RETTENS DOM (Syvende Afdeling)
25. oktober 2023 (*)(i)
»Voldgiftsbestemmelse – den fælles afviklingsmekanisme for kreditinstitutter og visse investeringsselskaber (SRM) – Den Fælles Afviklingsfond (Afviklingsfonden) – aftaler om at indgå en uigenkaldelig betalingsforpligtelse og sikkerhedsstillelsesordningen – afslag på anmodning om tilbagebetaling af sikkerhedsstillelser, der er knyttet til ex ante-bidrag ydet i form af uigenkaldelige betalingsforpligtelser – institut, hvis tilladelse er inddraget – artikel 7, stk. 3, i gennemførelsesforordning (EU) 2015/81 – ansvar uden for kontrakt – ugrundet berigelse«
I sag T-688/21,
BNP Paribas Public Sector SA, Paris (Frankrig), ved advokaterne A. Champsaur og A. Delors,
sagsøger,
støttet af
Den Franske Republik ved A.-L. Desjonquères og E. Leclerc, som befuldmægtigede,
og af
Fédération bancaire française, Paris, ved advokaterne A. Gosset-Grainville og M. Trabucchi,
intervenienter,
mod
Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) ved C. De Falco, C. Flynn og J. Kerlin, som befuldmægtigede, bistået af advokaterne H.-G. Kamann, F. Louis, P. Gey, É. Bruc og A. Vallery,
sagsøgt,
har
RETTEN (Syvende Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, K. Kowalik-Bańczyk, og dommerne G. Hesse (refererende dommer) og B. Ricziová,
justitssekretær: fuldmægtig L. Ramette,
på grundlag af den skriftlige forhandling
og efter retsmødet den 20. april 2023,
afsagt følgende
Dom
1 Sagsøgeren, BNP Paribas Public Sector SA, har med sit søgsmål i det væsentlige nedlagt påstand om for det første, at det på grundlag af artikel 272 TEUF og artikel 340, stk. 1, TEUF dels fastslås, at Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) har tilsidesat sin tilbagebetalingsforpligtelse i henhold til punkt 12.5 i de uigenkaldelige betalingsforpligtelser, som sagsøgeren har indgået for bidragsperioderne fra 2016 til 2021, dels at Afviklingsinstansen tilpligtes at tilbagebetale de beløb, som den har beholdt i strid med den nævnte kontraktlige forpligtelse, med tillæg af alle omkostninger, morarenter og alle former for accessoriske omkostninger i forbindelse hermed, subsidiært erstatning på grundlag af artikel 340, stk. 2, TEUF, for det tab, som sagsøgeren har lidt som følge af Afviklingsinstansens adfærd med hensyn til de uigenkaldelige betalingsforpligtelser, som sagsøgeren har indgået for bidragsperioderne fra 2016 til 2021, og for det andet erstatning på grundlag af artikel 340, stk. 2, TEUF for det tab, som sagsøgeren har lidt som følge af Afviklingsinstansens afvisning af at tilbagebetale sikkerhedsstillelsen, der dækker den uigenkaldelige betalingsforpligtelse, som sagsøgeren har indgået for bidragsperioden 2015.
Tvistens baggrund
2 Efter finanskrisen i 2008, som førte til krisen i euroområdet, blev der indført en lovgivningsmæssig ramme med henblik på at sikre stabiliteten og sikkerheden af bankvirksomhed i Den Europæiske Union. Denne lovgivningsmæssige ramme har karakter af et fælles regelsæt, der gælder på samme måde for kreditinstitutter i alle de berørte medlemsstater. Bankunionen er baseret på tre søjler, nemlig en fælles tilsynsmekanisme (SSM), en fælles afviklingsmekanisme (SRM) og en europæisk indskudsgarantiordning.
3 Den fælles afviklingsmekanisme, der blev indført ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 af 15. juli 2014 om ensartede regler og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT 2014, L 225, s. 1), indeholder bestemmelser om oprettelse af en fælles afviklingsfond (SRF), som kreditinstitutterne skal bidrage til. Denne fond anvendes kun i det omfang, det er nødvendigt for at sikre en effektiv anvendelse af afviklingsværktøjerne (artikel 76, stk. 1, i forordning nr. 806/2014).
4 I overensstemmelse med artikel 70 i forordning nr. 806/2014 beregner Afviklingsinstansen hvert år de enkelte institutters individuelle bidrag, også kaldet »ex ante-bidraget«.
5 Den årlige opkrævning af bidrag fra kreditinstitutter blev indført for at sikre, at Afviklingsfondens disponible finansielle midler efter en indledende periode på otte år fra den 1. januar 2016 udgør mindst 1% af de dækkede indskud i alle de kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse i alle de deltagende medlemsstater (herefter »målniveauet«).
6 I henhold til artikel 8, stk. 3, i Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2015/81 af 19. december 2014 om ensartede betingelser for anvendelsen af forordning nr. 806/2014 for så vidt angår ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond (EUT 2015, L 15, s. 1) bør Afviklingsinstansen under normale omstændigheder tillade brugen af uigenkaldelige betalingsforpligtelser efter anmodning fra et institut. Afviklingsinstansen skal jævnt fordele brugen af uigenkaldelige betalingsforpligtelser mellem de institutter, der anmoder herom. De fordelte uigenkaldelige betalingsforpligtelser må ikke være mindre end 15% af det pågældende instituts samlede betalingsforpligtelser. Ved beregningen af de årlige bidrag for hvert institut sikrer Afviklingsinstansen, at summen af disse uigenkaldelige betalingsforpligtelser i et givet år ikke overstiger 30% af den samlede sum af de opkrævede årlige bidrag i overensstemmelse med artikel 70 i forordning nr. 806/2014.
7 Sagsøgeren var et fransk kreditinstitut med tilladelse indtil den 24. marts 2021, hvor Den Europæiske Centralbank (ECB) inddrog instituttets tilladelse.
8 Inden gennemførelsen af den fælles afviklingsmekanisme ydede sagsøgeren en del af sit ex ante-bidrag for 2015 i form af en uigenkaldelig betalingsforpligtelse. Med henblik herpå indgik sagsøgeren en uigenkaldelig betalingsforpligtelse (herefter »uigenkaldelige betalingsforpligtelse 2015«) med Afviklingsinstansen, Autorité de contrôle prudentiel et de résolution (ACPR) og Fonds de garantie des dépôts et de résolution (FGDR).
9 For bidragsperioderne 2016-2021 ydede sagsøgeren i det mindste en del af sine ex ante-bidrag i form af en uigenkaldelig betalingsforpligtelse. Med henblik herpå indgik sagsøgeren uigenkaldelige betalingsforpligtelser over for Afviklingsinstansen for hver af disse perioder (herefter »uigenkaldelige betalingsforpligtelser 2016-2021«).
10 Ved e-mail af 1. april 2021 meddelte sagsøgeren Afviklingsinstansen, at ECB på sagsøgerens anmodning havde inddraget sagsøgerens tilladelse. Sagsøgeren anmodede derefter Afviklingsinstansen om oplysninger om de skridt, der skulle tages for at opnå tilbagebetaling af de sikkerhedsstillelser, der var knyttet til de uigenkaldelige betalingsforpligtelser, som den havde indgået.
11 Ved skrivelse af 14. april 2021 meddelte Afviklingsinstansen sagsøgeren hvilke formaliteter, der skulle opfyldes for at opnå tilbagebetaling af de sikkerhedsstillelser, der dækkede de uigenkaldelige betalingsforpligtelser, som sagsøgeren havde indgået.
12 Den 29. juli 2021 meddelte sagsøgeren efter flere skriftvekslinger Afviklingsinstansen, at den uigenkaldelige betalingsforpligtelse 2015 og de uigenkaldelige betalingsforpligtelser 2016-2021 var opsagt.
13 Efter yderligere skriftvekslinger meddelte Afviklingsinstansen ved skrivelse af 13. august 2021 (herefter »skrivelsen af 13. august 2021«) sagsøgeren, at Afviklingsinstansen ville tilbagebetale de sikkerhedsstillelser, der dækkede den uigenkaldelige betalingsforpligtelse 2015 og de uigenkaldelige betalingsforpligtelser 2016-2021, efter kontant betaling svarende til det forpligtede beløb i henhold til disse forpligtelser.
14 I denne skrivelse påpegede Afviklingsinstansen, at sagsøgeren havde indgået flere uigenkaldelige betalingstilsagn med Afviklingsinstansen. For hver af disse forpligtelser specificerede Afviklingsinstansen det forpligtede beløb. Efter opregning af disse beløb anførte Afviklingsinstansen bl.a., at henset til artikel 70, stk. 4, i forordning nr. 806/2014, hvorefter behørigt modtagne bidrag ikke blev tilbagebetalt til enhederne, og til artikel 7, stk. 1, i gennemførelsesforordning 2015/81, hvorefter anvendelsen af uigenkaldelige betalingsforpligtelser på ingen måde berørte Afviklingsfondens finansielle kapacitet eller likviditet, kunne annulleringen af de uigenkaldelige betalingsforpligtelser 2016-2021 og den efterfølgende tilbagebetaling af de sikkerhedsstillelser, der dækkede disse forpligtelser, først finde sted efter kontant betaling af et beløb svarende til beløbet for den pågældende uigenkaldelige betalingsforpligtelse. Afviklingsinstansen opfordrede herefter sagsøgeren til at overføre et vist beløb til Afviklingsinstansen og til at give meddelelse herom pr. e-mail. Når det nævnte beløb var modtaget ville Afviklingsinstansen tilbagebetale sikkerhedsstillelserne til sagsøgeren med fradrag af påløbne negative renter efter udløbet af en frist på 14 bankdage fra datoen for modtagelsen af meddelelsen om opsigelse.
15 Den 25. oktober 2021 meddelte sagsøgeren i det væsentlige Afviklingsinstansen, at sagsøgeren ikke ville foretage denne overførsel, eftersom sagsøgeren ifølge sin forståelse af det gældende regelsæt ikke behøvede at overføre kontanter til Afviklingsinstansen svarende til det samlede forpligtede beløb i henhold til den uigenkaldelige betalingsforpligtelse 2015 og de uigenkaldelige betalingsforpligtelser 2016-2021 for at få sikkerhedsstillelserne tilbagebetalt.
Parterne påstande
16 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– På grundlag af artikel 256 TEUF og 263 TEUF annulleres skrivelsen af 13. august 2021.
– Sagsøgerens påstand, der er indgivet på grundlag af artikel 272 TEUF og artikel 340, stk. 1, TEUF, tages til følge, idet det fastslås, at det standpunkt, der blev givet udtryk for i skrivelsen af 13. august 2021, er i strid med bestemmelserne i de uigenkaldelige betalingsforpligtelser 2016-2021, og Afviklingsinstansen tilpligtes til sagsøgeren at tilbagebetale beløb svarende til kontant sikkerhedsstillelse vedrørende disse forpligtelser, der tilbageholdes af Afviklingsinstansen i strid med dennes kontraktlige forpligtelser samt alle omkostninger, morarenter og biomkostninger af enhver art i tilknytning hertil.
– Sagsøgerens påstand, der er indgivet på grundlag af artikel 340, stk. 2, TEUF tages til følge, idet det fastslås, at Afviklingsinstansens afvisning af at tilbagebetale de beløb, der svarer til den kontante sikkerhedsstillelse, der er knyttet til den uigenkaldelige betalingsforpligtelse 2015, udgør en uberettiget berigelse, og Afviklingsinstansen tilpligtes at betale erstatning i form af et beløb svarende til denne sikkerhedsstillelse sammen med alle omkostninger, morarenter og biomkostninger af enhver art i tilknytning hertil.
– Subsidiært tages sagsøgerens påstand i henhold til artikel 340, stk. 2, TEUF til følge, idet det fastslås, at Afviklingsinstansens afslag på at tilbagebetale sagsøgeren de beløb, der svarer til de kontante sikkerhedsstillelser, der er knyttet til de uigenkaldelige betalingsforpligtelser 2016-2021, udgør en ugrundet berigelse, og Afviklingsinstansen tilpligtes at betale erstatning i form af et beløb svarende til denne sikkerhedsstillelse sammen med alle omkostninger, morarenter og biomkostninger af enhver art i tilknytning hertil.
– Afviklingsinstans tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
17 Afviklingsinstansen har nedlagt følgende påstande:
– Annullationspåstanden afvises.
– Frifindelse for påstandene i henhold til artikel 272 TEUF.
– Påstandene i henhold til artikel 340 TEUF afvises, subsidiært forkastes de som ugrundede.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale samtlige sagsomkostninger og omkostninger, som Afviklingsinstansen har afholdt, herunder navnlig omkostningerne i forbindelse med en annullationspåstand, som blev frafaldet, og som oprindeligt blev indgivet i henhold til artikel 263 TEUF.
18 Den Franske Republik har nedlagt påstand om, at der gives sagsøgeren medhold.
19 Fédération bancaire française (FBF) har nedlagt følgende påstande:
– Det fastslås, at Afviklingsinstansen ved at nægte at tilbagebetale de beløb, der svarer til de kontante sikkerhedsstillelser, der er knyttet til de omhandlede uigenkaldelige betalingsforpligtelser 2016-2021, tilsidesatte den pligt til tilbagebetaling, der påhvilede Afviklingsinstansen i henhold til de nævnte forpligtelser.
– Afviklingsinstansen tilpligtes at tilbagebetale sagsøgeren de beløb, der svarer til de kontante sikkerhedsstillelser, som Afviklingsinstansen har tilbageholdt i strid med sine kontraktlige forpligtelser.
Retlige bemærkninger
20 I stævningen har sagsøgeren nedlagt påstand om annullation i henhold til artikel 256 TEUF og 263 TEUF af skrivelsen af 13. august 2021, men har senere under sagens behandling frafaldet denne påstand.
21 Under disse omstændigheder skal sagsøgerens øvrige påstande undersøges.
Påstanden støttet på artikel 272 TEUF og artikel 340, stk. 1, TEUF
22 Retten har kompetence til at behandle sagsøgerens påstand fremsat på grundlag af artikel 272 TEUF i henhold til voldgiftsklausulerne i punkt 13.2 i hvert af de uigenkaldelige betalingsforpligtelser 2016-2021, som tillægger Retten kompetence til at træffe afgørelse om enhver tvist vedrørende lovligheden, gyldigheden, fortolkningen eller gennemførelsen af disse aftaler.
23 Til støtte for påstanden, der er baseret på artikel 272 TEUF og artikel 340, stk. 1, TEUF, har appellanten, støttet af Den Franske Republik og FBF, gjort gældende, at Afviklingsinstansen har tilsidesat den pligt til tilbagebetaling, der påhviler Afviklingsinstansen i henhold til punkt 12.5 i de uigenkaldelige betalingsforpligtelser 2016-2021.
24 Indledningsvis bemærkes, at forordning nr. 806/2014 og gennemførelsesforordning 2015/81 i henhold til artikel 288 TEUF er almengyldige, bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i alle de berørte medlemsstater. Sagsøgeren og Afviklingsinstansen kan derfor ikke frit indgå aftaler, der er i strid med bestemmelserne i de to forordninger som fortolket af Unionens retsinstanser.
25 Punkt 12.5 i de uigenkaldelige betalingsforpligtelser 2016-2021, som sagsøgeren har påberåbt sig, bestemmer, at »[d]enne aftale berører ikke anvendelsen af artikel 7, stk. 3, i gennemførelsesforordning 2015/81«. Det fremgår således af denne klausul, at de uigenkaldelige betalingsforpligtelser 2016-2021 under ingen omstændigheder kan være i strid med artikel 7, stk. 3, i gennemførelsesforordning 2015/81.
26 Ved at påberåbe sig en tilsidesættelse af punkt 12.5 i de uigenkaldelige betalingsforpligtelser 2016-2021, har sagsøgeren således reelt gjort gældende, at sagsøgerens situation, dvs. situationen for et institut, der falder uden for anvendelsesområdet for forordning nr. 806/2014, ikke er omfattet af artikel 7, stk. 3, i gennemførelsesforordning 2015/81. Ifølge den fortolkning, som sagsøgeren har foreslået, er denne forordningsbestemmelse klar og indeholder ingen betingelser for tilbagebetaling af kontante sikkerhedsstillelser, der dækker uigenkaldelige betalingsforpligtelser. Den holdning, der er givet udtryk for i skrivelsen af 13. august 2021, hvorefter Afviklingsinstansen først kunne tilbagebetale den kontante sikkerhed, der dækkede de uigenkaldelige betalingsforpligtelser 2016-2021, efter betaling af et beløb svarende til det bidrag, som disse instrumenter er anvendt til, er således i strid med artikel 7, stk. 3, i gennemførelsesforordning 2015/81.
27 Afviklingsinstansen har bestridt sagsøgerens argumentation og har, som det fremgår af præmis 14 ovenfor, gjort en anden fortolkning gældende end den, som sagsøgeren har foreslået.
28 For det første skal det fremhæves, at det følger af artikel 70, stk. 1, i forordning nr. 806/2014, at kreditinstitutter, der er etableret i en deltagende medlemsstat, som det var tilfældet med sagsøgeren, for hvert bidragsår er forpligtet til at betale det almindelige bidrag til Afviklingsfonden.
29 I overensstemmelse med artikel 69, stk. 1, i forordning nr. 806/2014 blev den årlige opkrævning af ex ante-bidrag fra kreditinstitutterne indført for at sikre, at Afviklingsfondens disponible finansielle midler når op på målniveauet ved udgangen af den indledende periode.
30 Henset til dette formål har EU-lovgiver i artikel 70, stk. 4, i forordning nr. 806/2014 præciseret, at »behørigt modtagne« ex ante-bidrag ikke tilbagebetales. Med denne formulering har EU-lovgiver fastsat en regel uden undtagelse. Det er derfor, at muligheden for at justere ex ante-bidrag efterfølgende ikke nævnes (jf. i denne retning dom af 29.9.2022, ABLV Bank mod Afviklingsinstansen, C-202/21 P, EU:C:2022:734, præmis 56). Det følger heraf, at en ændring af et instituts status i løbet af bidragsperioden ikke har nogen indvirkning på størrelsen af det bidrag, der skal betales for det pågældende år. Denne regel er i øvrigt gentaget i artikel 12, stk. 2, i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/63 af 21. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU for så vidt angår ex ante-bidrag til afviklingsfinansieringsordninger (EUT 2015, L 11, s. 44), der også henviser til Afviklingsinstansen, således som det fremgår af syvende betragtning til denne delegerede forordning.
31 I denne henseende har Unionens retsinstanser navnlig fastslået, at den omstændighed, at en enhed ophører med at udøve sin virksomhed som kreditinstitut i løbet af en bidragsperiode på grund af inddragelse af dens tilladelse, ikke har indvirkning på dens forpligtelse til at betale det fulde ex ante-bidrag, der skal betales for den nævnte bidragsperiode (dom af 20.1.2021, ABLV Bank mod Afviklingsinstansen, T-758/18, EU:T:2021:28, præmis 85).
32 For det andet har kreditinstitutter, således som sagsøgeren har anført, mulighed for at opfylde deres forpligtelse til at bidrage til Afviklingsfonden i overensstemmelse med artikel 70, stk. 3, i forordning nr. 806/2014 ved enten straks at betale deres bidrag eller at indgå en uigenkaldelig betalingsforpligtelse.
33 For det tredje fastsætter artikel 7 i gennemførelsesforordning 2015/81 visse regler, der finder anvendelse på uigenkaldelige betalingsforpligtelser, som har det særlige kendetegn, at de er kontrakter indgået på ubestemt tid, der gør det muligt for institutterne at udsætte betalingen af deres bidrag. Denne særegenhed har foranlediget EU-lovgiver til at indføre en særlig ordning for disse forpligtelser.
34 Artikel 7 i gennemførelsesforordning 2015/81 er affattet således:
»1. Anvendelse af uigenkaldelige betalingsforpligtelser som omhandlet i artikel 70, stk. 3, i forordning (EU) nr. 806/2014 berører på ingen måde Afviklingsfondens finansielle kapacitet eller likviditet.
2. Hvis en afviklingsforanstaltning omfatter Afviklingsfonden i overensstemmelse med artikel 76 i forordning (EU) nr. 806/2014, opkræver Afviklingsinstansen en del af eller samtlige uigenkaldelige betalingsforpligtelser i henhold til forordning (EU) nr. 806/2014 med henblik på at genoprette den andel af uigenkaldelige betalingsforpligtelser i Afviklingsfondens disponible finansielle midler, som Afviklingsinstansen har fastlagt inden for den maksimale tærskel i artikel 70, stk. 3, i forordning (EU) nr. 806/2014.
Når Afviklingsfonden behørigt modtager det bidrag, der er knyttet til de uigenkaldelige betalingsforpligtelser, som er blevet opkrævet, tilbagebetales den sikkerhedsstillelse, der har dækket disse forpligtelser. Hvis Afviklingsfonden ikke behørigt modtager det korrekte kontante beløb efter første anmodning, beholder Afviklingsinstansen den sikkerhedsstillelse, som har dækket den uigenkaldelige betalingsforpligtelse i overensstemmelse med artikel 70, stk. 3, i forordning (EU) nr. 806/2014.
3. De uigenkaldelige betalingsforpligtelser for institutter, der ikke længere falder ind under anvendelsesområdet for forordning (EU) nr. 806/2014, annulleres, og sikkerhedsstillelse, der dækker disse forpligtelser, tilbagebetales.«
35 Det er i denne sammenhæng, at sagsøgeren, støttet af Den Franske Republik og FBF, har gjort gældende, at annullationen af den uigenkaldelige betalingsforpligtelse og tilbagebetalingen af den sikkerhedsstillelse, der er fastsat i artikel 7, stk. 3, i gennemførelsesforordning 2015/81, indebærer, at den del af ex ante-bidraget, for hvilken der er indgået en uigenkaldelig betalingsforpligtelse, ikke skal betales, eftersom det bidragydende institut ikke er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 806/2014, og at denne forpligtelse ikke er blevet opkrævet af Afviklingsinstansen i forbindelse med en afviklingsforanstaltning. Sagsøgeren har i retsmødet præciseret, at sagsøgeren ikke har fremsat krav om tilbagebetaling af sine kontante bidrag. Sagsøgeren ville have betalt op til 85% af sit bidrag kontant. Sagsøgeren har alene krævet tilbagebetaling af de beløb, som sagsøgeren havde betalt hvert år som sikkerhedsstillelse for de uigenkaldelige betalingsforpligtelser, som sagsøgeren havde påtaget sig. Derfor er selskabets påstand ikke i strid med den retspraksis, der følger af dom af 20. januar 2021, ABLV Bank mod Afviklingsinstansen (T-758/18, EU:T:2021:28), og af 29. september 2022, ABLV Bank mod Afviklingsinstansen (C-202/21 P, EU:C:2022:734).
36 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at »uigenkaldelig« i almindelig sprogbrug henviser til noget, der ikke kan anfægtes. En uigenkaldelig betalingsforpligtelse indebærer således en forpligtelse, som ikke kan anfægtes, til at betale det beløb, for hvilket forpligtelsen er indgået.
37 Det er desuden korrekt, således som sagsøgeren har fremhævet, at artikel 7, stk. 3, i gennemførelsesforordning 2015/81 ikke udtrykkeligt præciserer, at institutterne først skal betale deres bidrag, for at deres sikkerhedsstillelse efterfølgende kan tilbagebetales til dem. Som anført i præmis 28 og 29 ovenfor skal institutter, der er etableret i en deltagende medlemsstat, imidlertid i den indledende periode betale et årligt bidrag til Afviklingsfonden med henblik på, at sidstnævnte når målniveauet ved udgangen af den nævnte periode.
38 Det følger heraf, at hvis den sikkerhedsstillelse, der dækker en uigenkaldelig betalingsforpligtelse, blev tilbagebetalt uden forudgående modtagelse af det bidrag, for hvilket denne forpligtelse blev indgået, ville instituttet ikke blot ikke opfylde sin forpligtelse til at betale det fulde bidrag for den periode, hvor instituttet var omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 806/2014, men ex ante-bidraget i form af en uigenkaldelig betalingsforpligtelse ville heller ikke nå målet om at tildele Afviklingsfonden finansielle midler svarende til det af EU-lovgiver fastsatte niveau.
39 Som præciseret i den retspraksis, der er nævnt i præmis 31 ovenfor, har den omstændighed, at en enhed ophører med at udøve sin virksomhed som kreditinstitut i løbet af bidragsperioden som følge af inddragelsen af dens tilladelse, ingen indvirkning på dens forpligtelse til at betale hele det ex ante-bidrag, der skal betales for den nævnte bidragsperiode.
40 Ved vurderingen af rækkevidden af forpligtelsen til at betale dette bidrag fuldt ud er der, som sagsøgeren har gjort gældende, ingen grund til at begrænse sig til den del, der betales umiddelbart, uden at tage hensyn til den anden del, der ydes i form af en uigenkaldelig betalingsforpligtelse.
41 Artikel 7, stk. 1, i gennemførelsesforordning 2015/81 bestemmer nemlig udtrykkeligt, at anvendelsen af uigenkaldelige betalingsforpligtelser på ingen måde må berøre Afviklingsfondens finansielle kapacitet eller likviditet. Annullation af en uigenkaldelige betalingsforpligtelse, som skyldes, at instituttet ikke længere er omfattet af forordning nr. 806/2014, og tilbagebetaling af den tilsvarende sikkerhedsstillelse, som er fastsat i artikel 7, stk. 3, i gennemførelsesforordning 2015/81, kan derfor ikke være til skade for Afviklingsfonden (generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse ABLV Bank mod Afviklingsinstansen, C-202/21 P, EU:C:2022:327, punkt 87). Hvis dette ikke var tilfældet, ville artikel 7, stk. 3, i gennemførelsesforordning 2015/81 tilsidesætte det formål, der forfølges med den årlige opkrævning af ex ante-bidrag, som følger af artikel 69 og 70 i forordning nr. 806/2014.
42 I modsætning til, hvad Den Franske Republik har gjort gældende, finder artikel 7, stk. 1, i gennemførelsesforordning 2015/81 således anvendelse på behandlingen af uigenkaldelige betalingsforpligtelser fra et institut, som ikke er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 806/2014, og dermed skal artikel 7, stk. 3, i gennemførelsesforordning 2015/81 fortolkes i lyset af denne bestemmelse.
43 En sådan fortolkning er i overensstemmelse med det formål, der forfølges med artikel 7, stk. 3, i gennemførelsesforordning 2015/81. Som påpeget i præmis 33 ovenfor, og som det fremgår af punkt 11.2 i de uigenkaldelige betalingsforpligtelser 2016-2021, indgås uigenkaldelige betalingsforpligtelser for en ubegrænset periode. Det er imidlertid ikke ønskeligt, at disse kontrakter opretholdes, når en enhed som sagsøgeren ophører med sin virksomhed som kreditinstitut og således falder uden for den kreds af enheder, der er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 806/2014, og som skal betale bidrag. Som Afviklingsinstansen med rette har gjort gældende, har den annullation af den uigenkaldelige betalingsforpligtelse, der er fastsat i artikel 7, stk. 3, i gennemførelsesforordning 2015/81, derfor til formål at bringe denne forpligtelse til ophør, således at den ikke fortsætter, efter det bidragydende institut er udtrådt af anvendelsesområdet for forordning nr. 806/2014.
44 Formålet med artikel 7, stk. 3, i gennemførelsesforordning 2015/81 er således ikke at gøre det muligt for institutter, der ikke er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, at unddrage sig deres forpligtelse til at betale det skyldige bidrag fuldt ud, således som sagsøgeren og intervenienterne har gjort gældende, men at sikre, at Afviklingsfondens finansielle midler er til rådighed så hurtigt som muligt for Afviklingsinstansen i tilfælde af afvikling, dvs. at sikre Afviklingsfondens finansielle kapacitet og likviditet.
45 Endvidere fritager den omstændighed, at et instituts udtræden vil reducere de dækkede indskuds samlede beløb og dermed målniveauet, forudsat at dette er fastsat, ikke det pågældende institut fra at betale hele det skyldige ex ante-bidrag for bidragsperioden.
46 I denne henseende er det ubestridt, at sagsøgeren den 1. januar i hvert af årene 2016-2021 var omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 806/2014 og således var forpligtet til at betale bidrag til Afviklingsfonden.
47 For hvert af disse år beregnede Afviklingsinstansen i overensstemmelse med artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 806/2014 sagsøgerens individuelle bidrag på grundlag af bl.a. den fremskrivning, som Afviklingsinstansen havde foretaget i det pågældende år, af det målniveau, der skulle nås ved udløbet af den indledende periode. Den omstændighed, at målniveauet kan ændre sig efter sagsøgerens udtræden af anvendelsesområdet for forordning nr. 806/2014, kan således ikke have nogen indvirkning på beregningen af og dermed på størrelsen af de bidrag, der skal betales for perioden forud for sagsøgerens udtræden af ordningen. I modsætning til, hvad Den Franske Republik og FBF har anført, kan den omstændighed, at sagsøgerens udtræden af anvendelsesområdet for forordning nr. 806/2014 kan påvirke målniveauet, hvis det skulle vise sig at være tilfældet, følgelig ikke begrunde en ændring af størrelsen af de bidrag, som sagsøgeren skulle betale for årene 2016 til 2021. Dette kan heller ikke begrunde en tilbagebetaling af de sikkerhedsstillelser der dækker de uigenkaldelige betalingsforpligtelser 2016-2021, uden forudgående betaling af de bidrag, for hvilke disse forpligtelser er indgået.
48 Det er endvidere allerede blevet fastslået, at et instituts udtræden af anvendelsesområdet for forordning nr. 806/2014 ikke giver det ret til en ny beregning af ex ante-bidraget, for så vidt som Afviklingsinstansen, såfremt den skulle tage hensyn til udviklingen i kreditinstitutternes retlige og finansielle stilling i løbet af en given bidragsperiode, vanskeligt kan foretage en pålidelig og stabil beregning af de bidrag, som de hver især skal betale, og forfølge målet om ved afslutningen af den indledende periode at opnå mindst 1% af de dækkede indskud i alle de kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse på en medlemsstats område (dom af 20.1.2021, ABLV Bank mod Afviklingsinstansen, T-758/18, EU:T:2021:28, præmis 75 og 76).
49 Af samme grund kan sagsøgeren og intervenienterne ikke gøre gældende, at det tilkommer Afviklingsinstansen at tilbagebetale de sikkerhedsstillelser, der dækker de uigenkaldelige betalingsforpligtelser 2016-2021, til sagsøgeren, uden forinden at modtage de bidrag, for hvilke disse forpligtelser blev indgået, eller at tilpasse de øvrige institutters fremtidige individuelle bidrag med henblik på at sikre, at målniveauet nås.
50 Det følger af det foregående, at annullation af den uigenkaldelige betalingsforpligtelse og tilbagebetaling af den sikkerhedsstillelse, der er fastsat i artikel 7, stk. 3, i gennemførelsesforordning 2015/81, ikke kan indebære, at den del af ex ante-bidraget, for hvilken der er indgået en uigenkaldelig betalingsforpligtelse, ikke skal betales, når det bidragydende institut ikke er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 806/2014 (generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse ABLV Bank mod Afviklingsinstansen, C-202/21 P, EU:C:2022:327, punkt 87). Dette institut er fortsat forpligtet til at betale hele det individuelle bidrag, der regelmæssigt beregnes af Afviklingsinstansen for den pågældende periode, og har ikke ret til kun at betale en brøkdel af det.
51 Følgelig er den holdning, som Afviklingsinstansen gav udtryk for i skrivelsen af 13. august 2021, hvorefter den først kunne tilbagebetale de kontante sikkerhedsstillelser, der dækkede de uigenkaldelige betalingsforpligtelser 2016-2021, efter modtagelse af et beløb svarende til størrelsen af de bidrag, som disse instrumenter var blevet udstedt for, hverken i strid med artikel 7, stk. 3, i gennemførelsesforordning 2015/81 eller med punkt 12.5 i de uigenkaldelige betalingsforpligtelser 2016-2021, der henviser til denne bestemmelse.
52 Sagsøgerens og intervenienternes forskellige argumenter til støtte for en anden fortolkning er ikke overbevisende.
53 Hvad for det første angår argumenterne om, at Afviklingsinstansen foretog en urigtig fortolkning af artikel 70, stk. 4, i forordning nr. 806/2014, for så vidt som den forvekslede kontante bidrag med kontante sikkerhedsstillelser, der dækker de uigenkaldelige betalingsforpligtelser 2016-2021, bemærkes, at selv om det er korrekt, at Afviklingsinstansen har nævnt artikel 70, stk. 4, i forordning nr. 806/2014 i skrivelsen af 13. august 2021, fremgår det ikke heraf, at Afviklingsinstansen anvendte denne bestemmelse på de kontante sikkerhedsstillelser, der dækker de uigenkaldelige betalingsforpligtelser 2016-2021. I denne skrivelse krævede Afviklingsinstansen blot, at sagsøgeren betalte et kontantbeløb svarende til de uigenkaldelige betalingsforpligtelser 2016-2021 i overensstemmelse med sagsøgerens forpligtelse til at betale det fulde skyldige bidrag for den periode, hvor sagsøgeren var omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 806/2014 (jf. præmis 28-31 ovenfor). Afviklingsinstansen har derfor ikke begået den fortolkningsfejl, som den beskyldes for.
54 Hvad for det andet angår argumenterne om, at artikel 7, stk. 2, i gennemførelsesforordning 2015/81 ikke finder anvendelse på sagsøgerens situation, er det under henvisning til skrivelsen af 13. august 2021 tilstrækkeligt at konstatere, at Afviklingsinstansen ikke har anvendt denne bestemmelse. De nævnte argumenter er derfor irrelevante.
55 Hvad for det tredje angår argumenterne om ligebehandlingsprincippet, hvorefter der er en forskel i retsstillingen for de institutter, der valgte straks at betale deres bidrag kontant, og de institutter, der foretrak at indgå uigenkaldelige betalingsforpligtelser, skal det præciseres, at den omstændighed, at Retten i dom af 20. januar 2021, ABLV Bank mod Afviklingsinstansen (T-758/18, EU:T:2021:28, præmis 111), bemærkede, at EU-lovgiver havde fundet det nødvendigt at underlægge uigenkaldelige betalingsforpligtelser en »særlig ordning«, ikke i sig selv gør det muligt at sondre mellem institutter, der har valgt straks at indbetale deres bidrag, og institutter, der har indgået uigenkaldelige betalingsforpligtelser. I den foreliggende sag var sagsøgeren den 1. januar i hvert af årene 2016-2021 omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 806/2014 og var underlagt forpligtelsen til at bidrage til Afviklingsfonden. Den omstændighed, at sagsøgeren ikke straks betalte hele sit bidrag for de pågældende år, ændrede på ingen måde sagsøgerens situation med hensyn til forpligtelsen til at betale i henhold til forordning nr. 806/2014. I modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, befandt sagsøgeren sig således i en situation, der var sammenlignelig med situationen for alle de kreditinstitutter, der den 1. januar i hvert af disse år var omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 806/2014. Sagsøgerens argument til støtte for det modsatte kan ikke tiltrædes. Sagsøgeren er derfor ligesom disse kreditinstitutter forpligtet til fuldt ud at betale de individuelle bidrag, der skyldes for bidragsperioden 2016-2021.
56 Hvad desuden angår den angivelige forskel i retsstillingen mellem de institutter, der forbliver inden for anvendelsesområdet for forordning nr. 806/2014, og dem, der udtræder af anvendelsesområdet for denne forordning, skal det fremhæves, at et kreditinstituts indbetaling af et bidrag ikke giver det nogen ret til at drage fordel af Afviklingsfonden. I overensstemmelse med artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 806/2014 gennemføres en afvikling nemlig udelukkende i almenhedens interesse. Afviklingsfonden tjener derfor til at sikre den finansielle stabilitet i bankunionen som sådan (jf. i denne retning dom af 20.1.2021, ABLV Bank mod Afviklingsinstansen, T-758/18, EU:T:2021:28, præmis 70-72; jf. ligeledes generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse ABLV Bank mod Afviklingsinstansen, C-202/21 P, EU:C:2022:327, punkt 64).
57 Der er derfor ingen automatisk forbindelse mellem på den ene side betalingen af ex ante-bidraget og på den anden side muligheden for at drage fordel af Afviklingsfonden.
58 Under disse omstændigheder og i modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, kan den omstændighed, at sagsøgeren på grund af sin udtræden af anvendelsesområdet for forordning nr. 806/2014 ikke længere kunne drage fordel af Afviklingsfonden, ikke godtgøre, at sagsøgeren befandt sig i en sådan situation, at sagsøgeren burde fritages for forpligtelsen til at betale et beløb svarende til det fulde beløb af de skyldige bidrag, der skal betales for bidragsperioden 2016-2021, i hvilken periode sagsøgeren stadig var omfattet af nævnte forordning. Sagsøgerens argument herom må derfor forkastes.
59 Som generaladvokat Kokott bemærkede i sit forslag til afgørelse ABLV Bank mod Afviklingsinstansen (C-202/21 P, EU:C:2022:32734, punkt 65 og 66), følger det i øvrigt af artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 806/2014, at bidragets størrelse først og fremmest afhænger af målniveauets størrelse, da det i det væsentlige svarer til en brøkdel af beløbet for målniveauet, selv om det enkelte instituts risikoprofil spiller ind ved beregningen af dets individuelle bidrag.
60 Som det præciseres i 11. betragtning til gennemførelsesforordning 2015/81, betyder dette, at et kreditinstituts individuelle bidrag altid i højeste grad afhænger af de individuelle bidrag fra andre kreditinstitutter, som er bidragspligtige i den pågældende periode. Tilpasning et kreditinstituts bidrag vil derfor altid nødvendiggøre en korrektion af de andre kreditinstitutters bidrag. Det følger heraf, som det allerede er anført i præmis 48 ovenfor, at hvis bidragene blev kontinuerligt tilpasset i løbet af en bidragsperiode, ville en juridisk sikker fastsættelse af alle institutters individuelle bidrag dermed være umulig. Derfor har en ændring af status i bidragsperioden ikke nogen konsekvenser for det bidrag, der skal betales (generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse ABLV Bank mod Afviklingsinstansen, C-202/21 P, EU:C:2022:327, punkt 67).
61 Det årlige ex ante-bidrag til Afviklingsfonden kvantificerer altså ikke den risiko, som et bidragydende institut kontinuerligt i løbet af en bidragsperiode udgør for den finansielle stabilitet eller anvendelsen af Afviklingsfondens midler (generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse ABLV Bank mod Afviklingsinstansen, C-202/21 P, EU:C:2022:327, punkt 68). Med andre ord kvantificerer ex ante-bidraget ikke muligheden for, at Afviklingsfonden kan gribe ind til fordel for et bidragydende institut.
62 Den omstændighed, at det ikke er muligt for sagsøgeren at drage fordel af Afviklingsfonden, efter at sagsøgeren er ophørt med at være omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 806/2014, kan således under alle omstændigheder ikke have nogen indvirkning på sagsøgerens forpligtelse til fuldt ud at betale det individuelle bidrag, der skal betales for bidragsperioden 2016-2021.
63 Hvad for det fjerde angår argumenterne om, at retningslinjerne fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA), som Afviklingsinstansen har påberåbt sig i sine indlæg for Retten, ikke finder anvendelse på sagsøgerens situation, er det, henset til skrivelsen af 13. august 2021, tilstrækkeligt at konstatere, at Afviklingsinstansen ikke har anvendt disse retningslinjer på sagsøgerens situation. De nævnte argumenter er derfor irrelevante.
64 Henset til det ovenstående skal påstanden støttet på artikel 272 TEUF og artikel 340, stk. 1, TEUF forkastes.
Påstandene støttet på artikel 340, stk. 2, TEUF
65 Til støtte for de påstande, der er støttet på artikel 340, stk. 2, TEUF, vedrørende henholdsvis den uigenkaldelige betalingsforpligtelse 2015 og de uigenkaldelige betalingsforpligtelser 2016-2021 har sagsøgeren gjort gældende, at Afviklingsinstansen har opnået en ugrundet berigelse.
66 Sagsøgeren har navnlig gjort gældende, at Afviklingsinstansens tilbageholdelse af de beløb, der svarer til de kontante sikkerhedsstillelser, der er knyttet til den uigenkaldelige betalingsforpligtelse 2015 og de uigenkaldelige betalingsforpligtelser 2016-2021, ikke hviler på noget retligt grundlag, hverken kontraktmæssigt eller lovgivningsmæssigt. Afviklingsinstansens afvisning af at frigive disse sikkerhedsstillelser er tværtimod i strid med artikel 7, stk. 3, i gennemførelsesforordning 2015/81. Det følger heraf, at Afviklingsinstansen har opnået en berigelse uden retligt grundlag, og at sagsøgeren har lidt et tab, der er forbundet med denne berigelse.
67 Afviklingsinstansen er af den opfattelse, at Retten ikke har kompetence til at påkende krav om ugrundet berigelse uden for kontrakt i forbindelse med den uigenkaldelige betalingsforpligtelse 2015 og de uigenkaldelige betalingsforpligtelser 2016-2021. Ifølge Afviklingsinstansen kan den blotte henvisning til artikel 340, stk. 2, TEUF ikke bevirke for så vidt angår den uigenkaldelige betalingsforpligtelse 2015, at tvistens kontraktmæssige karakter ændres, og at den dermed unddrages den nationale domstols kompetence i det foreliggende tilfælde. For så vidt angår de uigenkaldelige betalingsforpligtelser 2016-2021 har Afviklingsinstansen gjort gældende, at det fremgår af disse forpligtelser, at luxembourgsk ret skal finde anvendelse på ethvert erstatningskrav, og har heraf udledt, at det ikke er muligt at påberåbe sig et ansvar uden for kontrakt, der er baseret på EU-retten. Disse påstande er under alle omstændigheder ugrundede.
68 I denne forbindelse skal det erindres, at Retten i henhold til artikel 268 TEUF har kompetence til at afgøre tvister om erstatning for skader som omhandlet i artikel 340, stk. 2, TEUF, der bestemmer, at »[f]or så vidt angår ansvar uden for kontraktforhold, skal Unionen i overensstemmelse med de almindelige retsgrundsætninger, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer, erstatte skader forvoldt af dets institutioner eller af dets ansatte under udøvelsen af deres hverv«.
69 Det samme gælder for påstande om, at Unionen ifalder ansvar for ugrundet berigelse (jf. i denne retning dom af 1.12.2021, KY mod Den Europæiske Unions Domstol, T-433/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:840, præmis 35).
70 Det kan ingen kontrakt ændre på.
71 Afviklingsinstansens indsigelser om manglende kompetence skal derfor forkastes.
72 Det bemærkes, at en sag med påstand om tilbagebetaling som følge af en ugrundet berigelse kræver – for at kunne blive behandlet – bevis for en berigelse uden gyldigt retsgrundlag og et tab for sagsøgeren, der er forbundet med nævnte berigelse (jf. i denne retning dom af 28.7.2011, Agrana Zucker, C-309/10, EU:C:2011:531, præmis 53).
73 Denne betingelse er ikke opfyldt, bl.a. når berigelsen hviler på kontraktmæssige forpligtelser (jf. dom af 6.10.2015, Technion og Technion Research & Development Foundation mod Kommissionen, T-216/12, EU:T:2015:746, præmis 104 og den deri nævnte retspraksis).
74 For så vidt angår den uigenkaldelige betalingsforpligtelse 2015 er det i den foreliggende sag ubestridt, at dette tilsagn definerer kontraktforholdet mellem sagsøgeren på den ene side og Afviklingsinstansen, ACPR og FGDR på den anden side. Ifølge sagsøgeren svarer Afviklingsinstansens berigelse til tilbageholdelsen af et beløb svarende til den omhandlede kontante sikkerhedsstillelse i forbindelse med den uigenkaldelige betalingsforpligtelse 2015. Sagsøgeren har imidlertid ikke fremlagt noget bevis for, at der ikke er et kontraktligt grundlag for Afviklingsinstansens angivelige berigelse. Sagsøgeren har i øvrigt i retsmødet oplyst, at sagsøgeren ikke har anlagt sag ved de retter i retskredsen for cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris, Frankrig), der har kompetence til at afgøre eventuelle kontraktlige tvister i henhold til voldgiftsbestemmelsen i den uigenkaldelige betalingsforpligtelse 2015, og at den ikke har anmodet disse retter om at fastslå, at der ikke var et kontraktligt grundlag for den nævnte berigelse. Under disse omstændigheder, hvor der ikke er ført bevis for en berigelse uden gyldigt retsgrundlag, skal sagsøgerens argumentation vedrørende denne angivelige berigelse forkastes.
75 Hvad angår de uigenkaldelige betalingsforpligtelser 2016-2021 skal det bemærkes, at Afviklingsinstansens angivelige berigelse, nemlig tilbageholdelsen af beløb svarende til de kontante sikkerhedsstillelser, der er knyttet til disse forpligtelser, har sit grundlag i disse forpligtelser, som binder den til sagsøgeren.
76 Som det fremgår af konstateringerne i præmis 24-51 ovenfor, kunne hverken anvendelsen af artikel 7, stk. 3, i gennemførelsesforordning 2015/81 eller anvendelsen af punkt 12.5 i de uigenkaldelige betalingsforpligtelser 2016-2021 nemlig føre til tilbagebetaling af de beløb, der svarer til de kontante sikkerhedsstillelser, der er knyttet til de uigenkaldelige betalingsforpligtelser 2016-2021, uden forudgående betaling af det obligatoriske bidrag, som sagsøgeren skulle betale i henhold til artikel 70, stk. 1, i forordning nr. 806/2014.
77 Det skal derfor fastslås, at Afviklingsinstansens afgørelse om at tilbageholde de beløb, der svarer til de kontante sikkerhedsstillelser, der er knyttet til de uigenkaldelige betalingsforpligtelser 2016-2021, indtil der sker betaling af de bidrag, for hvilke disse instrumenter blev udstedt, er baseret på et gyldigt retsgrundlag og kan derfor ikke udgøre en ugrundet berigelse.
78 Følgelig skal de påstande, der er støttet på artikel 340, stk. 2, TEUF, forkastes.
79 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal Kommissionen frifindes i det hele.
Sagsomkostninger
80 I henhold til artikel 134, stk. 1, i Rettens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren har tabt sagen, bør det pålægges denne at bære sine egne omkostninger og at betale de af Afviklingsinstansen afholdte omkostninger i overensstemmelse med dennes påstand herom.
81 I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, bærer Den Franske Republik sine egne omkostninger.
82 I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 3, kan Retten desuden træffe afgørelse om, at andre intervenienter end de i denne artikels stk. 1 og 2 nævnte skal bære deres egne omkostninger. I den foreliggende sag bør FBF bære sine egne omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Syvende Afdeling):
1) Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) frifindes.
2) BNP Paribas Public Sector SA bærer sine egne omkostninger og betaler Afviklingsinstansens omkostninger.
3) Den Franske Republik og Fédération bancaire française (FBF) bærer hver deres egne omkostninger.
Kowalik-Bańczyk | Hesse | Ricziová |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 25. oktober 2023.
Underskrifter
i Der er foretaget sproglige rettelser i stikordene og præmis 4, 6, 11, 41, 49, 50, 60, 61 og 63 efter dommens offentliggørelse.