EU-PERSONALERETTENS DOM (Anden Afdeling)
13. december 2007 (*)
»Personalesag – midlertidigt ansatte – ansættelse – stilling som administrationschef – tredjelande – negativ udtalelse fra lægetjenesten«
I sag F-95/05,
angående et søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA,
N, kontraktansat ved Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, Bruxelles (Belgien), først ved avocat K.H. Hagenaar, derefter ved avocats J. van Drooghenbroeck og T. Demaseure, og endelig ved avocat I. Kletzlen,
sagsøger,
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved J. Currall og K. Herrmann, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
har
RETTEN (Anden Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, S. Van Raepenbusch, og dommerne I. Boruta og H. Kanninen (refererende dommer),
justitssekretær: fuldmægtig S. Boni,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 28. juni 2007,
afsagt følgende
Dom
1 Sagsøgeren har ved stævning indleveret den 5. oktober 2005 til Justitskontoret ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans pr. telefax (originalen blev modtaget den 11.10.2005) i det væsentlige nedlagt påstand om, dels at den afgørelse vedtaget af direktøren for Direktorat K, »Eksterne Tjenester«, i Kommissionen for De Europæiske Fællesskabers Generaldirektorat (GD) for Eksterne Forbindelser den 15. april 2005, hvorved det meddeltes sagsøgeren, at hun ikke ville blive ansat som administrationschef ved Kommissionens delegation i Guinea, annulleres, dels at Kommissionen tilpligtes at betale hende erstatning for det økonomiske og ikke-økonomiske tab, som hun angiveligt har lidt.
Retsforskrifter
2 Artikel 12, stk. 2, litra d), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber (herefter »ansættelsesvilkårene«) har følgende ordlyd:
»Som midlertidigt ansat kan kun ansættes den, der
?…?
d) opfylder de for hans hverv nødvendige fysiske krav
?…?«
3 Det bestemmes i artikel 13, stk. 1, i ansættelsesvilkårene, at »[i]nden ansættelsen underkastes den midlertidigt ansatte en lægeundersøgelse af en af institutionernes læger, for at institutionen kan få sikkerhed for, at ansøgeren opfylder betingelserne i henhold til artikel 12, stk. 2, litra d)«.
4 Det præciseres i artikel 13, stk. 2, i ansættelsesvilkårene, at »artikel 33, stk. 2, [i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber] finder tilsvarende anvendelse«.
5 Det fremgår af artikel 33, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber (herefter »vedtægten«), at »[n]år den i stk. 1 omhandlede lægeundersøgelse fører til en negativ udtalelse, kan ansøgeren inden 20 dage efter, at han har modtaget meddelelse herom fra institutionen, anmode om, at hans tilfælde forelægges til udtalelse i et lægeudvalg sammensat af tre læger, der udpeges af ansættelsesmyndigheden blandt institutionernes rådgivende læger. Den rådgivende læge, der har afgivet den første negative udtalelse, skal høres af lægeudvalget. Ansøgeren kan forelægge udvalget en udtalelse fra en læge efter eget valg. Når lægeudvalgets udtalelse bekræfter resultatet af den i stk. 1 omhandlede lægeundersøgelse, afholdes halvdelen af honorarer og ekstraomkostninger af ansøgeren«.
Sagens faktiske omstændigheder
6 Sagsøgeren arbejdede som hjælpeansat ved Kommissionen fra juni 1993 til maj 1994 og derefter som midlertidigt ansat i henhold til artikel 2, litra b), i ansættelsesvilkårene fra den 1. juli 2002 til den 31. juli 2004. I sidstnævnte tidsrum var sagsøgeren først ansat i GD for Finanskontrol og fra den 1. marts 2003 i GD for Retlige og Indre Anliggender.
7 Sagsøgeren var sygemeldt fra den 27. oktober 2003 til den 31. marts 2004. Den 16. marts 2004 blev hun overflyttet til Kontoret for Forvaltning og Fastsættelse af Individuelle Rettigheder (PMO), hvor hun arbejdede som midlertidigt ansat indtil den 31. juli 2004 og dernæst som kontraktansat fra den 1. august 2004.
8 Den 7. juli 2004 indgav sagsøgeren ansøgning til stillingen som administrationschef ved Kommissionens delegation i Congo efter offentliggørelse af stillingsopslag KOM/2004/2982/F.
9 Den 5. januar 2005 underrettede GD for Eksterne Forbindelser sagsøgeren om, at hun havde bestået udvælgelsesprøven, og spurgte hende, om hun var indstillet på at blive tilknyttet en anden delegation end den i Congo. Hvis dette var tilfældet, skulle hun angive fire delegationer på en prioriteret liste.
10 Sagsøgeren sendte den 7. januar 2005 en e-mail til GD for Eksterne Forbindelser, hvori hun bekræftede, at hun var interesseret i en forflytning til Congo, og at det samme gjaldt for en forflytning til delegationen i Guinea.
11 Det fremgik af stillingsopslag KOM/2004/3510/F om stillingen som administrationschef ved delegationen i Guinea, at »[a]nsættelsen som tjenestemand […] er betinget af en positiv udtalelse fra lægetjenesten […]«.
12 Den 15. februar 2005 henvendte sagsøgeren sig til lægetjenesten som krævet i stillingsopslag KOM/2004/3510/F.
13 Den 17. februar 2005 sendte GD for Eksterne Forbindelser en meddelelse til GD for Personale og Administration, hvori det anmodede ansættelsesmyndigheden for kontraktansættelser om hurtigst muligt at ansætte administrationschefer ved de pågældende delegationer ud fra den liste, hvorpå sagsøgeren var opført, som midlertidigt ansatte i henhold til artikel 2, litra b), i ansættelsesvilkårene.
14 Den 28. februar 2005 modtog sagsøgeren resultaterne af de lægeundersøgelser, som hun havde gennemgået med henblik på at blive ansat ved en delegation.
15 Den 1. marts 2005 underrettede doktor A, der er rådgivende læge ved Kommissionen, sagsøgeren om, at han var i tvivl om, hvorvidt hun burde rejse til Afrika. Kommissionen har oplyst, at doktor A herefter anmodede sagsøgeren om at henvende sig til doktor B, der er psykiater og opført på Kommissionens liste over uafhængige lægesagkyndige, med henblik på en ekstern sagkyndig vurdering.
16 Den 2. marts 2005 havde sagsøgeren en samtale med doktor B, der sendte en erklæring til doktor A den 7. marts 2005. Doktor B udtrykte i sine konklusioner forbehold over for sagsøgerens psykiske evne til at bestride en ledende stilling i Afrika.
17 GD for Eksterne Forbindelser oplyste i en e-mail af 3. marts 2005 sagsøgeren om, at den ikke kunne videreføre proceduren for hendes ansættelse som administrationschef ved delegationen, før lægetjenesten havde givet tilsagn hertil.
18 Den 9. marts 2005 talte sagsøgeren igen med doktor A, der med baggrund i doktor B’s erklæring igen frarådede, at hun rejste til Guinea.
19 Doktor A meddelte i en skrivelse af 17. marts 2005 GD for Eksterne Forbindelser, at sagsøgeren ikke var fysisk egnet til at varetage stillingen som administrationschef ved delegationen i Guinea.
20 Den 22. marts 2005 sendte doktor A efter sagsøgerens anmodning en telefax til hende med navne og adresser på tre psykiatere fra Kommissionens liste over lægesagkyndige. Sagsøgeren opsøgte ingen af disse tre læger.
21 Den 4. april 2005 udleverede sagsøgeren sagkyndige erklæringer fra fire psykiatere, som hun selv havde valgt at opsøge, til doktor A. Det drejede sig om en attest af 10. marts 2005 fra doktor C, en erklæring af 31. marts 2005 fra doktor D og en sagkyndig medicinsk/psykologisk erklæring af 5. april 2005, der var underskrevet af både doktor E og doktor F.
22 Direktøren for Direktorat K, »Eksterne Tjenester«, i GD for Eksterne Forbindelser underrettede i en skrivelse af 15. april 2005 sagsøgeren om, at »henstillingen til Generaldirektoratet (»Personale og Administration«) af 17. [februar 2005] om [hendes] ansættelse i den omhandlede stilling i betragtning af lægetjenestens negative udtalelse af 17. marts 2005 ikke [kunne] udmøntes i et tilbud om en midlertidig ansættelseskontrakt ?i henhold til artikel 2, litra b), i ansættelsesvilkårene], og at ?…? [hendes] tiltrædelse i Guinea ?…? derfor ikke [kunne] finde sted« (herefter »den anfægtede afgørelse«).
23 Den 18. april 2005 sendte doktor E en skrivelse til doktor A, hvori han henviste til erklæringen fra doktor B og til den erklæring, der også var underskrevet af doktor F. Doktor E fastslog i skrivelsen, at doktor B »[tog] udgangspunkt i forsigtighedsprincippet ved at basere sig på [sagsøgerens] forhistorie og personlighedstræk«, hvorimod doktor F og han selv »hverken ved den medicinsk/psykologiske undersøgelse eller de psykometriske analyser [kunne] påvise nogen psykisk sygdom, der var til hinder for at tildele [sagsøgeren] den ansøgte stilling«.
24 Sagsøgeren gjorde i en skrivelse af 19. april 2005 til direktøren for Direktorat K, »Eksterne Tjenester«, i GD for Eksterne Forbindelser opmærksom på følgende:
»[…] i modsætning til det i den rådgivende læges skrivelse af 17. marts anførte kan jeg bekræfte, at resultaterne af lægetjenestens undersøgelser, som jeg har modtaget et eksemplar af, er positive og dermed svarer til et »JA« til, at jeg opfylder de helbredsmæssige krav.
Der bestemmes følgende i vedtægtens [artikel] 33: »Før udnævnelsen underkastes den udvalgte ansøger en lægeundersøgelse af en af institutionens læger, for at institutionen kan få sikkerhed for, at ansøgeren opfylder betingelserne i henhold til artikel 28, litra e)«, og i [artikel] 28, litra e): »Til tjenestemand kan kun udnævnes en person, der opfylder de for hans hverv nødvendige fysiske krav.« Jeg er derfor overrasket over doktor [A’s] udtalelse af 17. marts 2005 om min »helbredsmæssige egnethed«, som De har henvist til i Deres skrivelse. Hvis De ønsker at se resultaterne af de pågældende undersøgelser, kan jeg forsyne Dem med et eksemplar.«
25 Sagsøgeren sendte den 20. april 2005 en skrivelse til direktøren for Direktorat C, »Socialpolitik, ansatte i Luxembourg, sundhed, hygiejne«, under GD for Personale og Administration, som i det væsentlige svarede til ovennævnte skrivelse af 19. april 2005.
26 Ved skrivelse af 26. april 2005, der var udarbejdet på vegne af direktøren for Direktorat C, »Socialpolitik, ansatte i Luxembourg, sundhed, hygiejne«, under GD for Personale og Administration, besvarede den kontorchef, der er ansvarlig for dette direktorats lægetjeneste, sagsøgerens skrivelse af 20. april 2005. Han forklarede heri, at »alle, der søger om udstationering ved en delegation, skal gennemgå en lægeundersøgelse på forhånd. Det er i denne sammenhæng og ikke i sammenhæng med vedtægtens [artikel] 33, at [sagsøgeren] […] har været genstand for en negativ udtalelse fra den rådgivende læge hvad angår en eventuel forflytning til Guinea […]. Udtalelsen er rettet til [ansættelsesmyndigheden] i [GD for Eksterne Forbindelser], der træffer den endelige afgørelse, og udtalelsen er kun en af de faktorer, som den skal tage hensyn til i den forbindelse«.
27 Den 19. maj 2005 indgav sagsøgeren en klage over den anfægtede afgørelse i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2.
28 Ansættelsesmyndigheden afslog denne klage ved afgørelse af 5. juli 2005.
Retsforhandlingerne og parternes påstande
29 Den foreliggende sag blev oprindeligt registreret som sag T-377/05 på Retten i Første Instans’ Justitskontor.
30 Ved kendelse af 15. december 2005 henviste Retten i Første Instans i medfør af artikel 3, stk. 3, i Rådets afgørelse 2004/752/EF, Euratom af 2. november 2004 om oprettelse af en ret for EU-personalesager (EUT L 333, s. 7) sagen til EU-Personaleretten (herefter »Retten«). Sagen blev registreret som sag F-95/05 på Personalerettens Justitskontor.
31 Formanden for Rettens Anden Afdeling har ved kendelse af 24. maj 2007 bevilget sagsøgeren fri proces.
32 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse annulleres.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren et foreløbigt beløb på 1 EUR, med alle forbehold, som erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, hun er blevet påført.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
33 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Der træffes afgørelse om sagens omkostninger efter gældende ret.
Annullationspåstanden
Rækkevidden af sagsøgerens anbringender
34 Sagsøgeren har i stævningen støttet sin påstand om annullation af den anfægtede afgørelse på flere anbringender, herunder for det første, at direktøren for Direktorat K, »Eksterne Tjenester«, i GD for Eksterne Forbindelser ikke var bemyndiget til at træffe den anfægtede afgørelse, for det andet, at doktor A, GD for Eksterne Forbindelser og ansættelsesmyndigheden har begået magtfordrejning, og for det tredje, at doktor A har tilsidesat sin forpligtelse til at begrunde lægeudtalelsen.
35 Ifølge Kommissionen har sagsøgeren med det første anbringende gjort gældende, at direktøren for Direktorat D, »Eksterne Tjenester«, i GD for Eksterne Forbindelser ikke var bemyndiget til at træffe den anfægtede afgørelse. Det andet anbringende drejer sig om magtfordrejning begået af direktøren for Direktorat K, »Eksterne Tjenester«, i GD for Eksterne Forbindelser, da den nævnte afgørelse blev truffet. Det tredje anbringende vedrører et åbenbart urigtigt skøn, magtfordrejning og manglende begrundelse i den udtalelse, som doktor A har fremsat.
36 Sagsøgeren har i replikken præciseret baggrunden for sit andet og tredje anbringende som fremstillet af Kommissionen. Sagsøgeren har påpeget, at det andet anbringende vedrører tilsidesættelsen af den begrundelsespligt, der er fastsat i vedtægtens artikel 25, stk. 2, og tilsidesættelsen af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Sagsøgeren har desuden oplyst, at det tredje anbringende vedrører tilsidesættelsen af begrundelsespligten, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og omsorgspligten.
37 Det fremgår af parternes indlæg, at sagsøgeren i det væsentlige har fremført tre anbringender. Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at direktøren for Direktorat K, »Eksterne Tjenester«, i GD for Eksterne Forbindelser ikke var bemyndiget til at træffe den anfægtede afgørelse. Sagsøgeren har for det andet anført, at den anfægtede afgørelse er ulovlig, idet de erklæringer og vurderinger, som de læger, hun selv opsøgte, udfærdigede, ikke blev taget i betragtning i forbindelse med proceduren. Sagsøgeren hævder desuden, at hun ifølge bestemmelserne i vedtægtens artikel 33, stk. 2, havde ret til at anmode et lægeudvalg om en udtalelse, efter at doktor A havde afgivet sin negative udtalelse. Sagsøgeren har for det tredje anført, at den anfægtede afgørelse og doktor A’s lægeudtalelse ikke opfylder kravene om, at de skal være begrundet. Sagsøgeren har desuden fremført en række argumenter for, at der foreligger magtfordrejning, og at der er anlagt et åbenbart urigtigt skøn.
38 Denne fremstilling af sagsøgerens anbringender var indeholdt i den foreløbige retsmøderapport, som parterne modtog den 24. maj 2007. Hverken sagsøgeren eller Kommissionen fremsatte bemærkninger til denne rapport. Det andet anbringende skal behandles først.
Det andet anbringende
Parternes argumenter
39 Sagsøgeren har for det første påpeget, at doktor A, GD for Eksterne Forbindelser og ansættelsesmyndigheden ikke tog hensyn til doktor C’s attest, doktor D’s erklæring og doktor E og F’s udførlige og positive erklæring samt skrivelsen af 18. april 2005 fra doktor E.
40 Hun mener derfor, at det er indlysende, at den anfægtede afgørelse blev truffet af andre årsager end de påståede. Administrationen viste uvilje mod sagsøgeren ved at se bort fra de nævnte lægelige dokumenter. Der findes ingen bestemmelser om, at der ikke kan indhentes eksterne sagkyndige vurderinger.
41 Sagsøgeren har tilføjet, at doktor A ikke forelagde udtalelserne fra de specialister, hun havde opsøgt, for administrationen. Hun har herved anført, at det især er bemærkelsesværdigt, at doktor A, der er alment praktiserende læge, valgte at fastholde sin korte fysiske diagnose efter at have set de meget detaljerede psykiatriske og psykologiske erklæringer, som fire specialister på området havde udfærdiget. Sagsøgeren mener, at det var berettiget, at hun ikke opsøgte de læger, doktor A havde anbefalet.
42 Sagsøgeren har for det andet anført, at hun ifølge vedtægtens artikel 33, stk. 2, havde ret til at anmode et lægeudvalg om en udtalelse, efter at doktor A havde afgivet negativ udtalelse. Sagsøgeren har dog understreget, at hun i forlængelse af sin skrivelse af 20. april 2005 modtog en skrivelse fra GD for Personale og Administration af 26. april 2005, hvori det oplystes, at proceduren i vedtægtens artikel 33 ikke gjaldt i hendes tilfælde. Kommissionen har således givet hende vildledende oplysninger om muligheden for at benytte denne procedure.
43 Kommissionen har anført, at den anfægtede afgørelse i denne sag blev vedtaget, efter at lægetjenestens udtalelse af 17. marts 2005 om, at sagsøgeren ikke var fysisk egnet til at udøve hvervet i Guinea, var blevet fremlagt.
44 Kommissionen har understreget, at der ifølge stillingsopslag KOM/2004/3510/F krævedes en positiv udtalelse fra lægetjenesten for at komme i betragtning. Alle ansøgere til stillinger ved delegationer i tredjelande skulle således lade sig undersøge af en af Kommissionens rådgivende læger, for at ansættelsestjenesten kunne få sikkerhed for, at de var fysisk egnet til at opfylde alle de forpligtelser, de kunne blive pålagt, afhængigt af deres hverv og forholdene på det sted, hvor det skulle udøves.
45 At sagsøgeren gennemgik en lægeundersøgelse i henhold til artikel 28 i vedtægten og artikel 13 i ansættelsesvilkårene, hvorefter hun blev erklæret egnet og i juli 2002 fik ansættelse som midlertidigt ansat i Bruxelles, indebærer ikke, at hun var egnet til en forflytning flere år senere.
46 Der er desuden god grund til at kræve en særlig lægeundersøgelse, fordi de specifikke hverv, der varetages ved delegationen i et tredjeland, er omfattet af særlige undtagelsesbestemmelser i bilag X til vedtægten, og fordi de ansatte kan blive udsat for andre sanitære, klimatiske og sikkerhedsmæssige forhold og blive mere isoleret, end de er vant til i Fællesskabet, hvilket i visse tilfælde berettiger dem til udligningsgodtgørelser.
47 Kravet om, at der skal foreligge en lægeudtalelse, før der kan tages stilling til en sådan forflytning, er derfor fuldt berettiget i tjenstlig henseende. Denne udtalelse kan ikke begrænses til ansøgerens fysiske tilstand, men skal også indbefatte dennes psykiske tilstand, herunder risikoen for fremtidige lidelser, der inden for en overskuelig tid kan gøre det vanskeligt for tjenestemanden eller den ansatte at varetage det påtænkte hverv og/eller gøre det nødvendigt at hjemsende denne før tiden.
48 Kommissionen har herved anført, at sagsøgeren ikke har ret i, at den meddelelse af 28. februar 2005, hvori hun oplystes om resultaterne af de lægeundersøgelser, der blev foretaget med henblik på hendes forflytning til en ekstern delegation, var en positiv udtalelse som den, der krævedes i stillingsopslag KOM/2004/3510/F. Hensigten med denne meddelelse var blot at oplyse sagsøgeren om resultaterne af de pågældende lægeundersøgelser, der med få undtagelser lå inden for normalområdet. Det fremgår desuden af meddelelsens indhold, at der ikke var tale om den lægeudtalelse, der krævedes i stillingsopslaget. Sagsøgeren betragtede i øvrigt heller ikke denne meddelelse som en lægeudtalelse. Hun har nemlig oplyst i stævningen, at GD for Eksterne Forbindelser den 3. marts 2005 gav hende besked om, at det endnu ikke havde modtaget lægetjenestens tilsagn.
49 Med hensyn til erklæringerne og vurderingerne fra de speciallæger, sagsøgeren selv valgte, mener Kommissionen ikke, at GD for Eksterne Forbindelser og ansættelsesmyndigheden var forpligtet til at følge dem ved afgørelsen af, om sagsøgeren burde ansættes, eftersom de ikke indgik i den fornyede vurdering af doktor A’s lægeudtalelse.
50 Kommissionen har ikke bestridt, at en ansat, der er genstand for en negativ lægeudtalelse, har mulighed for at klage over denne udtalelse. Kommissionen har i øvrigt bekræftet, at det var for at give sagsøgeren lejlighed til dette, at doktor A gav hende navne og adresser på tre speciallæger i psykiatri, således at hun kunne indhente en alternativ udtalelse i forbindelse med proceduren for hendes forflytning til en delegation. I denne sammenhæng påpegede Kommissionen under retsmødet, at fællesskabslovgiver ikke har fastsat en procedure for, hvorledes man rejser indsigelse mod lægeudtalelser ved besættelse af stillinger ved delegationerne.
51 En supplerende udtalelse fra en af de uafhængige eksperter, som doktor A henviste til, ville have gjort det lettere at tage stilling til de modstridende sagkyndige vurderinger fra doktor B og fra doktor E og F. Det er derfor uforståeligt, at sagsøgeren ikke at opsøgte disse eksperter, eftersom hun selv havde anmodet om navnene på dem.
52 Kommissionen har videre anført, at når sagsøgeren ikke fulgte den procedure, der gælder for forflytning til delegationerne, kunne hun ikke forvente, at de udtalelser, som hun selv indhentede, blev taget i betragtning. Kommissionen mener ikke, at en tjenestemand eller en anden ansat selv kan opsøge en læge og sætte denne læges udtalelse i stedet for udtalelsen fra den læge, der ifølge vedtægten har til opgave at udfærdige den krævede udtalelse. Sagsøgeren kunne kun bestride doktor A’s udtalelse ved at henvende sig til en af de rådgivende læger, som denne havde henvist til i sin telefax af 22. marts 2005.
53 Ifølge Kommissionen gjaldt der ikke de samme betingelser for den positive udtalelse fra lægetjenesten, der er nævnt i stillingsopslag KOM/2004/3510/F, som for den lægeundersøgelse, der i henhold til artikel 33 i vedtægten og artikel 13 i ansættelsesvilkårene skal foretages forud for ansættelsen. Disse bestemmelser finder ikke anvendelse i denne sag. Der findes heller ingen særlige regler om proceduren for lægeundersøgelser ved forflytning til et tredjeland. Kommissionen fulgte derfor en selvstændig procedure, der var baseret på stillingsopslaget og på tjenestens interesse.
54 Kommissionen præciserede under retsmødet, at proceduren i vedtægtens artikel 59 heller ikke gælder, når en stilling ved en ekstern tjeneste skal besættes.
55 Kommissionen har endvidere anført, at hvis det antages, at doktor A’s udtalelse svarer til den lægeudtalelse, der ifølge vedtægtens artikel 33 afgives forud for ansættelsen, må det fastslås, at sagsøgeren ikke har anmodet om en fornyet vurdering af doktor A’s udtalelse efter proceduren i vedtægtens artikel 33, stk. 2.
56 Da der ikke er afgivet en udtalelse, som afviger fra doktor A’s, i henhold til den gældende procedure, er den anfægtede afgørelse ikke behæftet med magtfordrejning, for så vidt som den udelukkende er baseret på doktor A’s udtalelse.
57 Med hensyn til doktor A’s eventuelle magtfordrejning har Kommissionen anført, at doktor A var berettiget til at afgive en negativ udtalelse, eftersom han var bekendt med sagsøgerens journal og den sagkyndige vurdering fra doktor B, og der ikke forelå nogen modstridende udtalelse. Doktor A foretog derfor blot en faglig vurdering. Sagsøgeren har endvidere hverken påstået eller godtgjort, at doktor A handlede af andre årsager.
Rettens bemærkninger
58 Ifølge artikel 10, stk. 4, i ansættelsesvilkårene finder vedtægtens afsnit VIIIa om særlige undtagelsesbestemmelser for tjenestemænd, der gør tjeneste i et tredjeland, tilsvarende anvendelse på de midlertidigt ansatte, der gør tjeneste i et tredjeland. Det fremgår af vedtægtens artikel 101a, der er den eneste artikel i det nævnte afsnit, at »[m]ed forbehold af vedtægtens øvrige bestemmelser fastsættes i bilag X særlige undtagelsesbestemmelser for tjenestemænd, der gør tjeneste i et tredjeland«.
59 Det skal understreges, at bilag X til vedtægten ikke indeholder særlige bestemmelser eller undtagelsesbestemmelser om den lægeundersøgelse, der foretages ved ansættelsen.
60 I lighed med bestemmelserne i artikel 33, stk. 1, i tjenestemandsvedtægten fremgår det af artikel 13, stk. 1, i ansættelsesvilkårene, at den midlertidigt ansatte inden ansættelsen underkastes en lægeundersøgelse af en af institutionens rådgivende læger, for at institutionen kan få sikkerhed for, at ansøgeren opfylder de fysiske krav, der ifølge artikel 12, stk. 2, litra d), i ansættelsesvilkårene er nødvendige for hans hverv.
61 I vedtægtens artikel 33, stk. 2, der i henhold til artikel 13, stk. 2, i ansættelsesvilkårene finder tilsvarende anvendelse på midlertidigt ansatte, fastsættes desuden en intern procedure for klager over den udtalelse, der afgives af institutionens rådgivende læge.
62 Det bemærkes herved, at fællesskabslovgiver i vedtægtens artikel 33, stk. 2, har indført et kontrollerende lægeudvalg med det formål at give ansøgerne en ekstra garanti og dermed en bedre beskyttelse af deres rettigheder (dom afsagt af Retten i Første Instans den 14.4.1994, sag T-10/93, A mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 119, og II, s. 387, præmis 23).
63 For det første udgør et lægeudvalg bestående af tre læger, som den rådgivende læge, der har afgivet den oprindelige udtalelse om fysisk uegnethed, ikke er medlem af, men hvis medlemmer udpeges blandt institutionernes rådgivende læger og ikke udelukkende blandt de rådgivende læger i vedkommende institution, en reel, ekstra garanti for ansøgerne (dommen i sagen A mod Kommissionen, præmis 24). For det andet fremgår det af vedtægtens artikel 33, stk. 2, at ansøgeren kan forelægge udvalget en udtalelse fra en læge efter eget valg. I øvrigt kan en ansøger altid forlange og opnå, at begrundelsen til en udtalelse om fysisk uegnethed meddeles den pågældende ansøgers egen læge. En sådan meddelelse af begrundelsen kan ske, før lægeudvalget træder sammen (dommen i sagen A mod Kommissionen, præmis 25). For det tredje fremgår det af vedtægtens artikel 33, stk. 2, at lægeudvalget skal benytte den i institutionen udarbejdede helbredsjournal og høre den rådgivende læge, der har afgivet udtalelsen om fysisk uegnethed, samt eventuelt den udtalelse, der er afgivet af en af ansøgeren valgt læge. Udvalget kan også basere sig på et møde med ansøgeren og/eller dennes læge og alle de dokumenter, som ansøgeren måtte finde det hensigtsmæssigt at forelægge det. Endvidere kan lægeudvalget, såfremt det finder det hensigtsmæssigt, lade ansøgeren gennemgå en ny undersøgelse og eventuelt påbyde andre undersøgelser eller indhente udtalelser fra andre specialister. Heraf følger, at lægeudvalget er i stand til at gennemføre en ny fuldstændig og upartisk behandling af ansøgerens forhold (dommen i sagen A mod Kommissionen, præmis 27).
64 Det skal desuden påpeges, at vedtægten også indeholder ordninger, der er møntet på andre situationer end ansættelser, og som tjenestemanden kan udnytte til at fremsætte sin mening under procedurerne for lægekontrol. I vedtægtens artikel 59, stk. 1, femte, sjette og syvende afsnit, fastsættes der således en voldgiftsordning, som tjenestemanden kan anvende, hvis han mener, at konklusionerne af den undersøgelse, ansættelsesmyndigheden har foranstaltet i forbindelse med en sygeorlov, ikke er lægeligt begrundede. Med hensyn til proceduren for tildeling af invaliditetsydelser bestemmes det i artikel 7, stk. 1, i bilag II til vedtægten, at tjenestemanden bl.a. kan udpege en af de tre læger i det udvalg, der skal afgøre, om han er uarbejdsdygtig.
65 I denne sag skal det for det første understreges, at sagsøgeren var ansat ved Kommissionen, da hun ansøgte om stillingen som administrationschef ved delegationen i Guinea, og at det var tilsigtet at ansætte hende som midlertidigt ansat i henhold til artikel 2, litra b), i ansættelsesvilkårene, hvilket fremgår af GD for Eksterne Forbindelsers meddelelse af 17. februar 2005.
66 For det andet fremgik det af stillingsopslag KOM/2004/3510/F, at ansættelsen som administrationschef ved delegationen i Guinea »[var] betinget af en positiv udtalelse fra lægetjenesten […]«. Lægetjenesten afgav i det foreliggende tilfælde udtalelse om, at sagsøgeren ikke var egnet til at bestride den omhandlede stilling. Sagsøgeren blev derfor underrettet om, at hun ikke ville blive ansat, ved den anfægtede afgørelse.
67 Kommissionen mener ikke, at der findes regler, som giver sagsøgeren adgang til en særlig procedure for fornyet undersøgelse af den udtalelse om hendes manglende egnethed, som den rådgivende læge afgav med henblik på ansættelsen ved en delegation. Kommissionen har dog ikke bestridt, at modtageren af en negativ lægeudtalelse kan have mulighed for at klage over denne udtalelse. Kommissionen har i øvrigt bekræftet, at den rådgivende læge oplyste sagsøgeren om navne og adresser på tre speciallæger i psykiatri, for at hun kunne indhente en alternativ udtalelse.
68 Sagsøgeren har på den ene side anført, at udtalelserne fra de læger, hun selv havde valgt, med urette ikke blev taget i betragtning under ansættelsesproceduren. På den anden side mener hun, at hun havde ret til at anmode det lægeudvalg, der er nævnt i vedtægtens artikel 33, stk. 2, om en udtalelse. Sagsøgerens standpunkt er således relateret til overholdelsen af retten til kontradiktion, idet hun ikke mener at have fået tilstrækkelig mulighed for at tage til genmæle, inden den anfægtede afgørelse blev truffet, bl.a. ved at forelægge en udtalelse fra en læge efter eget valg som fastsat i vedtægtens artikel 33, stk. 2.
69 Det skal indledningsvis fastslås, at den procedure, som Kommissionen fulgte, og som resulterede i vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, ikke sikrede de garantier med hensyn til retten til kontradiktion, der foreskrives i vedtægtens artikel 33, stk. 2.
70 I denne sag var proceduren for afgivelsen af den omhandlede lægeudtalelse ganske vist ikke i fuldstændig modstrid med kravet om en kontradiktorisk sagsbehandling, eftersom sagsøgeren havde mulighed for at rådføre sig med andre uafhængige eksperter som modvægt til doktor A’s udtalelse og doktor B’s sagkyndige vurdering, men denne procedure adskilte sig alligevel på væsentlige punkter fra dem, der er beskrevet i præmis 63 og 64 ovenfor, bl.a. fordi den ikke sikrede, at der blev taget hensyn til udtalelsen fra en læge efter ansøgerens eget valg ved udfærdigelsen af den endelige lægeundersøgelse.
71 Det fremgår endvidere ikke af Kommissionens argumentation, at den fulgte procedure var baseret på en lovbestemmelse. Proceduren udsprang heller ikke af en fast praksis, som de berørte personer på forhånd var bekendt med.
72 Kommissionen har dog påpeget, at det som følge af de særlige forhold, der gør sig gældende i visse tredjelande, er tjenstligt nødvendigt at anvende andre betingelser for den udtalelse, der afgives af lægetjenesten, end dem, der gælder for den lægeundersøgelse, som midlertidigt ansatte underkastes i henhold til artikel 13 i ansættelsesvilkårene, og den, der kræves i vedtægtens artikel 33, forud for den første ansættelse. Kommissionen har oplyst, at den benyttede en selvstændig procedure, der var baseret på stillingsopslaget og på tjenestens interesse.
73 Kommissionen forklarede dog ikke under retsmødet, hvorfor det ikke var muligt at tage hensyn til de særlige fysiske krav, der stilles til ansøgere til stillinger i tredjelande, i forbindelse med proceduren i artikel 13 i ansættelsesvilkårene og artikel 33 i vedtægten. Den præciserede heller ikke, hvorfor det skulle være tjenstligt berettiget eller nødvendigt ikke at indrømme den pågældende stillingsansøger de samme garantier som dem, der er fastsat i artikel 13 i ansættelsesvilkårene og artikel 33 i vedtægten.
74 Der er endelig intet belæg i bestemmelserne i artikel 13 i ansættelsesvilkårene og i artikel 33 i vedtægten for at konkludere, at den deri omhandlede procedure kun skulle gælde for midlertidigt ansatte, der ansættes ved Fællesskaberne for første gang. Kommissionens påstand om, at ansøgere, som Kommissionen nyansætter med henblik på udstationering i tredjelande, gennemgår to lægeundersøgelser, nemlig den, der er fastsat i vedtægtens artikel 33, og den, der foreskrives i stillingsopslaget, virker ikke overbevisende. Ansættelsesmyndigheden har desuden i sit svar på sagsøgerens klage henvist udtrykkeligt til artikel 33 i vedtægten og artikel 13 i ansættelsesvilkårene.
75 Det fremgår af det ovenfor anførte, at fællesskabslovgiver hvad angår proceduren for lægekontrol har fastsat ordninger, der gør det muligt for stillingsansøgere, tjenestemænd og andre ansatte at fremsætte deres mening, bl.a. ved at forelægge en udtalelse fra en læge efter eget valg.
76 Henset til målet om at sikre overholdelsen af retten til kontradiktion ved hjælp af de nævnte ordninger, og da der ikke foreligger bestemmelser, som indfører en selvstændig procedure for midlertidigt ansatte, der udstationeres i et tredjeland, eller findes andre relevante årsager og heller ikke findes årsager, som under de foreliggende omstændigheder bevirker, at vedtægtens artikel 33, stk. 2, ikke finder anvendelse, må det fastslås, at proceduren for ansættelse af disse personer skal finde sted i overensstemmelse med vedtægtens artikel 33, stk. 2. Den procedure, der er fulgt i det foreliggende tilfælde, strider som nævnt i præmis 69 og 70 ovenfor mod bestemmelserne i vedtægtens artikel 33, stk. 2.
77 Det må derfor fastslås, at den anfægtede afgørelse strider mod vedtægtens artikel 33, stk. 2.
78 Det følger heraf, at den anfægtede afgørelse bør annulleres, uden at det er fornødent at behandle de andre anbringender, som sagsøgeren har fremsat i forbindelse med sin annullationspåstand.
Erstatningspåstanden
Parternes argumenter
79 Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse resulterede i fortabte muligheder og overlast og derfor har forvoldt hende skade.
80 Det bør efter hendes opfattelse fastslås, at hun principielt har krav på erstatning for den økonomiske (forberedelse af flytning, husleje mv.) og ikke-økonomiske skade, hun er blevet forvoldt. Sagsøgeren har i sin replik krævet at få udbetalt et foreløbigt beløb på 1 EUR, med alle forbehold, til dækning af den økonomiske og ikke-økonomiske skade.
81 Kommissionen har for det første anført, at når tabet er forvoldt af en handlemåde, som administrationen har udvist, og som ikke har karakter af en afgørelse, skal den administrative procedure indledes ved indgivelse af en ansøgning i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1. Sagsøgeren har ikke fulgt denne fremgangsmåde i denne sag, og hendes erstatningspåstand må derfor afvises.
82 Kommissionen har for det andet gjort gældende, at sagsøgeren ikke præciserede omfanget af den pågældende skade i stævningen. Dette indebærer, at hun ikke overholdt kravene i artikel 44, stk. 1, i procesreglementet for Retten i Første Instans. Det er korrekt, at Retten i Første Instans har fastslået, at det i særlige tilfælde ikke forlanges, at sagsøgeren angiver skadens nøjagtige omfang i stævningen, men i den foreliggende sag har sagsøgeren hverken godtgjort eller påberåbt sig, at der foreligger omstændigheder, som berettiger en sådan undtagelse.
83 Kommissionen har for det tredje anført, at den anfægtede afgørelse ikke er ulovlig, og at sagsøgeren derfor ikke bør tilkendes erstatning.
Rettens bemærkninger
84 Ifølge artikel 3, stk. 4, i afgørelse 2004/752 fandt artikel 44, stk. 1, litra c), i Retten i Første Instans’ procesreglement tilsvarende anvendelse på Retten, indtil dennes procesreglement trådte i kraft, dvs. indtil den 1. november 2007.
85 Eftersom stævningen indgik til Retten i Første Instans’ Justitskontor den 5. oktober 2005, finder bestemmelserne i artikel 44, stk. 1, litra c), i Retten i Første Instans’ procesreglement anvendelse i denne sag.
86 Ifølge denne bestemmelse skal stævningen bl.a. angive søgsmålets genstand og en kort fremstilling af søgsmålsgrundene. For at opfylde disse krav skal en stævning, hvori der nedlægges påstand om erstatning for skade, som angiveligt er forvoldt af en fællesskabsinstitution, indeholde oplysninger, der gør det muligt at identificere den adfærd, som sagsøgeren bebrejder institutionen, grundene til, at han antager, at der består en årsagsforbindelse mellem adfærden og det tab, han hævder at have lidt, samt karakteren og størrelsen af dette tab. En påstand alene om erstatning uden nærmere angivelse mangler derimod den fornødne præcision og kan følgelig ikke antages til realitetsbehandling (Domstolens dom af 2.12.1971, sag 5/71, Zuckerfabrik Schöppenstedt mod Rådet, Sml. 1971, s. 275, org.ref.: Rec. s. 975, præmis 9, kendelse afsagt af Retten i Første Instans den 1.7.1994, sag T-505/93, Osório mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 179, og II, s. 581, præmis 33, og af 15.2.1995, sag T-112/94, Moat mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 37, og II, s. 135, præmis 32, samt dom afsagt af Retten i Første Instans den 7.2.2007, sag T-175/04, Gordon mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 42).
87 Det må i denne sag konstateres, at sagsøgeren med påstanden i stævningen om, at det »fastslås, at [hun] principielt har et erstatningskrav, hvis størrelse opgøres efterfølgende, som følge af den økonomiske og ikke-økonomiske skade […] påført af [Kommissionen]«, ikke har sat tal på det tab, hun mener at have lidt. Påstanden i replikken om, at Kommissionen tilpligtes at betale hende »et foreløbigt beløb på 1 EUR, med alle forbehold, som erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade«, er desuden ikke tilstrækkelig præcis i forhold til den nævnte retspraksis.
88 Sagsøgeren har heller ikke angivet faktiske omstændigheder, der gør det muligt at bedømme omfanget af den påståede skade (kendelsen i sagen Moat mod Kommissionen, præmis 35). Hun har præciseret over for Retten, at hun er blevet påført en økonomisk skade i form af tabt arbejdsfortjeneste som følge af, at hun ikke blev ansat, og i forbindelse med sine rejseforberedelser (kortvarigt lejemål, kurser, vaccinationer mv.). Disse kortfattede oplysninger er dog ikke tilstrækkelige til, at der kan foretages en præcis bedømmelse af skadens omfang.
89 Hvis det antages, at der forelå en økonomisk skade, kunne denne sagtens have været opgjort, allerede da sagsøgeren indgav sin klage, og ikke mindst da hun indleverede stævningen, eftersom den økonomiske skade var forbundet med tabt arbejdsfortjeneste som følge af manglende ansættelse og med de udgifter, som sagsøgeren afholdt i forbindelse med sin afrejse til Afrika.
90 Fællesskabets retsinstanser har ganske vist anerkendt, at det i visse særlige tilfælde ikke er nødvendigt at angive tabets nøjagtige størrelse eller størrelsen af den krævede erstatning i stævningen (Domstolens dom af 23.9.2004, sag C-150/03 P, Hectors mod Parlamentet, Sml. I, s. 8691, præmis 62, og kendelsen i sagen Osório mod Kommissionen, præmis 35), men sagsøgeren i denne sag har hverken godtgjort eller hævdet, at der foreligger sådanne omstændigheder (jf. i denne retning kendelsen i sagen Osório mod Kommissionen, præmis 35, og kendelsen i sagen Moat mod Kommissionen, præmis 37).
91 Med hensyn til den ikke-økonomiske skade skal det understreges, at sagsøgeren overhovedet ikke har vurderet denne skade og heller ikke har gjort det muligt for Retten at bedømme dens omfang og art. Uanset om påstanden om erstatning for en ikke-økonomisk skade fremsættes rent symbolsk eller med henblik på at opnå betaling af en egentlig erstatning, påhviler det dog sagsøgeren at præcisere arten af den ikke-økonomiske skade, der hævdes at være lidt, i relation til den adfærd, der foreholdes Kommissionen, og i hvert fald tilnærmelsesvis at præcisere skadens samlede omfang (kendelsen i sagen Moat mod Kommissionen, præmis 38, og dommen i sagen Gordon mod Kommissionen, præmis 45).
92 Det følger heraf, at erstatningspåstanden ikke opfylder formalitetsbetingelserne.
93 Det bemærkes i øvrigt, at selv om sagsøgeren kun har forlangt en symbolsk erstatning, udgør annullationen af den anfægtede afgørelse i denne sag en tilstrækkelig og passende genoprettelse af hendes tab (jf. i denne retning dom afsagt af Retten i Første Instans den 9.3.2000, sag T-10/99, Vicente Nuñez mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 47, og II, s. 203, præmis 48).
94 Det fremgår af det ovenfor anførte, at påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse bør tages til følge, og at erstatningspåstanden bør afvises.
Sagens omkostninger
95 I henhold til artikel 122 i procesreglementet finder bestemmelserne om sagsomkostninger i andet afsnit, kapitel 8, kun anvendelse på sager, som er anlagt for Retten efter dette procesreglements ikrafttræden. Hvad angår sager, der verserede før reglementets ikrafttræden, finder de relevante bestemmelser om sagsomkostninger i procesreglementet for Retten i Første Instans fortsat anvendelse med de nødvendige tillempninger.
96 I henhold til artikel 87, stk. 2, i procesreglementet for Retten i Første Instans pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Det fremgår dog af artikel 88 i samme reglement, at i tvister mellem Fællesskaberne og deres ansatte bærer institutionerne selv deres egne omkostninger. Retten kan i henhold til artikel 87, stk. 3, første afsnit, i samme reglement fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal bære sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter.
97 Da Kommissionen i det væsentlige har tabt sagen, bør den pålægges at betale sagens omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Anden Afdeling):
1) Afgørelsen truffet af direktøren for Direktorat K, »Eksterne Tjenester«, i Kommissionen for De Europæiske Fællesskabers Generaldirektorat »Eksterne Forbindelser« den 15. april 2005, hvorved det meddeltes sagsøgeren, at hun ikke ville blive ansat som administrationschef ved delegationen i Guinea, annulleres.
2) I øvrigt frifindes Kommissionen.
3) Kommissionen betaler sagens omkostninger.
Van Raepenbusch | Boruta | Kanninen |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 13. december 2007.
W. Hakenberg | | S. Van Raepenbusch |
Justitssekretær | | Afdelingsformand |
De foreliggende sprogversioner af denne afgørelse og af de afgørelser fra Fællesskabets retsinstanser, der er henvist til heri, og som endnu ikke er trykt i Samling af Afgørelser, kan findes på Domstolens hjemmeside på internettet: www.curia.europa.eu