Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 4. februar 2005 af SP Entertainment Development GmbH mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-44/05)

(Processprog: tysk)

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 4. februar 2005 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af SP Entertainment Development GmbH, Norderfriedrichskoog (Tyskland) ved Rechtsanwalt C. Demleitner.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

Kommissionens beslutning af 20. oktober 2001 (sag nr. D/57536) annulleres.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Med den anfægtede beslutning har Kommissionen opfordret Tyskland til at tilbagesøge et lån, som et holdingselskab ejet af Stadt Bremen har ydet sagsøgerens forgænger. Sagsøgeren har gjort gældende, at denne beslutning bygger på Kommissionens ukorrekte antagelse af, at det pågældende lån endnu ikke er afviklet. Efter sagsøgerens opfattelse er afviklingen af lånet sket ved afståelse af en virksomhedsandel i det selskab, som blev ydet lånet, til det selskab, som havde ydet lånet. Denne afvikling gennem "ydelse i stedet for opfyldelse" indebærer ingen statsstøtte i strid med fællesskabsbestemmelserne som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF, idet værdien af den afståede andel er mindst lige så stor som det lånte beløb. Desuden er der betalt renter indtil den 31. december 2003, mens sagsøgeren ikke har skullet betale renter efter den 31. december 2003, idet overdragelsen af andelen blev forsinket af grunde, som ikke kan tilregnes sagsøgeren.

____________