Sag T-136/19
(Offentliggørelse i uddrag)
Bulgarian Energy Holding EAD m.fl.
mod
Europa-Kommissionen
Rettens dom (Fjerde Udvidede Afdeling) af 25. oktober 2023
»Konkurrence – misbrug af dominerende stilling – det indre marked for naturgas – afgørelse, som fastslår en overtrædelse af artikel 102 TEUF – reguleret marked – afgrænsningen af det relevante marked – den rumænske transitrørledning 1 – indehaver af en eksklusiv brugsret til den rumænske gasrørledning 1 – nægtelse af adgang – offentlig leveringsforpligtelse – undtagelse for en statslig foranstaltning – transmissionssystemoperatør – forvalter af lagringsanlæg – konkurrencebegrænsende strategi – fortrængningsvirkninger – samlet og vedvarende overtrædelse – ret til forsvar«
1. Dominerende stilling – relevant marked – afgrænsning – kriterier – det indre marked for naturgas – markedet for gaskapacitet – Kommissionens pligt til forudgående høring af markedets aktører – foreligger ikke
(Art. 102 TEUF; Kommissionens meddelelse 97/C 372/03, punkt 33)
(jf. præmis 75-77)
2. Dominerende stilling – relevant marked – afgrænsning – kriterier – udskiftelighed – identifikation af de relevante konkurrencevilkår – det indre marked for naturgas – markederne for gaskapacitet – sondring mellem det primære og det sekundære marked – ikke relevant
[Art. 102 TEUF; Europa Parlamentets og Rådets forordning nr. 715/2009, 34. betragtning samt art. 2, stk. 1, nr. 4), 6), 13), 16), 18), 21) og 22), og art. 16, stk. 3, litra a), og bilag I, punkt 2.2, første og fjerde afsnit; Kommissionens afgørelse 2012/490, anden betragtning samt punkt 2.2.2, første og sjette afsnit, og punkt 2.2.5, første og fjerde afsnit; Kommissionens meddelelse 97/C 372/03, punkt 2 og 3]
(jf. præmis 82-112)
3. Dominerende stilling – relevant marked – afgrænsning – betydningen af Kommissionens tidligere afgørelsespraksis – foreligger ikke
(Art. 102 TEUF)
(jf. præmis 115, 116, 181 og 253)
4. Dominerende stilling – betingelse herfor – indicier – det indre marked for naturgas – markederne for gaskapacitet – virksomhed, som kontrollerer tredjeparters adgang til transitrørledningen – omfattet
(Art. 102 TEUF)
(jf. præmis 137, 138, 143-150, 159-161 og 173-175)
5. Konkurrence – EU-regler – overtrædelser – ansvar – moder- og datterselskaber – økonomisk enhed – bedømmelseskriterier – formodning for moderselskabets afgørende indflydelse på dets helejede eller næsten helejede datterselskaber – afkræftelig karakter – kombinationen af formodningen for et moderselskabs udøvelse af en afgørende indflydelse på sine helejede eller næsten helejede datterselskaber med andre beviser – moderselskab, der ikke handler som en rent finansiel investor
(Art. 102 TEUF)
(jf. præmis 187, 196-208, 212 og 217-219)
6. Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsafgørelse, hvorved der fastslås en overtrædelse – bevisbyrden for en overtrædelse og dennes varighed påhviler Kommissionen – omfanget af bevisbyrden – anvendelse af en række indicier – tungtvejende, præcise og samstemmende beviser skal fremlægges – domstolsprøvelse – rækkevidde – afgørelse, der giver anledning til tvivl hos Retten – overholdelse af princippet om uskyldsformodning
(Art. 101 TEUF og 102 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 48, stk. 1; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 2)
(jf. præmis 226-228, 231, 686 og 689)
7. Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsafgørelse, hvorved der fastslås en overtrædelse – bevismiddel – dokumentbeviser – vurdering af et dokuments bevisværdi – kriterier – dokument, der er udarbejdet i umiddelbar sammenhæng med de faktiske omstændigheder, eller som hidrører fra et direkte vidne til de faktiske omstændigheder – høj bevisværdi – værdien af beviser, som ikke stammer fra overtrædelsesperioden
(Art. 102 TEUF)
(jf. præmis 229, 391-396, 433, 1004 og 1005)
8. Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsafgørelse, hvorved der fastslås en overtrædelse – afgørelse støttet på bevismateriale, som er tilstrækkeligt til at påvise den anfægtede overtrædelse – bevismæssige forpligtelser for virksomheder, der bestrider overtrædelsens eksistens – angivelse af en anden sandsynlig forklaring på de faktiske omstændigheder end den af Kommissionen fastlagte
(Art. 102 TEUF)
(jf. præmis 230 og 381-390)
9. Dominerende stilling – misbrug – begreb – mulighed for at begrænse konkurrencen og have markedsafskærmende virkning – bedømmelseskriterier – domstolsprøvelse – legalitetskontrol – rækkevidde – ændring af begrundelsen i den anfægtede akt
(Art. 102 TEUF)
(jf. præmis 232, 234, 1108-1110 og 1132)
10. Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsafgørelse, hvorved der fastslås en overtrædelse – bevisbyrde – domstolsprøvelse – legalitetskontrol – grundig kontrol af alle relevante oplysninger – formål og rækkevidde
(Art. 102 TEUF og 263 TEUF)
(jf. præmis 233, 291, 292, 329, 332, 364, 401, 419, 443, 478, 879-881, 1015 og 1089)
11. Dominerende stilling – misbrug – begreb – mulighed for at begrænse konkurrencen og have markedsafskærmende virkning – bedømmelseskriterier – virkninger, der ikke er rent hypotetiske
(Art. 102 TEUF)
(jf. præmis 235-240)
12. Dominerende stilling – misbrug – begreb – levering af gaskapacitet på en gasrørledning, der udgør kritisk infrastruktur – dominerende virksomheds nægtelse af at give adgang til en kritisk infrastruktur – pligt til at samarbejde
(Art. 102 TEUF)
(jf. præmis 254-257 og 260-262)
13. Dominerende stilling – misbrug – begreb – kritisk infrastruktur – kontrolsituation, der skyldes indrømmelsen af en eksklusiv brugsret – arten af en sådan eksklusiv brugsret uden betydning
(Art. 102 TEUF)
(jf. præmis 263-265)
14. Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsafgørelse, hvorved der fastslås en overtrædelse – begrundelsespligt – rækkevidde – krav, som følger af princippet om effektiv domstolsbeskyttelse – afgørelsens dispositive del skal være klar og præcis
(Art. 102 TEUF og art. 296, stk. 2, TEUF)
(jf. præmis 299-317)
15. Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsafgørelse, hvorved der fastslås en overtrædelse – bevisbyrden for en overtrædelse og dennes varighed påhviler Kommissionen – omfanget af bevisbyrden – benyttelse af erklæringer afgivet af klagerne under anvendelsen af artikel 102 TEUF – lovlighed – bevisværdi af erklæringer afgivet af en part, som har interesse i at indgå aftale med den dominerende virksomhed – grænser – vurderingen af bevisværdien af sådanne erklæringer i lyset af andre beviser
(Art. 102 TEUF)
(jf. præmis 370-380 og 441)
16. Dominerende stilling – misbrug – begreb – dominerende virksomhed indehaver af en eksklusiv brugsret til den pågældende infrastruktur – utilstrækkeligt til at antyde, at der foreligger en praksis med ulovlig udelukkelse
(Art. 102 TEUF)
(jf. præmis 473-475)
17. Dominerende stilling – misbrug – begreb – dominerende virksomhed indehaver af en eksklusiv brugsret til den pågældende infrastruktur – betingelser for genforhandling af aftalen om reservation af kapacitet – bevisværdi – relevante forhold
(Art. 102 TEUF)
(jf. præmis 489-492, 495-511, 513-528 og 530-541)
18. Dominerende stilling – misbrug – begreb – objektivt begreb, som omfatter den adfærd, der kan påvirke markedsstrukturen, og som hindrer opretholdelsen eller udviklingen af konkurrencen – forpligtelser, der påhviler den dominerende virksomhed – udøvelse af konkurrence alene baseret på opnåede resultater – bedømmelseskriterier – dominerende virksomheds mulighed for at bevare og beskytte sine kommercielle interesser
(Art. 102 TEUF)
(jf. præmis 547, 595-603, 625, 626 og 644)
19. Konkurrence – EU-regler – materielt anvendelsesområde – adfærd pålagt ved statslige foranstaltninger – ikke omfattet – betingelser
(Art. 102 TEUF)
(jf. præmis 548, 549, 569-583 og 616)
20. Annullationssøgsmål – Unionens retsinstansers kompetence – fortolkningen af en medlemsstats nationale ret – spørgsmål vedrørende faktisk omstændighed – omfattet
(Art. 263 TEUF)
(jf. præmis 740 og 741)
21. Dominerende stilling – misbrug – begreb – mulighed for at begrænse konkurrencen og have markedsafskærmende virkning – bedømmelseskriterier – hensyntagen til de sektorspecifikke lovgivningsmæssige rammer, der finder anvendelse på gassektoren – betingelserne for adgang til nettet ikke i overensstemmelse med nævnte lovgivningsmæssige rammer – krav om at påvise evnen til at skabe konkurrencebegrænsende virkninger
(Art. 102 TEUF)
(jf. præmis 784 og 873)
22. Konkurrence – administrativ procedure – undersøgelse af klager – Kommissionens forpligtelser – efterprøvelse af, om klageren har en berettiget interesse – rækkevidde
(Art. 102 TEUF)
(jf. præmis 848 og 849)
23. Dominerende stilling – misbrug – en virksomhed i dominerende stillings nægtelse af at give en anden virksomhed adgang til et produkt eller en tjenesteydelse, der er nødvendig for denne virksomheds aktiviteter – vurdering af, om der foreligger misbrug – lovbestemt forpligtelse til at give adgang – Kommissionen ikke forpligtet til at påvise, at adgangen til den pågældende infrastruktur er uundværlig
(Art. 102 TEUF)
(jf. præmis 961, 962, 968, 969 og 971)
24. Annullationssøgsmål – dom om annullation – rækkevidde – fuldstændig annullation af en kommissionsafgørelse, hvorved der blev konstateret en samlet og vedvarende overtrædelse, og der pålagdes en bøde, hvis der foreligger et delvist bevis – betingelser – Unionens retsinstansers erstatning af begrundelsen – ikke omfattet
(Art. 102 TEUF)
(jf. præmis 1119-1131 og 1134)
25. Konkurrence – administrativ procedure – overholdelse af retten til forsvar – aktindsigt – rækkevidde
(Art. 102 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 27, stk. 2; Kommissionens forordning nr. 773/2004, art. 15, stk. 1 og 2)
(jf. præmis 1153-1155)
26. Konkurrence – administrativ procedure – Kommissionens beføjelser – beføjelse til at indhente udtalelser – erklæringer vedrørende en undersøgelses genstand – Kommissionens pligt til at registrere ethvert interview, som den gennemfører – rækkevidde – bestemmelsen af, hvilke oplysninger der kan være nyttige for den berørte virksomheds forsvar – tilsidesættelse – følger
(Art. 102 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 19, stk. 1; Kommissionens forordning nr. 773/2004, art. 3)
(jf. præmis 1156-1160, 1170-1176, 1182-1186 og 1191)
27. Konkurrence – administrativ procedure – overholdelse af retten til forsvar – aktindsigt – tilsidesættelse som følge af en fejl begået af Kommissionen – betingelser – den berørte virksomheds mulighed for at varetage sit forsvar bedre, hvis denne fejl ikke havde foreligget – rækkevidden af den bevisbyrde, som påhviler denne virksomhed
(Art. 102 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 19, stk. 1, og art. 27; Kommissionens forordning nr. 773/2004, art. 3 og art. 15, stk. 1 og 2)
(jf. præmis 1177, 1192, 1201-1206, 1208-1214, 1216-1221, 1223, 1226, 1238, 1244 og 1245)
28. Konkurrence – administrativ procedure – overholdelse af retten til forsvar – aktindsigt – tilsidesættelse som følge af uforholdsmæssige begrænsninger som led i en datarumsprocedure – følger
(Art. 102 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 19, stk. 1, og art. 27; Kommissionens forordning nr. 773/2004, art. 15, stk. 1 og 2)
(jf. præmis 1207 og 1215)
29. Konkurrence – administrativ procedure – overholdelse af retten til forsvar – aktindsigt – genstand – aktindsigt i klagepunktsmeddelelse tilsendt tredjepartsvirksomhed – betingelser – klagepunktsmeddelelse, som kan anvendes til parternes forsvar – bevisbyrde – den berørte virksomheds pligt til at angive et første holdepunkt for relevansen af nævnte aktindsigt for dennes forsvar
(Art. 102 TEUF; Kommissionens forordning nr. 773/2004, art. 15, stk. 1)
(jf. præmis 1249-1252)
Resumé
På tidspunktet for de faktiske omstændigheder drev sagsøgerne, dvs. selskabet Bulgarian Energy Holding EAD, som var helejet af den bulgarske stat, og dets datterselskaber Bulgargaz og Bulgartransgaz (herefter samlet »BEH-koncernen«), virksomhed i energisektoren i Bulgarien. Bulgargaz var den offentlige gasleverandør i Bulgarien, mens Bulgartransgaz var forvalter af gastransmissionsnettet (herefter »transmissionsnetoperatør«) og det eneste naturgaslagringsanlæg i Bulgarien (herefter »lagringsanlægget i Chiren«).
I overtrædelsesperioden (dvs. fra den 30.7.2010 til den 1.1.2015) var gasforsyningen i Bulgarien næsten fuldstændig afhængig af importen af russisk gas, hvoraf Bulgargaz var den eneste og største importør. Bulgargaz var ligeledes den største gasleverandør til kunder på markedet for engrosgashandel i senere led og slutkunderne, dvs. de virksomheder, der var tilsluttet transmissionsnettet direkte.
Den russiske gas blev ledt til Bulgarien indtil tilslutningsstedet i Bulgarien via Ukraine og derefter Rumænien, især gennem en transitrørledning (herefter »den rumænske transitrørledning 1«), som forvaltedes af Transgaz SA, der var transmissionsnetoperatør i Rumænien. I overtrædelsesperioden sikrede nævnte rørledning forsyningen af størstedelen af det bulgarske område via det nationale transmissionsnet, som for sin del var forbundet med lagringsanlægget i Chiren (1). I medfør af en aftale indgået mellem Transgaz og Bulgargaz i 2005 (herefter »2005-aftalen«), som var gældende i hele overtrædelsesperioden, fik sidstnævnte en eksklusiv brugsret til den rumænske gasrørledning 1 mod ydelse af et fast årligt gebyr.
Den 18. november 2010 indgav Overgas Inc., som drev virksomhed på markedet for gasforsyning i Bulgarien, en formel klage til Kommissionen over BEH-koncernen for overtrædelse af artikel 102 TEUF.
Ved afgørelse af 17. december 2018 (2) fastslog Europa-Kommissionen, at BEH-koncernen havde begået en samlet og vedvarende overtrædelse af artikel 102 TEUF fra den 30. juli 2010 til den 1. januar 2015. Kommissionen fandt nærmere bestemt, at BEH-koncernen i denne periode havde en dominerende stilling på fem forskellige markeder, markedet for kapacitetstjenester på transmissionsnettet, markedet for kapacitetstjenester på den rumænske gasrørledning 1, markedet for kapacitetstjenester på lagringsanlægget i Chiren, markedet for engrossalg af gas i senere led og markedet for detailforsyning af gas til store slutkunder, der var tilsluttet det bulgarske transmissionsnet direkte. Kommissionen foreholdte BEH-koncernen, at den havde misbrugt sin dominerende stilling ved at have hindret, begrænset eller forsinket tredjeparters adgang til transmissionsnettet, lagringsanlægget i Chiren og den rumænske gasrørledning 1, hvorved koncernen havde afskærmet de bulgarske markeder for gasforsyning, således at den beskyttede Bulgargaz’ dominerende stilling på disse markeder. Følgelig havde Kommissionen pålagt BEH-koncernen en bøde som sanktion for den herved konstaterede overtrædelse.
Ved stillingtagen til annullationssøgsmålet anlagt af sidstnævnte med principal påstand om annullation af den anfægtede afgørelse i sin helhed tiltrådte Retten søgsmålet, for så vidt som Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad havde godtgjort, at en nægtelse af adgang til de tre infrastrukturer, som BEH-koncernen ejede, kunne henhøre under artikel 102 TEUF. Herved gav Retten præciseringer med hensyn til anvendelsen af artikel 102 TEUF på en dominerende virksomhed, som nægter adgang til en »kritisk infrastruktur«, i lyset af Bronner-dommen (3), når denne virksomhed ikke ejer nævnte infrastruktur. Retten traf desuden afgørelse om rækkevidden af kravet til aktindsigt, der er uløseligt forbundet med overholdelsen af retten til forsvar som led i den såkaldte »datarumsprocedure«, dvs. i tilfælde af begrænsninger af retten til aktindsigt i visse oplysninger i sagsakterne som følge af oplysningernes fortrolige karakter.
Rettens bemærkninger
Som led i vurderingen undersøgte Retten først realiteten i sagen, dvs. klagepunkterne om retlige fejl og urigtige skøn ved afgrænsningen af de fem relevante markeder, herunder markedet for kapacitetstjenester på den rumænske gasrørledning 1, Bulgargaz’ dominerende stilling på dette, moderselskabet BEH’s dominerende stilling som finansielt holdingselskab på de relevante markeder samt denne koncerns misbrug. Dernæst analyserede den de proceduremæssige mangler udledt af en tilsidesættelse af BEH’s ret til forsvar hvad angår retten til aktindsigt.
I første række fastslog Retten med hensyn til realiteten i sagen, at Kommissionen ved afgrænsningen af markedet for kapacitetstjenester på den rumænske gasrørledning 1 med føje havde undladt at sondre mellem det primære marked (dvs. markedet for den kapacitet, der forhandles direkte af transmissionsnetoperatøren), og det sekundære marked (dvs. markedet for den kapacitet, der forhandles ad andre veje end på det primære marked), idet denne sondring ikke var relevant for vurderingen af, om sagsøgerne havde en dominerende stilling vedrørende kapacitetstjenester på den rumænske gasrørledning 1. Kommissionen havde endvidere ikke begået retlige fejl eller anlagt urigtige skøn ved at finde, at Bulgargaz havde en dominerende stilling på dette marked.
Det fremgik i denne henseende af den eksklusive brugsret til den rumænske gasrørledning 1, som var blevet givet ved 2005-aftalen, at Bulgargaz i hele overtrædelsesperioden var den eneste mulige leverandør af kapacitetstjenester på nævnte gasrørledning på det sekundære marked. Transgaz kunne i medfør af 2005-aftalens artikel 17.1 desuden ikke tilbyde tredjeparter den uudnyttede kapacitet uden forudgående samtykke fra Bulgargaz. I henhold til gældende EU-lovgivning på dette tidspunkt kunne Transgaz kun tilbyde sådan uudnyttet kapacitet til tredjeparter som kortfristet og afbrydelig kapacitet. Bulgargaz kontrollerede således ligeledes tredjeparters adgang til det primære marked for kapacitetstjenester på den rumænske gasrørledning 1. Kommissionen havde følgelig med føje identificeret Bulgargaz i sin egenskab af leverandør på den rumænske gasrørledning 1 som den eneste virksomhed, der kunne give tredjeparter adgang hertil. Retten bemærkede endvidere, at selv om Transgaz endnu ikke opfyldte sine forpligtelser som omhandlet i EU retten ved at vedtage de foranstaltninger, der var nødvendige for faktisk at muliggøre og lette udvekslingen af kapacitet på det sekundære marked, havde Bulgargaz fra den 1. januar 2013 givet Overgas adgang til den rumænske gasrørledning 1. Transgaz’ tilsidesættelse udgjorde således ikke en hindring for, at Bulgargaz kunne tilbyde kapacitet på nævnte marked. Henset til det forhold, at Bulgargaz i overtrædelsesperioden kontrollerede tredjeparters adgang til den rumænske gasrørledning 1, og at Transgaz ikke kunne identificeres som en reel alternativ forsyningskilde for tredjeparter, der ønskede adgang til nævnte gasrørledning, havde Bulgargaz således en dominerende stilling på markedet for kapacitetstjenester på den rumænske gasrørledning 1.
I anden række bemærkede Retten, at Kommissionen ikke havde godtgjort, at BEH-koncernen havde misbrugt sin dominerende stilling hvad angår gasforsyningen i Bulgarien. I denne henseende fastslog Retten, at de oplysninger, som Kommissionen havde fremlagt vedrørende adgangen til den rumænske gasrørledning 1 for at påvise alle de angivelige adgangsbegrænsninger – og, såfremt oplysninger var påvist, at disse begrænsninger udgjorde misbrug – var utilstrækkelige.
Retten bemærkede indledningsvis, at Kommissionen med føje havde vurderet Bulgargaz’ adfærd på markedet for kapacitetstjenester på den rumænske gasrørledning 1 i lyset af Bronner-dommen. I denne henseende bemærkede Retten, at en dominerende virksomheds nægtelse af at levere den tjeneste, som tredjeparter skal have adgang til for at kunne udøve virksomhed på et tilstødende marked, herunder i senere led, udgør en overtrædelse af artikel 102 TEUF, hvis tre kumulative betingelser er opfyldt, dvs. at nægtelsen kan fjerne enhver konkurrence på dette marked fra den, der anmoder om nævnte tjeneste, at nægtelsen ikke kan begrundes objektivt, og at den pågældende tjeneste er uundværlig med henblik på udøvelsen af ansøgerens virksomhed, for så vidt som der ikke er noget faktisk eller potentielt alternativ til denne tjeneste. I det foreliggende tilfælde udgjorde den rumænske gasrørledning 1 en »kritisk infrastruktur«, eftersom den var den eneste holdbare vej til at føre russisk gas til Bulgarien i overtrædelsesperioden. I denne henseende kunne Kommissionen med føje finde, at det med henblik på anvendelsen af nævnte principper, som er fastsat i retspraksis, var uden betydning, at Bulgargaz ikke ejede infrastrukturen, men blot var indehaver af en eksklusiv brugsret, eftersom denne ret kom til udtryk i en kontrolsituation over nævnte infrastruktur, hvorved selskabet fik mulighed for at gøre tredjeparters adgang til gasrørledningen betinget af sit samtykke.
Retten fastslog, at den bevisværdi, som Kommissionen havde tillagt reservationen af hele kapaciteten på den rumænske gasrørledning 1 i medfør af 2005-aftalen, ikke forelå, eftersom denne reservation ikke udgjorde et tilstrækkeligt indicium til at påvise det angivelige misbrug på markedet for kapacitetstjenester på nævnte gasrørledning. Den aftalte eksklusive ret, som Bulgargaz blev indrømmet ved 2005-aftalen, kunne, selv om dette selskab kun brugte en del af sin kapacitet på den rumænske gasrørledning 1, således ikke udgøre Bulgargaz’ misbrug af dominerende stilling, hvis Kommissionen ikke påviste, at selskabets adfærd faktisk gav det evnen til at fortrænge konkurrenterne fra de bulgarske markeder for gasforsyning, bl.a. som omhandlet i Bronner-dommen og den senere retspraksis (4) vedrørende nægtelse af adgang til »kritisk infrastruktur«.
I det foreliggende tilfælde fremgik det af de af Kommissionen anførte oplysninger, at den eksklusive ret, som var indrømmet Bulgargaz, ikke hindrede dette selskab i fra 2013 at imødekomme en anmodning fremsat af selskabet Overgas, hvorved sidstnævnte fik adgang til uudnyttet kapacitet på den rumænske gasrørledning 1. Retten bemærkede endvidere, at Kommissionen heller ikke i tilstrækkelig grad havde godtgjort, at Bulgargaz ulovligt afviste andre tredjeparters anmodninger om adgang.
Endelig godkendte Retten ikke den bevisværdi, som Kommissionen havde tillagt Bulgargaz’ adfærd inden for rammerne af drøftelserne på regeringsplan mellem Republikken Bulgarien og Rumænien vedrørende genforhandlingen af 2005-aftalen. Ifølge Retten kunne disse drøftelser ikke udgøre et bevis for nægtelse af at give adgang til den rumænske gasrørledning 1. Udfordringerne ved denne genforhandling, navnlig behovet for at indrømme Bulgargaz en garanteret minimumskapacitet, var nemlig ikke begrænset til Bulgargaz’ blotte interesser, men krævede de bulgarske myndigheders involvering, henset til Bulgariens afhængighed af den rumænske gasrørledning 1 for gasforsyningssikkerheden på det bulgarske marked. Rumænien havde desuden en klar interesse i at genforhandle 2005-aftalen med henblik på den traktatbrudsprocedure, som Kommissionen havde indledt i forhold til denne stat i 2009. Retten fastslog endvidere, at Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad havde godtgjort, at forhandlingernes varighed kunne tilregnes sagsøgerne.
I tredje række fastslog Retten, at Kommissionen heller ikke i tilstrækkelig grad havde godtgjort, at BEH-koncernen havde nægtet adgang til transmissionsnettet og lagringsanlægget i Chiren i juni 2012. I forhold til sidstnævnte bemærkede Retten, at oplysningerne i sagsakterne derimod gjorde det muligt at godtgøre, at Bulgartransgaz’ adfærd kunne begrænse konkurrencen på de bulgarske markeder for gasforsyning fra juni 2012 til september 2014. For så vidt som det i den anfægtede afgørelse blev konkluderet, at sagsøgerne havde begået en samlet og vedvarende overtrædelse af artikel 102 TEUF ved at nægte tredjeparter adgang til de tre infrastrukturer, og alle de foreholdte former for adfærds indbyrdes afhængighed og det forhold, at de supplerede og styrkede hinanden gensidigt, blev tillagt vægt, fastslog Retten imidlertid, at det ikke kunne udledes af den anfægtede afgørelses dispositive del, at denne var støttet på flere grunde vedrørende forskellige former for ulovlig adfærd, hvoraf hver enkelt i sig selv ville være tilstrækkelig til at begrunde denne dispositive del.
På denne baggrund kunne den eneste grund udledt af Bulgartransgaz’ adfærd med hensyn til lagringsanlægget i Chiren efter juni 2012 ikke udgøre en afgørende eller tilstrækkelig begrundelse, som i sig selv kunne underbygge nævnte afgørelses dispositive del, idet Kommissionens vurdering af de faktiske omstændigheder ellers ville blive erstattet med Rettens vurdering heraf.
Derfor havde Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad godtgjort, at overtrædelsen udgjorde det misbrug af dominerende stilling, som sagsøgerne blev tilregnet ved den anfægtede afgørelse.
Med hensyn til afviklingen af proceduren fastslog Retten, at Kommissionen havde begået proceduremæssige uregelmæssigheder, som kunne medføre en tilsidesættelse af BEH-koncernens ret til forsvar, for så vidt som den dels enten ikke eller på ubelejlig vis havde føjet dokumenter om visse møder, som denne institution havde afholdt med Overgas, til sagsakterne, dels havde givet utilstrækkelig aktindsigt heri.
Hvad angår møderne i 2015 og 2016, efter vedtagelsen af klagepunktsmeddelelsen, bemærkede Retten, at disse møder tilsigtede at indsamle oplysninger om genstanden for den undersøgelse, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, og at det ikke tilkommer Kommissionen at udelukke en oplysning fra sagsakterne ved at anvende sin skønsbeføjelse med hensyn til dette dokuments potentielt belastende eller diskulperende karakter. Følgelig var Kommissionen i henhold til artikel 19 i forordning nr. 1/2003 (5), sammenholdt med artikel 3 i forordning nr. 773/2004 (6), forpligtet til at foretage behørig registrering af erklæringerne afgivet under disse møder og føje dokumenterne til sagsakterne og oplyse sagsøgerne herom, eftersom fraværet af ethvert skriftligt spor hindrer Retten i at efterprøve, om Kommissionen har efterkommet bestemmelserne i forordning nr. 1/2003, og om rettighederne for de virksomheder og fysiske personer, der er involveret i en undersøgelse, fuldt ud er blevet overholdt.
Hvad angår de møder, der fandt sted før vedtagelsen af klagepunktsmeddelelsen, i perioden 2010-2013, tilføjede Kommissionen kun kortfattede noter fra disse møder til sagsakterne, mens de detaljerede referater forblev fortrolige. I denne henseende bemærkede Retten, at det var åbenbart, at disse kortfattede noter var utilstrækkelige til at redegøre for indholdet af drøftelserne mellem Kommissionen og Overgas, og navnlig arten af de oplysninger, som sidstnævnte fremlagde vedrørende de behandlede emner. Der er intet ved ordlyden af artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 eller det formål, som denne bestemmelse forfølger, hvoraf det kan udledes, at lovgiver ønskede at indføre en sondring mellem på den ene side de »kortfattede noter«, der udarbejdes med henblik på aktindsigt, og på den anden side »detaljerede referater«, som skal forblive fortrolige. Ved en sådan fortolkning ville retten til aktindsigt og princippet om processuel ligestilling fratages enhver effektiv virkning.
Henset til den aktindsigt i dokumenter, der var stillet til rådighed i datarummet, bemærkede Retten, at Kommissionen gav sagsøgernes eksterne repræsentanter tilladelse til alene at meddele deres klienter den ikke-fortrolige version af deres datarumsrapport, og at denne ikke indeholdt yderligere oplysninger i forhold til de kortfattede noter, hvori sagsøgerne tidligere havde haft aktindsigt under den administrative procedure. Retten fastslog, at udeladelserne i datarumsrapporten, hvorved den i praksis blev identisk med de kortfattede noter, risikerede at skade målet med datarumsproceduren, dvs. at beskytte fortrolige oplysninger, samtidig med at der gives aktindsigt i beviser, som en part har behov for med henblik på at underbygge sit standpunkt. Dette gælder så meget desto mere, når datarumsproceduren, således som den blev afviklet i det foreliggende tilfælde, kunne påvirke retten til forsvar for sagsøgerne, som kun indirekte havde kunnet udøve denne ret gennem deres eksterne repræsentanter.
Eftersom sagsøgerne i tilstrækkelig grad havde godtgjort, at de uden de af Kommissionen begåede uregelmæssigheder ved at nægte den tilstrækkelig aktindsigt ville have haft adgang til oplysninger, som kunne have sat dem bedre i stand til at varetage deres forsvar under den administrative procedure, fastslog Retten, at sagsøgernes ret til forsvar var blevet tilsidesat.
Henset til alle de ovenstående betragtninger annullerede Retten den anfægtede afgørelse i det hele.