Sag T-498/04

Zhejiang Xinan Chemical Industrial Group Co. Ltd

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Dumping – import af glyphosat med oprindelse i Folkerepublikken Kina – status som virksomhed, der opererer under markedsøkonomiske vilkår – artikel 2, stk. 7, litra b) og d), i forordning (EF) nr. 384/96«

Sammendrag af dom

1.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – dumpingmargen – fastsættelse af normalværdien – indførsler fra lande uden markedsøkonomi, som omhandlet af artikel 2, stk. 7, litra b), i forordning nr. 384/96 – anvendelse af reglerne for lande med markedsøkonomi – anvendelsen forbeholdt producenter, som opfylder de kumulative betingelser i artikel 2, stk. 7, litra c), i forordning nr. 384/96 – ingen omfattende statslig indgriben – begreb – bevisbyrde

[Rådets forordning nr. 384/96, art. 2, stk. 7, litra c), første led]

2.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – dumpingmargen – fastsættelse af normalværdien – indførsler fra lande uden markedsøkonomi, som omhandlet af artikel 2, stk. 7, litra b), i forordning nr. 384/96 – proceduren for bedømmelsen af betingelserne, som gør det muligt for en producent at opnå status som virksomhed underlagt markedsøkonomiske principper – institutionernes skønsbeføjelser – hensyntagen til statslig kontrol – lovligt – sidestilling af statslig kontrol med en omfattende statslig indgriben – ulovligt

[Rådets forordning nr. 384/96, art. 2, stk. 7, litra b) og c)]

3.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – dumpingmargen – fastsættelse af normalværdien – indførsler fra lande uden markedsøkonomi, som omhandlet af artikel 2, stk. 7, litra b), i forordning nr. 384/96 – anvendelse af reglerne for lande med markedsøkonomi – anvendelsen forbeholdt producenter, som opfylder de kumulative betingelser i artikel 2, stk. 7, litra c), i forordning nr. 384/96 – hensyntagen til såvel virksomhed på hjemmemarkedet som eksportvirksomhed

[Rådets forordning nr. 384/96, art. 2, stk. 7, litra b) og c)]

1.      Det fremgår klart af ordlyden af artikel 2, stk. 7, litra c), første led, i antidumpinggrundforordning nr. 384/96, at spørgsmålet, om der foreligger en omfattende statslig indgriben, skal bedømmes under hensyntagen til den måde, hvorpå »virksomhedernes beslutninger om priser og omkostninger« skal træffes. Ifølge denne ordlyd kræves det nemlig, at den omhandlede producerende eksportør godtgør, at den pågældendes beslutninger dels skal træffes »som reaktion på markedssignaler«, dels »uden nogen omfattende statslig indgriben«. Desuden understøtter anvendelsen af termen »[i den forbindelse]« forbindelsen mellem de relevante beslutninger og den statslige indgriben.

Følgelig kan en adfærd fra statens side, der ikke kan påvirke de relevante beslutninger, ikke udgøre en »omfattende indgriben« som omhandlet i artikel 2, stk. 7, litra c), første led, i antidumpinggrundforordning nr. 384/96.

Endvidere kan begrebet »omfattende statslig indgriben«, henset til denne bestemmelses ordlyd, formål og sammenhæng, ikke sidestilles med en enhver indflydelse på virksomhedens aktiviteter eller enhver deltagelse i virksomhedens beslutningsproces, men skal forstås som en handling fra myndighedernes side, der kan bevirke, at virksomhedens beslutninger er uforenelige med de markedsøkonomiske vilkår.

Selve anvendelsen af udtrykket »omfattende indgriben« er navnlig udtryk for fællesskabslovgivers ønske om at tillade en vis grad af statslig indflydelse på en virksomheds aktiviteter eller inddragelse i virksomhedens beslutningsproces, som ikke har nogen indvirkning på den måde, hvorpå beslutningerne om priser og omkostninger til inputs skal træffes.

(jf. præmis 84-87)

2.      Med henblik på fortolkningen og anvendelsen af artikel 2, stk. 7, litra c), første led, i antidumpinggrundforordning nr. 384/96 skal der tages hensyn til den omstændighed, at de stater, der er omfattet af forordningens artikel 2, stk. 7, litra b), ikke anses for stater med markedsøkonomi, og det til trods for de reformer, der er gennemført i disse stater. Der er tale om fællesskabslovgiverens bedømmelse af den økonomiske, retlige og politiske situation i disse tredjelande, som udtrykkeligt er anerkendt i den nævnte forordnings artikel 2, stk. 7, og som begrunder den særlige behandling af import, der stammer fra disse stater, hvad angår fastsættelsen af den normale værdi. Der er følgelig en formodning for, at de vilkår, som de virksomheder, der driver forretning i disse lande, er undergivet, ikke kan sammenlignes, medmindre det modsatte bevises, med de vilkår, som findes i lande med markedsøkonomi.

Den omstændighed, at et selskab, der har hjemsted i et land uden markedsøkonomi, kontrolleres af staten, kan således give anledning til tvivl om, hvorvidt denne stat går længere end en sædvanlig aktionær, der respekterer markedsreglerne, og om selskabets ledelse er tilstrækkeligt uafhængig af staten til at kunne træffe selvstændige beslutninger for så vidt angår priser og omkostninger til inputs, og det som reaktion på markedssignaler, der afspejler udbuds- og efterspørgselsforholdene.

Desuden fremgår det af artikel 2, stk. 7, litra c), første led, i antidumpinggrundforordning nr. 384/96, ifølge hvilken virksomhedens beslutninger skal »træffes«, at fællesskabslovgiver specifikt har krævet, at den berørte virksomheds beslutningsproces er fri for enhver omfattende indgriben fra statens side.

Den omstændighed, at beslutninger vedtages selvstændigt, og at de er begrundede i kommercielle hensyn, er i princippet karakteristisk for den private sektor. Dermed er det legitimt for fællesskabsinstitutionerne i forbindelse med udøvelsen af det vide skøn, som de råder over på dette område – men som er undergivet kontrol fra Fællesskabets retsinstanser, der skal sikre, at alle relevante forhold tages i betragtning og undersøges med den fornødne omhu – i forbindelse med deres undersøgelse af de beviser, som den berørte eksportør fremlægger, at tage hensyn til den omstændighed, at den berørte virksomhed er kontrolleret af staten.

Imidlertid er den statslige kontrol ikke som sådan uforenelig med, at den omhandlede virksomhed træffer forretningsmæssige beslutninger efter markedsøkonomiske vilkår, og den indebærer navnlig ikke, at virksomhedens beslutninger vedrørende priser og omkostninger til inputs er styret af hensyn, der er uvedkommende for en virksomhed, som driver forretning under sådanne vilkår.

Sidestillingen af statslig kontrol med en »omfattende statslig indgriben« som omhandlet i artikel 2, stk. 7, litra c), første led, i antidumpinggrundforordning nr. 384/96 ville føre til, at alle statskontrollerede selskaber udelukkes fra tildeling af status som virksomhed, der opererer på markedsøkonomiske vilkår, uafhængigt af, i hvilken faktisk, retlig og økonomisk sammenhæng disse selskaber konkret driver virksomhed, og navnlig uafhængigt af, om de har fremlagt tilstrækkelige beviser til at godtgøre, at staten ikke er gået længere end en sædvanlig aktionær i et land med markedsøkonomi, at virksomhedens beslutninger var truffet selvstændigt og uafhængigt af hensyn, der gør sig gældende for offentlige myndigheder, og at virksomhedens beslutninger således udelukkende var styret af kommercielle hensyn, som gør sig gældende for en virksomhed, der driver forretning under markedsøkonomiske vilkår. En sådan tilgang er uforenelig med den ordning, der er indført ved artikel 2, stk. 7, litra b) og c).

Selv om statslig kontrol med en virksomhed er en faktor, der eventuelt kan tages i betragtning, er den følgelig ikke i sig selv tilstrækkelig til at godtgøre en omfattende statslig indgriben, og kan dermed ikke begrunde, at de beviselementer, som fremlægges af den berørte eksportør i henhold til artikel 2, stk. 7, litra c), første led, i antidumpinggrundforordning nr. 384/96, anses for irrelevante.

(jf. præmis 89-92, 97-101 og 106)

3.      Artikel 2, stk. 7, i antidumpinggrundforordning nr. 384/96 gør fastsættelsen af den normale værdi i overensstemmelse med reglerne indeholdt i den nævnte forordnings artikel 2, stk. 1-6, betinget af, at den berørte producent godtgør, at den pågældende driver virksomhed under markedsøkonomiske vilkår. Disse »markedsøkonomiske vilkår« skal ikke udelukkende angå den omhandlede producents virksomhed på hjemmemarkedet. Fraværet af restriktioner hvad angår eksportvirksomhed, og navnlig friheden til at forhandle eksportpriser er nemlig særlige kendetegn for markedsøkonomi. Hertil kommer, at den nævnte forordnings artikel 2, stk. 7, litra c), første til femte led, der indeholder de beviselementer, som producenten skal fremlægge, for at denne kan anses for at drive virksomhed under markedsøkonomiske vilkår, ikke henviser til de berørte producenters virksomhed på hjemmemarkedet. Særligt angivelsen vedrørende »virksomhedernes beslutninger om priser« er ikke knyttet til noget forbehold om, at disse beslutninger udelukkende skal vedrøre producentens hjemmemarked.

Selv om artikel 2, stk. 7, i antidumpinggrundforordning nr. 384/96 vedrører fastsættelsen af den normale værdi, som inden for rammerne af denne forordning udgør et andet begreb end eksportpriserne, er dette følgelig ikke ensbetydende med, at de berørte producerende eksportørers adfærd hvad angår eksportpriserne er uden nogen som helst relevans med henblik på anvendelsen af den nævnte forordnings artikel 2, stk. 7, litra b) og c).

(jf. præmis 114-116)