Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af rechtbank Amsterdam (Nederlandene) den 26.oktober 2023 – person, der er omfattet af den europæiske arrestordre: YM, den anden part: Openbaar Ministerie
(Sag C-641/23, Dubers 1 )
Processprog: nederlandsk
Den forelæggende ret
Rechtbank Amsterdam
Parter i hovedsagen
Person, der er omfattet af den europæiske arrestordre: YM
Den anden part: Openbaar Ministerie
Præjudicielle spørgsmål
I. Er artikel 17, stk. 4 og 7, i rammeafgørelse 2002/584/RIA 1 sammenholdt med artikel 267 TEUF til hinder for, at en medlemsstat gennemfører førstnævnte bestemmelse således, at en fuldbyrdende judiciel myndighed, hvis afgørelser kan appelleres, ikke må forlænge fristen for afgørelse på 90 dage alene af den grund, at den agter at forelægge spørgsmål til præjudiciel afgørelse for Den Europæiske Unions Domstol uden for denne frist, således af denne myndighed følgelig er nødt til at træffe afgørelse om fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre uden at forelægge disse spørgsmål?
II. Er artikel 5, nr. 3), i rammeafgørelse 2002/584/RIA sammenholdt med artikel 18 TEUF og, om nødvendigt, sammenholdt med artikel 20 og artikel 21, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder til hinder for, at en medlemsstat gennemfører førstnævnte bestemmelse således, at overgivelse med henblik på retsforfølgning af personer, som er bosat i den fuldbyrdende medlemsstat, kun kan gøres betinget af garantien om overførelse, hvis det forhold, som er årsagen til overgivelsen med henblik på retsforfølgning, er omfattet af denne medlemsstats jurisdiktion – hvilket indebærer, at denne betingelse ikke er opfyldt, hvis dette forhold ikke er strafbart ifølge denne medlemsstats lovgivning – mens denne medlemsstat ikke fastsætter samme betingelse for sine egne statsborgere?
III. Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende: Er artikel 9, stk. 1, litra d), i rammeafgørelse 2008/909/RIA 1 sammenholdt med denne rammeafgørelses artikel 25 samt sammenholdt med artikel 4, nr. 1), og artikel 5, nr. 3), i rammeafgørelse 2002/584/RIA til hinder for, at en medlemsstat, der har anvendt artikel 7, stk. 4, i rammeafgørelse 2008/909/RIA, gennemfører førstnævnte bestemmelse således, at
andre myndigheder i den fuldbyrdende medlemsstat (som fuldbyrdelsesstat), efter at den fuldbyrdende judicielle myndighed under en garanti for overførelse har accepteret overgivelse til den udstedende medlemsstat med henblik på retsforfølgning for et forhold som omhandlet i artikel 2, stk. 4, i rammeafgørelse 2002/584/RIA, som ikke er strafbart i henhold til den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning, men for hvilket den fuldbyrdende judicielle myndighed udtrykkeligt har undladt at afslå overgivelse af disse grunde,
skal eller kan nægte at anerkende og fuldbyrde den straf, som i den udstedende medlemsstat er blevet idømt for denne handling, på grund af den manglende strafbarhed ifølge den fuldbyrdende medlemsstats ret (som fuldbyrdelsesstat) og derfor også skal eller kan nægte at benytte garantien for overførelse?
____________
1 Den foreliggende sags navn er et vedtaget navn. Det svarer ikke til et navn på en part i sagen.
1 Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13.6.2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne - Erklæringer fra en række medlemsstater i forbindelse med rammeafgørelsens vedtagelse (EFT 2002, L 190, s. 1).
1 Rådets rammeafgørelse 2008/909/RIA af 27.11.2008 om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på domme i straffesager om idømmelse af frihedsstraffe eller frihedsberøvende foranstaltninger med henblik på fuldbyrdelse i Den Europæiske Union (EUT 2008, L 327, s. 27).