PERSONALERETTENS KENDELSE
(Anden Afdeling)

26. juni 2008

Sag F-108/07

Bart Nijs

mod

Revisionsretten for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – tjenestemænd – artikel 44, stk. 1, litra c), i procesreglementet for Retten i Første Instans – summarisk angivelse af anbringenderne i stævningen – ingen forudgående klage – åbenbart afvisningsgrundlag«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Bart Nijs har nedlagt påstand om annullation af afgørelse truffet af Revisionsretten for De Europæiske Fællesskaber om at forlænge generalsekretærens mandat i seks år med virkning fra den 1. juli 2007, og, subsidiært, annullation af generalsekretærens afgørelse i sin egenskab af ansættelsesmyndighed af 8. december 2006 om ikke at forfremme sagsøgeren i forfremmelsesåret 2004, hvilken afgørelse blev truffet efter Retten i Første Instans’ dom af 3. oktober 2006, Nijs mod Revisionsretten (sag T-171/05, Sml. Pers. I-A-2, s. 195, og II-A-2, s. 999) samt annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelse af 12. juli 2007 om afslag på hans klage.

Udfald: Sagen afvises. Bart Nijs betaler alle sagens omkostninger.

Sammendrag

1.      Retspleje – antagelse til realitetsbehandling – behandling efter de gældende regler på tidspunktet for stævningens indgivelse

(Personalerettens procesreglement, art. 76)

2.      Procedure – stævning – formkrav

[Statutten for Domstolen, art. 19, stk. 3, og bilag I, art. 7, stk. 1 og 3; procesreglement for Retten i Første Instans, art. 44, stk. 1, litra c)]

1.      Selv om reglen i artikel 76 i Personalerettens procesreglement, hvorefter Retten ved kendelse kan afvise en sag, der åbenbart ikke kan behandles, er en procedureregel, der som sådan finder anvendelse fra tidspunktet for dens ikrafttræden på alle verserende tvister ved Personaleretten, gælder dette ikke for de regler, på hvis grundlag Retten under anvendelse af denne artikel kan anse et søgsmål for at være åbenbart uantageligt til realitetsbehandling, hvilke kun kan være dem, der er gældende på tidspunktet for indgivelsen af stævningen.

(jf. præmis 25)

Henvisning til:

Personaleretten, 11. december 2007, sag F-60/07, Martin Bermejo mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 25.

2.      I henhold til artikel 44, stk. 1, litra c), i procesreglementet for Retten i Første Instans skal stævningen bl.a. angive søgsmålets genstand og indeholde en kort fremstilling af søgsmålsgrundene. Disse angivelser skal være så klare og præcise, at sagsøgte får mulighed for at tilrettelægge sit forsvar og Personaleretten for at træffe afgørelse, eventuelt uden yderligere oplysninger. Såfremt et søgsmål skal kunne antages til realitetsbehandling, er det af retssikkerhedshensyn og af hensyn til en god retspleje nødvendigt, at de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som søgsmålet støttes på, om end kortfattet, men dog konsekvent og forståeligt, fremgår af selve stævningen.

Dette gælder så meget desto mere som den skriftlige procedure for Personaleretten i henhold til artikel 7, stk. 3, i bilag I til statutten for Domstolen principielt kun omfatter én enkelt skriftudveksling, medmindre Personaleretten bestemmer andet. Desuden skal tjenestemanden i henhold til statuttens artikel 19, stk. 3, der i henhold til artikel 7, stk. 1, i bilag I til samme statut finder anvendelse på proceduren for Personaleretten, være repræsenteret af en advokat. Advokatens væsentligste rolle som juridisk rådgiver er netop at påse, at påstandene i stævningen hviler på en retlig argumentation, der er tilstrækkeligt forståelig og sammenhængende, netop henset til den omstændighed, at den skriftlige procedure for Personaleretten principielt kun består af én skriftudveksling.

En stævning, hvori de faktiske omstændigheder er fremstillet på en uklar og usammenhængende måde, således at læseren ikke kan henføre dem til en af påstandene i stævningen eller til et af de anbringender, der er fremsat til støtte herfor, kan ikke opfylde kravene til klarhed og præcision.

(jf. præmis 28-31)

Henvisning til:

Retten, 28. april 1993, sag T-85/92, De Hoe mod Kommissionen, Sml. II, s. 523, præmis 20, 21. maj 1999, sag T-154/98, Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1703, præmis 42, 15. juni 1999, sag T-277/97, Ismeri Europa mod Revisionsretten, Sml. II, s. 1825, præmis 29.