Language of document : ECLI:EU:T:2014:865

RETTENS DOM (Appelafdelingen)

10. oktober 2014

Sag T-444/13 P

Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA)

mod

BU

»Appel – personalesager – midlertidigt ansatte – tidsbegrænset kontrakt – afgørelse om ikke-forlængelse – Personalerettens kompetence – artikel 8, stk. 1, i ansættelsesvilkårene – omsorgspligt«

Angående:      Appel af dom afsagt af Retten for EU-Personalesager (Tredje Afdeling) den 26. juni 2013 i sagen BU mod EMA (F-135/11, F-51/12 og F-110/12, Sml. Pers., EU:F:2013:93), med påstand om ophævelse af denne dom.

Udfald:      Appellen forkastes. Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) bærer sine egne omkostninger og betaler BU’s omkostninger i forbindelse med appelsagen.

Sammendrag

Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – ansættelse – forlængelse af en tidsbegrænset kontrakt – administrationens skønsbeføjelse – domstolsprøvelse – grænser

(Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 8)

Muligheden for at forlænge en kontrakt som midlertidigt ansat er blot en mulighed, der er overladt til den kompetente myndigheds skøn, idet institutionerne råder over et vidt skøn ved organisationen af deres tjenestegrene, alt efter de opgaver, som er overdraget dem, og – under hensyntagen til disse opgaver – ved placeringen af det personale, som de har til rådighed, betinget af at denne placering sker i tjenestens interesse.

Den kompetente myndighed er, når den træffer afgørelse vedrørende en ansats situation, forpligtet til at tage hensyn til alle de elementer, som kan være bestemmende for dens afgørelse, dvs. ikke blot til tjenestens interesse, men navnlig også til den pågældende ansattes interesse. Dette følger nemlig af administrationens omsorgspligt, som afspejler balancen mellem de gensidige rettigheder og pligter, som vedtægten og, analogt, ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte har indført i forholdet mellem den offentlige myndighed og dens ansatte.

Henset til det vide skøn, som institutionerne har i denne sammenhæng, er den kontrol, der udøves af Unionens retsinstanser, under alle omstændigheder begrænset til en efterprøvelse af, at der ikke foreligger en åbenbar fejl eller magtfordrejning.

(jf. præmis 28)

Henvisning til:

Domstolen: dom af 29. juni 1994, Klinke mod Domstolen, C-298/93 P, Sml., EU:C:1994:273, præmis 38

Retten: domme af 18. april 1996, Kyrpitsis mod CES, T-13/95, Sml. Pers., EU:T:1996:50, præmis 52, af 15. oktober 2008, Potamianos mod Kommissionen, T-160/04, Sml. Pers., EU:T:2008:438, præmis 30 og af 8. september 2009, ETF mod Landgren, T-404/06 P, Sml., EU:T:2009:313, præmis 162 og den deri nævnte retspraksis