Language of document :

Sag anlagt den 20. december 2007 - Cabel Hall Citrus mod KHIM - Casur (EGLÉFRUIT)

(Sag T-488/07)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Cabel Hall Citrus Ltd (Grand Cayman, Cayman Islands) (ved barrister C. Rogers)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Casur S. Coop. Andaluza (Viator, Spanien)

Sagsøgerens påstande

Afgørelse truffet den 19. september 2007 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) i sag R 293/2007-1 annulleres.

Det pålægges Annullationsafdelingen ved Harmoniseringskontoret at erklære EF-varemærket EGLÉFRUIT, registreringsnummer 3 517 431, for ugyldigt.

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Det registrerede EF-varemærke, der begæres erklæret ugyldigt: Ordmærket "EGLÉFRUIT" for varer og tjenesteydelser i klasse 29, 30 og 31 - EF-varemærke nr. 3 517 431

Indehaver af EF-varemærket: Casur S. Coop. Andaluza

Indgiveren af begæringen om, at EF-varemærket erklæres ugyldigt: Cabel Hall Citrus Ltd

Varemærkerettigheder påberåbt af indgiveren af ugyldighedsbegæringen: EF-ord- og figurmærket og det nationale ord- og figurmærke "UGLI" for varer i klasse 29, 31 og 32

Annullationsafdelingens afgørelse: Afslag på ugyldighedsbegæringen

Appelkammerets afgørelse: Afslag på klagen

Søgsmålsgrunde: Tilsidesættelse af artikel 52, stk. 1, litra a), i Rådets forordning (EF) nr. 40/94, idet appelkammeret anvendte kriteriet vedrørende risiko for forveksling mellem de omtvistede varemærker fejlagtigt.

____________