RETTENS DOM (Første Afdeling)

2. december 2008

Sag T-471/04

Georgios Karatzoglou

mod

Det Europæiske Genopbygningsagentur (AER)

»Personalesag – midlertidigt ansat – hjemvisning til Retten efter annullation – opsigelse af ansættelseskontrakt – begrundelsespligt – magtfordrejning – princippet om god forvaltningsskik«

Angående: Søgsmål med påstand om annullation af afgørelse truffet af AER den 26. februar 2004 om opsigelse af sagsøgerens ansættelseskontrakt.

Udfald: Det Europæiske Genopbygningsagentur (AER) frifindes. Georgios Karatzoglou og Det Europæiske Genopbygningsagentur bærer hver deres egne omkostninger for Domstolen og Retten.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – forskellige ansættelsesordninger – opsigelse af en midlertidigt ansats tidsubegrænsede ansættelseskontrakt – begrundelsespligt – foreligger ikke

[Tjenestemandsvedtægten, art. 25, stk. 2; ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 11 og art. 47, stk. 2, litra a)]

2.      Tjenestemænd – søgsmål – anbringender – magtfordrejning – begreb

3.      Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – opsigelse af en midlertidigt ansats tidsubegrænsede ansættelseskontrakt – tilbud om forflyttelse til et andet land – afslag

1.      Den ensidige opsigelse af en midlertidigt ansats tidsubegrænsede ansættelseskontrakt, der udtrykkeligt er hjemlet i artikel 47, stk. 2, litra a), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, henhører under den kompetente myndigheds vide skønsbeføjelse, hvilket anerkendes af den ansatte på tidspunktet for vedkommendes ansættelse. En sådan opsigelse er berettiget allerede i medfør af selve ansættelseskontrakten og skal derfor ikke begrundes. En midlertidigt ansat, hvis ansættelse er baseret på en kontrakt, der kan opsiges ensidigt og uden grund under overholdelse af gældende ret, adskiller sig på dette punkt principielt fra en tjenestemandsansat. Vedkommende er ikke omfattet af den sikkerhed i ansættelsen, der gælder for tjenestemænd, idet den pågældendes hverv pr. definition kun er tiltænkt at skulle udøves i en begrænset periode. Situationen for en midlertidigt ansat adskiller sig således for den, der gælder for en tjenestemandsansat, hvorfor en analog anvendelse af vedtægtens artikel 25, stk. 2, vedrørende forpligtelsen til at begrunde en afgørelse, der indebærer et klagepunkt, er udelukket, således som det i generelle vendinger er fastsat i ansættelsesvilkårenes artikel 11.

(jf. præmis 35 og 36)

Henvisning til: Domstolen, 18. oktober 1977, sag 25/68, Schertzer mod Parlamentet, Sml. s. 1729, præmis 39 og 40; Domstolen, 19. juni 1992, sag C-18/91 P, V. mod Parlamentet, Sml. I, s. 3997, præmis 39; Retten, 28. januar 1992, sag T-45/90, Speybrouck mod Parlamentet, Sml. II, s. 33, præmis 93; Retten, 17. marts 1994, sag T-51/91, Hoyer mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 103, og II, s. 341, præmis 27; Retten, 15. februar 2005, sag T-256/01, Pyres mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 23, og II, s. 99, præmis 43; Retten, 6. juni 2006, sag T-10/02, Girardot mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-2, s. 129, og II-A-2, s. 609, præmis 72.

2.      Begrebet magtfordrejning sigter til det tilfælde, hvor en administrativ myndighed har anvendt sine beføjelser til et andet formål end det, hvortil den har fået dem tillagt. En afgørelse er kun behæftet med magtfordrejning, såfremt det på grundlag af objektive, relevante og samstemmende indicier må antages, at afgørelsen er truffet for at forfølge andre formål end de angivne. Det er herved ikke tilstrækkeligt, at sagsøgeren påberåber sig visse faktiske omstændigheder til støtte for sine krav, men det er nødvendigt, at han fremlægger tilstrækkeligt præcise, objektive og samstemmende indicier til godtgørelse af, at de påberåbte omstændigheder er sandfærdige eller i det mindste sandsynlige, da rigtigheden af en parts erklæringer i modsat fald ikke kan drages i tvivl.

(jf. præmis 49 og 50)

Henvisning til: Retten, 5. juli 2000, sag T-111/99, Samper mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 135, og II, s. 611, præmis 64; Retten, 19. september 2001, sag T-152/00, E mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 179, og II, s. 813, præmis 69; Retten, 13. december 2005, forenede sager T-155/03, T-157/03 og T-331/03, Cwik mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 411, og II, s. 1865, præmis 179 og 180.

3.      Ved anvendelse af princippet om god forvaltningsskik skal administrationen, når den træffer afgørelse om forhold vedrørende en ansat, tage samtlige omstændigheder i betragtning, der kan være bestemmende for dens afgørelse, og den skal herved tage hensyn til ikke blot tjenestens, men tillige til den pågældende ansattes interesse. En administration, der har foreslået en midlertidigt ansat, at vedkommende overføres til et andet land, frem for at opsige vedkommendes kontrakt, tager ved opsigelsen af kontrakten for en ansat, der har afvist en sådan overførsel, ikke blot hensyn til tjenestens, men også til vedkommende ansattes interesse.

(jf. præmis 56-58)

Henvisning til: Retten, 16. marts 2004, sag T-11/03, Afari mod ECB, Sml. Pers. I-A, s. 65, og II, s. 267, præmis 42; Personaleretten, 13. december 2007, sag F-28/06, Sequeira Wandschneider mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 150.