Sag anlagt den 14. september 2010 - Westfälische Drahtindustrie m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-393/10)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøgere: Westfälische Drahtindustrie GmbH (Hamm, Tyskland), Westfälische Drahtindustrie Verwaltungsgesellschaft mbH & Co. KG (Hamm) og Pampus Industriebeteiligungen GmbH & Co. KG (Iserlohn, Tyskland) (ved Rechtsanwalt C. Stadler)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

Beslutningens artikel 1, nr. 8), litra a) og b), annulleres, i det omfang denne fastslår, at sagsøgerne 1) og 2) er ansvarlige for en overtrædelse af artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53, der er begået før den 12. maj 1997.

Beslutningens artikel 2 annulleres, i det omfang denne fastslår, at sagsøger 1) til 3) er solidarisk ansvarlige for betalingen af en bøde på 15 485 000 EUR, sagsøger 1) og 2) er solidarisk ansvarlige for betalingen af en bøde på 30 115 000 EUR, og sagsøger 1) er ansvarlig for betalingen af en bøde på 10 450 000 EUR.

Subsidiært: Bøden, der er pålagt sagsøgerne i beslutningens artikel 2, nedsættes i passende omfang.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgerne har gjort indsigelse mod Kommissionens beslutning K(2010) 4387 endelig af 30. juni 2010 i sag COMP/38.344 - efterspændingsstål. I den anfægtede beslutning er sagsøgerne og andre virksomheder blevet pålagt bøder på grund af overtrædelse af artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53. Sagsøgerne har efter Kommissionens opfattelse deltaget i en vedvarende aftale og/eller samordnet praksis inden for sektoren for efterspændingsstål på det indre marked og i EØS-området.

Sagsøgerne har til støtte for deres søgsmål gjort otte søgsmålsgrunde gældende.

Som den første søgsmålsgrund har sagsøgerne anført tilsidesættelse af artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1/2003 ¹, idet formodningen om sagsøgernes deltagelse i en samlet og vedvarende overtrædelse er ukorrekt.

I forbindelse med den anden søgsmålsgrund er det subsidiært gjort gældende, at artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 er tilsidesat, eftersom der foreligger en tilsidesættelse af væsentlige principper for beregning af bøder med hensyn til den af Kommissionen fastlagte varighed af overtrædelsen, idet Kommissionen har ladet kartellets krisetid være omfattet.

Som den tredje søgsmålsgrund har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003, idet denne ved anvendelsen af de foreliggende oplysninger i forbindelse med en ansøgning om nedsættelse af sagsøgernes bøde har tilsidesat principperne om beskyttelse af den berettigede forventning og om, at forvaltningens afgørelser binder denne i fremtidige afgørelser.

Sagsøgerne har i forbindelse med den fjerde søgsmålsgrund gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003, idet Kommissionen har foretaget adskillige fejl ved vurderingen af overtrædelsens grovhed.

Som den femte søgsmålsgrund har sagsøgerne gjort gældende, at artikel 23 i forordning nr. 1/2003 er blevet tilsidesat, og at der er sket en krænkelse af begrundelsespligten i henhold til artikel 296, stk. 2, TEUF og artikel 41, stk. 2, litra c), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. De har i den forbindelse anført, at Kommissionen ved beregningen af bøden er afveget vilkårligt fra den i den anfægtede beslutning angivne beregningsmetode.

Som den sjette søgsmålsgrund har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionen på grund af overskridelse af sin skønsbeføjelse og tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet i forbindelse med beregningen af bøden har tilsidesat artikel 23 i forordning nr. 1/2003.

I forbindelse med den syvende søgsmålsgrund har sagsøgerne anfør tilsidesættelse af artikel 296, stk. 2, TEUF og artikel 41, stk. 2, litra c), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, idet Kommissionen på væsentlige punkter ikke har begrundet den anfægtede beslutning.

Endelig har sagsøgerne som den ottende søgsmålsgrund gjort gældende, at Kommissionen har krænket sagsøgernes ret til at blive hørt i henhold til artikel 27 i forordning nr. 1/2003 og artikel 41, stk. 2, litra a), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, idet Kommissionen på væsentlige punkter ikke har hørt sagsøgerne.

____________

¹ - Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT L 1, s. 1).