Rettens dom (Fjerde Afdeling) af 6. september 2013 – Iran Insurance mod Rådet

(Sag T-12/11)

»Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran med det formål at forhindre nuklear spredning – indefrysning af midler – hjemmel – tilsidesættelse af folkeretten – begrundelsespligt – ret til forsvar – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – åbenbart urigtigt skøn – ejendomsret – proportionalitet – ligebehandling – forbud mod forskelsbehandling«

1.                     Annullationssøgsmål – akter, der kan være genstand for søgsmål – begreb – akter, der fremkalder bindende retsvirkninger – rent oplysende retsakt, der ikke selvstændigt i forhold til retsakter, der fremkalder retsvirkninger for sagsøgeren, er bebyrdende for sagsøgeren – ufornødent at træffe afgørelse (art. 263 TEUF) (jf. præmis 44)

2.                     Annullationssøgsmål – akter, der kan være genstand for søgsmål – begreb – akter, der fremkalder bindende retsvirkninger – hypotetiske retsakter, der endnu ikke er vedtaget – ikke omfattet (art. 263 TEUF) (jf. præmis 46 og 47)

3.                     EU-ret – grundlæggende rettigheder – personelt anvendelsesområde – juridiske personer, der udgør organer under en tredjestat – omfattet – tredjestatens ansvar for overholdelse af grundlæggende rettigheder på sit eget område – ingen betydning (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder) (jf. præmis 57, 61 og 62)

4.                     EU-ret – principper – ret til forsvar – rækkevidde – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af midler, der tilhører personer, enheder eller organer, som medvirker til eller støtter den nukleare spredning – begrænsninger pålagt ved en annulleret dom fra Retten – disse begrænsningers forsvinden fra Unionens retsorden – lovligheden af Unionens retsinstanser prøvelse af denne ret uden hensyntagen til disse begrænsninger (Rådets afgørelse 2010/413/FUSP, art. 24, stk. 3 og 4; Rådets forordning nr. 961/2010, art. 36, stk. 3 og 4, og nr. 267/2012, art. 46, stk. 3 og 4) (jf. præmis 66 og 67)

5.                     Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af midler, der tilhører personer, enheder eller organer, som medvirker til eller støtter den nukleare spredning – pligt til at meddele den berørte begrundelsen samtidig med eller straks efter vedtagelsen af en for vedkommende bebyrdende retsakt – afhjælpning af begrundelsesmangel under retssagen – ikke tilladt (art. 296 TEUF; Rådets afgørelse 2010/413/FUSP, art. 24, stk. 3; Rådets forordning nr. 961/2010, art. 36, stk. 3, og nr. 267/2012, art. 46, stk. 3) (jf. præmis 70, 71 og 73)

6.                     EU-ret – principper – ret til forsvar – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af midler, der tilhører personer, enheder eller organer, som medvirker til eller støtter den nukleare spredning – forpligtelse til at meddele individuelle og specifikke grunde til de vedtagne afgørelser – rækkevidde (Rådets afgørelse 2010/413/FUSP, art. 24, stk. 3; Rådets forordning nr. 961/2010, art. 36, stk. 3, og nr. 267/2012, art. 46, stk. 3) (jf. præmis 72-74)

7.                     Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af midler, der tilhører personer, enheder eller organer, som medvirker til eller støtter den nukleare spredning – afgørelse truffet under omstændigheder, som er den pågældende bekendt, og som gør det muligt for vedkommende at forstå, hvilke konsekvenser den trufne foranstaltning har for denne – kortfattet begrundelse tilladt (art. 296 TEUF; Rådets afgørelse 2010/413/FUSP, art. 24, stk. 3; Rådets forordning nr. 961/2010, art. 36, stk. 3, og nr. 267/2012, art. 46, stk. 3) (jf. præmis 75 og 76)

8.                     EU-ret – fortolkning – tekster på flere sprog – ensartet fortolkning – hensyntagen til forskellige sproglige versioner (jf. præmis 81)

9.                     Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af midler, der tilhører personer, enheder eller organer, som medvirker til eller støtter den nukleare spredning – alternative kriterier fastsat i Unionens retsakter for optagelse af en enhed på lister over personer og enheder, der er omfattet af restriktive foranstaltninger – begrundelse, der er baseret på en enkelt af disse kriterier eller alene på visse af disse, tilstrækkelig [art. 296 TEUF; Rådets afgørelse 2010/413/FUSP, art. 20, stk. 1, litra b); Rådets forordning nr. 961/2010, art. 16, stk. 2, og nr. 267/2012, art. 23, stk. 2] (jf. præmis 84-89)

10.                     EU-ret – principper – ret til forsvar – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af midler, der tilhører personer, enheder eller organer, som medvirker til eller støtter den nukleare spredning – aktindsigt – ret til kontradiktion – rettigheder, der er undergivet et krav om indgivelse af en anmodning herom til Rådet – ingen tilsidesættelse (Rådets afgørelse 2010/413/FUSP, art. 24, stk. 3; Rådets forordning nr. 961/2010, art. 36, stk. 3, og nr. 267/2012, art. 46, stk. 3) (jf. præmis 90-93, 96, 103, 106 og 107)

11.                     EU-ret – principper – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af midler, der tilhører personer, enheder eller organer, som medvirker til eller støtter den nukleare spredning – pligt til at meddele de omstændigheder, der lægges den berørte til last, med henblik på at gøre vedkommende i stand til at indbringe sagen for Unionens retsinstanser og på at sikre sidstnævntes efterprøvelse af den pågældende retsakts lovlighed – ingen tilsidesættelse (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder; Rådets afgørelse 2010/413/FUSP; Rådets forordning nr. 961/2010 og nr. 267/2012) (jf. præmis 108, 109, 111 og 112)

12.                     Den Europæiske Union – fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af midler, der tilhører personer, enheder eller organer, som medvirker til eller støtter den nukleare spredning – domstolskontrol med lovligheden – rækkevidde – fordeling af bevisbyrden – pligt til at forelægge konkrete beviser og oplysninger – afgørelse, der er baseret på oplysninger fra medlemsstaterne, som ikke kan kommunikeres til Unionens retsinstanser – ulovlig [Rådets afgørelse 2010/413/FUSP, art. 20, stk. 1, litra b); Rådets forordning nr. 961/2010, art. 16, stk. 2, litra a), og nr. 267/2012, art. 23, stk. 2, litra a)] (jf. præmis 116, 124-126, 128 og 130)

13.                     Annullationssøgsmål – dom om annullation – retsvirkninger – Domstolens begrænsning heraf – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af midler, der tilhører personer, enheder eller organer, som medvirker til eller støtter den nukleare spredning – annullation på to forskellige tidspunkter af to retsakter, der indeholder identiske restriktive foranstaltninger – risiko for alvorlig tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet – opretholdelse af virkningen af den første af disse retsakter indtil annullationen af den anden får virkning (art. 264, stk. 2, TEUF; Rådets forordning nr. 267/2012, bilag IX; Rådets afgørelse 2010/413/FUSP, bilag II) (jf. præmis 133, 134 og 136)

Angående

Dels påstand om annullation af for det første bilag II til Rådets afgørelse 2010/413/FUSP af 26. juli 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning 2007/140/FUSP (EUT L 195, s. 39), som ændret ved Rådets afgørelse 2010/644/FUSP af 25. oktober 2010 (EUT L 281, s. 81), og bilag VIII til Rådets forordning (EU) nr. 961/2010 af 25. oktober 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning (EF) nr. 423/2007 (EUT L 281, s. 1), for så vidt som disse bilag vedrører sagsøgeren, for det andet den afgørelse, der er truffet over for sagsøgeren, og som var »indeholdt i« en skrivelse af 28. oktober 2010, for det tredje Rådets afgørelse 2011/783/FUSP af 1. december 2011 om ændring af afgørelse 2010/413 (EUT L 319, s. 71) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1245/2011 af 1. december 2011 om gennemførelse af forordning nr. 961/2010 (EUT L 319, s. 11), for så vidt som disse kan berøre sagsøgerens situation, for det fjerde den afgørelse, der er truffet over for sagsøgeren, og som var »indeholdt i« en skrivelse af 5. december 2011, for det femte bilag IX til Rådets forordning (EU) nr. 267/2012 af 23. marts 2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning nr. 961/2010 (EUT L 88, s. 1), for så vidt som dette bilag vedrører sagsøgeren, og for det sjette samtlige de fremtidige forordninger eller fremtidige afgørelser fra Rådet eller Kommissionen, der supplerer eller ændrer en af de retsakter, der er anfægtet inden for rammerne af denne sag, dels en påstand om, at det fastslås, at artikel 12 og artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413, artikel 16, stk. 2, og artikel 26 i forordning nr. 961/2010, artikel 1, nr. 7), i Rådets afgørelse 2012/35/FUSP af 23. januar 2012 om ændring af afgørelse 2010/413 (EUT L 19, s. 22), artikel 23, stk. 2, og artikel 35 i forordning nr. 267/2012, artikel 1, nr. 8), i Rådets afgørelse 2012/635/FUSP af 15. oktober 2012 om ændring af afgørelse 2010/413 (EUT L 282, s. 58), artikel 1, nr. 11), i Rådets forordning (EU) nr. 1263/2012 af 21. december 2012 om ændring af forordning nr. 267/2012 (EUT L 356, s. 34) samt artikel 1, nr. 2), i Rådets afgørelse 2012/829/FUSP af 21. december 2012 om ændring af afgørelse 2010/413 (EUT L 356, s. 71) ikke finder anvendelse på sagsøgeren.

Konklusion

1) Sagen afvises for så vidt angår påstanden om annullation af samtlige de fremtidige forordninger eller fremtidige afgørelser fra Rådet for Den Europæiske Union eller Europa-Kommissionen, der supplerer eller ændrer en af de retsakter, der er anfægtet inden for rammerne af denne sag.

2) Det er ufornødent at træffe afgørelse om påstandene om annullation af de over for Iran Insurance Company trufne afgørelser, der var »indeholdt i« Rådets skrivelser af 28. oktober 2010 og 5. december 2011, eller om den af Rådet, støttet af Kommissionen, fremsatte afvisningspåstand for så vidt alene angår påstanden om annullation af den over for Iran Insurance Company trufne afgørelse, der var »indeholdt i« Rådets skrivelse af 28. oktober 2010.

3) Bilag II til Rådets afgørelse 2010/413/FUSP af 26. juli 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning 2007/140/FUSP, som ændret ved Rådets afgørelse 2010/644/FUSP af 25. oktober 2010, bilag VIII til Rådets forordning (EU) nr. 961/2010 af 25. oktober 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning (EF) nr. 423/2007, Rådets afgørelse 2011/783/FUSP af 1. december 2011 om ændring af afgørelse 2010/413, Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1245/2011 af 1. december 2011 om gennemførelse af forordning nr. 961/2010 samt bilag IX til Rådets forordning (EU) nr. 267/2012 af 23. marts 2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning nr. 961/2010 annulleres, for så vidt som de vedrører Iran Insurance Company.

4) For så vidt som bilag II til afgørelse 2010/413, som ændret ved afgørelse 2010/644, derefter ved afgørelse 2011/783, vedrører Iran Insurance Company, opretholdes dets virkninger over for Iran Insurance Company, indtil annullationen af bilag IX til forordning nr. 267/2012 får virkning.

5) Rådet bærer sine egne omkostninger og betaler Iran Insurance Companys omkostninger.

6) Kommissionen bærer sine egne omkostninger.