Sag T-170/06

Alrosa Company Ltd

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Konkurrence – misbrug af dominerende stilling – verdensmarkedet for produktion og levering af rådiamanter – beslutning, hvorved de af den dominerende virksomhed givne tilsagn blev bindende – artikel 82 EF – artikel 9 i forordning (EF) nr. 1/2003 – proportionalitetsprincippet – princippet om aftalefrihed – høringsret«

Sammendrag af dom

1.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt

(Art. 230, stk. 4, EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 9)

2.      Konkurrence – dominerende stilling – misbrug – Kommissionens undersøgelse – de berørte virksomheders tilsagn om imødekommelse af Kommissionens betænkeligheder om konkurrencen

(Art. 81 EF, 82 EF og 85 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 7, stk. 1, og art. 9)

3.      Konkurrence – administrativ procedure – ophør af overtrædelser – Kommissionens beføjelse

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 7, stk. 1, og art. 9, stk. 1)

4.      Konkurrence – administrativ procedure – ophør af overtrædelser – Kommissionens beføjelse

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 7, stk. 1, og art. 9, stk. 1)

5.      Konkurrence – dominerende stilling – misbrug – Kommissionens beføjelse

(Art. 82 EF)

6.      Konkurrence – administrativ procedure – overholdelse af retten til forsvar

(Art. 81 EF og 82 EF; Rådets forordning nr. 1/2003 art. 9)

1.      Et selskab er i henhold til artikel 230, stk. 4, EF umiddelbart og individuelt berørt af en kommissionsbeslutning om at gøre de af et selskab, der befinder sig i en dominerende stilling, afgivne tilsagn bindende om at begrænse og senere ophæve sine forretningsforbindelser med selskabet, for så vidt som den pågældende beslutning har direkte og øjeblikkelig indvirkning på dets retsstilling, nævner det i sine bestemmelser, er vedtaget ved afslutningen af en procedure, hvori selskabet på afgørende vis har deltaget, kan påvirke selskabets konkurrencestilling væsentligt på det pågældende marked og tilsigter at bringe dets langvarige forretningsforbindelser med det nævnte selskab til ophør.

(jf. præmis 38-40)

2.      Kommissionens beslutning om at gøre de af virksomhederne givne tilsagn bindende i henhold til artikel 9 i forordning nr. 1/2003 medfører en afslutning af proceduren med at fastslå og straffe en overtrædelse af konkurrencereglerne. Følgelig kan en sådan beslutning ikke blot anses for Kommissionens accept af et forslag, som er fremsat frivilligt af en af forhandlingspartnerne, men den udgør en bindende foranstaltning, som bringer en overtrædelse eller potentiel overtrædelse til ophør, hvorved Kommissionen – med det eneste forbehold af særlig karakter, at den ved de pågældende virksomheders fremlæggelse af tilsagn er fritaget for at følge de procedurer, der er pålagt den i henhold til artikel 85 EF, og særligt at bevise overtrædelsen – udøver de beføjelser, som den er tildelt i henhold til artikel 81 EF og 82 EF.

En beslutning efter artikel 9 i forordning nr. 1/2003 kan, idet en erhvervsdrivendes givne adfærd i forhold til tredjemænd gøres bindende, indirekte medføre retsvirkninger erga omnes, som den pågældende virksomhed ikke selv kunne skabe. Kommissionen er fra det øjeblik, hvor den gjorde virksomhedens tilsagn bindende, således den eneste årsag til disse retsvirkninger og er derfor eneansvarlig herfor. Kommissionen er reelt på ingen måde forpligtet til at tage hensyn til, endsige uden forbehold, de tilbud om tilsagn, som virksomhederne fremsætter for den. Artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 er endvidere ikke til hinder for, at en sådan beslutning vedtages for en ubestemt periode.

Desuden er proportionalitetsprincippet, selv om det ikke er nævnt i artikel 9 i forordning nr. 1/2003, et almindeligt fællesskabsretligt princip, som Kommissionen skal overholde, når den vedtager en beslutning i henhold til denne bestemmelse om at gøre de af virksomheder givne tilsagn bindende.

(jf. præmis 87, 88, 91 og 92)

3.      Kommissionen er, uagtet dens skøn, hvad angår valget om at vedtage en beslutning i henhold til artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 eller artikel 9, stk. 1, i nævnte forordning, og de af virksomhederne givne tilsagns frivillige karakter i henhold til sidstnævnte bestemmelse forpligtet til at overholde proportionalitetsprincippet, når den beslutter at gøre sådanne tilsagn bindende.

Eftersom kontrollen af proportionaliteten er en objektiv kontrol, skal Kommissionens beslutnings egnethed og nødvendighed vurderes i forhold til det forfulgte formål, hvilket i henhold til artikel 7 i forordning nr. 1/2003 består i at bringe den fastslåede overtrædelse til ophør og i henhold til samme forordnings artikel 9 at imødekomme de betænkeligheder, som Kommissionen har udtrykt i sin foreløbige vurdering. Såfremt Kommissionen, i modsætning til en beslutning vedtaget i henhold til artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, ikke i henhold til den nævnte artikel 9, stk. 1, er forpligtet til formelt at godtgøre, at der foreligger en overtrædelse, skal den ikke desto mindre godtgøre de konkurrencemæssige betænkeligheder, som begrundede, at den vil vedtage en beslutning i henhold til artikel 81 EF og 82 EF, og som giver den grundlag for at pålægge den deltagende virksomhed at overholde visse tilsagn, hvilket kræver en analyse af markedet og en identificering af den overtrædelse, som er mindre faste end ved anvendelsen af artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, selv om den skal være tilstrækkelig til at kontrollere, om tilsagnet er egnet. Følgelig kan Kommissionen ikke uden at overskride sine beføjelser i henhold såvel til konkurrencereglerne i EF-traktaten som til forordning nr. 1/2003 kun vedtage en beslutning om absolut forbud mod enhver form for fremtidige forretningsforbindelser mellem to virksomheder – det være sig efter artikel 7, stk. 1, eller artikel 9, stk. 1 – såfremt en sådan beslutning er nødvendig for at genskabe den situation, der forelå før overtrædelsen.

Endvidere afhænger graden af Rettens prøvelse af de analyser, som Kommissionen har udført i henhold til traktatens konkurrenceregler, af, at Kommissionen til grund for hver beslutning har lagt et vist skøn, som er begrundet i mangfoldigheden i de økonomiske aspekter, der skal inddrages. Hvis den omstændighed, at Kommissionens analyse efter såvel artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 som samme forordnings artikel 9, stk. 1, kan kræve en kompleks økonomisk vurdering, giver den i denne henseende ikke mulighed for, at den prøvelse, som Retten udøver over kommissionsbeslutninger, når disse vurderinger ikke foreligger, i alle tilfælde er begrænset til et åbenbart urigtigt skøn.

(jf. præmis 95-97, 99, 100, 103-105 og 107-110)

4.      Som led i en undersøgelse af proportionaliteten skal nødvendigheden af Kommissionens beslutning om at gøre de individuelle tilsagn bindende, som er givet af en virksomhed i en dominerende stilling, om at begrænse forretningsforbindelser og herefter bringe disse til ophør vurderes i betragtning af dens formål, såsom ophøret af en praksis, der forhindrer medkontrahenten i at placere sig som effektiv konkurrent på markedet og åbningen af tredjemands adgang til en alternativ forsyningskilde.

Overholdelsen af proportionalitetsprincippet medfører imidlertid, at institutionen, såfremt der findes mindre indgribende foranstaltninger end dem, som den vil gøre bindende, og den har kendskab til disse, skal undersøge, om de er egnede til at imødekomme de betænkeligheder, der begrunder dens handling, inden den, såfremt disse foranstaltninger findes uegnede, vælger den mest indgribende løsning. Såfremt Kommissionen herved ikke skal træde i parternes sted for at ændre de tilsagn, som de afgiver i henhold til artikel 9 i forordning nr. 1/2003, med henblik på, at disse tilsagn imødekommer de betænkeligheder, den har fremsat i sin foreløbige vurdering, har den mulighed for kun at gøre disse tilsagn delvist bindende eller i begrænset omfang. Kommissionen kan imidlertid foreslå parterne at afgive tilsagn, der går videre end en beslutning, som den ville kunne vedtage i henhold til artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 1/2003.

Det kan nemlig kun i undtagelsestilfælde, såsom de pågældende virksomheders fælles dominerende stilling, begrundes, at virksomheder ved en beslutning vedtaget i henhold til artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 absolut og endegyldigt forbydes at knytte forretningsforbindelser. Kommissionens beslutning om, at enhver direkte eller indirekte forretningsforbindelse mellem de to virksomheder vedvarende skulle bringes til ophør, er, når denne omstændighed ikke forekommer, i strid med proportionalitetsprincippet.

(jf. præmis 112, 119-121, 131 og 139-141)

5.      Eftersom formålet med artikel 82 EF ikke er at forbyde dominerende stilling, men udelukkende misbrug heraf, kan Kommissionen ikke kræve, at en dominerende virksomhed afholder sig fra at foretage indkøb, der giver virksomheden mulighed for at opretholde eller styrke sin dominerende stilling på markedet, hvis virksomheden ikke i forbindelse hermed anvender metoder, der er uforenelige med konkurrencereglerne. Selv om der påhviler en virksomhed i en sådan stilling særlige forpligtelser, kan disse ikke medføre, at selve tilstedeværelsen af en dominerende stilling skal svækkes

(jf. præmis 146)

6.      Hvad angår Kommissionens beslutning om at bringe langvarige forretningsforbindelser mellem to virksomheder, som er parter i en aftale, der kan udgøre misbrug af en dominerende stilling, til ophør, skal sammenhængen mellem de to procedurer, som Kommissionen indledte i henhold til artikel 81 EF og 82 EF efter meddelelsen af denne aftale samt den omstændighed, at den kontraherende virksomhed nævnes udtrykkeligt i beslutningen uden imidlertid at være adressat herfor, medføre, at sidstnævnte i hele den pågældende procedure skal indrømmes de rettigheder, der tildeles en »pågældende virksomhed« i henhold til forordning nr. 1/2003, selv om den i snæver forstand ikke er en sådan virksomhed i en procedure vedrørende artikel 82 EF. Følgelig har denne virksomhed ret til at blive hørt om de individuelle tilsagn, som Kommissionen påtænker at gøre bindende ved vedtagelsen af en beslutning som led i proceduren, der er indledt i henhold til artikel 82 EF, og som er foreslået af den virksomhed, den har haft langvarige forretningsforbindelser med, hvilket den nævnte beslutning vil bringe til ophør, og den skal have mulighed for at udnytte denne rettighed fuldstændigt. Overholdelsen af høringsretten i en sag som denne kræver nemlig dels, at de virksomheder, som har afgivet disse tilsagn i henhold til artikel 9 i forordning nr. 1/2003, gøres bekendt med de væsentligste faktiske forhold, som Kommissionen for at kræve nye tilsagn lægger vægt på, herunder de konklusioner, som Kommissionen har draget af bemærkningerne fra tredjemand om de foreslåede tilsagn, og dels, at virksomhederne kan udtale sig herom.

(jf. præmis 187, 196 og 203)