93      Sagsøgerne har i denne forbindelse anført, at Kommissionen ved at antage, at der i artikel 33 i den delegerede retsakt til toldkodeksen er en række grunde, der kan tages i betragtning ved vurderingen af en flytnings økonomiske berettigelse, har indført en form for subjektivitet i dette kriterium, der er uforenelig med grundforordningens objektive karakter. De har ligeledes hævdet, at Kommissionen ikke havde nogen grund til at udvide og ændre kriteriet, således som det var fastlagt i den primære ret eller i retspraksis.

94      Kommissionen har tilbagevist disse argumenter.

95      Retten bemærker, at sagsøgernes argumentation hviler på den antagelse, at det følger af artikel 33 i den delegerede retsakt til toldkodeksen, at der kan tages hensyn til en række grunde ved afgørelsen af, om der foreligger en »økonomisk berettigelse«, og at vurderingen af disse forskellige grundes respektive betydning alene henhører under Kommissionens skønsbeføjelse. Denne antagelse bygger imidlertid på en fejlagtig fortolkning af artikel 33 i den delegerede retsakt til toldkodeksen.

96      Som det er blevet fastslået i denne doms præmis 54-63, bestemmer artikel 33 i den delegerede retsakt til toldkodeksen nemlig, at det er tilstrækkeligt, at »formålet«, dvs. det primære eller fremherskende formål, er at undgå anvendelsen af EU-handelspolitiske foranstaltninger, for at det kan antages, at denne flytning ikke er økonomisk berettiget som omhandlet i de gældende bestemmelser.

97      Det skal følgelig fastslås, at artikel 33 i den delegerede retsakt til toldkodeksen i modsætning til det, som sagsøgerne har gjort gældende, ikke foreskriver en afvejning af eller hensyntagen til en »række grunde« med henblik på at afgøre, om der foreligger en »økonomisk berettigelse«, men alene fastsætter, at en sådan berettigelse principielt ikke kan foreligge, når der findes en strategi, der primært har til formål at undgå anvendelsen af EU-handelspolitiske foranstaltninger.

98      Det følger heraf, at sagsøgernes argumentation må forkastes.

99      Det følger af det ovenstående, at det fjerde anbringendes andet led og dermed det fjerde anbringende i sin helhed må forkastes.

3.      Det første anbringende om en tilsidesættelse af begrundelsespligten og af den rådgivningsprocedure, der gik forud for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse

100    Inden for rammerne af det første anbringende har sagsøgerne gjort gældende dels, at Kommissionen har tilsidesat væsentlige formforskrifter, idet den anfægtede afgørelse ikke indeholder en begrundelse eller indeholder en utilstrækkelig begrundelse, dels at Kommissionen ikke har overholdt den rådgivningsprocedure, der gik forud for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.

a)      Det første anbringendes første led om en tilsidesættelse af begrundelsespligten

101    Sagsøgerne har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse hverken har oplyst dem om, hvad Kommissionen mener om samleprocesserne i Thailand, eller om, hvad Kommissionen mener om de grunde, der har foranlediget Harley Davidson til at fremstille sine produkter i Thailand, eller om, hvorledes Kommissionen har anvendt kriteriet om økonomisk berettigelse, således at Retten ikke er i stand til at udøve sin kontrol.

102    Sagsøgerne har ligeledes anført, at den anfægtede afgørelse ikke indeholder nogen forklaring på, hvorfor Kommissionens holdning er forskellig fra de belgiske toldmyndigheders, og at ræsonnementet i syvende betragtning til afgørelsen blot udgør en kategorisk erklæring. De har i denne forbindelse gjort gældende, at det i betragtning af områdets tekniske karakter og de betydelige investeringer, der står på spil, og eftersom den anfægtede afgørelse er af hidtil uset karakter, er særlig vigtigt, at ræsonnementet fremstilles klart.

103    Kommissionen har tilbagevist disse argumenter.

104    Det fremgår af fast retspraksis, at begrundelsespligtens omfang afhænger af karakteren af og baggrunden for den pågældende retsakt. Begrundelsen skal klart og utvetydigt angive de betragtninger, som institutionen har lagt til grund, således dels, at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning med henblik på at kunne forsvare deres rettigheder og kontrollere, om afgørelsen er begrundet, dels at Unionens retsinstanser kan udøve deres prøvelsesret. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en retsakts begrundelse opfylder kravene efter artikel 296 TEUF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område. Især er Kommissionen ikke forpligtet til at tage stilling til alle de argumenter, som de berørte har fremført for den, men behøver kun at redegøre for de faktiske omstændigheder og retlige betragtninger, der har været afgørende med henblik på afgørelsens opbygning (jf. dom af 12.5.2011, Région Nord-Pas-de-Calais og Communauté d’agglomération du Douaisis mod Kommissionen, T-267/08 og T-279/08, EU:T:2011:209, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

105    I den foreliggende sag angav Kommissionen i den anfægtede afgørelse og i de vendinger, der er gengivet i denne doms præmis 37, grunden til, at visse kategorier af motorcykler fremstillet af Harley Davidson og importeret til EU fra Thailand ikke kunne anses for at have oprindelse i dette land, nemlig den omstændighed, at denne fremstilling i Thailand ikke var økonomisk berettiget, idet den primært havde til formål at undgå EU-handelspolitiske foranstaltninger, der fra 2018 var blevet iværksat over for produkter med oprindelse i USA.

106    Endvidere foreholdt Kommissionen i niende betragtning til den anfægtede afgørelse de belgiske toldmyndigheder, at de ikke havde anvendt artikel 33 i den delegerede retsakt til toldkodeksen korrekt, eftersom de i de to BOO-afgørelser havde anset Thailand for at være oprindelsessted for de omhandlede motorcykler.

107    Den anfægtede afgørelse indeholder således en tilstrækkelig begrundelse i denne henseende, idet den nævner grundene til, at Kommissionen fandt, at de belgiske toldmyndigheder havde vedtaget BOO-afgørelser, som ikke var i overensstemmelse med Unionens toldlovgivning.

108    Det kan endvidere bemærkes, at visse af sagsøgernes argumenter, der er nævnt i denne doms præmis 102, falder sammen med kritikken af den anfægtede afgørelses materielle indhold. Begrundelsespligten udgør imidlertid et væsentligt formkrav, som bør adskilles fra begrundelsens materielle indhold. En afgørelses begrundelse består i formelt at udtrykke de grunde, som afgørelsen er baseret på. Hvis disse grunde er behæftet med fejl, vil afgørelsens grundlags lovlighed være behæftet med fejl, men det vil dennes begrundelse ikke, idet denne kan være tilstrækkelig, selv om den er udtryk for fejlagtige grunde (jf. dom af 10.7.2008, Bertelsmann og Sony Corporation of America mod Impala, C-413/06 P, EU:C:2008:392, præmis 181 og den deri nævnte retspraksis).

109    Det følger heraf, at det første anbringendes første led må forkastes.

b)      Det første anbringendes andet led om manglende overholdelse af den rådgivningsprocedure, der gik forud for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse

110    Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen var forpligtet til at høre det kompetente rådgivende udvalg, inden den vedtog den anfægtede afgørelse, og at den blotte høring af udvalget ved en skriftlig procedure i den foreliggende sag var utilstrækkelig, og dette så meget desto mere som Kommissionen ikke fremlagde nogen faktiske eller retlige kontekstuelle elementer med henblik på at give udvalgets medlemmer mulighed for at danne sig en holdning. Ifølge sagsøgerne burde den omstændighed, at fire medlemsstater i forbindelse med den skriftlige høring havde givet sig til kende og gjort indsigelse mod udkastet til den anfægtede afgørelse, desuden have fået Kommissionen til at »tage størst muligt hensyn« til disse bemærkninger som omhandlet i artikel 4, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT 2011, L 55, s. 13).

111    Kommissionen har bestridt disse argumenter.

112    Det fremgår af toldkodeksens artikel 285, at Toldkodeksudvalget er et udvalg som omhandlet i forordning nr. 182/2011. Det følger desuden af toldkodeksens artikel 37, stk. 2, andet og tredje afsnit, sammenholdt med kodeksens artikel 285, stk. 2 og 6, at afgørelser såsom den anfægtede afgørelse, hvori medlemsstater anmodes om at tilbagekalde BOO-afgørelser, vedtages efter rådgivningsproceduren i artikel 4 i forordning nr. 182/2011.

113    Artikel 4 i forordning nr. 182/2011 med overskriften »Rådgivningsprocedure« bestemmer:

»1.      Når rådgivningsproceduren finder anvendelse, afgiver udvalget udtalelse, om nødvendigt ved afstemning. Hvis udvalget stemmer, afgives udtalelsen med simpelt flertal blandt udvalgets medlemmer.

2.      Kommissionen træffer afgørelse om det udkast til retsakt, der skal vedtages, idet der tages størst muligt hensyn til konklusionerne af udvalgets drøftelser og udvalgets udtalelse.«

114    Hvad angår klagepunktet om anvendelse af en skriftlig procedure i den foreliggende sag er der ingen bestemmelser i forordning nr. 182/2011, der forbyder Kommissionen at gennemføre en rådgivningsprocedure efter denne særlige fremgangsmåde. Tværtimod er det udtrykkeligt fastsat i artikel 3, stk. 5, i forordning nr. 182/2011, at et udvalgs udtalelse inden for rammerne af en rådgivningsprocedure kan indhentes efter en skriftlig procedure.

115    Hvad angår det klagepunkt, hvorefter det rådgivende udvalg ikke fik forelagt tilstrækkelige faktiske og retlige oplysninger, da det undersøgte udkastet til den anfægtede afgørelse, bemærkes, at sagsøgerne ikke har underbygget dette klagepunkt, og at medlemsstaterne, der som de første er berørt heraf, under alle omstændigheder ikke har fremsat nogen kritik af dette punkt, således at der ikke foreligger oplysninger, der gør det muligt at konkludere, at delegationerne ikke kunne vedtage deres holdninger med fuldt kendskab til sagen. Dette klagepunkt må derfor forkastes.

116    Hvad angår hensyntagen til de bemærkninger, som de medlemsstater, der havde givet sig til kende og gjort indsigelse mod udkastet til afgørelse, fremsatte, bemærkes, at kravet i artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 182/2011 ikke er bindende. Kommissionen, der fortsat har en skønsmargen, er således hverken bundet af udvalgets udtalelse eller a fortiori af de afvigende mindretalsudtalelser, som visse af dets medlemmer giver udtryk for.

117    Formuleringen »idet der tages størst muligt hensyn« i artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 182/2011 fremhæver nemlig den ikkebindende karakter af konklusionerne af udvalgets drøftelser, herunder de holdninger, som blot nogle af udvalgets medlemmer giver udtryk for, og udvalgets endelige udtalelse. Hvis sådanne konklusioner eller holdninger var bindende, ville det ikke være tilstrækkeligt, at Kommissionen tog størst muligt hensyn til dem, og det ville indebære risiko for at forvanske ordlyden af og formålet med artikel 4 i forordning nr. 182/2011, og Kommissionen ville være forpligtet til at handle i overensstemmelse hermed (jf. i denne retning og analogt kendelse af 9.7.2019, VodafoneZiggo Group mod Kommissionen, T-660/18, EU:T:2019:546, præmis 44). Denne konstatering understøttes af en sammenligning med undersøgelsesproceduren i denne forordnings artikel 5, idet sidstnævnte procedure, således som det fremgår af 11. betragtning til forordningen, skal gøre det muligt at sikre, at Kommissionen ikke kan vedtage gennemførelsesretsakter, der ikke er i overensstemmelse med det kompetente udvalgs udtalelse. Dette betyder, at det kompetente udvalgs udtalelse ikke er bindende for Kommissionen, hvis det som i den foreliggende sag er rådgivningsproceduren, der finder anvendelse.

118    Som sagsøgerne med rette har anført, er det imidlertid allerede anerkendt i retspraksis, at forpligtelsen til at »tage størst muligt hensyn« indebærer en begrundelsespligt, således at Kommissionen skal kunne forklare afvigelser mellem konklusionerne af udvalgets drøftelser og den afgivne udtalelse (jf. i denne retning og analogt kendelse af 9.7.2019, VodafoneZiggo Group mod Kommissionen, T-660/18, EU:T:2019:546, præmis 47).

119    Det skal i denne forbindelse bemærkes, at den anfægtede afgørelse blev vedtaget efter den administrative procedure, der er beskrevet i denne doms præmis 34 og 35. Kommissionen forelagde navnlig udkastet til den anfægtede afgørelse for delegationerne i det udvalg, der fik sagen forelagt den 5. marts 2021, og fire medlemsstater fremsatte bemærkninger og gjorde indsigelse mod Kommissionens holdning i dette udkast.

120    Det fremgår af den sammenfattende note, som Kommissionen sendte til Toldkodeksudvalget, afdelingen for »Oprindelse«, den 29. marts 2021 (jf. denne doms præmis 34), at 23 medlemsstater ikke havde taget stilling til udkastet til den anfægtede afgørelse. Et stort flertal af delegationerne havde således stiltiende tiltrådt det nævnte udkast til den anfægtede afgørelse i henhold til artikel 3, stk. 5, i forordning nr. 182/2011, således at udvalgets udtalelse om udkastet til den anfægtede afgørelse kunne anses for en positiv udtalelse, med hensyn til hvilken Kommissionen således ikke skulle forklare afvigelser.

121    Det fremgår af referatet fra mødet i Toldekspertgruppens afdeling vedrørende »Oprindelse« af 20. april 2021, at af de fire delegationer, der havde gjort indsigelse mod udkastet til den anfægtede afgørelse, havde mindst tre redegjort for præcise og detaljerede betænkeligheder.

122    Disse delegationer havde navnlig forbehold med hensyn til spørgsmålet om den manglende undersøgelse i udkastet til den anfægtede afgørelse af flytningens globale økonomiske rationalitet og spørgsmålet om, hvorvidt begrebet »formål« som omhandlet i artikel 33 i den delegerede retsakt til toldkodeksen skal forstås således, at det henviser til ét enkelt mål eller til udelukkende ét formål, og ikke således, at det blot henviser til et formål blandt flere andre.

123    Disse forbehold kan således være omfattet af begrebet »konklusionerne af udvalgets drøftelser« som omhandlet i artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 182/2011, til hvilke Kommissionen skulle tage »størst muligt hensyn« som omhandlet i samme bestemmelse.

124    Det fremgår imidlertid af syvende betragtning til den anfægtede afgørelse, at »[s]elv om flytningen af produktionen ikke nødvendigvis alene har til formål at omgå de handelspolitiske foranstaltninger, er betingelserne i artikel 33, stk. 1, i [den delegerede retsakt til toldkodeksen] opfyldt på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger«.

125    Kommissionen har herved implicit, men nødvendigvis besvaret spørgsmålet om, hvorvidt begrebet »formål« som omhandlet i artikel 33 i den delegerede retsakt til toldkodeksen skal forstås således, at det henviser til et formål blandt flere andre, idet den fandt, at dette formål således kunne bestå side om side med andre formål. Endvidere har den ligeledes implicit, men nødvendigvis med rette fastslået, at det, efter at den havde påvist, at det primære eller fremherskende formål med flytningen var at undgå anvendelsen af EU-handelspolitiske foranstaltninger, ikke var påkrævet at tage stilling til spørgsmålet om den omhandlede flytnings globale økonomiske rationalitet.

126    Det følger af det ovenstående, at det første anbringendes andet led og dermed det første anbringende i sin helhed må forkastes.

4.      Det andet anbringende om et åbenbart urigtigt skøn

127    Sagsøgerne har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er baseret på et åbenbart urigtigt skøn med hensyn til de relevante faktiske omstændigheder, idet Kommissionen ikke har taget hensyn til alle de kontekstuelle elementer, og eftersom 8-K-formularens sammenhæng, indhold og genstand ikke er blevet vurderet korrekt.

a)      Det andet anbringendes første led om den manglende analyse af alle relevante faktiske omstændigheder

128    Sagsøgerne har foreholdt Kommissionen, at den anlagde et åbenbart urigtigt skøn, for så vidt som den ikke undersøgte alle de relevante faktiske omstændigheder, herunder den dato, hvor Harley Davidsons beslutning om at flytte visse fremstillingsprocesser til Thailand var blevet truffet, de forretningsmæssige og økonomiske grunde, som lå til grund for denne beslutning, samt arten af de processer og aktiviteter, der blev udført i Thailand.

129    Kommissionen har bestridt denne argumentation.

130    Det bemærkes, at sagsøgernes argumentation vedrører spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen begik en retlig fejl ved anvendelsen af artikel 33 i den delegerede retsakt til toldkodeksen, idet den ikke undersøgte den omhandlede flytnings økonomiske berettigelse. Dette spørgsmål er imidlertid allerede blevet behandlet i forbindelse med analysen af det tredje anbringende.

131    Det fremgår i denne forbindelse af analysen i denne doms præmis 54-63, at for så vidt som Kommissionen på grundlag af de oplysninger, den havde til rådighed, med rette konstaterede, at det primære formål med at flytte produktionen af Harley Davidson-motorcykler, der var bestemt til EU-markedet, til Thailand var at undgå anvendelsen af de handelspolitiske foranstaltninger, der var blevet indført ved forordning 2018/886, kunne den med føje inden for rammerne af sin anvendelse af artikel 33 i den delegerede retsakt til toldkodeksen konkludere, at denne flytning ikke var økonomisk berettiget, uden at det var nødvendigt at undersøge de omstændigheder, der var forbundet med eventuelle andre formål med flytningen.

132    Det følger heraf, at det andet anbringendes første led må forkastes.

b)      Det andet anbringendes andet led om et åbenbart urigtig skøn med hensyn til 8-K-formularens sammenhæng, indhold og genstand

133    Sagsøgerne har foreholdt Kommissionen, at den ikke tog hensyn til den sammenhæng, hvori 8-K-formularen blev offentliggjort. Sagsøgerne har i denne forbindelse anført, at Kommissionen tillagde den formulering, hvorefter den omhandlede flytning skulle gøre det muligt at »undgå den toldbyrde«, der skyldtes tillægstolden, for stor betydning, skønt der var andre elementer, som berettigede denne flytning. Sagsøgerne er således af den opfattelse, at Kommissionen tillagde én enkelt erklæring en absolut bevisværdi uden at tage hensyn til den sammenhæng, hvori denne erklæring blev afgivet, eller det publikum, som den henvendte sig til og havde til formål at berolige, og så bort fra alle andre beviser. Endelig har sagsøgerne gjort gældende, at selv om en af de faktorer, der begrundede flytningen, var at undgå anvendelsen af tillægstolden, foretog Kommissionen ikke en afvejning af dette formål i forhold til andre formål, der blev forfulgt med den omhandlede flytning.

134    Kommissionen har tilbagevist disse argumenter.

135    Som det fremgår af de faktiske omstændigheder, der er redegjort for i denne doms præmis 24 og 25, forelagde Harley Davidson som følge af ikrafttrædelsen af forordning 2018/886 den 25. juni 2018 SEC 8-K-formularen med henblik på at underrette selskabets aktionærer om, at der fra den 22. juni 2018 var blevet lagt tillægstold på dets produkter, som blev importeret til EU fra USA. I denne formular meddelte Harley Davidson ligeledes, at selskabet havde til hensigt at flytte produktionen af visse motorcykler bestemt til EU’s marked fra USA til dets internationale faciliteter med henblik på at undgå de omhandlede EU-handelspolitiske foranstaltninger.

136    8-K-formularen indeholdt navnlig følgende formulering: »For at imødegå de betydelige omkostninger, der er forbundet med denne toldbyrde på lang sigt, vil Harley Davidson iværksætte en plan, der har til formål at flytte produktionen af motorcykler bestemt til [EU] fra USA til selskabets internationale faciliteter for at undgå toldbyrden.«

137    Det følger heraf, at mindst en af de faktorer, der begrundede den omhandlede flytning, var at undgå anvendelsen af tillægstolden, hvilket sagsøgerne ikke har bestridt. Det er endvidere fastslået i denne doms præmis 64-72, at dette ønske om at undgå anvendelsen af tillægstolden havde været det primære eller fremherskende formål med den omhandlede beslutning om at flytte.

138    Det kan derfor ikke foreholdes Kommissionen, at den anlagde et åbenbart urigtigt skøn, da den i den anfægtede afgørelse anførte, at det var »[e]fter offentliggørelsen af [de EU-]handelspolitiske foranstaltninger[, at Harley Davidson] ved hjælp af […] 8-K-formular[en] […], der blev forelagt [SEC] den 25. juni 2018, [meddelte] sin plan om at flytte produktionen af visse motorcykler bestemt til EU-markedet fra USA til sine internationale faciliteter i et andet land for at undgå [de EU-]handelspolitiske foranstaltninger«, idet den anførte, at »[…] flytningen af produktionen ikke nødvendigvis alene ha[vde] til formål at omgå de handelspolitiske foranstaltninger […]«.

139    Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen burde have taget hensyn til andre faktorer, såsom kontekstuelle elementer, 8-K-formularens genstand eller de øvrige formål, der blev forfulgt med den omhandlede flytning, skal det bemærkes, at dette spørgsmål drejer sig om, hvorvidt Kommissionen begik en retlig fejl ved fortolkningen af artikel 33 i den delegerede retsakt til toldkodeksen ved at basere sin konklusion på den konstatering, hvorefter det fremherskende formål med denne flytning var at undgå anvendelsen af tillægstolden, hvilket allerede er blevet undersøgt og forkastet i forbindelse med analysen af det tredje anbringende og dette anbringendes første led.

140    Det følger af det ovenstående, at det andet anbringendes andet led og dermed det andet anbringende i sin helhed må forkastes.

5.      Det femte anbringende om en tilsidesættelse af generelle principper i EU-retten og af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

141    Sagsøgerne har inden for rammerne af det femte anbringende gjort gældende, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, princippet om forbud mod forskelsbehandling og proportionalitetsprincippet samt retten til god forvaltning, friheden til at oprette og drive egen virksomhed og ejendomsretten.

a)      Det femte anbringendes første led om en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

142    Sagsøgerne har gjort gældende, at hverken den anfægtede afgørelse eller dens anvendelse og virkninger, navnlig i forhold til de belgiske myndigheder, var forudsigelig, hvilket fremgår af den omstændighed, at disse myndigheder tilbagekaldte de fem BOO-afgørelser, som sagsøgerne var blevet tildelt, og ikke kun de to BOO-afgørelser, der er angivet i den anfægtede afgørelse. De har endvidere anført, at den omstændighed, at Kommissionen ikke tilbagekaldte BOO-afgørelserne på det tidspunkt, hvor de blev vedtaget, udgør en adfærd, som skabte en berettiget forventning, og de har henvist til, at Domstolen tidligere har fastslået, at et tidsrum på to år mellem offentliggørelsen af en ukorrekt afgørelse og Kommissionens forsøg på at korrigere denne var urimelig. Derudover har de henvist til, at det fremgår af Kommissionens vejledning om bindende oprindelsesoplysninger, at tilbagekaldelsen af en BOO-afgørelse er underlagt betingelserne i toldkodeksens artikel 22, stk. 6, vedrørende retten til at blive hørt, således at de med rette kunne forvente, at Kommissionen ville kontakte dem inden for rammerne af den procedure, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse. Endelig har sagsøgerne anført, at der ikke forelå tvingende offentlige interesser, som skulle have forrang i forhold til deres private interesser.

143    Kommissionen har bestridt denne argumentation.

144    BOO-afgørelser, som vedtages i henhold til toldkodeksens artikel 33, er afgørelser, hvorved nationale toldmyndigheder som svar på anmodninger fra importører, som ønsker at opnå sikkerhed med hensyn til fortolkningen af reglerne om fastlæggelse af oprindelsen for en importeret vare, attesterer den geografiske oprindelse for visse produkter, der importeres til EU. De bindende oprindelsesoplysninger har til formål at give den erhvervsdrivende fuld sikkerhed, når der er tvivl om den geografiske oprindelse for en vare, der importeres til EU, og derved i et givet tidsrum sikre den pågældende mod, at de nationale toldmyndigheder efterfølgende ændrer opfattelse (jf. i denne retning og analogt dom af 29.1.1998, Lopex Export, C-315/96, EU:C:1998:31, præmis 28). En sådan oplysning har imidlertid ikke til formål og kan ikke have den virkning definitivt at garantere den erhvervsdrivende, at den geografiske oprindelse, som oplysningen henviser til, ikke efterfølgende ændres, bl.a. som følge af, at den opnåede BOO-afgørelse efter anmodning fra Kommissionen tilbagekaldes af den grund, der er fastsat i toldkodeksens artikel 34, stk. 11, nemlig nødvendigheden af at sikre en korrekt af varers oprindelse.

145    Domstolen har desuden allerede fastslået, at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning ikke kan påberåbes over for en præcis bestemmelse i en EU-retsakt, således at den omstændighed, at en national myndighed, der anvender EU-retten, har handlet i strid hermed, ikke kan skabe en berettiget forventning hos en erhvervsdrivende om en behandling, der strider mod EU-retten (jf. i denne retning dom af 7.4.2011, Sony Supply Chain Solutions (Europe), C-153/10, EU:C:2011:224, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

146    I den foreliggende sag fremgår det imidlertid af analysen af det tredje anbringende, at artikel 33 i den delegerede retsakt til toldkodeksen tilstrækkelig præcist regulerer betingelsen om, at bearbejdningen eller forarbejdningen skal være økonomisk berettiget. Det fremgår desuden af ordlyden af toldkodeksens artikel 60, stk. 2, at denne bestemmelse tilstrækkelig præcist regulerer de øvrige betingelser, der skal overholdes ved fastsættelse af oprindelsen for en vare, der importeres til EU.

147    Det følger heraf, at de belgiske toldmyndigheder, der anvender EU-retten, handlede i strid med EU-retten, da de vedtog BOO-afgørelserne, og at denne omstændighed ikke kunne skabe en berettiget forventning hos sagsøgerne.

148    Spørgsmålet om den tid, der forløb mellem det tidspunkt, hvor Kommissionen fik kendskab til de omhandlede BOO-afgørelser, og det tidspunkt, hvor den anmodede de belgiske toldmyndigheder om at tilbagekalde dem, hvilket spørgsmål i realiteten henhører under dette anbringendes tredje led, vil blive behandlet i forbindelse med undersøgelsen af det nævnte led om en tilsidesættelse af retten til god forvaltning.

149    Hvad endelig angår sagsøgernes argument om, at de med rette kunne forvente, at Kommissionen ville kontakte dem, inden den vedtog den anfægtede afgørelse, er det for at forkaste nævnte argument tilstrækkeligt at fastslå, at dette argument i forbindelse med det femte anbringendes første led er støttet på en fortolkning af toldkodeksens artikel 22, stk. 6, som udelukkende vedrører den procedure, som de nationale toldmyndigheder skal følge, og ikke den procedure, som Kommissionen skal følge.

150    Det følger af det ovenstående, at det femte anbringendes første led må forkastes.

b)      Det femte anbringendes andet led om en tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling og proportionalitetsprincippet

151    Sagsøgerne har gjort gældende, at det fremgår af erklæringerne fra Kommissionens tidligere formand, men også fra den daværende handelskommissær, at den omhandlede gengældelsestold specifikt var rettet mod Harley Davidson – sammen med andre amerikanske varemærker – med henblik på at lægge pres på visse amerikanske politisk ansvarlige, og at den ikke var blevet pålagt på grundlag af objektive kriterier. De har tilføjet, at den anfægtede afgørelses virkning var uforholdsmæssig i forhold til det forfulgte mål, og at der fandtes andre, mindre indgribende løsninger, eller at de kunne være blevet tillagt visse garantier, f.eks. være blevet gjort opmærksom på, at Kommissionen påtænkte at foretage en fornyet undersøgelse af den fortolkning af kriteriet i artikel 33 i den delegerede retsakt til toldkodeksen, som de belgiske myndigheder havde anlagt, hvor de samtidig fik mulighed for at fremsætte bemærkninger.

152    Kommissionen har tilbagevist disse argumenter.

153    Retten bemærker, at sagsøgerne, for så vidt som de i det væsentlige har gjort gældende, at de har været udsat for forskelsbehandling, eftersom Harley Davidson – sammen med andre amerikanske varemærker – var specifikt omtalt i offentlige erklæringer fra højtstående EU-ansvarlige vedrørende pålæggelsen af den omhandlede gengældelsestold, overskrider rammerne for den foreliggende tvist.

154    Denne kritik fra sagsøgernes side vedrører nemlig i realiteten ikke den anfægtede afgørelse, men er direkte rettet mod forordning 2018/886, hvorved tillægstolden blev indført, som ifølge sagsøgerne med urette udpeger Harley Davidson. Desuden er Harley Davidson under alle omstændigheder ikke nævnt ved navn i forordning 2018/886, som bl.a. omfatter produkter, der svarer til nomenklaturkode 8711 50 00, dvs. »[m]otorcykler […] [m]ed forbrændingsmotor med stempel og slagvolumen over 800 cm³«. Selv om en sådan produktkategori ganske rigtigt svarer til de motorcykler, som Harley Davidson fremstiller, kan det imidlertid ikke udelukkes, at motorcykler fremstillet af andre virksomheder i USA ligeledes kan henhøre under denne kategori, der er objektivt defineret uden henvisning til et bestemt varemærke, hvilket sagsøgerne har bekræftet i retsmødet ved at udpege en anden amerikansk producent.

155    Hvad angår spørgsmålet om den anfægtede afgørelses forholdsmæssighed og diskriminerende karakter er det tilstrækkeligt at bemærke, at Kommissionen ved den nævnte afgørelse begrænsede sig til at anmode de nationale toldmyndigheder om at tilbagekalde BOO-afgørelserne, fordi disse afgørelser ikke var blevet vedtaget i overensstemmelse med EU-retten. For det første er en anmodning om overholdelse af gældende lovgivning ikke uforholdsmæssig. For det andet har sagsøgerne ikke godtgjort, endsige hævdet, at Kommissionen havde undladt at anmode de nationale myndigheder om at ændre BOO-afgørelserne vedrørende en anden producent af produkter, der svarede til nomenklaturkode 8711 50 00. Der er i øvrigt intet, der tyder på, at Kommissionen ikke ville handle på nøjagtig samme måde, hvis der var andre BOO-afgørelser, som ikke var i overensstemmelse med EU-retten.

156    Heraf følger, at det femte anbringendes andet led må forkastes.

c)      Det femte anbringendes tredje led om en tilsidesættelse af retten til god forvaltning og retten til at blive hørt

157    Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen ikke var upartisk i sin beslutningsproces, og at den anfægtede afgørelse kun kan være politisk begrundet. De har ligeledes foreholdt Kommissionen, at den ikke vedtog den anfægtede afgørelse inden for en rimelig frist, og at den ikke kommunikerede med dem, heller ikke gennem de belgiske myndigheder, før den vedtog afgørelsen. Sagsøgerne har i denne forbindelse henvist til, at retten til at blive hørt er et generelt princip i EU-retten, som enhver erhvervsdrivende skal være omfattet af, uanset indholdet af den gældende lovgivning.

158    Kommissionen har bestridt denne argumentation.

159    Det følger af artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder, at enhver har ret til at få sin sag behandlet uvildigt af Unionens institutioner. Dette krav om upartiskhed dækker den subjektive upartiskhed, hvilket vil sige, at ingen af den omhandlede institutions medlemmer med ansvar for sagen må give udtryk for partiskhed eller en personlig forudfattet mening, og den objektive upartiskhed, hvilket vil sige, at institutionen skal sikre en tilstrækkelig garanti for, at enhver rimelig tvivl herom kan udelukkes (jf. dom af 11.7.2013, Ziegler mod Kommissionen, C-439/11 P, EU:C:2013:513, præmis 155 og den deri nævnte retspraksis).

160    I den foreliggende sag fremgår det ganske vist af de udtalelser, som Kommissionens tidligere formand fremsatte i marts 2018, således som de er gengivet i pressen, at »der [skulle lægges] yderligere told på Harley Davidson-motorcykler, på Levi’s-jeans og på Bourbon«. Sagsøgerne kan imidlertid ikke alene af disse spontane udtalelser udlede, at Kommissionen tilsidesatte kravet om upartiskhed. Først og fremmest begrænsede Kommissionen sig i den anfægtede afgørelse, der blev vedtaget i marts 2021, til i forbindelse med sin efterfølgende kontrol af de nationale toldmyndigheders BOO-afgørelser at anmode de belgiske toldmyndigheder om at tilbagekalde de omhandlede BOO-afgørelser, eftersom Kommissionen med rette anså disse afgørelser for at være i strid med EU-retten. Kommissionen vedtog nemlig den anfægtede afgørelse på grundlag af artikel 33 i den delegerede retsakt til toldkodeksen alene med det formål at sikre en korrekt fastsættelse af oprindelsen for de motorcykler, der blev fremstillet af Harley Davidson, hvorfor sagsøgerne ikke kan foreholde den, at den ikke var upartisk. Desuden har sagsøgerne under alle omstændigheder ikke påberåbt sig noget forhold, der er forbundet med vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, ud over generelle og abstrakte betragtninger om et angiveligt politisk ønske om at indføre den omhandlede tillægstold, med henblik på at godtgøre, at Kommissionen ikke var objektiv og upartisk.

161    Det skal i denne forbindelse ligeledes bemærkes, at artikel 41, stk. 2, litra a), i chartret om grundlæggende rettigheder bestemmer, at retten til god forvaltning omfatter retten for enhver til at blive hørt, inden der træffes en individuel foranstaltning over for ham eller hende, som måtte berøre vedkommende negativt. Retten til at blive hørt er en del af retten til forsvar, der er et grundlæggende EU-retligt princip, som skal overholdes, selv om der ikke er fastsat specifikke bestemmelser herom. Dette princip indebærer, at adressater for en afgørelse, der i væsentlig grad påvirker deres interesser, skal have mulighed for at gøre deres synspunkter gældende vedrørende de omstændigheder, der er lagt dem til last som grundlag for disse afgørelser (jf. dom af 28.10.2021, Vialto Consulting mod Kommissionen, C-650/19 P, EU:C:2021:879, præmis 122 og den deri nævnte retspraksis).

162    Det fremgår endvidere af retspraksis, at det for at en tilsidesættelse af retten til at blive hørt kan medføre, at den omhandlede retsakt annulleres, skal være muligt, at den administrative procedure ville have kunnet føre til et andet resultat (jf. i denne retning dom af 5.5.2022, Zhejiang Jiuli Hi-Tech Metals mod Kommissionen, C-718/20 P, EU:C:2022:362, præmis 49). Det påhviler således sagsøgeren ved at fremlægge konkrete oplysninger eller i det mindste argumenter eller indicier, der er tilstrækkeligt pålidelige og præcise, at føre bevis for, at Kommissionens afgørelse kunne have været anderledes, hvilket således konkret ville have gjort det muligt at fastslå, at der forelå en tilsidesættelse af retten til forsvar (jf. i denne retning og analogt dom af 29.6.2006, SGL Carbon mod Kommissionen, C-308/04 P, EU:C:2006:433, præmis 98).

163    Endelig er overholdelsen af en rimelig frist under den administrative sagsbehandling et almindeligt EU-retligt princip. I øvrigt følger det af det grundlæggende krav om retssikkerhed, at Kommissionen ikke i det uendelige kan udsætte udøvelsen af sine beføjelser, og at Domstolen derfor skal undersøge, om afviklingen af sagsbehandling skyldes, at Kommissionen har handlet med urimelig forsinkelse (jf. dom af 22.4.2016, Frankrig mod Kommissionen, T-56/06 RENV II, EU:T:2016:228, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

164    Den rimelige karakter af varigheden af proceduren bør vurderes på grundlag af omstændighederne i den enkelte sag, såsom sagens kompleksitet og parternes adfærd (jf. dom af 13.6.2013, HGA m.fl. mod Kommissionen, C-630/11 P – C-633/11 P, EU:C:2013:387, præmis 82 og den deri nævnte retspraksis).

165    Det er i lyset af disse principper, at det femte anbringendes tredje led skal undersøges.

1)      Tilsidesættelsen af retten til at blive hørt

166    Hvad angår tilsidesættelsen af retten til at blive hørt er det ubestridt mellem parterne, at Kommissionen ikke gav sagsøgerne lejlighed til at fremsætte bemærkninger i forbindelse med den procedure, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, som, idet den pålægger de belgiske myndigheder at tilbagekalde de to første omhandlede BOO-afgørelser, og eftersom de belgiske myndigheder ikke havde mulighed for at undlade at efterkomme dette pålæg, udgør en individuel foranstaltning over for sagsøgerne, som berører dem negativt. Kommissionens argument, hvorefter proceduren for vedtagelse af den anfægtede afgørelse kun fastsætter en bilateral udveksling mellem Kommissionen og den berørte medlemsstat, kan ikke tiltrædes, henset til den omstændighed, der er nævnt i denne doms præmis 161, at denne ret finder anvendelse, selv om der ikke er fastsat specifikke bestemmelser herom. Den omstændighed, at sagsøgerne kunne fremsætte eller kunne have fremsat deres bemærkninger over for de belgiske toldmyndigheder både før vedtagelsen af de omhandlede BOO-afgørelser, men ifølge Kommissionen også mellem vedtagelsen af den anfægtede afgørelse og vedtagelsen af afgørelsen om faktisk tilbagekaldelse af de nævnte BOO-afgørelser, gør det ikke muligt at fastslå, at Kommissionen overholdt sin forpligtelse til at høre sagsøgerne inden vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.

167    I den foreliggende sag kan denne uregelmæssighed imidlertid kun medføre, at den anfægtede afgørelse annulleres, såfremt det er muligt, at den administrative procedure som følge af denne uregelmæssighed ville have kunnet føre til et andet resultat, og at den dermed konkret tilsidesatte retten til forsvar.

168    Ved inden for rammerne af sin efterfølgende kontrol af de BOO-afgørelser, som de nationale toldmyndigheder havde truffet, i den anfægtede afgørelse at begrænse sig til at anmode de belgiske toldmyndigheder om at tilbagekalde de BOO-afgørelser, i hvilke artikel 33 i den delegerede retsakt til toldkodeksen var blevet anvendt fejlagtigt, gjorde Kommissionen alene brug af sin beføjelse i henhold til toldkodeksens artikel 34, stk. 11, til at anmode en medlemsstat om at tilbagekalde BOO-afgørelser for at sikre en korrekt og ensartet fastsættelse af varers oprindelse.

169    Den anfægtede afgørelse indeholder en fortolkning og en anvendelse af en EU-retlig regel, nemlig artikel 33 i den delegerede retsakt til toldkodeksen, hvorom det i denne doms præmis 53-73 blev fastslået, at de ikke var behæftet med nogen fejl. Selv hvis sagsøgerne havde haft mulighed for at fremsætte bemærkninger i forbindelse med den procedure, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, kunne Kommissionens fortolkning og anvendelse i den anfægtede afgørelse af artikel 33 i den delegerede retsakt til toldkodeksen således ikke have været anderledes. Det er imidlertid kun på grund af afvigelser med hensyn til fortolkningen af artikel 33 i den delegerede retsakt til toldkodeksen, som viser sig ved en gennemlæsning af skriftvekslingerne mellem de belgiske myndigheder og Kommissionen, som sidstnævnte har fremlagt som svar på en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse af 30. juni 2022, at de løsninger, som man er nået frem til med hensyn til anvendelsen af denne artikel på de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag, ikke har været de samme.

170    Under alle omstændigheder har sagsøgerne, således som det allerede er anført i denne doms præmis 65 og 66, ikke fremlagt konkrete oplysninger for Retten, der kan godtgøre, at den omhandlede flytning primært var begrundet i hensyn, der ikke havde noget at gøre med indførelsen af tillægstolden, skønt bevisbyrden påhviler dem, således som det er anført i denne doms præmis 162.

2)      Tilsidesættelsen af princippet om en rimelig frist

171    Hvad angår den angiveligt manglende overholdelse af en rimelig frist inden for rammerne af den administrative procedure, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, skal det indledningsvis bemærkes, at toldkodeksens artikel 34, stk. 11, som bemyndiger Kommissionen til at anmode en medlemsstat om at tilbagekalde BOO-afgørelser for at sikre en korrekt og ensartet fastsættelse af varers oprindelse, ikke, hvilket Kommissionen i øvrigt med rette har påpeget, fastsætter nogen frist, end ikke vejledende, for Kommissionens undersøgelse af de BOO-afgørelser, som den underrettes om i henhold til artikel 19 i forordning 2015/2447 (jf. denne doms præmis 12).

172    Den omstændighed, at Kommissionen ikke er underlagt nogen frist for at anmode en medlemsstat om at tilbagekalde BOO-afgørelser, er imidlertid ikke i sig selv til hinder for, at Unionens retsinstanser efterprøver, om denne institution har overholdt en rimelig frist.

173    I den foreliggende sag skal det fastslås, at de belgiske toldmyndigheder underrettede Kommissionen om de omhandlede BOO-afgørelser den 21. august 2019, og at Kommissionen den 5. oktober 2020 tog kontakt til disse myndigheder for at meddele dem, at den havde til hensigt at anmode dem om at tilbagekalde de nævnte afgørelser.

174    Efter en skriftveksling med de belgiske myndigheder, i forbindelse med hvilken disse myndigheder fremsatte bemærkninger ved e-mail af 13. november 2020, indledte Kommissionen den 22. december 2020 en procedure med henblik på vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, som foranledigede den til at rådføre sig med forskellige generaldirektorater. Den 5. marts 2021 forelagde Kommissionen ved skriftlig procedure udkastet til den anfægtede afgørelse for samtlige delegationer i Toldkodeksudvalgets afdeling for »Oprindelse« inden for rammerne af rådgivningsproceduren. Den 29. marts 2021 sendte Kommissionen en sammenfattende note til Toldkodeksudvalgets afdeling for »Oprindelse«, inden den 31. marts 2021 vedtog den anfægtede afgørelse.

175    Selv om der ganske vist gik lidt mere end 13 måneder mellem de belgiske toldmyndigheders meddelelse om de omhandlede BOO-afgørelser og Kommissionens første henvendelse til disse vedrørende en eventuel anmodning om tilbagekaldelse af disse afgørelser, kan det ikke antages, at det tidsrum på 16 måneder, der gik mellem denne meddelelse og indledningen af den formelle interne procedure med henblik på vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, er uforholdsmæssig langt under sådanne omstændigheder som dem, der foreligger i denne sag, der i øvrigt var kendetegnet ved, at Kommissionen ikke tidligere havde gjorde brug af den beføjelse, som den tillægges i henhold til toldkodeksens artikel 34, stk. 11, til at anmode en medlemsstat om at tilbagekalde BOO-afgørelser for at sikre en korrekt og ensartet fastsættelse af varers oprindelse.

176    Det skal endvidere bemærkes, at Kommissionen efterfølgende vedtog den anfægtede afgørelse efter en administrativ procedure, som varede mindre end fire måneder, hvorunder det var nødvendigt at høre adskillige institutionelle parter, som fik mulighed for at fremsætte bemærkninger, hvilket vidner om en vis hurtighed.

177    Det følger heraf, at det femte anbringendes tredje led må forkastes.

d)      Det femte anbringendes fjerde led om en tilsidesættelse af friheden til at oprette og drive egen virksomhed og af ejendomsretten

178    Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen har fortolket artikel 33 i den delegerede retsakt til toldkodeksen således, at den fratager de erhvervsdrivende det legitime valg af det sted, hvor deres aktiviteter udøves, hvilket tilsidesætter deres frihed til at oprette og drive egen virksomhed og deres ejendomsret. Ifølge sagsøgerne må ethvert indgreb fra Kommissionens side i de forretningsmæssige beslutninger, som virksomhederne træffer, imidlertid ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå et legitimt mål, og selv om kontrollen med Unionens handels- og toldordning udgør et legitimt mål, skal det imidlertid forfølges inden for strenge rammer for ikke at udgøre et vilkårligt indgreb af politiske hensyn.

179    Kommissionen har tilbagevist disse argumenter.

180    Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Domstolen i præmis 41-46 i dom af 22. januar 2013, Sky Österreich (C-283/11, EU:C:2013:28), bemærkede, at beskyttelsen i henhold til artikel 16 i chartret om grundlæggende rettigheder omfatter friheden til at udøve økonomisk virksomhed og handelsvirksomhed, aftalefriheden samt den frie konkurrence. Ifølge Domstolens praksis udgør friheden til at oprette og drive egen virksomhed desuden ikke en absolut rettighed, men skal ses i sammenhæng med dens funktion i samfundet. På baggrund af denne retspraksis, og henset til ordlyden af artikel 16 i chartret om grundlæggende rettigheder, som adskiller sig fra formuleringen af de andre grundlæggende friheder, der er sikret ved chartrets afsnit II, idet de samtidig ligner ordlyden af visse af bestemmelserne i afsnit IV i chartret om grundlæggende rettigheder, kan friheden til at oprette og drive egen virksomhed undergives en række myndighedsindgreb, som af hensyn til den almene interesse kan sætte begrænsninger for udøvelsen af erhvervsvirksomhed.

181    I henhold til artikel 17, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder har enhver ret til at besidde lovligt erhvervet ejendom, at anvende den, at træffe dispositioner hermed og at lade den gå i arv. Ingen må berøves sin ejendom, medmindre det skønnes nødvendigt i samfundets interesse, og det sker i de tilfælde og på de betingelser, der er fastsat ved lov, og mod rimelig og rettidig erstatning for tabet. Anvendelsen af ejendommen kan i øvrigt reguleres ved lov, i det omfang det er nødvendigt af hensyn til almenvellet.

182    Da de rettigheder, der er sikret ved artikel 16 og artikel 17, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder, ikke er absolutte, kan udøvelsen heraf underlægges begrænsninger, der er begrundet i formål af almen interesse, som Unionen forfølger. I overensstemmelse med artikel 52, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder skal enhver begrænsning i udøvelsen af de rettigheder og friheder, der anerkendes ved chartret om grundlæggende rettigheder, være fastlagt i lovgivningen, respektere disse rettigheders og friheders væsentligste indhold og under iagttagelse af proportionalitetsprincippet være nødvendig og faktisk svare til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder.

183    I den foreliggende sag har sagsøgerne ikke præciseret de faktiske omstændigheder, der kan underbygge de argumenter, som de har fremsat inden for rammerne af dette led, og som kan godtgøre, at den anfægtede afgørelse har begrænset deres ejendomsret eller deres frihed til at oprette og drive egen virksomhed uforholdsmæssigt.

184    Hertil kommer for det første, at en eventuel begrænsning af disse grundlæggende rettigheder, selv hvis den måtte anses for godtgjort, ikke er en konsekvens af den anfægtede afgørelse. Selv hvis den anses for godtgjort, har en sådan begrænsning i realiteten sin oprindelse i forordning 2018/886, som indførte tillægstolden. Som det fremgår af sagsakterne, har sagsøgerne imidlertid ikke rejst tvivl om lovligheden af den nævnte forordning inden for rammerne af den foreliggende sag. For det andet skal det ligeledes fastslås, at eftersom det ikke er godtgjort, at den anfægtede afgørelse er til hinder for, at sagsøgerne markedsfører motorcykler fremstillet af Harley Davidson i EU, hindrer denne afgørelse ikke sagsøgernes ret til at udøve økonomisk virksomhed på EU-markedet eller udøvelsen af deres ejendomsret ved fremstillingen og markedsføringen af de omhandlede motorcykler uforholdsmæssigt.

185    Henset til samtlige ovenstående betragtninger må det femte anbringendes fjerde led og dermed det femte anbringende i sin helhed forkastes.

6.      Det sjette anbringende om, at Kommissionen har misbrugt sin beføjelse til politiske formål

186    Sagsøgerne har gjort gældende, at tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse klart viser, at Kommissionens adfærd var begrundet i politiske hensyn. De har således hævdet, at Kommissionen har misbrugt sin beføjelse, som giver den mulighed for at sikre, at oprindelsen for varer, der importeres til EU, fastsættes korrekt, ved at anmode de nationale toldmyndigheder om at tilbagekalde BOO-afgørelser udelukkende eller primært for at forfølge andre formål end dem, hvortil denne beføjelse er tildelt, og dermed bringe formålet med denne beføjelse i fare, som er at sikre de erhvervsdrivende »lige konkurrencevilkår«, som er korrekte og harmoniserede.

187    Kommissionen har bestridt disse argumenter.

188    Retten bemærker, at sagsøgerne under dække af et angiveligt »misbrug af beføjelse« i realiteten med deres argumenter i forbindelse med det sjette anbringende har gjort gældende, at Kommissionen har gjort sig skyldig i magtfordrejning. Sagsøgerne har nemlig med deres argumentation i det væsentlige gjort gældende, at den anfægtede afgørelse udgør en skjult handelspolitisk foranstaltning, der har til formål at lægge pres på USA’s regering for at få den til at opgive den told, der blev pålagt i henhold til section 232 i lov af 1962 om en udvidelse af handelen.

189    Det følger af fast retspraksis, at en retsakt kun er behæftet med magtfordrejning, når det på grund af objektive, relevante og samstemmende indicier må antages, at den er truffet udelukkende eller dog i det mindste overvejende for at forfølge andre mål end dem, der er angivet, eller for at omgå en fremgangsmåde, der særligt er fastsat ved traktaten, for at imødegå konkret foreliggende vanskeligheder (jf. dom af 20.3.2019, Foshan Lihua Ceramic mod Kommissionen, T-310/16, EU:T:2019:170, præmis 176 og den deri nævnte retspraksis).

190    Bortset fra vage og abstrakte argumenter har sagsøgerne imidlertid ikke fremlagt konkrete elementer, der kan godtgøre, at Kommissionen har vedtaget den nævnte afgørelse for at forfølge andre mål end dem, der er angivet, nemlig at sikre en korrekt og ensartet fastsættelse af oprindelsen for varer, der importeres til EU. Selv om sagsøgerne har fremlagt avisartikler, hvoraf nogle i øvrigt er bragt efter vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, må det konstateres, at disse artikler hverken vedrører den anfægtede afgørelse eller lignende afgørelser. Disse artikler redegør desuden mere for Kommissionens bekymring om, at tvisten mellem EU og USA skulle eskalere i forbindelse med den forestående ikrafttrædelse af den tillægstold, der er fastsat i bilag II til forordning 2018/886.

191    Sagsøgerne har begrænset sig til at hævde, at den anfægtede afgørelse blev vedtaget til »politiske formål«, hvilket er et rent postulat.

192    Der er således ingen oplysninger, hvoraf fremgår et indicium, som underbygger den opfattelse, at den procedure, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, blev indledt udelukkende eller dog i det mindste overvejende for at forfølge andre mål end det, der er angivet i denne doms præmis 190.

193    Det sjette anbringende må følgelig forkastes.

194    Det følger af det ovenstående, at påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse må forkastes.

C.      Begæring om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse eller bevisoptagelse

195    Kommissionen har gjort gældende, at sagsøgernes tredje påstand, hvorved de har anmodet Retten om at anordne de foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse eller bevisoptagelse, som den finder passende, er blevet uden genstand, eftersom de dokumenter, som sagsøgerne har henvist til, er blevet offentliggjort som svar på deres anmodning herom fremsat på grundlag af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT 2001, L 145, s. 43).

196    Sagsøgerne er af den opfattelse, at Retten imidlertid kunne finde det passende at anmode Kommissionen om at fremlægge yderligere beviser, idet de dokumenter, som Kommissionen har offentliggjort, ikke i tilstrækkelig grad underbygger dens udsagn.

197    Hvad angår vurderingen af en begæring om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse fremsat af en af sagens parter bemærkes, at det alene tilkommer Retten at bedømme, om det er nødvendigt at supplere bevismaterialet i de sager, der forelægges til afgørelse (jf. dom af 22.11.2007, Sniace mod Kommissionen, C-260/05 P, EU:C:2007:700, præmis 77 og den deri nævnte retspraksis).

198    I den foreliggende sag har sagsøgerne ikke præcist angivet begrundelsen for denne begæring om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse eller bevisoptagelse, således som det kræves i henhold til artikel 88, stk. 2, i Rettens procesreglement.

199    Det skal under alle omstændigheder bemærkes, at oplysningerne i sagsakterne er tilstrækkelige til, at Retten kan træffe afgørelse, idet den har kunnet træffe afgørelse på grundlag af de påstande, anbringender og argumenter, der er fremført under sagens behandling, og på baggrund af de af parterne fremlagte dokumenter.

200    Følgelig kan begæringen om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse eller bevisoptagelse ikke tages til følge.

201    Det følger heraf, at Kommissionen skal frifindes i det hele, uden at det er nødvendigt at tage stilling til, om det af Kommissionen fremlagte dokument med henblik på afholdelsen af mundtlig forhandling, der indeholder en transskription af en telefonkonference, der fandt sted den 24. juli 2018 mellem Harley Davidson og repræsentanter for selskabets aktionærer, kan antages til realitetsbehandling.

 Sagsomkostninger

202    I henhold til procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

203    Da sagsøgerne har tabt sagen, tilpligtes de at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Ottende Udvidede Afdeling):

1)      Europa-Kommissionen frifindes.

2)      Harley Davidson Europe Ltd og Neovia Logistics Services International betaler sagsomkostningerne.

Papasavvas Svenningsen Jaeger

Mac Eochaidh       Pynnä

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 1. marts 2023.

Underskrifter

*      Processprog: engelsk.