Sag T-383/21
La Banque postale
mod
Afviklingsinstansen
Rettens dom (Ottende Udvidede Afdeling) af 20. december 2023
»Den Økonomiske og Monetære Union – bankunion – den fælles afviklingsmekanisme for kreditinstitutter og visse investeringsselskaber (SRM) – Den Fælles Afviklingsfond (Afviklingsfonden) – afgørelse fra Afviklingsinstansen om beregningen af ex ante-bidrag for 2021 – begrundelsespligt – princippet om god forvaltningsskik – princippet om effektiv domstolsbeskyttelse – ulovlighedsindsigelse – begrænsning af dommens tidsmæssige virkninger«
1. Økonomisk og monetær politik – økonomisk politik – den fælles afviklingsmekanisme for kreditinstitutter og visse investeringsselskaber – ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond – formål – forsikringsbaseret logik – sikring af den finansielle sektors tilvejebringelse af tilstrækkelige finansielle ressourcer – incitament til, at institutterne anvender mindre risikobetonede modeller
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 806/2014, 41. betragtning; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59, 105.-107. betragtning)
(jf. præmis 42)
2. Grundlæggende rettigheder – chartret om grundlæggende rettigheder – ligebehandling – EU-lovgivning inden for et bestemt politikområde – forskellige virkninger for visse økonomiske operatører, henset til deres individuelle situation og de nationale regler – princippet om forbud mod forskelsbehandling – tilsidesættelse – foreligger ikke
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 21)
(jf. præmis 60)
3. EU-institutioner – udøvelse af beføjelser – Kommissionens beføjelse til at vedtage delegerede retsakter – rækkevidde – komplekse vurderinger og evalueringer – bred skønsmargen – direktiv 2014/59 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber – fastsættelse af kriterierne for justering af ex ante-bidrag – domstolsprøvelse – grænser
(Art. 290 TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59, art. 103, stk. 7; Kommissionens forordning 2015/63, art. 6 og 7 samt bilag I)
(jf. præmis 151-153 og 155)
4. EU-ret – principper – retssikkerhed – EU-bestemmelser – krav om klarhed og præcision – grænser
(jf. præmis 189-192)
5. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – afgørelse truffet af Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) om fastsættelsen af ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond (Afviklingsfonden) – ikke nødvendigt i begrundelsen for denne afgørelse at lade samtlige de forhold, der gør det muligt at kontrollere rigtigheden af bidragsberegningen, fremgå – afvejning af begrundelsespligten og det almindelige princip om beskyttelse af de berørte institutters forretningshemmeligheder – lovligheden af bestemmelserne i forordning 2015/63 om metoden til beregning af ex ante-bidrag til Afviklingsfonden
(Art. 296, stk. 2, TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 806/2014; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59; Kommissionens forordning 2015/63)
(jf. præmis 195-198, 214, 216 og 217)
6. EU-ret – principper – ret til et forsvar – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – rækkevidde – afgørelse truffet af Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) om fastsættelsen af ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond (Afviklingsfonden) – kontradiktionsprincippet – undtagelser – det almindelige princip om beskyttelse af forretningshemmeligheder – afvejning – lovlighed
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 806/2014; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59; Kommissionens forordning 2015/63, art. 4-7 og 9 samt bilag I)
(jf. præmis 246-251 og 254-258)
7. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – ophavsmandens anførelse af forklaringer vedrørende retsaktens begrundelse under sagen for Unionens retsinstanser – betingelser – manglende modsigelse og forpligtelse til, at forklaringerne er sammenhængende med den nævnte begrundelse
(Art. 296, stk. 2, TEUF)
(jf. præmis 293-296)
Resumé
La Banque postale (herefter »sagsøgeren«) er et kreditinstitut etableret i Frankrig.
Den 14. april 2021 vedtog Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) en afgørelse, hvori den fastsatte (1) ex ante-bidragene for 2021 til Den Fælles Afviklingsfond (herefter »Afviklingsfonden«) for kreditinstitutter og visse investeringsselskaber, herunder sagsøgeren (herefter »den anfægtede afgørelse«) (2).
I forbindelse med annullationssøgsmålet indbragt for Retten, som Retten gav medhold i, til prøvelse af den anfægtede afgørelse, foretog Retten, efter at have afvist flere ulovlighedsindsigelser mod forordning nr. 806/2014, delegeret forordning 2015/63 (3) og gennemførelsesforordning 2015/81 (4), flere vigtige præciseringer vedrørende dels rækkevidden af begrundelsespligten, som påhviler Afviklingsinstansen, dels dens forbindelse med overholdelsen af princippet om god forvaltningsskik og princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse.
Rettens bemærkninger
Hvad for det første angik anbringendet om tilsidesættelse af begrundelsespligten havde sagsøgeren påberåbt sig en begrundelsesmangel ved den anfægtede afgørelse med hensyn til fastsættelsen af det årlige målniveau.
Retten bemærkede indledningsvis, at i henhold til den lovgivning, der var gældende ved udgangen af den indledende periode på otte år fra den 1. januar 2016 (herefter »den indledende periode«), skal de disponible finansielle midler, som Afviklingsfonden har til disposition, nå det endelige målniveau, som svarer til mindst 1% af de dækkede indskud fra alle kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse på de i den fælles afviklingsmekanisme deltagende medlemsstaters område. Dernæst skal ex ante-bidragene i den indledende periode fordeles så jævnt som muligt over perioden, indtil målniveauet er nået. Endvidere må de bidrag, der skal betales af alle de institutter, der er meddelt tilladelse på de i den fælles afviklingsmekanisme deltagende medlemsstaters område, ikke overstige 12,5% af målniveauet. Ydermere, med hensyn til metoden til beregning af ex ante-bidragene, fastsætter Afviklingsinstansen beløbet heraf på grundlag af det årlige målniveau, under hensyntagen til det endelige målniveau, og på grundlag af gennemsnittet af dækkede indskud i det foregående år, beregnet kvartalsvis, for alle institutter, der er meddelt tilladelse på de i den fælles afviklingsmekanisme deltagende medlemsstaters område. Endelig beregner Afviklingsinstansen ex ante-bidraget for hvert institut på grundlag af det årlige målniveau, som skal bestemmes under hensyntagen til det endelige målniveau samt i overensstemmelse med metoden i delegeret forordning 2015/63.
I den foreliggende sag, og således som det fremgik af den anfægtede afgørelse, havde Afviklingsinstansen for bidragsperioden 2021 fastsat beløbet af målniveauet til 11 287 677 212,56 EUR. I den nævnte afgørelse havde Afviklingsinstansen i det væsentlige forklaret, at målniveauet skulle bestemmes på grundlag af en analyse af udviklingen af de dækkede indskud i løbet af de foregående år og af enhver relevant udvikling i den økonomiske situation samt på grundlag af en analyse af indikatorerne for konjunkturudviklingen og af den indvirkning, som procykliske bidrag kan have på institutternes finansielle stilling. Afviklingsinstansen havde fundet det hensigtsmæssigt at fastsætte en koefficient, som var baseret på denne analyse og på de disponible finansielle midler, som Afviklingsfonden har til disposition (herefter »koefficienten«), og anvendte denne koefficient på en ottendedel af gennemsnittet af dækkede indskud i 2020 for at opnå det årlige målniveau. Efterfølgende havde den redegjort for sin anvendte fremgangsmåde for fastsættelse af koefficienten. Henset til dette anførte havde Afviklingsinstansen fastsat værdien af koefficienten til 1,35%. Den havde dernæst beregnet beløbet af det årlige målniveau ved at multiplicere gennemsnittet af dækkede indskud i 2020 med denne koefficient og dividere resultatet heraf med otte.
Selv om Afviklingsinstansen i denne henseende havde pligt til gennem den anfægtede afgørelse at give institutterne forklaringer vedrørende metoden til fastsættelse af det årlige målniveau, skulle disse forklaringer være sammenhængende med forklaringerne givet af Afviklingsinstansen under retssagen og skulle angå den faktiske anvendte metode. Dette var imidlertid tilfældet i den foreliggende sag.
I retsmødet anførte Afviklingsinstansen således, at den havde fastsat det årlige målniveau for bidragsperioden 2021 i henhold til en metode i fire trin, hvor de sidste to trin bestod i at trække de disponible finansielle midler, som Afviklingsfonden har til disposition, fra det endelige målniveau, med henblik på at beregne det beløb, der stadig skulle opkræves indtil afslutningen af den indledende periode, og ved at dividere det sidstnævnte med tre.
Retten bemærkede, at de sidste to trin af denne beregning på ingen måde kom til udtryk i den matematiske formel opstillet i den anfægtede afgørelse som grundlag for fastsættelsen af det årlige målniveau.
Afviklingsinstansens argument om, at den i maj 2021 havde offentliggjort et uddybende skema, som indeholdt et interval med angivelse af eventuelle beløb for det endelige målniveau, og på sit websted beløbet for de disponible finansielle midler, som Afviklingsfonden har til disposition, kunne endvidere ikke rejse tvivl om denne konstatering. Uafhængigt af spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren faktisk havde kendskab til disse beløb, var disse beløb således ikke i sig selv af en sådan art, at de gav sagsøgeren mulighed for at forstå, at de to sidste trin af beregningen faktisk var blevet anvendt af Afviklingsinstansen, idet det herudover præciseredes, at de ikke var nævnt i den matematiske formel.
Lignende inkonsekvens påvirkede ligeledes den måde, hvorpå koefficienten på 1,35% var blevet fastsat, hvilken ikke desto mindre havde en fremtrædende rolle i denne matematiske formel. Det fulgte således af de forklaringer, som Afviklingsinstansen var fremkommet med i retsmødet, at denne koefficient var blevet fastsat på en måde, der skulle kunne begrunde resultatet af beregningen af beløbet af det årlige målniveau, dvs. efter at Afviklingsinstansen havde beregnet dette beløb i henhold til de fire trin i den faktiske anvendte metode. Dette fremgik imidlertid ikke på nogen måde af den anfægtede afgørelse.
Det interval, hvori befandt sig – ifølge det uddybende skema – beløbet af det skønnede endelige målniveau, syntes endvidere at være usammenhængende med intervallet for vækstraten af de dækkede indskud på mellem 4% og 7%, der var at finde i den anfægtede afgørelse. Afviklingsinstansen havde således i retsmødet anført, at med henblik på fastsættelsen af det årlige målniveau havde den taget hensyn til en vækstrate af de dækkede indskud på 4% – som var den laveste rate i det andet interval – og at den således havde opnået det skønnede endelige målniveau på 75 mia. EUR – som udgjorde den højeste værdi i det første interval. Det viste sig således, at der var en uoverensstemmelse mellem disse to intervaller. Under disse omstændigheder kunne sagsøgeren ikke fastlægge den måde, hvorpå Afviklingsinstansen havde anvendt intervallet for disse indskuds udviklingsrate for beregningen af det skønnede endelige målniveau.
Retten fandt, at for så vidt angik fastsættelsen af det årlige målniveau svarede den metode, som Afviklingsinstansen faktisk havde anvendt, således som forklaret i retsmødet, ikke til den, der var beskrevet i den anfægtede afgørelse, således at de reelle grunde, henset til hvilke dette målniveau var blevet fastsat, ikke kunne identificeres på grundlag af den anfægtede afgørelse hverken af institutterne eller af Retten. Den anfægtede afgørelse var derfor behæftet med en begrundelsesmangel med hensyn til fastsættelsen af det årlige målniveau.
Hvad for det andet angik anbringenderne om Afviklingsinstansens tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik og princippet om effektiv domstolsbeskyttelse gik sagsøgerens argumentation nærmere bestemt på manglen på, i den anfægtede afgørelse, oplysninger om fastsættelsen af »tilpasningssatsen for dækkede indskud«, der tjener til at bestemme det årlige målniveau, nemlig koefficienten.
I denne henseende bemærkede Retten, at Afviklingsinstansen havde tilsidesat begrundelsespligten med hensyn til fastsættelsen af det årlige målniveau.
Det følger af artikel 41, stk. 2, litra c), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og af retspraksis, at begrundelsen af en afgørelse fra et EU-organ udgør en af betingelserne for effektiviteten af princippet om god forvaltningsskik og princippet om effektiv domstolsbeskyttelse.
Retten udledte heraf, at den anfægtede afgørelses begrundelsesmangel med hensyn til fastsættelsen af det årlige målniveau ligeledes udgjorde en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik og princippet om effektiv domstolsbeskyttelse. Retten tiltrådte derfor de fremsatte anbringender.
Henset til de tilfælde af retsstridighed, som den anfægtede afgørelse var behæftet med, annullerede Retten den anfægtede afgørelse, for så vidt som den vedrørte sagsøgeren.
Under omstændighederne i den konkrete sag besluttede Retten imidlertid at opretholde virkningerne af den nævnte afgørelse, for så vidt som den vedrørte sagsøgeren, indtil ikrafttrædelsen, inden for en rimelig frist, som ikke kunne overstige seks måneder regnet fra datoen for afsigelse af dommen, af en ny afgørelse fra Afviklingsinstansen om fastsættelse af sagsøgerens ex ante-bidrag for 2021 til Afviklingsfonden.