Sag C-274/14
Sag indledt af Banco de Santander SA
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Económico-Administrativo Central)
Domstolens dom (Store Afdeling) af 21. januar 2020
»Præjudiciel forelæggelse – artikel 267 TEUF – begrebet »national ret« – kriterier – det omhandlede nationale organs uafhængighed – medlemmernes uafsættelighed – afvisning af anmodningen om præjudiciel afgørelse«
1. Præjudicielle spørgsmål – forelæggelse for Domstolen – national ret i henhold til artikel 267 TEUF – begreb – Tribunal Económico-Administrativo Central (Spanien) – ikke omfattet
(Art. 267 TEUF)
(jf. præmis 51-77)
2. Præjudicielle spørgsmål – forelæggelse for Domstolen – national ret i henhold til artikel 267 TEUF – begreb – uafhængighedskriterium – det omhandlede nationale organs medlemmers status – krav om uafsættelighed – rækkevidde
(Art. 267 TEUF)
(jf. præmis 58-60 og 64-71)
3. Præjudicielle spørgsmål – forelæggelse for Domstolen – national ret i henhold til artikel 267 TEUF – begreb – uafhængighedskriterium – upartiskhed – begreb
(Art. 267 TEUF)
(jf. præmis 61-63 og 72-77)
4. EU-ret – forrang – modstridende national ret – statsstøtte – et ved lov oprettet nationalt organ, der skal behandle klager på skatte- og afgiftsområdet – pligt til at undlade at anvende national lovgivning, som ikke er i overensstemmelse med EU-retlige bestemmelser med direkte virkning
(Art. 108, stk. 3, TEUF)
(jf. præmis 78)
5. Medlemsstater – forpligtelser – etablering af de nødvendige retsinstanser med henblik på at sikre en effektiv domstolsbeskyttelse – nødvendigt at sikre en effektiv præjudiciel forelæggelsesmekanisme og en ensartet fortolkning af EU-retten – national lovgivning, der giver en instans, som ikke opfylder kravene om uafhængighed og upartiskhed, enekompetence til at træffe afgørelser – betingelser for lovlighed – adgang til domstolsprøvelse af en sådan instans’ afgørelser
(Art. 267 TEUF)
(jf. præmis 79)
Resumé
I Banco de Santander-dommen (C-274/14), afsagt den 21. januar 2020, afviste Domstolens Store Afdeling en anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Económico-Administrativo Central (centralt ankenævn i skatteretlige sager, Spanien) (herefter »det forelæggende organ«) med den begrundelse, at det ikke opfyldte det uafhængighedskriterium, som måtte kræves opfyldt, for at dette organ kunne anses for en »ret« i henhold til artikel 267 TEUF.
Den anmodning om præjudiciel afgørelse, som det forelæggende organ havde tilstillet Domstolen, vedrørte i det væsentlige fortolkningen og gyldigheden af flere på hinanden følgende afgørelser, som Kommissionen (1) havde truffet på statsstøtteområdet angående den spanske ordning for skattemæssig afskrivning af finansiel goodwill ved erhvervelse af udenlandske kapitalandele. Anmodningen var blevet forelagt Domstolen i forbindelse med en sag mellem Banco de Santander og Inspección Financiera (skatteinspektion, Spanien) vedrørende fradrag af goodwill som følge af bankens erhvervelse af samtlige selskabsandele i et tysk holdingselskab. Ifølge den relevante nationale lovgivning tilkommer det det forelæggende organ at behandle klager over afgørelser truffet af visse centrale skattemyndigheder, herunder den myndighed, der er omhandlet i det foreliggende tilfælde, og som appelorgan at prøve visse afgørelser, som vedtages af de øvrige Tribunales Económico-Administrativos (ankenævn i skatteretlige sager), der har begrænset stedlig kompetence. En særlig afdeling af det forelæggende organ påkender ekstraordinære appeller til ensretning af praksis, som det alene tilkommer generaldirektøren for beskatning i økonomi- og finansministeriet at iværksætte om fornødent.
Domstolen fandt, at det i lyset af den seneste udvikling i dens praksis (2) indledningsvis skulle undersøges, om det forelæggende organ var omfattet af betegnelsen »ret« i artikel 267 TEUF.
Først bemærkede Domstolen, at denne betegnelse navnlig indebærer, at det forelæggende organ opfylder kriteriet om uafhængighed. Uafhængighed for de nationale domstole, der skal anvende EU-retten, har således betydning for et velfungerende retligt samarbejde, som omfatter mekanismen med præjudiciel forelæggelse fastsat i artikel 267 TEUF, og denne mekanisme kan alene aktiveres af en retsinstans, der skal anvende EU-retten, og som bl.a. opfylder dette krav om uafhængighed.
Hvad for det første angår det eksterne aspekt af uafhængighedsbegrebet bemærkede Domstolen, at det kræver, at det pågældende organ udøver sit hverv helt uafhængigt og uden at være underlagt noget hierarkisk forhold eller stå i afhængighedsforhold til nogen og uden at modtage ordrer eller instrukser fra nogen, hvilket navnlig indebærer, at de tilfælde, hvori dets medlemmer kan afsættes, fastsættes ved udtrykkelige lovbestemmelser, der giver garantier, som opfylder kravene i henhold til det uafsættelighedsprincip, der er uløseligt forbundet med dommernes uafhængighed. Domstolen konstaterede imidlertid, at det forelæggende organs medlemmer kan afsættes ved kongeligt dekret, som udstedes af ministerrådet på forslag fra økonomi- og finansministeren, uden at denne afsættelsesordning reguleres af særlige regler, hvorfor organets medlemmer ikke har andre garantier end dem, der er fastsat ved de almindelige forvaltningsretlige regler.
Hvad for det andet angår det interne aspekt af uafhængighedsbegrebet bemærkede Domstolen, at det hænger sammen med begrebet upartiskhed, der stiller krav om objektivitet og en fuldstændig mangel på interesse i sagens udfald ud over den strikte anvendelse af retsregler. Uafhængighedsbegrebet, forstået således, indebærer, at det omhandlede organ skal kunne anses for udenforstående i forhold til den myndighed, som har truffet den omtvistede afgørelse. Kendetegnene ved den ekstraordinære appel, som kan iværksættes for en særlig afdeling af det forelæggende organ til prøvelse af dette organs afgørelser, gør det imidlertid ikke muligt at betragte sidstnævnte som udenforstående i forhold til de modstridende interesser. Domstolen fremhævede især, at en sådan appel udelukkende kan iværksættes af generaldirektøren for beskatning i økonomi- og finansministeriet, der selv er medlem af den afdeling, der skal påkende denne appel, ligesom det er tilfældet for generaldirektøren eller direktøren for den tjenestegren i den statslige skatte- og afgiftsforvaltning, hvorunder hører det organ, der udstedte den forvaltningsakt, som er omhandlet i den afgørelse, der er genstand for den nævnte appel.
Domstolen tilføjede, at den omstændighed, at det forelæggende organ ikke er en »ret« i henhold til artikel 267 TEUF, ikke fritager det fra forpligtelsen til at sikre EU-rettens anvendelse, når det træffer sine afgørelser, og til om fornødent at undlade at anvende nationale bestemmelser, der synes at stride mod EU-retlige bestemmelser, som har direkte virkning. Desuden gør adgangen til domstolsprøvelse af afgørelser fra det forelæggende organ det muligt at sikre en effektiv præjudiciel forelæggelsesordning, eftersom de nationale retter har mulighed for eller i givet fald pligt til at anmode om en præjudiciel afgørelse fra Domstolen, når en afgørelse om fortolkningen eller gyldigheden af EU-retten er nødvendig for, at de kan træffe afgørelse.