Language of document :

Sag anlagt den 26. januar 2009 - Den Portugisiske Republik mod Kommissionen

(Sag T-33/09)

Processprog: portugisisk

Parter

Sagsøger: Den Portugisiske Republik (ved L. Inez Fernandes og J.A. de Oliveira, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Principalt annulleres beslutning K(2008) 7419 af 25. november 2008, hvorved Kommissionen krævede, at Den Portugisiske Republik betalte den tvangsbøde, den med virkning fra den 10. januar 2008 blev pålagt ved De Europæiske Fællesskabers Domstols dom i sag C-70/06.

Subsidiært annulleres den nævnte beslutning i det omfang, den har retsvirkninger for tiden efter den 29. januar 2008.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger, eller - hvis Domstolen alene nedsætter tvangsbøden - hver part pålægges at bære sine egne omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Den Portugisiske Republik har i henhold til artikel 230 EF nedlagt påstand om den anfægtede beslutnings annullation med den begrundelse, at Kommissionen har tilsidesat EF-traktaten eller de retsregler, der vedrører dennes gennemførelse.

Kommissionen har ifølge Den Portugisiske Republik tilsidesat EF-traktaten eller retsregler, der vedrører dens gennemførelse, ved at kræve, at sagsøgeren for perioden mellem den 10. januar og den 17. juli 2008 betaler den daglige tvangsbøde, som den blev pålagt af Domstolen i sag C-70/06, uanset at Portugal allerede fuldt ud havde opfyldt sin forpligtelse til at gennemføre direktiv 89/665 1.

Da Domstolen den 10. januar 2008 afsagde dom i sag C-70/06, hvori den pålagde Den Portugisiske Republik at betale en tvangsbøde pr. dags forsinkelse med iværksættelse af fornødne foranstaltninger til at sikre den fuldstændige opfyldelse af dommen af 14. oktober 2004, sag C-275/03, Kommissionen mod Portugal, ikke trykt i Samling af Afgørelser - hvorved lovdekret nr. 48 051 af 21. november 1967, hvorefter erstatning på grund af overtrædelse af fællesskabsretten vedrørende offentlige kontrakter eller af nationale bestemmelser til gennemførelse heraf er betinget af, at de skadelidte personer godtgør, at de retsstridige handlinger er udført uagtsomt eller forsætligt, blev krævet ophævet - havde Den Portugisiske Republik allerede godkendt lov nr. 67/2007. Denne lov ophæver det nævnte lovdekret og godkender den nye ordning for statens og andre offentlige organers ansvar uden for kontraktforhold, og Den Portugisiske Republik havde den 31. december 2007 offentliggjort loven i Diário da República I, Serie-A, nr. 251. Denne lov trådte i kraft tredive dage efter dens offentliggørelse, hvilket vil sige den 30. januar 2008.

Den 4. januar 2008 underrettede Den Portugisiske Republik Domstolen herom, idet den anmodede om, at en kopi af lov nr. 67/2007 blev tilføjet sagsakterne i sag C-70/06. Henset til sagens fremskredne stadium kunne Domstolen dog ikke længere tage hensyn til denne faktiske omstændighed og afsagde sin dom den 10. januar 2008.

Den Portugisiske Republik har følgelig gjort gældende, at den tvangsbøde, der kræves betalt, kun vedrører perioden frem til den 9. januar 2008, eller i værste fald frem til den 29. januar 2008, idet datoen, da lov nr. 67/2007 trådte i kraft, ikke er sammenfaldende med datoen for dens offentliggørelse. Kommissionens krav hvad angår den efterfølgende periode er derfor helt grundløst.

____________

1 - Rådets direktiv 89/665/EØF af 21.12.1989 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende anvendelsen af klageprocedurerne i forbindelse med indgåelse af offentlige indkøbs- samt bygge- og anlægskontrakter, EFT L 395, s. 33.