Sag T-47/12

Intesa Sanpaolo SpA

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked

(Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-varemærker – indsigelsessag – ansøgning om EF-figurmærket EQUITER – det ældre EF-ordmærke EQUINET – relativ registreringshindring – reel brug af det ældre varemærke – artikel 42, stk. 2, i forordning (EF) nr. 207/2009 – begrundelsespligt«

Rettens dom (Tredje Afdeling) af 27. marts 2014 ?II – 0000

Sammendrag – Rettens dom (Tredje Afdeling) af 27. marts 2014

1.      EF-varemærker – bemærkninger fra tredjemand og indsigelse – behandling af indsigelsen – bevis for brug af det ældre varemærke – delvis brug – indvirkning

(Rådets forordning nr. 207/2009, art. 42, stk. 2)

2.      EF-varemærker – bestemmelser om sagsbehandlingen – begrundelse for afgørelser – artikel 75, første punktum, i forordning nr. 207/2009 – samme rækkevidde som den i artikel 296 TEUF

(Art. 296 TEUF; Rådets forordning nr. 207/2009, art. 75, første punktum)

1.      En indsigelsessag, der støttes på artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 om EF-varemærker har til formål at gøre det muligt for Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) at vurdere, om der foreligger en risiko for forveksling, der, i tilfælde af at de omtvistede varemærker er identiske eller ligner hinanden, indebærer en undersøgelse af, om de varer eller tjenesteydelser, som varemærkerne betegner, er af samme eller lignende art. Har det ældre EF-varemærke kun været anvendt for en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, anses det ved behandlingen af indsigelsen kun som registreret for denne del af varerne eller tjenesteydelserne i henhold til artikel 42, stk. 2, sidste punktum, i forordning nr. 207/2009. I samme forbindelse skal appelkammeret endvidere vurdere – i tilfælde hvor der fremlægges bevis for brug alene for en del af de varer eller tjenesteydelser, der henhører under en kategori, for hvilken det ældre varemærke er registreret, og på hvilken indsigelsen støttes – om denne kategori omfatter selvstændige underkategorier, som de varer eller tjenesteydelser, for hvilke der er godtgjort brug, henhører under, således at det bør antages, at der alene er ført bevis for denne underkategori af varer eller tjenesteydelser, eller omvendt om disse underkategorier ikke kan tænkes at eksistere.

Følgelig omfatter vurderingen af, om et varemærke, der er påberåbt til støtte for en indsigelse, har været genstand for reel brug som omhandlet i artikel 42, stk. 2, i forordning nr. 207/2009, to uadskillelige led. Det første led vedrører fastlæggelsen af, om det pågældende varemærke har været genstand for reel brug i Unionen, endog i en form, der kun ved enkeltheder, som dog ikke forandrer varemærkets særpræg, afviger fra den form, hvori det er registreret. Det andet led vedrører fastlæggelsen af, hvilke varer eller tjenesteydelser – for hvilke det ældre varemærke er registreret, og på hvilke indsigelsen støttes – der er omfattet af den godtgjorte reelle brug.

(jf. præmis 20 og 21)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 24)