Sag T-389/21
Landesbank Baden-Württemberg
mod
Den Fælles Afviklingsinstans
Rettens dom (Ottende Udvidede Afdeling) af 20. december 2023
»Den Økonomiske og Monetære Union – bankunion – den fælles afviklingsmekanisme for kreditinstitutter og visse investeringsselskaber (Afviklingsmekanismen) – Den Fælles Afviklingsfond (Afviklingsfonden) – afgørelse truffet af Afviklingsinstansen om ex ante-bidrag for 2021 – begrundelsespligt – effektiv domstolsbeskyttelse – ligebehandling – proportionalitetsprincippet – Afviklingsinstansens skønsmargen – ulovlighedsindsigelse – Kommissionens skønsmargen – tidsmæssig begrænsning af dommens retsvirkninger«
1. EU-ret – principper – ret til forsvar – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – rækkevidde – afgørelse truffet af Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) om fastsættelsen af ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond (Afviklingsfonden) – kontradiktionsprincippet – undtagelser – det almindelige princip om beskyttelse af forretningshemmeligheder – afvejning – lovlighed
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; Europa-Parlamentets og Rådets forordning 806/2014; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59; Kommissionens forordning 2015/63, art. 4-7 og 9 samt bilag I)
(jf. præmis 37-42 og 45-49)
2. EU-ret – principper – retssikkerhed – EU-bestemmelser – krav om klarhed og præcision – grænser
(jf. præmis 64-67)
3. EU-ret – principper – retssikkerhed – EU-bestemmelser – krav om klarhed og forudsigelighed – Kommissionens delegerede forordning 2015/63 om supplerende regler til direktiv 2014/59 for så vidt angår ex ante-bidrag til afviklingsfinansieringsordninger – Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) tillagt en skønsmargen for så vidt angår metoden til beregning af ex ante-bidrag – betingelser – tilstrækkelig tydelig definition af omfanget af og fremgangsmåden for udøvelsen af en sådan beføjelse
(Kommissionens forordning 2015/63, art. 6, stk. 5-7, og art. 7, stk. 4)
(jf. præmis 87-90 og 92)
4. EU-institutioner – udøvelse af beføjelser – Kommissionens beføjelse til at vedtage delegerede retsakter – rækkevidde – komplekse vurderinger – vidt skøn – direktiv 2014/59/EU om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber – fastsættelse af kriterier til tilpasning af ex ante-bidrag – domstolsprøvelse – grænser
(Art. 290, stk. 2, TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 806/2014, 41. betragtning; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59)
(jf. præmis 105, 107, 112 og 162)
5. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – afgørelse truffet af Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) om fastsættelsen af ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond (Afviklingsfonden) – ikke nødvendigt i begrundelsen for denne afgørelse at lade samtlige de forhold, der gør det muligt at kontrollere rigtigheden af bidragsberegningen, fremgå – afvejning af begrundelsespligten og det almindelige princip om beskyttelse af de berørte institutters forretningshemmeligheder – lovligheden af bestemmelserne i forordning 2015/63 om metoden til beregning af ex ante-bidrag til Afviklingsfonden – princippet om iagttagelse af forretningshemmeligheden – Afviklingsinstansens forpligtelse til i en aggregeret og anonymiseret form at offentliggøre og videregive oplysninger om institutterne med henblik på beregningen af ex ante-bidrag
(Art. 296, stk. 2, TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 806/2014; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59; Kommissionens forordning 2015/63, art. 4-7 og 9 samt bilag I)
(jf. præmis 261-272, 292 og 294)
6. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – ophavsmandens redegørelse for begrundelsen for en retsakt under sagen for Unionens retsinstanser – betingelser – ingen modsigelser og pligt til sammenhæng mellem redegørelsen og den nævnte begrundelse
(Art. 296, stk. 2, TEUF)
(jf. præmis 329 og 330)
7. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – afgørelse truffet af Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) om fastsættelsen af ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond (Afviklingsfonden) – Afviklingsinstansens forpligtelse til at oplyse de berørte institutter om metoden til beregning af bidragene og om metoden til fastsættelse af det årlige målniveau
(Art. 296, stk. 2, TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 806/2014; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59; Kommissionens forordning 2015/63, art. 4-7 og 9 samt bilag I)
(jf. præmis 332 og 333)
8. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – afgørelse truffet af Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) om fastsættelsen af ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond (Afviklingsfonden) – begrundelse, der udelukkende er baseret på andre retsakter, såsom mellemkommende afgørelser, der præciserer og supplerer visse aspekter af fastsættelsen af de nævnte bidrag – manglende offentliggørelse af eller meddelelse til institutterne om disse andre retsakter – ulovlighed
(Art. 296, stk. 2, TEUF)
(jf. præmis 442 og 447)
Resumé
Landesbank Baden-Württemberg (herefter »sagsøgeren«) er et offentligretligt kreditinstitut med hjemsted i Tyskland. Sagsøgeren er tilsluttet institutsikringsordningen (herefter »IPS«) i Sparkassen-Finanzgruppe (finansgruppen for sparekasser, Tyskland).
Den 14. april 2021 vedtog Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) en afgørelse, hvori den fastsatte (1) ex ante-bidragene for 2021 til Den Fælles Afviklingsfond (herefter »Afviklingsfonden«) for banker, herunder sagsøgeren (herefter »den anfægtede afgørelse«) (2).
I forbindelse med et annullationssøgsmål til prøvelse af den anfægtede afgørelse udtalte Retten sig om flere hidtil uafklarede spørgsmål vedrørende beregningen af ex ante-bidrag til Afviklingsfonden og om forskellige ulovlighedsindsigelser mod delegeret forordning 2015/63 (3), som den alle forkastede.
Dommen havde i sin helhed en nyskabende karakter. Retten traf afgørelse om annullation af den anfægtede afgørelse på grund af en tilsidesættelse af den begrundelsespligt, der påhviler Afviklingsinstansen.
Rettens bemærkninger
I første række forkastede Retten samtlige de af sagsøgeren rejste ulovlighedsindsigelser.
For det første forkastede Retten navnlig ulovlighedsindsigelsen om tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet for så vidt angår risikosøjlen »supplerende risikoindikatorer, som bestemmes af [Afviklingsinstansen]«.
I henhold til artikel 6 og 7 i delegeret forordning 2015/63 påhviler det Afviklingsinstansen at justere institutternes årlige basisbidrag under hensyntagen til fire risikosøjler, som hver består af risikoindikatorer, som igen kan bestå af risikounderindikatorer.
Den førstnævnte artikel tillægger Afviklingsinstansen en skønsmargen for så vidt angår den måde, hvorpå den med henblik på bestemmelsen af de nævnte risikoindikatorer skal »tage hensyn til« »sandsynligheden for, at der indledes afvikling af det pågældende institut, og den deraf følgende sandsynlighed for, at der gøres brug af afviklingsfinansieringsordningen, hvis instituttet afvikles«.
For så vidt angår den første risikoindikator, der henhører under risikosøjlen »supplerende risikoindikatorer, som bestemmes af [Afviklingsinstansen]«, og som vedrører handelsaktiviteter, ikke-balanceførte eksponeringer, derivater, instituttets kompleksitet og mulighed for afvikling, skal Afviklingsinstansen således tage hensyn til flere risikounderindikatorer ved bestemmelsen heraf, hvoraf nogle kan føre til en forøgelse af det pågældende instituts risikoprofil og andre til en nedsættelse heraf. Disse risikounderindikatorer indeholder imidlertid ingen præciseringer vedrørende iværksættelsen af den sammenligning, som de indebærer.
For så vidt angår IPS-risikoindikatoren råder Afviklingsinstansen over en skønsmargen med hensyn til overholdelsen af de betingelser, der er knyttet dels til, om de midler, der er til rådighed i den pågældende IPS, er tilstrækkelige til at finansiere det omhandlede institut, dels til graden af retssikkerhed og kontraktmæssig sikkerhed for disse midler. Det samme gælder vægtningen af de forskellige risikoindikatorer inden for rammerne af risikosøjle IV (4) med henblik på at fastsætte vægtningen af de forskellige risikounderindikatorer, der udgør disse risikoindikatorer, og som skal tages i betragtning (5).
Retten undersøgte således, om artikel 6, stk. 5-7, og artikel 7, stk. 4, i delegeret forordning 2015/63 kan anses for bestemmelser, der tilstrækkeligt klart definerer omfanget af og fremgangsmåden for udøvelsen af den skønsbeføjelse, der er tillagt Afviklingsinstansen, henset til det legitime formål, der er tale om, således at de yder en passende beskyttelse mod vilkårlighed, og at borgerne med tilstrækkelig sikkerhed kan rydde en eventuel tvivl vedrørende rækkevidden eller betydningen af de nævnte bestemmelser af vejen.
I den foreliggende sag bemærkede Retten indledningsvis, at den gældende lovgivning fastsætter det resultat, der skal nås, hvorefter Afviklingsfondens disponible finansielle midler skal nå det endelige målniveau ved udgangen af den indledende periode på otte år fra den 1. januar 2016 (herefter »den indledende periode«), samt en metode til at nå dette resultat, hvilket reducerer virkningen af den skønsbeføjelse, som Afviklingsinstansen udøver ved fastsættelsen af ex ante-bidragene. Dels afhænger størrelsen af hvert instituts ex ante-bidrag af størrelsen af det årlige målniveau, som fastsættes af Afviklingsinstansen på grundlag af dens skøn over det beløb, der pr. 31. december 2023 svarer til mindst 1% af de dækkede indskud i alle de medlemsstater, der deltager i den fælles afviklingsmekanisme (Afviklingsmekanismen) (6). Dels fastsættes de enkelte institutters ex ante-bidrag bl.a. på grundlag af det årlige basisbidrag, der beregnes på grundlag af de pågældende institutters nettopassiver. Afviklingsinstansen udøver således ingen skønsbeføjelse med hensyn til fastsættelsen af disse beløb. Det pågældende institut er desuden bekendt med størrelsen af sine nettopassiver og kan få adgang til de øvrige institutters samlede nettopassiver.
Dernæst påvirker de risikoindikatorer, hvis manglende klarhed sagsøgeren har bestridt, og med hensyn til hvilke Afviklingsinstansen udøver en vis skønsbeføjelse, kun instituttets risikoprofil i et omfang, der ligger under 20%. Disse indikatorers indvirkning på den endelige størrelse af ex ante-bidraget mindskes desuden yderligere af den omstændighed, at Afviklingsinstansen ikke udøver nogen skønsbeføjelse med hensyn til fastsættelsen af størrelsen af det årlige basisbidrag, og at justeringen af dette bidrag i forhold til et instituts risikoprofil er klart afgrænset inden for et på forhånd fastsat interval fra 0,8 til 1,5 (7).
Retten konkluderede på denne baggrund, at omfanget af og fremgangsmåden for udøvelsen af den skønsbeføjelse, som Afviklingsinstansen er tillagt (8), ikke kan anses for at være utilstrækkeligt afgrænset eller defineret med utilstrækkelig klarhed, henset til det pågældende legitime formål, og derfor ikke kan anses for ikke at yde en passende beskyttelse mod vilkårlighed. Dette gælder så meget desto mere, som sagsøgeren er en påpasselig erhvervsdrivende, der, om nødvendigt ved at søge juridisk og økonomisk rådgivning, på en tilstrækkeligt præcis måde kan forudsige beregningsmetoden og størrelsen af sit ex ante-bidrag.
For det andet forkastede Retten ulovlighedsindsigelsen om, at en sondring mellem institutter, der tilhører samme IPS, på grundlag af risikoindikatoren »handelsaktiviteter, ikke-balanceførte eksponeringer, derivater, kompleksitet og mulighed for afvikling« er i strid med den ensartede og sammenhængende behandling af alle medlemmer af en sådan IPS, som er foreskrevet ved direktiv 2014/59 (9) og forordning nr. 575/2013 (10). Efter at have konstateret, at når flere institutter er en del af den samme IPS, kan de institutter, der tildeles en bedre vægtning vedrørende risikoindikatoren for »handelsaktiviteter, ikke-balanceførte eksponeringer, derivater, kompleksitet og mulighed for afvikling« i forhold til andre medlemmer af den samme IPS, tildeles en mere gunstig vægtning inden for rammerne af IPS-risikoindikatoren i forhold til disse andre medlemmer, bemærkede Retten således, at det for så vidt angår direktiv 2014/59 ikke er fastsat, at Kommissionen, da den vedtog delegeret forordning 2015/63, skulle tildele den samme vægtning til alle de institutter, der er en del af den samme IPS. Endvidere har Kommissionen et vidt skøn med hensyn til metoden for tilpasning af de årlige basisbidrag. Kommissionen og Afviklingsinstansen forklarede således indledningsvis, uden at sagsøgeren fremlagde oplysninger til anfægtelse af deres udsagn, at medlemmerne af en IPS ikke har en ubetinget ret til at modtage ubetinget støtte fra en sådan IPS, dernæst at et nødlidende institut med en bred og kompleks balance fuldt ud kan udtømme en sådan IPS’ midler, og endelig at risikoindikatoren »handelsaktiviteter, ikke-balanceførte eksponeringer, derivater, kompleksitet og mulighed for afvikling« gør det muligt at vurdere, om et institut har en bred og kompleks balance. Hvad angår forordning nr. 575/2013 fastlægger dens artikel 113, stk. 7, betingelserne for godkendelse af IPS’er og ikke beregningen af ex ante-bidrag, og den forbyder ikke, at der sondres mellem institutter, der er medlemmer af den samme IPS, med henblik på beregningen af ex ante-bidrag. Denne bestemmelse går desuden ikke så langt som til at kræve, at en IPS skal have tilstrækkelige ressourcer til at undgå afvikling af alle sine medlemmer, herunder alle store institutter.
For det tredje forkastede Retten ulovlighedsindsigelsen om en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet. Retten bemærkede, at ex ante-bidragenes særlige karakter består i ud fra en forsikringsmæssig logik at sikre, at den finansielle sektor stiller tilstrækkelige finansielle midler til rådighed for Afviklingsmekanismen, således at den kan udføre sine opgaver, samtidig med at der tilskyndes til, at de berørte institutter anvender mindre risikobetonede modeller. Det er derfor ikke nødvendigvis alle institutter, der tilhører en IPS, der befinder sig i en sammenlignelig situation alene på grund af dette tilhørsforhold. Indledningsvis har medlemmerne af en IPS nemlig ikke en ubetinget ret til at modtage en støtte fra IPS, som dækker alle deres forpligtelser. Dernæst kan et nødlidende institut med en bred og kompleks balance fuldt ud udtømme en IPS’ midler til forskel fra nødlidende institutter med mere begrænsede og enkle balancer. Endelig er risikoindikatoren »handelsaktiviteter, ikke-balanceførte eksponeringer, derivater, kompleksitet og mulighed for afvikling« et objektivt kriterium for at vurdere, hvilke institutter der befinder sig i en sammenlignelig situation i forbindelse med en sådan risiko.
For det fjerde forkastede Retten ulovlighedsindsigelsen vedrørende en tilsidesættelse af flere trinhøjere retsregler. Retten bemærkede i denne forbindelse, at eftersom der skal tages hensyn til Afviklingsmekanismens formål og navnlig formålet om at tilskynde institutterne til at anvende mindre risikobetonede modeller, tilsidesætter binningmetoden, der består i at samle institutter i samme bin (»kurv«), selv om de har værdier, der i væsentligt grad er forskellige fra hinanden for den samme risikoindikator, ikke proportionalitetsprincippet, eftersom disse institutter har forskellige egenskaber for så vidt angår den risikograd, der måles ved denne indikator. Selv om disse institutioner behandles ens, er denne behandling behørigt begrundet, for så vidt som den for det første står i et rimeligt forhold til det lovlige formål, der forfølges, og som består i at fastsætte generelle regler, der let kan anvendes og let kontrolleres af de kompetente myndigheder, og for det andet, henset til den vide skønsmargen, som Kommissionen råder over, gør den omhandlede binningmetode det muligt at nå det forfulgte formål, den overskrider ikke grænserne for, hvad der er nødvendigt for at nå det, og den kan ikke anses for at medføre en uforholdsmæssig ulempe.
For det femte forkastede Retten ulovlighedsindsigelsen om tilsidesættelse af »princippet om en beregning af bidraget, der tager passende hensyn til risikoen«, for så vidt som artikel 20, stk. 1, i delegeret forordning 2015/63 skulle være behæftet med et åbenbart urigtigt skøn, eftersom denne bestemmelse forhindrer Afviklingsinstansen i på passende vis at tilpasse de årlige basisbidrag til institutternes reelle risikoprofil. I medfør af denne artikel, der har overskriften »Overgangsbestemmelser«, finder en risikoindikator ikke anvendelse, hvis de oplysninger, der kræves i tilknytning til en bestemt indikator som omhandlet i bilag II til denne delegerede forordning, ikke indgår i det gældende tilsynsmæssige indberetningskrav, der er omhandlet i forordningens artikel 14. Delegeret forordning 2015/63 blev vedtaget på grundlag af artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59, som forpligter Kommissionen til at tage hensyn til alle de elementer, der er opregnet i denne bestemmelses litra a)-h), med henblik på at præcisere, »hvordan bidrag afpasses forholdsmæssigt efter institutternes risikoprofil«.
Henset til det vide skøn, som Kommissionen råder over med hensyn til gennemførelsen af denne bestemmelse, kan dette ikke desto mindre indebære, at det er nødvendigt at fastsætte overgangsperioder. Artikel 20, stk. 1, i delegeret forordning 2015/63 indfører således en sådan periode, for så vidt som den giver Afviklingsinstansen beføjelse til midlertidigt at undlade at anvende visse af disse elementer, som er afspejlet i de risikoindikatorer, der er fastsat i denne delegerede forordning.
Begrundelsen for den overgangsperiode, der er fastsat i denne bestemmelse, hænger desuden tæt sammen med den gradvise gennemførelse af de tilsynsmæssige krav og de tilsvarende indberetningskrav. I denne sammenhæng har artikel 20, stk. 1, i delegeret forordning 2015/63 til formål at undgå, at institutterne i givet fald pålægges uforholdsmæssige eller diskriminerende byrder i forbindelse med beregningen af ex ante-bidrag netop på grund af denne gradvise gennemførelse af tilsynskravene og de dermed forbundne indberetningskrav.
Endelig er en sådan konsekvens, selv om denne undtagelse kan føre til en situation, hvor visse risikoindikatorer forbliver uanvendelige i hele den indledende periode, for det første resultatet af den gradvise gennemførelse af de tilsynsmæssige krav, og for det andet finder de nævnte risikoindikatorer ligeledes anvendelse ud over den indledende periode.
I anden række undersøgte Retten de anbringender, der vedrørte lovligheden af den anfægtede afgørelse, og tiltrådte anbringendet om, at denne afgørelse var behæftet med begrundelsesmangler med hensyn til fastsættelsen af det årlige målniveau.
Hvad angår det sidstnævnte anbringende, som vedrører den offentlige orden, bemærkede Retten indledningsvis, at Afviklingsfondens disponible finansielle midler i henhold til den gældende lovgivning ved udgangen af den indledende periode skal nå det endelige målniveau, som svarer til mindst 1% af de dækkede indskud i alle de institutter, der er meddelt tilladelse i alle de medlemsstater, der deltager i Afviklingsmekanismen. Dernæst skal ex ante-bidragene i den indledende periode fordeles så ensartet som muligt over tid, indtil det endelige målniveau er nået. De bidrag, der skal betales af alle de institutter, der er meddelt tilladelse på alle de medlemsstaters område, der deltager i Afviklingsmekanismen, må i øvrigt pr. år ikke overstige 12,5% af det endelige målniveau. Med hensyn til metoden til beregning af ex ante-bidrag fastsætter Afviklingsinstansen desuden bidragenes størrelse på grundlag af det årlige målniveau under hensyntagen til det endelige målniveau og på grundlag af det gennemsnitlige beløb for dækkede indskud i det foregående år, beregnet kvartalsvis, for alle de institutter, der er meddelt tilladelse på området for de medlemsstater, der deltager i Afviklingsmekanismen. Endelig beregner Afviklingsinstansen ex ante-bidraget for hvert institut på grundlag af det årlige målniveau, som skal fastsættes i forhold til det endelige målniveau og i overensstemmelse med den metode, der er fastsat i delegeret forordning 2015/63.
I den foreliggende sag fastsatte Afviklingsinstansen, således som det fremgår af den anfægtede afgørelse, beløbet for det årlige målniveau for bidragsperioden 2021 til 11 287 677 212,56 EUR. I den nævnte afgørelse anførte Afviklingsinstansen i det væsentlige, at det årlige målniveau skulle fastsættes på grundlag af en analyse af udviklingen i de dækkede indskud i de foregående år, enhver relevant udvikling i den økonomiske situation samt en analyse af indikatorerne vedrørende konjunkturudviklingen og de virkninger, som procykliske bidrag ville have på institutternes finansielle situation. Afviklingsinstansen fandt det hensigtsmæssigt at fastsætte en koefficient, der var baseret på denne analyse og på de finansielle midler, der var til rådighed for Afviklingsfonden, og anvendte denne koefficient på en ottendedel af det gennemsnitlige beløb for dækkede indskud i 2020 med henblik på at opnå det årlige målniveau. Derefter redegjorde Afviklingsinstansen for den fremgangsmåde, der var blevet fulgt ved fastsættelsen af koefficienten. Henset til disse betragtninger fastsatte Afviklingsinstansen værdien af koefficienten til 1,35%. Den beregnede derefter størrelsen af det årlige målniveau ved at multiplicere det gennemsnitlige beløb for de indskud, der var dækket i 2020, med denne koefficient og dividere resultatet af denne beregning med otte.
Selv om Afviklingsinstansen i denne henseende er forpligtet til ved den anfægtede afgørelse at give institutterne forklaringer vedrørende metoden til fastsættelse af det årlige målniveau, skal disse forklaringer i denne henseende være i overensstemmelse med de forklaringer, som Afviklingsinstansen har afgivet under den retslige procedure, og som vedrører den metode, der reelt anvendes. Dette var imidlertid ikke tilfældet i nærværende sag.
Afviklingsinstansen anførte nemlig i retsmødet, at den fastsatte det årlige målniveau for bidragsperioden 2021 ved at følge en metode i fire trin, hvoraf de to sidste bestod i fra det endelige målniveau at fratrække de finansielle midler, der var til rådighed i Afviklingsfonden, med henblik på at beregne det beløb, der skulle opkræves indtil udgangen af den indledende periode, og dividere dette sidstnævnte beløb med tre.
Retten bemærkede således, at de to sidste trin i denne beregning ikke kommer til udtryk i den matematiske formel, der i den anfægtede afgørelse fremstilles som grundlag for fastsættelsen af størrelsen af det årlige målniveau.
Sagsøgeren havde ganske vist kendskab til en beskrivelse, der var offentliggjort af Afviklingsinstansen efter vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, men før anlæggelsen af nærværende søgsmål, som angav det anslåede endelige målniveau. Selv hvis det antages, at sagsøgeren ligeledes havde kendskab til størrelsen af de finansielle midler, der var til rådighed i Afviklingsfonden, var disse omstændigheder imidlertid ikke i sig selv af en sådan art, at de kunne gøre det muligt for sagsøgeren at forstå, at de to sidste trin faktisk var blevet anvendt af Afviklingsinstansen, idet det endvidere blev præciseret, at den matematiske formel, der var fastsat i den anfægtede afgørelse, end ikke nævnte dem.
Lignende uoverensstemmelser påvirker ligeledes den måde, hvorpå koefficienten på 1,35% er blevet fastsat, selv om den spiller en afgørende rolle i denne matematiske formel. Som Afviklingsinstansen anerkendte i retsmødet, er denne koefficient blevet fastsat på en sådan måde, at den kan begrunde resultatet af beregningen af størrelsen af det årlige målniveau, dvs. efter at Afviklingsinstansen har beregnet dette beløb i henhold til de fire trin i den faktisk anvendte metode. Denne fremgangsmåde fremgår imidlertid på ingen måde af den anfægtede afgørelse.
Det interval, inden for hvilket størrelsen af det anslåede endelige målniveau ifølge beskrivelsen lå, er desuden ikke i overensstemmelse med det interval for vækstraten for dækkede indskud på mellem 4% og 7%, der fremgår af den anfægtede afgørelse. Under disse omstændigheder var sagsøgeren ikke i stand til at fastlægge den måde, hvorpå Afviklingsinstansen havde anvendt intervallet for disse indskuds udviklingssats for at nå frem til beregningen af det anslåede endelige målniveau.
Hvad angår fastsættelsen af det årlige målniveau var Retten af den opfattelse, at den metode, som Afviklingsinstansen reelt anvendte, således som den blev forklaret i retsmødet, ikke svarer til den metode, der er beskrevet i den anfægtede afgørelse, således at de reelle grunde, på grundlag af hvilke dette målniveau blev fastsat, hverken kunne identificeres af institutterne eller af Retten på grundlag af den anfægtede afgørelse. Den anfægtede afgørelse er således behæftet med begrundelsesmangler for så vidt angår fastsættelsen af det årlige målniveau.
Efter at have forkastet de øvrige realitetsanbringender, der blev undersøgt af retsplejehensyn, konkluderede Retten, at den manglende begrundelse, som den anfægtede afgørelse er behæftet med, i sig selv kan begrunde dens annullation, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.
Under omstændighederne i den foreliggende sag besluttede Retten imidlertid at opretholde virkningerne af den anfægtede afgørelse, for så vidt som den vedrører sagsøgeren, indtil ikrafttrædelsen, inden for en rimelig frist, som ikke kan overstige seks måneder regnet fra datoen for afsigelse af denne dom, af en ny afgørelse fra Afviklingsinstansen om fastsættelse af sagsøgerens ex ante-bidrag for 2021 til Afviklingsfonden.