Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hessischer Verwaltungsgerichtshof (Tyskland) den 24. december 2021 – TE og RU, i henhold til lov repræsenteret af TE mod Stadt Frankfurt am Main
(Sag C-829/21)
Processprog: tysk
Den forelæggende ret
Hessischer Verwaltungsgerichtshof
Parter i hovedsagen
Sagsøgere: TE og RU, i henhold til lov repræsenteret af TE
Sagsøgt: Stadt Frankfurt am Main
Præjudicielle spørgsmål
Er § 38a, stk. 1, i Gesetz über den Aufenthalt, die Erwerbstätigkeit und die Integration von Ausländern im Bundesgebiet (lov om ophold, beskæftigelse og integration af udlændinge på Forbundsrepublikkens område, herefter »AufenthG«), der i henhold til national ret skal fortolkes således, at en fastboende udlænding, der udvandrer til en ny medlemsstat, også på tidspunktet for fornyelsen af sin opholdstilladelse skal have status som fastboende udlænding i den første medlemsstat, i overensstemmelse med de bestemmelser i artikel 14 ff. i direktiv 2003/109/EF 1 , der blot bestemmer, at en fastboende udlænding har ret til at opholde sig i andre medlemsstater end den, der har givet vedkommende status som fastboende udlænding, i en periode på over tre måneder, forudsat at de betingelser, der i øvrigt er fastlagt i direktivets kapitel III, er opfyldt?
Har udlændingemyndigheden i forbindelse med sin afgørelse vedrørende en ansøgning om fornyelse i henhold til AufenthG’s § 38a, stk. 1, når de øvrige betingelser for en tidsbegrænset fornyelse er opfyldt, og udlændingen i øvrigt råder over faste og regelmæssige indtægter, i henhold til bestemmelserne i artikel 14 ff. i direktiv 2003/109/EF ret til, med deraf følgende tab af en rettighed, at fastslå, at udlændingen i den første medlemsstat i mellemtiden, altså efter flytning til den anden medlemsstat, i henhold til artikel 9, stk. 4, andet afsnit, i direktiv 2003/109/EF har mistet sin status som fastboende udlænding i den første medlemsstat? Er det relevante tidspunkt for afgørelsen tidspunktet for den administrative eller retslige afgørelse?
Såfremt det første og det andet spørgsmål besvares benægtende:
Påhviler det den fastboende udlænding at godtgøre, at dennes opholdsret som fastboende udlænding ikke er udløbet i den første medlemsstat?
Såfremt dette besvares benægtende: Har en national domstol eller en national myndighed ret til at efterprøve, om den opholdstilladelse, der er udstedt til den fastboende udlænding for en tidsubegrænset periode, er udløbet, eller ville dette stride mod det EU-retlige princip om gensidig anerkendelse af administrative afgørelser?
Kan en tredjelandsstatsborger, der har fået udstedt en tidsubegrænset opholdstilladelse til fastboende udlændinge, som er indrejst til Tyskland fra Italien, og som råder over faste og regelmæssige indtægter, foreholdes, at der mangler dokumentation for passende boligforhold, selv om Tyskland ikke har gjort brug af sin bemyndigelse i henhold til artikel 15, stk. 4, andet afsnit, i direktiv 2003/109/EF, og anvisningen af en bolig i et almennyttigt boligbyggeri alene blev nødvendig af den grund, at den pågældende, så længe denne ikke er i besiddelse af en opholdstilladelse i henhold til AufenthG’s § 38a, ikke får udbetalt børnepenge?
____________
1 Rådets direktiv 2003/109/EF af 25.11.2003 om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding (EUT 2004, L 16, s. 44).