Sag T-139/06

Den Franske Republik

mod

Europa-Kommissionen

»Manglende opfyldelse af en dom afsagt af Domstolen, hvori der fastslås et traktatbrud – tvangsbøde – medlemsstatens vedtagelse af visse foranstaltninger – krav om betaling – Kommissionens beføjelser – Rettens kompetence«

Sammendrag af dom

1.      Traktatbrudssøgsmål – dom, hvori Domstolen fastslår et traktatbrud i form af manglende opfyldelse af en dom samt pålægger en tvangsbøde – Kommissionens beføjelse til at inddrive en tvangsbøde fastsat af Domstolen

(Art. 226 EF – 228 EF, 274 EF og 279 EF)

2.      Traktatbrudssøgsmål – dom, hvori Domstolen fastslår et traktatbrud – frist for opfyldelse

(Art. 226 EF og 228 EF)

3.      Traktatbrudssøgsmål – dom, hvori Domstolen fastslår en tilsidesættelse af forpligtelsen til at opfyldele en dom samt pålægger en tvangsbøde – Kommissionens vurdering af de foranstaltninger, som medlemsstaten har vedtaget med henblik på at opfylde Domstolens dom – grænser

(Art. 226 EF og 228 EF)

4.      Traktatbrudssøgsmål – dom, hvori Domstolen fastslår en tilsidesættelse af forpligtelsen til at opfyldele en dom samt pålægger en tvangsbøde – »fast tvangsbøde« og »degressiv tvangsbøde« – Kommissionens beføjelse til at nedsætte den af Domstolen fastsatte tvangsbøde – foreligger ikke

(Art. 226 EF og 228 EF)

5.      Retspleje – kompetencefordeling mellem Domstolen og Retten – søgsmål anlagt af en medlemsstat med påstand om annullation af en afgørelse truffet af Kommissionen vedrørende fastsættelse af størrelsen af den tvangsbøde, der skyldes i forbindelse med opfyldelse af en dom afsagt af Domstolen – Rettens fulde prøvelsesret med hensyn til at nedsætte tvangsbøden – foreligger ikke – Domstolens enekompetence

(Art. 226 EF, 228 EF og 229 EF)

1.      Der er ikke i EF-traktaten fastsat bestemmelser til opfyldelse af den dom, Domstolen afsiger efter proceduren i artikel 228 EF, særligt når der pålægges en tvangsbøde. Procedurerne efter 226 EF og 228 EF har ganske vist samme formål, nemlig at sikre den fulde anvendelse af unionsretten, men udgør dog to forskellige procedurer med forskelligt formål. Proceduren efter artikel 226 EF har således til formål at fastslå, at en medlemsstat har handlet i strid med unionsretten, og at bringe en sådan adfærd til ophør, hvorimod proceduren efter artikel 228 EF har et langt mere begrænset formål, idet den kun tager sigte på at tilskynde en forsømmelig medlemsstat til at opfylde en dom i en traktatbrudssag.

Heraf følger, at når Domstolen ved en dom afsagt i medfør af artikel 226 EF har fastslået, at en medlemsstat har tilsidesat sine forpligtelser, er genstanden for de efterfølgende forhandlinger mellem denne medlemsstat og Kommissionen ikke længere eksistensen af et traktatbrud – som netop allerede er blevet konstateret af Domstolen – men spørgsmålet, om de nødvendige betingelser for at anlægge sag i medfør af artikel 228 EF er opfyldt.

Ifølge artikel 226 EF – 228 EF kan fastlæggelsen af en medlemsstats rettigheder og forpligtelser samt bedømmelsen af medlemsstatens handlemåde alene ske i en af Domstolen afsagt dom. Da Domstolen klart har fastlagt en medlemsstats forpligtelser i en dom afsagt i medfør af artikel 228 EF, ville det stride imod traktatens ånd og proceduren i artikel 228 EF at pålægge Kommissionen at anlægge en ny traktatbrudssag på grundlag af artikel 226 EF.

For så vidt som en dom afsagt af Domstolen i henhold til artikel 228, stk. 2, EF pålægger en medlemsstat at betale en tvangsbøde til Kommissionen på kontoen »Det Europæiske Fællesskabs egne indtægter«, og for så vidt som Kommissionen i henhold til artikel 274 EF gennemfører budgettet, tilkommer det desuden Kommissionen at opkræve de beløb, der skyldes Unionens budget til opfyldelse af en dom i overensstemmelse med bestemmelserne i de forordninger, der er vedtaget til gennemførelse af artikel 279 EF.

Heraf følger, at Kommissionen principielt har kompetence til at kræve betaling af en af Domstolen fastsat tvangsbøde.

(jf. præmis 25-28, 32, 37 og 38)

2.      Skønt der i artikel 228 EF ikke er fastsat nogen frist, inden for hvilken medlemsstaten skal have opfyldt en dom, hvori der fastslås et traktatbrud, kræver hensynet til en øjeblikkelig og ensartet anvendelse af unionsretten, at denne opfyldelse iværksættes med øjeblikkelig virkning og gennemføres hurtigst muligt. Det følger af traktatens ånd og af sammenhængen mellem artikel 226 EF og 228 EF, at en dom afsagt af Domstolen, hvori der fastslås et traktatbrud, og en efterfølgende dom, hvori det fastslås, at førstnævnte dom ikke er blevet opfyldt fuldstændigt, skal betragtes som en retlig ramme, der gør det muligt for medlemsstaten nøjagtigt at vide, hvilke foranstaltninger der kræves for at efterleve unionsretten.

(jf. præmis 42 og 43)

3.      Hvis Kommissionen i forbindelse med opfyldelse af en dom fra Domstolen, som pålægger en medlemsstat en tvangsbøde, nærer alvorlig og rimelig tvivl om de nationale myndigheders kontrol, kan medlemsstaten ikke omstøde dens konklusioner uden at underbygge sine egen påstande med beviser for, at der findes et troværdigt og fungerende kontrolsystem. Det påhviler nemlig medlemsstaten at fremlægge et så udførligt og fuldstændigt bevis som muligt for, at dens kontrol rent faktisk finder sted, og, i givet fald, at Kommissionens påstande er fejlagtige. Dette gælder så meget mere, når der er tale om en procedure med henblik på opfyldelse af en dom afsagt af Domstolen, hvori der fastslås et traktatbrud, eftersom det er medlemsstaten, der skal vise, at den har bragt det nævnte traktatbrud til ophør. I denne forbindelse skal Kommissionen nemlig kunne vurdere de foranstaltninger, som medlemsstaten har vedtaget for at opfylde Domstolens dom, særligt med henblik på at undgå, at en medlemsstat, der har tilsidesat sine forpligtelser, ikke blot træffer foranstaltninger, som reelt har samme indhold som dem, der var genstand for Domstolens dom.

Udøvelsen af denne skønsbeføjelse kan imidlertid ikke tilsidesætte hverken medlemsstaternes rettigheder – og særligt de processuelle rettigheder – således som disse følger af den procedure, der er indført ved artikel 226 EF, eller Domstolens enekompetence til at træffe afgørelse vedrørende en national lovgivnings forenelighed med fællesskabsretten.

Inden Kommissionen inddriver en tvangsbøde, skal den derfor kontrollere, om de klagepunkter, som Domstolen har anført i en dom i henhold til artikel 228 EF, endnu ikke er efterkommet på det af Domstolen fastsatte tidspunkt.

(jf. præmis 52-55)

4.      Hvis Domstolen i forbindelse med opfyldelsen af en dom, hvori der fastslås et traktatbrud, i medfør af artikel 228 EF har besluttet at fastsætte en fast tvangsbøde, der forfalder til betaling efter hvert halvår regnet fra afsigelsen af dommen, ved hvis afslutning dommen, hvori der fastslås et traktatbrud, endnu ikke er blevet fuldstændig opfyldt, må det heraf udledes, at en delvis opfyldelse af den nævnte dom ikke giver ret til en nedsættelse af tvangsbøden. Hvis Domstolen udtrykkeligt har fastsat en »fast tvangsbøde« og ikke en »degressiv tvangsbøde«, har Kommissionen, idet den er bundet af Domstolens dom, ikke beføjelse til at nedsætte tvangsbøden.

(jf. præmis 78 og 79)

5.      Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt Retten har fuld prøvelsesret med hensyn til at nedsætte tvangsbøden, henhører den eventuelle fastsættelse af en tvangsbøde og af størrelsen af denne i tilfælde af manglende opfyldelse af en dom, hvori der fastslås et traktatbrud, under Domstolens enekompetence. Det ville derfor være i strid med sammenhængen i traktaten, at Retten nedsatte tvangsbøden inden for rammerne af et annullationssøgsmål. Endelig kræves det i artikel 229 EF, at kompetencen hertil er udtrykkelig. Der kan hverken udledes en sådan kompetence af artikel 226 EF eller af artikel 228 EF.

(jf. præmis 81)