Sag T-36/09

dm-drogerie markt GmbH & Co. KG

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-varemærker – indsigelsesprocedure – ansøgning om EF-ordmærket dm – det ældre nationale figurmærke dm – administrativ procedure – indsigelsesafdelingernes afgørelser – tilbagekaldelse – berigtigelse af materielle fejl – nullitet – antagelse af klager til behandling ved appelkammeret – klagefrist – berettiget forventning – artikel 59, 60a, 63 og 77a i forordning (EF) nr. 40/94 (nu artikel 60, 62, 65 og 80 i forordning (EF) nr. 207/2009) – regel 53 i forordning (EF) nr. 2868/95«

Sammendrag af dom

1.      EF-varemærker – bestemmelser om sagsbehandlingen – Harmoniseringskontorets afgørelser – berigtigelse – begrænsninger

(Kommissionens forordning nr. 2868/95, art. 1, regel 53)

2.      EF-varemærker – bemærkninger fra tredjemand og indsigelse – indsigelsesafdelingernes kompetence til at ændre deres afgørelser – berigtigelse – tilbagekaldelse – berigtigelse

(Rådets forordning nr. 40/94, art. 60a og 77a; Kommissionens forordning nr. 2868/95, art. 1, regel 53)

3.      Institutionernes retsakter – formodning om gyldighed – nullitet – begreb

4.      EU-ret – principper – beskyttelse af den berettigede forventning – betingelser – administrationens afgivelse af præcise løfter – begreb – administrationens passivitet – ikke omfattet

5.      EF-varemærker – klagesag – klagefrist og klageskriftets form – påberåbelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning for at undgå fortabelse – betingelser

(Rådets forordning nr. 40/94, art. 59)

1.      I henhold til regel 53 i forordning nr. 2868/95 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 40/94 om EF-varemærker påser Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design), hvis det ex officio bliver eller af en part i sagen gøres opmærksom på en sproglig fejl, en skrivefejl eller en åbenbar urigtighed i en afgørelse, at fejlen eller urigtigheden berigtiges af den ansvarlige afdeling. Af denne ordlyd fremgår det, at de berigtigelser, som foretages i medfør af denne bestemmelse, kun kan vedrøre rettelser af stavefejl eller grammatiske fejl, skrivefejl – som f.eks. fejl i parternes navn eller i den skriftlige del af et tegn – eller fejl, som er så åbenlyse, at man ikke kan forestille sig nogen anden tekst end den, der fremgår af rettelsen.

(jf. præmis 73)

2.      Som det fremgår af 11. og 12. betragtning til forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, havde lovgiver ved vedtagelsen af denne forordning til hensigt at definere, hvilke kompetencer Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) og dets instanser har. Den normale metode til anfægtelse af indsigelsesafdelingernes afgørelser består således i, at de parter, hvis interesser berøres af disse afgørelser, anvender de fremgangsmåder, som er foreskrevet i afsnit VII i forordning nr. 40/94. Derudover foreskriver forordningen tre tilfælde, hvor indsigelsesafdelingerne selv kan ændre de afgørelser, de har truffet, nemlig berigtigelse af afgørelser i henhold til regel 53 i forordning nr. 2868/95 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 40/94, tilbagekaldelse af afgørelse i henhold til artikel 77a i forordning nr. 40/94 og berigtigelse af afgørelser i inter partes-sager som omhandlet i artikel 60a i forordning nr. 40/94. Der er tale om en udtømmende liste. Det fremgår nemlig af den generelle opbygning af de administrative procedureregler, som er indført med forordning nr. 40/94, at indsigelsesafdelingerne i princippet udtømmer deres kompetence, når de træffer en afgørelse i henhold til forordningens artikel 43, og at de kun kan tilbagekalde eller ændre de afgørelser, de har truffet i de i forordningen nævnte tilfælde.

(jf. præmis 80)

3.      For retsakter, der er vedtaget af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer, gælder i princippet en formodning om lovlighed, og de afføder derfor retsvirkninger, også selv om de er behæftet med mangler, så længe de ikke er blevet annulleret eller trukket tilbage. Imidlertid bør, som en undtagelse fra dette princip, retsakter, der er behæftet med en mangel, hvis grovhed er så åbenlys, at den ikke kan tolereres af Unionens retsorden, selv ex officio, anses for ikke at have affødt nogen som helst retsvirkning, dvs. at de juridisk bør anses for nulliteter. Denne undtagelse skal sikre en afvejning af to grundlæggende, men undertiden modstridende krav, som en retsorden skal opfylde, nemlig stabiliteten i retsforhold og overholdelsen af lovens bogstav. De retlige konsekvenser, som er forbundet med konstateringen af, at en retsakt er en nullitet, er så alvorlige, at det af retssikkerhedsmæssige grunde må kræves, at denne konstatering forbeholdes fuldstændig ekstreme tilfælde.

Fejl, der kan føre til, at Unionens retsinstanser anser en retsakt for en nullitet, adskiller sig fra sådanne retsstridige forhold, som i princippet indebærer, at retsakter, der er underlagt en legalitetsprøvelse i henhold til traktaten, annulleres – ikke på grund af deres art, men på grund af deres grovhed, og fordi de er åbenlyse. Retsakter, som er behæftet med urigtigheder, der er så klart grove, at de påvirker de nødvendige forudsætninger for retsakterne, skal juridisk anses for nulliteter.

(jf. præmis 83 og 86)

4.      Selv i mangel af en hjemmelsbestemmelse står adgangen til at påberåbe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning åben for enhver privatperson, hos hvem en institution har givet anledning til begrundede forhåbninger ved at afgive præcise løfter. Sådanne løfter skal, uanset under hvilken form de er afgivet, være præcise, ubetingede og samstemmende og stamme fra pålidelige og troværdige kilder. Derimod kan ingen påberåbe sig tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, såfremt administrationen ikke har afgivet præcise løfter. En part kan således ikke henvise til administrationens passivitet med henblik på at påberåbe sig en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

(jf. præmis 108-110)

5.      Hvad angår muligheden for at påberåbe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning til støtte for at undgå fortabelse af en ret skal en sagsøger kunne godtgøre at have haft en begrundet forhåbning, der har været baseret på præcise tilsagn fra en institution, som har kunnet fremkalde en undskyldelig vildfarelse hos en borger, der er i god tro, og som har udvist den omhu, der kræves af en normalt påpasselig erhvervsdrivende.

Sagsøgeren har, henset til den ufravigelige karakter af den i artikel 59 i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker omhandlede frist for at indgive en klage over en afgørelse truffet af indsigelsesafdelingen ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design), som der blev gjort opmærksom på ved meddelelsen, og den omstændighed, at sagsøgeren ikke – om ikke andet i retsbevarende øjemed – har indgivet en klage over denne afgørelse, ikke udvist en normal grad af påpasselighed, som kræves for at kunne påberåbe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

(jf. præmis 114 og 115)