Sag anlagt den 18. februar 2014 – PT Pelita Agung Agrindustri mod Rådet

(Sag T-121/14)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: PT Pelita Agung Agrindustri (Medan, Indonesien) (ved advokaterne F. Graafsma og J. Cornelis)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1194/2013 af 19. november 2013 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af biodiesel med oprindelse i Argentina og Indonesien (EUT L 315, s. 2), annulleres for så vidt som der herved pålægges sagsøgeren en antidumpingtold.

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat syv anbringender.

Med det første anbringende gøres gældende, at WTO’s antidumpingaftale ikke tillader justering af omkostninger blot fordi de er lavere end på andre markeder eller er »fordrejede« på grund af regeringsindgreb. Artikel 2, stk. 5, i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EUT L 343, s. 51, herefter »grundforordningen«), bør derfor erklæres for uanvendelig, for så vidt som den fastsætter en sådan mulighed for justering af omkostninger.

Med det andet anbringende gøres gældende, at tilpasningen af omkostningerne til rå palmeolie (»CPO«) i den foreliggende sag udgør en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 5. Sagsøgeren har nærmere bestemt gjort følgende gældende:

Den nødvendige dokumentation, på grundlag af hvilken det blev konkluderet, at priserne på CPO på det indonesiske marked er fordrejede, mangler, og Rådet og Europa-Kommissionen (herefter »institutionerne«) anlagde et åbenbart urigtigt skøn, da de fastslog, at priserne på rå palmeolie på det indonesiske marked er fordrejede.

Ved at benytte referenceeksportprisen (»HPE«) til at justere omkostningerne justerede institutionerne dem ikke på »et rimeligt grundlag« som omhandlet i grundforordningens artikel 2, stk. 5, og/eller på grundlag af »kilder, der ikke er påvirket af sådanne fordrejninger«.

Grundforordningens artikel 2, stk. 5, tillader ikke at justering af omkostninger i situationer, hvor priserne angiveligt blot er »lave«.

Med det tredje anbringende gøres gældende, at institutionerne foretog et åbenbart urigtigt skøn, da de fastslog, at sagsøgerens CPO-købspriser fra forretningsmæssigt forbundne parter er fordrejede. Institutionerne foretog nærmere bestemt et åbenbart urigtigt skøn, da de fastslog, at sagsøgerens CPO-købspriser fra forretningsmæssigt forbundne virksomheder ikke var baseret på markedsvilkår.

Med det fjerde anbringende gøres gældende, at Rådet ved fastsættelsen af den rimelige fortjenstmargen ikke overholdt den retlige forpligtelse i grundforordningens artikel 2, stk. 6, litra c). Denne artikel bestemmer, at beløb til dækning af en rimelig fortjeneste ikke må overstige den fortjeneste, som andre eksportører eller producenter normalt opnår ved salg af varer inden for samme generelle kategori på oprindelseslandets hjemmemarked.

Med det femte anbringende gøres gældende, at institutionerne ved at afvise at foretage en passende justering på baggrund af en prisfordel, der er forbundet med en attestation for overholdelsen af RED (direktivet om vedvarende energi), klart har gengivet de faktiske omstændigheder forkert og tilsidesat grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 3, fordi sagsøgerens eksportpriser ikke blev objektivt sammenlignet med EU-erhvervsgrenens målpriser. Ved at nægte at foretage den nødvendige justering for RED-attestationen udøvede institutionerne desuden en retsstridig forskelsbehandling af sagsøgeren i forhold til andre indonesiske producenter.

Med det sjette anbringende gøres gældende, at institutionerne tilsidesatte grundforordningens artikel 3, stk. 7, og foretog et åbenbart urigtigt skøn, da de fastslog, at dobbelttællingsforordningerne ikke bidrog til den skade, der forvoldtes EU-erhvervsgrenen.

Med det syvende anbringende gøres gældende, at institutionerne undlod at tage hensyn til oplysninger og argumenter, som sagsøgeren fremsendte i løbet af undersøgelsen. Herved har de ikke blot tilsidesat deres forpligtelse til at udvise påpasselighed og god forvaltningsskik ved ikke omhyggeligt og upartisk at undersøge alle relevante beviser, som stod til deres rådighed, men tillige tilsidesat deres forpligtelse i henhold til grundforordningens artikel 20, stk. 5, såvel som den i artikel 296 TEUF fastsatte begrundelsespligt.