Sag T-688/21
BNP Paribas Public Sector SA
mod
Den Fælles Afviklingsinstans
Rettens dom (Syvende Afdeling) af 25. oktober 2023
»Voldgiftsbestemmelse – den fælles afviklingsmekanisme for kreditinstitutter og visse investeringsselskaber (SRM) – Den Fælles Afviklingsfond (Afviklingsfonden) – aftaler om at indgå en uigenkaldelig betalingsforpligtelse og sikkerhedsstillelsesordningen – afslag på anmodning om tilbagebetaling af sikkerhedsstillelser, der er knyttet til ex ante-bidrag ydet i form af uigenkaldelige betalingsforpligtelser – institut, hvis tilladelse er inddraget – artikel 7, stk. 3, i gennemførelsesforordning (EU) 2015/81 – ansvar uden for kontrakt – ugrundet berigelse«
1. Økonomisk og monetær politik – økonomisk politik – den fælles afviklingsmekanisme for kreditinstitutter og visse investeringsselskaber – ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond – af årlig karakter og kan ikke tilbagebetales
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 806/2014, art. 69, stk. 1, og art. 70, stk. 1 og 4)
(jf. præmis 28-30)
2. Økonomisk og monetær politik – økonomisk politik – genopretning og afvikling af kreditinstitutter – ex ante-bidrag til ordninger til finansiering af afvikling – institutter under ny overvågning eller med ændret status – udtrykket ændring af et instituts status – inddragelse af et kreditinstituts tilladelse – omfattet – uden virkning på pligten til at betale bidrag
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 806/2014; Kommissionens forordning 2015/63, art. 12, stk. 2)
(jf. præmis 31)
3. Økonomisk og monetær politik – økonomisk politik – den fælles afviklingsmekanisme for kreditinstitutter og visse investeringsselskaber – ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond – betaling af bidrag i form af uigenkaldelige betalingsforpligtelser, der er dækket af sikkerhedsstillelser – inddragelse af et kreditinstituts tilladelse – instituttets udtræden af anvendelsesområdet for den fælles afviklingsmekanisme – tilbagebetaling af sikkerhedsstillelser knyttet til de nævnte bidrag – betingelse – alene tilbagebetaling af de omhandlede sikkerhedsstillelser, som dækker de uigenkaldelige betalingsforpligtelser, efter indbetaling af det bidrag, der er knyttet til disse sikkerhedsstillelser
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 806/2014, art. 70, stk. 3; Rådets forordning 2015/81, art. 7)
(jf. præmis 32-51)
4. EU-ret – principper – Unionens princip om forbud mod ugrundet berigelse – retsmidler – erstatningssøgsmål – betingelse – erstatningssøgsmål baseret på en ugrundet berigelse med hjemmel i kontraktlige forpligtelser – ikke tilladt
(Art. 340, stk. 2, TEUF)
(jf. præmis 72-77)
Resumé
Sagsøgeren, selskabet BNP Paribas Public Sector SA, var et fransk kreditinstitut med tilladelse indtil den 24. marts 2021, hvor Den Europæiske Centralbank (ECB) inddrog instituttets tilladelse. For bidragsperioderne fra 2016 til 2021 bidrog sagsøgeren til Den Fælles Afviklingsfond (Afviklingsfonden) ved hjælp af en uigenkaldelig betalingsforpligtelse for i det mindste en del af sine ex ante-bidrag. Med henblik herpå indgik sagsøgeren for hver periode uigenkaldelige betalingsforpligtelser med Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) (herefter »de uigenkaldelige betalingsforpligtelser 2016-2021«). Den 1. april 2021 underrettede sagsøgeren Afviklingsinstansen om, at ECB på sagsøgerens anmodning havde inddraget dennes tilladelse, og anmodede Afviklingsinstansen om oplysninger med henblik på at opnå tilbagebetaling af de sikkerhedsstillelser, der var knyttet til de indgåede uigenkaldelige betalingsforpligtelser.
Den 29. juli 2021 meddelte sagsøgeren Afviklingsinstansen, at de uigenkaldelige betalingsforpligtelser 2016-2021 var blevet opsagt. Ved skrivelse af 13. august 2021 meddelte Afviklingsinstansen sagsøgeren, at den ville tilbagebetale de sikkerhedsstillelser, der var knyttet til de uigenkaldelige betalingsforpligtelser 2016-2021, efter kontant betaling svarende til det forpligtede beløb i henhold til disse forpligtelser. Den anførte bl.a., at henset til artikel 70, stk. 4, i forordning nr. 806/2014 (1), hvorefter behørigt modtagne bidrag ikke tilbagebetales til enhederne, og til artikel 7, stk. 1, i gennemførelsesforordning 2015/81 (2), hvorefter anvendelsen af uigenkaldelige betalingsforpligtelser på ingen måde berører Afviklingsfondens finansielle kapacitet og likviditet, kunne annulleringen af de uigenkaldelige betalingsforpligtelser 2016-2021 og den efterfølgende tilbagebetaling af de sikkerhedsstillelser, der dækkede disse forpligtelser, først finde sted efter kontant betaling af et beløb svarende til beløbet for den pågældende uigenkaldelige betalingsforpligtelse. Afviklingsinstansen opfordrede derfor sagsøgeren til at overføre et bestemt beløb til Afviklingsinstansen. Den 25. oktober 2021 meddelte sagsøgeren Afviklingsinstansen, at sagsøgeren ikke ville foretage denne overførsel, eftersom sagsøgeren ifølge sin forståelse af det gældende regelsæt ikke behøvede at overføre kontanter til Afviklingsinstansen svarende til de samlede forpligtede beløb i henhold til de uigenkaldelige betalingsforpligtelser 2016-2021 for at få sikkerhedsstillelserne tilbagebetalt.
Med sit søgsmål, der er anlagt på grundlag af artikel 272 TEUF (3) og artikel 340, stk. 1, TEUF, har sagsøgeren bl.a. nedlagt påstand om, at det fastslås, at det standpunkt, som Afviklingsinstansen gav udtryk for i sin skrivelse af 13. august 2021, er i strid med bestemmelserne i de uigenkaldelige betalingsforpligtelser 2016-2021, og om, at Afviklingsinstansen tilpligtes at tilbagebetale sagsøgeren beløb svarende til de kontante sikkerhedsstillelser, der er knyttet til disse forpligtelser, der tilbageholdes af Afviklingsinstansen i strid med dennes kontraktlige forpligtelser.
I dommen frifandt Retten Afviklingsinstansen. For det første bekræftede Retten, at den omstændighed, at en enhed ophører med at udøve sin virksomhed som kreditinstitut i løbet af bidragsperioden som følge af inddragelse af dens tilladelse, ikke havde nogen indvirkning på enhedens forpligtelse til at betale det skyldige ex ante-bidrag fuldt ud for den nævnte bidragsperiode, og for det andet præciserede den, at forpligtelsen til at betale dette bidrag fuldt ud ikke var begrænset til alene den del af betalingen, der var foretaget straks, men også omfatter den del, der var ydet gennem en uigenkaldelig betalingsforpligtelse.
Rettens bemærkninger
For det første fremhævede Retten, at det følger af artikel 70, stk. 1, i forordning nr. 806/2014, at kreditinstitutter, der er etableret i en deltagende medlemsstat, for hvert bidragsår er forpligtet til at betale det almindelige bidrag til Afviklingsfonden. Denne årlige opkrævning af ex ante-bidrag fra kreditinstitutterne blev indført for at sikre, at Afviklingsfondens disponible finansielle midler nåede målniveauet ved udgangen af den indledende periode (4). Henset til dette formål har EU-lovgiver i artikel 70, stk. 4, i forordning nr. 806/2014 præciseret, at »behørigt modtagne« ex ante-bidrag ikke tilbagebetales. Med denne formulering opstillede den en regel uden undtagelse. Der henvises derfor ikke til en mulighed for efterfølgende at justere ex ante-bidragene (5). Det følger heraf, at en ændring af et instituts status i løbet af bidragsperioden ikke har nogen indvirkning på størrelsen af det bidrag, der skal betales for det pågældende år. I denne henseende har Unionens retsinstanser allerede fastslået, at den omstændighed, at en enhed ophører med at udøve sin virksomhed som kreditinstitut i løbet af bidragsperioden som følge af inddragelsen af dens tilladelse, ikke har indvirkning på dens forpligtelse til at betale hele det ex ante-bidrag, der skal betales for den nævnte bidragsperiode (6).
For det andet anførte Retten, at kreditinstitutterne for at opfylde deres forpligtelse til at bidrage til Afviklingsfonden i overensstemmelse med artikel 70, stk. 3, i forordning nr. 806/2014 har mulighed for enten straks at betale deres bidrag eller at indgå en uigenkaldelig betalingsforpligtelse.
For det tredje og sidste anførte Retten, at artikel 7 i gennemførelsesforordning 2015/81 fastsætter visse regler, der finder anvendelse på uigenkaldelige betalingsforpligtelser, som har det særlige kendetegn, at de er kontrakter indgået på ubestemt tid, der gør det muligt for institutterne at udsætte betalingen af deres bidrag.
I denne forbindelse bemærkede Retten, henset til den almindelige betydning af ordet »uigenkaldelig«, at en uigenkaldelig betalingsforpligtelse indebærer en forpligtelse, som ikke kan anfægtes, til at betale det beløb, for hvilket forpligtelsen er indgået. Retten fastslog endvidere, at selv om artikel 7, stk. 3, i gennemførelsesforordning 2015/81 ikke udtrykkeligt præciserer, at institutterne først skal betale deres bidrag, for at deres sikkerhedsstillelse efterfølgende kan tilbagebetales til dem, kræver forordning nr. 806/2014, at disse institutter i den indledende periode betaler et årligt bidrag til Afviklingsfonden med henblik på, at sidstnævnte når målniveauet ved udgangen af den nævnte periode. Det følger heraf, at hvis den sikkerhedsstillelse, der dækker en uigenkaldelig betalingsforpligtelse, blev tilbagebetalt uden forudgående modtagelse af det bidrag, for hvilket denne forpligtelse blev indgået, ville instituttet ikke blot ikke opfylde sin forpligtelse til at betale det fulde bidrag for den periode, hvor instituttet var omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 806/2014, men ex ante-bidraget i form af en uigenkaldelig betalingsforpligtelse ville heller ikke nå målet om at tildele Afviklingsfonden finansielle midler svarende til det af EU-lovgiver fastsatte niveau.
Som Unionens retsinstanser har præciseret (7), har den omstændighed, at en enhed ophører med at udøve sin virksomhed som kreditinstitut i løbet af bidragsperioden som følge af inddragelsen af dens tilladelse, ingen indvirkning på dens forpligtelse til at betale hele det ex ante-bidrag, der skal betales for den nævnte bidragsperiode. Retten fandt, at der ved vurderingen af rækkevidden af forpligtelsen til at betale dette bidrag fuldt ud ikke er grund til at begrænse sig til den del, der betales straks, uden at tage hensyn til den anden del, der ydes i form af en uigenkaldelig betalingsforpligtelse. Artikel 7, stk. 1, i gennemførelsesforordning 2015/81 bestemmer nemlig udtrykkeligt, at anvendelsen af uigenkaldelige betalingsforpligtelser på ingen måde må berøre Afviklingsfondens finansielle kapacitet eller likviditet. Annullationen af en uigenkaldelig betalingsforpligtelse, som skyldes, at instituttet ikke længere er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 806/2014, og tilbagebetalingen af den tilsvarende sikkerhedsstillelse, som er fastsat i artikel 7, stk. 3, i gennemførelsesforordning 2015/81, kan derfor ikke være til skade for Afviklingsfonden. Hvis dette ikke var tilfældet, ville den sidstnævnte bestemmelse tilsidesætte det formål, der forfølges med den årlige opkrævning af ex ante-bidrag (8). Artikel 7, stk. 1, i gennemførelsesforordning 2015/81 finder således anvendelse på behandlingen af uigenkaldelige betalingsforpligtelser fra et institut, som ikke er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 806/2014, og dermed skal artikel 7, stk. 3, i gennemførelsesforordning 2015/81 fortolkes i lyset af denne bestemmelse. Retten fandt derfor, at den annullation af den uigenkaldelige betalingsforpligtelse, der er fastsat i sidstnævnte bestemmelse, har til formål at bringe denne forpligtelse til ophør, således at den ikke fortsætter, efter at det bidragydende institut er udtrådt af anvendelsesområdet for forordning nr. 806/2014. Denne bestemmelse har således ikke til formål at gøre det muligt for institutter, der ikke er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, at unddrage sig deres forpligtelse til at betale det skyldige bidrag fuldt ud, men at sikre, at Afviklingsfondens finansielle midler er til rådighed så hurtigt som muligt for Afviklingsinstansen i tilfælde af afvikling, dvs. at sikre Afviklingsfondens finansielle kapacitet og likviditet.
Den omstændighed, at et instituts udtræden vil reducere de dækkede indskuds samlede beløb og dermed målniveauet, forudsat at dette er fastsat, fritager heller ikke det pågældende institut fra at betale hele det skyldige ex ante-bidrag for bidragsperioden. I denne henseende bemærkede Retten, at sagsøgeren i perioden 2016-2021 var omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 806/2014 og således var forpligtet til at bidrage til Afviklingsfonden, og at Afviklingsinstansen for hvert af disse år havde beregnet sagsøgerens individuelle bidrag på grundlag af bl.a. den fremskrivning, som Afviklingsinstansen havde foretaget for det pågældende år, af det målniveau, der skulle nås ved udløbet af den indledende periode. Den omstændighed, at målniveauet kunne ændre sig efter sagsøgerens udtræden af anvendelsesområdet for forordning nr. 806/2014, kunne således ikke have nogen indvirkning på beregningen af og dermed på størrelsen af de bidrag, der skulle betales for perioden forud for sagsøgerens udtræden af ordningen. Den omstændighed, at sagsøgerens udtræden af anvendelsesområdet for forordning nr. 806/2014 kunne påvirke målniveauet, hvis dette skulle vise sig at være tilfældet, kunne følgelig ikke begrunde en ændring af størrelsen af de bidrag, som sagsøgeren skulle betale for årene 2016-2021. Dette kunne heller ikke begrunde en tilbagebetaling af de sikkerhedsstillelser, der dækkede de uigenkaldelige betalingsforpligtelser 2016-2021, uden forudgående betaling af de bidrag, for hvilke disse forpligtelser var indgået.
Retten bemærkede endvidere, at det allerede var blevet fastslået, at et instituts udtræden af anvendelsesområdet for forordning nr. 806/2014 ikke giver det ret til en ny beregning af ex ante-bidraget, for så vidt som Afviklingsinstansen, såfremt den skulle tage hensyn til udviklingen i kreditinstitutternes retlige og finansielle situation i den pågældende bidragsperiode, vanskeligt kan foretage en pålidelig og stabil beregning af de bidrag, som hvert enkelt institut skal betale, og forfølge målet om ved udgangen af den indledende periode at nå mindst 1% af de dækkede indskud i alle de institutter, der er meddelt tilladelse på en medlemsstats område (9). Det følger af det ovenstående, at annullationen af den uigenkaldelige betalingsforpligtelse og tilbagebetalingen af den garanti, der er fastsat i artikel 7, stk. 3, i gennemførelsesforordning 2015/81, ikke kan indebære, at den del af ex ante-bidraget, for hvilken der er indgået en uigenkaldelig betalingsforpligtelse, ikke skal stilles til rådighed, når det bidragydende institut ikke er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 806/2014. Dette institut er fortsat forpligtet til at betale hele det individuelle bidrag, der regelmæssigt beregnes af Afviklingsinstansen for den pågældende periode, og har ikke ret til kun at betale en brøkdel af det.
Retten var følgelig af den opfattelse, at det standpunkt, som Afviklingsinstansen gav udtryk for i skrivelsen af 13. august 2021, hvorefter den først kunne tilbagebetale de kontante sikkerhedsstillelser, der dækkede de uigenkaldelige betalingsforpligtelser 2016-2021, efter modtagelse af et beløb svarende til størrelsen af de bidrag, som disse instrumenter var blevet udstedt for, hverken var i strid med artikel 7, stk. 3, i gennemførelsesforordning 2015/81 eller med punkt 12.5 i de uigenkaldelige betalingsforpligtelser 2016-2021, der henviser til denne bestemmelse.