Foreløbig udgave
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
N. EMILIOU
fremsat den 18. april 2024 (1)
Sag C-119/23
Virgilijus Valančius
mod
Lietuvos Respublikos Vyriausybė,
procesdeltagere:
Lietuvos Respublikos Seimo kanceliarija,
Lietuvos Respublikos Prezidento kanceliarija,
Saulius Lukas Kalėda
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Vilniaus apygardos administracinis teismas (den regionale domstol i forvaltningsretlige sager i Vilnius, Litauen))
»Præjudiciel forelæggelse – national procedure for udvælgelse af en kandidat til udnævnelse som dommer ved Den Europæiske Unions Ret – artikel 19, stk. 2, TEU – artikel 254 TEUF – kravet om, at kandidatens uafhængighed er uomtvistelig – dommeres uafhængighed – gruppe af uafhængige eksperter – udvælgelseskriterier – rangordnet liste over kandidaterne«
I. Indledning
1. Reglerne for udnævnelse af dommere ved Retten er fastsat i artikel 19, stk. 2, TEU og artikel 254 TEUF. Disse bestemmelser – som er relativt korte og har ens ordlyd – fastsætter bl.a., at dommerne »udnævnes af medlemsstaternes regeringer efter fælles overenskomst […] efter høring af det udvalg, der er omhandlet i artikel 255«, og at der »vælges personer, hvis uafhængighed er uomtvistelig, og som har de nødvendige kvalifikationer til at varetage høje retslige funktioner«.
2. Finder de principper, der er opført i disse bestemmelser, anvendelse på de nationale procedurer for udvælgelsen af de kandidater, som medlemsstaternes regeringer foreslår til embedet som dommer ved Retten? Indebærer det krav om uafhængighed, som er fastsat i disse bestemmelser, i så fald specifikke forpligtelser for medlemsstaterne med hensyn til, hvordan de skal organisere og afvikle sådanne procedurer? Er EU-retten nærmere bestemt til hinder for, at en medlemsstat, som har nedsat en gruppe af uafhængige eksperter til at vurdere kandidaterne og opstillet en rangordnet liste over de personer, der opfylder kravene om faglig kompetence og uafhængighed, udvælger en anden kandidat fra denne liste end kandidaten på førstepladsen?
3. Disse spørgsmål er de centrale i den foreliggende sag.
II. Retsforskrifter
A. EU-retten
4. I henhold til artikel 1 i Rådets afgørelse 2010/124/EU af 25. februar 2010 om forretningsordenen for det udvalg, der er foreskrevet i artikel 255 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (2) (herefter »udvalget i henhold til artikel 255«), er denne forretningsorden opført i bilaget til denne afgørelse. Forretningsordenens punkt 6-8 har følgende ordlyd:
»6. Forelæggelse for udvalget og anmodning om supplerende oplysninger
Når en medlemsstats regering foreslår en kandidat, oversender Generalsekretariatet for Rådet dette forslag til udvalgets formand.
Udvalget kan anmode den regering, som har fremsat forslaget, om at fremsende supplerende oplysninger eller andre elementer, som udvalget finder nødvendige for sine rådslagninger.
7. Høring
Undtagen hvor der er tale om et forslag om fornyelse af en dommers eller generaladvokats embede, hører udvalget kandidaten i et ikke-offentligt møde.
8. Begrundelse og forelæggelse af udtalelsen
Den af udvalget afgivne udtalelse skal begrundes. Begrundelsen skal angive de væsentligste grunde, hvorpå udvalget har baseret sin udtalelse.
Udvalgets udtalelse fremsendes til repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer. […]«
B. National ret
5. Artikel 52, stk. 3, Lietuvos Respublikos Vyriausybės įstatymas (Republikken Litauens lov om regeringen, herefter »lov om regeringen«) af 19. maj 1994 (3) fastsætter følgende:
»Regeringen nominerer kandidater til embedet som dommere ved Den Europæiske Unions Domstol og Den Europæiske Unions Ret [(herefter »Retten«)] efter godkendelse fra Republikken Litauens præsident og høring af det litauiske parlament i overensstemmelse med proceduren i Lietuvos Respublikos Seimo statutas [(statutten for Republikken Litauens parlament)].«
6. Punkt 2-4, 13, 15, 19, 21 og 22 i Pretendento į Europos Sąjungos bendrojo teismo teisėjus atrankos tvarkos aprašas (beskrivelse af proceduren for udvælgelse af kandidater til embedet som dommer ved [Retten]) i den affattelse, der finder anvendelse på hovedsagen, vedtaget ved bekendtgørelse nr. 1R-65 udstedt af Republikken Litauens justitsminister den 9. marts 2021, fastsætter følgende:
»2. Arbejdsgruppen for udvælgelse [(herefter »arbejdsgruppen«)] nedsættes ved bekendtgørelse fra Republikken Litauens premierminister. Arbejdsgruppen består af syv personer. Arbejdsgruppen omfatter Republikken Litauens justitsminister (formanden for arbejdsgruppen) og en repræsentant for Republikken Litauens parlament, en repræsentant for Republikken Litauens præsident, en repræsentant for domstolsrådet, en repræsentant for det juridiske fakultet ved Mykolas Romeris-universitetet, en repræsentant for det juridiske fakultet ved Vilnius Universitet og en repræsentant for det juridiske fakultet ved Vytautas Magnus-universitetet. En embedsmand i justitsministeriet udpeges som arbejdsgruppens sekretær.
3. Under hensyntagen til de seks kriterier for udvælgelse af kandidater til embedet som dommer ved [Retten] som fastsat i de traktater, som Den Europæiske Union hviler på, og som er detaljeret beskrevet i den sjette aktivitetsrapport fra [udvalget i henhold til artikel 255] […] informerer arbejdsgruppen offentligheden om indledningen af udvælgelsesproceduren ved hjælp af en bekendtgørelse offentliggjort på justitsministeriets hjemmeside, hvori personer, der opfylder de angivne udvælgelseskriterier, opfordres til at indgive deres ansøgninger […] om at deltage i udvælgelsesproceduren.
4. Arbejdsgruppen fastsætter en frist på mindst ti arbejdsdage for kandidaterne til at indgive deres ansøgninger til justitsministeriet om at deltage i udvælgelsesproceduren. […]
[…]
13. Udvælgelsesproceduren omfatter en vurdering af, om kandidaterne opfylder de kriterier, der er opført i punkt 3 i beskrivelsen, på grundlag af den af kandidaterne forelagte dokumentation og en udvælgelsessamtale. […]
[…]
15. På udvælgelsesstadiet vurderes kandidaterne på grundlag af de seks kriterier, der er opført i punkt 3 i beskrivelsen: juridisk formåen, faglig erfaring, egnethed til retslige funktioner, sprogkompetencer, evne til at arbejde som del af et team i et internationalt miljø, hvor flere juridiske traditioner er repræsenteret, samt garantier for uafhængighed, upartiskhed, hæderlighed og integritet.
[…]
19. Ved afslutningen af udvælgelsesproceduren giver hvert medlem af arbejdsgruppen kandidaten en karakter mellem 1 og 10. Den laveste karakter er 1 point, mens den højeste er 10 point. De individuelle karakterer, som arbejdsgruppens medlemmer har givet, lægges sammen. Den rangorden, der følger af de fremkomne resultater, opføres på en liste. Listen skal omfatte alle de kandidater, som efter arbejdsgruppens vurdering opfylder kriterierne for udnævnelse som dommer ved [Retten], uanset hvor mange point de har fået.
[…]
21. Ved afslutningen af udvælgelsesproceduren foreslår arbejdsgruppen et lovudkast til den litauiske regering om udnævnelse af den bedst placerede kandidat til udnævnelse som dommer ved [Retten] og vedlægger referaterne af arbejdsgruppens møde med et bilag (den rangordnede liste, som er opstillet af arbejdsgruppen, med angivelse af det antal point, som hver kandidat har fået) og den bedst placerede kandidats CV.
22. Dette er en anbefaling af den bedst placerede kandidat til embedet som dommer ved [Retten], som rettes til den litauiske regering, der i overensstemmelse med artikel 52, stk. 2, i lov om regeringen foreslår en kandidat til embedet som dommer ved [Retten].«
III. Faktiske omstændigheder, retsforhandlingernes forløb og de præjudicielle spørgsmål
A. Den omtvistede udvælgelsesprocedure
7. Virgilijus Valančius, sagsøgeren i hovedsagen (herefter »sagsøgeren«), blev udnævnt til embedet som dommer ved Retten den 13. april 2016 efter at være blevet foreslået som kandidat af den litauiske regering. Sagsøgerens embedsperiode udløb den 31. august 2019, men han varetog fortsat embedet som dommer ved Retten efter denne dato på grundlag af artikel 5 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol (herefter »statutten«) (4).
8. Ved afgørelse af 31. juli 2019 anmodede den litauiske regering Republikken Litauens præsident og det litauiske parlament om at godkende Virgilijus Valančius’ kandidatur til en yderligere embedsperiode. Efter at det var mislykkedes at gennemføre denne nominering, eftersom det var umuligt at nå til enighed mellem de tre involverede nationale institutioner, blev en indkaldelse af kandidater med henblik på udnævnelse af en kandidat til embedet som dommer ved Retten offentliggjort i marts 2021. Samtidig blev arbejdsgruppen nedsat ved dekret fra premierministeren, og reglerne for, hvorledes udvælgelsesproceduren skulle gennemføres, blev godkendt ved bekendtgørelse fra justitsministeren.
9. Den 10. maj 2021 evaluerede arbejdsgruppen de mulige kandidater og enedes om en liste på otte personer, som blev vurderet at opfylde kriterierne for udnævnelse til dommer, rangeret i nedadstigende rækkefølge efter karakter (herefter »kvalifikationslisten«). Sagsøgeren blev anført som den mest egnede kandidat på kvalifikationslisten.
10. Den 11. maj 2021 foreslog justitsministeriet sagsøgerens kandidatur til den litauiske regering.
11. Den 6. april 2022 foreslog den litauiske regering, at Republikken Litauens præsident og det litauiske parlament godkendte kandidaturet af den person, der var placeret på andenpladsen på kvalifikationslisten. Ved afgørelse af 4. maj 2022 foreslog den litauiske regering under hensyntagen til, at Republikken Litauens præsident og det litauiske parlament havde erklæret sig enige, denne person som kandidat til embedet som dommer ved Retten (herefter »den første udnævnelsesafgørelse«).
12. Den 5. juli 2022 afgav udvalget i henhold til artikel 255 en negativ udtalelse om denne kandidat.
13. Den 14. september 2022 anmodede Republikken Litauens regering Republikken Litauens præsident og parlamentet om at godkende forslaget om kandidatur af personen på tredjepladsen på kvalifikationslisten til embedet som dommer ved Retten, Saulius Lukas Kalėda. Efter at have fået disse to institutioners godkendelse besluttede den litauiske regering at foreslå denne person som kandidat (herefter »den anden udnævnelsesafgørelse«) (5).
14. Efter en positiv udtalelse fra udvalget i henhold til artikel 255 blev Saulius Lukas Kalėda udnævnt til dommer ved Retten af repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer den 15. september 2023 og aflagde ed ved Rettens møde den 27. september 2023, hvor sagsøgerens embedsperiode som dommer ved Retten udløb.
B. Retsforhandlingerne i hovedsagen og retsforhandlingerne ved Domstolen
15. Den 18. maj 2022 anlagde sagsøgeren et annullationssøgsmål til prøvelse af den første udnævnelsesafgørelse ved Vilniaus apygardos administracinis teismas (den regionale domstol i forvaltningsretlige sager i Vilnius, Litauen), hvorved han navnlig har nedlagt påstand om, at den litauiske regering gives et pålæg om at genåbne procedurerne for forhandling og indstilling af kandidater til embedet som dommer ved Retten i overensstemmelse med den ved lov fastsatte procedure og at foreslå den kandidat, som den uafhængige evalueringsgruppe har rangeret højest, til forhandling og indstilling. I denne forbindelse har sagsøgeren gjort gældende, at den nationale procedure for udvælgelse af en kandidat til embedet som dommer ved Retten (herefter »den omtvistede nationale procedure«), således som den blev gennemført, var i strid med de principper, der følger af artikel 19, stk. 2, tredje afsnit, TEU og artikel 254, stk. 2, TEUF. Sagsøgeren har efterfølgende udvidet sit søgsmål til også at omfatte den anden udnævnelsesafgørelse (6).
16. Idet Vilniaus apygardos administracinis teismas (den regionale domstol i forvaltningsretlige sager i Vilnius, Litauen) er i tvivl om den korrekte fortolkning af de ovennævnte EU-retlige bestemmelser, har den besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende spørgsmål til præjudiciel afgørelse:
»1) Kræver artikel 254 [TEUF], sammenholdt med artikel 19, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union, som bestemmer, at til medlemmer af Den Europæiske Unions Ret vælges personer, »hvis uafhængighed er uomtvistelig, og som har de nødvendige kvalifikationer til at varetage høje retslige funktioner«, at en kandidat til udnævnelse til [Retten] skal udvælges i en EU-medlemsstat udelukkende på grundlag af faglige kvalifikationer?
2) Er en national praksis som den, der er omhandlet i den foreliggende sag, hvorved en medlemsstats regering, der er ansvarlig for at foreslå en kandidat til udnævnelse til embedet som dommer ved [Retten], for at sikre gennemsigtigheden ved udvælgelsen af en bestemt kandidat nedsætter en gruppe af uafhængige eksperter til at vurdere kandidaterne, som efter at have afholdt samtaler med alle kandidaterne opstiller en rangordnet liste over kandidaterne på grundlag af klare og objektive udvælgelseskriterier, der er fastlagt på forhånd, og i overensstemmelse med de på forhånd bekendtgjorte betingelser foreslår regeringen den kandidat, der er placeret højest på grundlag af hans eller hendes faglige formåen og kompetence, men regeringen foreslår en anden kandidat til udnævnelse til dommer ved Den Europæiske Union end kandidaten på førstepladsen på den rangordnede liste, forenelig med kravet om, at dommerens uafhængighed skal være uomtvistelig, og med de andre krav om varetagelse af retslige funktioner i henhold til artikel 254 [TEUF], sammenholdt med artikel 19, stk. 2, [TEU,] under hensyntagen til den omstændighed, at en dommer, der muligvis er blevet udnævnt ulovligt, kan påvirke afgørelserne fra [Retten]?«
17. Ved afgørelse truffet af Domstolens præsident den 26. september 2023 blev en anmodning om oplysninger sendt til den forelæggende ret, hvorved den blev anmodet om at oplyse, om det forhold, at Saulius Lukas Kalėda var blevet udnævnt til dommer ved Retten ved en afgørelse truffet af repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer den 15. september 2023, havde nogen betydning for hovedsagens genstand, og hvorvidt den forelæggende ret i så fald ønskede at opretholde sin anmodning om præjudiciel afgørelse. Ved brev af 10. oktober 2023 meddelte den forelæggende ret, at udnævnelsen ikke havde nogen betydning for hovedsagens genstand, og at den ønskede at opretholde sin anmodning om præjudiciel afgørelse.
18. Sagsøgeren, den tjekkiske, den litauiske, den ungarske, den nederlandske, den polske og den svenske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Sagsøgeren, den tjekkiske regering, Irland, den litauiske og den polske regering samt Kommissionen afgav desuden mundtlige indlæg i retsmødet den 16. januar 2024.
IV. Bedømmelse
19. Med sine to spørgsmål, der kan behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 19, stk. 2, TEU og artikel 254 TEUF er til hinder for national lovgivning eller praksis, hvorefter en medlemsstats regering, som har nedsat en gruppe af uafhængige eksperter til at vurdere kandidaterne til at blive foreslået til embedet som dommer ved Retten, og til at opstille en rangordnet liste over de kandidater, der opfylder kravene om faglig kompetence og uafhængighed som fastsat i Unionens traktater, kan vælge en anden kandidat fra denne liste end kandidaten på førstepladsen.
20. Før bedømmelsen af dette spørgsmåls realitet vil jeg drøfte en række processuelle spørgsmål af indledende karakter.
A. Processuelle spørgsmål: Domstolens kompetence, formaliteten med hensyn til anmodningen om præjudiciel afgørelse og behovet for besvarelse
21. Visse af de regeringer i medlemsstaterne, som har indgivet indlæg, har fremsat argumenter, hvorved de har bestridt Domstolens kompetence og/eller bestridt, at anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling, og/eller bestridt, at der er behov for Domstolens besvarelse af den forelæggende rets spørgsmål. Selv om disse parter til en vis grad har samlet deres argumenter vedrørende disse tre spørgsmål, vil jeg behandle dem særskilt.
1. Kompetence
22. For det første har visse af regeringerne givet udtryk for det synspunkt, at Domstolen er inkompetent til at besvare de forelagte spørgsmål. Eftersom den procedure, hvorved en regering foreslår en kandidat, kun er reguleret ved national lovgivning, finder de EU-retlige bestemmelser, som ønskes fortolket, efter deres opfattelse ikke anvendelse i hovedsagen. Visse af regeringerne har endvidere påpeget den komplicerede karakter af proceduren for udnævnelse til embedet som dommer ved Retten, som afsluttes med vedtagelsen af en afgørelse truffet af medlemsstaternes regeringer efter fælles overenskomst, som ikke er undergivet Domstolens legalitetskontrol. De har gjort gældende, at Domstolen navnlig ikke er kompetent til at træffe afgørelse om lovligheden af den nationale fase af denne komplicerede procedure.
23. I denne henseende gør jeg indledningsvis opmærksom på, at de forelagte spørgsmål vedrører rækkevidden af artikel 19, stk. 2, TEU og artikel 254 TEUF, et spørgsmål, som kræver fortolkning af disse bestemmelser i den primære EU-ret og dermed i fuldt omfang falder inden for Domstolens kompetence i henhold til artikel 267 TEUF (7).
24. Endvidere minder jeg om, at det følger af fast retspraksis, at selv om organiseringen af den dømmende magt i medlemsstaterne henhører under de sidstnævntes kompetence, gælder det ikke desto mindre, at medlemsstaterne under udøvelsen af denne kompetence skal overholde de forpligtelser, der påhviler dem i henhold til EU-retten. Dette kan navnlig være tilfældet for så vidt angår nationale regler vedrørende vedtagelse af afgørelser om udnævnelse af dommere og efter omstændighederne regler vedrørende domstolsprøvelsen i forbindelse med sådanne udnævnelsesprocedurer (8). Det forekommer mig, at et sådant princip navnlig bør finde anvendelse for så vidt angår nationale regler vedrørende vedtagelse af afgørelser, der – som jeg vil forklare nedenfor – er tiltænkt at være en del af proceduren for udnævnelse af medlemmer af Den Europæiske Unions Domstol.
25. Jeg er desuden ikke overbevist om, at der kan drages en analogi mellem den foreliggende sag og sager, hvor Domstolen har fastslået, at den i henhold til artikel 263 TEUF er inkompetent til at efterprøve gyldigheden af retsakter vedtaget af repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, der ikke handler i egenskab af medlemmer af Rådet, men som repræsentanter for deres regeringer, og som således kollektivt udøver medlemsstaternes kompetence, således som det er tilfældet, når den beslutter at udnævne medlemmer af Den Europæiske Unions Domstol (9).
26. De anfægtede afgørelser er ikke retsakter af mellemstatslig karakter, men derimod retsakter vedtaget af de litauiske myndigheder på grundlag af national lovgivning. Disse retsakter kan ganske vist, således som visse regeringer har argumenteret for, anses for at være indledende retsakter i den forstand, at de er tiltænkt at udgøre et trin i en kompliceret procedure, som i sidste ende fører til vedtagelsen af en afgørelse af mellemstatslig karakter. Ikke desto mindre må det fastslås, at hvis de anfægtede afgørelser – som uden tvivl udløser visse retsvirkninger – kan undergives legalitetskontrol i henhold til national lovgivning, er Domstolens inkompetence for så vidt angår en anden retsakt (den udnævnelsesafgørelse, der vedtages af repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer) fuldstændig irrelevant ved vurderingen af Domstolens kompetence (eller snarere pligt) til at besvare spørgsmål, som forelægges i henhold til artikel 267 TEUF, så længe de vedrører fortolkningen af EU-retten.
2. Formaliteten
27. For det andet har visse af regeringerne gjort gældende, at de forelagte spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som en besvarelse af disse spørgsmål er unødvendig for at afgøre den tvist, der verserer for den forelæggende ret. De begrundelser, der anføres for dette synspunkt, falder i to dele: i) Den forelæggende ret er inkompetent til at give sagsøgeren medhold i hans påstand (om, at regeringen gives et pålæg), eftersom dette ville indebære udøvelse af regeringens prærogativer i udenrigspolitiske anliggender; ii) spørgsmålene er hypotetiske, for så vidt som den omhandlede nationale procedure – selv hvis det antages, at de pågældende EU-retlige bestemmelser finder anvendelse – under alle omstændigheder er blevet gennemført i overensstemmelse med disse bestemmelser.
28. Det bemærkes, at det, således som det fremgår af fast retspraksis, udelukkende tilkommer den nationale ret, for hvilken en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, som skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de forelagte spørgsmål vedrører fortolkningen af en EU-retlig regel, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse. Heraf følger, at der foreligger en formodning for, at spørgsmål om EU-retten er relevante. Domstolen kan kun afslå at træffe afgørelse vedrørende et præjudicielt spørgsmål fra en national ret, såfremt det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af en EU-retlig regel savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en sagligt korrekt besvarelse af de forelagte spørgsmål (10).
29. Efter min opfattelse foreligger der ingen elementer i den foreliggende sag, der er egnet til at gendrive denne formodning. Der er faktisk tale om en reel tvist, som verserer for den forelæggende ret, og hvor sagsøgeren har påberåbt sig de EU-retlige bestemmelser, hvis fortolkning er genstanden for de forelagte spørgsmål (11). Spørgsmålet om, hvorvidt de påberåbte EU-retlige bestemmelser faktisk finder anvendelse på denne tvist, og hvorvidt de i så fald er blevet overholdt, vedrører realiteten med hensyn til de forelagte spørgsmål og kan således ikke have betydning for, om disse spørgsmål kan antages til realitetsbehandling (12).
30. Jeg er heller ikke overbevist af argumentet om den forelæggende rets angivelige inkompetence til at efterprøve de anfægtede afgørelser eller at give sagsøgeren medhold i hans specifikke påstande. Det står fast, at de spørgsmål om en fortolkning af EU-retten, som den nationale ret har stillet, skal besvares på det retlige og faktiske grundlag, som den har fastlagt inden for sit ansvarsområde – og hvis rigtighed det ikke tilkommer Domstolen at efterprøve (13). Spørgsmålet om, hvorvidt den sag, der verserer for den forelæggende ret, kan antages til realitetsbehandling, eller hvorvidt anmodningen om præjudiciel afgørelse er indgivet i overensstemmelse med de relevante nationale processuelle bestemmelser, falder uden for Domstolens kompetence i henhold til artikel 267 TEUF (14).
31. Tilsvarende tilkommer det heller ikke Domstolen at vurdere spørgsmålet om, hvorvidt de kompetente nationale myndigheder har anvendt de principper, der følger af de relevante EU-retlige bestemmelser, korrekt i den nationale procedure eller ej. For så vidt angår den foreliggende sag er det tilstrækkeligt at bemærke, at parterne i hovedsagen er uenige på dette punkt, og at den forelæggende ret har anmodet om Domstolens bistand med henblik på at kunne træffe afgørelse herom. Dette er tilstrækkeligt til at fastslå, at anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling. I forbindelse med en præjudiciel sag er Domstolens rolle at afklare den korrekte fortolkning af de omhandlede EU-retlige bestemmelser, mens den forelæggende rets rolle er at anvende disse bestemmelser, således som de er blevet fortolket, på sagens specifikke omstændigheder (15) og at drage alle passende konsekvenser af en mulig overtrædelse af disse bestemmelser (16).
3. Behovet for besvarelse
32. For det tredje har visse af regeringerne gjort gældende, at eftersom Saulius Lukas Kalėda i mellemtiden er indtrådt i sit embede, har hovedsagen mistet sin genstand, hvilket indebærer, at der ikke er behov for at besvare de forelagte spørgsmål. De er af den opfattelse, at selv hvis den omtvistede nationale procedure havde tilsidesat sagsøgerens rettigheder (quod non), kan der ikke længere gives medhold i hans påstande: Den forelæggende rets afgørelse ville ikke påvirke gyldigheden af den afgørelse, der blev truffet af repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer om at udnævne Saulius Lukas Kalėda til dommer ved Retten.
33. I denne henseende skal det tages i betragtning, at den præjudicielle procedure bl.a. forudsætter, at der reelt verserer en retssag for en national retsinstans, inden for rammerne af hvilken den skal træffe en afgørelse, hvis udfald kan påvirkes af den præjudicielle dom (17).
34. I den foreliggende sag er jeg enig med disse regeringer i, at selv hvis de anfægtede afgørelser måtte blive annulleret af den forelæggende ret, ville dette ikke have nogen direkte indvirkning på gyldigheden af den afgørelse, der blev truffet af repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer om at udnævne Saulius Lukas Kalėda til dommer ved Retten. I denne sammenhæng påpeger jeg i øvrigt, at der synes at være enighed mellem parterne om, at Saulius Lukas Kalėda opfylder de krav, der er opført i traktaterne. Ligeledes synes sagsøgerens påstand for den forelæggende ret om, at den genåbner proceduren for udvælgelsen af en kandidat til embedet som dommer ved Retten, efter min opfattelse nu at være tømt for indhold, eftersom det embede, som proceduren vedrørte, ikke længere er ledigt.
35. I denne forbindelse kan det for fuldstændighedens skyld tilføjes, at den endelige efterprøvning af, om en bestemt kandidat opfylder kravene om kompetence og uafhængighed som anført i traktaterne, er en opgave, der tilkommer repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, og at denne evaluering ikke kan undergives domstolskontrol fra Unionens retsinstanser eller de nationale domstole. Når et medlem af Den Europæiske Unions Domstol er udnævnt, kan vedkommende ikke automatisk fratages sit embede som følge af en (hævdet eller reel) fejl, som er begået under udvælgelsesproceduren på nationalt plan. Dette ville være i strid med princippet om dommeres uafsættelighed (18).
36. Dette indebærer dog ikke, at fejl, der begås under udnævnelsesproceduren, ikke kan afhjælpes. Statuttens artikel 6 fastsætter, at »[e]n dommer […] hverken [kan] afskediges eller frakendes retten til pension eller til andre fordele, der træder i stedet herfor, medmindre han efter Domstolens dommeres og generaladvokaters enstemmige opfattelse ikke længere opfylder de nødvendige forudsætninger eller lever op til de forpligtelser, der følger med embedet. […] Er den pågældende medlem af Retten eller en specialret, træffer Domstolen afgørelse efter høring af den berørte ret […]« (19).
37. Det følger af denne bestemmelse, at såfremt der efter udnævnelsen af en dommer fremkommer elementer, der kan rejse tvivl om, hvorvidt repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer foretog deres vurdering på grundlag af fuldstændige, korrekte og sande oplysninger, kan Domstolen undersøge dette forhold og om nødvendigt beslutte at indlede den procedure, der er fastsat i statuttens artikel 6. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis en kandidat bevidst har forelagt vildledende oplysninger og/eller forfalskede dokumenter for de kompetente nationale myndigheder eller udvalget i henhold til artikel 255 (20).
38. Det er også væsentligt at bemærke, at Domstolens prærogativ til efter udnævnelsen at undersøge sådanne forhold er fastsat som en forpligtelse, ikke som brede skønsbeføjelser. Som Domstolen konsekvent har fastslået, herunder i Simpson-sagen (en sag, der vedrørte en fejl i proceduren for udnævnelse af en dommer ved den daværende Ret for EU-personalesager), følger det af den grundlæggende ret til adgang til en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov som fastsat i chartrets artikel 47, at »enhver domstol er forpligtet til at efterprøve, om den i kraft af sin sammensætning udgør en sådan domstol, når der består alvorlig tvivl herom. Denne efterprøvelse er nødvendig for den tillid, som domstolene i et demokratisk samfund skal indgyde hos borgerne. I denne henseende udgør en sådan kontrol en materiel formalitet, hvis overholdelse er en ufravigelig procesforudsætning og skal efterprøves ex officio« (21).
39. Uanset ovennævnte er det ikke åbenbart for mig, at den foreliggende tvist har mistet sin genstand. Forespurgt herom af Domstolen erklærede den forelæggende ret således, at hovedsagen fortsat verserede, og at der efter dens opfattelse ikke var noget behov for at tilbagekalde forelæggelsen i henhold til artikel 267 TEUF, eftersom en besvarelse af disse spørgsmål fortsat var nødvendig for afgørelsen af tvisten (22). Endvidere erklærede sagsøgeren i retsmødet – uden at blive modsagt af den litauiske regering – at han efter genåbningen af proceduren efter den forelæggende rets udsættelse af sagen i henhold til artikel 267 TEUF ville have mulighed for at ændre sin påstand ved f.eks. at nedlægge påstand om anerkendelse, hvilket kunne give ham genoprejsning som en form for erstatning, eller ved at rejse krav om økonomisk kompensation.
40. Henset til de oplysninger, der er forelagt af både den forelæggende ret og af hovedsagens parter, er jeg derfor af den opfattelse, at en besvarelse af de forelagte spørgsmål fortsat er nødvendig for, at den forelæggende ret kan træffe afgørelse i den tvist, der verserer for den.
B. Realiteten
41. Proceduren for og kravene til udnævnelsen af dommere ved Retten er fastsat i artikel 19, stk. 2, TEUF og artikel 254 TEUF. Disse bestemmelser, som har ens ordlyd, fastsætter, at der som dommere ved Retten nærmere bestemt i) »vælges personer, hvis uafhængighed er uomtvistelig, og som har de nødvendige kvalifikationer til at varetage høje retslige funktioner«, og at de ii) »udnævnes af medlemsstaternes regeringer efter fælles overenskomst« efter høring af udvalget i henhold til artikel 255.
42. Det første spørgsmål, der ligger til grund for den foreliggende sag, er, hvorvidt kravet i henhold til disse bestemmelser om, at der som dommere ved Retten skal vælges personer, hvis uafhængighed er uomtvistelig (»kravet om uafhængighed«), medfører en forpligtelse for medlemsstaterne med hensyn til proceduren for udvælgelse af de kandidater, der foreslås til sådanne embeder.
43. De fleste af de regeringer, som har indgivet indlæg, har givet udtryk for den opfattelse, at dette ikke er tilfældet. De har påpeget, at artikel 19, stk. 2, TEU og artikel 254 TEUF vedrører den procedure, hvorved kandidater udnævnes til dommere, dvs. den procedure, der finder sted, efter at en medlemsstat har foreslået en kandidat. Disse bestemmelser indeholder derimod ikke nogen specifik regel angående den måde, hvorpå medlemsstaterne skal udvælge kandidaterne. Disse regeringer har derfor gjort gældende, at proceduren for udvælgelse af kandidater henhører under medlemsstaternes eksklusive kompetence, og at medlemsstaterne har ubegrænsede skønsbeføjelser i denne henseende.
44. I det følgende vil jeg forklare, hvorfor jeg ikke deler denne opfattelse. Før drøftelsen af disse argumenter vil det dog være hensigtsmæssigt at anføre nogle indledende bemærkninger om begrebet »dommeres uafhængighed« samt om, hvad det indebærer i situationer som den i hovedsagen omhandlede.
1. Ét begreb om dommeres uafhængighed
45. Domstolen har konsekvent fastslået, at artikel 19 TEU konkretiserer værdien af retsstaten nævnt i artikel 2 TEU (23) og lægger den retslige kontrol inden for Unionens retsorden på Domstolen og på de nationale domstole (24). Retten til effektiv domstolsprøvelse ved en uafhængig domstol – som nu er fastsat i chartrets artikel 47 – er ifølge Domstolen »uløseligt forbundet med eksistensen af en retsstat« (25). Domstolen har endvidere bemærket, at sikringen af uafhængighed – som har to aspekter, uafhængighed stricto sensu og upartiskhed (26) – er uløseligt forbundet med udøvelsen af dømmende myndighed og således er et krav både på EU-retligt plan (for så vidt angår medlemmerne af Den Europæiske Unions Domstol) og på medlemsstatsplan (for så vidt angår medlemmerne af de nationale domstole, som kan træffe afgørelse om spørgsmål vedrørende anvendelsen eller fortolkningen af EU-retten) (27).
46. Domstolen har desuden præciseret, at garantierne for uafhængighed forudsætter, at der findes regler for retsplejen, som gør det muligt at fjerne enhver rimelig tvivl i offentligheden om, at retsinstansen er uimodtagelig for påvirkninger udefra og neutral i forhold til de interesser, som står over for hinanden (28).
47. Mere specifikt følger det af fast retspraksis, at der skal foreligge to sæt regler. Det ene sæt regler – som kan anses for at være af ex ante-karakter – tager sigte på at sikre, at kun personer, som er og fremstår uafhængige, kan udnævnes til dommere. Disse regler omfatter de materielle betingelser og den processuelle fremgangsmåde, hvorunder afgørelser om udnævnelser vedtages (29). Det andet sæt regler – som kan anses for at være af ex post-karakter – tager sigte på at sikre, at personer, som udnævnes til dommere, udøver dømmende myndighed på en sådan måde, at der ikke kan opstå nogen objektivt begrundet tvivl om deres uafhængighed. Disse regler omfatter bl.a. reglerne for tilfælde, hvor dommerne kan vige deres sæde, tilfælde, hvor de har pligt til at vige deres sæde, tilfælde, hvor de kan afsættes (30), samt andre aspekter af dommernes embedsudøvelse (31).
48. Det følger dermed expressis verbis af den ovennævnte retspraksis, at der kun findes ét begreb om »dommeres uafhængighed« (32), som finder anvendelse på samme måde på Unionens retsinstanser og de nationale domstole. Med henblik herpå skal de respektive retssystemer bl.a. have regler for udnævnelsen af dommere, som vedtages af den lovgivende magt (33) og er formuleret tilstrækkelig klart, præcist og fyldestgørende (34) til at bevare dommernes faktiske uafhængighed og sikre, at de fremstår uafhængige (35).
49. Efter afklaringen af det ovenstående vil jeg behandle det spørgsmål, om og i givet fald hvordan de ovenfor beskrevne principper kan anvendes i en situation som den i hovedsagen omhandlede.
2. Proceduren for udvælgelse af kandidater til embedet som dommer ved Retten
50. Jeg vil nu vende tilbage til de indvendinger, som visse regeringer – som nævnt i punkt 43 ovenfor – har rejst vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt de principper, der følger af artikel 19, stk. 2, TEUF og artikel 254 TEUF, finder anvendelse på den omtvistede nationale procedure.
51. Ganske vist vedrører denne procedure, og de afgørelser, som den litauiske regering vedtog ved dens afslutning, isoleret betragtet ikke udnævnelsen af en dommer, eftersom de kun fører til udvælgelsen af en kandidat til dette embede. Dette forhold er imidlertid efter min opfattelse uden betydning i denne sammenhæng. De argumenter, som visse regeringer har gjort gældende i denne forbindelse, forekommer mig faktisk at være yderst formalistiske.
52. De nationale procedurer for udvælgelse af kandidater og de afgørelser, hvorved disse procedurer afsluttes, er integrerende bestanddele af den samlede procedure, som fører til udnævnelsen af dommere ved Retten. Denne procedure består af tre særskilte faser: Én finder sted på nationalt plan (angående udvælgelsen af kandidaten), en anden finder sted på EU-plan (ved udvalget i henhold til artikel 255 (36)), og en tredje finder sted på mellemstatsligt plan (når repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer vedtager en afgørelse).
53. Hvert af disse tre trin udgør en nødvendig fase i proceduren. Repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer kan navnlig ikke træffe nogen afgørelse vedrørende udnævnelsen af et medlem af Den Europæiske Unions Domstol, medmindre en national regering har fremsat et formelt forslag herom (og udvalget i henhold til artikel 255 har gennemført en samtale med den pågældende person).
54. Der er efter min opfattelse ingen tvivl om, at medlemsstaterne – eftersom traktaterne er tavse herom – har en bred skønsmargen med hensyn til, hvordan proceduren for udvælgelsen af deres kandidater organiseres, struktureres og afvikles. De kan indføre en standardprocedure, som finder anvendelse i alle tilfælde af tilsvarende udnævnelser, eller derimod anvende en ad hoc-procedure i hvert enkelt tilfælde. Disse procedurer kan være forholdsvis enkle og ligetil eller bestå af forskellige processuelle trin, f.eks. ved inddragelse af forskellige institutioner og/eller organer i udvælgelsesproceduren.
55. I denne henseende finder jeg således, at det er en rimelig tilgang, der er blevet fulgt af udvalget i henhold til artikel 255, som har anført, at den omstændighed, at der foreligger »en åben, gennemsigtig og grundig national udvælgelsesprocedure«, er et element, der tages positivt i betragtning, når en kandidats egnethed vurderes, mens den omstændighed, at der ikke foreligger en sådan procedure, ikke i sig selv kan udgøre en begrundelse for at anse en kandidat for at være uegnet til embedet (37).
56. I denne forbindelse skal det erindres, at Domstolen konsekvent har fastslået, at ingen bestemmelse i EU-retten (herunder artikel 2 TEU og 19 TEU) pålægger medlemsstaterne en præcis forfatningsmæssig model, der regulerer forholdet og samspillet mellem de forskellige statslige instanser, navnlig hvad angår definitionen og afgrænsningen af disses kompetencer (38). Domstolen har endvidere bemærket, at Den Europæiske Union, som det fremgår af artikel 4, stk. 2, TEU, respekterer medlemsstaternes nationale identitet, som den kommer til udtryk i deres grundlæggende – politiske og forfatningsmæssige – strukturer, således at disse stater råder over et vist skøn med henblik på at sikre gennemførelsen af retsstatsprincippet (39).
57. Hvad angår udnævnelsen af nationale dommere har Domstolen således fastslået, at det forhold alene, at de pågældende afgørelser i henhold til national lovgivning skulle vedtages af – eller efter høring af – præsidenten (40), premierministeren (41) eller statens lovgivende institutioner (42), ikke er et element, der er egnet til at rejse tvivl om dommernes uafhængighed i forhold til disse institutioner. Domstolen har endvidere fastslået, at inddragelse af rådgivende organer, f.eks. bestående af andre dommere, såfremt disse organer selv er tilstrækkelig uafhængige, kan bidrage til at gøre denne procedure mere objektiv ved at begrænse skønsfriheden for de øvrige institutioner, der deltager i proceduren. Inddragelsen af sådanne organer kan imidlertid ikke anses for at være nødvendig (43). Det er heller ikke i sig selv problematisk, at den institution, som har beslutningsbeføjelsen, har en vis skønsfrihed ved udvælgelsen af de kandidater, der udnævnes (44).
58. Når dette er sagt, har Domstolen konsekvent fastslået, at medlemsstaternes brede skønsmargen til at strukturere forholdet mellem offentlige myndigheder ved at definere deres egen retslige opbygning og – sidst, men ikke mindst – ved at fastsætte regler for proceduren for udnævnelse af nationale dommere, ikke fritager dem fra at overholde EU-retten. Medlemsstaterne skal navnlig overholde kravet om domstolenes uafhængighed, som følger af artikel 2 TEU og 19 TEU (45). Som nævnt i punkt 24 ovenfor følger det således af fast retspraksis, at selv om organiseringen af den dømmende magt i medlemsstaterne henhører under de sidstnævntes kompetence, gælder det ikke desto mindre, at medlemsstaterne under udøvelsen af denne kompetence skal overholde de forpligtelser, der påhviler dem i henhold til EU-retten.
59. Disse principper må nødvendigvis finde anvendelse på proceduren for udnævnelse af dommere ved Retten og på hver af dens tre faser. Det vil efter min opfattelse være kunstigt og urimeligt at hævde, at den første fase i denne procedure på trods af dens essentielle karakter og den afgørende betydning af den afgørelse, der vedtages ved dens afslutning, skal anses for at være et »område uden for EU-retten« (46). Det er således ikke tilfældigt, at Domstolen i sin retspraksis ofte har henvist til proceduren for udnævnelse af dommere (47), som jeg opfatter således, at den omfatter alle de forskellige processuelle trin, der i sidste ende fører til den formelle udnævnelse af dommere.
60. På den anden side er det dog efter min opfattelse ligeledes klart, at hver enkelt fase ikke kan betragtes isoleret: Det afgørende er, hvordan den samlede procedure bestående af de forskellige faser objektivt opfattes af offentligheden (48).
61. På denne baggrund er jeg af den opfattelse, at en medlemsstat ikke kan anses for at overholde EU-retten, hvis den nationale procedure for udvælgelsen af kandidater til embedet som medlem af Den Europæiske Unions Domstol, således som den er fastlagt af den nationale lovgiver eller anvendes i praksis af de kompetente myndigheder (49), kan undergrave integriteten af den samlede udvælgelsesprocedure og dermed af procedurens resultat (50). Dette er tilfældet, hvis proceduren for udvælgelse af kandidater, på trods af at der findes EU-retlige bestemmelser, som på den ene side regulerer de to øvrige trin i udnævnelsesproceduren (51) og på den anden side regulerer andre aspekter af den dømmende myndighed for at sikre, at den udøves uden udefrakommende indflydelse (52), er af en karakter, der giver anledning til begrundet tvivl om den valgte persons uafhængighed.
62. For at give nogle ekstreme eksempler: Dette ville f.eks. være tilfældet, hvis tilhørsforhold til et specifikt politisk parti anføres i en indkaldelse af ansøgninger som et krav, kandidaterne skal opfylde, eller hvis der træffes afgørelse om at udvælge en kandidat, som åbent (til pressen eller over for et offentligt organ eller udvalg, osv.) har erklæret, at han eller hun vil varetage sin hjemstats interesser eller handle efter anvisninger fra den institution, der har udvalgt ham eller hende.
63. Jeg er derfor også uenig i det argument, der er blevet fremsat af visse regeringer om, at afgørelsen af, hvorvidt en bestemt kandidat opfylder de krav, der er opført i traktaterne, er en opgave, der alene henhører under udvalget i henhold til artikel 255.
64. Det siger sig selv, at udvalget i henhold til artikel 255 er tiltænkt en afgørende rolle i denne henseende. Vurderingen af »kandidaternes kvalifikationer til at udøve embederne som dommer og generaladvokat ved Domstolen og Retten« udgør således selve dette udvalgs raison d’être. Det er efter min opfattelse også klart, at nedsættelsen af udvalget i henhold til artikel 255 – hvis rødder kan spores tilbage til det »rådgivende udvalg«, der blev foreslået i den såkaldte Due-rapport af januar 2000 (53) og i den endelige rapport fra diskussionskredsen vedrørende Domstolens funktionsmåde af marts 2003 (54) – ikke blot var tiltænkt en proformarolle, men faktisk skulle bidrage til at »højne standarden« for medlemsstaterne (55).
65. Til trods herfor forholder det sig imidlertid fortsat således, at udvalget i henhold til artikel 255 blot er et rådgivende organ, som afgiver en ikkebindende udtalelse om spørgsmålet. Dets rolle kan ikke udlægges således, at udvalget er det eneste organ, der har til opgave at vurdere kandidaternes faglige kompetence og uafhængighed. Af de ovennævnte grunde påhviler det efter min opfattelse alle de institutionelle aktører, der deltager i proceduren (de nationale myndigheder, udvalget i henhold til artikel 255 og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer), idet de hver især handler inden for rammerne af deres kompetencer og i den relevante fase i proceduren, at sikre, at disse krav er opfyldt.
66. I lyset af ovennævnte principper vil jeg nu drøfte de spørgsmål, der er forelagt af Vilniaus apygardos administracinis teismas (den regionale domstol i forvaltningsretlige sager i Vilnius, Litauen), som anført i punkt 19 ovenfor.
3. Den omtvistede nationale procedure
67. Det følger af ovenstående betragtninger, at det afgørende spørgsmål i forbindelse med behandlingen af de problemstillinger, der er opstået i den foreliggende sag, er, om den omtvistede nationale procedure, således som den er fastsat og/eller anvendt af de litauiske myndigheder, undergraver integriteten af proceduren for udnævnelse af den pågældende dommer ved Retten.
68. Det tilkommer principielt den forelæggende ret at foretage denne vurdering på baggrund af alle relevante omstændigheder. For at bistå denne ret vil jeg dog anføre, at der efter min opfattelse ikke foreligger nogen retlige eller faktiske forhold af systemisk eller faktuel karakter (56), som i sig selv eller sammenholdt med andre forhold (57) ville kunne skabe begrundet tvivl i offentligheden om uafhængigheden af den kandidat, som den litauiske regering har foreslået til embedet som dommer ved Retten.
69. For det første er det indledningsvis vigtigt at understrege, at alle de personer, der var opført på den rangordnede liste, som blev udarbejdet af arbejdsgruppen, af dette organ blev vurderet at opfylde kravene om kompetence og uafhængighed som anført i Unionens traktater (58). Endvidere er der som før nævnt – så vidt det fremgår – ikke opstået nogen tvivl i hovedsagen om, hvorvidt Saulius Lukas Kalėda faktisk opfyldte disse krav.
70. For det andet fremgår det også, at den litauiske regering under den omtvistede procedure på ingen måde tilsidesatte den retlige ramme, som den havde fastsat for sig selv, og som den var forpligtet til at respektere (59). Navnlig synes arbejdsgruppen i overensstemmelse med den nationale lovgivning, der finder anvendelse, at være et rådgivende organ, og dens anbefaling angående udnævnelsen af kandidaten på førstepladsen synes ikke at være bindende for den litauiske regering.
71. For det tredje kræver ingen EU-retlige bestemmelser, herunder artikel 19 TEU og artikel 254 TEUF, at regeringer foreslår den kandidat, der efter deres opfattelse er »bedst placeret«, til embedet. Udnævnelsen til dommer ved Retten kræver i henhold til Unionens traktater kun, at kandidaterne opfylder de to heri fastsatte krav om kompetence og uafhængighed. Såfremt den pågældende regering vurderer, at flere forskellige kandidater opfylder disse krav, har den skønsfrihed til at vælge, hvilken kandidat den vil foreslå.
72. I denne henseende skal det tilføjes, at intet er til hinder for, at regeringer ved udvælgelsen af kandidater anvender yderligere udvælgelseskriterier, såfremt disse kriterier er forenelige med de kriterier om kompetence og uafhængighed, som er opført i traktaterne. F.eks. finder jeg det uproblematisk, at en regering ønsker at tilgodese hensyn til kønsmæssig eller geografisk balance (60). Tilsvarende er jeg af den opfattelse, at de kriterier, der er fastsat i den relevante litauiske lovgivning (juridisk formåen, faglig erfaring, egnethed til retslige funktioner, sprogkompetencer, evne til at arbejde som del af et team i et internationalt miljø, hvor flere juridiske traditioner er repræsenteret, samt garantier for uafhængighed, upartiskhed, hæderlighed og integritet (61)), er fuldt ud forenelige med de kriterier, der er fastsat i traktaterne.
73. Når dette er sagt, vil jeg sidst, men ikke mindst minde om, at det følger af både Domstolens (62) og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (63) praksis, at ikke enhver ulovlighed, der måtte begås under proceduren for udnævnelse af en dommer, nødvendigvis skaber tvivl om denne dommers uafhængighed. Arten af ulovligheden og de omstændigheder, hvorunder den blev begået (64), er altafgørende. Der opstår navnlig alvorlig tvivl, når denne ulovlighed er af en sådan karakter og en sådan alvor, at den medfører en reel risiko for, at andre statsmagter (navnlig den udøvende magt) – eller, kan det tilføjes, enhver anden offentlig eller privat fysisk eller juridisk person – kan udøve ubehørig indflydelse på denne dommer. Mindre ulovligheder giver derimod sædvanligvis ikke anledning til tvivl om de pågældende dommeres uafhængighed.
74. Derfor synes ingen af de forhold, der er anført i anmodningen om præjudiciel afgørelse eller i parternes skriftlige og mundtlige indlæg, efter min opfattelse at være egnet til at rejse tvivl i offentligheden om uafhængigheden af den kandidat, som den litauiske regering har udvalgt (65). Navnlig fremgår der intet, der kunne skabe mistanke hos en objektiv iagttager om, at denne kandidat f.eks. anser sig for at være underordnet eller afhængig (66) i forhold til en national myndighed eller ville være tilbøjelig til at bukke under for udefrakommende indflydelse (67), den være sig direkte eller indirekte (68), ved udøvelsen af sit embede ved Retten.
75. Tilsvarende er jeg af den opfattelse, at den omhandlede nationale lovgivning eller praksis, således som den er fastsat i de relevante nationale love (og således som den, så vidt det fremgår, faktisk er blevet anvendt i den omtvistede nationale procedure), er i overensstemmelse med artikel 19, stk. 2, TEU og artikel 254 TEUF.
V. Forslag til afgørelse
76. Sammenfattende foreslår jeg, at Domstolen besvarer de præjudicielle spørgsmål, der er forelagt af Vilniaus apygardos administracinis teismas (den regionale domstol i forvaltningsretlige sager i Vilnius, Litauen), således, at artikel 19, stk. 2, TEU og artikel 254 TEUF ikke er til hinder for en national lovgivning eller praksis, hvorved regeringen i en medlemsstat, som har nedsat en gruppe af uafhængige eksperter til at vurdere de kandidater, der skal foreslås til embedet som dommer ved Retten, og opstille en rangordnet liste over de kandidater, der opfylder kravene om faglig kompetence og uafhængighed som opført i Unionens traktater, kan vælge en anden kandidat på denne liste end kandidaten på førstepladsen.