Language of document : ECLI:EU:T:2011:621

Sag T-348/08

Aragonesas Industrias y Energía, SAU

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence – kartel – markedet for natriumchlorat – beslutning, der fastslår en overtrædelse af artikel 81 EF og af EØS-aftalens artikel 53 – annullationssøgsmål – opdeling af markedet – fastsættelse af priser – en række af indicier – datoen for beviserne – erklæringer fra konkurrenter – indrømmelse – overtrædelsens varighed – bøder – overtrædelsens grovhed – formildende omstændigheder«

Rettens dom (Anden Afdeling) af 25. oktober 2011………………      ?II - 0000

Sammendrag af dom

1.      Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – domstolsprøvelse – grænser

(Art. 81, stk. 1, EF og art. 230 EF; EØS-aftalen, art. 53, stk. 1)

2.      Fællesskabsret – principper – grundlæggende rettigheder – uskyldsformodning – konkurrencesag – anvendelse heraf

(Art. 6, stk. 2, EU; art. 81, stk. 1, EF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; EØS-aftalen, art. 53, stk. 1)

3.      Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – bevismiddel – anvendelse af en række indicier

(Art. 81, stk. 1, EF; EØS-aftalen, art. 53, stk. 1)

4.      Konkurrence – karteller – aftaler mellem virksomheder – bevis for overtrædelse – ingen dokumentbeviser – indvirkning

(Art. 81, stk. 1, EF; EØS-aftalen, art. 53, stk. 1)

5.      Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – Kommissionen har bevisbyrden for en overtrædelse og dennes varighed

(Art. 81, stk. 1, EF; EØS-aftalen, art. 53, stk. 1; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03)

6.      Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – domstolsprøvelse – identifikation af de beviser, som Kommissionen har anvendt

(Art. 81, stk. 1, EF; EØS-aftalen, art. 53, stk. 1; Rådets forordning nr. 1/2003)

7.      Konkurrence – karteller – aftaler mellem virksomheder – bevis for overtrædelse – bedømmelse af de forskellige bevisers bevisværdi – en virksomheds indrømmelse med hensyn til dens deltagelse i ulovlige møder

(Art. 81, stk. 1, EF)

8.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – beregningsmetode fastsat i Kommissionens retningslinjer – beregning af bødens grundbeløb – hensyntagen til overtrædelsens kendetegn i dens helhed

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 22)

9.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – formildende omstændigheder – virksomhedens passive rolle eller rolle som medløber

(Art. 81 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02)

10.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – skønsbeføjelse forbeholdt Kommissionen – forhøjelse af det generelle bødeniveau – lovlig

(Art. 81, stk. 1, EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23)

11.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – formildende omstændigheder – adfærd, der afviger fra den, der blev aftalt i kartellet – vurdering

(Art. 81 EF og 82 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 3)

12.    Konkurrence – bøder – størrelse – Kommissionens skøn – domstolsprøvelse – fastslåelse af en ulovlighed – nødvendigt for Retten at tage stilling til omgørelsen af beslutningen i medfør af sin fulde prøvelsesret

(Art. 261 TEUF)

1.      Hvad angår fremlæggelsen af bevis for en overtrædelse af artikel 81, stk. 1, EF påhviler det Kommissionen at føre bevis for de fastslåede overtrædelser og for, at der er indtruffet de omstændigheder, som overtrædelsen udgør.

Under et annullationssøgsmål, der er anlagt i medfør af artikel 230 EF, tilkommer det endvidere kun Unionens retsinstanser at kontrollere den anfægtede retsakts lovlighed.

Ved behandlingen af et annullationssøgsmål til prøvelse af en kommissionsbeslutning, der har fastslået en overtrædelse af konkurrencereglerne og pålagt beslutningens adressater bøder, består Rettens rolle således i at bedømme, om beviserne og andre omstændigheder, der er påberåbt af Kommissionen i beslutningen, er tilstrækkelige til at bevise den påtalte overtrædelse.

(jf. præmis 90-92)

2.      Såfremt der hos Retten foreligger en tvivl, skal dette komme den virksomhed til gode, der er adressat for en kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse af konkurrencereglerne. Retten kan derfor ikke konkludere, at Kommissionen har ført fornødent bevis for en sådan overtrædelse, hvis den fortsat nærer tvivl vedrørende dette spørgsmål, navnlig i en sag, hvori der er nedlagt påstand om annullation af en beslutning, hvorved der pålægges en bøde.

I denne sidstnævnte situation skal der nemlig tages hensyn til uskyldsformodningen, hvilket princip bl.a. fremgår af artikel 6, stk. 2, i den europæiske menneskerettighedskonvention, som indgår blandt de grundlæggende rettigheder, som efter Domstolens praksis – der i øvrigt er bekræftet af præamblen til den europæiske fælles akt og i artikel 6, stk. 2, EU samt i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – er beskyttet i Unionens retsorden. Henset til arten af de omtvistede overtrædelser samt til karakteren af og strengheden af de hertil knyttede sanktioner finder uskyldsformodningen navnlig anvendelse på sager vedrørende tilsidesættelser af konkurrencereglerne, der gælder for virksomhederne, som vil kunne føre til at pålægge bøder eller tvangsbøder.

(jf. præmis 93 og 94)

3.      Det er på konkurrenceområdet nødvendigt, at Kommissionen fremlægger præcise og samstemmende beviser, der kan støtte den faste overbevisning, at overtrædelsen er blevet begået.

Imidlertid skal hver enkelt af de af Kommissionen fremlagte beviser ikke nødvendigvis opfylde disse kriterier i forhold til hver enkelt led i overtrædelsen. Det er tilstrækkeligt, at den række indicier, som institutionen har påberåbt sig, bedømt i deres helhed opfylder dette krav.

Da forbuddet mod at deltage i konkurrencebegrænsende aftaler er almindeligt kendt, kan det desuden ikke kræves, at Kommissionen fremlægger dokumenter, der udtrykkeligt viser en ulovlig kontakt mellem de pågældende erhvervsdrivende. De brudstykker og spredte dokumenter, som Kommissionen er i besiddelse af, bør i hvert fald kunne suppleres ved at rekonstruere visse enkeltheder ved hjælp af følgeslutninger. Den omstændighed, at der foreligger en konkurrencebegrænsende praksis eller aftale, skal derfor udledes ved en slutning ud fra et vist antal sammenfaldende omstændigheder og indicier, der, når de betragtes samlet og i mangel af en anden logisk forklaring, kan udgøre beviset for en tilsidesættelse af konkurrencereglerne.

(jf. præmis 95-97)

4.      For så vidt angår beviserne, som kan påberåbes med henblik på at påvise en overtrædelse af artikel 81 EF og artikel 53 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), er det princip, der finder anvendelse i EU-retten, princippet om den frie bevisbedømmelse.

Følgelig er de eventuelt manglende bevisdokumenter kun relevante i forbindelse med helhedsvurderingen af den helhed af beviser, som Kommissionen har fremført. Derimod har dette i sig selv ikke til følge, at den pågældende virksomhed gyldigt kan stille spørgsmålstegn ved Kommissionens påstande ved at give en anden forklaring på de faktiske omstændigheder. Dette er kun tilfældet, når de fremlagte beviser ikke gør det muligt at fastslå, at der forelå en utvetydig overtrædelse, og uden at det er nødvendigt med en fortolkning.

Desuden er ingen EU-retlige bestemmelser eller almindelige EU-retlige principper til hinder for, at Kommissionen over for en virksomhed påberåber sig erklæringer fra andre involverede virksomheder, uanset at de er indhentet af Kommissionen i forbindelse med en anmodning om at være omfattet af meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager. I modsat fald ville bevisbyrden i forbindelse med overtrædelser af artikel 81 EF og EØS-aftalens artikel 53, som påhviler Kommissionen, ikke kunne løftes, hvilket ville være uforeneligt med dens opgave om at overvåge den korrekte anvendelse af disse bestemmelser.

En erklæring fra en virksomhed, der beskyldes for at have deltaget i et kartel, hvis rigtighed bestrides af flere andre anklagede virksomheder, kan imidlertid ikke uden støtte i andre beviser betragtes som et tilstrækkeligt bevis for, at en overtrædelse er begået af disse sidste virksomheder, forudsat at den krævede grad af bestyrkelse kan være mindre, hvilket skyldes troværdigheden af de pågældende udtalelser. Et sådant krav om bestyrkelse for en virksomheds erklæring bør ligeledes overholdes i tilfælde af den forfulgte virksomheds indsigelser mod den nævnte erklæring.

(jf. præmis 98-101 og 206)

5.      På konkurrenceområdet kan en særlig høj bevisværdi tillægges de erklæringer, der for det første er troværdige, for det andet afgives på en virksomheds vegne, for det tredje hidrører fra en person, der er fagligt forpligtet til at handle i dette selskabs interesse, for det fjerde går imod den erklærendes interesser, for det femte hidrører fra et direkte vidne til de forhold, der angives, og for det sjette er afgivet skriftligt med omtanke og efter moden overvejelse.

Selv om der generelt bør udvises en vis vagtsomhed for så vidt angår frivillige erklæringer fra hoveddeltagerne i et ulovligt kartel, henset til muligheden for, at disse deltagere har en tendens til at mindske betydningen af deres egne bidrag til overtrædelsen og forstørre betydningen af de øvriges, står det dog tilbage, at den omstændighed, at der fremsættes anmodning om at være omfattet af meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager med henblik på at opnå en bødefritagelse eller bødenedsættelse, ikke nødvendigvis medfører en tilskyndelse til at fremlægge forvanskede beviser vedrørende de øvrige medlemmers deltagelse i det påtalte kartel. Ethvert forsøg på at vildlede Kommissionen kan således skabe tvivl angående oprigtigheden og samarbejdsviljen hos den virksomhed, der har fremsat anmodningen, og dermed bringe muligheden for denne for at drage fuld nytte af samarbejdsmeddelelsen i fare. De potentielle konsekvenser af fremlæggelse af forvanskede forhold for Kommissionen er i denne henseende så meget desto mere alvorlige, som en virksomheds erklæring, der anfægtes, skal have støtte i andre beviser. Denne omstændighed forøger således risikoen for, at der identificeres urigtige erklæringer af såvel Kommissionen som af de andre virksomheder, der beskyldes for at have deltaget i overtrædelsen.

(jf. præmis 104-106)

6.      Den administrative procedure i medfør af forordning nr. 1/2003, som finder sted i Kommissionen, består af to forskellige og successive faser, som hver har sin egen indre logik, nemlig en indledende undersøgelsesfase og en kontradiktorisk fase. Den indledende undersøgelsesfase, hvor Kommissionen udnytter sine undersøgelsesbeføjelser i henhold til forordning nr.1/2003, og som strækker sig til klagepunktsmeddelelsen, skal gøre det muligt for Kommissionen at indsamle alle de relevante oplysninger, som bekræfter eller afkræfter en overtrædelse af konkurrencereglerne, og at foretage en første stillingtagen til, hvilken kurs proceduren skal følge. Den kontradiktoriske fase, som strækker sig fra klagepunktsmeddelelsen til vedtagelsen af den endelige beslutning, skal derimod gøre det muligt for Kommissionen endeligt at tage stilling til den påståede overtrædelse.

Ved bedømmelsen af beviser og andre forhold, som Kommissionen har påberåbt sig for at godtgøre tilstedeværelsen af en overtrædelse af konkurrencereglerne, må undersøgelsen med henblik på Rettens identifikation af de nævnte beviser kun vedrøre den del af begrundelsen for Kommissionens beslutning, hvori Kommissionen beskriver den kontradiktoriske fase i den administrative procedure. Det er først efter, i forbindelse med den sidstnævnte fase, at have modtaget den berørte virksomheds bemærkninger vedrørende Kommissionens første holdning ved afslutningen af den indledende undersøgelsesfase, således som den fremgår af klagepunktsmeddelelsen, at Kommissionen kan beslutte, om den nævnte første holdning skal fastholdes, og således udtale sig endeligt om den kritiserede overtrædelse.

Når Kommissionen – efter at have modtaget en virksomheds bemærkninger til klagepunktsmeddelelsen ved sin bedømmelse af de foreliggende beviser ved afslutningen af den indledende undersøgelsesfase med henblik på at tage stilling til den nævnte virksomheds deltagelse i en overtrædelse – selv har rejst tvivl om bevisværdien af de nævnte beviser, kan Retten kun tage hensyn til Kommissionens vurdering i denne forbindelse.

(jf. præmis 109, 110 og 113)

7.      For så vidt angår en virksomheds indrømmelse med hensyn til dennes deltagelse i et konkurrenceretligt set ulovligt møde kan en virksomheds udtrykkelige eller stiltiende erkendelse af faktiske eller retlige omstændigheder under den administrative procedure for Kommissionen tjene som yderligere bevismiddel ved sagens vurdering.

For at anvende en sådan indrømmelse som et troværdigt bevis skal det derfor ved sagens vurdering undersøges, om ordlyden af denne indrømmelse supplerer andre beviser, som Kommissionen har fremlagt.

(jf. præmis 217 og 218)

8.      Selv om grovheden af en overtrædelse af konkurrencereglerne først vurderes i forhold til den konkrete overtrædelses kendetegn, som f.eks. dens art, virksomhedernes samlede markedsandel, overtrædelsens geografiske udstrækning og spørgsmålet om, hvorvidt overtrædelsen er blevet udmøntet i praksis, bliver denne vurdering herefter tilpasset de skærpende eller formildende omstændigheder, som er særlige for hver virksomhed, der har deltaget i overtrædelsen.

Første fase af Kommissionens metode for fastsættelse af grundbeløbet har således til formål at fastsætte grundbeløbet for den bøde, der skal pålægges den enkelte virksomhed, idet der på værdien af den pågældende afsætning på deres relevante geografiske marked anvendes en første multiplikationsfaktor, der afspejler overtrædelsens grovhed, eller endog en anden multiplikationsfaktor med henblik på at afholde dem fra på ny at indlede en sådan ulovlig adfærd. Som det fremgår af retningslinjerne for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003, fastsættes hver af disse multiplikationsfaktorer på grundlag af forhold, der afspejler overtrædelsens kendetegn i sin helhed, navnlig for så vidt som den samler hele den samlede konkurrencebegrænsende adfærd hos alle deltagerne.

Der skal derfor ikke ved fastsættelsen af størrelsen af disse to multiplikationsfaktorer tages hensyn til de særlige forhold, der er forbundet med den overtrædelse, der er begået af hver af de individuelle deltagere. Denne konstatering bestyrkes desuden af selve formålet med den anden fase af metoden for fastsættelse af bøderne, der netop tilsigter at tage hensyn til de skærpende eller formildende omstændigheder, der enkeltvis kendetegner den konkurrencebegrænsende adfærd hos hver af deltagerne i den omhandlede overtrædelse.

Som følge heraf har alle de i retningslinjernes punkt 22 opregnede faktorer med henblik på at vurdere både multiplikationsfaktoren »overtrædelsens grovhed« (retningslinjernes punkt 21) og multiplikationsfaktoren »adgangsgebyr« (retningslinjernes punkt 25) til formål at bedømme overtrædelsen af EU-konkurrenceretten samlet set. Det fremgår i særdeleshed ikke af retningslinjerne, at Kommissionen under den første fase i metoden til fastsættelse af bøderne er forpligtet til at tage hensyn til specifikke omstændigheder hos en deltager i en overtrædelse af konkurrencereglerne, såsom en virksomheds sjældne deltagelse i de konkurrencebegrænsende kontakter eller den manglende gennemførelse af de indgåede aftaler. Kommissionen tager således først hensyn til sådanne forhold under den anden fase i den nævnte metode, nemlig som skærpende eller formidlende omstændigheder, som er særlige for hver virksomhed, der har deltaget i overtrædelsen.

(jf. præmis 264-267 og 273)

9.      Punkt 28 og 29 i retningslinjerne for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 fastsætter en regulering af bødens grundbeløb ud fra visse skærpende og formildende omstændigheder, som gør sig gældende for den enkelte virksomhed. Navnlig fastlægger retningslinjernes punkt 29 en ikke udtømmende liste over formildende omstændigheder, der under visse betingelser kan give anledning til at nedsætte grundbeløbet. Denne liste henviser ganske vist ikke længere til virksomhedens passive rolle som en formildende omstændighed, der kan tages i betragtning. I det omfang, den i retningslinjernes punkt 29 fastlagte liste ikke er udtømmende, kan et sådant tilfælde imidlertid ikke principielt udelukkes som en omstændighed, der kan give anledning til en nedsættelse af bødens grundbeløb.

En virksomheds passive rolle ved gennemførelsen af overtrædelsen indebærer, at den pågældende virksomhed holder »lav profil«, dvs. afstår fra en aktiv deltagelse i tilblivelsen af de(n) konkurrencebegrænsende aftale(r).

Det kan som en omstændighed, der kan vise, at en virksomhed har spillet en passiv rolle ved gennemførelsen af overtrædelsen i et kartel, tages i betragtning, at virksomheden har deltaget væsentligt mere sporadisk i møderne end kartellets almindelige medlemmer, og tilsvarende, at den, uanset hvor længe den har deltaget i overtrædelsen, er indtrådt på det marked, som har været omfattet af denne, på et sent tidspunkt, og at andre virksomheder, som har deltaget i overtrædelsen, udtrykkeligt har afgivet forklaringer, hvoraf der fremgår noget sådant.

(jf. præmis 279-281, 284 og 285)

10.    Kommissionen har et skøn i forbindelse med udmålingen af bøderne, således at virksomhederne tilskyndes til at overholde konkurrencereglerne. Den omstændighed, at Kommissionen tidligere har pålagt bøder af en bestemt størrelsesorden i tilfælde af visse typer overtrædelser, kan ikke berøve den muligheden for at forhøje dette niveau inden for de i forordning nr. 1/2003 angivne rammer, hvis det er nødvendigt for at gennemføre Fællesskabets konkurrencepolitik. For at Fællesskabets konkurrenceregler kan anvendes effektivt, må Kommissionen tværtimod til enhver tid have mulighed for at tilpasse bødeniveauet efter konkurrencepolitikkens krav.

(jf. præmis 293)

11.    Den omstændighed, at en virksomhed, der bevisligt har deltaget i en samordning af priser med sine konkurrenter, ikke har udvist en adfærd på markedet, der svarer til den, der blev aftalt med konkurrenterne, skal ikke nødvendigvis tages i betragtning som formildende omstændighed ved udmålingen af den bøde, der skal pålægges. En virksomhed, der på trods af samordningen med sine konkurrenter følger en mere eller mindre uafhængig politik på markedet, søger eventuelt blot at udnytte kartellet til sin fordel.

(jf. præmis 297)

12.    Den omstændighed, at gennemgangen af anbringender fremført af en virksomhed mod lovligheden af en kommissionsbeslutning, hvorved der pålægges en bøde for tilsidesættelse af EU-konkurrenceretten, har frembragt en ulovlighed, fritager ikke Retten for at undersøge, om den under hensyn til følgerne af den nævnte ulovlighed og under udøvelsen af sin fulde prøvelsesret bør omgøre den anfægtede beslutning.

(jf. præmis 306)