Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landgericht Saarbrücken (Tyskland) den 23. marts 2021 – Maxxus Group GmbH & Co. KG mod Globus Holding GmbH & Co. KG

(Sag C-183/21)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landgericht Saarbrücken

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Maxxus Group GmbH & Co. KG

Sagsøgt: Globus Holding GmbH & Co. KG

Præjudicielle spørgsmål

Skal EU-retten, navnlig for så vidt angår varemærkedirektivet/-direktiverne, det vil sige direktiv 2008/95/EF 1 , navnlig artikel 12, og direktiv (EU) 2015/2436 2 , navnlig artikel 16, 17 og 19, fortolkes således, at kravet om disse bestemmelsers effektive virkning er til hinder for en fortolkning af national procesret, hvorefter

sagsøgeren i en civilretlig sag om sletning af et registreret nationalt varemærke som følge af fortabelse på grund af manglende brug, pålægges en redegørelsespligt, der adskiller sig fra spørgsmålet om bevisbyrde, og

sagsøgeren inden for rammerne af denne redegørelsespligt pålægges

a.    at fremlægge velfunderede argumenter under retssagen for så vidt angår sagsøgtes manglende brug af varemærket, så vidt dette er muligt for sagsøgeren, og

b.    selv at gennemføre en undersøgelse på markedet, der er rimelig set i forhold til begæringen om fortabelse og det pågældende varemærkes særpræg?

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/95/EF af 22.10.2008 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker (EFT 2008, L 299, s. 25).

2     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2436 af 16.12.2015 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker (EUT 2015, L 336, s. 1).